Indledning Havamaal (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Indledning


Nærværende Digt er, saaledes som vi nu have det, uden al Tvivl sammensat af flere forskjellige, ligesom og adskillige enkelte Brudstykker eller Viser synes at være blevne indskudte deri paa sine Steder. Titelen Háfamál maa, saaledes som vi nu have den, forklares ved: den Höjes Sang eller Tale. Dog kan man gjætte at det kunde betyde: Höjsangen, den höje Sang eller Tale. Háfi, Hávi, ɔ: den Höje, var et i Norden ældgammelt Navn for Himlens Gud og i Særdeleshed for Odin, som af de fleste ansaaes for at raade over Himlen og den skabte Verden. Da han desuden sagdes at være Aandens, Forstandens, Videnskabens og Digtekunstens Giver, saa er intet naturligere end at hans Præster, og siden Folket overhoved, tilegnede ham de hellige Sange, som mentes at være fremkomne ved hans Indskydelse, eller sagdes endog at være forkyndte og lærte ved ham selv i en jordisk Incarnation eller Aabenbaring. Denne ældgamle Forestilling om Digtets Oprindelse, overensstemmende med det ægte Hedenskabs Aand, begyndte dog at forvirres for Mange efter Kristendommens Indförelse, da de fleste kun kunde (eller maaske rettere maatte) tænke sig de hedenske Guder ved Djævle eller Bedragere, især som Mennesker, der ved Koglerie og lignende Kunstgreb havde tilsneget sig guddommelig Dyrkelse. Saaledes betragtede Historikeren Snorro Asaguderne i sin Ynglinga-Saga, og saaledes har han tildeels benyttet et Stykke deraf, nemlig Rune-Sangen, ved Fortegnelsen over Odins Egenskaber og magiske Kunster. Dette oplyses nærmere i de hertil hörende Anmærkninger.

Den förste Strophe af Havamaal anföres i Begyndelsen af den yngre Edda som sjunget af Gylfe ved Indtrædelsen i Gudehallen Asgaard, hvor den eddiske Trefoldighed aabenbaredes ham under Navnene Hár (Höj) Jafnhár (Jævnhöj) og Thridie (Tredie). Alle tre betegne de Odin, og hans förste Navn er det samme som ellers kaldes Háfi, hvoraf atter Háfamál eller den Höjes Sang. Heraf kunne vi slutte, at nogle i Oldtiden, have meent at de Sange, hvoraf det bestod, eller i det mindste en Deel deraf, indeholdt gode Raad givne Gylfe af Odin ved deres Samtale i den Höjes Hall. Naar vi paa den anden Side undersöge Fabelen om Gylfes Besög i Asgaard, hvori den eddiske Lærebygning er bleven indklædt, saa ville vi finde; at den indeholder en allegorisk FortælIing om Skjalden, eller den Person i hvis Sted han sætter sig, som Gjæst hos Himmelen eller de himmelske Hære, da han indtræder i deres Höjsal og betragter deres hele Væsen med Digteröje, samt indklæder den derfra hentede Gudelære og Natur-Kundskab i hemmelighedsfulde poëtisk-religieuse Gaader, som det kun var givet Præsterne og de Indviede at oplöse. Saaledes betyder vistnok Benævnelsen Hávi eller den Höje Himlens og Luftens Gud, Verdens Sjæl (efter Stoikers og Inders Udtryk) ellers kaldet Odin — men hans Hall Himmelhvælvingen eller Dunstkredsen, samt tillige maaske, i mere indskrænket Forstand, et deraf omgivet og derved betegnet aabent Tempel. Ordet Asgard betyder blandt andet Gudernes Stad. Denne sidste Benævnelse bevidner Cicero (de natura Deorum) at Stoikerne gave hele Verden, samt at de foregave, at den höjeste (summus, gr. ὕψισϑος) Gud og Skaber var Stadens Herre. Uden mindste Hensyn hertil forklarer John Olafsen fra Grunnevig vor Digters Hávahöll ved hele Universet, som den almægtige Guds Hus og Bolig. Selv nyere Digtere have paa deres Vis hyldet lignende Ideer. Saaledes f. Ex. Spaniolen Feijoo:[1] "Hvad I her see er Herrens Hus, Guddommens Slot, den Allerhelligstes Tempel, den Retfærdiges evige Vaaning. Hvor beundringsværdig er ikke Hallens uhyre Hvælving med de utallige straalende Lamper" o. s. v. I dette Tempel, under aaben Himmel, var det og at det gamle Nordens Spaamænd og Spaaqvinder ofte sögte og troede sig at erholde natlige Aabenbaringer fra Guddommen, meddelende gavnlige Raad eller Underretning om Fremtidens Skjæbne. Dette skete tildels ved Iagttagelse af Stjernernes Gang, Meteorers Lysning, Fuglenes Flugt og Skrig, Vandfaldenes Lyd og Udseende m. m. — eller ogsaa ved Drömme eller Indskydelser i vaagende Tilstand, som vi ansee som blotte Indfald, men som Forfædrene tilskreve en höjere Oprindelse. Nærværende Digt mentes da, eller foregaves at være bleven til ved Guddommens Inspiration, meddelt Præsten eller den hellige Digter, som tildels taler i sin Guds Navn,[2] og atter meddeler sine ringere Tilhörere eller Lærlinge den Deel af hans himmelsendte Visdom, som kunde aabenbares paa en saadan Maade. Digtets to eller tre sidste Afdelinger synes ellers især at være foredragne hemmeligen for præstelige Lærlinge, paa Druiders, Magers og Brachmaners Maade; — hvorvidt derimod de to förste have været bestemte for hele Almeenheden, eller muelig i senere Tider ere blevne sammensatte af forskjellige gamle Viser eller ogsaa af enkelte Ordsprog, derom kan jeg intet afgjörende sige. Vist er det derimod, at dette hele Digt, eller den störste Deel deraf, er fra Hedendommens Tider af bleven opbevaret ved mundtlig Overlevering fra Slægt til Slægt, og endelig bleven, opskrevet af Eddadigtenes Samler. Dets höje Ælde vises især ved dets, tildeels i Anmærkningerne godtgjorte store Lighed med Hesiods bekjendte græske Digt εϱγα ϰαι ἥμεϱαι, som netop menes at være opbevaret for os paa den selvsamme Maade, uden at man har mindste Grund til at antage, at Aarsagen til denne Lighed kan söges i Middelalderens nordiske Klerkes Bekjendtskab med græske Forfattere. Om Oprindelsen til slige Samlinger siger Nyerup i Fortalen til de ved ham udgivne kjernefulde, danske Ordsprog: "Den ældste Art Poesie hos alle Nationer er netop den gnomiske, nemlig slige korte Sentenzer, som enten indeholde Leveregler eller Domme og Udsagn om Menneskenes Gjören og Laden eller practiske af Erfaringen abstraherede Iagttagelser (efter Dr. Rhodes Inddelinger af Gnomerne i hans Veterum poetarum sapientia gnomica. Havn. 1799). Disse iklædtes Poesiens Dragt, da ucultiverede Folk af Mangel paa egentlige Benævnelser brugte Omskrivninger og sandselig Fremstillelse, hvortil kommer, at för Skrivekunsten var indfört eller kommen almindelig i Brug, maatte det som skulde indprentes i Sindet eller Hukommelsen enten fremsættes i Billeder eller Lignelser eller understöttes med Rim og et afpasset Stavelsemaal."

Paa den anden Side har en stor Deel af Havamaals Folkevisdom forplantet sig gjennem mange Aarhundreder til de i vore Dage i de nordiske Riger almindeligste Ordsprog. Dette er ikke allene Tilfældet med de islandske, norske og svenske, men ogsaa med vore egne danske. For at vise dette tydelig har jeg, ved at forbigaa de övrige for det indskrænkede Rums Skyld, sammenlignet adskillige af de ved Peder Laalle, Syv og Nyerup samlede bekjendte danske Ordsprog og Sentenzer[3] med de eddiske i Havamaal, uden dog at medtage de udtrykkelige Oversættelser heraf, som Syv har givet i et Tillæg til sin Samling. Nogle af disse Ordsprog vise udtrykkelig, ligesom visse af Saxo latiniserede Poemer, at de ere Levninger af ældgamle Digte eller Viser hvori Bogstavrimene brugtes, f. Ex.

Hevd gjör Hest og ej Höj Staald;
Ungdoms Sprung gjör Alder tung;
Mange Hunde ere Harens Död;
Silde Bod sjelden god;
Bedre at blæse hart end at brænde sig;
Blid er beden Mand;
Hundeglam naaer ej til Himlen fram;
Der blunder nu mangt et Öje, der blidede i Fjor;
Enten maa det bugne eller briste;
Der kveldes ikke som Kvinder drikke;
Krukken gaaer til Kilde til Knæg den faaer;
Fattigdom föder men feder ikke;
Den græd ej for Guld, som aldrig Guld aatte, o. s. v.

Nogle af de anförte og flere lignende danske Ordsprog ere brugelige i Island i Landets Sprog, hvor den poetiske Alliteration endnu har sit egentlige Hjem.

Havamaal forekommer mig nu at burde have fölgende 5 Hovedafdelinger:

I. (Str. 1-35 incl.) Leveregler og nyttige Raad som især bör iagttages af Gjæster, Vandringsmænd og Reisende.

II. (36-104). Andre deslige, som mest passe for Mænd der ere bosatte og före Husholdning, hvortil dog ere lagte adskillige flere som kunne passe sig i enhver Stilling i Livet, ligesom og Strophernes Orden let kan være bleven forvirret ved Tidens Længde, nogle udeladte, andre atter indskudte o. s. v. i begge de forste Afdelinger.

III. (105-111). En Episode, fremfört i Guden Odins eget Navn, indeholdende en mythisk Fortælling om Digterdrikkens Hentelse fra Jætten Suttungs underjordiske Huler. En prosaisk og mere udförlig Beretning om de samme Tildragelser findes i den yngre Edda (den stokholmske Udgave S. 83-87. Nyerups danske Oversættelse S. 107-112).[4] Det Heles Betydning har jeg sögt at udvikle og forklare i min Afhandling om Digterdrikken i Maanedskriftet Athene 6te Bind S. 242 o. f. (for Marts 1816). Det vigtigste deraf, for saavidt det vedkommer vort omhandlede Digt, vil erfares af de dertilhörende Anmærkninger. Det hele er en mærkværdig nordisk Pröve af den almindelige Mythe om Himmelens eller Aarsgudens Strid med Underverdenens Magter, og Sejer over dem til Menneskenes Bedste. Det er ikke usandsynligt, at dette lille Digt har været en festlig Sang, brugt ved vore Forfædres Drikkegilder, til de begeistrende Drikkes og deres formeentlige Givers Pris.

IV. Lodfafnersmaal (112-140), som uden al Tvivl engang er bleven betragtet som et særskilt Digt. Det synes at være bleven fremfört af en Præst eller viis Olding paa et helligt Sted, til Brug ved en Ynglings Undervisning. Taleren tiltaler Lodfafner deri omtrent paa samme Maade som Hesiod den enfoldige Perses.

V. Odins Runetal eller Runesang, ellers kaldet Runekapitlet (141-167). Dette Digt er af samme Art som Lodfafnersmaal, men vedkommer mest den religieuse Magie, især de saakalde Runer. Dette Ord har saare mange Betydninger, hvoraf de vigtigste ere anförte i 1te Deel S. 117. Efter Löfte vil jeg her söge at give tydeligere Begreber derom. I den Hensigt meddeler jeg mine Læsere Uddrag af en hertilhörende liden Afhandling, forfattet 1819 i Anledning af Hs. Exe. Hr. Overhofmarchal Hauchs R. af E. Anmodning om min Betænkning over Betydningen af de synderlige Karakterer paa en i Aaret 1818 funden hedensk Gravsteen ved Willingshausen i det Hessen-Casselske,[5] af ham tilstillet Hans Höjfyrstelige Durchlauchtighed Prinds Carl, Landgreve til Hessen-Cassel:

———
"Tegningerne af disse Karakterer synes for en stor Deel at röbe umiskjendelig Lighed med Grene, Qviste eller Stave, og saaledes at höre til, eller rettere at sige, udtrykke en Art af de ældste Hieroglypher, hvoraf Nordens Runestave (Germanernes Run-Stabas) der dog vare grundede paa asiatiske Fundamenter, ellers udviklede sig.
Det oldnordiske Ord Rún (i Fleertallet Rúnar, Rúnir) har oprindeligen betydet Ord, Taler, især hemmelige eller hviskende, og til sammeslags Betydning ved lignende Ord finder man Spor i de fleste gamle europæiske Sprog. Saaledes betegner f. Ex. det moesogothiske Runa Hemmelighed, Raadsforsamling, Angelsaxernes Rune Samtale, Raadförelse, Rur derimod Hemmelighed, Bogstav, Karakter eller Hieroglyph. — Kymrisk Rhin Hemmelighed, hvoraf Rhiniau Trolddom, Tryllesange, Finsk Runo Sang, ogsaa især Tryllesang. Af det oldnordiske eller islandske Rún, Rúnar kommer samme Sprogs rýna, rýnaz ɔ: at samtale, hvidske, grandske, læse, samme Ord med Angelsax. runian, Alamannernes runen, runizzenne, det ny-tydske raunen, Engl. round, Kymr. rhinio, Finlappernes runam, som alle betyde at hviske, mumle, före en hemmelighedsfuld Samtale. Heraf da igjen det oldnordiske Rúni, en Omgangsven, hvem man betroer sine hemmelige Tanker; Rúna en saadan Veninde.[6] Med Tiden blev Benævnelsen Runer (hemmelige Taler) ogsaa meget naturligen anvendt paa de tause Skrifttegn, som man brugte til at udtrykke Ord, Taler og Sange med, paa en for de Fleste hemmelig og ukjendt Maade. De Mennesker der ikke kjende Skrift og först erfare dens forunderlige Virkninger, forbauses derover og ansee den for en overnaturlig Hemmelighed. Saaledes ansaa de gamle Nordboer, ligesaavel som Inder, Tibetanere, Amerikanere o. fl. Skriften for at have en guddommelig eller himmelsk Oprindelse, og det var især Himlens og Aandens ypperste Guddom Odin, der mentes at Være dens eller Runernes Ophav og förste Læremester.[7]
Förend Skrivekunsten kom almindelig i 'Brug, troede de Fleste at man ved den kunde udrette alt det samme, som ved de övrige i sig selv meget uvigtigere Spaadoms- og Trolddoms-Kunster. Saaledes fik Hieroglypher og Skrifttegn det samme Navn, som för var tillagt Besværgelser og Tryllesange, men oprindelig hemmelige Ord og Taler efter det foranförte.[8] Mysterieuse Karakterer, mundtlige og skriftlige Besværgelser, have staaet i stor Anseelse hos de fleste raa, ja endog hos de civiliserede Folk. Saaledes have vore Forfædres magiske Runer fuldkomne Sidestykker i de Pergamentsstrimler, beskrevne med visse hellige Ord, hvilke Hebræerne heftede paa Hoved eller Arme, eller og paa Husdörren under Navn af Tiphillin,[9] men de gamle Perser under Navn af Taavid.[10] Strabo beretter ligeledes, i sin 15de Bog, at Inderne plejede at lægge Bindsler ved Kroppen, med Recitation af magiske Sange. At vore Forfædre og de gamle Germaner ogsaa have brugt beskrevne Strimler af denne Art om Arme og Ledemod, sees udtrykkelig af den ældre Eddas förste Qvad om Brynhilde 9de Strophe, hvilket mærkværdige Digt tillige handler om mange andre Arter af skrevne Runer. Hertil höre og de fleste övrige asiatiske Folks, samt Ægypters, Grækers og Fl. mangfoldige Amuleter med skrevne, skaarne eller prægede Karakterer; Inders, Picters, de gamle Nordboers o. Fl. tegnede, indskaarne og af Overtro tilföjede Mærker paa forskjellige Legemsdele m. m.[11] Heraf endnu den Skik blandt Söfolk og Pillegrime at indbrænde Figurer og Bogstaver i Huden. Af samme Art er mange vilde eller halvciviliserede Folkeslags Tattovering, som dels tjener til Legemets formeentlige Prydelse og dels menes af Overtro at medbringe Held og Lykke.[12]
Et andet mystisk Ord, Skriften vedkommende, som ofte forekommer i de eddiske Digte er Stafr (Flert. Stafir). I Grunden er det identisk med det ny-danske Stav, Kjep, Gren, Stötte, ligesom Stab endnu i det tydske, Staff i det engelske, af det alemanniske Staph (Staf) Staba, angels. Staf, Stæf. Af samme Oprindelse er det isl. Staur, danske Stavre, Stavr, lappl. Staura, gr. ςαυϱος — alt nemlig af det ældgamle nordiske stá, danske staa, tydsk stehen, stahn, lat. sto (stare), gr. ςαω o. s. v., der ogsaa atter have Sidestykker i de persiske og indiske Sprog.[13] Oprindelig har det förstmeldte Ord, blandt andet, betegnet et saadant Stykke Træ som man brugte til Spaadoms- og Trolddoms-kunster, ledsagede af Offringer til Guderne, og hvorpaa mystiske Karakterer eller Runer undertiden vare udskaarne. Ogsaa blev Ordet "brugt til at betegne selve disse Karakterer og tilsidst den Trylleskrift, Ord eller Sange, der udtryktes ved dem. Den förste Anledning til Ordets Brug i denne Forstand, ligger vistnok i de gamle Skandinavers og andre beslægtede Folks overtroiske Spaadomme af Grene og Kjeppe,[14] hvorom vi have fölgende Underretninger:
Ved Skytherne mener jeg, i Medhold af Justin og Fl., især de ældgamle Folk, som först beboede den store kaukasiske Bjergstrækning, som indeholder (norden for Indien og Persien) vor Klodes höjeste Fjelde. Hint Folk udbredte sig derfra, i de ældste Tider, over Asien og Europa. Det siges at have været meget hengivent til Spaakunster. Mænd ogQvinder, der gave sig af med disse, stod derfor i stor Anseelse hos dem , ligesom hos vore nordiske Forfædre. De spaaede især af Pilestave eller Qviste, der bleve samlede i Bundter, hvilke de oplöste, ströede paa Jorden, lagde dem omkring paa ny, toge dem derefter op igjen og bandt dem sammen. Imidlertid fremförte de visse Trolddomsord (Sange eller Besværgelser). Af den Stilling Qvistene fik, sluttede man sig til forestaaende Begivenheder, og den Forklaring Spaamændene gave derover, ansaa man for Gudernes Svar paa deres ydmyge Spörgsmaal og Bönner.[15]
Ammianus Marcellinus (i 31te B. 2det Kap.) skriver saaledes om Alanerne, tildels i Grunden hine Skythers Efterkommere, og det samme Folk som de fra Asien til Europas nordlige Lande indvandrede Aser eller Gother: De forudsige tilkommende Ting paa en forunderlig Maade, da de tage Pileqviste som ere nogenledes lige, synge hemmelige Tryllesange over dem, og naar de da, paa en bestemt Tid skille dem fra hinanden, vide de fuldkommen hvad der betegnes ved dem.
Persers og Meders Mager spaaede og af Tamariskens og andre Træers Grene som Stave eller Qviste.[16] De cappadociske Mager reciterte (efter Strabos Beretning)[17] daglig deres Bönner og Sange, holdende paa Bundter af Stave. Lignende Stave som kaldes Bersom eller Barsom tages endnu, blandt de Perser som ej have forkastet deres Fædres Tro, af Granattræet, med mange Ceremonier, og bruges af Præsterne ved Recitationen af de hellige Sange, da de vexle dem om ved hver ny Afdeling, ligesom de og ere Præsternes vigtigste Redskab ved alle liturgiske Ceremonier.[18] Selv blandt de nu herskende muhamedanske Perser sees der endnu Levninger af den förstommeldte overtroiske Skik, i det Fakirerne spaa med smaa Stave (30 til 40 i Tallet) betegnede med Skrift, grebne paa Slump og sammenholdte med visse Figurer i en Bog, som vælges paa samme Maade.[19] Afganerne, Persers og Inders nordlige Naboer, spaa og af Pile eller smaa Stave, som udrystes af et Bæger.[20]
Denne Skik er endvidere ældgammel blandt de saakaldte semitiske Folkeslag, Arabernes Spaadomspile, uden Fjæder eller Spidse, vare saaledes intet andet end smaa Stave. De synes at beskrives, som brugte af Babylonierne, i Ezechiels 21, 27. Muelig menes de og ved disse Ord (om Hebræerne) hos Hoseas 4, 12: "Mit Folk adspörger sit Træ og deres Kjep (Stav) skal forkynde dem det."
Grækerne udövede virkelig slige Spaadomskunster under Navn af ῥαβδομαντεῖα af ῥαβδος, en Gren, Kjep, Stav (isl. Rapir, dansk Raft, engl. Rafter o. s. v.) undertiden paa den Maade, at de lode smaa Stave eller Pile, mærkede med visse Ord eller Karakterer, falde af et Kogger eller Bæger paa Jorden. Af dem som kom til at vende op eller falde i en vis Stilling, dömte man om Udfaldet paa det omhandlede Foretagende. Af samme Art var Romernes overtroiske Lodkastning, som beskrives saaledes af Morus:[21] Sortilegium er en Art af Divination, naar Bogstaver, Mærker, Ord tegnede paa Blade, Terninger, Træ, Tavler (Stave) ved at blandes eller rystes sammen, vise sig for den der raadspörger Guderne, saaledes, at hvad der först kommer ud eller drages frem, tillægges Kraft af et guddommeligt Svar.
Germanernes af Tacitus (i 10de Kap.) beskrevne Lodkastning var da af denne Art, skjönt den i Grunden mest synes at stemme overens med Skythers og Alaners efter det föranforte. Det heder nemlig om dem: De lægge flittig Mærke til Forvarsler og Lodkastning. Maaden, hvorpaa disse indhentes, er simpel. En liden Gren af et Frugttræ skjæres i smaa Qviste, som mærkes, og kastes, saa i Slump hen paa et hvidt Klæde. Angaaer Sagen det Offentlige, saa spörges Samfundets (Statens) Præst til Raads; er det en privat Sag, da gjör selve Husfaderen Bön til Guderne, og tager, stirrende til Himlen, enhver Qvist tre Gange op, som han forklarer efter, det i Forvejen paaskrevne Mærke.[22]
Skjönt Germanerne i Almindelighed menes ikke at have brugt Skrift,[23] see vi dog af denne Beretning hvormed den 1000 Aar yngre Adam af Bremen (i hans Historia ecclesiastica) stemmer overens, at de betegnede deres Spaadomsstave med Mærker, altsaa etslags Hieroglypher eller Runer, ligesom Grækerne o. Fl. mærkede sine med Ord eller Bogstaver. Vore skandinaviske Forfædre have da vistnok brugt den samme Maade. Runebogstavernes Navne synes og at röbe denne Oprindelse, da de alle betegne Ting der vare af Vigtighed for de gamle Nordboer i det daglige Liv, hvilket de havde Aarsag til at önske eller frygte, altsaa tillige til at udforske, hvorledes det kunde gaa dermed i en eller anden Henseende, og til at formaa Guderne til at give eller afvende disse Ting.[24]
Saaledes betyder:
Ár.jpg Ár A. Aar (især godt Aar) Frugtbarhed; Lykke, Velstand; Morgen, Begyndelse o. s. v.
Fé.jpgF. Gods, Rigdom, Velstand; Hjorde, Penge. — El. Freyr (den Guds Navn, som især meentes at give disse Goder),
Týr.jpg Týr, Tír T. Ære, Berömmelse; Navn for Krigsguden Tir eller Tyr.
Odinsrune.jpg Odin O. og

Thor.jpg Þor Þ. (Th).

Den överste Himmelguds, samt Tordenens og Styrkens Guddoms Navne — altsaa tillige deres Hjelp eller Gunst.
Derimod betyde:
Naud.jpg Naud N. Nöd, Baand, Lænker, Fængsel, alslags Elendighed — ogsaa uundgaaelig Skjæbne m. m.
Kaun.jpg Kaun K. G. Saar, Sygdom.
Thor.jpg Þuss et andet Navn paa Bogstavet Þ, naar man saaledes vilde betegne det ved Oraklets Adspörgelse — en Trold, Jætte, ond Dæmon, vel Ogsaa en Fiende (ligesom Persernes Dusch-man) har denne Betydning.[25] Þorn, dels tredie Navn (som endnu bruges i det islandske), betyder en Torn, samt har da ogsaa saaledes en fiendtlig Betegnelse.
Væirligets forskjellige Beskaffenhed, som naturligvis var af större Vigtighed for de gamle nordiske Folk, udtrykkes ved fölgende Karakterer:
Sól.jpg Sól S. Solen, klart og skjönt Væir.
Úr.jpg Úr U. V. Regn, Væde (ogsaa Gnist, Ild).
Hagall.jpg Hagall H. Hagl, Snee.
Is.jpg Is I. Is, Frost.
R.jpg Reid.jpg Reid og Thor.jpg Thor. Torden, Uveir; maaske ogsaa Storm i Almindelighed.
I Henseende til Reiser og Færsel, der i forrige Tid faldt hyppigere og nödvendigere for de Fleste, end nu omstunder, men dog tillige vanskeligere formedelst Mangel paa behörige Broer, Fartöjer o. s. v., kunde fölgende Tegn anvendes:
Lögr.jpg Lögr L. Hav, Vand, Flod (Söfart).
Odinsrune.jpg Ós O. Udlöbet af en Flod; fordum især valgt til Havne og Landingssteder.
R.jpg Reid. Riden, Kjören; en let Vogn o. s. v.
Den rette Tid til Agerdyrkningsarbeidet m. m. kunde forudsiges ved Ár.jpg (Ar Plöjen, Markarbeide m. m.); den rette Tid til at fælde Træer til Bygningstömmer eller Brændeved, samle Olden, Frugt o. s. v. ved Biarkan.jpg Biarkan B, Birketræets Frugt; Træ og Træfrugt overhoved. Lykke i Kjærligheds-Sager især kunde maaske beqvemmest udtrykkes ved Bogstavet Madr.jpg Madr M, Menneske, Mand. Endelig kunde Yr (Reid.jpg) ɔ: Bue — betegne alle Vaaben overhoved og fölgelig Jagt, Krig, Slag m. m.
Endvidere har Bogstavet Fé.jpg været helliget Guden Freyr (som gav eller Velstand); maaske tillige hans Söster Freya. Saaledes synes det da og at have været Tilfældet med de övrige, som Úr.jpg Uller eller Vale; Reid.jpg Ran, Rota eller Rögn, Guderne overhoved, ligesom Thor.jpg (i ond Mening) Jætterne; Gefion.jpg Gefion, Gefna, Gerde, Gna, Göndul, Gridur o. s. v. Hagall.jpg Heimdall, Hödur, Harbard, Hrimner, Hel, Hilde. Naud.jpg Norner, Niord, Nanna m. m. Ár.jpg Aser, Alfer. Sól.jpg Solen, Sif, Saga, Skade, Siofn m. fl. Biarkan.jpg Baldur, Brage, Lögr.jpg Loke, Loge o. fl. Madr.jpg Magne, Mode, Maane, Mimer m. fl.[26]
Alle disse Karakterer sees allerede af Naturen dannede ved Grene eller Qviste, eller og kunne disse, i det mindste ved en ubetydelig Tilhjelp af Fingrene, faae en saadan Skikkelse. Slige Qviste har man da brugt ved den overtroiske eller religieus-judicielle Lodkastning. Maaden, hvorpaa den skete, sees tydelignok af den ovenauförte Beskrivelse over Sortilegierne overhoved. Kun er det at formode, at istedenfor at man i Förstningen valgte virkelige Qviste af den betegnede Dannelse, nöjedes man siden med smaa lige Stave eller Spaane, hvorpaa man udskjar en lignende Figur, som siden blev til et vist Bogstav, og som da tillagdes den naturlige Hieroglyphes forrige Navn.
At Skandinaverne især have tillagt saavel visse Grene eller Tene, som visse deri indeholdte eller paaskaarne Runekarakterer, en overnaturlig Trolddomskraft, svarende til de Benævnelser man gav dem, sees tydelig af flere Steder i denne Edda, især Skirners Rejse, hvor det, blandt andet, heder:
Thurs (Thor.jpg) jeg dig rister,
Og tre Stave
Kraftlöshed, Galskab og Utaal.
Heraf maa man og slutte at de (ligesom de senere Hexemestere) brugte mange kunstige Hieroglypher, sammensatte af de simple Runer, og som ligeledes havde deres visse Betydninger.
Den Handling at hugge Grene af eller ito, for at bruge dem til Spaadomskunster, kaldte de hedenske Nordboer at fella spán eller blót-spán, ɔ: at fælde, hugge eller kaste en Offer-Spaan eller Qvist.[27] Den Art af Runer, som plejede at indskjæres paa Bark og Qviste af et Træ, hvis Grene heldede mod Östen, kaldes i Brynhildes Qvad Lim-rúnar, ɔ: Gren-Runer, Qvist-Runer. De anbefales der især til Læger og Saarlæger.
Gjerningsordet rista betyder baade at riste, klöve og at indskjære, ridse.[28] Derfor brugtes det og om Indskjærelse eller Risning af de Mærker, som anbragtes paa hine hellige Stave, Qviste eller Spaaner, og slige Karakterer betegnedes da i Almindelighed ved Ordet Runer. Stavene eller de Stykker Træ som mærkedes dermed, kunde altsaa kaldes Rúnastafir, ɔ: Rune-Stave. Dette Navn kunde og tillægges andre Stokke og Stave, hvorpaa hele Runeskrifter undertiden indskjares, og som i senere Tider kaldtes Rúna-Kefle.[29] Til dette Slags henhöre de endnu blandt Nordmænd, Dalekarle og svenske Lapper i Brug værende Primstave eller Runekalendere paa Stokke.
Dog finde vi at de egentlige runiske Skrifttegn tillige erholdt Benævnelsen Rúna-Stafir eller Runestave (alamannisk Run-Staba, angelsax. Run-Stæf) ɔ: runiske (mysterieuse eller magiske) Karakterer, som, i Fölge deres Skikkelse, dog egentlig kaldtes Stave (ligesom Grene eller Qviste, der först brugtes ved Divinationer, men siden efterlignedes ved hine tegnede og ridsede Figurer). Til Adskillelse fra Runerne kaldte man de latinske Skrifttegn, efter at de vare indförte, Bók-stafir (dansk Bog-staver, tydsk Buch-staben).[30] Detslags Lapidarskrift lignede vistnok Runerne, hvoraf enhver Karakter kaldtes Stav, ligejom den og virkelig lignede en Stav, Gren eller Qvist. Alle de gaeliske (celtisk-skotske) Bogstaver have saaledes Navne af forskjellige Træer.[31] fleertallet af vort Stafr, nemlig Stafir, er siden bleven anvendt paa Taler eller Sange, udtrykt ved slige Stave- eller Skrifttegn, ligesom Runer omvendt oprindelig betydede Ord, men siden Skrift. I begge slags Bemærkninger forekomme disse Ord paa mange Steder i den ældre Edda.
I det 15de, 16de og 17de Aarhundrede, da Overtroen slæbte Mennesker til Baalet, for foregiven Trolddom, i det hele kristelige Europa, bleve de uskyldige Runer, som en Levning fra Hedendommen, atter tildels en Hovedgjenstand for Övrighedens og de Geistliges Forfölgelse i Island. De Fleste forstode da der ved dette Ord hemmelige og skadelige Trolddoms-Karakterer. Finners og Lappers Sange, tildels af magisk Indhold, kaldes endnu Runer; derimod forstaaer man nu ved Runer i Danmark og andre europæiske Lande, visse Skrifttegn, brugte især af de gamle Skandinaver, om hvis Alder og förste Oprindelse man har tvistet meget. Vist er det, at dette Alphabets Figurer (hvoraf de almindeligste ere indrykkede herforan) ligne saavel de celtiberiske, etruriske, latinske og græske — alle formodentlig indförte fra Asien til Europa — som de ældste puniske, phoeniciske, hebraiske og samaritanske; dem der findes blandt Palmyras Runer, paa oldpersiske Mynter, gamle samscredamske Indskrifter paa Stene og Kobberplader, samt endeligen andre ældgamle fra det russiske Riges Lande. Aorserne vare et stort Folk i det asiatiske og europæiske Sarmatien, som för og ved vor Tidsregnings Begyndelse förte en betydelig Handel over de kaukasiske Egne mellem Indien, Persien og Europa. Dersom de senere Aser i Kaucasus og de Aser (eller Asa-mænd) som indvandrede derfra her til Norden (en Deel af det samme Folk) hörte til hine rige og kloge Aorser, bliver de asiatiske Skriftegns Indförelse i Skandinavien, ved deres Hövdinge og Præster, saare let at forklare.[32]
Vist er det at Skrivekunsten betragtedes i det gamle Norden som guddommelig Visdom, men Skrifttegnene som magiske og vidunderlige Karakterer. Præsterne, der altid hörte til de fyrstelige eller adelige Stammer, beholdt det indbringende Mysterium for sig selv, og de have uden Tvivl fundet deres Regning ved hine Koglerier med Staves og Rune-Staves Sammenföjning til Spaadomme, Orakelsvar m. m. — Friserne divinerte endnu, efter at have antaget Kristendommen, ved Lodkastning af smaa Stave, Qviste eller Træstykker med forskjellige Mærker, hvoraf den, som skulde antyde en anklaget Persons Uskyldighed, var mærket med Korsets Tegn. Disse saakaldte sortes skulde kastes over Alteret.[33]
Ved at betragte Karaktererne fra Willingshausen , ville vi snart indsee at de virkeligen ligne en Slump Qviste, Blade og Frökorn, udströede paa engang over et Klæde, efter den af Tacitus beskrevne Maade. Vel kunde man indvende at han blot angiver dem at være brugte til Spaadomme eller Orakelsvar, men vare slige massive Hieroglypher anvendelige dertil, saa kunne de og, satte eller efterlignede i en fast Stilling, ligeledes betegne skete eller tilkommende Begivenheder, eller og visse hellige Besværgelser eller Bönner. Disse, indgravede i et Gravminde, kunde da tænkes enten at tilkjendegive de der begravne Menneskers Levnetslöb eller Egenskaber, eller ogsaa Önsker for deres Ro i Graven eller Salighed i det andet Liv. Vi maa dog her lade alt beroe ved Gisninger, da vi mangle Nöglen til disse oldgermaniske Mysterier, og lade os nöje med at have vist den Forbindelse, hvori adskillige ældgamle Folks Skrifttegn sattes af dem med virkelige Grene eller Qviste (Stave) af forskjellige Aarsager, samt at de nordiske og tydske Rune-Stave synes at have arvet Navnets sidste Ord efter hine ældgamle mystiske Spaadoms-Stave eller Qviste, hvis Efterligninger de tillige vare."
———

Ved förste Öjekast ville vel nogle finde denne Digresion alt for vidtlöftig, men jeg haaber at den dog vil være de fleste blandt mine Læsere kjærkommen, da jeg derved især har sögt at udvikle og oplyse Betydningen af de saa dunkle, men dog saa ofte i Edda-sangene forekommende Ord: Runer, Stave, riste o. fl. Denne lille Afhandling vil da ogsaa i Fremtiden spare os mange Anmærkninger til de saakaldte historiske Digte.

I det foregaaende har jeg bemærket at det nu saakaldte Havamaal egentlig er (ligesom Hesiods og Theognids lignende græske Værker) en rhapsodisk Samling af forskjellige gnomiske Sentenzer og Ordsprog, med indskudte mythiske og religieus-magiske eller mystiske Smaadigte, hvortil dog flere synes at have hört, der nu ere tabte, og som maaske ingen kristen Skriver i Middelalderen har vovet at före i Pennen, som alt for meget smagende af hedensk Trolddom eller Afgudsdyrkelse. Af den hele Samling kjender jeg hidindtil kun tvende Udgaver, nemlig: 1) Peder Resens eller Resenii, Kiöbenhavn 1665, 4to, med upaalidelig Text og latinsk Oversættelse (foran den yngre Edda) samt en vidtlöftig lærd Fortale, stilet til Kong Frederik den Tredie, angaaende forskjellige, især de gamle Folks Sentenzer, Ordsprog og Gnomographer. 2) Den af Rask og Afzelius besörgede, i den ældre Eddas stockholmske Udgave 1818 — den förste nogenledes brugbare, som havdes af dette höjstmærkværdige Digt. Den tredie, i denne Eddas store kjöbenhavnske Original-Udgaves 3de og sidste Deel, vil nu snart udkomme fra Pressen med latinsk Oversættelse og Anmærkninger. — Sandvigs danske Oversættelse, i hans titommeldte Samling, maatte naturligvis blive uefterrettelig, da det samme maatte siges om den Original, som lagdes til Grund derfor. Langt bedre er den svenske af Afzelius i hans Oversættelse af den ældre Edda 1818.

De tvende mythiske Episoder om Odins Sammenkomster med Rinda og Gunlade har Gräter oversat paa Tydsk i nordische Blumen 1789, med meget rigtige Bemærkninger over hele Havamaals Oprindelse og deres Forhold til dette Digterværk.

Havamaals höje Værd vil vist ingen oprigtig Elsker af Nordens Literatur og Historie rniskjende. Gjerne tilstaaer jeg at enkelte platte og trivielle Talemaader og Udtryk have indsneget sig deri, men de ere dog ingenlunde saa lave og modbydelige, som nogle af dem der findes i Hesiods Sidestykke, hvis Ypperlighed jeg dog i övrigt paa ingen Maade vil bestride. Om det end kunde gjelde om begge Mindesmærker hvad den berömte Clericus siger om visse Steder af det græske: An operæ pretium erat ejusmodi præcepta versibus claudere qvæ cuivis aniculæ notissima sunt? ego qvidem non puto — saa anseer jeg dem dog begge for höjstvigtige for dem, som ret vil lære at kjende de ældste Folks Forestillinger, Tænkemaade og Sæder.




Noter:

  1. Efter et Uddrag i Scots Magazine 1813. S. 913.
  2. Enhver veed at de hebraiske Propheter tit talte i Guds eget Navn, for ej at anföre flere Exempler af dette Slags.
  3. P. Laalles danske Ordsprog ere udgivne i Kjöbenhavn 1508. Paris 1515 af Christiern Pedersen og i Aarhuus 1614 af Skonning (i alphabetisk Orden). Peder Syvs mere bekjendte Samling er udgivet i Kbhvn. i 2 Dele (1682 og 88).
       Nyerups Værk er et uddrag af begge, udkommet i Kh. 1807.
  4. Den har givet Anledning til forskjellige nyere Digteres Bearbeidelse af dette Æmne, som Baggesens bekjendte komiske Fortælling Poesiens Oprindelse; Digterdrikkens Oprindelse (af Hr. Etatsraad Carl v. Holten i hans Rimbreve og Smaadigte. Odense 1821) o. fl.
  5. Dette anmærker jeg af den Aarsag at Hr. W. C. Grimms Betænkning over den samme Sten i hans ypperlige Skrift: Ueber die deutschen Runen, Goettingen 1821, har i Hovedsagen den selvsamme Tendenz og Hensyn til de samme Citater (med Tillæg af adskillige flere) som min kortfattede Afhandling. Stenen forestilles paa den 9de Kobbertavle ved det nævnte Værk. Mærkeligt er det, at Stedet hvor Begravelsen laa, kaldes Jettenberg ɔ: Jættebjerget; — den nordiske Mythologies Jætter have og været kjendte i denne Deel af Tydsklaud.
  6. Jfr. mit Glossarium til den ældre Eddus store Udgave 2den D. S. 764-65. Mere hertil hörende er samlet af Grimm fra oldtydske Skrifter og Dialekter l. c. S. 68 o. f. Senere Anmærkning.
  7. See mine Anmærkninger (1818) i den ældre Eddas store Udgave med latinsk Oversættelse 2den Deel S. 925-27. [Jfr. Grimm l. c. S. 1].
  8. I Münters Odinische Religion (1821) S. 8 gives den interessante Oplysning, at Ordene Arabisk 1.jpg (Runah, Runeh) og Arabisk 2.jpg (Alruni) ogsaa forekommer for Troldqvinder i det Arabiske. I mit Glossarium til den ældre Eddas store Udg. 2den D. S. 366 havde jeg anmærket, at slige Personer kaldtes af de gamle Gother Aliruner, hvortil andre celtiske og cimbriske Navne svare, hvoraf ogsaa det endnu brugte tydske Alraune m. m. S. Anm.
  9. See. Dr. Clarkes bibelske Commentar (udkommet i London 1811) til Exod. XIII, 9-10.
  10. Kleukers Zendavesta, den store Udg. III, 245.
  11. See min Afhandling om Picternes og deres Navns Oprindelse, indrykket i det scandinaviske Lit. Selsk. Skrifter for 1816. Jfr. Rosenmüllers altes und neues Morgenland, 2 Th. (1818) S. 306-308.
  12. I Wilsons Efterretninger om Pelew-öerne forestilles Kong Abba Thulle saaledes tattoveret med 2 Kors paa Brystet, samt paa den ene Skulder med en Slange og disse tydelige nordiske Runer Lögr.jpgSól.jpgTýr.jpg. Hvorfra kommer vel denne synderlige Overensstemmelse?
  13. See det anförte Glossarium l. c. S. 796-797. [Jfr. Grimm l. c. S. 72].
  14. Herom handler netop ogsaa et Tillæg til Grimms Runeværk 1821, under denne Titel: Weissagung aus Baumzweigen.
  15. Herodot IV, 67. Allerede i hans Tid var denne Spaadomskunst ældgammel blandt Skytherne. Jfr. Allgem. Weltgesch. 4ter Th. S. 515. Natales Comes fortæller i 4de B. det samme om Skytherne, hvad jeg herefter anförer om Perser og Meder.
  16. En græsk Scholiast til Nicanders Theriaca anfört i Wagners Anmærkninger til Ammican. S. 362.
  17. Jfr. Hyde de relig. vet. Persarum Ed. 2 pag. 91.
  18. d'Anqvetil du Perron om Persernes Skikke, bagved Kleukers Zend-Avesta 3die D. Jfr. Kannes allgem. Mythologie S. 658.
  19. Olearii persische Reisebeschreibung S. 420.
  20. Elphinstones Reise nach Kabul, übers. von Rühs (1817) 1ster B. S. 349.
  21. I Anmærkningerne til Cæsar de bello Gallico I, 50. Edit. Oberlin. Lips. 1805.
  22. Dr. G. L. Badens Oversættelse s. 27. Han har der lagt Mærke til at Tretallet stedse var Nordboerne helligt. Herodot beretter og (l. c.) at Skytherne, ved deres Spaakunster, brugte Lindebast, som var tre Gange spaltet og vikledes om Fingrene.
  23. Den modsatte Mening antages dog nu, som jeg troer med rette, af de fleste Oldgrandskere. Mange gyldige Grunde derfor anföres af W. C. Grimm i det anförte Skrift om de tydske Runer, hvori ogsaa stærke, samt os tildels hidindtil ubekjendte Beviser findes for Runeskriftens Brug i vort Norden i de hedenske Tider.
  24. En lignende Mening har Grimm ligeledes fattet og udtrykker den saaledes S. 514: "Nimmt man die notæ auf den Zweigen schon für wirkliche Buchstaben, geräth man auf die weitere Vermuthung, der Name der auf dem herausgehobenen Zweig sich befindlichen Rune habe die gesuchte Antwort oder Entscheidung gegeben. Diese Namen bezeichnen ja sämmtlich die nächste Umgebung jener Zeit, das wünschenswerthe oder unheilbringende, z. B. Fruchtbarkeit des Jahres, Hagelschlag, Sonne oder Eis; Bogen: glückliche Jagd; Meer: Seefahrt" o. s. v. — Endvidere meddeles en langt yngre allegorisk Forklaring over det latinske Alphabets Bogstaver fra den tydske Middelalder, som vistnok er en Efterligning af den ældre og langt bedre passende hedenske. See. Anm.
  25. Overtroen om dets magiske Anvendelses Skadelighed for Fruentimmer, har længe vedligeholdt sig i Island. Oprindelsen erfares i Skirners Reise. Dette har Grimm bemærket S. 315. S. Anm.
  26. Vore gamle Runebogstavers rette Orden er ellers denne: Runealfabetet.jpg
    Det er naturligt at Runerne efter Kristendommens Indförelse have tabt de gamle Gudenavne, og i deres Sted kun beholdt dem som betegnede naturlige Ting. Tilfældigvis ere da Odin, Thor, Freyr og Tyr blevne tilbage, skjönt Bogstaverne Odinsrune.jpg Thor.jpg og Fé.jpg tillige bære andre Navne, men Týr.jpg har en dobbelt Betydning.
  27. Grimm har vist at de gamle Tydske havde lignende Udtryk derfor, nemlig Span, Lindespan o. s. v. S. 304-5. 310 o. f. Sen. Anm.
  28. See det eddiske Glossarium l. c. S. 762. Jfr. Grimm anf. St. S. 73. 78. Sen. Anm.
  29. Deraf det tydske Kavel, kaveln efter Grimms Bemærkning S. 307. Om Indskrifter paa Træstokke eller Tavler hos Hebræerne, jævnförte med de nordiske, handler J. Wolffs Rúna-Kefle ou Calendrier Runiqve &c. Paris 1820. S. 30 sq. Der anföres især Ezechiel 27, 16-20 og Num. 17, 17 sq. S. 33 sstds. ommeldtes lignende paa Træ indskaarne Indskrifter blandt grækerne. Sen. Anm.
  30. Om Ordet Bók, danske Bog, tydsk Buch o. s. v. see det edd. Gloss. l. c. S. 588 og Grimm anf. St. Det udledes i Almindelighed af Bögetræets enslydende Navn (da Runerne især indskjæres derpaa) — skjönt det og er mærkeligt at Ordet Bók endvidere anvendtes paa indsuede Tæpper (hvorpaa Billeder of Skrift vare anbragte).
  31. Og menes at være Efterligninger af Træer eller Grene. See Grimm anf. St. S. 307 o. f. Der anföres af Davies og Robert, at Druiderne have brugt Grene og Qviste, der bare Bogstavernes Skikkelse, til deres sortes — paa den selvsamme Maade som jeg har forestilt mig den nordiske Skik. Jfr. Wolffs Calendrier runiqve S. 35 o. f., hvor Druidernes eller Bardernes hellige eller hemmelige Runer ogsaa ere afbildede. Dette Alphabet kaldes Troens Træ eller Tegn, Tyderens Stav. Walliserne indskjare ellers et enkelt Vers paa en enkelt Stav, og derved have vi en tydelig Forklaring over det nordiske Stef, et Vers; en liden Stav (af stafr). — Först for nylig har jeg læst en interessant Afhandling kaldet Bedeutung der Blumen und Blätter i Brödrene Grimms altdeutsche Wälder, 4de Hefte 1813, angaaende Sangernes Stave, Bog-stave m. m., hvorved der vises af et gammelt tydsk Haandskrift, at man endnu i Middelalderen dannede Bogstavskrift af Qviste (S. 157) især for at tilkjendegive den Elskede sin uforanderlige Kjærlighed o. s. v. Sen. Anm.
  32. I sit ovenanförte nye Skrift beviste Hr. W. C. Grimm at de angelsaxiske og tydske Runer nedstamme fra de nordiske, som de ældste. I denne Tid udgiver ogsaa Hr. Prof. Lilliegren i Stockholm sit kronede Prisskrift om de nordiske Runer og Rune-Monumenter i det Kongl. Witterhets-Historie- og Antiqvitets-Akademies Afhandlinger. Disse to Værker ville sikkerlig gjöre Epoche i den runiske Literatur. Ogsaa kan det anföres her at Hr. Capt. v. Kläwer har paa sine antiqvariske Reiser i Norge fundet Stene med Runeindskrifter i tvende hedenske Gravhöje, lagte over Dödninge-Urnerne. Runernes höje Alder forsvares med andre Grunde af Hs. H. Hr. Biskop Münter i hans Odinische Religion (1821) S. 107 o. f. Jfr. Nyerups histor. statist. Skildring &c. 4de Deel. Suhms Historie af Danmark 1ste D. S. 476 o. f., samt forskjellige Afhandlinger i de antiqvariske Annaler og det skand. Lit. Selsk. Skrifter. Sen. Anm.
  33. Leges Frisorum vetustæ Tit. XV. Falkenstein Ant. Nordgavienses. Schwabach 1733, p. 314.
       Grimm har ogsaa lagt mærke hertil og indrykket det hele Lovsted S. 301. o. f. Endvidere har han oplyst at lignende Skikke brugtes af de hedenske Saxer, Slaver Kurlændere, Samlændere o. fl. S. A.