Indledning Odins Ravnesang (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Odins Ravnes Sang
Eller Fortale-Digtet


Indledning


Anledningen til digtets tvende overskrifter er indhyllet i en synderlig dunkelhed. Vi maa formode, at et stykke af sangen, som handler om Odins ravne, nu er tabt for os. Ellers var disse ravne tanke og hukommelse (Hugin og Munin) der mentes at være udsendt fra himlens, luftens og aandens gud, fra hvem ogsaa menneskets aand udgik. Se Grimnersmaal str. 20 med anm. Hin titel kunne altsaa fortolkes simpelthen for Fantasiens Tryllesang eller Digterisk Indbildnings Sammenspind. Den anden benævnelse Fortale-Digtet, (poetisk prolog) sigter vel som Gunnar Paulsen vil, til det fölgende poem Vegtamskvide, der sandsynligvis er af samme forfatter og en fortsættelse af dette - samt muligen til en hel række af mytiske digte, der nu for længst er tabte. Gudmund Magnæus vil oversætte denne titel ved Forudsigelsens eller Spaadommens Sang og jeg tör heller ikke modsige denne hans forklaring ganske, skönt jeg mere hælder til den nysanförte.

Jeg tvivler aldeles ikke om dette digts ægthed og ælde. Det viser först og fremmest dets ældgamle ord, samt tillige dets fragmentariske væsen, og især dets ægte mytiske aand samt den omstændighed, at det kun har saare faa hentydninger til de ellers af Eddaer eller sagaer bekendte fortællinger[1] og synes endog, ved förste öjekast, at være visse af dem modstridende. Gudmund Magnæus har fremfört ubegrundede indvendinger mod dets autenticitet, f. eks. at det ikke fandtes i de magnæanske haandskrifter, da det dog er bekendt at deriblandt ikke fandtes nogen af de fuldstændigere Codices af Den ældre Edda, skönt samlingen besidder et herligt bidrag dertil i nogle pergamentslevninger af en ypperlig, men for resten ödelagt bog, som indeholder (blandt andet) det mærkværdige Vegtamskvide, der ellers maatte have mödt de selv samme indvendinger som de nysommeldte. Desuden er det vist, at det heromhandlede poem fandtes i mange haandskrifter som var ældre en Arne Magnusen, samlingens stifter. At Gudmund Magnæus kunne indbilde sig, at Sæmund Frode eller en anden enkelt skjald, havde - paa denne nær - digtet alle Den ældre Eddas sange, som dog er saa höjst forskellige i indhold, aand, sprog og stil, samt bære aabenbare den nöjagtige samlers eller opskrivers præg - det falder mig höjst ubegribeligt. Den af en saa ugrundet og uhjelmet forudsætning dragne indvending finder jeg derfor ingen videre besvarelse værdig, og forbigaar altsaa de övrige, som i grunden ikke er synderlig vægtigere.

Jeg er enig med den lærde og sindrige Gunnar Paulsen i den mening, at digtets begyndelse handler om asernes især Baldurs eller Nannas svære drömme i anledning af dennes forestaaende död og verdens deraf endeligen fölgende undergang. Aserne, som nu ikke, formedelst Urds, skæbnens ypperste gudindes beslutning, kunne udgrunde den skjulte fremtids löndomme, henvende sig til tvende væsener af en anden art, som det synes dværge. Deres forklaring giver vel betydelige oplysninger, men findes dog ikke tilfredsstillende. Nu fölger en vidtlöftig, men i henseende til oprindelsen meget dunkel episode om en Idunna, jeg tror den samme som Brages bekendte hustru. Hun siges at være af alfernes (sandsynlig især lysalfernes) æt. Nu er hun nedsunket til afgrunden, til bredden af Mimers dybe kilde under roden af Yggdrasils eller verdenstræets nordlige stamme. Om hun er ranet dertil af jætterne (eftersom det beskrives i Den yngre Edda og et andet bekendt hedensk digt) eller sendt dertil af guderne, er ikke klart af nærværende sang, men efter den sendte guderne hende nu en ulveham (som ofte sagdes at paatages af troldfolk) for deri ret at kunne udforske afgrundens hemmeligheder. Dernæst udsender Odin Heimdal, samt Brage og Loke, for at adspörge hende og bringe hendes svar troligen tilbage. De nedfarer gennem luften til underverdenens porte, men deres ærinde mislykkes ganske, da de forefinder Idunna i en tilstand, som synes fuldkommen at ligne den nu saakaldte magnetiske sövn, paa den omstændighed nær, at udsendingene ikke paa nogen maade kunne faa hende til at give mindste ord eller lyd fra sig, og de to af dem maatte derfor drage tilbage paa vindens vinger med uforrettet sag - men Brage blev tilbage for at bevogte nymfen eller stedet. Heimdal og Loke ankom til himmelslottet Vingolf hvor alle guderne var samlede til et gilde. Der forkyndte de efterretningen om det mislykkede tog, og fortiede ikke deres anelser om umuligheden af hensigtens opnaaelse fremdeles. Odin bad da, at alle guderne skulle, hver især, overtænke det vigtige anliggende den hele nat igennem, for om muligt at ophitte et godt raad. Her synes poemet at mangle et vigtigt stykke (med mindre digteren ikke har villet beskrive den tavse grublen i mindste maade) thi straks herpaa fölger en sindrig og mytisk rigtig beskrivelse over dagens frembrud, nattens flugt og solens opgang - hvormed sangen sluttes.

Digtets mange obsolete ord og flere omstændigheder har gjort det hartad uforstaaeligt for de fleste fortolkere. Gudmund Magnæus beretter det sagn, at den ikke uberömte islandske digter Erik Hallsen (der levede omtrent 1650) har sögt at udgrunde Odins Ravnesang i hele ti aar, men, da de var forlöbne, havde kastet den bort, med den tilstaaelse, at han endda kun forstod lidet eller intet deraf. Havde denne lærde mand ikke været overbevist om digtets ægthed og höje alder, ville han vist ikke have gjort sig en saa uhört umage. Magnæus siger om sig selv, at han, uagtet han havde Gunnar Paulsens oversættelse og anmærkninger for sig, har anvendt hele fire maaneder til sin nye bearbejdelse. At disse forarbejder (især haandskrifternes jævnförelse og de afvigende læsemaaders optegnelse) har meget lettet min umage, erkender jeg gerne og taknemmelig, ligesom jeg og tilstaar, at jeg flere gange har overtænkt betydningen af de i denne sang forekommende ideer, med hensyn til rigtig anskuelse af de eddiske myter overhovedet. Dog vil jeg ikke fortie den sandhed at det samme digts egentlige oversættelse med anmærkninger, næppe har kostet mig et par dages tid i det hele. Det er ingenlunde for at anbringe nogen selvros at jeg anmærker dette (især da jeg dog ikke har formaaet at löse alle de her forekommende svære problemer), men kun for at göre mine læsere opmærksomme paa den lethed, hvormed saa mange af de vanskeligste Eddasteder kunne oplyses og forklares, naar man först har overskuet vore forfædres mytiske system fra det rigtige standpunkt. Dette held, som jeg tror at have opnaaet, vejledt af de mytologiske kundskabers senere betydelige fremskridt i eksegetisk henseende, var ikke blevet mine forgængere til del, skönt Gunnar Paulsens herlige genius ofte tilfældigvis har ledt ham til de sindrigeste og rigtigste forklaringer, hvilke den ellers lærde Gudmund Magnæus dog tit har sögt at bestride.

Jeg kender kun en særskilt oversættelse af dette digt, nemlig paa tysk af Gräter, forsynet med flere ypperlige anmærkninger, og indrykket i hans antikvariske tidsskrift Idunna und Hermode for 1816.




Noter:

  1. Det sidste er derimod öjensynlig tilfældet med det apokryfiske digt Gunnar Slagr, forfattet i nyere tider, for at efterligne Eddasangene. Vistnok er det ogsaa hvad sproget angaar, et mesterstykke, men dog forekommer deri enkelte nyere ord, som ikke var de gamle bekendte, skönt det var forfattet af en af Islands lærdeste og skarpsindigste oldgranskere.