Indledning Sólar-Ljód (FM)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk

Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange

Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821

Indledning

Dette Digt tilhörer vel den förste kristelige Periode i Norden, muelig især i Island. Uden al Tvivl har dets Forfatter været en Kristen, som dog i mange Ting har rettet sig efter de i hans Tid gjængse eller ikke udryddede hedenske Begreber. Saaledes forekommer her den hedenske Dödsgudinde Hel; Odins Hustrue som Jordens Gudinde; Guden Njord og hansg Döttre; Nornerne; Helvedesfloderne Giöll og Von o. s. v. I nogle gamle Haandskrifter siges den berömte Samler af de eddiske Digte Sæmund Frode, der levede i det i 11^te Aarhundrede, at have været dets Forfatter. Det er og det eneste af disse gamle Sange som saaledes kan tillægges ham med nogen Grund eller Skin af Rimelighed. Derimod maa man naturligvis forkaste det gamle Folkesagn: at han, efter Döden, har sjunget det fra Ligbaaren. Hertil har Sangens Indhold givet Anledning, da en hedenfaren Fader synger den for sin Sön i Drömme, som Forklaring over visse Indskrifter eller Karakterer, der vare indgravede eller tegnede paa et Hjortehorn, fundet i en Gravhöj (Str. 78, 79, 83).

Digtet indeholder först moralske Raad og Lignelser i forskjellig Indklædning, samt dernæst en Beskrivelse over den Talendes Helsot, dödelige Afgang og Fölelser eller Aabenbarelser paa Ligbaaren og ved Ligbegjængelsen, samt Sjælens Vandring eller svævende Fart gjennem Underverdenens Floder, Skjersilden og hele Underverdenen, hvor den faaer Helvede i Sigte, samt beskriver dets forskjellige Qvaler. Ogsaa forekommer her etslags Paradis eller de fromme hellige Sjæles forelöbige Opholdssted, hvorfra de opfare til Guds höjeste Himmel. Dernæst beröres Menneskenes Elendighed paa denne urolige Jord, men Aabenbaringens Anledning antydes korteligen, hvorpaa Faderen tager en kjærlig Afsked med Sönnen og Slutningsstrophen endelig fölger.

Navnet Solens Sang eller Solsangen hidrörer vel mest fra den deri indeholdte rörende Skildring over den Döendes sidste nödtvungne Afsked med hint glimrende overjordiske Himmellegeme. Ogsaa synes Sjælens Fart til Underverdenen at skee forbi Sol, Manne og Planeter. Denne underlige Idee er maaske ældre end man skulde troe. Saaledes lærte de gamle Perser, efter Sad-der, at den Döde paa sin Hedenfart först kom til Broen Tschinevad (vor Giallar-bro) siden til Planeten Mars's Ild, derefter til Stjernerne, saa til Maanen, saa til Solen, hvorfra han endelig kom til sit bestemte Opholdssted. Indernes Dödningvej gaaer ogsaa forbi Maanen, Solen, Lynildens Sphære, Sjælenes Opholdssted, Brahmas Verden, Helvede o. s. v. En saadan Vandring anstiller Sjælen i nærværende Digt uden at komme til Hvile. Det er bekjendt at Grækernes pythagoræiske og platoniske Philosopher antoge lignende Meninger om Sjælenes Vandringer gjennem de forskjellige Sphærer, og de have rimeligvis givet Anledning til forskjellige i Mysterierne forestilte Scener af denne Art. Om disses Oprindelse maa udledes fra Ægypten eller Persien, kan jeg ikke sige, men vist er det, at Apulejus giver os (i sin Metamorphoses 11^te B.) lignende Skildringer over Lucius's Indvielse i forskjellige Grader af de ægyptiske Guders Mysterier. I det Allerhelligste blev han fört til Dödens Grændse eller Port, og kom, efter at have berört Proserpinas Dörtærskel, gjennem alle Elementer tilbage. Midt i Natten skimtede han Solen, svagt lysende med hvidagtigt Skin; ogsaa saa han paa denne Fart saavel Over- som Underverdenens Guder. I Morgenstunden endtes denne mystiske Vandring.

At hine Hedendommens mysterieuse Ideer og Forestillinger have frembragt lignende blandt de Kristne, og at Munkene endog have benyttet sig deraf for at virke til de sandselig-tænkende Hedningers Omvendelse, er ikke usandsynligt. Saaledes mener man at de papistiske Klerke i Irland have benyttet sig af St. Patricks Hules underjordiske Dunkelhed, for der af fremtrylle Skjersildens Rædsler og Paradisets Yndigheder. Legenden fortæller (hos Mathæus Parisiensis) om en Ridder Oenus som blev fört af Djævelen til Skjersilden, gjennem öde Egne hvor Solen plejer at staa op om Sommeren. Der löd det som Jammerskriget fra en heel Verden. Nogle gjennemboredes f. Ex. af gloende Landser, der stode faste i Grunden; Andre gnavedes af Drager og Slanger; Andre pidskedes af Djævlene; Nogle stegtes ved jævn Svovlild; Nogle omdreves af iskolde og stinkende Elve, andre af gloende Ildströmme o. s. v. Over disse Helvedesfloder gik en smal Bro til Paradiset. Dets Herlighed beskrives paa en aldeles modsat Maade. Det var omringet af en höj Mur med en Port, besat med skinnende Ædelstene. Indenfor saaes blomstrende Enge og yndige Lunde. Himlen skinnede i den herligste Glands. Klare Lysstraaler foere ned paa de Saliges Hoveder, og disse mættedes derved med en uudsigelig söd Næring. Herfra var dog Opgangen til det egentlige Himmerig, hvorhen Ridderen ikke kunde trænge frem, men befandt sig, da Morgenröden bröd frem, ved Hulens Udgang.

Ridderen Tundals Syn (först skrevet paa Latin i Middelalderen og siden trykt i tydsk Oversættelse 1470) indeholder et andet irsk Sidestykke til den nysommeldte Aabenbaring. Han faldt pludselig i en, som det syntes, dödelig Afmagt, men opvaagnede dog igjen paa tredie Dag derefter. Da fortalte han hvorledes hans Sjæl virkelig var udfaret af Legemet, og havde sat sig derpaa, i ængstelig Uvished om sin Fremtids Vandring og Skjæbne. Onde Aander nærmede sig for at haane og gribe den — men Gud sendte en Engel til dens Beskjærmelse og Ledsagelse paa Farten til Underverdenen. Her saa den alle Helvedes og Skjærsildens Plager, men kom siden til Paradiset, hvor de især frydedes ved Saligheden, som havde lidt mest Ondt i dette Liv ved frivillig Forsagelse af timelig Vellyst, eller Lidelser for den sande Tro. Efter at Tundal var opvaagnet fra dette Syn, omvendtes han fuldkommen, uddelte sit Gods til Fattige og tilbragte siden sit Liv i fromme Andagtsövelser.

En tredie meget lignende Fortælling tilskrives en italiensk Munk Alberik, som skal have ligget hele 9 Dage uden Livstegn, da hans Aand hensvævede, fört af en Due, og ledsaget af Engle gjennem Skjersildens og Helvedes Qvaler samt Paradisets Glæder. Denne Vision begavede Italiens Malere og Digtere med rigt Stof til deres kristelig-mystiske Forestillinger af hine Aandeverdenens höjst forskjellige Regioner.

Lignende Digtninger, sandsynligst nedstammende fra det overtroiske Irland, hvorfra Islands förste Kristne udvandrede, synes at have givet Anledning til den Fabel som ligger til Grund for Solens Sang, der ogsaa öjensynlig har den selvsamme moralske Tendenz som de nysommeldte fremmede. Endog de protestantiske Theologer have, for at virke des eftertrykkeligere paa Gemytterne, tit benyttet sig af lignende Fortællinger, hvorpaa man kan finde adskillige Pröver i det 16^de og 17^de Aarhundredes ascetiske Skrifter, f. Ex. Schrivers Sjæleskat; Werners Himmelvej o. fl.

Af mange Grunde, som det her vilde være for vidtlöftigt at udvikle, er det tydeligt at vore hedenske Forfædre have dyrket Solen under forskjellige mythiske Navne og Personifikationer. En af disse var Asynien eller Gudinden Sol eller Sunna (engl. Sun, tydsk Sonne o. s. v.) deraf Ordet Sunnudagr, ɔ: Söndag, Solens Dag. Ligesom Finnerne endnu öve hedenske Ceremonier paa Söndag Morgen til Solens Ære (og ligesom det samme er Tilfældet i Indien, hvorfra Ugedagenes Benævnelser efter de Gamles Planeter synes at have sin Oprindelse) saa er det ikke usandsynligt at vore Forfædre da især have böjet sig for Solen (efter den Skik som vi af Solens Sang 41^de Strophe see at have været .almindelig) da man vel og har tilbedet den tilligemed andre Diser; og at det har været istedet derfor at den kristne Digter i 25^de. Str. raader sin Lærling til at tilbede fremdeles de kristne Diser (nemlig Maria, Guds Moder, og andre Helgeninder) paa det at alt skulde gaa ham vel den hele fölgende Uge igjennem. Paa denne hellige Solens Dag har da vel ogsaa Solens Sang skullet forelæses eller reciteres, mueligvis istedetfor andre lignende religieuse Digte eller; Bönner i det svundne Hedenold.

Digtets förste svenske Udgiver synes at have dannet sig et rigtigt Begreb om dets Hoved-Hensyn, i det han siger: "Solsangen er en Faders Röst fra Lysets Hjem til sin efterlevende Sön paa Jorden. Den tolker sandfærdigen hin Tid, da Kristendommen, som Kirke og Tro, oplöser Hedendommens Vælde. Stöttet til Nordens Kjæmpestyrke hersker vel endnu den gamle Tro i Verden, og den kristne Kjærlighed virker endnu ikke med Eftertryk, paa de jordiske Forhold — men Vallhall med dets Guder, Einherier og Lystfægtninger skues dog ikke mere. Engle og salige Aander omgive en Alfader, som ikke aabner Herlighedens Bolig for voldsomme Krigere, men for Fredens blide Elskere. Fra Dybet af en anden Verden samler Kristendommen de Kræfter, hvormed den skulde, grundfæste sit Rige paa Jorden.

Ved sin latinske Oversættelse har Gudmund Magnæus havt tre ældre for sig, som han nævner i sin Fortale. En var skrevet i Island af Præsten Gudmund Högnesen (eller Hugenius); den anden i Kjöbenhavn af John Olafsen fra Grunnevig, hvis Manuscript jeg og har havt til Eftersyn, og den tredie var kommet fra Sverrig. Ellers er Digtet udgivet og forsynet med svensk Oversættelse i det periodiske Skrift Idunnas 4^de Hefte 1813 efter et i Sverrig værende Haandskrift, skjönt Varianter og synes at være tilföjede af et ligelydende, ved den store Kjöbenhavnske Udgave. Ellers er det fordansket af Sandvig, samt udgivet paa Islandsk og Svensk af Afzelius i deres titommeldte Samlinger af eddiske Digte.

---

Noter: