Indledning Skirners Reise (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Indledning


Den Mythe, som behandles i nærværende Digt, fortælles saaledes prosaisk af den yngre Edda: "En Mand (rettere "Jætte, Dæmon") hed Gymer; hans Kone hed Aurboda" (udtalt "Öjrboda"), hun var af Bjergriseslægten. "Deres Datter var Gerde, som er smukkest af alle Qvinder. En Dag da Freyr gik hen i Lidskialf og saa ud over alle Verdener [eller alle Jordens Dele] fik han i Norden Öje paa en Bye, hvori der var en stor og skjön Gaard [Hus eller Pallads]; derfra gik en Kone ud, af hvis Haar baade Luften og Havet opklaredes[1] og alle Verdener [eller Lande] oplystes af det Skin som udgik fra hende. Den Straf fik Freyr for sin store Hoffærdighed, at han havde sat sig i det hellige Sæde [som Odins Höjsæde], at han gik bort fuld af Veemod [Elskovslængsel). Da han kom hiem, mælte han ikke, sov ikke, drak ikke, og Ingen vovede at tale til ham. Njord [Freyrs Fader] lod da Skirner hans Skosvend [Tiener, Vaabendrager] kalde, bad ham gaa til sin Herre og spörge ham, hvem han var saa vred paa, siden han ikke vilde tale med Folk, Skirner sagde han skulde gaae, men var dog ikke meget derfor, da det var at vente han vilde faa et slemt Svar. Da han kom til Freyr og spurgte ham, hvorfor han var saa bedrövet, at han ikke vilde tale, svarede denne: at han havde seet en skjön Qvinde, og var derved bleven saa betaget af Veemod, at han ikke kunde leve hvis han ikke fik hende i sin Vold. Du skal, lagde han til, strax drage hen og bejle til hende paa mine Vegne, og före hende med dig herhid, enten det er hendes Fader med eller imod; din Umage skal blive dig vel belönnet. Skirner svarede at han nok vilde paatage sig denne Reise, hvis Freyr flyede ham sit Sværd, der var saa kunstigt at det fægtede [eller dræbte] af sig selv. Skirner tog afsted og bejlede for Freyr til Qvinden, og fik det Löfte af hende, at hun ni Nætter derefter skulde komme til det Sted som heder Barey og der holde Bryllup med Freyr. Da Skirner kom tilbage og berettede Udfaldet, da qvad Freyr dette:

"Lang er Nat,
Lange ere to,
Hvor skal jeg tre udholde;
Tit mig en Maaned
Kortere var
End en halv af de Længselens Nætter[2]."

For saavidt omhandles denne Fortælling i Digtet Skirners Reise.[3] Derimod have vi nu intet Oldtidsdigt tilbage hvorpaa dette Tillæg af den yngre Edda grunder sig: "Her have vi Aarsagen hvorfor Freyr var saa vaabenlös da han sloges med Bele og dræbte ham med et Hjortehorn. Da erindrede Ganglere at det var et stort Under, at en Hövding som Freyr vilde give saadant et Sværd bort, uden at have Mage dertil; — det blev ham ogsaa til slem Fortred da han kjæmpede med denne Bele; han har paa min Tro dengang fortrudt sin Gave. Da svarede Har: Mödet med Bele var slet ikke saa farligt; ham kunde Freyr have dræbt med den blotte Haand; men den Tid vil komme, at Sværdets Savn vil gaa Freyr mere til Hjerte, naar Muspells Sönner drage ud at stride.[4]

Det lider ingen Tvivl at Freyr oprindelig betydede Solen eller rettere: dens bestyrende Aand eller Guddom; — derom henviser jeg til 1ste D. S. 115. 196. 232. o. fl. St. samt til den mythologiske Ordbog.[5] Dette forudsat fölger det af sig selv at de övrige mythiske Væsener i dette ældgamle Digt, som paa en eller anden Maade have med ham at gjöre, ogsaa ere physisk-allegoriske Personificationer, samt maa forklares efter de selvsamme Regler og Grundsætninger. Den hele Mythes Oplösning falder saaledes aldeles ikke vanskelig i Hovedposterne (allermindst hvad Freyr og Gerda angaar) — og maa da skee paa fölgende Maade:

Solguden Freyr viser sig, mod Naturens bekjendte Orden, i Lidskialf eller Zenith (egentlig Himmelgudens Throne eller Höisæde) — ved en Bisol, eller et skinnende, Solen lignende Luftsyn. — Skjönt det var paa en Tid, da Solens Blik eller Lys ellers ikke rakte til det nordlige Udgaard eller Jotunheim — seer han dog nu en skinnende Luftnymphe vise sig i den Egn, men forsvinde hastig. Hun var en Datter af Gymer, ellers et Navn paa Oceanet[6] (her især det Jætterne tilhörende Ishav) — og hed Gerde (Gerda, Gérdur) enten af hendes Hjemsted (Gardar[7]); Ut-Gardar) eller og: den omgjordende, ombeltende, enten fordi hendes Föde-Egne omgive Jorden, eller fordi hun selv kan siges at omgjorde eller omkredse Himlen. Denne skinnende Jættedatter i Norden er sikkerlig Ingen anden end den saakaldte nordiske Aurora, almindelig bekjendt under Navn af Nordlys. I sin deilige glimrende Skikkelse og svarende til Navnet Gerda, har hun tit vist sig i vore Egne,[8] ja undertiden i andre langt sydligere Lande, som dog kun sjelden nyde dette yndige Skue. Digtere, som see hende förste Gang i al sin Pragt, ville let kunne forestille sig, hvorledes hendes Skjönhed maatte henrykke den nordiske Apollo. Steder af selve Digtet ville nærmere bevise denne Fortolknings Rigtighed. Nordlyset maatte, som Digtervæsen betragtet, ansees for at være af Riimthursernes eller Frostjætternes Slægt, födt og baaret i deres Rige ved Nordpolen, uden Solens ellers Himmelvarmens Tilvirkning, men desuagtet var det skjönt nok til at indgyde Asernes Lysgud en dyb Kjærligheds-Fölelse. Freyr beklager sig over at den attraaede Forbindelse dog var mod de höje Asers og Lys-Alfers Villie — ligesom Gerdas Slægt, paa den anden Side, modsætter sig den af lignende Grunde. Da Freyr ikke, for det förste, selv kunde besöge sin Elskede (eller rettere: eftersom Solen paa den Tid ikke vel kunde trænge frem til de nordlige Strækninger) udsender han sin Fostbroder og Fölgesvend Skirner (efter Ordet: den Opklarende) nemlig: den klare Luft (Luftning) og medgiver ham en Ganger, der kan före ham igjennem Mörkets omflagrende eller flammende Lue (atter en digterisk Reskrivelse over Nordlysets Phoenomener) og sit eget spidse men skinnende Sværd, nemlig Solstraalen. Siden den Tid har Skirner beholdt Sværdet, thi Solstraalen viser sig kun i den klare Luft. Derfor kan Freyr ikke bruge Sværdet til sit Forsvar i den sidste Kamp, da Jorden og Himlen formörkes af Uvæirsskyer, Havets oplöste Dampe, samt Underverdenens frembrydende Mulm og Rög.[9] Da er Skirner ombragt eller drevet paa Flugten, og Freyr altsaa uden Hjelp og Vaaben. Efter Digtet kommer Skirner til Gerdes Hjem, og vil overtale hende til at antage Freyrs kjærlige Tilbud men hun nægter det, paa Grund af hendes titaniske Natur, eller Oprindelsen af Jætternes Stamme, og af Frygt for sine Frænders Vrede. De Trudsler og Besværgelser som Skirner bruger for at tvinge Gerde til Elskovslöftet, sigte vel til Mythens physiske Grundæmne, nemlig: Foraarslysets smaalig men jævnlig tiltagende Virkninger til Vintermörkets Fordrivelse fra de nordlige Polar-Egne.[10] — Det virkelig paafulgte Kjærligheds-Stævne om ni Nætter paa Öen (eller Landet) Barey, (ellers kaldet Lunden Barre, nemlig: der, hvor Træerne skyde Knopper) — erindrer om det gamle Folkesagn, at Sommerens (her Sommersolens) egentlige Herredömme begynder först, efter at Dagens Skin ikke ganske er forsvundet af Himmelhvælvingen i ni Nælter. Dette er endnu en almindelig Mening blandt Almuen i Island. Saaledes omfavner Freyr den skjönne Gerda, naar Solen ret har fremtrængt med sit Skin til Nordlysets egentlige Himmelegn, ved Frostjætten Gymers Boliger eller Ishavets evig frysende Örkner.

I Prof. Sandals Cosmogoniæ anliqvitatis primæ lineæ Part. I. (Havn. 1811) et Skrift som indeholder mange skarpsindige Ideer og Bemærkninger, fremsættes den Mening (S. 145), at Gerda, boende i Nordpolens Taage, betyder Naturens andet eller qvindelige Princip, betragtet som Jorden — og at Plato paa samme Maade antager, at Jordens Princip især var nöje forenet med Nordpolen, eller havde der sit Hovedsæde. Naar de gamle Digtere betragtede Jorden paa en saadan Maade, kunde de let falde paa at mene, at dens Aand aabenbaredes i Nordlyset, som synes at være uafhængigt af Himmelens eller Ætherens Lyskilder, men derimod opstaa af Jord og Hav i de hemmelighedsfulde Polar-Egne, hvor visse nyere Philosopher söge Jordens magnetiske Sjæl, som de antage for at have en vis Indflydelse paa den organiske Natur, ligesom Nordlyset paa Magneten. — Den nordiske Aurora er her et qvindeligt Væsen, der viser sig aldeles ufrugtbart og umoderligt for Vor Klode, med mindre den mandlige Æther (eller Solguden) befrugter den med sin himmelske Varme, hvorved Livsstoffet kun kan udvikles i det yderste Nordens ellers öde og ubeboelige Strækninger.

Grundtvig har , især i Digtet Freys Kjærlighed[11] betragtet Mythen med et ethisk-philosophisk Blik, saaledes: at Asa-Guden Freyrs Forbindelse med Jættinden Gerda, mod Odins og de övrige Asers Villie og mod Naturens Bud (som adskilte de himmelske Guder fra Afgrundens Slægt) samt kjöbt af den uforsigtige Gud med hans Sværd og Styrke — var en af de Begivenheder som drog Gudernes, Himlens og Jordens Fald efter sig. Denne Behandlingsmaade er virkelig grundet paa de i den yngre Edda til Fortællingen föjede Tillæg og Betragtninger — men her skues Mythen dog ikke fra den Hoved-Synspunkt, som Forfatteren af Skirners Reise valgte sig, og som det fölgelig maatte blive Hovedsagen for mig at vise. Jeg tilstaar gjerne, at Valget af disse forskjellige Betragtningsmaader, som hver for sig afgive et rigt poetisk Stof, maa være lige hiemmelt for vore Tiders Digtere. Den ethiske vinder og i Styrke ved den Omstændighed, at Skirners Frierie paa Freyrs Vegne, tilsidst kun lykkes ved voldsomme Trudsler, hvorved Naturen tvinges, men Læsers eller Tilhörers Föleise for Ret og Dyd saares, samt bringes til at önske Hævn over Fornærmeren, som heller ikke udebliver efter Digtningen om Sværdets Afhændelse og dens Fölger, hvorved baade Daarskabet og Voldsomheden i Freyrs ulovlige Elskov, fremstilles som tilstrækkelig straffede.[12]

Prof. Jens Möller var ellers den förste som i Dansk gav en fri Bearbeidehe af det samme Æmne i Ny Minerva for Maj 1806, under Titel Skirners Reise eller Kjærlighedsgudernes Straf. Det gav Anledning til adskillige Bemærkninger af Grundtvig i det paafölgende September-Hefte. Oehlenschlaegers Behandling af Mythen, læses i hans episke Digt: Nordens Guder fra S. 250 til 310.

Af egentlige særskilte Oversættelser af Eddadigtet i fremmede Sprog maa först erindres en i det Græske af Philologen og Eddagrandskeren Gräter, udkommet i Schwabisch-Hall 1811 under Titel: Ποίημα Έδδικον Σκιρνηροῦ όδονπορία ἢ ό ϑεος Φρεῖρ μνηστήρ. Εκ τȣ πρωτοτυπȣ της Γερμανικης διαλεκτȣ εις τήν τȣ Όμήρȣ διαλεκτον μεταφρασϑέν & c. Forhen havde han, 1789, oversat Digtet paa Tydsk i Nordische Blumen, samt udgivet et det angaaende Program 1810. Endnu en Tydsk Oversættelse udkom i Mayers Dichtungen der Skandinaven 1818 — og en fri Bearbeidelse af den hele Mythe af Steckling under Titel: Gerda, oder das verhängnissvolle Schwerdt i hans Germanische Edda 1ster Th. 1817.




Noter:

  1. Saaledes har den Upsalske Codex. Den Wormske derimod: "Til det Hus gik en Qvinde og da hun löftede Armene og oplukkede Dörren, da gav baade Luft og Hav Gjenskin deraf o. s. v." Her synes da Digtets Udtryk i 6te Strophe at være beholdt, som uddraget deraf.
  2. Digtets 42de Strophe. Det nævnes dog ikke i den yngre Edda.
  3. Kaldet För Scírnis eller Skírnis-För i Originalen.
  4. "Og han kiæmper med dem" tillægger den Upsalske Edda — som ellers sammendrager den hele Fortælling fra Ordene "sov ikke."
  5. Jfr. mine Bidrag til nordisk Archæologie S. 31. 153. o. f. Höjst mærkeligt er det at Solen eller dens Guddom kaldtes af de ældste Ægypter ΦΡΗ, Fre eller Frej, Frey (som det og undertiden skrives i de nordiske Skrifter). Dette berettes aldeles uden noget Hensyn til den skandinaviske Guddom af Jablonsky i hans Pantheon Ægyptiacum T. I. pag. 137-139 — og i Verkets Prolegomena. Mange beslægtede og hertil hörende Ord (betegnende Sol- og Elskovs-Ilden) som Voh-Freian o. fl. findes i de ældste Persers religieuse Digtninger. Den berömte Orientalist v. Hammer bemærker, at man derved ikke kan andet end tænke paa den nordiske Frej eller Freia.
  6. See ogsaa f. Ex. Skalda S. 125. Æger kaldes ogsaa Gymer efter Indledningen Ægisdrecka, men han regnes der til Jætterne. Sst. S. 209 samt kaldes ogsaa her en Jætte.
  7. Et saadant Ordspil benyttede Harald Haardraade sig at i Viserne om Prindsessen af Gardar eller Garderige: Þó tætr Gerdur i GördumGollrings maatte lægges til efter Poesiens Regler, da Talen var om en jordisk Mö — men uden Tvivl har Digteren dog tillige tænkt paa den skjönne Gudinde fra det mythiske Gardarige.
  8. Det er mærkeligt at Nordlyset har fordum været et langt hyppigere Phoenomen i Danmark og tilgrændsende Lande, f. Ex. i det 18de Aarhundredes Midte. Dette sees f. Ex. meget tydelig af Horrebows Efterretninger om Island: S. 250 og 51.
  9. Loke bebreider ogsaa Freyr, i Ægisdreoka 42de Str. den daarlige Handling at han solgte sit gode Sværd for Gerdes Skyld saa. at han vorder vaabenlös i Kampen mod Muspells Sönner.
  10. Det er altsaa ikke usandsynligt at det er bleven afsiunget, eller endog dramatisk forestilt ved Folkefester eller höjtidelige Sammenkomster paa denne Tid af Aaret. De indskudte prosaiske Stykker synes virkelig at sigte til den sidstommeldte Behandlingsmaade, for at tilkjendegive Scenernes Forandring.
  11. I Nordens Mythologie (1815) S. 74 og i Qvædlingerne (1815) S. 47. I denne Digtning er en stor Deel at den eddiske Sang oversat efter Ordene.
  12. Angaaende Fortællingens Slutning i den prosaiske Edda, som ikke indeholdes i vort Digt, vil jeg her tilföje: at Bele (den brölende, tudende) her synes at være Vinterstormen, eller Vinteren; — maaske er han den Broder af Gerda som ommeldes i Digtets 16de Str., som. fældet af Skirner, i Fællig med Freyr (eller Solen). Dette forudsat var Bele ogsaa en Sön af Gymer eller det nordlige Ishav, men det kunde Vinteren vel siges at være. Det Hjortehorn hvormed Freyr siges at have dræbt Bele, kan vel nærmest henföres til Himmel-Hjorten Eikthyrner (see Grimnersmaal 26de Str. med Anm.) og fölgelig til et eller andet Meteor f. Ex.. Zodiakallyset, naar det forkynder Foraarets Komme. Mulig er det og en blot Allusion dertil, at Hjortene fælde deres Vier ved Foraarets Nærmelse, der tilskrives Asagudens (Freyrs) sejerrige Kamp mod Vinterens Frostjætter. Ellers finder der en paafaldende Lighed Sted mellem Freyr som Belis samt den indiske Visnu som Balis eller Belis Overvinder (hvoraf begge have visse poetiske Benævnelser eller Ærestitler) — som det her ikke er Sted til at udvikle.