Indledning Vegtamsqvida (FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Dansk.gif


Den ældre Edda
En samling af de nordiske folks ældste sagn og sange


Oversat og forklaret ved
Finnur Magnusson
1821


Indledning


Jeg troer at nærværende Sang virkelig er en Fortsættelse af den næstforegaaende, men begge kun Brudstykker af et helt Epos, bestaaende af adskillige slige Afdelinger, hvoraf Resten da er tabt. Hovedpersonen i Digtet, skjönt selv ikke handlende deri, er den skjönne og elskværdige Baldur, Odins (Himlens) og Friggas (den blomstrende og frugtbare Jords) kjæreste Sön. I 1ste D. S. 214 o. fl. har jeg vist at han antegner den lyseste og behageligste Aarstid, og forestaar, som Maanedsgud, Himmeltegnet Tvillingerne. Forsaavidt han ogsaa betyder Vaar - eller Sommer-solen (ligesom hans Navn Baldur kan forklares den blussende, efter andre den höje, vældige o. s. v.) er det aldeles ikke usandsynligt at han i Grunden er identisk med Asiaternes Bal, Baal, Bel, Bali; Celternes Beal, Belen; Slavernes Bel, maaskee ogsaa Boeotiernes Πελτιος o.s. v. Hans Död var intet andet end den lyse og yndige Aarstids Undergang, som forkyndte Hundedagenes qvælende Hede, samt Naturens og Jordens derpaa fölgende Vinterdöd. Af samme Natur ere Ægypternes Myther om den myrdede Osiris, Syrernes om Adonis, Phoeniciernes om Thammuz, Indernes om Krischna, Bali o. s. v. Paa en lignende Maade have de ældste Digtere forestilt Verdens fire store Perioder, i Efterligning af Aarstiderne, og saaledes bliver da Baldur, i nogles Tanker, et Billed paa Guldalderen eller Uskyldighedsstanden, veget fra Jorden ved det onde Princips (eller Ur-Væsens) svigfulde Rænker, — hvorimod de tröstede sig ved, at ligesom Naturen forynges og oplives paa ny hvert Foraar, saaledes vil det og i sin Tid være Tilfældet med den af physiske Ulykker og ethiske Laster ödelagte Verden, da den, efter en slig Forstyrring, vil opstaa omdannet i en langt herligere Tilstand end för, hvoraf da Spaadommene om slige Begivenheder og Baldurs Tilbagekomst, efter hvad der allerede er fremfört i Forklaringen over Valas Spaadom. Eddaerne bevidne at den blinde Hödur dræbte Baldur med Mistelten; det bliver allerede klart af det ovenanförte at han maa betyde den mörkere Aarstid i det Hele, og at hin ulykkelige Vaand enten betegner Mörket eller ogsaa (efter Nogles Tanker) en Ulykke varslende Komet. Navnet Hödur (ogsaa skrevet Haudur) betyder efter min Mening den Skjulende (da Haudur den skjulende dybe Jord er etslags Neutrum deraf) og er beslægtet med Ordene Húd (Hud) Hýdi Hie ͻ: en Björns Vinterhule, det Eng. hide skjule o. s. v. Vil man med Andre antage at Hödr kommer al Hæd Höjde, modstrider dette ikke min mythologiske Forklaring, da ogsaa hans Mörke indtager den höje Himmel, efter at have fordrevet Baldurs Lys.

Digtets Indhold er kortelig dette. I Gudernes forhen berammede Raads-Forsamling (Odins Ravnesang 22de Str.) hvorved Oraklet[1] raadspurgtes, erfare de Baldurs forestaaende Död, hvorover de alle höjlig bedröves. For at forebygge dette frygtelige Uheld, tager Frigga, hans Moder, ved Asernes Udsendinge; alle Væsener i Eed at de ikke skulde skade Baldur; da dette er skeet, aner Odin at det ikke er gaaet rigtig til ved denne vigtige Forhandling, og at en Fejl deri vilde drage det Heles Ödelæggelse efter sig. Efter at et nyt Raad er bleven holdt, nedrider han til Afgrunden paa Sleipner, for ret at udforske Sagens Sammenhæng. Paa Vejen möder han Dödsgudinden Hels glubske Hund, som dog ikke mægter at hindre hans Reise, samt standser endelig uden for den östlige Port af Hels underjordiske Borg ved en Vala's eller klog Qvindes Gravsted.[2]

Han opvækker denne Prophetinde fra Döde ved Besværgelser og Trolddoms-Sange. Nödig vaagner og nödig taler hun, men giver efter for Magiens overnaturlige Kraft. Under det paatagne Navn af Vejtam eller Vandreren (hvoraf Digtet har sin Overskrift) udfritter han Dödningen om Baldurs forestaaende Död og Nedfart til Underverdenen, om hans Banemand Hödur og den Hævn Vale skulde udöve paa ham, samt endelig om de stolte Qvinder der ikke vilde begræde Baldurs Död, og derved udfrie ham fra Hels Vold. Nu mærker Spaaqvinden at det er Odin som taler med hende og hans Trolddomsmagt synes da at være forsvunden; han vredes derover og haaner Spaaqvinden, men denne slutter Samtalen eller Digtet med etslags Forbandelse hvorefter Loke eller den ödelæggende Ild engang skulde bryde lös af sit Fængsel i Dybet, men alle Guderne og hele Verden forgaa. Vi maa ved dette Sted lægge Mærke til: at det var en gammel almindelig Overtroe, at naar en Döende bandte en Levende ved hans rigtige Navn, vilde Forbandelsen skrækkeligen opfyldes. I det Spaaqvinden, saa at sige, döer den anden Död, önsker hun ondt ej allene over den gjenkjendte Odin, men ogsaa over hans hele Slægt, saa at Digteren har anseet det for en rigtig Omstændighed, at han da ikke længer skulde dölges for hende under det paatagne Navn.[3]

Eddadigtenes egentlige Forklaring optager allerede et saa stort Rum i dette Værk, at dets Udstrækning befrygtes at overgaa Planens Forskrift, hvis den herefter skeer med en saa stor Udförlighed som jeg önskede. Jeg maa derfor her forbigaa den yngre Eddas lange Fortælling om Baldurs Död, og dens Jævnförelse med andre Oldtids Digte.

Mærkeligt er det at nærværende Digt ikke Endes i den berömte Kongelige Codex. Dets Ægthed vilde derfor sikkerligen have mödt almindelige Indvendinger, hvis det ikke fandtes i det ypperlige Brudstykke af en ellers tabt Codex i Qvart, forvaret i den magnæanske Samling af Haandskrifter ved Universitets-Bibliotheket. Disse gamle forskjellige Visebögers Skrivere synes altsaa ikke at have holdt sig til en eneste Bog, med Hensyn til Digtenes Valg, men de kunne dog begge nedstamme fra den store af Sæmund foretagne Samling.

Vegtamsqvida fik allerede i det 17de Aarhundrede en latinsk Oversættelse af Bartholin, eller rettere Arne Magnusen (Magnæeus) i hans Antiqvitates Danicæ. Af andre særskilte Oversættelser haves en paa Svensk i Idunnas 1ste Hefte; fire paa Tydsk, nemlig α) af Herder (i Volkslieder) 1779. β) Denis (i Ossians und Sineds Lieder) 1784. γ) Gräter (i Bragur) 1792 og δ) Mayer (i Dichtungen der alten Skandinaven) 1818. Ogsaa findes (foruden Cottles engelske) en saadan af Gray, i hans samlede Værker, fuldstændiggjort af Herbert (i miscellaneous Poetry Vol 2. 1806).




Noter:

  1. Sandsynligvis Nornernes Orakel efter Odins Ravnesangs lste og 2den Strophe.
  2. Om de Gamle meente at denne Vala var Forfatterinden til den bekjendte efter en slig Spaaqvinde opkaldte Eddasang, kunne vi ikke mere vide. Derimod er hendes Gjenfærd bleven raadspurgt af Odin, enten fordi hun i levende Live var Nornernes fortrolige Præstinde samt besjælet af deres Aand og Visdom — eller fordi hendes Sjæl opholdt sig i Hels Borg og kjendte Underverdenens Guderne forborgne Hemmeligheder.
  3. Af en lignende Oprindelse var vel tildels og den Skik at skjule visse Steders eller Folks egentlige eller hellige Navne; see herom Münters Afhandling: de occulto nomine urbis Romæ.