Indledning til Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude
Islandske Sagaer

Indledning

af N. M. Petersen

3. udgave ved Verner Dahlerup og Finnur Jónsson

Det Nordiske Forlag

København 1901

De Fortællinger, der her skulle meddeles, angaa Island. Nogle indledende Ord om denne Ø, der ikke blot er mærkværdig ved sin ejendommelige Natur, men ogsaa, sin fjerne Beliggenhed uagtet, har haft en saa stor og velgørende Virkning paa de nordiske Rigers Litteratur, en kort Oversigt over dens Hoveddele og over Hovedbegivenhederne i dens ældre Historie, ville derfor her være passende. Læseren vil da med større Lethed kunne samle de adspredte historiske Enkeltheder, som i Sagaerne forekomme, vil kunne henføre de mærkeligste Hovedgaarde og Steder til den Egn, hvor de have ligget, og ved at tage Kortet for sig gøre sig Fortællingen end mere levende.

Disse herefter følgende Bemærkninger ere naturligvis tagne dels af Sagaerne, dels af nyere Skrifter, saa at kun Sammenstillingen og et og andet lidet Bidrag til at stille noget i det rette Lys tilhøre mig. At nævne disse Skrifter var her upassende; lærde Læsere kende dem; for andre ere deres Titler og endnu mere deres Sidetal ligegyldige.

Island ligger i en Afstand af 120 til 150 Mil fra Norge, højt imod Nord, omtrent under samme Bredde som Trondhjemsfjord. Øens største Længde fra Østen mod Vesten udgør 70 Mil, Bredden fra Nord til Syd 45 Mil. Dens Fladeindhold angives til ca. 1900 Kvadratmil (1). Hvis den ved en Naturrevolution blev løsreven fra sin faste Klippegrund, og kunde flyttes ned til os, vilde den, henlagt ved Jyllands Kyst, omtrent kunne udfylde Bredden af Nordsøen, og danne en fast Bro imellem Jylland, England og Skotland.

Paa alle Sider er Øen omgivet af et stort stormende Hav, hvis skyhøje Bølger frembringe frygtelige Brændinger paa Kysterne, navnlig paa Landets Sydkyst, hvor der paa en Strækning af over 40 Mil ikke findes en eneste Bugt eller Havn; paa de andre Steder danne de mange Fjorde og Forbjærge et Værn imod Havets Voldsomhed. Luftens Barskhed formildes af Havet, idet en Arm af Golfstrømmen berører Landet. Idet Havet brydes paa Landets Yderpynter, fremkommer der Raster eller Strømhvirvler, der som rivende Malstrømme strække sig langt ud i Havet. De største af disse ere Reykenæsrast mod Sydvest, Latrarasten paa Vestkysten og Langenæsrasten paa Nordøstkysten; disse Kaster danne et Værn imod Drivisen, der ofte føres af Strøm og Vind fra Grønland hen imod Islands Kyster og lægger sig ved Landets Nordkyst; imod Nordvest drives Ismassen tilbage af Latrarasten; medens Isefjorden derfor er fyldt med Drivis, er Bredefjorden og Faxefjorden fri. Naar Nordkysten er blokeret af Drivisen, mærkes det straks tværs igennem Landet ved en skarp bidende Kulde, der, naar den indtræffer om Foraaret, hemmer al Vegetation og bringer Misvækst og almindelig Elendighed over Landet. Det indre af Øen er et Højland. En Hovedbjærgryg strækker sig skraas igennem Øen fra Nordvest mod Sydost og danner i Midten, især hen imod Sydost, en stor Bjærgflade, fra hvilken der, ligesom fra de nordvestlige Bjærgrygge, udbreder sig Grene til alle Sider. Mange af disse Bjærge ere meget høje; de højeste Spidser hæve sig over 6000 Fod (2) over Havet; andre danne Flader af en anselig Bredde. Fra en saadan Bjærgflade imod Sydost, der indtager en Strækning af ti Mil henimod Havet, udbrede vidtløftige Bjærgkæder sig imod Vestnordvest; og længere nord paa gaar ligeledes en høj Landryg, der deler sig i to Hovedgrene, af hvilke den ene gaar mod Vesten, den anden, der atter deler sig i to, stryger nord paa; begge ende sig i høje Forbjærge. Mange af Bjærgene ere bedækkede med evig Is og Sne, og kaldes da Jøkler. I det hele optage Jøklerne henved 270 Kvadratmil af Landets Overflade. Den største samlede Jøkelmasse er Vatnejøkel paa Sønderlandet; denne forfærdelige Jøkel optager 170 Kvadratmil, er altsaa større end Sjælland og Falster tilsammen. I det Indre af Island findes der foruden de udstrakte Jøkler ogsaa Ørkener. Den største af disse er Odadahraun (Forbryderørkenen), der optager over 70 Kvadratmil; om denne Ørken gives der en Mængde Sagn; der fortælles, at den i svundne Tider blev bebygget af Flygtninge og Forbrydere, der her skulle have forplantet sig, afsondrede fra den øvrige Verden. Undertiden danne Bjærgene stejle Kegler, der kaldes Nuper, eller Bjærgbrinke, der hedde Hjaller, eller høje Bjærgflader, der kaldes Heder. Laviner eller nedstyrtende Snemasser, der ikke ere sjældne, kaldes Skrider. I Fortiden synes der overalt i Landet at have været ildsprudende Bjærge, af hvilke mange efterhaanden have ophørt og andre ere igen fremkomne. Nu strækker den store vulkanske Linie sig tværs over Landet fra Sydvest mod Nordost, saa at den altsaa overskærer de øvrige Bjærges Hovedretning, der gaar fra Nordvest til Sydost; ved den ene Ende omtrent ligger Hekla, ved den anden Krabla; i den sydlige Del af Landet har denne vulkanske Linie en langt større Bredde, end imod Norden. Den fra disse Bjærge udstrømmende Lava kaldes Hraun. Temmelig store Floder, der her kaldes Aaer eller Elve eller Fljot, falde fra Bjærgene i de indre Højlande ned imod Havet og danne ved Udfaldet ofte brede Fjorde; blandt disse Floder udmærke sig Thjorsaa, Ølfusaa paa Sønderlandet, Jøkelsaa paa Solheimasand, paa Vesterlandet Hvidaa, paa Nordlandet Blanda, Heradsvøtn, Skjalfandafljot, paa Østerlandet det brede Lagarfljot. I disse Elve er der ofte en stor Vandmængde, idet de optage en Mængde mindre Elve. Floderne, der udspringe paa Isjøklerne, have en hvid Farve, da Vandet er blandet med Ler og Pimpsten; herfra hidrøre Navnene Hvidaa, Blanda o. s. v. Men mærkelige ere især de forskellige Arter af varme Kilder og Bade: de egentlige varme Bade eller staaende Vande kaldes Lauger (Bade); de hede sprudende Kilder, Hverer (Kedler). Surbrøndene eller de mineralske Kilder hedde Ølkelder eller Ølkilder; i tvende Egne af Landet findes endelig mærkelige Svovlminer eller Namer.

Landets Beliggenhed og Virkningen af dets høje Bjærg- og Ismasser i Forbindelse med den Ild, der bestandig brænder i dets Indre, frembringe en Blanding af Kulde og Hede, samt forunderlige Naturfænomener, hvilke atter indvirke paa Beboernes Vel og Ve. Klimaet er et forholdsvis tempereret Øklima, en varm Sommer er meget sjælden, en streng Vinter derimod hyppigere; Foraaret er ofte raat og stormfuldt. Middeltemperaturen er forskellig paa Nord- og Sønderlandet, i Reykjavik paa Sønderlandet er den om Vinteren ÷1°, om Sommeren +9° og for hele Aaret +3° Reaumur (3), paa Akreyri paa Nordlandet derimod om Vinteren ÷3° og om Sommeren +6 à 7°. Den længste Dag varer fra 20—24 Timer; fra Maj til August hersker næsten ingen Nat, men det er, især paa Nordlandet, bestandig lyst; ved Sommersolhverv ses Solen paa Nordkanten af Landet i nogle Dage over Synskredsen, dog er Midnatssolen noget dunkel og rødlig. Selv i de lange Vinternætter kommer der Lysning af Sneen og Isen, af Maanens og Stjernernes Skin, samt af de temmelig hyppige og stærke Nordlys. Disse udbrede sig i længere og kortere, hurtigere og langsommere Striber, Straaler og Grene af forskellig, sædvanlig gulagtig Farve, som spiller over i rødt og grønt, og ledsages af en egen knitrende Lyd eller Brusen. Blæst er meget almindelig, ofte hersker der heftige Storme, hvorved Luften renses og Sommerens Hede køles. Ved Vinden spredes tillige den kolde, tykke Taage eller Frostrøg, der har sin Oprindelse af Drivisen, og som snart indhyller Toppen af Bjærgene, medens det neden til er klart, snart derimod staar lavt nede, medens der over den er blaa Himmel. I sidste Tilfælde ser man undertiden en saakaldet Taagebue, der er temmelig klar, men kun sjældent og svagt viser Regnbuens Farver. En anden saakaldet Støvtaage eller Mist, Vindmist, fremkommer af Sand, Pimpsten og Støv, der fejes ned fra Bjærgene, føres flere Mil igennem Luften og giver den en brun, rød eller sort Farve. Raser nu tillige en stærk Storm, saa bliver det til en Stenregn, og forunderlige Toner høres i Luften, naar Stormen farer igennem Klipperifterne. Foruden den almindelige Regnbue, der er hyppig, og hvoraf der stundom ses flere, den ene over den anden, vise sig Bisole, af hvilke man endog paa een Gang har set ni; fremdeles en saakaldet Luftild, et Skin i Luften, der viser sig under Snefog; Snelys, der fremkomme, naar Lysstraalerne kastes tilbage fra Sneen; Lygtemænd, der vise sig over Moserne eller ved Stormvejr over Havet; en anden Art Havild eller Blinken, der kaldes Mor; og om Sommeren paa flere Steder de saakaldte Ophillinger, der i andre Lande ere bekendte under Navnet Fata Morgana. Jordskælv forbinde sig undertiden med Udbrudet af de ildsprudende Bjærge. Man vil have bemærket, at Udbrudene gerne ere i Vente, naar Sneen og Isen vokser meget til paa Toppen af Bjærget, og standser Uddunstningen, ved at tilstoppe de Kløfter, hvoraf Ilden for har banet sig en Udvej. Da ryster Jorden; Vulkanen sprænger sit Isdække, og udkaster stærke Flammer, Grus og Stene; undertiden bedækkes hele Omegnen med Aske; en utaalelig Svovllugt udbreder sig; tykke Skyer af Aske og Sand opfylde Luften, føre gloende Stene med sig, og gennemskæres af Lynglimt; for neden flyde uophørlig store Hraunstrømme frem af Bjærget, eller store kogende Vandmasser, i hvilke Isstumperne endnu ikke ere smeltede; over Landet rundt omkring lægger sig en Skorpe af Lava og Ler; større og mindre Flodlejer der i Nærheden udtørre, idet deres Vand opløser sig i lutter Damp, eller en uhyre Hraunstrøm bryder ud paa Vulkanens Side, vælder frem, styrter sig bragende ned i Flodlejet, og udfylder det, ja staar op over dets Bredder, og oversvømmer den omliggende Slette; engang udtørredes endog den hele store Sø Myvatn ved et saadant Udbrud. Længe efter Udbrudet staar endnu en høj Røgstøtte op af Krateret; ikke sjælden er det forbundet med en usædvanlig Kulde, der ledsages af vedholdende Snefog, og efter det følge ofte frygtelige Hagelvejr og heftige Regnskyl. Under de vulkanske Udbrud begynde ogsaa enkelte Hverer med fordoblet Kraft at koge og sprude, eller der opstaar ny, imedens andre ganske forsvinde. En saadan Hver bestaar i Almindelighed af et med kogende Vand fyldt Bassin, i hvilket der ved Sprudningen efterhaanden af mineralske Dele danner sig et Rør, der bliver bestandig snevrere, indtil det endelig tilstoppes; fra dette opkastes en Vandstøtte til en Højde af hundrede Alen (4) og mere, med en saa bragende Lyd, at Jorden ryster.

Da den hele store midterste Del af Landet ikke blot er ubeboet, men ubeboelig, saa er Folkemængden, der nu (1897) udgør ca. 76,000 Mennesker, fordelt paa Kysterne og omkring de dybe Fjorde, der skære sig ind i Landet, og afsætte brede Daltragter, der ofte strække sig dybt ind i Landet. Det saaledes beboede Land kan anslaas til omtrent 760 Kvadratmile. Her findes dog hverken store Byer eller Landsbyer, men kun Handelspladser og Gaarde, der atter bestaa af flere Huse. De ere simple af Bygning, Væggene af Græstørv og Sten, Taget af Græstørv; den indhegnede Hjemmemark nærmest Husene kaldes Tun. Fodemidlerne, som Landet giver, skyldes især Kvægavl og Fiskeri; tør Fisk benyttes ofte for Brød; en Hovedret er Skyr eller tyk Mælk; til Drik bruges sur Mælk blandet med Vand, eller Valle (Syre). Faar ere almindelige; i den nordlige Del af Landet findes ogsaa paa enkelte Steder Geder; Hornkvæget er af liden Vækst; ligesaa de forresten livfulde og behændige Heste; Svineavl findes nu ikke, skønt den i Oldtiden har været almindelig paa flere Steder. Til Maling af Mel benyttes endnu Haandmøller. Rejser, der naturligvis ere meget besværlige, ske til Hest, saavel af Kvinder som af Mænd. Al Transport af Varer over Landet sker paa Hesteryg — thi Vogne kender man næsten ikke — ofte i store Karavaner, idet man enten driver Hestene foran sig eller binder den ene Hest bag ved den anden, hvorved det hele Tog kommer til at danne en lang Række. Paa de øde Heder, som oftest ved Grænserne af dem, findes Hvilepladser eller Bedesteder; for at vise Vejen paa de øde Steder, opføres smaa Pyramider af Sten, som kaldes Varder, i vis Afstand fra hinanden; paa nogle Steder findes ved Vejen gamle Stendysser, hvortil hver af de Rejsende lægger en Sten, hvorved der efterhaanden opstaar en Stenhob. Indbyggerne ere af Middelvækst, have et aabent Ansigt, blondt, sjælden krøllet, Haar, skønne Tænder, temmelig stærkt fremstaaende Kindknokler, men ellers, især Kvinderne, ret smukke Træk. De ere sædvanlig ranke og smalle, sjælden korpulente. Naar fremmedes Indflydelse ikke har gjort sig gældende, udmærke de sig ved en overordentlig Gæstfrihed og ved ufordærvet Sædelighed. Skønt Undervisningen for største Delen sker hjemme, kan dog i Almindelighed enhver Islænder læse og skrive. Det gamle Sprog har vedligeholdt sig saa godt, at enhver Bonde endnu kan læse de gamle Sagaer, der udgøre deres Vintermoro og kæreste Læsning. Digtekunsten var især før blomstrende; i andre Videnskaber og Sprog har Island haft mange berømte Mænd, der dog tildels have modtaget deres Dannelse i Danmark.

Island blev allerede meget tidlig inddelt i fire Fjerdinger efter de fire Verdenskanter; nemlig Sønderlandet eller Søndlændingefjerding, Vestlandet eller Vestfjordingefjerding, Nordlandet eller Nordlændingefjerding, og Østlandet eller Østfjordingefjerdinge, hvilke Fjerdinger nu ere fordelte i Amter. I Fristatens Tid var Landet inddelt i 13 Ting. Efter Foreningen med Norge opstod Benævnelsen Syssel i Stedet for de gamle Ting. Hvert Syssel deles i Hrepper (verdslig) og Sogne (gejstlig). Sønderlandet, der begynder mod Østen ved Solheimasand, og strækker sig mod Vesten til Borgefjord, eller efter den gamle Inddeling, til Hvalfjord, indeholder følgende Sysler: 1) Rangaavallesyssel, paa Landets sydlige Side. Her findes mod Østen Øfjældejøkel, samt det bekendte ildsprudende Bjærg Hekla, hvis Højde er henved 5000 Fod, og hvis første bekendte Udbrud skete Aar 1104. Sysselet gennemstrømmes af adskillige større og mindre Floder, hvoraf vi mærke Jøkelsaa paa Solheimasand, Fljot eller Markarfljot, Tværaa og to Rangaaer, den østre og den vestre; paa Grænsen imod Vesten løber Thjorsaa. Mærkelige Landstrækninger ere: Mark eller Thorsmarken østen for Markarfljot; Lien eller Fljotshlid, en frugtbar Egn imellem Markarfljot og Rangaa, med Gaardene Storolfshvol og Hlidarende eller Gaarden ved Liens Ende; og Rangaavalle eller Rangaamarkerne imellem østre og vestre Rangaa, med Gaarden Odde, hvor Sæmund Frode boede. — Udenfor ligger 2) Vestmanneøerne, der danne et eget Syssel. — 3) Aarnæssyssel, den bedst befolkede Del af Øen. Vesten for Thjorsaa udbreder Landstrækningen Floen sig hen til Hvidaa, der kommer fra Søen Hvidaavatn, og ved sit Udløb, hvor den løber igennem Landstrækningen Ølvus, ogsaa kaldes Ølvusaa. Mod Norden er Haukadalen med en Gaard, hvor Are Frode blev opdraget, noget sydligere Reykedalen mærkelige. Længer nede ligger Skalholt, Islands gamle Bispesæde, omtrent ved Sammenstødet af Broaa og Hvidaa, med Landstrækningen Biskopstunger mod Norden og Hrepper mod Østen. Noget vesten for Skalholt, i Landstrækningen Grimsnæs, ligger Gaarden Mosfjæld eller Øvre-Mosfjæld. Mod Vesten komme vi da til den dybe fiskerige Sø Tingvallevatn, der har 5 til 6 Mil i Omkreds, og hvis sydlige Del kaldtes Ølvusvatn. Straks norden for denne Sø ligger Tingvalle eller Tingmarkerne, der gennemstrømmes af Øksaraa (Økseaaen), og hvor det gamle for hele Landet almindelige Ting eller Altinget blev holdt; i Nærheden findes der i Lavaen eller Hraunet en uhyre Kløft eller Spalte, der er bekendt under Navnet Almannagjaa; Tvekampene holdtes paa en Holm eller Ø i Øksaraa. Sydligere i Sysselet ligger Ingolfsfjæld, og i Nærheden deraf Ingolfshøj, hvor den første Landnamsmand Ingolf skal være højlagt. Dette Syssel har adskillige varme Kilder: norden for Søen Apavatn ved det saakaldte Laugarvatn findes flere Hverer. I Egnen omkring Skalholt findes en Hver ved Laugarnæs. Imod Sydvest ved Mundingen af Hvidaa eller Ølvusaa findes Here Hverer i Nærheden af Reyke; Reykelaug i Laugardalen er bekendt fra Oldtiden. Men mærkelig er især Haukadalen, hvor der ved Haukadalsgaard findes en Hver ved Badet St. Mortens Bad, og noget længer mod Vesten den mærkeligste af alle Islands varme Kilder, Geyser. Denne berømte Kilde omtales dog ikke i de ældste Tider; den findes paa en tør Sten- og Grusmark, der mod Sydost begrænses af en Moseegn, og bestaar af et Bassin med et efterhaanden dannet Rør. Det noget ophøjede Bassin ligner en omvendt Kegle, er cirkelrundt, har udvendig en Diameter af 37, ved den indre Rand af 30 Alen, og en Dybde af 4 Alen; Røret har en Dybde af 40 Alen. Sprudningen beskrives saaledes: Naar et Udbrud er forbi, synker Vandet i Bassinet til henimod 8 Alen, og staar da ganske rolig. Efter tre til fire Timers Forløb begynder det at stige indtil Halvdelen af Bassinet, i Begyndelsen i fuldkommen Ro, men naar det kommer til Halvdelen, høres under Stigningen underjordiske Knald; efter hvert saadant begynder en sagte Brusen, ledsaget af Dampe, hvorpaa Vandet hver Gang igen bliver roligt. Jo mere Bassinet fylder sig, desto hyppigere og stærkere blive Skudene, og Kogningen eller Opbrusningen tiltager. Naar Bassinet er fuldt, opstaa af og til smaa Udbrud, hvorved Vandet kastes til en Højde af omtrent 20 Alen; derpaa tiltage de heftige Knald, man hører omtrent tre Skud i hvert Sekund, Klippen bæver, og nu følger endelig det store Udbrud, ved hvilket Vandet flere Gange i en Tid af 5, stundom ogsaa 10 til 15, Minuter kastes i Vejret til en Højde af over 100 Alen, og igen falder tilbage i Bassinet; meget sjælden slynges det ud over Randen. Saadanne store Udbrud ske regelmæssig hver sjette Time, saa at 4 store Udbrud finde Sted i 24 Timer. Kaster man Stene i Bassinet, saa føres de i Vejret med Vandstraalen. Vandets Temperatur er i Overfladen fra 76°—86° Celsius. Vandstøtten har nedentil 8 Fod i Gennemsnit; om dens Højde ere Beretningerne forskellige. 4) Guldbringe- og Kjosesyssel ender mod Sydvest i Forbjærget Reykenæs, og gaar derfra mod Norden til Hvalfjord. Paa et lille Næs ligger Øens Hovedstad Reykjavik ved den store vestlige Havbugt, der hedder Faxefjord; paa Alftenæs ligger Bessestad, der engang tilhørte Snorre Sturlesen; samt Havnen Havnefjord. Ogsaa dette Syssel har mærkelige Kilder; Navnene Reykjavik, Reykenæs o. lign. angive allerede dette, da de ere sammensatte med Ordet Reyke, der udtrykker rygende, dampende Steder. Østen for Byen Reykjavik findes en Hver paa Laugarnæs; ligesaa Reykenæshverer ved Reykenæs; samt Krisuvigshverer paa den sydlige Side ved Krisuvig. Ikke langt fra sidstnævnte Sted ved Foden af Krisuvigsfjæld findes endelig Krisuvigs Namer eller Svovlminer i en lille Dal, hvis Jordbund bestaar af Gibs med rød og blaa, med Svovlkis blandet, Boljord; de bestaa i adskillige kogende Kilder, der ikke ere bundne til noget Sted, men sprudle frem snart hist, snart her, idet de gamle tilstoppes og ny komme frem af Jordbundens mange Ridser og Spalter. Her findes fremdeles Landstrækningen Mosfjældssveit med Kirken Mosfjæld, og den varme Kilde Reykelaug. Fra Øens Hovedbjærgkæde gaa flere Grene imod Vesten, iblandt disse en Hovedgren, der ender sig her i Sysselet i Forbjærget Esja og Landtungen Kjalarnæs (Kølnæs), der er bekendt af sit gamle Tingsted. Paa denne Landtunge liggee Saurbær med Gaarden Esjuberg, ved Foden af det 1500 Fod høje Bjærg Esja eller Esjan. — 5) Norden for Hvalfjord følger Borgefjordssyssel, der gaar op til Borgefjord, i hvilken Floden Hvidaa falder, saa at den hele Landstrækning omkring Borgefjorden deles i to Dele: Borgefjord sønden for Hvidaa og Borgefjord norden for Hvidaa. Her henregnes den Del, der ligger sønden for Hvidaa, under Navnet Borgefjordssyssel til Sønderlandet, hvorimod den Del, der ligger norden for Hvidaa, eller Myresyssel, hører til Vestlandet. I Borgefjordssyssel ligger Bjærgkæden Skardshede eller Østre-Skardshede med Havne-Fjæld, og Akrafjæld paa Landtungen Akranæs. Ved Foden af Akrafjæld ligger Kirken Garde, og paa samme Landtunge Indreholm. Nordligere, dog paa den sydlige Side af Skardshede, ligger Leiraa med en Kirke, ved Leiruvaag. Længer inde ligge flere Dalstrækninger, som begge Reykedalene, den søndre og nordre, Flokedal, Svinedal o. fl. I Lundereykedal, der forhen hed Søndre-Reykedal, findes den varme Kilde Krosslaug eller Korslaug, saa kaldet fordi en Del af Indbyggerne ved Kristendommens Indførelse Aar 1000 her bleve døbte. I den nordre Reykedal ligger Gaarden Reykholt paa den sydlige Side af Hvidaa, hvilket var Snorre Sturlesens Gaard; her ses hans Bad, Snorralaug, der allerede omtales Aar 1230. I denne Dal findes der en Mængde Hverer; tæt ved Reykholt er Hveren Skrifla. I Mundingen af Dalen findes en Samling af Hverer, Tunguhverer; den hvide gennemsigtige Dampsøjle stiger højt og ses langvejs fra, naar Luften er klar. — Vestlandet strækker sig fra Fjorden Borgefjord mod Norden om til Hrutafjord. Hertil høre følgende Sysler: 6) Myresyssel har Navn af sine Myrer eller Sumpe, thi hele den vestlige og sydvestlige Del er lav og moradsig; langs med Hvidaa findes derimod skønne Græsgange. — 7) Norden for Faksefjord følger Halvøen Snefjældsnæssyssel, der gennemskæres af en meget høj Landryg, som ender med Snefjældsjøkel, en gammel udbrændt Vulkan, hvis Lava endnu tydelig ses ved Landtungen Øndverdnæs. Paa den nordlige Side af Sysselet ligger Forbjærget Bulandshøfde, og længer mod Østen Halvøen Thorsnæs med Fjældet og Gaarden Helgafjæld, hvor Snorre Gode fordum boede. Her var et gammelt Tingsted. Fremdeles ligger her Bjarnarhavn eller Bjørnshavn og i Nærheden deraf en Lavastrækning, kaldet Bersærkehraun. Sønden for Hvamsfjord ligger Bredebolsted. Udenfor ligge en Mængde Smaaøer, hvoriblandt Brokø. — 8) Norden for Snefjældsnæs aabner sig en stor Fjord, Bredefjord, efter hvilken de østen for samme liggende Dale kaldes Bredefjordsdale eller nuværende Dalesyssel, en smuk græsrig Egn, der gennemskæres af flere Rækker af Høje, og kun mod det Indre begrænses af lave Fjælde. Det bestaar, som Navnet viser, af flere Dale; Snoksdal og Saudafjæld ligge sydvestlig for Hvamsfjorden; kort herfra ligger Kvennabrekka, Arne Magnusens Fødested; Haukadalsaa løber igennem Haukadalen; paa Gaarden Hjardarholt i Laxaadalen boede i fordums Dage Olaf Paa; Sælingsdal og Hvam ligge ved den nordlige indre Ende af Hvamsfjorden. Paa Gaarden Laugar levede Gudrun Osvifsdatter, tæt ved denne Gaard findes Sælingsdalslaug; lige over for Laugar er Gaarden Tunge, hvor Snorre Gode boede. Paa Gaarden Hvam blev Snorre Sturlesen født. Sysselets yderste Spidse mod Vesten hedder Dagverdarnæs, uden for hvilket der ligger en hel Mængde Smaaøer. Nordligere ved Kysten ligger Skard, og der udenfor Olafsøerne og en Del mindre Øer. Endelig følge Budardalen og nogle flere Strækninger mod Norden op til Gilsfjorden, som danner Sysselets Grænse. — Norden for Bredefjord udstrækker sig imod Nordvest en Halvø, der indbefatter Bardestrands-, Isefjords- og største Delen af Strandesyssel, og sædvanlig kaldes Vestfjordene; den smalle Landtunge, hvorved Halvøen hænger sammen med det øvrige Island, udgør kun en Mil. — 9) I Bardestrandssyssel ligger paa den nordlige Side af Gilsfjorden Garpsdal og Kroksfjord; paa en af de udgaaende Halvøer Reykhole og Forbjærget Reykenæs; Torskefjord med Torskefjordstrand; Gufudalen ved Gufufjord; Mule paa Enden af det høje Forbjærg Skalmarnæs. Sønden herfor ligger adskillige Øer, hvoriblandt Flatø. Længer mod Vesten følger Vatnsfjorden og vesten for samme Brjamslæk. Mod Norden strækker sig Bjærgegnen Fosshede. Paa Vestsiden ligge Fjordene Patriksfjord, Talknafjord, og paa Grænsen Arnarfjord. — 10) I Isefjordssyssel følge fremdeles fra Syd mod Nord Fjordene Dyrefjord, Ønundsfjord, Sugandafjord, og den store Isefjord, paa hvis sydlige Side der igen ligger flere mindre Fjorde, hvoriblandt Vatnsfjord. Fremdeles følge imod Norden Jøkelsfjordene, som ved Ritagnup skilles fra Adalvig. Paa Nordsiden ligge de saakaldte Hornstrande med Forbjærget Horn eller Nordkap. — 11) Herpaa følge atter i Strandesyssel adskillige Fjorde og Viger, hvoraf vi mærke Bjarnarfjord eller Bjørnsfjord, paa hvis sydlige Side ligger Kalladarnæs, Stengrimsfjord, og paa Grænsen Hrutafjord. — Nordlandet udgør hele den øvrige nordlige Side af Landet fra Hrutatjord mod Vesten til Langenæs imod Østen, og indbefatter: 12) Hunavatnsyssel. Her kommer man fra Hrutafjord mod Østen til Midfjord, hvor det fra Oldtiden af bekendte Reykelaug findes ved Gaarden Reyke; derpaa til Landtungen Vatnsnæs, og atter østen for samme til Hunafjord eller Vatnsfjord. Her ligger paa en Landtunge Tingøre. Længer inde ligger østen for Midfjord Videdalen, saa Vatnsdalen med Vatnsdalsaa, og mod Norden Vesterhop. Østen for Vatnsdalen ligger Svinedalen, og Langadalen ved Floden Blanda. Fra Grimstunge i Vatnsdalen rejser man til den sydvestlige Del af Landet over Kølvejen. Vesten herfor gaar Arnarvatnshede, hvor den saakaldte Grettershytte findes, og i hvis sydlige Del den mærkelige Surtshule findes i Lavaklipper, der have deres Oprindelse fra Geitlandsjøkel i Borgefjordssyssel. Nord paa i Sysselet strækker endelig Skagestrand sig med Fjældet Spaakonefjæld op imod Skagen. — 13) Skagefjords- eller Hegrenæssyssel har Navn af den i Midten indgaaende Skagefjord eller Næsset i samme, der hedder Hegrenæs. Paa Vestsiden af Fjorden ligger det høje Tindastol, der i Oldtiden kaldtes Eilifsfell, med en mærkelig Hule. Længer nede Reynestadkloster ved Foden af det høje Kaldbak. I Skagefjord falde Floderne Svartaa i Svartaadalen, og den store Flod Heradsvøtn eller Herredsvandene, som henimod Udspringet deles i Vester- og Østeraa; Vesten for disse ligge Goddalene. Østen for Heradsvøtn kommer man til Hjaltadalen med det gamle Bispesæde Holar; i Nærheden af samme findes en Offersten ved Hof; sønden for Holar laa forhen Kirken Aas, der var den første kristne Kirke i Island. Fremdeles kan mærkes Oslandshlid med Miklebær i Oslandshlid; Kolbensdalen med Kolbensaa; samt Deildarjøkel. Nordligst ved Kysten ligger Landstrækningen Fljot imellem Skagefjord og Siglufjord. — 14) Øfjordssyssel, der ellers ogsaa kaldtes Vadlesyssel, har Navn efter Fjorden Øfjord. Det begynder mod Vesten ved Siglufjord med Siglunæs; noget sydligere ligger Olafsfjord. Akreyre eller Øfjord paa Vestsiden af Fjorden er Islands betydeligste Handelsplads næst efter Reykjavik. Sysselet har smukke Dalstrækninger, som Svarfadardal, Hørgaadal, Øksnedal. Mødruvalle paa den vestlige Side af Hørgaa i Hørgaadal var forhen et Kloster; paa den sydlige Side af Hørgaas Munding ligger Topøre, bekendt af den gamle Landingsplads Gaase. I Øfjordsdal ligger Kirken Grund og Gaarden Espehol samt Saurbær. Tværaa eller Munketværaa var forhen et Kloster. Herunder hører den omtrent seks Mil ude i Havet liggende Ø Grimsø, der ligger norden for Polarcirklen. — 15) Tingøsyssel, hvor man østen for Øfjord kommer til den østre Øfjordstrand med Svalbard, Fnjoskedalen med Floden Fnjoskaa og Bjærget Kaldbak. Forbjærget Thorgeirshøfde skiller den lille Thorgeirsfjord fra Hvalvatnsfjord. Herpaa følger Fjorden Skjalfande, i hvilken Floden Skjalfandafijot falder. Vesten for denne i den frugtbare Dal Ljosavatnsskard ligger Gaarden Ljosavatn ved en dyb Sø af samme Navn. Mærkelige Dale ere Baardardalen ved Skjalfandalijot, Reykedalen og Laksaadalen med Floden Laksaa, der kommer fra Søen Myvatn. Denne Sø er fire til fem Mil i Omkreds, og har sit Navn af den uhyre Mængde Myg, der sværme omkring den. Paa den østlige Side af Skjalfandebugten ligger Handelspladsen Husevig, hvor Islands Opdager Gardar landede og tilbragte en Vinter. Denne hele Egn norden og østen for Myvatn har flere Naturmærkværdigheder. Ved Husevig og flere Steder østen for Myvatn findes Namer eller Svovlminer; paa den nordlige Side af Myvatn de saakaldte Reykehverer, der have en Temperatur af omtr. 65° Reaumur, og af hvilke den betydeligste hedder Oksehver, hvilken næst efter Geyser er den mærkeligste af alle; dens Aabning bestaar af et Rør, der ligner en omvendt Klokke, og hvis Gennemsnit nedentil er 12 Fod, oventil 8 Fod. Nordost for Myvatn ligger det ildsprudende Bjærg Krabla, der dog først 1724 begyndte at sprude. Det er et ikke just anseligt Bjærg, der er bedækket med Sand og Aske, hvorimellem findes Striber af Svovl, stinkende Støtter af Damp og kogende Pytter af svovligt Dynd. En af disse Pytter har omtrent 300 Fod i Omkreds, er fyldt med en sorteblaa svovlet Boljord, der uophørlig syder og koger og kaster undertiden en Støtte af Dynd i Vejret til en Højde af 50 Fod. Fra Krabla ere store Lavastrømme flydte ned, dels i Myvatn, dels til de nærliggende Dale. Nordpaa i Sysselet ligger Forbjærget Tjørnæs; og længer mod Østen falder Jokelsaa ud i Øksefjord. Endnu østligere ligger Forbjærget Raudegnup, samt Landstrækningen Slette eller Melrakkaslette; derefter Thistilfjord, samt Langenæs ved Sysselets Grænse. — Østlandet gaar fra Langenæs eller den inden for samme liggende Helkunduhede helt om til Solheimasand paa Landets sydlige Side. Det indbefatter de to Mulesysler og Skaftefjældssyssel. 16) Langs ned af Kysten af Nordre Mulesyssel ligge flere Fjorde, hvoraf vi bemærke Vopnafjord, inden for hvilken ligger Kirken Hof, og paa den vestlige Side af Jøkelsaa paa Bro Hofsteig; fremdeles Njardvik og Borgefjord. Imellem den store Flod Lagarfljot, der nærmere ved sit Udspring kaldes Fljotsdalsaa, og Jøkelsaa, ligge Fljotsdalen og Tunge. 17) I Søndre Mulesyssel følge fremdeles adskillige Fjorde, som Lodmundsfjord, Seydisfjord, Eskefjord og Reydarfjord, Berufjord, samt den nordre og søndre Alptefjord, imellem hvilke ligger Melrakkanæs. Uden for Berufjord ligge en Del Øer, af hvilke den største hedder Papø, hvor Landets ældste Beboere, nogle irske Munke, først skulle have nedsat sig. Inden for den søndre Alptefjord ligger Kirken Hof norden for den ofte i Taage indhyllede Lonshede. Her er Grænsen af Mule- og 18) Skaftefjældssyssel ved Forbjærget Østre-Horn, hvorpaa følger Landstrækningen Lon, Forbjærget Vestre-Horn, saa Hornafjord, og en smal, sandig Kyststrækning Breidamerkrsand; derefter Forbjærget Ingolfshøfde, hvor Ingolf først landede, og der indenfor Kirken Hof. En Ørken Øræfi danner nu Overgangen til den vestlige Halvdel af Skaftefjældssyssel, hvor Landstrækningen Fljotshverfe ligger norden for Skaptaa og Landstrækningen Medalland vesten for samme. Kirken Kirkjubær eller Kirkeby ligger vesten for Skaptaa. Her omkring er ogsaa Herredet Sida eller Siden. Paa Alptevær eller den vestlige Side af Kudafljot ligger Thykkvebær, der forhen var et Kloster. Forbjærget Hjørleifshøfde er opkaldt efter Ingolfs Medfølger Hjørleif, som landede her. Mod Vesten ligger endelig Mydal eller Myrdal ved Myrdalsjøkel, og Solheime paa Solheimasand. For øvrigt er Sysselet nu delt i to.

Island
(Bemærk, at nummereringen af syslerne på kortet ikke svarer til nummereringen i teksten)

Længe før Island var bekendt maa det have haft ildsprudende Bjærge, og have undergaaet store Naturomvæltninger, af hvilke man tildels endnu ser Spor. De ældste Efterretninger om Landet skyldes en irlandsk Munk. I Følge disse sejlede kristne Munke og Eneboere fra Skotland til de norden for samme liggende Øer, og kom saaledes, omtrent Aar 725, til Færøerne. Derfra fortsatte de deres Sejlads videre, og opdagede Island, hvor de, efter de ældste Efterretninger, nedsatte sig paa to Steder, nemlig paa Øen Papø paa den østlige Side af Landet, og paa Papyle eller Landstrækningen omkring Kirkeby paa Sydkanten. Disse Navne vise, at Beboerne vare Paper eller Munke. Her fandt man ogsaa senere ved Landets Bebyggelse irske Bøger, Klokker, Krumstave og slige Ting, som vidnede om, at der havde været kristne. Nordboernes Opdagelse af Landet skete, som saa mange andre, tilfældig. En svensk Mand, ved Navn Svafar, havde købt sig Jorder i Danmark, og boede i Sjælland; hans Søn Gardar vilde, omtrent i Aaret 860, sejle over til Syderøerne ved Skotland, men blev i den farlige Petlandsfjord, norden for dette Land, overfaldet af Stormvejr, og drev ud i Havet. Efter at have tumlet længe om paa Søen, kom han til den østlige Side af Island ved Forbjærget Østre-Horn, hvor han fandt en god Havn. Ved at følge Kysterne sejlede han rundt om Øen, og kom paa denne sin Sejlads til Fjorden Skjalfande paa Nordsiden, hvor han byggede nogle Huse for at overvintre. Dette Sted kaldtes siden Husevig, og hedder saa endnu. En Mand, som han havde med sig, nedsatte sig her i Nærheden, men Gardar sejlede tilbage, kom til Norge, og roste det af ham opdagede Land, som man efter ham kaldte Gardarsholm. En Viking fra Norge, ved Navn Nadod, synes ogsaa, uden at vide noget af Gardars Opdagelse, at have fundet Landet; han sejlede nemlig flere Gange imellem Norge og Færøerne, og blev paa en af disse Rejser af Storm dreven til Island, hvor han ligeledes landede paa Østsiden ved Reydarfjæld. Han besteg Bjærgene, saa at det var et stort Land, og kaldte det Sneland, fordi der faldt megen Sne paa Fjældene, men vendte igen tilbage om Høsten, uden at undersøge det videre. Da det nu imidlertid var blevet bekendt i Norge, at der imod Vesten laa et stort og godt Land, saa besluttede den norske Viking Floke Vilgerdesen at opsøge det. Ledesten eller Kompas havde han ikke, og benyttede sig derfor af Ravne for at finde Vejen. Paa Grænsen af Hordeland og Rogeland, paa den vestlige Side af Norge, ligger en Varde, deri lang Tid bar Navn efter ham og nu kaldes Ryvarden, og i Nærheden af denne Havnen Smørsund; efter at have blotet eller helliget sine tre Ravne til Guderne, sejlede han ud herfra over til Hjaltland eller Shetland, derfra til Færøerne, og fra disse Øer vovede han sig med sine tre Ravne ud paa det vide Hav. Da han lod den første Ravn løs, fløj den over Bagstavnen tilbage mod Land, hvoraf han kunde skønne, at der intet saadant var paa den anden Side; den næste, der løslodes, fløj rigtig nok op, men vendte saa igen tilbage til Skibet, til Bevis paa, at der ikke var andet end det vilde Hav til alle Sider; den tredje derimod fløj frem over Forstavnen til den Kant, hvor man siden virkelig fandt Landet. Ogsaa Floke kom i Egnen ved Østrehorn, og fulgte derfra Kysten sønden om. Da de vare komne helt om forbi det sydvestlige Forbjærg Reykenæs, og saa højt op, at de kunde se den store Fjord, som aabner sig der, sagde Faxe, en syderøsk Mand, der fulgte med, at det maatte være et stort Land, og her faldt store Vande. Efter ham kaldes ogsaa Fjorden den Dag i Dag Faxefjord. Floke sejlede nu forbi Snefjældsnæs, og kom over den store Bredefjord til Bardestrand, hvor han gik i Land i Vatnsfjord. Her tilbragte han en Vinter; Fjorden var fuld af Fisk, men for Fiskeriets Skyld forsømte de at bjærge Hø, saa at Kvæget, som de havde med, døde for dem om Vinteren. Om Foraaret gik Floke længer op i Landet, for at betragte det, og saa da nord over Fjældene en Fjord fuld af Havis; nu kaldte han Landet Island. Om Sommeren sejlede han igen tilbage forbi Reykenæs, hvor Herjolf, der fulgte med ham og var gaaet over i en Baad, blev skilt fra dem. De samledes imidlertid atter, og kom lykkelig tilbage til Norge, hvor Floke dadlede Landet meget, men hans Medfølgere roste det.

Island var saaledes bekendt, men andre Omstændigheder maatte komme til, før det kunde blive bebygget. Hovedaarsagen var Kong Harald Haarfagers Erobringer i Norge; han besluttede nemlig at opkaste sig til Enekonge, drog fra den ene Ende af Landet til den anden, afsatte og forjog dets mange Smaakonger eller gjorde dem til sine Jarler, og tilegnede sig al Odel eller alt frit Jordegods. Paa nogle Steder underkastede man sig ham uden synderlig Modstand, paa andre forenede Kongerne sig imod ham, men han overvandt alle Hindringer. Efter det store Slag i Hafursfjord i den nordlige Del af Rogeland kunde han anse sig for Norges Herre, og nu især tyede Konger, Jarler, Herser og andre Høvdinger til fremmede Lande, nogle over til Jæmteland, andre til Øerne ved Skotland og til Færøerne, men den største Del til Island, hvor der var Land nok, Fiskeri og Græsgange nok, og hvor de, langt fra Kong Haralds Herredømme, kunde have fuldkommen Frihed. Allerede før den Tid herskede hyppige Stridigheder imellem de store Slægter i Norge, og en saadan Strid gav Anledning til Islands første Bebyggelse. Fostbrødrene Ingolf og Leif eller, som han senere kaldtes, Hjørleif, vare formedelst Drab blevne landflygtige fra Fjordefylke i Norge. De udrustede da et Skib for at opsøge det af Ravnefloke besøgte Land. Ogsaa de kom til Østkanten af Island, hvor de landede i den søndre Alptefjord, men bleve her denne Gang kun en Vinter over. Hjørleif drog derefter i Vesterviking til Irland, hvorfra han førte en halv Snes Trælle med sig; han forenede sig med Ingolf, der havde besluttet en ny Rejse. Denne anstillede et stort Blot eller Offer, for at erfare Gudernes Vilje, og Gudesvaret eller, som det kaldtes, Fretten viste ham hen til Island. De sejlede da ud fra Norge, hver paa sit Skib. Da de kom saa nær, at de kunde se Island, bleve de skilte fra hinanden. Ved Siden af Husbondens Højsæde stode i Norge, som i andre nordiske Lande, to høje Støtter, der kaldtes Højsædesstøtterne, og paa hvilke der var udskaaret Billeder af en og anden Gud; Ingolf førte sine med sig, skød dem over Bord, og gjorde Løfte, at han vilde nedsætte sig der, hvor de dreve i Land. Han landede ved det Forbjærg, der siden har baaret Navnet Ingolfshøfde, men fandt ikke her sine Højsædesstøtter. Hjørleif var imidlertid af Vinden dreven mod Vesten, gik i Land ved den efter ham opkaldte Hjørleifshøfde, og lod her to Boliger rejse for sig og sine Trælle. Næste Foraar vilde han saa noget Korn, han havde med sig, og lod Trællene trække Ploven, skønt den Okse, han havde med, vel kunde have forrettet dette Arbejde. Trællene dræbte derfor Oksen, foregave at en Bjørn havde gjort det, og imedens Hjørleif med sine Folk satte eller denne, overfaldt Trællene dem, dræbte dem alle, og flygtede med deres efterladte Koner og Gods over til Øerne sønden for Landet. Om Foraaret var det Ingolfs første Forretning at faa sine Højsædesstøtter opsøgte; han sendte sine Trælle ud for at søge dem; da de kom til Hjørleifshøfde, fandt de Ligene af de dræbte, og bragte Ingolf Efterretning derom. Denne begav sig nu selv derhen, stod bedrøvet ved sin Frændes og Fostbroders Lig, og beklagede især, at han saaledes skulde falde for Trællehaand; men da Hjørleif aldrig havde villet blote eller ofre til Guderne, saa fandt han fornemmelig heri Grunden til hans Død. Efter at have ladet de dræbte begrave, en af Oldtidens helligste Pligter, gik Ingolf op paa Forbjærget, for at se efter Morderne; thi den næste Pligt var at hævne de faldnes Død; og saa snart han saa Øerne mod Syden, faldt det ham straks ind, at Trællene maatte være flygtede derover paa Skibsbaaden, som manglede. Han traf dem ogsaa her og dræbte dem alle; Øerne kaldtes siden Vestmanneøerne eller Vestmændenes Øer efter disse Trælle, som vare fra Vesten. Efter at have tilbragt en Vinter ved Hjørleifshøfde, drog Ingolf langs med Kysten mod Vesten, og tilbragte den tredje Vinter her under Ingolfsfjæld. Nu bleve hans Højsædesstøtter fundne, hvorpaa han drog over Heden, og tog sin Bopæl der, hvor de vare komne i Land, nemlig ved Reykjavik. Han tilegnede sig derpaa hele den sydvestlige Del af Landet lige op til Hvalfjord og Øksaraa eller nuværende Kjose- og Guldbringe- samt en stor Del af Aarnæs-Syssel. Dette var den første Landnamsmand eller den første, som tog fast Bopæl i Landet, og han blev derved den navnkundigste af alle Nybyggerne.

Rygtet om denne Nedsættelse, om Landets Størrelse og Godhed, kaldte efterhaanden flere misfornøjede norske Stormænd derover. Ligesom Ingolf havde taget det meste af Landet ved Faksefjord imod Syden i Besiddelse, saa kom siden en anden, der bemægtigede sig Landet omkring Borgefjord, en tredje nedsatte sig paa Snefjældsnæs, en fjerde tog de indre Dale ved Bredefjord o. s. fr.; hvilket tildels vil blive en Genstand for de herefter følgende Fortællinger; og i en Tid af 60 Aar, den saakaldte Landnamstid, omtrent fra 870 til 930, blev Øen saa befolket, som den nogensinde siden har været. De fleste af Nybyggerne vare norske Slægter, der enten droge over umiddelbart fra Norge selv, eller først toge til Orkenøerne, Syderøerne og Skotland og Irland, og naar de ikke fandt sig fornøjede der eller vare fordrevne derfra, droge til Island. Nogle vare dog ogsaa fra Sverrig og Danmark; iblandt de sidste var Gardars Søn Une den Danske. Selv fra det fjernere Irland kom enkelte Mænd, dels fri, dels Trælle; og der forenedes saaledes paa samme Ø Efterkommere af Slægter fra Norden og Vesten. Disse Udvandrere vare ikke simple Mænd, men højbaarne Høvdinger, der udledte sin Æt fra Konger, Jarler og Herser; de kom ikke sejlende som enkelte Flygtninge, men førte Kone og Børn og en hel Mængde undergivne, tildels megen Rigdom med sig; de henhørte ingenlunde til Folkets Udskud, men førte al den Kultur med sig, som da var udbredt over Norden. Saaledes kan man let forklare sig, at der hengik en saa kort Tid, før Øen fik en ordnet, selvstændig Forfatning. Naar en saadan Nybygger nærmede sig Landet, skød han, som Ingolf, sine Højsædesstøtter over Bord, for at erfare Gudernes Vilje, hvor han skulde tage Land; og efter at være landet, byggede han sig selv en Bolig, besaa Landet der omkring og tilegnede sig saa meget deraf, som han selv vilde; efter at have bestemt sine egne Grænser, uddelte han derpaa det øvrige til sine Medfølgere eller undergivne, ja endog til nogle af sine Trælle; over alle disse blev han da Høvding. Saasnart flere Nybyggere begyndte at nedsætte sig i hinandens Nærhed, bleve visse Tegn eller Symboler nødvendige for at tilkendegive, at en Landstrækning var taget i Besiddelse; man antændte Ild ved Mundingen af hver Flod, og tilegnede sig derved Floden med hele dens Omgivelse, eller man vandrede i en dag over en Landstrækning, og tændte Ild paa forskellige Steder, saaledes at den ene Ild stedse kunde ses fra den næste, eller man skød en brændende Pil hen over Landet; andre toge Barken af en Stav og rejste den i Vejret, til Tegn paa, at her havde været Mennesker, og at dette var deres. Var Høvdingens Bolig opført, i hvilken Højsædesstøtterne anbragtes ved hans fremtidige Højsæde, saa maatte der først og fremmest tænkes paa Opførelsen af et Gudehus eller, som det kaldes, et Hov. Mange, som i Norge havde været Hovgoder eller Tempelforstandere, førte endog en Del af deres gamle Tempel med sig, især Mulden under Gudernes Stalle eller det Alter, hvorpaa Billederne stode, for at Stedet, hvor det ny Alter rejstes, kunde være saa meget helligere. Slige Hov opførtes rundt om i Landet; og Høvdingen var da ikke blot verdslig Herre, men ogsaa Hovgode; dette hans Embede kaldtes Godord, og alle hans undergivne Godordsmænd. Til Hovet henlagdes et Stykke Jord, Hovtejg eller Hovmark, der benævnedes efter den Gud, som Hovet især var heliget, f. Eks. Thorsmarken; og alle derunder hørende Mænd betalte en Hovtold eller Tempelskat, vare forpligtede til at yde Hovgoden visse Tjenester, og udgjorde ved offenlige Foretagender hans Følge. I Nærheden af Hovet bestemts dernæst et almindeligt Tingsted eller en Plads, hvor fælles Ting og Sager bleve afgjorte. Slige Ting kaldtes Herredsting. Høvdingen forenede, især saalænge de enkelte Herreder endnu ikke vare traadte i nøjere Forbindelse med hverandre, i sin Person Husfaderens, Kongens og Præstens Værdighed.

Paa Levnedsmidler var der ingen Mangel. Nybyggerne førte Heste, Okser, Faar og Svin over med sig, og de formeredes og trivedes godt; inde under Fjældene kunde Kvæget finde Ly, og ernære sig selv; en Kvie forvildede sig til en Dal, og fandtes siden med 40 Nød, der alle havde selv søgt deres Næring; en Orne og en So, der bleve satte i Land, havde tre Aar efter et Afkom af 70. Imellem Fjæld og Strand og hist og her i Dalene groede Skove og Krat; af enkelte Træer kunde man endog danne Køl til et Skib; Havet bragte stort Drivtømmer, som man da opsamlede paa Kysten. I Havet var herligt Fiskeri af Sælhunde o. desl., og af og til kastede det en Hval op paa Kysten. Fjordene, Indsøerne og Floderne havde Laks og andre mindre Fiske; paa Øerne kunde man virke Salt. Paa Sønderlandet og paa Øerne i Bredefjorden saaede man endog Korn, og Sagaerne vise, at det paa nogle Steder kunde modnes og høstes.

Alt hvad Nybyggerne havde lært i Norge førte de over med sig, tillige med deres gamle Sæder, Skikke og Vedtægter. Krigen var den vigtigste Idræt; Smedning af Vaaben derfor ogsaa en vigtig Haandtering. Men næsten al nordisk Krig var Søkrig; derfor maatte Skibsbyggeri ogsaa drives; Tømmer hertil hentede man især fra Norge. Skjaldekunsten øvedes fra Barndommen af; Forfædrenes Minder bevaredes i Slægtregistre, i Fortællinger, der gik fra Mund til Mund i de lange Vinteraftener; Sagnmænd, som vare særlig kyndige heri, fortalte dem i Badene, ved Gilderne, paa Tinge og ved lignende Sammenkomster. Paa denne Maade ere de følgende Fortællinger opstaaede, en Tid lang bevarede i Hukommelsen, og endelig nedskrevne.

Det vigtigste af de gamle Tingsteder var Herredstinget paa Kjalarnæs. Men Trangen til et almindeligt Ting blev snart følelig. For at afhjælpe denne rejste den næsten 60 Aar gamle Ulfljot, en Mand, der havde nedsat sig paa Østlandet, over til Norge, og opholdt sig der i tre Aar hos Lavmanden Thorleif den Spage, for at lade sig undervise i Lov og Ret. Da han var kommen tilbage, lod han sin Fostbroder Grim Gedesko gennemrejse den hele Ø, for at udsøge det bekvemmeste Sted til Tinget. Og da dette var fundet, indsattes med alle Indbyggernes Samtykke det saakaldte Alting i Aaret 928 paa de saakaldte Tingvalle ved Øksaraa paa Sønderlandet; og Ulfljot fremsagde eller bekendtgjorde de første saakaldte Ulfljotslove. De vare meget simple. Ingen maatte paa sit Skib, naar han sejlede mod Landet, paa Forstavnen have noget Billede med opspærret Mund eller gabende Hoved, men skulde aftage det forinden, at det ikke skulde skræmme Landvætterne eller Landets Skytsguder. Paa Stallen i hvert Hov skulde ligge en Ring, som Goden i ethvert Lovting skulde tage paa Haanden, efter at den var dyppet i Offerdyrets Blod. Paa denne Ring skulde Dommerne og alle, der havde noget for Retten at gøre, aflægge Ed og i denne paakalde Frey, Njord og den almægtige As (Thor). Til Tinget blev henlagt en Jordlod, paa hvilken Tingmændene, naar de samlede sig, oprejste deres Boder eller Træhytter. Til at besætte Tinget, der begyndte ved den niende, senere ved den tiende Sommeruges Udgang (i Slutningen af Juni), og sædvanligvis varede fjorten Dage, valgtes de forstandigste og lovkyndigste Mænd fra hele Øen, og i Spidsen for dem stod Overlavmanden eller Lovsigemanden, som han kaldtes, fordi han skulde fremsige, forkynde Lovene, eller gentage dem for Folket, at de kunde bevares i Hukommelsen; han var da ogsaa Formand for Lovretten eller Landets lovgivende Forsamling.

Henved 30 Aar efter Altingets Indstiftelse blev Landets politiske Inddeling, i Fjerdinger, Ting og Godord, foretaget efter den vise Thord Gellers Forslag. En Mordbrand, der i Sagaerne er bekendt under Navnet Blundketilsbrenne, gav Anledning til denne vigtige Statsordning. Man blev opmærksom paa det mislige ved, at der for Herredstingene og deres Udstrækning ikke gaves nogen sikker bestemmelse, saa at en Sag stundom maatte søges paa et fremmed Ting. Man blev derfor efter Thord Gellers Forslag enig om, at dele hele Landet i Fjerdinger, og vedtog, at der i hver Fjerding skulde være tre Ting, undtagen i Nordlændingefjerdingen, hvor der blev fire, fordi Indbyggerne der ikke paa nogen anden Maade kunde enes. Hvert af disse Ting skulde omfatte tre Godord eller saa mange Beboere, som hørte under tre Hovedhov; hver af de tre Goder udnævnte tolv Mænd til Dommere, hvilke da dannede en Ret. Og paa Altinget bleve straks efter indsatte fire forskellige Overretter, een for hver Fjerding, hvilke kaldtes Fjerdingsdomme eller Fjerdingsretter, og benævnedes efter sin Fjerding, f. Eks., Nordlændingedom, Østfjerdingedom, o. s. v. Disse Retter dømte hver i sin Fjerdings Sager, men ikke i nogen af de andres. Hver Gode, hvis Distrikt udgjorde 1/3 af et Vaarting, altsaa 1/9 af en Fjerding, valgte en Mand til Dommer; vare Godordene delte, saa maatte to eller flere Goder forene sig om at udnævne een; hver Fjerdingsret paa Altinget bestod altsaa af 9 Dommere (Njalssaga Kap. 97). Nogen Tid efter, i Aaret 1004, besluttede man endelig, efter den lovkyndige Njals Forslag, tillige at oprette en Art højeste Ret, kaldet Femterdommen eller den femte Ret, for hvilken Sager kunde indstævnes fra Fjerdingsretterne, og som bestod af 36 Dommere; deres fulde Antal var nemlig 48, men hver af Parterne havde Lov at udskyde seks, hvilken fraskilte Tylft dog kunde gentage Sagens Omstændigheder og indlede den til Doms, men deltog ikke selv i Dommens Afsigelse. Lovretten derimod eller Landets almindelige Lovforsamling bestod af fulde fire Tylfter. Den dannedes nemlig af tre Bænke, saa store, at der paa hver kunde sidde fire Tylfter Mænd. Tolv Mænd af hver Fjerding eller de otte og fyrretyve regerende saakaldte Goder eller Landstyrelsesmænd toge Plads paa den midterste Bænk; men hver af dem skulde tillige af sine undergivne have to Mænd med sig, som de kunde raadføre sig med; den ene lod han sidde foran sig, den anden bagved sig, hvorved altsaa alle tre Bænke bleve fuldt besatte, hver med sine otte og fyrretyve Mænd. Indenfor sad Lovsigemanden, udenfor stod Almuen. De fleste Stemmer gjorde Udslaget, men ved Stemmegivningen maatte hver Mand tillige beedige sin Mening, med mindre den svagere Del var under tolv Stemmer; var Lovsigemanden paa den svagere Side, saa maatte den stærkere i det mindste have to Stemmer flere, for at kunne gaa af med Sejren. Om den temmelig indviklede Rettergang vil det for Læseren være bekvemmest at erholde de fornødne Oplysninger paa de behørige Steder i Fortællingerne selv.

Adskillige blandt Landets Nybyggere, som vare komne fra de skotske Øer, havde her lært at kende Kristendommen, og bevarede deres Tro til deres Dødsdag, skønt de vare udsatte for Hedningernes Forfølgelse; andre vare temmelig blandede i Troen, thi de paakaldte i Almindelighed Kristus, men ved ret vanskelige Tilfælde anraabte de tillige deres gamle Guder. Om en af disse Nybyggere, Asolf Alskik, fortæller Legenden, at han aldeles intet Samkvem vilde have med Hedningerne, ikke engang modtage Føde af dem; de vilde derfor heller ikke taale ham iblandt sig, men forjoge ham fra Sted til Sted. Han hyggede sig en Hytte under Øfjældene paa Sønderlandet; hans hedenske Naboer, der ikke kunde begribe, hvad han levede af, droge hen til ham, og fandt en fiskerig Bæk ved hans Hytte, samt denne fuld af Fisk; de joge ham bort, men med det samme forsvandt alle Fiskene, hvorimod der atter ved hans ny Hytte var Overflødighed. Saaledes fulgte Fiskene ham efterhaanden, alt som han blev dreven videre mod Vesten helt om til Akrenæs. Paa Kirkeby, der hvor Paperne før havde nedsat sig, boede en anden Kristen, Ketil den Fiflske eller Daaren, som Hedningerne kaldte ham. Da han døde. droge Hedningerne til Gaarden, men saa snart de nærmede sig den, omkom de pludselig; thi Gud havde, efter Legendens Sigende, valgt dette Sted til sin Dyrkelse, og taalte ikke, at nogen vanhellig Fod betraadte det. I alt Fald stemme Beretningerne overens i, at Kristendommen her forplantedes fra Fader til Søn, imedens den øvrige Del af Øen tilbad Odin, Thor og Frey. Saasnart derimod Kristendommen nærmede sig Norden, blev den ogsaa bekendt, ja forkyndet paa Island. En Mand Kodran, der boede paa Gaarden Gilaa i Vatnsdalen, havde en Søn Thorvald, der er bekendt under Tilnavnet den Vidførle eller vidtberejste. Denne sejlede ned til Danmark, og begav sig i Viking med den danske Kongesøn, Svend Tveskæg, hvis Liv han frelste paa et Tog i Bretland eller Wales. Senere drog han til Saksland eller den nordlige Del af Tyskland, hvor han blev døbt af en Biskop Frederik, og denne Biskop overtalte han til at tage med ud til Island, for der at forkynde Kristendommen. De ankom her i Aaret 981, da Thorkel Maane var Lovsigemand, om hvem det er noksom bekendt, at han i sin sidste Sygdom lod sig bære ud under aaben Himmel, og skønt Hedning tilbad den Gud, der havde skabt Solen. Thorvald og Biskop Frederik opholdt sig den første Vinter paa Gaarden Gilaa, og gjorde derfra Rejser om i Nordlandet. Thorvald vilde overtale sin Fader til at forlade Hedningenes Skik, men Faderen satte større Lid til en Sten. hvori hans Fædres Skytsgud boede, end til den ubekendte Gud; Biskoppen sang derfor eller messede over Stenen til den brast, hvorpaa Kodran lod sig døbe med hele sit Hus, undtagen Thorvalds ældre Broder Orm, der hellere vilde forlade sin Slægt, end sine gamle Guder, og drog over til Borgefjord. Om Foraaret toge Thorvald og Biskoppen Bopæl paa Gaarden Lækemot i Vatnsdalen. Den Gang var Thorkel Krafla en af de anseligste Mænd i Vatnsdalen. Om Høsten skulde der staa et Gilde hos Thorkels Svigerfader Olaf paa Haukagil, som hans Gaard senere kaldtes; han var saa gammel, at han altid laa i Sengen, og drak af et Horn. Da de fremmede havde en anden Tro, saa lod han dem være i et Hus for sig. Der skulde nu holdes et Gilde, men da der var to Berserker, begge ved Navn Hauk, som alle vare bange for, thi de tudede som Hunde, bede i deres Skjolderand, og gik med bare Fødder igennem brændende Ild uden at tage Skade, saa spurgte Thorkel Krafla, der ogsaa var kommen der, Biskoppen, om han ikke vidste noget Raad til at faa dem taget af Dage. Biskoppen svarede, at naar de andre vilde lade sig døbe, skulde han nok skaffe disse Ildgerningsmænd af Vejen; han viede da Ilden, som brændte paa Gulvet, og da Bersærkerne i deres Raseri kom ind, og vilde gaa gennem den, forbrændte de sig saa stærkt, at de andre let kunde dræbe dem med Knipler, thi Vaaben bede ikke paa dem. Deres Lig blev siden ført op til den Gil eller Fjældkløft, som efter dem kildes Haukagil, og hvoraf Gaarden fik Navn. Biskoppen ventede nu, at Thorkel Krafla skulde lade sig døbe, men han kunde ikke finde sig i den besynderlige Skik at lade sig to, og lod sig kun primsigne eller betegne med Korsets Tegn; hans Svigerfader Olaf blev derimod døbt, og denne Begivenhed virkede ogsaa paa mange andre, saa de erkendte den fremmede Guds Magt og lode sig døbe. Overhovedet havde Kristendommen ret god Fremgang paa Nordlandet, idet mange sønderbrøde deres Skurdguder eller Afgudsbilleder, og nægtede at betale den sædvanlige Hovtold til Hovets Vedligeholdelse. Her blev ogsaa, i Aaret 984, den første kristne Kirke bygget paa Gaarden Aas i Hjaltedalen, og Gaardens Ejer Thorvald fik af Biskoppen en Præst til den; alt til ikke liden Forargelse for dem, der endnu hang fast ved den gamle Tro. En af disse, der som Høvding havde megen Indflydelse, henvendte sig endog til Thorvards Broder, og spurgte ham, hvilket han vilde helst, enten brænde den ny Kirke af eller dræbe den ny Præst. At dræbe Præsten, svarede den anden, lod han nok være, thi hans Broder havde strængt hævnet ringere Fornærmelse, end denne; at brænde Kirken kunde derimod vel gaa an, dog vilde han ikke have noget dermed at gøre. Den hedenske Høvding fik da nogle andre med sig, men da de kom hen paa Kirkegaarden, forekom det dem, at der slog Ild ud af alle Gluggerne paa Kirken, og det saa livagtig ud for dem, som den stod i lys Lue. De vendte derfor om igen, da de tænkte, som sandt var, at de behøvede ikke at stikke Ild paa den, siden den allerede brændte. Dagen efter fik Hedningen imidlertid at vide, at Kirken ikke fejlede noget; han fik derfor næste Nat Thorvards Broder med sig, for at gentage Forsøget. De brød Kirken op, og han søgte at tænde Ild i nogle tørre Ris, men den vilde ikke fænge; da han nu havde lagt sig ned, for at puste til Ilden, kom der en Pil flyvende over hans Hoved, og straks efter en anden, som trængte ind imellem hans Klæder og Kroppen; da sprang han forfærdet op, og raabte, at han vilde ikke bie efter den tredje. Kirken blev saaledes frelst, og stod i mange Aarhundreder efter. De Forsøg, som Thorvald og Biskoppen gjorde paa Kristendommens Udbredelse i Vestlandet, vare ikke saa heldige; her lod ikke en eneste sig omvende. De kom blandt andre Steder til Gaarden Hvam, hvis Ejer ikke var hjemme, thi det var just Altingstid, hans Kone derimod blotede i det hedenske Hov paa samme Tid, som Biskoppen prækede Troen, og de vare hinanden saa nær, at den ene kunde høre den andens Ord. Husets unge Søn, der var tilstede, kom dette saa underligt for, at han gav sig til at le af dem. Endnu værre gik det paa Altinget; thi da Thorvald, der næsten overalt maatte føre Ordet, eftersom Biskoppen ikke kunde tale Islandsk, efter Biskoppens Begæring her gav sig til at forkynde Troen, stod en anselig Høvding, Hedin fra Gaarden Svalbard i Øfjord, op imod ham, og skældte ham haardt. Ja, man fik endog en Skjald til at synge en Nidvise om Thorvald og Biskoppen, hvilken lød saa:

Baaret haver Bispen
Børn ni;
til dem alle
er Thorvald Fader.

Over denne Nidvise dræbte Thorvald to Mænd, og da Biskoppen spurgte ham, hvorfor han havde gjort det, sagde han: De sige jo om os, at vi have Børn sammen. Du misforstaar deres Ord, svarede Biskoppen, havde du Børn, da skulde jeg i Sandhed med Glæde bære dem alle. Efter at Thorvald og Biskoppen vare vendte tilbage til Nordlandet, fandt de ogsaa der Modstand; thi da de vilde ride til Hegrenæs-Ting, kom Hedningerne efter dem og kastede Stene paa dem, saa de næppe kunde komme frem; paa Tinget selv lyste de dem efter deres gamle Love i Fredløshed; og denne Lov bekræftedes paa næste Alting. For at udføre den, samlede en stor Del Hedninger sig, og vilde ride hen til Gaarden Lækemot, at indebrænde Biskoppen. Men efter at de paa Vejen havde bedet og igen vilde stige til Hest, fløj der nogle Fugle op tæt ved dem; Hestene bleve forskrækkede og kastede dem af; nogle brød Arme, andre Ben, atter andre saarede sig paa deres egne Vaaben, eller Hestene løb fra dem, saa de vendte tilbage med uforrettet Sag, og Biskoppen fik ikke noget af det hele at vide, førend bagefter. Alle disse Forfølgelser bevægede imidlertid Biskoppen til at forlade Landet. Han sejlede med Thorvald, i Aaret 986, over til Norge. Medens de her laa i en Havn, kom Hedin fra Svalbard til det samme Sted, og gik straks op i Skoven for at hugge Ved. Dette saa Thorvald, fulgte efter ham med en Træl og lod ham dræbe. Da Biskoppen erfarede dette, sagde han til Thorvald, at de nu maatte skilles ad, thi han var hævngerrig. Biskop Frederik sejlede da til Saksland, hvor han døde; men Thorvald Vidførle begav sig paa Handelsrejser, drog siden ud til Jerusalem, besøgte paa Tilbagevejen Miklegaard eller Konstantinopel, og døde endelig i Rusland i et Kloster, han selv skal have anlagt i Nærheden af Byen Paltesk, nuværende Polotsk.

En anden Islænder, Stefner Thorgilsen, der havde antaget Kristendommen i Danmark, fulgte Olaf Tryggvesen, der i England var bleven kristnet, til Norge. Den første Sommer efter at Olaf var bleven Konge, Aar 996, overtalte han Stefner til at drage til Island for at forkynde Kristendommen. Men Stefner kunde ikke udrette noget med det gode, thi alle toge haardt imod ham og hans Lære, hans Frænder næsten endnu værre end de andre; han gav sig derfor til, hvor han kunde, at bryde Hovene ned og sønderslaa Skurdguderne, hvorover Hedningenes Forbitrelse blev endnu større. De samlede sig imod ham, saa at han med Nød og næppe undkom, og flyede over til sine Frænder paa Kjalarnæs. Hans Skib stod her i Mundingen af Gufaa, men reves løs om Vinteren og drev ud. Derom digtede Hedningene:

Stefners Stavnval (5) knejste;
Fjældstormen fluks sig rejste;
Vinden rev Landtovet over,
og ud i de stormende Vover
foer den; Strømmen skrider
ind ad dens knuste Sider.
Visselig det monne volde
Herskeren Frey den Bolde.

Sommeren efter paa Altinget blev det lovtaget, at selve de kristne Mænds nærmeste Frænder skulde sagsøge den ny Tros Udbredere for Gudsbespottelse; hvoraf Følgen blev, at fire af Stefners Frænder anklagede ham, da man ansaa Kristendommen for Frændeskam. For Stefner var der da intet andet at gøre, uden for denne Gang at, give efter, og han drog endnu samme Sommer, 997, over til Kong Olaf i Norge. Her levede den Gang en Præst, ved Navn Thangbrand, en stærk og voldsom Mand, der kunde svinge Sværdet ligesaa vel som Bispestaven, og derfor ej var uskikket til at skaffe den ny Tro Indgang hos krigerske Hedninge. Han var en Søn af Grev Vilbald af Bremen, var ved Kristendommens Indførelse i Danmark kommen did, og blev Klerk hos Biskop Adelbert i Aarhus. Denne blev indbudt til et Besøg af sin Broder Biskop Hugbert af Kanterborg i England, ved hvilken Lejlighed den engelske Biskop uddelte Gaver til sin Broders Følge. Da han kom til Thangbrand, sagde han: Du har et ridderligt Væsen, derfor giver jeg dig et Skjold; Korset derpaa med Vorherres Billede betegner din præstelige Stand. Nogen Tid efter kom Thangbrand til Vindland eller de vendiske Lande ved Østersøen, og traf der Olaf Tryggvesen, der, saasnart han saa Skjoldet, spurgte, hvad Mærket herpaa skulde betyde. Da Thangbrand nu havde fortalt ham det og undervist ham om Vorherres Lidelse og Død, vilde hin købe Skjoldet; men Thangbrand forærede ham det. Olaf Tryggvesen, der ikke vilde staa tilbage i Ædelmodighed, gav ham imidlertid dets Værdi i skært Sølv, for hvilket Thangbrand købte sig en smuk irsk Mø, der var taget til Fange i Krigen, og førte hende hjem med sig til Danmark. Men her syntes en Kæmpe, der af Kejser Otto var sendt did som Gidsel, saa godt om Møen, at han vilde tage hende fra Thangbrand, som derover nedlagde ham i Tvekamp, og nu maatte forlade Danmark. Han tyede da til Olaf Tryggvesen, der imidlertid var bleven Konge i Norge, var i nogen Tid hans Hirdpræst, og blev derefter Præst ved den første norske kristne Kirke, som Kong Olaf lod bygge paa Øen Moster. Her besad han baade Gaard og Jorder; men han holdt saa ilde til Raade med hvad han havde, at alle hans Penge gik op; da udrustede han et Langskib, gav sig til at hærge paa Hedningene, plyndrede rundt om i Landet, og delte Byttet imellem sine Folk. Der indløb Klage paa Klage over ham til Kongen, der endelig blev saa misfornøjet med hans Færd, at han vilde forvise ham som en Ransmand af sin Tjeneste og give ham Afsked; men Thangbrand bad ham hellere at paalægge ham en eller anden farlig Rejse; og Kongen lovede ham Tilgivelse, hvis han kunde faa Island kristnet. Thangbrand sejlede da derover om Sommeren 997, og landede i den nordre Alptefjord paa Østlandet; men her vilde ingen tage imod ham, før Hal paa Sida, som han almindelig kaldtes, men som den Gang boede paa Gaarden Aa eller Thvottaa, kom hjem. Til ham henvendte Thangbrand sig med Budskab fra Kong Olaf, der havde sendt ham did og henvist ham til Hal, hvis han skulde lande øster paa. Hal lod da Skibet føre hen til den søndre Alptefjord, satte det der op, og lod et Telt rejse paa sin Tunmark, hvor Thangbrand læste Messe. Dagen før Mikkelsdag begyndte de Kristne allerede at holde Helligdag om Eftermiddagen, hvorfor Hal, som besøgte dem i Teltet, spurgte, hvi de ikke toge sig noget for? Thangbrand forklarede ham Aarsagen, at det næste Dag var Hovedengelen Mikaels Højtid, at denne Engel var sat til at modtage de kristne afdødes Sjæle, og fortalte ham adskilligt mere om Englene. Den maa være vældig, sagde Hal, som saadanne Engle tjene, og lod hine Folk næste Dag bivaane Gudstjenesten, at de kunde se de kristne Mænds Adfærd. Næste Dag sang Thangbrand Messe i Teltet, og Hal med alle hans Husfolk bivaanede den; de syntes alle godt om det ny, de her saa og hørte, Klokkeringningen, den vellugtende Røgelse og de prægtige Klæder af Silke og Purpur. Næste Aar, 998, Løverdagen for Paaske lod Hal sig døbe med hele sit Hus i Aaen ved hans Gaard, som siden den Tid kaldtes Thvottaa (Tvætaa). Om Sommeren red Thangbrand med Hal til Altinget; og da denne var en meget anset Mand og havde en stor Slægt, saa virkede hans Eksempel meget paa andre; men mange vedbleve dog med Hænder og Fødder at sætte sig imod den ny Lære. Paa Vejen kom de til Skogahverfe, hvor Hedningene købte en Mand, der kaldtes Galdre-Hedin, til at fælde Jord under Thangbrand, det vil sige, at han ved Galder og Hekseri skulde faa Jorden til at synke under ham. Efter et Besøg paa Kirkeby, hvor der boede en Sønnesøn af Ketil den Fiflske, og hvor alle vare kristne, sank ogsaa Thangbrands Hest, da de rede videre, ned under ham, men han sprang af Hesten, og blev staaende uskadt paa Randen af Jordsvælget. Paa denne Rejse døbte Thangbrand adskillige Mænd, Gissur den Hvide, en af de fornemste Høvdinger i Landet, hans Svigersøn Hjalte Skeggesen fra Thjorsaadal, samt Hal i Haukedalen, der den Gang var et Barn paa tre Aar. Paa Altinget selv forkyndte han med Fynd Guds Ærinde, saa at mange Mænd paa Sønderlandet antoge Troen. Efter Tinget drog han nordpaa til Øfjord og døbte her mange dels i en Bæk ved Øksefjord, dels i en Dam ved Myvatn; men da han kom til Skjalfande, fandt han en saadan Modstand hos Hedningene, at han igen maatte begive sig til Østfjordene. Herfra begav han sig atter paa Vejen, snart til Sønder- snart til Vestlandet, dræbte den ene Mand efter den anden, fordi de digtede Nidviser om ham eller nægtede ham Levnedsmidler, fældede Bersærker, og forfægtede saaledes Kristendommen baade med Haand og Mund. Men da han for de begaaede Drab blev anklaget paa Altinget, maatte han ogsaa efter omtrent to Aars Ophold, i Sommeren 999, vende tilbage til Norge.

Efter Thangbrands Bortrejse kom der stor Splid imellem Høvdingerne om den Lære, han havde forkyndt; Hedningene spottede Gud, og de Kristne udskældte de gamle Guder. Paa selve Lovbjærget kvad Hjalte Skeggesen en Nidvise, der lød saaledes:

Guderne gerne for mig maa leve,
Freya tykkes mig dog en Tæve;

og herover anklagede Høvdingen Runolf Gode ham for Gudsbespottelse. Men Hjalte havde saa mange Venner, at Runolf ikke kunde faa Retten sat, førend han med Vaabenmagt havde ladet begge Brohoveder besætte ved Øksaraabro, og det varede endda længe førend nogen vilde indlede Sagen til Doms. Efter denne blev Hjalte dømt til Landflygtighed. Da han nu for at forlade Landet sejlede ned ad den vestre Rangaa mod Havet, kom der en Mand løbende efter ham med Spyd og Skjold. Du har en Halmvisk i Steden for Hjerte, raabte Hjalte til ham, og opfangede Spydet, som den anden kastede, i sit Skjold, hvorpaa hans Mænd sprang i Land og grebe ham. Nu tik de at vide, at det var en, der ogsaa var landsforvist, men som for at fri sig selv havde lovet Runolf Gode at dræbe den fredløse Hjalte. Denne tog Manden med til Norge. Ogsaa Gissur Hvide sejlede samme Sommer derover.

Kong Olaf Tryggvesen havde imidlertid søgt at indføre Kristendommen i Norge; han havde i denne Sommer i samme Hensigt været i Helgeland eller de norske Nordlande, og vendte om Efteraaret tilbage til Byen Nidaros, nuværende Trondhjem. Her opholdt sig den Gang en hel Mængde unge Islændere, Sønner eller Frænder af Øens mest ansete Mænd, og alle endnu Hedninge; blandt andre Olaf Paas Søn, Kjartan Olafsen. En Dag, da det var godt Vejr, og adskillige Mænd gik ud af Byen for at svømme, saa Kjartan, der med sine Ledsagere var paa sit Skib i Havnen, at en af Nordmændene var baade større og langt dygtigere Svømmer, end nogen af de andre. Hans Frænde Bolle, der stod ved Siden af ham, spurgte, om han ikke havde Lyst til at gøre en Svømmetur med hin Mand? men Kjartan svarede nej. Hvor er da din Kappelyst bleven af? sagde Bolle og begyndte at kaste sine klæder. Da sprang Kjartan op, klædte sig af og bad Bolle slaa sig til Ro; straks derpaa sprang han i Søen, gav sig i Færd med Manden, trak ham ned under Vandet, og holdt ham dernede en Stund. Derefter kom de op, og Kjartan trak ham ned anden Gang, men da han nu selv vilde op, greb Manden ham, og holdt ham nede en god Stund. Og tredje Gang førte Manden Kjartan under Vandet og holdt ham saa længe nede, at han nær var bleven kvalt. Nu svømmede begge til Land, og Manden spurgte Kjartan ad, om han vidste, hvem det var han havde prøvet Styrke med, hvortil Kjartan svarede nej. Manden forærede ham derpaa en Skarlagens Kappe, og sagde, at nu kunde han vel gætte det. Nu mærkede Kjartan nok, at det var Kongen selv, og takkede sømmelig for Gaven; men de andre Islændere vare misfornøjede med at han havde modtaget den, thi derved erklærede han sig ligesom Kongen forpligtet. St. Mikkels Dag gik mange af Islænderne hen for at høre de Kristnes Messe og at se deres Skik, og da de kom tilbage derfra, talte de med hinanden derom; Kjartan syntes godt om det, men kun faa af de andre. Dette fik Kongen snart at vide, sendte Bud efter Kjartan, og spurgte ham, om han vilde antage Kristendommen? Han svarede, at Kongen kunde gøre ham saa gode Tilbud, at han ikke sagde nej. Nu hvad forlanger du da? spurgte Kongen. At I lover mig en ligesaa hæderlig Forfremmelse her, svarede Kjartan, som jeg kunde vente mig paa Island, selv om jeg ikke kommer der. Dette lovede Kongen, hvorpaa Kjartan blev døbt, og var Kongens Gæst, medens han var i de hvide Klæder, som alle nydøbte bleve iførte. Just paa denne Tid kom Thangbrand tilbage fra Island, og berettede Kongen, hvilket Fjendskab han havde mødt, og at der var intet Haab om, at Kristendommen der paa Øen vilde have nogen Fremgang. I sin Vrede lod Kongen mange af Islænderne gribe og lægge i Jærn, og truede nogle med Døden, andre med Lemlæstelse eller andre Straffe; thi han skulde vise dem, sagde han, hvad han vilde gøre ved dem, hvis Fædre toge saaledes mod hans Budskab. Gissur Hvide og Hjalte Skeggesen bade da for de fængslede, og sagde, at Kongen havde selv før givet sit Ord paa, at ingen skulde have forbrudt, sig saa meget, det jo skulde tilgives ham, naar han vilde lade sig døbe. Gissur beraabte sig desuden paa sit Slægtskab med Kongen, thi deres Mødre vare kødelige Søskendebørn; og tilføjede, at der nok kunde være Haab om Kristendommens Fremgang paa Island, naar man bar sig rigtig ad dermed, men Thangbrand for voldsom frem der, som her, begik endog Drab, og det syntes hans Landsmænd utaaleligt at tage imod af en fremmed Mand. Derpaa sagde Kongen, at alle skulde have Fred, naar Gissur og Hjalte vilde forpligte sig til at indføre Kristendommen paa Island, og til det viste sig, hvorledes det vilde gaa dermed, vilde han beholde nogle af de unge og mest dannede Islændere som Gisler. Dette indgik Gissur og Hjalte, hvorpaa de fængslede bleve løste af deres Lænker, og døbte alle, saa mange der vare. Blandt andre blev ogsaa Skjalden Halfred døbt, og Kongen selv stod Fadder til ham, thi paa andre Vilkaar vilde Halfred ikke, hvorover Kongen gav ham Tilnavnet Vandraadeskjald, det vil sige Skjalden, som gør Vanskeligheder, og forærede ham et Sværd til Navnfæste.

Vinteren over bleve Gissur og Hjalte hos Kong Olaf, men næste Foraar, Aar 1000, satte de deres Skib i Stand, for at sejle til Island. De kom til Vestmanneøerne, og lagde til ved Hørgaør, hvor der, som Navnet tilkendegiver, var et gammelt Offersted; der bragte de blandt andet det Tømmer i Land, som Kong Olaf havde ladet hugge til dem, med den Bestemmelse, at de skulde opføre en Kirke deraf paa det Sted, hvor de skøde deres Skibsbrygger i Land. Førend de begyndte derpaa, blev der dog kastet Lod, paa hvilken Side af Vaagen Kirken skulde staa, og da faldt Loddet saa, at det skulde være just der, hvor de gamle Hørger eller Altere havde været. De opholdt sig kun to Dage paa Øen, og sejlede saa ind til Landet, hvilket just var samme Dag, som man red til Altinget; de kunde derfor ingen Steder faa Heste eller anden Fordelse, thi alle Folk der ved Kysten vare Runolfs Tingmænd; og de maatte da gaa til Fods, til de kom hen til en Gaard til en Mand, hvis Søn var en Svoger af Hjalte. Her fik de Heste, og rede til Laugardalen, hvor de fik Hjalte overtalt til at blive tilbage, eftersom han var erklæret fredløs. Da Gissur med de andre vare komne til Ølfus, sendte de derfra Bud til Altinget til deres Frænder og Venner, og bade dem ride sig i Møde, thi de havde spurgt, at deres Fjender vilde formene dem Adgangen til Tingmarken. Endnu førend de rede bort fra Ølfus, indhentede den utaalmodige Hjalte dem, og da deres Frænder og Venner ligeledes kom dem i Møde, saa rede de alle til Hobe i en stor Skare til Altinget, og toge hen til Gissurs Søstersøn Asgrim Ellidagrimsens Bod. Da flokkede ogsaa Hedningene sig fuldvæbnede, og det havde saare nær kommet til Slag, men selv iblandt Hedningene vare der mange, som paa alle Maader søgte at forebygge, at det ej skulde komme til det yderste.

Den Præst, som Kong Olaf havde givet Gissur og Hjalte med, hed Thormod; han sang Dagen efter Messe paa Gjaabakken ved Vestfjordingernes Bod. Derfra gik de i Tog til Lovbjærget; syv Mænd vare præsteklædte, og der bleve baarne to Kors, hvoraf det ene angav Kong Olafs, det andet Hjalte Skeggesens Højde. Desuden havde de Røgelse paa Gløder, og dens Vellugt udbredte sig til alle Sider, saavel imod Vinden som med. Ved Lovbjærget vare alle Tingmænd samlede. Her forkyndte nu Gissur og Hjalte deres Ærinde; og man forundrede sig over, hvor vel de talte for sig, og hvor snilde alle deres Ord faldt, ja, deres Tale slog alle saa meget, at ingen vovede at tale imod dem. Men Følgen heraf blev, at der opkom en stor Uenighed; den ene vendte sig til den anden, og krævede Vidne paa, at de herefter ikke vilde have fælles Love, de Kristne og Hedningene. I det samme kom en Mand løbende, og raabte, at der var opkommen en Jordbrand i Ølfus, og udbredte sig henimod en af Godernes Gaard. Da raabte Hedningene, at det var intet Under, at Guderne fortørnedes over saadanne Taler, som her lød. Men Snorre Gode fra Helgefjæld, en af de anseligste Høvdinger paa Vestlandet, tog Ordet, og sagde: Hvad fortørnedes da Guderne for, da Hraunet, som vi her staa paa, længe før nogen Sjæl her i Landet saa Lyset, gav sig til at brænde? (Lovbjærget ligger paa en i Oldtiden udbrændt Lavagrund.) Derefter stilledes Tummelen og man forlod Lovbjærget. Alle de Kristne bade nu Hal fra Sida, at han skulde forkynde de Love, som skulde gælde om Kristendommen; hvoraf Følgen maatte blive, at Landet delte sig i to Partier, hvert med sin Lovsigemand. Men Hal undslog sig derfor, og betalte den virkelige daværende Lovsigemand, Thorgeir fra Ljosavatn, et halvt Hundrede i Sølv, for at han, endskønt endnu Hedning, skulde forkynde de Love, der med Hensyn til Troen skulde være gældende baade for Kristne og Hedninge. Det var et vanskeligt Hverv. Da alle vare gaaede til deres Boder, lagde Thorgeir sig ned i sin, bredte et Skind over sit Hoved, for endnu mindre at forstyrres i sine Tanker, og blev liggende saaledes hele den Dag, Natten over, og den næste Dag til ved samme Tid. Imidlertid holdt Hedningene mandstærke Stævnemøder, og besluttede at blote to Mænd af hver Fjerding, og anraabte deres Afguder, at Kristendommen ikke maatte udbrede sig over Landet. Hjalte og Gissur holdt ligeledes Møder med de Kristne og vilde have, at man ogsaa, men paa kristelig Vis, skulde ofre to Mænd af hver Fjerding, nemlig ligesaa mange som de andre. Hedningene, sagde de, ofre Forbrydere og de værste Ildgerningsmænd og styrte dem ned af Bjærge og stejle Klipper; vi ville udtage de mest udvalgte Mænd og hellige dem som en Sejersgave til vor Herre Jesus Kristus, saa at de skulle føre et renere Liv og sky Synden endnu mere end før; og vi begge tilbyde os som en Sejersgave for vor Fjerding. Derefter fremstillede sig ligeledes af de mest udmærkede Mænd to for hver af de andre Fjerdinger, undtagen for Vestlandet, hvor den ny Tro ikke var saa udbredt; for denne stillede der sig kun een Mand, Gest Odleifsen fra Bardestrand, som Thangbrand havde døbt. Men i denne Forlegenhed traadte Thorvald Vidførles Broder, Orm Kodransen frem, den samme som før af Vedhængenhed ved Hedenskabet havde forladt sin Faders Hus; dersom min Broder Thorvald, sagde han, havde været her, saa vilde den anden Mand ikke mangle; nu tilbyder jeg mig i hans Sted, hvis I ville tage imod mig. De modtoge ham med Glæde, og han blev straks døbt.

Dagen efter stod Thorgeir op, og sendte Bud om til Boderne, at alle Mænd skulde begive sig til Lovbjærget; og da de vare komne did, holdt han en Tale, hvori han forestillede dem, hvor misligt det vilde staa til med Landet, naar de herefter ikke skulde have een Lov gældende for alle, formanede dem at afstaa derfra, og viste, at deraf maatte opstaa Ufred og blodig Strid, og Følgen vilde blive, at Landet ødtes. Han fortalte dem om hine Konger, som idelig laa i Krig med hinanden; den ene hed Dag og var Konge i Danmark, den anden, Tryggve, var Konge i Norge; med dem kunde det aldrig komme til nogen Enighed, førend begge Landes Indbyggere lagde sig derimellem, og, hvor nødig Kongerne end vilde, stiftede Fred; og faa Aar derefter sendte de hinanden Gaver, og bleve de bedste Venner saalænge de levede. Nu, vedblev han, tykkes det mig ogsaa her raadeligt, ikke at høre efter dem, som med Magt ville sætte deres Vilje igennem, men at begge give noget efter, og at begge have sin Fordel, men at vi alle beholde een Lov og een Skik; thi sandt er det, at slide vi Loven, da slide vi Freden. Han vendte sin Tale saaledes, at begge Parter ved dens Slutning lovede, at de Love, han vilde forkynde, skulde ubrødelig holdes. Og da forkyndte han som Lov: at alle Landets Indbyggere skulde lade sig døbe, og tro paa een Gud. Men om Børns Udsættelse og Spisning af Hestekød skulde de gamle Love holdes i Hævd. Vilde nogen blote til Afguderne, da maatte han, men blev det bevist med Vidner at han gjorde det, skulde han være fredløs. Ved disse vise Love standsedes al Strid og Blodsudgydelse i Landet. Børns Udsættelse og Spisning af Hestekød kunde vel ikke ganske hæves, da man derved udsatte Landet for Hungersnød, ved dels at overbefolke det, dels at berøve det et af de bedste og almindeligste Fødemidler. Vare der nogle Mænd, som de gamle Guder vare groede saa dybt ind i Hjertet, st de ej kunde lade dem fare, da nyttede det kun lidet at befale dem Troen paa een Gud; ved Thorgeirs sidste Lov gjordes det muligt at tilfredsstille deres Hjertes Trang, men da de vare nødte til at gøre dette i den dybeste Stilhed og aldeles uden Vidner, saa forebyggedes derved al Udbredelse af deres Tro og den slette Virkning, den kunde have paa andre. Hedenskabet ophørte ogsaa nogle Aar efter. Alle Tingmændene bleve døbte den samme Sommer, Aar 1000, da de rede hjem fra Tinget; Nordlændingerne og Sønderlændingerne i den varme Reykelaug i Laugardalen, thi de vilde ikke gaa i koldt Vand. Ved denne Lejlighed sagde Hjalte Skeggesen, da Runolf Gode blev døbt: Nu lære vi dog den gamle Gode at gumle paa Saltet (6). De fleste Mænd fra Vestlandet bleve døbte i Reykelaug i den søndre Reykedal. Den samme Sommer var det, at Kong Olaf faldt i Slaget ved Svolder.

Efter Kristendommens Indførelse hengik nogen Tid med dens Befæstelse i Landet; derpaa udviklede sig efter Bekendtskab med de sydlige Landes Videnskabelighed, og Indførelsen af det bekvemme latinske Alfabet, den islandske Historieskrivning, som har vedligeholdt Landets Berømmelse indtil vore Dage; men Stormændenes Herredømme vokste tillige saa meget, at Øens Forening med Norge blev uundgaaelig.

Seksten Aar efter Kristendommens Indførelse ophævedes, efter den norske Konge Olaf den Helliges Opfordring, den sidste Levning af Hedenskabet, Lovene, som tillode at udsætte Børn og spise Hestekød. Endnu havde man imidlertid kun fremmede Præster; for at Landets Børn kunde oplæres dertil, maatte de rejse udenlands, og selv efter at Skoler vare oprettede i Landet selv, bleve dog Biskopperne viede i fremmede Lande, især i Norge. Vejen mod Syden førte over Danmark gennem Hedeby; Maalet var gerne i det mindste Rom; og selv Lægfolk efterlignede de Gejstliges Rejser, besøgte Helgenes Grave, endog i det fjerne Syden. Saaledes blev Kristendommen et nyt og nøje Forbindelsesmiddel imellem hin fjerne Ø og Europas mest oplyste og dannede Lande. Romernes klassiske Skrifter, i det mindste Brudstykker af de fortrinligste, bragtes til Island, og foredroges i Skolerne, de strængere Videnskaber fik faste Sæder paa Øen; dette maatte vække Smagen for den rene, ægte Historieskrivning ligesom længer hen Bekendtskabet med de franske Romaner fra Middelalderen bidrog til at fordærve den.

Gissur Hvide, der først boede paa Høfde, byggede sig en anden Gaard paa Skalholt, flyttede derhen, og lagde især Vind paa at befæste Kristendommen. Han sendte sin Søn Isleif til Saksland, hvormed der menes hele den nordlige Del af Tyskland imellem Danmarks Grænse og Rhinen; her blev Isleif oplært i Klosterskolen Herfurda, d. e. Klosteret Herford i Vestfalen. Da han kom tilbage herfra, og Islænderne mærkede, hvilken lærd Klerk han var bleven, saa bade de ham, at han atter skulde rejse udenlands for at lade sig vie til Biskop, at de i Steden for de fremmede Præster kunde faa lærde Mænd blandt deres egne Landsmænd. 50 Aar gammel blev Isleif i Aaret 1056 af Biskop Adelbert i Bremen viet til Biskop, blev en Vinter over i Danmark og vendte saa tilbage til Island, og var Biskop i Skalholt i 24 Aar. Han oprettede en Skole, oplærte mange af Landets Børn til Præster, og døde paa Skalholt 1080. Efter ham fulgte hans Søn Gissur, der blev viet 1082 af Biskop Hardvig i Magdeburg og vendte hjem efter en Rejse til Danmark. Ogsaa han bidrog særdeles til at befæste Kristendommen, om end tildels efter den Tids Anskuelser. Thi da han var meget afholdt, blev det, 1096, efter Overlæg med Præsten Sæmund Frode og Lovsigemanden Markus Skeggesen, lovtaget, at hver Mand i Landet skulde opgive Størrelsen af sin rørlige og urørlige Ejendom, og give Tiende deraf. Han bestemte tillige, at Islands Bispesæde skulde være i Skalholt, og gav til at fundere det en stor Del af sit eget Gods, Land og Løsøre; og da han nu troede, at denne Bispestol var rig nok, skænkede han mere end Fjerdedelen af sit Bispedømme til, efter Nordlændingernes Begæring, at grundlægge endnu en Bispestol paa Nordlandet. Her blev da Jon Øgmundsen, hvis Moder var en Sønnedatter af Hal paa Sida, i Aaret 1106 af Ærkebiskop Asser i Lund indviet som første Biskop til Holar i Hjaltedal. Gissur døde 1118. Foruden at der saaledes grundedes tvende Hovedsæder for Kristendommen, bleve mange af Landets Mænd rundt om paa Øen indviede til Præster, hvilke man ikke maa forestille sig at have staaet i samme Forhold til Menigheden som vor Tids. Under Hedenskabet var nemlig, som vi før have set, Høvdingen tillige Hovgode eller Offerpræst, og deraf viste sig endnu et Genskin under Kristendommen. Hine Goder beholdt nemlig, skønt Godordene efterhaanden bleve flere og mindre, deres verdslige Myndighed; og i de første Tider især lod en stor Del af dem, som vare blevne oplærte dertil, sig indvie til Præster ved de Kirker, som deres Forfædre eller de selv tildels havde ladet bygge, saa at de paa een Gang vare baade verdslige Høvdinger og Guds Ords Tjenere. Efter at dette ophørte, vedbleve de dog at beholde Kaldsrettigheden til den Kirke de ejede, kunde kalde Præst til den og oppebare dens Indkomster imod at holde den vedlige. Paa Historieskrivningen maatte hint Forhold have megen og gavnlig Indflydelse; thi det var især Præster eller af Præster oplærte Høvdinger og Høvdingesønner, der skreve, altsaa Mænd, der med den lærde Dannelse forenede Indsigt i alle politiske og andre verdslige Forhold.

Der gives to Maader, paa hvilke Menneskene kunne tildrage sig almindelig Opmærksomhed og fremhæve sig fra den store Hob, ved enten selv at øve sjældne og mærkelige Gerninger eller ved at fortælle dem for andre. Ved Kristendommens Indførelse maatte de gamle krigerske Sæder formildes, Vikingetogene ophørte, og med dem mange Lejligheder til Stordaad; men at bevare Mindet om disse Bedrifter, om Fædrenes Daad, at forherlige dem ved Sange, at forplante dem ved Fortællinger, og endelig ved Pennen at bevare dem for Efterslægten, det stod endnu enhver kyndig, kløgtig og flittig Mand aabent. Den travle Herreborg og det enlige Kloster bleve begge lige vigtige Sæder for denne boglige Kunst. Men Hovedgrunden til at den øvedes og næredes var den naturlige Kærlighed til Fædrene og den hos alle Øboere herskende Nysgerrighed og Begærlighed efter at høre nyt fra fremmede Lande. Øen var bleven besat af en stor Mængde, næsten alle højbaarne Slægter; enhver ved Floder og Bjærge fra de øvrige Dele af Landet afsondret Landstrækning udgjorde en lille Stat for sig. dens Beboere ligesom een stor Familie. Hvad der forefaldt i denne, hvad der hændtes ved Grænserne, ved Berørelse af Naboer, hvad der foregik i Familiens Skød, det opbevaredes, ligesom endnu i vore Dage Familieefterretninger vedligeholdes fra Slægt til Slægt. Enhver stor Høvding, hans Daad, hans Familieliv og hans Børn, hans Forbindelse og Strid med andre Slægter, alt dette var Genstand for hans undergivnes og hans Efterkommeres Betragtning; mangen en, der i en saadan Slægt udmærkede sig ved noget usædvanligt, ved stor Daad eller stor Udaad, blev det tillige for Landets. Og hvad der saaledes en Gang var blevet til som Sang eller Fortælling, det bevaredes ved idelig Gentagelse i Høvdingens Hal, i Boden, paa Tinge, ved Forsamlinger for at holde Lege, og i de for en stor Mængde tilgængelige Bade. Ikke blot opfattede Manden det i Ord, Kvinden dannede sig et eller andet Billede deraf og broderede det i Tæppet. Paa denne Maade opstode efterhaanden de saakaldte Herredssagaer eller Fortællinger om Begivenheder i enkelte Herreder eller Landstrækninger. Men ogsaa Begivenhederne i fremmede Lande vakte i højeste Maal Islændernes Videlyst. Naar et Skib kom til Landet, saa ilede store og smaa til Stranden for at høre nyt, og Herredshøvdingen, den mest ansete paa hele Egnen, var ikke blandt de sidste; han tilegnede sig endog, ligesom han havde Forret ved Handelen, en Slags Ret til forst at høre hvad nyt de fremmede bragte med sig. Han indbød dem til sin Gaard, lod deres Formand sætte sig lige over for hans eget Højsæde, lod ham beværte, spurgte ham ud, og lod ham fortælle. Det var saaledes ikke blotte Rygter, der strøge om blandt den simple Almue, hvilke lagdes til Grund for de følgende Skrifter; det var Meddelelser fra Mænd, der selv havde hørt og set, ja som oftest været Deltagere i det de fortalte, til en anset Høvding, der havde Interesse for de fremmede Høvdingers politiske Forhold, hvis Riger han i Almindelighed mere end een Gang havde besøgt; og atter at fortælle sin Søn det mærkeligste af hvad han saaledes havde erfaret, det var ham baade en Glæde og en Ære. Kjartan Olafsen, der var bleven døbt, kom tilbage fra Norge; hans Brud var bleven ham utro, han var saa sørgmodig, at han ikke havde Sans for andet; og under alt dette gjorde især det hans Fader ondt, at han var saa tavs, at man slet ikke kunde have godt af hans Fortællinger. Stundom gik denne Nysgerrighed saa vidt, at man ikke lod den nysankomne have Ro til først at nyde sit Maaltid i Fred, man han maatte erindre Stormanden om, hvor lidet høvdingligt det var, saaledes at spørge en fremmed ud om hver Mand og hver Egn, uden at betænke hans egen Tarv. Den samme Videlyst Vedligeholdt sig ogsaa i den følgende Tid. Efterretningerne om det store Jomsvikingeslag i Hjørungevaag i Norge bragtes til Island af Mænd, der selv havde deltaget i Slaget, og man vidste endnu længe efter hvad hver havde fortalt, og hvorledes den ene havde sagt det, den anden det. Engang, i Aaret 1135, var der en stor Trætte paa Tinget, og det var ikke muligt for Høvdingerne at blive enige. Da kom der et Bud, at en af Biskopperne, der havde besøgt Saksland og havde taget hjem over Norge, var ankommen til Landet, og kom nu ridende til Tinget; pludselig var Striden glemt, almindelig Glæde udbredte sig i hele Forsamlingen, alle forlode Tinget, og Biskoppen maatte træde op paa en Forhøjning ved Kirken, og fortælle den samlede Mængde alt hvad der havde tildraget sig i Norge, imedens han var udenlands. Det var heller ikke hos Almuesfolk i de fremmede Lande, men hos Konger og Høvdinger Islændingerne indhentede de Efterretninger, de bragte hjem med sig; en af de senere berømte Skjalde besøgte den danske Konge Valdemar den Anden, og fik hos ham herlige Efterretninger om adskillige Begivenheder, ja endog om den Tids Skrift og Videnskab; med Norge var Forbindelsen endnu nøjere og almindeligere. At alt hvad der saaledes fortaltes, desuagtet ikke altid var fuldkommen paalideligt, at personlige Forestillinger og Interesser blandede sig deri, at selv Øjevidners Fortælling om een og samme Begivenhed ikke i alle Omstændigheder stemmede overens, hvor kunde det være andet? hvilken Historie, selv vore Dages, er fri derfor? ogsaa den bærer jo Præg af den Maade, hvorpaa den er opstaaet, og af den Usikkerhed, som er al menneskelig Kundskabs Lod.

Den mundtlige Fortælling maatte gaa over til skriftlig Optegnelse. Under Hedenskabet kendte man allerede Runer, nu ombyttede man disse ubekvemme og ufuldstændige Tegn med latinske Bogstaver, og beholdt af Runerne kun nogle enkelte Tegn for Lyde, som Romerne ikke kendte. Hidtil havde selv Lovene været mundtlig bevarede; just derfor kaldtes Landets Lavmand Lovsigemand, fordi han hvert Aar paa Lovbjærget maatte fremsige en Del deraf, en Forretning som han maatte have fuldstændig tilendebragt i tre Aar. 1116 blev efter Lovsigemanden Bergthor Rafnsens Foranstaltning bestemt, at Loven skulde forfattes skriftlig, hvorved tillige adskillige ny Forbedringer skulde indføres; næste Sommer skulde den saaledes forfattede Lov oplæses paa Altinget, og det, som fandt de flestes Bifald, antages. Dette skete, og der forfattedes Haandskrifter, hvoraf eet rimeligvis opbevaredes af Lovsigemanden, et Par andre hver paa sit af de to Bispesæder; disse ere Grundlaget for den saakaldte Graagaas, den Lovbog, der var gældende saalænge Fristaten var til. Ogsaa for den gejstlige Forfatning maatte man snart tænke paa en gejstlig Lov; den saakaldte Kristenret forfattedes, efter Ærkebiskoppen af Lunds Opfordring ved Aaret 1122 af begge Biskopperne efter Raadførsel med Sæmund Frode og andre lærde Mænd. Omtrent ved samme Tid begyndte ogsaa den islandske Historieskrivning; og en stor Del af Sagaerne om Island blev skreven før Aar 1200. Den mundtlige Fortælling havde indeholdt nøjagtige Beskrivelser af den skildrede Person, hvorledes han gik klædt, hvordan han var skabt, om han var stor eller lille, om han havde visse Legemsfejl, hvorledes han forstod at bruge sine Vaaben, o. desl., men dette var naturligvis heller ikke nok, man maatte ogsaa vide, hvem hans Slægtninge vare, hvorledes han behandlede dem, hvorledes hans Handlinger hang sammen med hans Karakter, o. desl., og af alt dette tilsammen, af hvad man selv vidste, og af hvad man kunde udspørge hos andre kyndige, dannede der sig en Fortælling, ikke blot om en enkelt Mands, men om en hel Slægts Begivenheder, deres Familieforhold og deres politiske Forhold til andre Hovedslægter. Saaledes opstode Sagaer med et Grundlag af en i det hele velordnet Tidsregning (skønt den ikke igen altid stemmer ganske nøje med andre Sagaers) men tillige med en udførlig Skildring af Steder, Personer og Begivenheder, saa at alt griber ind i hinanden, og at Fortællingen, naar den er til Ende, efterlader et varigt Indtryk ikke blot af hvad der skete, men ogsaa af de handlende Personers Ejendommelighed. Men en saadan Fortælling er tillige som en Genlyd af et almindeligt Sagn; aldrig griber Fortælleren ind i Handlingen, aldrig træder hans Personlighed frem; det hedder nok, at saa sagde man, eller ogsaa: saa sagde den og den, vel ogsaa: at ved denne Handling forøgedes Mandens Anseelse, en anden paadrog ham manges Dadel; men aldrig afsiger Fortælleren selv nogen Dom eller giver sin Mening tilkende om dette og hint. Det er en Taler, der staar bag Tæppet, hans Røst lyder og udbreder sig over hele Mængden, men af ham selv ser man intet, ikke engang hans Fødder. Hjemmelsmændene til de i Sagaen fortalte Begivenheder ere derfor ofte bekendte og navngivne; men hvo der egentlig forfattede og opskrev Sagaen, er næsten altid ubekendt.

Blandt de islandske historiekyndige gives der især tre, hvis Navne fejres endnu den Dag i Dag, og som ville leve mange Aarhundreder efter vor Tid, ikke alene hos os Nordboer, men selv ved Seinens Bredder, ja maaske hinsides Alperne og Pyrenæerne; thi det er saaledes Tilfældet med alt ædelt paa Jorden, at naar man paa eet Sted er bleven ked og ligesom mæt deraf, saa blive andre, for hvem det er noget nyt, paa andre Steder opmærksomme derpaa og formedelst denne elskværdige Videlyst vandre efterhaanden de menneskelige Kundskaber Kloden rundt. Disse tre Mænd ere Are Frode, Sæmund Frode og Snorre Sturlesen.

Are Frode, det vil sige den Kyndige, den Vise, eller Are den Gamle, som han ogsaa kaldes til Forskel fra en i Tiden yngre, blev født 1067, og var som Barn i Huset hos sin Farfader Geller Thorkelsen paa Helgefjæld, der er bekendt af sit Ophold hos den norske Konge Olaf den Hellige. Geller gjorde i sin Alderdom en Rejse til Rom og døde i Danmark 1073; da kom Are, syv Aar gammel, til Hal den Milde i Haukadal, den samme, hvis Daab som Barn vi nys have fortalt, og som ikke alene var vel bevandret i sit Fødelands Historie, men ogsaa havde sejlet frem og tilbage imellem Island og Norge, stod i Venskab hos Kong Olaf den Hellige og kendte godt til hans Rige. Hos denne Mand blev Are opfostret med Biskop Isleifs Søn Teit, forblev der i fjorten Aar, maaske ogsaa til Hals Død 1090. Derefter vendte han formodentlig tilbage til sine Slægtninge, giftede sig og fik rimeligvis en Del af Thorsnæssets Godord, men, ligesom flere Høvdinger, der havde faaet en lærd Dannelse, lod han sig tillige vie til Præst. Han døde 1148. Efter Beretninger, som han dels indhentede hos sin egen Slægt, dels havde fra Hal den Milde, fra Od, en Sønnesøn af Hal fra Sida, der igen havde sit fra en anden ældgammel Mand, og endnu flere, ogsaa en Kvinde, nemlig Snorre Godes Datter Thuride den Spage eller Vise, forfattede han et Skrift kaldet Islændingebog, som indeholdt Islands Opdagelse og ældste Historie, fortsat til hans egne Dage, samt de vigtigste Begivenheder i de norske Kongers Liv, og ordnede alt dette efter en vis Tidsregning, saa paalidelig som nogen der paa Landet vidste af at sige. Men dette Skrift er forgaaet, og hvad vi har tilbage er kun et Udtog, der dog indeholder det hele Grundlag og just derfor er særdeles vigtigt for de nordiske Rigers Historie og Tidsregning.

Sæmund Frode blev født 1056, og tilbragte sin Ungdom udenlands, indtil Biskoppen af Holar, Jon Øgmundsen, bragte ham hjem med sig; hvorefter Sæmund boede paa sin Fædrenegaard Odde paa Sønderlandet, og, ligesom Are, var baade Høvding og Præst. Han gennemsaa Are Frodes Arbejder, og forfattede selv, formodentlig paa Latin, omtrent 70 Aar gammel, de norske Kongers Historie fra Harald Haarfager til Magnus den Gode, hvoraf vi dog ikke have andet tilbage, end et senere, af en anden Mand forfattet og videre fortsat Udtog paa Vers. Uden Hjemmel har man tidligere tillagt Sæmund den overmaade vigtige Samling af de ældste eddiske Sange.

Snorre Sturlesen, der talte Egil Skallegrimsen, Snorre Gode og flere berømte Mænd iblandt sine Forfædre, ikke at tale om de Konger og Jarler, fra hvilke disse igen nedstammede, blev født 1178 paa Gaarden Hvam i Dalesyssel, hvor hans Fader Sturla Thordsen, sædvanlig kaldt Hvam-Sturla, boede. Tre Aar gammel kom Snorre i Huset hos Sæmund Frodes Sønnesøn, den mægtige Jon Loptsen, der boede paa Gaarden Odde, en af de viseste og rigeste Mænd i Island. Her blev Snorre i seksten Aar til Jons Død 1197, og havde Lejlighed til at blive bekendt med de gamle Skjaldes Sange, med Are Frodes, Sæmund Frodes og andres historiske Arbejder, at tilfredsstille sin tidlige Lyst til historisk Granskning og til Skjaldskab, og at udvikle sin Kløgt og sine sjældne Evner. Han opholdt sig endnu i nogen Tid efter Jon Loptsens Død hos dennes Søn, Sæmund Jonsen, paa Odde uden synderlig Udsigt til at kunne tilfredsstille sin Begærlighed efter Rigdom og sin Herskelyst; kun fem Aar gammel havde han mistet sin Fader, der ikke efterlod ham noget synderligt; og Moderen paa Hvam var heller ikke i Stand til at bringe ham i nogen fordelagtig Vej. Han giftede sig derfor med Herdis, en Datter af en rig Præst paa Gaarden Borg i Myresyssel, og lagde ved dette Giftermaal Grunden til sin følgende Rigdom, som han i Tidens Løb forøgede saaledes, at han, næst efter Sæmund Jonsen, blev den rigeste Mand paa Landet. Han besad tilsidst seks store Hovedgaarde, hvoriblandt Bessestad, kunde ride til Altinget med et Følge af otte til ni hundrede Mand, kunde stille, om det skulde være, en endnu større Hær i Marken, og havde saa store Kvæghjorde, at han ansaa Tabet af 120 Øksne, hvilket han engang led paa en af sine Gaarde, for ringe. Han boede først hos sin Moder paa Hvam, men efter sin Svigerfaders Død, 1202, paa sin Kones Arvegaard Borg, hvorfra han nogle Aar efter, 1206, flyttede til Gaarden Reykholt i Borgefjordssyssel. Denne Gaard opbyggede han paa det bedste, omgav den tilligemed Huse og Kirke med en meget høj Vold, og fra ham hidrører maaske det berømte Bad Snorralaug, hvori Vandet ledtes fra den varme Kilde, der kaldes Skrifla, til den af Stene opførte runde Badstue; til denne kunde man gaa fra Vaaningshuset igennem en muret Hvælving, nedad Stentrapper; og Badet selv kunde man efter Behag fylde med varmt Vand ved et igennem en Stenhelle eller flad Sten hugget rundt Hul, der var forsynet med en Told. Paa denne Gaard skrev Snorre et af Nordens vigtigste historiske Skrifter, Heimskringla eller de norske Kongers Historie; før havde han ogsaa forfattet den yngre eller efter ham kaldte Snorres-Edda, der indeholder mytologiske Fortællinger og vigtige Bidrag til Skjaldekunsten. 1214 blev Snorre Lovsigemand over Island, men var ogsaa som Stormand og Skjald berømt udenlands. Omtrent ved samme Tid sendte han en Lovsang til den norske Jarl Hagen Galen, der belønnede ham derfor med store Foræringer, og indbød ham til Norge. Kort efter døde imidlertid Jarlen, og Snorre blev hjemme til 1218; da sejlede han til Norge, og søgte at indynde sig hos den mægtige Skule Jarl og den unge Konge Hagen Hagensen. Herfra gjorde han ogsaa en Rejse til Sverrig, og indhøstede overalt Berømmelse som Skjald. Næste Vinter opholdt han sig hos Skule Jarl, og blev af Kongen ophøjet først til Drost, siden til Lensmand. Paa denne Tid havde Sæmund Jonsen paa Odde bemægtiget sig adskillige norske Købmænds Gods, og man tænkte derpaa i Norge paa, at gøre et Hærtog til Island, enten for at tugte Sæmund og sikre Handelen, eller snarere, thi det var især den højtflyvende Skule Jarl, der drev paa Toget, for ved denne Lejlighed at erobre Island. Dette Tog afværgede Snorre ved at love, at han ved sine Brødres Hjælp vilde forskaffe de norske Købmænd fuldkommen Erstatning, samt tilsikre de norske Handelsfrihed og Sikkerhed for Fremtiden; andre sige at Snorre lovede uden Sværdslag at bringe Øen under Kongens Lydighed. Vist er det, at Skule Jarl ved denne Lejlighed første Gang bragte det paa Bane, at Snorre skulde bringe Landet under Kongen; men hvorvidt Snorre samtykkede deri, kan ingen sige. Vist er det ogsaa, at denne til Sikkerhed for sine Løfter lovede at sende sin Søn, Jon Murt, over til Norge, for at opdrages ved Jarlens Hof. Efter sin Hjemkomst 1220, sendte han virkelig sin Søn over, men forresten udrettede han lidet eller intet, enten fordi han ikke vilde eller fordi han hos sine Landsmænd fandt for megen Modstand. Tiden, hvori han levede, var særdeles urolig, og eftergivende var han ingenlunde selv; han laa derfor i næsten bestandig Strid med sine egne Brødre, med sin Brodersøn, med sine Svigersønner, med Sæmund Jonsen, stundom ogsaa med sin egen, dog uægte, Søn Urækja, og mange andre, snart om Herredømme, snart om Jordegods. Ægteskabet med Herdis var ikke lykkeligt, og Snorre tænkte paa at fri til Jon Loptsens rige Sønnedatter Solveig, hvis Aarsag han ved Skiftet efter hendes Fader skal have forskaffet hende en større Arvelod, end der tilkom hende efter Loven, men hun blev til hans Fortrydelse kort efter forlovet med en anden. Et Par Aar efter, 1224, indgik da Snorre et Slags Ægteskab (thi hans forrige Kone, Herdis levede endnu, og Ægteskab opløstes efter de da gældende kristne Love først ved Døden) med en hovedrig Kone, Halveig. Enke efter en af hans værste Fjender. Med hende levede han til hendes Død kort før hans egen, 1241, og indvikledes i denne Tid stedse i flere Stridigheder. Hans Brodersøn Sturla Sighvatsen var i Norge 1235 og den norske Konge formaaede ham til det Løfte, at medvirke til Islands Overgivelse til Norge ved at afsætte og fordrive Landets mægtigste Høvdinger. Sturla vendte tilbage til Island 1236, og erfarede, at Snorres Søn Urækja i hans Fraværelse havde gjort Indfald paa hans Faders Besiddelser; Fader og Søn forenede sig derpaa og fordreve Snorre fra Reykholt, toge hans Ejendomme til sig og bemægtigede sig hele hans Høvdingedømme. Snorre flygtede først til sin anden Gaard Bessestad, saa fra det ene Sted til det andet, til han endelig haabede at finde et blivende Sted hos sin Frænde Thorleif paa Garde. Men ogsaa denne blev anfaldet af Sturla, det tegnede til et stort Slag, og Snorre flyede, med en eneste Mand til Følge, til Bessestad. Thorleif tabte Slaget, blev fangen, og maatte love med sine vigtigste Tilhængere at rømme Landet. Med ham begav nu Snorre sig til Norge, 1237, just paa den Tid, da Skule Jarl, eller nu Hertug Skule, var i Færd med at gøre Oprør mod sin Svigersøn Kong Hagen Hagensen. Snorre og hans ligeledes fordrevne Søn Urækja sloge sig til Hertugen, vare hos ham i Oslo, og fulgte siden med ham til Trondhjem. Hertugen skal efter nogle have ophøjet ham til Jarl, og forsynede ham med sit eget Skib til Hjemrejsen, men som Snorre var rejsefærdig, kom der fra Kongen, der ydermere var bleven fortørnet over en af Snorre digtet Vise, ved hvilken en af Kongens Yndlinger enten virkelig var fornærmet, eller fandt sig fornærmet, en stræng Befaling, at han ikke maatte forlade Riget. Desuagtet rejste Snorre, tog atter Bopæl paa Reykholt, 1239, og vandt en stor Del af sin forrige Indflydelse tilbage. 1238 vare Sighvat og hans Søn Sturla faldne i et Slag imod Gissur Thorvaldsen, en af Snorres forrige Svigersønner, med hvilke han laa i Strid. Gissur var Kong Hagen hengiven; kun Snorre kunde holde ham Stangen; og efter at Hertug Skule var falden, 1240, sendte Kongen Bud til Gissur, at han enten skulde sende Snorre som Fange over til Norge, eller hvis det ej kunde lykkes, rydde ham af Vejen. Det første ønskede Kongen helst, men det sidste stemmede mere med Gissurs Hensigt at bemægtige sig Herredømmet i Landet. En anden af dennes Fjender forsøgte et væbnet Overfald paa selve Altinget, hvilket han lykkelig undgik; men efter Halveigs Død tyede hendes Sønner, der vare misfornøjede med Skiftet efter hende, til Gissur, og denne greb nu Lejligheden; han drog flere og flere Mænd over paa sin Side, aabenbarede dem Indholdet af Kong Hagens Brev, og medens hans Tilhængere samlede større Troppemasser omkring i Landet, drog han selv forud med et Følge af 70 Mand til Gaarden Reykholt. En Mand, ved Navn Od Snebjørnsen, advarede Snorre ved et Brev, der var skrevet med en Art indviklede Runer, saakaldt Stafkarlsletur, men hverken Snorre selv eller nogen af de tilstedeværende kunde læse dem. Gissur kom til Reykholt Natten efter St. Mauritius Dag, den 22de September, 1241, og opbrød Snorres Sovestue; men Snorre mærkede Uraad, og skjulte sig ved en Præsts Hjælp i en Kælder. Gissur udspurgte Præsten, hvor Snorre var, men han nægtede at vide det, indtil den underfundige Gissur forestillede, at naar han ikke blev funden og var til Stede, kunde intet Forlig komme i Stand. Da man saaledes havde faaet hans Skjulested at vide, gik fem af de sammensvorne, dog ikke Gissur, derind. En af dem raabte til en anden, at han skulde hugge Snorre ned, men denne raabte: hug ikke! — Hug! gentog hin, hvorpaa den anden gav Snorre et Saar, der allerede for sig var dødeligt, og to andre fuldførte Drabet. Saaledes døde Snorre, 63 Aar gammel. Om hans Karakter have Meningerne været meget delte; om hans Dygtighed som Skjald og Historieskriver vidner hele hans Samtid og hans uforgængelige Værker.

Store Ulykker havde i al denne Tid af og til hjemsøgt Island. Snart indtraf Hungersnød og Misvækst, snart rasede indbyrdes Uroligheder imellem Stormændene. Samme Aar som Biskop Gissur døde, 1118, herskede der Misvækst, og der opkom et saadant Stormvejr, at man i nogle Kirker paa Nordlandet slet ikke kunde holde Gudstjeneste. Langfredag blev en Knar paa syv og tyve Rum under Øfjæld af Stormen løftet op i Luften, og drejet saaledes omkring, at den faldt ned med Hulningen nedad; Paaskedag kunde næsten ingen besøge Kirken, og mange, som vovede sig ud, tilsatte Livet. I det næste Aar var Manddøden saa stor, at Sæmund Frode sagde paa Tinget, at der var flere døde af Sygdom, end der den Gang vare komne til Tings. Og Antallet af Tingmændene var ellers i Almindelighed ikke lidet. Herom faar man et Begreb ved det af nysnævnte Biskop Gissur foranstaltede Mandtal, thi ved dette talte man blot dem, som maatte udrede Omkostningerne til Tingrejser, af hvilke vel største Delen selv besøgte Tinget; de udgjorde i Østlandet 840, i Sønderlandet 1200, i Vestlandet 1080 og i Nordlandet 1440, altsaa i alt 4560. Hvad Landets Forfatning angaar, da gik den efterhaanden over til et Eneherredømme af enkelte Stormænd, hvorved Fristatens Undergang forberedtes; de ringere Bønder bleve efterhaanden undertrykte, og blandt dem, der fremhævede sig, opstode blodige Stridigheder. I de tvende første Aarhundreder kæmpede man ogsaa og holdt Slag, men naar der i et saadant faldt ti Mand, saa var det allerede meget. Omtrent ved Kristendommens Indførelse kunde en mægtig Mand have hundrede Tyende paa sin Gaard, og rejse om i Herredet for at dømme med et Følge af tredive Mænd; men naar Tingmændene bleve fortrydelige, fordi han kom med for mange eller laa for længe hos dem, saa maatte han, hvis han vilde vel fare, give efter, forkorte sit Ophold, og indskrænke sit Følge; som, for at tage et virkeligt Eksempel, fra tredive Mænd til seks. Men efterhaanden hævede enkelte mægtige Familier sig overdreven frem over alle andre, forbandt sig indbyrdes, og gjorde de andre til deres undergivne. Dog maa den sidste Halvdel af det 11te samt hele det 12te Aarhundrede kaldes den islandske Stats Blomstringstid i verdslig Henseende. I hele dette Tidsrum blev Landefreden blot to Gange truet; først i Aaret 1121, da Haflide Marsen og Thorgils Oddesen laa i Strid med hinanden, og dernæst i Slutningen af Aarhundredet (1181), men begge Gange blev dog Sagen bilagt i Mindelighed og uden Blodsudgydelse, men i den følgende Tid tiltog Misforholdet imellem Slægterne endnu mere. Begærlighed efter Gods, Magt, Ære og Hævn avlede uforsonligt Had, saa Stormændene, i Steden for at frede om Landet, ødelagde det og sig selv indbyrdes. Enhver Misbrug af Magten, enhver Overmagt straffer sig selv; og næppe begynder den at give sig blot, før andre mægtige blande sig i, nære og forstørre Uenigheden, og søge derved at befordre de Stridendes Undergang til deres egen Fordel. Dette var her Tilfældet med Norges Konger.

Fra de ældste Tider af havde de norske Konger haft Øje paa Island, saa meget mere som det især vare norske Mænd, deres forrige Undersaatter, der besatte det. Harald Haarfager forbød først strængelig Udvandringen derhen, men da denne desuagtet tiltog, befordrede han den, uden Tvivl fordi han haabede endnu i sine Dage at bringe Øen under sit Herredømme. Den forhen nævnte, Une den Danske skal endog være bleven sendt derover, for at han skulde underlægge sig Landet og blive Jarl derover; men han besad ikke de til et saadant Foretagende fornødne Egenskaber, og saasnart de andre Landnamsmænd mærkede hans Hensigt, forfulgte de ham fra Sted til Sted, indtil de endelig fik ham slaaet ihjel. Efter Harald Haarfagers Død opkom Stridigheder i Norge imellem hans Sønner, hvorved Faderens Plan at underlægge sig Øen tabtes af Sigte; og det Tog, den danske Konge Harald Blaatand, der gjorde en kortvarig Erobring i Norge, havde i Sinde, blev til intet. Olaf Tryggvesen havde nok at gøre med Kristendommens Indførelse og Befæstelse; naar Islænderne kom til Norge, betragtede han dem vel paa en Maade som sine Undersaatter, dog havde han ingen virkelig Magt over dem, længer end imedens de opholdt sig i hans Rige. Olaf den Hellige gjorde alvorlige Forsøg paa at tilvende sig Øen. Han sendte Islænderne Tømmer til en Kirke, samt en Klokke; Kirken blev opført paa Tingmarken ved Altinget; og derefter besøgte en Del ansete Islændere ham i Norge, og bleve ham haandgangne eller gik i hans Tjeneste. Han skikkede ogsaa Vennegaver til de anseligste Høvdinger, der besvarede dem med andre; men under alt dette vare, som det snart viste sig, andre Hensigter skjulte. Thi til sidst sendte han Islænderen Thoraren Nefjulfsen derover, at han paa Altinget skulde fremsætte Kongens Ærinde, og dette bestod i, at de som en Vennegave skulde give Kong Olaf Øen Grimsø, der ligger i Havet uden for Øfjord, hvorimod han lovede dem sin Beskyttelse. Dette vakte mange Raadslagninger paa Tinget, thi en Del af Kongens Venner, især paa Nordlandet, syntes tilbøjelige til at føje ham i denne Begæring; det var en saa ringe Ø, at Nordlandet ej kunde lide synderligt Tab ved dens Afstaaelse. Da bad Einar Eyulfsen sine Landsmænd at bemærke, at Følgen af denne Øs Overgivelse vilde blive, at de og deres Børn og sildigste Efterkommere vilde komme til at betale Kongen Skatter og Paalæg, ligesom de i Norge, og tabe deres Frihed for bestandig. »Kongen«, sagde han, »er, efter hvad jeg hører, en god Mand, og jeg tror det, thi de, som kende ham bedst, forsikre det; men ældre end gammel bliver han dog ikke, og kommer der saa et Kongeskifte, saa vil det gaa som ellers, at nogle Konger ere gode og andre ere slette. Men ville I, mine Landsmænd, bevare den Frihed og Selvstændighed, som I have besiddet, siden Landet blev beboet, saa lader ingen faa noget fast Sted her, hvorfra de kunne anfalde os, og betaler ingen Slags Afgift, hvad Navn den end monne have, der kan udlægges som Skat eller Landskyld. Hvad Grimsø angaar, saa lader sig vel der anbringe en Hær og en Flaade, og noget saadant har uden Tvivl Kong Olaf i Sinde; men kommer her først saadanne fremmede Gæster, saa vil det ikke vare længe, før mangen fattig Bonde, der nu ror rolig til sit Hjem, naar han vender hjem fra sit Fiskeri, vil se det sværme tykt nok uden for sine Døre.« Disse Einars vise Ord gjorde et saa stærkt Indtryk paa alle, at Høvdingerne straks paa Altinget afsloge Kongens Begæring. Kong Olaf gjorde imidlertid endnu et Forsøg, imedens hans Ven, Are Frodes Farfader, den fornævnte Geller Thorkelsen, opholdt sig i Norge tillige med en hel Del anselige Islændere. Kongen befalede nemlig, at alle disse skulde blive tilbage, imedens Geller rejste over, for paa Altinget at røgte Kongens Ærinde, der ikke bestod i ringere end den Begæring, at Islænderne skulde indføre norske Love i deres Land, og betale ham Skat; i andet Fald truede han dem med Fejde og alskens Ulykker. Men denne Begæring blev aldeles afslaaet, og alle Kongens Trusler bleve til intet, da han havde nok at bekæmpe i sit eget Land, til han endelig faldt i Slaget paa Stiklestad. Imedens de derefter følgende Borgerkrige rasede i Norge, havde Island i det 11te og 12te Aarhundrede Ro til at udvikle hele sin politiske og videnskabelige Stræben, indtil Norges Konger efter Borgerkrigenes Ophør i det 13de Aarhundrede atter begyndte at have Øens Underkastelse for Øje. Denne Slutningstid i den islandske Fristats Historie kalder man Sturlungetiden, efter den mægtige Sturlungeæt, der i disse Stridigheder spillede en saa stor og sørgelig Rolle. Sturlungetiden, der beskrives i den mærkelige Sturlungesaga, forfattet af Sturla Thordsen, falder omtrent sammen med Kong Hagen Hagensens Regering (1217—1263). Denne Konge lykkedes det at kuldkaste den islandske Fristat, og bringe den under sit Herredømme. Borgerkrigen, der blev næret af den norske Konge, brød dog først ud i lys Lue efter 1231, og rasede uafbrudt de følgende 20 Aar. Slag, hvor henved tusend Mand stode lige over for hinanden, bleve flere Gange leverede. Efter Mordet paa Snorre Sturlesen stillede Thord Kakale sig i Spidsen for Sturlungerne for at hævne Snorres og sin Faders og Brødres Død, og opkastede sig til Herre paa Nordlandet. Gissur Thorvaldsen rykkede imod ham fra Sønderlandet; men de bleve dog enige om, at de begge skulde rejse til Norge, og overgive Sagen til Kong Hagens Dom. Denne overilede sig ikke, og gav ingen Bestemmelse før 1247, da Kardinal Vilhelm var i Norge og kronede Kongen; i hans Tanker burde Island have en Konge, ligesom alle andre Lande. Der blev da bestemt, at Thord skulde have Overbefalingen paa Island, imod at han skulde formaa Indvaanerne til at underkaste sig Kong Hagen; men Gissur blev i Norge og fik der et Len. Begge de islandske Biskopper vare norske af Fødsel, og befordrede Kongens Fordel; Biskoppen af Holar angav Thord for Kongen, at han kun søgte at vinde Øen for sig selv; hvorfor Kong Hagen 1252 atter stævnede ham over til Norge, inddrog alle Snorre Sturlesens Besiddelser, og forlenede Gissur med Nordlandet; Thord derimod fik et Len i Norge. Men næppe var Gissur kommen over til Landet, før alle Thords Venner rejste sig imod ham, og han maatte igen begive sig til Norge. Nu kæmpede de tilbageblevne om Magten, hærgede sig selv og Landet, og gjorde det til et let Bytte for en endnu mægtigere. Da udnævnte Kong Hagen endelig Gissur, 1258, til Jarl over Island, og skønt denne endnu søgte at tilvende sig selv Landet, blev han dog nødt til at erkende Kongens Overherredømme. De tre Fjerdinger sluttede en Overenskomst med Kongen og underkastede sig ham i Aaret 1262, Østlandet først 1264. Fra nu af var Island forenet med Norge, med hvilket det som bekendt, i Aaret 1380, gik over til Danmark.

Noter:

1. [En dansk kvadratmil svarer til ca. 56,7 km², idet 1 mil = ca. 7532 m (jl).]

2. [En dansk fod = ca. 0,314 m (jl).]

3. [Temperaturskalaen Reaumur fastsætter vands frysepunkt til 0° C og kogepunktet til 80° C. De i teksten anførte temperaturer skal altså multipliceres med 1¼ for at angive temperaturer i h.h.t. Celsius-skalaen (jl).]

4. [En dansk alen = ca. 0,628 m (jl).]

5. Stavnhest, d. e. Skibet.

6. I den katolske Tid var det Skik, naar en blev døbt, at give ham Salt i Munden, for derved billedlig at udtrykke Frelserens Ord »I ere Jordens Salt.«