Indvoldsædersken Erloersortok (Glahn)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Uddrag af
»Henric Christopher Glahns
dagbøger 1763-68«
Indvoldsædersken Erloersortok
D. 27. Oktober 1766
Henric Christopher Glahn
Kjøbenhavn
1921
Om Erloersortok[1]
Erloersortok beskrives som et Fruentimmer af den latterligste Skikkelse. Hovedet er stort. Kinderne pludsede. Næsen liden. Munden endnu mindre. Hun har vel, som andre Fruentimmer, en Haartop; men den er saa liden, at den ikke kan andet, end opvække Latter. Maven er tykkere end paa en Høyfrugtsommelig Kone og hendes Pelds er giort af Milektok [2] Skind. Skind, som aldrig, i det ringeste hos os, bruges af Fruentimre til sligt Brug. Hendes Huus er ligesaa vanskabt som hendes Klæder og Skabning. Det er bygget paa en steil Klippe [: Imnarsoak[3]:] og er meget uanseeligt. Hendes Huusgeraad bestaaer af en Tromme, et uhyre stort Trug og en forskrækkelig Ullo[4] [: Krumkniv :]. Denne latterlige Kvinde faaer meget ofte Besøg af de Døde. Saasnart komme de ikke ind, førend hun tager sin Tromme, begynder at slaae paa den, og giør de underligste Gebærder. Da gielder det at holde Ørene stive og ikke lee; thi et Smil allene er mægtig nok til at giøre hende til Seyerherre, da hun, paa den meest ubarmhiertige Maade, berøver dem deres Indvolde. Saasnart de bare trække paa Smilebaandet, kaster hun, som den, der har Spillet vunden, sin Tromme, tager fat paa sin store Ullo, slaaer Mennesket til Jorden, skier Buggen op paa det, trækker Tarmene ud, kommer dem i Truget og sluger dem omsider graadigen ned.
Om det er de Afdødes Legemer eller Sieles Tarme, som hun saaledes nedsluger, derom vare mine Fortellere ey eenige imellem sig selv. De første grundede deres Meening paa den unægtelige Erfaring, at det ganske Legeme forraadner i Graven, og at det altsaa ikke skulde kunde være Legemets Tarme. De andre paastode derimod den Sandhed, at Sielen ey har Tarme. Maaskee, dog det er kun en blot Gisning af mig, at begge Meeninger have i Begyndelsen været eenige og at man har troet, at Sielen til visse Tider nedsteeg til sit Legeme, iførte sig det og med det aflagde en Besøgelse. De som paastode, at Sielene mistede deres Tarme, spurgte jeg, om de arme Siele maatte da efter den Tid leve tarmeløse? men dette blev besvaret med et: Jeg veed ikke.
Hvor behagelig Trommen og især de latterlige Gebærder, som nogen bruge dermed, maae være Grønlænderne kan, som det synes, af det anførte sluttes, idet de uden trængende Nød vil vove sig til saadan farlig Fiende.
Det synes ellers, at denne Fabel er efter Grækernes og Romernes Maade opdigtet, og at den i nogen Maade kan lignes med Æsopi og Phædri, thi af Fabelen kan, uden at giøre Meeningen Vold, letteligen uddrages følgende Morale:
1.) At de fleeste Mennesker for en liden og ringe Fornøyelses Skyld, sætte sig i Fare for at miste det kiereste de have.
2.) Mange Mennesker stole og sætte for megen Tillid til sig selv; hvorfore de ogsaa modtvilligen løbe i Fare og omkomme deri. Kloge Folk derimod see Faren forud, skye den, og beholde deres Tarme.
At ellers alle Grønlændere beskrive ikke dette fæle Spøgelse paa een Maade, kan sees af Hr. Professor Egedes Dict: Grønl: [5] thi(?) pag: 31, b; Tit: Erloersortok. Der siger han at det er et fingeret Spøgelse som NB. flyver i Luften og tage[r] Indvoldene fra de døde. —
I den sidst hiemsendte Dagbog meldte jeg, at Grønlænderne troe, at alle Ting ere besielede, og har jeg siden den Tiid havt nogle Gange Leylighed til at erfare, at dette er uden al Tvil, en Meening, som alle Grønlændere ere eenige i, de maae ellers være i andre saa stridige, som de være vil, men jeg havde dog ey ventet at denne Vrimmel af Siele skulde have været saa stor, som jeg siden har mærket, thi det er ikke nok at Dyrene, at Redskaber og Klæder, at Skind og sligt have Siele, men de tillegge endog Latter, Graad, Søvn o: d: T: et Slags Siele, hvilke de kalde disse Tings Innue.[6] Jeg har været heel nyefigen for at erfare noget vist om disse Innuit, men det jeg hidtil haver hørt, haver været saa usammenhængende, at jeg deraf Intet Begreb har kundet giort mig om dem. Det eeneste jeg ved denne Leylighed har faaet vis Kundskab om, er dette: at disse Innue ere adskildte fra det Grønlænderne i Almindelighed kalder Siele. Grundigere at kunde indsee Forskiellen, var venteligen af stor Betydenhed i den Grønlandske Fabellære og vilde oplyse mange mørke Ting.[7]
Fodnoter
- ↑ erdlauærsortok [erdlavêrsortoq], et fingeret Spøgelse, som siges at flyve i Luften og tage Indvoldene af de døde Grønlændere, eller og Huden af de levende, saa at de blive blanke paa nogle Steder og mørke paa andre. (Fabricius: Den grl. Ordbog sd. 74). — Jfr. forfatterens: Anmærkn. til Crantz sd. 348 f.
- ↑ milagtôq — broget.
- ↑ ivnarssuaq — stor bratning.
- ↑ ulo.
- ↑ Poul Egedes "Dictionarium Grønlandico-Danico-Latinum" udkom 1750. Genudgaves i stærk udvidet Form af Fabricius 1804.
- ↑ inuk betyder: ihændehaver, iboer, ejer (deraf afledet: menneske, nemlig Grønlændernes selvbetegnelse c: landets ejer).
- ↑ Jfr. 1767 1/2
Kilde
Fra Henric Christopher Glahn: Henric Christopher Glahns Dagbøger for årene 1763-64, 1766-67 OG 1767-68, udgivet i anledning af 200-aaret for Kolonisationens Begyndelse som et Bidrag til Kendskabet til gamle Dages Grønland. Udgaven besørget ved H. Ostermann. København, 1921, ss. 54-56.
