Inugtujussok (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

76. Inugtujussok

Mange Brødre boede sammen i et stort Huus med fem Vinduer. Da den yngste af dem voxede til, boede der et Sted i Nærheden en eenlig Enke med en smuk Datter. Brødrene vare meget velsindede mod denne Enke, og da nu den yngste af dem fik hendes Datter til Kjæreste, forøgedes Venskabet end mere og hvergang de havde fanget, bragte de Enken noget i Foræring. Brudgommen pleiede om Aftenen at gaae overland paa Besøg til sin Kjæreste; men nu boede der i Nærheden paa det samme Land en fæl Angakok, en stærk Mand og Morder, ved Navn Inugtujussok. Denne lavede sig en Hule i Sneen, af det Slags som man fordum brugte til at fange Ræve fra. Paa Veien, hvor den unge Mand pleiede at gaae til sin Kjæreste, udhulede han den med List og lagde sig paa Luur, for at dræbe ham. Engang kom Brudgommen paa Hjemveien, ledsaget af sin Kjæreste, da de pludselig bemærkede Inugtujussok, som kom frem af Hulen. Da han var væbnet med Spyd, flygtede de, medens han forfulgte dem og raabte til Pigen: »hjælp mig at forfølge og udmatte ham. Hvis du ikke vil det, dræber jeg dig med!« Pigen ynkedes over sin Brudgom, men for at undgaae Døden, blev hun nødsaget til at lade, som om hun forfulgte ham, og endelig blev han indhentet og dræbt.

Derpaa gik Pigen hjem, men sagde ikke et Ord til Moderen. Næste Morgen kom alle Brødrene og skrege ind igjennem Vinduet: »hvor er vor Broder?« — intet Svar — atter raabte de: »hvor er han?« — heller intet Svar. Tilsidst, da ingen vilde svare, reve de Hul i Vinduet, og endnu under vedvarende Spørgen, uden at faae Svar, begyndte de at rive Taget ned. Da nu endelig Moderen sagde til Datteren: »de rive Taget ned over os,« - kom denne frem og sagde: »igaar, da han havde besøgt os, og jeg ledsagede ham paa Hjemveien, blev han dræbt af Inugtujussok.« Dermed brast hun i Graad, og da Brødrene hørte dette gik de ligeledes grædende hjem, med et heftigt Had til Inugtujussok. Men da han var meget stærk og tillige en stor Angakok, vovede de endnu ikke at angribe ham, men indøvede sig derpaa. Medens dette skete, hørte de, at Inugtujussok agtede at drage nordpaa, af Frygt for sine Fjender.

Inugtujussok reiste hele Sommeren nordefter, og bosatte sig saa først. Paa det Sted fik han en Søn, og denne oplærte ban godt under Opvæxten, idet han pleiede at sige, at siden de havde Fjender, skulde han ikke voxe op til ingenting. Da han var bleven voxen, fangede han endog Tikagugdlikker, Sværdfisk, alene med de Redskaber, som ligge foran paa Kajakken, paa Grund af sin store Færdighed; men da han var kommen saa vidt og ikke mere kunde overvindes af almindelige Mennesker, begave de sig atter paa Veien sydefter. Imidlertid opholdt Brødrene sig endnu i deres Hjem, og da de hørte, at deres Fjende var ivente, droge de hen til dennes Vinterplads. Den ene af disse havde lavet sig et Belte af Hvalbard paa tre Fingres Brede; nemlig først havde han lavet Belter af Remsælens Skind og prøvet at sprænge dem ved at holde sin Aande tilbage, men da han sønderrev selv de bredeste, lagde han dem tilside, og lavede Beltet af Hvalbard, som er seigere; denne blev anseet for den stærkeste af Brødrene. Medens nu Brødrene laae og ventede paa Øerne udenfor Inugtujussoks Land, kom dennes Baad tilsyne; men da de Reisende bemærkede at deres Fjender vare paa Landet, omgik de Stedet og lagde op paa Brødrenes Boplads. Da de havde overnattet, ladede de deres Baad og droge afsted; imidlertid havde Brødrene ogsaa ladet deres Baad for at flytte til dem, men da Inugtujussok saae dem, ladede han Baaden igjen og drog tilbage til Brødrenes Boplads, nemlig af Frygt for dem. Da de vare borte, snakkede Brødrene sammen saaledes: »det er bedst at vi blive her, for ikke at skræmme dem,« og dermed forbleve de der, hvor de vare. Nu blev det Vinter, og engang blev en af Brødrenes lille Datter syg. Da sagde de atter til hverandre: »lader os sende Bud efter Angakokken Inugtujussok, for at han kan mane over hende, men naar han er færdig dermed, ville vi dræbe ham.« Derpaa sendte de en gammel Ungkarl, som var i Huset hos dem, i dette Ærinde, og da denne havde bragt Budskabet, svarede Inugtujussok: »ja vel, lad saa være!« Rigtignok var hans Søn dengang borte, men han tænkte, at de nu maaskee havde opgivet deres Hævn og vare blevne formildede, da han selv begyndte at ældes. Derfor fulgte han med den gamle Ungkarl, og da de kom til Brødrene, sagde disse: »du Stakkel er nok begyndt at blive lidt gammel?« — »Ja, det kan nok være,« svarede han, og videre talte han ikke. Derpaa beværtede de ham godt, og om Aftenen manede Inugtujussok, efterat Vinduerne vare tildækkede og Lamperne slukkede, for at helbrede den Syge, som ogsaa sagdes at have bedret sig strax fra den Tid af. Brødrene sagde derpaa: »Vi takke dig, nu kan du sove her hos os uden Frygt, imorgen kan du atter begive dig hjem.« Da han nu havde sovet der, og vaagnede henad Morgenstunden, fandt han sig ene, sprang hurtig op og gik udenfor, da han fik Mistanke. Men idet han stak Hovedet frem af Udgangen, stod der en Mand lige udenfor, som sagde: »det er deiligt klart Veir, kun ikke rigtig lyst endnu.« Ved at høre dette skjælvede han af Angst. Da Manden havde sagt dette, det var dog ikke ham, den Stærke med Beltet, slog han Inugtujussok paa Hovedet, saa at han blev bedøvet, hvorpaa Brødrene kom til og sloge med, saa at hans Hoved knustes og Hjernen traadte ud. Den næste Dags Morgen kom Inugtujussoks Søn roende i stærk Fart, saa at Kajakkens Forstævn løftede sig op af Vandet, og han raabte: »nu have I nok omsider gjort det af med ham?« Brødrene svarede: »hvis du kommer paa Land, skal du komme til at følge efter.« Da han hørte dette, foer han frem i Hidsighed, men de stode beredte, og saasnart han nænnede sig Land, stødte de ham bort. Da han slet ikke kunde komme paa Land, vendte han om med de Ord: »imorgen skulle I blive mit Bytte!« Men idet han drog afsted, sagde den gamle Ungkarl til ham: »opgiv det heller, og lad din Fader skjøtte sig selv. De gjengjældte ham, fordi han selv var en stor Morder.« Da svarede hiin: »Lad da saa være! maaskee hvis jeg hævner mig, faaer jeg Fjender; Folk, som ikke synes at have Slægtskab, faae dog Slægtninge (Hævnere), naar de faae Fjender.« — Der siges, at de paa denne Maade sluttede Forlig.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 218-220.