Island i fristatstiden - VI. Kirkeordningen og Sagaskrivningen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Valtýr Guðmundsson
Island i fristatstiden

1924


VI. Kirkeordningen og Sagaskrivningen



58. Kirkens Organisation.

Omtrent tredive Aar efter Kristendommens Indførelse indtraadte der en længere (omtr. hundredaarig) Fredsperiode. Og i denne Tid var det vigtigste, der skete, den islandske Kirkes Organisation, samt en begyndende litterær Virksomhed.


I Hedenskabets Tid var, som ovenfor vist (§ 14), Goderne paa engang Høvdinger og hedenske Præster, udstyret med baade verdslig og religiøs Myndighed. Men med Hedenskabets Fald bortfaldt jo deres hidtidige præstelige Virksomhed, og kun deres verdslige Myndighed blev tilbage. Kun naar de skaffede sig gejstlig Uddannelse og lod sig vie til Præster, kunde de herefter forene disse to Virksomheder. Dette lod sig selvfølgelig ikke i en Haandevending gøre, navnlig for gamle Goder, der i deres Hjerter hang fast ved Hedenskabet. Men for den opvoksende Godeslægt var dette naturligvis ingen Umulighed. Man ser da ogsaa tydelige Bestræbelser i denne Retning. De hedenske Templer bliver erstattet med Kirker, og efterhaanden lader mange Høvdinger og Goder sig præstevie. Herved opnaaede de jo, at den verdslige og den religiøse Myndighed som før blev forenet, skønt deres kirkelige Embede ikke stod i en saa nøje Forbindelse med deres verdslige Virksomhed som under Hedenskabet. Og de, som ikke selv lod sig vie, kunde faa andre til at besørge Præstegerningen paa deres Vegne, som deres Tjenere, hvad der ogsaa blev fastslaaet ved Lov.


Dette førte til, at den islandske Kirke i den ældste Tid fik en helt anden Karakter end i andre Lande, fik et friere og mere nationalt Præg og blev i bedre Overensstemmelse med de herskende Samfundsforhold. I andre Lande var Kirken en Stat i Staten, med sin særlige Styrelse og Lovgivning, sit eget Værneting og egen Formue og Indtægter. Men paa Island blev Kirken borgerlig, en ren Bondekirke. Her var Kirkerne en Privatejdom og Præsterne Kirkeejerens Tjenere. Kirkeejeren tog imod alle Kirkens Indtægter (ligesom i den hedenske Tid imod Tempelskatten) og betalte Præsten en bestemt Løn for hans Tjeneste.


Denne oprindelige Ordning af den islandske Kirke havde sin Rod i den samme Individualisme, som var et saa fremtrædende Træk i den islandske Samfundsordning. Og denne Ordning havde baade sine Fortrin og sine Mangler. Herved blev Kirken paa den ene Side fuldtud national og kom til at bane Vejen for nationale Kundskaber i Landet, ligesom den ikke (som undertiden i andre Lande) ved noget Kvælertag kunde gøre Folk til aandelige Slaver. Men den savnede paa den anden Side den fornødne Magt og Myndighed til at holde en tøjlesløs Selvraadighed i Ave og til at opretholde Gudsfrygt og gode Sæder.


59. I hele den første Halvdel af det 11. Aarh. fandtes der ingen særlig Kirkestyrelse paa Island. Der opholdt sig ganske vist en Række fremmede Missionsbiskopper flere eller færre Aar i Landet, men de besad ingen Myndighed eller Mandat til at føre et nødvendigt Tilsyn med Gejstligheden. For at raade Bod herpaa henvendte man sig til en anset Præst, Isleif Gissursson, og opfordrede ham til at rejse til Udlandet og lade sig vie til Biskop. Isleif, der var født 1006 og var Søn af Goden Gissur Hvide, havde i sin Ungdom studeret i Klosterskolen i Herford i Westfalen og var derefter blevet præsteviet. Efter sin Hjemkomst satte han Bo paa sin Fædrenegaard Skalholt og overtog sine Forfædres Godedømme. Han var saaledes, som flere Høvdinger paa den Tid, baade Præst og Gode. Han efterkom sine Landsmænds Opfordring og blev bispeviet af Ærkebispen i Bremen 1056, 50 Aar gammel. Og han forestod derefter, til sin Død i 1080, Islands Kirkevæsen.


Biskop Isleif var en nidkær og lærd Mand, hvorfor mange Høvdinger sendte ham deres Sønner til gejstlig Uddannelse og lod dem derefter vie til Præster. Men skønt han var baade agtet og afholdt af hele Almuen, faldt det ham dog vanskeligt at faa Folk til at bøje sig for Kirkens Sædelære.


Isleifs Eftermand blev hans ældste Søn, Gissur, som ogsaa havde studeret i Tyskland og derefter i nogen Tid havde været Købmand. Han blev bispeviet af Ærkebispen i Magdeburg 1082 og var Biskop i 36 Aar, til sin Død i 1118.


Biskop Gissur var en af de største Personligheder, der nogensinde har levet paa Island. Der fortælles, at Kong Harald Haardraade en Gang skal have udtalt, at af Gissur kunde man gøre tre Personer: Vikingefører, Konge og Biskop, og at han egnede sig godt til alle disse Stillinger. Der skrives da ogsaa, at efter at han havde overtaget Bispeembedet, blev han saa agtet og æret, at »hver Mand vilde sidde og staa, som han befalede, og man kunde med Sandhed sige, at han var baade Konge og Biskop over Landet, saa længe han levede« En af Biskop Gissurs Bedrifter var den, at han (1096) fik alle Landets Indbyggere til at gaa ind paa at betale Tiende af alt deres Gods, baade Land og Løsøre, hvad der, som bekendt, i andre Lande kostede lange og haarde Kampe og Strømme af Blod. Men først ved Tiendeloven fik den islandske Kirke en sikker og fast Grundvold at bygge paa, og denne Indtægt blev den første Spire til dens store Rigdomme senere hen. I det hele taget var Biskop Gissur den første, der fik bragt Kirkestyrelsen i en fast Form og som skaffede den en hidtil ukendt Magt og Anseelse. Han skænkede Kirken sin Fædrenegaard Skalholt, tillige med meget Land og Løsøre af sin Fædrenearv, og bestemte, at her skulde der fremtidig for bestandig være Bispesæde.


Da imidlertid Nordlændingerne fandt, at Skalholt laa for langt af Led for dem, rettede de den Bøn til Gissur, at der blev oprettet en anden Bispestol i Nordfjerdingen, hvad han beredvilligt gik ind paa. Der blev saa (1105) oprettet en ny Bispestol paa Holar (i Hjaltedal i Skagefjorden), og til at beklæde den blev der valgt en af Biskop Isleifs bedste Lærlinge, Jon Øgmundsson, som Aaret efter (1106) blev bispeviet af Ærkebispen i Lund. Biskop Jon døde 1121 og holdtes siden for en Helgen.


Biskop Jon var en klog og i alle Henseender en udmærket Mand og blev den samme aandelige Fader og Fører for Nordlandet, som Gissur havde været for hele Landet. Han byggede en Stenkirke paa Holar og oprettede her en Præsteskole, hvortil han skaffede to fortrinlige, udenlandske Lærere (den ene fra Sverrig, den anden fra Frankrig), der, foruden i Læsning og Skrivning, underviste i Latin, Sang og Poesi, medens han selv havde Overledelsen. Han arbejdede ogsaa meget paa at forbedre Folks Sæder og at udrydde alle Levninger af Hedenskabet, i hvilken Henseende han endog gik saa vidt, at han vilde afskaffe alle de Navne paa Ugedagene, som indeholdt hedenske Gudenavne, og erstatte dem med andre, hvad det ogsaa for en stor Del lykkedes ham at gennemføre (§ 38).


60. I dette Tidsrum stiftedes der ogsaa flere Klostre. Det første Forsøg i den Retning blev allerede gjort i den første Halvdel af det 11. Aarh. af en af de udenlandske Missionsbiskopper, ved Navn Rudolf. Han boede i 19 Aar paa Gaarden By (Bær) i Borgarfjorden og stiftede her et Kloster, hvor han ved sin Bortrejse (i 1050) efterlod tre Munke. Men dette Kloster forsvandt dog kort derefter for aldrig mere at opstaa igen.


Det første varige og faste Kloster blev imidlertid stiftet af Holarbispen Jon Øgmundsson, Tingøre Kloster, skønt det først traadte i Virksomhed 12 Aar efter hans Død (i 1133). Men derefter blev der i den sidste Halvdel af det 12. Aarh. stiftet 6 andre Klostre, saa at de omkr. 1200 var blevet 7. Og i Løbet af det 13. Aarh. kom der 3 nye til, saa at man omkr. 1300 havde faaet 10 Klostre, af hvilke dog ét maaske allerede dengang atter er blevet nedlagt.


Af disse 10 Klostre var de 8 Munkeklostre og 2 Nonneklostre. Og de var saaledes fordelt paa Fjerdingerne, at der var 5 i Nordfjerdingen, 3 i Sydfjerdingen og 2 i Vestfjerdingen. Derimod fik Østfjerdingen først i Slutningen af det 15. Aarh. (1493) sit eget Kloster.


Island havde altsaa nu faaet sin egen Kirkeordning, sine egne Bispestole og sit eget Munkevæsen. Og alt dette var gaaet saa fredeligt af, at der i denne Periode saa godt som ingen Fejder omtales. Og det hedder i en Kilde, at man i den Grad var blevet vant til Fred, at da der i Aaret 1120 var opstaaet en Fejde imellem to Høvdinger, saa man paa Altinget, som dog dengang var ualmindelig godt besøgt, kun en eneste Staalhue (Hjelm) i hele Tingmængden. Men denne Fredstilstand skulde desværre ikke vare ret længe.



61. Skoler og Sagaskrivning.

Som ovenfor fremhævet, stiftede allerede de første Biskopper straks Skoler paa Bispesæderne, saa vel paa Holar som paa Skalholt. Og i Løbet af det 12. (og 13.) Aarh. oprettedes der tiere Klostre, hvor der ogsaa holdtes Skoler. Ved disse Kirkeskoler var Hovedformaalet naturligvis at uddanne Gejstlige, Præster og Munke. Men paa Grund af den islandske Kirkes særegne Karakter i den ældste Tid, førte dog Udviklingen med sig, at man her ogsaa kom til at beskæftige sig med rent verdslige, nationale Opgaver, med Forfædrene Afstamning og deres Bedrifter. Flere af Klostrene blev derfor efterhaanden fortrinlige Arnesteder for litterær Virksomhed, og de har sikkert haft en større Andel i Skabelsen af den islandske Bogskat, end vi nu har fuld Rede paa, fordi de fleste Skrifter, er anonyme. Det er dog særlig det ældste Kloster, Tingøre Kloster, som i denne Forbindelse bør fremhæves, skønt flere af de andre efterhaanden fulgte godt efter.


Men foruden disse offentlige eller officielle Skoler stiftedes der ogsaa private Skoler. Af disse er særlig to blevet berømt, den ene i Odde, den anden i Høgedal (Haukadalr). Her uddannedes der (i hvert Fald til at begynde med) ogsaa Præster. Men ved Siden heraf gik der en saa omfattende verdslig Dannelse, at disse Skoler blev (efter Datidens Begreber) et Slags Universiteter for Island, som fik den allerstørste Betydning for Islands Aandsliv og navnlig for historisk Forskning.


62. Den ældste af disse private Skoler var Odde Skolen, der blev stiftet af Præsten Sæmund Sigfusson Frode (ɔ: den lærde). Sæmund, der var født 1056, havde i mange Aar drevet Studier i Udlandet, baade i Tyskland og Frankrig (Paris), hvor hans Slægtning Biskop Jon Øgmundsson paa en Udenlandsrejse traf ham og fik ham overtalt til at vende tilbage til Island. Her blev han efter sin Hjemkomst præsteviet og overtog sine Forfædres Godedømme og sin Fædrenegaard Odde. Han deltog meget i offentlige Anliggender (Kirkeordningen, Gennemførelsen af Tiendeloven o. s. v.) og betragtedes af alle som Landets største literær Autoritet. Han beskæftigede sig ogsaa med historisk Forskning og var Islands første historiske Forfatter. Men da han skrev paa Latin, er alle hans Skrifter gaaet tabt, og vort Kendskab til dem stammer derfor udelukkende fra Citater i andre Forfatteres Værker. Vi kan dog af disse se, at han har skrevet om de norske Konger, Harald Haarfagre og hans Efterfølgere, samt om Islands Opdagelse og Landnam. Men hvor omfattende disse Skrifter har været, er det nu ikke muligt at afgøre.


Efter Sæmunds Død (1133) blev Odde Skolen fortsat af hans to Sønner, Eyjolf (d. 1158) og Loft, af hvilke den sidste var gift med en norsk Prinsesse, Tora, en naturlig Datter af Kong Magnus Barfod. Deres Søn var Jon Loftsson (1124—1197), sin Tids mægtigste Høvding paa Island, og hos ham blev Odde Skolens berømteste Elev, Snorre Sturlason (1178 —1241), opfostret, fra han var tre og til han var 19 Aar gammel. Med Snorre og hans udødelige Værker satte denne Skole sin skønneste Blomst (§ 66).


63. Høgedals Skolen blev stiftet af Hall Torarensson (995—1089), der i sine yngre Aar havde været Købmand og rejst meget. Han havde i nogen Tid endog været i Handelsfællig med Kong Olaf den Hellige, hvad der i høj Grad forøgede hans Anseelse. Da han var 30 Aar gammel (1025), satte han Bo i Høgedal og boede her til sin Død i samfulde 64 Aar. Han var en meget klog, lærd og historisk interesseret Mand og havde saa god Hukommelse, at han kunde huske det, at Tangbrand døbte ham kun tre Aar gammel (S. 124). Hall stiftede saa her en Skole, hvor den gejstlige Undervisning blev besørget af hans Fostersøn, Teit Isleifsson (d. 1110), en Søn af Biskop Isleif. Ved Halls Død overtog Teit Gaarden og fortsatte Skolen, der siden blev fortsat af hans Søn, Hall (d. 1150), og derefter af hans Sønnesøn, Lovsigemanden Gissur Hallsson (d. 1206).


Høgedals Skolens berømteste Elev var Are Torgilsson Frode (1067—1148), der (ligesom Sæmund) baade var Præst og Gode og af en meget fornem Æt. Hans Bedstefader var Gelle Torkelsson (S. 132), der var Søn af Høvdingen Torkel Eyjolfsson og den berømte Gudrun Osvifsdatter (i hendes fjerde Ægteskab). Men Torkels Bedstefader var Goden Tord Gelle (S. 48), hvis Oldemoder var Landnamskvinden Dronning Ød den Dybsindige. Are kom til Hall i Høgedal, da han var 7 Aar gammel og blev der i 14 Aar. Sin gejstlige Uddannelse fik han af Teit Isleifsson, men den verdslige i lige Grad af dem begge to, Hall og Teit.


Are Frode maa betegnes som den islandske (og nordiske) Historieskrivnings Fader. Thi skønt Sæmund Frode var ældre, fik hans Skrifter kun ringe Betydning i Sammenligning med Ares, fordi Sæmund skrev paa Latin og alle hans Skrifter derfor er tabte. Men Are havde den gode Idé at skrive paa sit Modersmaal, Islandsk, og netop herved fik hans Forfattervirksomhed saa overordentlig stor Betydning.


Af Ares Skrifter er dog nu kun ét bevaret, Islænderbogen (Íslendingabók), en kortfattet Oversigt over Islands Historie fra Landets første Bebyggelse til Biskop Gissurs Død (1118). Det er ingen stor Bog, men det er det værdifuldeste af alle islandske Skrifter; thi hvert Ord i den Bog er ubetaleligt. Den er bygget paa de bedste og paalideligste Kilder, der samvittighedsfuldt stadig anføres i selve Bogen; og saa stor er Forfatterens kritiske Sans, at det hidtil ikke er lykkedes nogen Forsker at finde en eneste Fejl i den. Are er ogsaa den første, der har bragt Orden i Tidsregningen, ikke alene i Islands, men ogsaa i hele Nordens Historie, og paa hans Resultater bygger vi endnu den Dag i Dag.


Forinden Are skrev denne Bog, havde han skrevet en anden større, som desværre er gaaet tabt (maaske fordi den har været skrevet paa Latin). Men vi kan dog saa vel af Ares egne Meddelelser som af forskellige Henvisninger hos andre Forfattere se, at den foruden Islandshistorien har indeholdt saa vel forskellige Slægtregistre (sikkert med tilhørende korte Oplysninger om vedkommende Personers Liv og Bedrifter) som norske Kongers Levned, eller med andre Ord korte norske Kongesagaer. Den synes saaledes at have indeholdt hele Grundlaget for saa vel Landnamsbogen som alle Kongesagaerne, været den Kærne, hvoraf disse Skrifter udviklede sig. Det kan saaledes i Sandhed siges, at Are var en stor Sædemand; og hans Sæd faldt ikke paa stenet Grund, men i en god og frugtbar Jord, hvor den gav mange Fold.


64. Af de Klostre eller Klosterskoler, der dyrkede Sagaskrivning, staar Tingøre Kloster i første Række. Her levede i den sidste Halvdel af det 12. Aarh. to Munke, Odd Snorreson og Gunløg Leifsson, der begge var ivrige Sagaskrivere. Men de fulgte Sæmund Frodes Eksempel og skrev begge paa Latin. Og Følgen heraf blev den samme som for Sæmund, at begge disse Munkes originale Tekster er gaaet tabt. Befolkningen fandt, at den ikke havde nogen Interesse i at bevare det, den ikke forstod. Men Munkene havde dog det Held, at deres Sagaværker meget tidlig af andre Munke blev oversat til Islandsk. Og disse Oversættelser blev for en Del bevaret. Det er fra dem, vi kender deres Værker.


Baade Odd og Gunløg skrev hver sin Saga om Kong Olaf Tryggveson, den ene kortere, den anden længere. De ses begge at have kendt Sæmunds og Ares Værker og er sikkert blevet ansporet af dem. Men de har intet lært af dem, og deres Sagaværker er i høj Grad ukritiske, skønt de i øvrigt anfører flere ret værdifulde Enkeltheder. Gunløg skrev desuden en Saga om Biskop Jon Øgmundsson, om Torvald Vidførle og en Ambrosius Saga (som er tabt), samt oversatte Merlins Spaadomme paa Vers.


Ganske anderledes betydelig som Sagaskriver end de to nysnævnte Munke var en Abbed i Tingøre Kloster i den sidste Fjerdedel af det 12. Aarh., Karl Jonsson (d. 1213). Han skrev Kong Sverres Saga, tildels efter Kong Sverres egne Meddelelser under et Ophold i Norge. Karl skrev paa Islandsk, og hans Fremstilling og Stil er i flere Henseender fortræffelig, ligesom han bygger paa Førstehaands Meddelelser.


65. Det første, der blev nedskrevet paa Islandsk, var Lovene. Og det var selve Altinget, der tog Bestemmelse herom. Hidtil havde man jo maattet lære alle Lovene udenad, og Lovsigemanden, der hvert Aar skulde foredrage Tingsordenen og Procesreglerne og i Løbet af 3 Aar samtlige Love for den samlede Tingmængde, var en levende Lovbog. Men Lovene var efterhaanden blevet saa omfattende, at det oversteg en enkelt Mands Evner at huske dem alle. Det blev derfor paa Altinget 1117 besluttet, at de skulde nedskrives, hvad der for de vigtigste Afsnit ogsaa straks skete den følgende Vinter, og senere det øvrige.


Det næste, der blev skrevet paa Islandsk, var Are Frodes Værker. Og derefter kom der snart en saadan Fart i, Sagaskrivningen, at man ved Udgangen af det 12. Aarh. havde faaet skrevet omtrent alle de islandske Slægtsagaer, de fleste Kongesagaer og sikkert ogsaa de fleste ældre Digte. Dette skete dog ikke altid just i den Form, hvori Sagaerne nu foreligger; thi mange af dem blev i Tidens Løb senere bearbejdet af deres talrige Afskrivere, saa vel ved Indskud som ved en Omordning af Stoffet.


At det kunde gaa saa hurtigt med Sagaskrivningen, kom deraf, at de for en stor Del forelaa omtrent fuldt færdige i mundtlig Overlevering. Da mange af Landnamsmændene havde saa fornemt Blod i deres Aarer (S. 25), holdt de og deres Efterkommere af at mindes deres Afstamning og deres berømmelige Forfædre. Der blev derfor i hver bedre Familie udarbejdet et mere eller mindre udførligt Slægtregister eller Stamtavler. Og da man ingen Fornøjelse havde af lutter Navne, uden at vide, hvad vedkommende Personer havde udrettet, blev det ingen tørre Registre, men mere eller mindre sammenhængende Fortællinger om de mest fremragende Medlemmer af Slægten, først i Norge, inden Udvandringen til Island, og senere om Ættens Medlemmer paa Island i den ofte begivenhedsrige Sagatid. Disse Fortællinger blev saa et almindeligt Underholdningsstof, saa vel i Hjemmene, særlig ved alle Familiefester og Gæstebud, som paa Tinge. Og ved denne idelige Genfortælling fik den oprindelige, mere skeletmæssige Fremstilling ved Behandling af kyndige Sagamænd med et udpræget For- tællertalent stadig mere Kød og Blod og et sagamæssigt Tilsnit. Saaledes opstod Slægtsagaen, og tildels vel ogsaa Kongesagaen. Undertiden blev de enkelte Smaafortællinger slaaet sammen, saa at de kom til at gælde en hel Egn eller Landsdel. Og tilsidst samlede man alle de mange Slægtregistre og udarbejdede et Fællesregister for hele Landet, med tilhørende kortfattede Oplysninger om de vigtigste Personer, lige fra Landnamstiden (eller endnu længere tilbage) og ned til Samtiden. Det er et saadant Fællesregister, man har i Landnamsbogen (S. 24—25).


Hvem der har skrevet Slægtsagaerne, vides nu ikke. Thi Sagaskriverne holder sig altid i Baggrunden og angiver aldrig deres Navne. De har øjensynlig ikke betragtet deres Virksomhed som Forfatterskab, men kun som Nedskrivning af en allerede foreliggende mundtlig Fortælling. Men heri har de dog vist for stor Beskedenhed. Thi det er, i hvert Fald for nogle Sagaers Vedkommende, umiskendeligt, at de under Nedskrivningen er blevet underkastet en saa stor kunstnerisk Behandling, at der virkelig foreligger et Forfatterskab, skønt man paa den anden Side aldrig kan vide, hvor meget af deres kunstneriske Udformning skyldes talentfulde Sagafortællere forinden Nedskrivningen. Da det imidlertid ikke er sandsynligt, at man i det 12. Aarh. har haft mange skrivekyndige Folk udenfor de Gejstliges Kreds, er der overvejende Sandsynlighed for, at de fleste af Sagaerne skylder Gejstligheden deres Tilblivelse, hvad der ogsaa godt kan stemme med den islandske Kirkes særegne Karakter i den ældste Tid, da saa mange Høvdinger af de berømteste Slægter skaffede sig gejstlig Uddannelse og lod sig præstevie. Men Nedskrivningen kan dog ogsaa godt være foregaaet paa den Maade, at fornemme Stormænd har holdt lejede gejstlige Skrivere, der blot nedskrev, hvad de dikterede for dem. Et Fingerpeg i den Retning har vi i Fortalen til Snorre Sturlasons berømte Værk Heimskringla, der begynder med disse Ord: »I denne Bog lod jeg skrive Frasagn om de Fyrster, der har regeret i Norden og har talt i dansk Tunge.« Man kan jo heraf se, at det netop er denne Fremgangsmaade, Snorre har benyttet.


De islandske Slægtsagaer er en kostelig Skat, og flere af dem, f. Eks. Njals Saga, Egil Skallagrimssons Saga, Laksdøla Saga, Gunløg Ormstunges Saga o. s. v., maa betegnes som rene Mesterværker. Deres Karaktertegning er overordentlig sikker og Kompositionen ofte beundringsværdig. De er ogsaa en uudtømmelig Kilde til Oplysning om Folkets Kultur, Sæder og Skikke. Og hertil kommer, at de er en særdeles sund Folkelæsning, idet de med stærke Farver fremhæver saa vel efterlignelsesværdige som fordømmelige Egenskaber, vækker Beundring for alt, hvad der er nobelt, ædelt og højmodigt, men Afsky for alt, hvad der er lavt og nedrigt. Og dog holder Forfatteren sig altid diskret tilbage, uden selv at udtale nogen direkte Dom. Dette overlader han fuldstændig til Læseren, medens Fremstillingen er lagt saaledes til Rette, at det ikke falder denne vanskeligt at fælde Dommen[1].


Medens Slægtsagaernes Fortræffelighed er anerkendt af alle, har deres Troværdighed derimod været mere omtvistet, idet de af nogle (navnlig fra islandsk Side) betragtes som fuldt ud paalidelige Kildeskrifter, medens de af andre nærmest opfattes som Digterværker. Sandheden ligger nok i Midten. Grundlaget er altid virkelige Begivenheder, medens Fremstillingen, Udmalingen, er en sagamæssig Digteraands Skabelse, saa at de ikke i alle Enkeltheder kan betragtes som ufejlbarlige historiske Kilder. Ellers vilde de ikke være de Kunstværker, de i Virkeligheden er. Men de er ikke mindre værdifulde for det.


66. I det 13. Aarh. fortsattes, trods den blodige Borgerkrig, stadig Sagaskrivningen og naaede for Kongesagaens Vedkommende sit Højdepunkt. Her er der to Navne, der særlig bør fremhæves: Høvdingen Snorre Sturlason og hans Brodersøn Sturla Tordsson.


Snorre Sturlason (1178—1241) var et af de fornemste Medlemmer af den bekendte Sturlungeslægt, der i det 13. Aarh. (»Sturlungetiden«) spillede en saa stor og skæbnesvanger Rolle paa Island. Han var i sin Ungdom blevet opfostret hos Sæmund Frodes Sønnesøn, Jon Loftsson, i Odde og blev senere gennem to Giftermaal Landets rigeste Mand. Han var flere Gange Lovsigemand og opnaaede en overordentlig stor Magt, idet han paa sin Haand samlede flere Godedømmer. Han foretog to Udenlandsrejser og modtog i Norge store Æresbevisninger og blev udnævnt til Lendermand, og kom derved i Afhængighedsforhold til den norske Konge, som paa denne Tid af al Kraft arbejdede for, at Island skulde underkaste sig den norske Krone. Da Snorre (i 1239) til Trods for Kongens Forbud rejste tilbage til Island (S. 164), paadrog han sig dennes Vrede, og Kongen skrev da til en af Islands mægtigste Stormænd, Snorres tidligere Svigersøn, Gissur Torvaldsson, at han skulde enten sørge for at faa Snorre sendt til Norge eller tage ham af Dage. Denne Ordre efterkom Gissur; en Nat overfaldt han Snorre paa hans Gaard Reykjaholt, og her blev Snorre (den 23. Septbr. 1241) dræbt af en, af Gissurs Lejesvende.


Snorre var baade Digter og Sagaskriver, Islands og Nordens største historiske Forfatter. Hans Hovedværk er Heimskringla (ɔ: Verdens Kreds), der indeholder de norske Kongers Historie fra de ældste Tider og ned til Kong Sverre (1177). Det meste af Stoffet forelaa allerede skrevet før Snorres Tid, men i en saare ukritisk og usammenhængende Form. Men Snorre bragte Orden i alt dette Kaos og skabte ved sin ualmindelige kritiske Sans og smagfulde Behandling et udødeligt Mesterværk, der langt mere bygger paa samtidige Digteres Vidnesbyrd end paa den mundtlige Tradition. Men foruden at han har et sjældent skarpt Blik for den rette Vurdering af sine Kilder, er selve Kompositionen, hans Karaktertegninger og hans Sprogbehandling saa glimrende, at hele Værket bliver et fuldendt Kunstværk[2].


Snorres andet Hovedværk er hans Edda (ɔ: Poetik, Skjaldskabslære), en Lærebog for unge Digtere. Den begynder med en kort Fremstilling af den nordiske Mytologi og fortsætter med en Forklaring af de af gamle Digtere anvendte Skjaldeomskrivninger og hvorledes de er opstaaet, i hvilken Anledning han faar Lejlighed til at meddele en Mængde højst værdifulde Oldsagn og Myter. Endelig følger en Oversigt over alle brugelige Versemaal og deres Ejendommeligheder. Ogsaa dette Skrift udmærker sig ved en glimrende Fremstilling og Kundskabsfylde, og dets Betydning for Forstaaelsen af den nordiske Mytologi og de mytiske og heroiske Digte i den ældre Edda er overordentlig stor.


Sturla Tordsson (1214—1284) kunde som Medlem af Sturlungeslægten naturligvis ikke undgaa at blive i høj Grad indviklet i de mange Stridigheder og Kampe, der i Sturlungetiden rasede paa Island. Men han var i Grunden en fredelig, retsindig og fædrelandssindet Mand, der, saa længe han kunde, ydede Modstand mod Kong Hakon og hans Udsendinges Forsøg paa at underlægge sig Island. Han blev en Gang valgt til Lovsigemand. Først efter Islands Underkastelse rejste han (i 1263) til Norge, hvor han til at begynde med blev unaadigt modtaget af Kong Magnus Hakonsson. Men efter at han havde vist sit Talent ved at fortælle Sagaer og fremsige Digte, saa vel om Kongen selv som om hans Fader Kong Hakon, vandt han baade Dronningens og Kongens Yndest. Ja, Kongen blev endog saa begejstret over hans Digte, at han udbrød: »Jeg tror du digter bedre end Paven.« Derefter opfordrede Kongen ham til at skrive sin Faders, Kong Hakon Hakonssons Historie. I Aaret 1271 vendte Sturla tilbage til Island, hvor han det næste Aar (1272) blev Landets første Lovmand (S. 172).


Sturla var baade en god Digter og en fortrinlig Sagaskriver. Hans Fremstilling er klar og flydende og mærkelig upartisk, naar man betænker, at han skriver om sin egen Samtid og om Begivenheder og Kampe, hvori han selv har deltaget. Men der findes dog aldrig ét hadsk Ord om hans Modstandere.


Sturlas Hovedværker er Sturlunga Saga[3], Islands Historie i Sturlungetiden, som dog i sin nuværende Skikkelse er blevet forøget med betydelige Indskud fra andre Sagaværker. Endvidere en Bearbejdelse af Landnamsbogen, og saa vel en Kong Hakon Hakonssons Saga, en udmærket og paalidelig Saga, som en Kong Magnus Hakonssons Saga, — den sidste norske Kongesaga, der blev skrevet paa Island, af hvilken dog nu kun enkelte Brudstykker er bevaret.




Fodnoter

  1. De fleste af de bedste Slægtsagaer findes oversat i. N. M. Petersens »Fortællinger om Islændernes Færd ude og hjemme« og de øvrige i F. W. Horns »Billeder af Livet paa Island«.
  2. Den bedste Oversættelse er Prof. Gustav Storms: »Snorre Sturlasøn: Kongesagaer«, baade en større, illustreret Pragtudgave og en mindre, billig Folkeudgave. Heraf er Hovedafsnittet, Olaf den Helliges Saga, udgivet af »Udv. for Folkeopl. Fr.« som »Folkelæsning« Nr. 273 og et andet Stykke af Snorres Sagaværk, Olaf Tryggvessøns Saga (i Dr. F. W. Horns Oversættelse) som »Folkelæsning« Nr. 243.
  3. Oversat af Dr. Kr. Kaalund: »Sturlunga Saga« (1904).




HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.