Island og dets sagaer (AO)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
I Vikingetid og tidlig Middelalder
Axel Olrik
Island og dets sagaer
Islændinge-Sagaen blev den anden store Ytringsform af den ny Sagakunst, i Rum og i Tid snævrere afgrænset, men den naaede kunstnerisk — tildels ogsaa videnskabelig — til Höjder som Menneskeaanden kun sjælden naar.
De særlige Betingelser, som Island bød for aandelig Udvikling, var först og fremmest det Udvalg af Mennesker, der blev dets Nybyggere. Det var alle disse Slægter af Smaakonger og Bondehövdinger fra det vestlige Norge, der ikke vilde böje sig under Harald Haarfagers Enevælde, men hellere søgte Bosted paa den fjærne, nyopdagede Ö. Men tillige virkede Folkeblandingen, Nordmænd fra alskens Egne, enkelte Svenskere, Vikinger fra Vesten og deriblandt halvt keltiske Elementer, til at Samfundet ikke blev en Gentagelse af det gamle. Ogsaa blev det af Betydning, at Islændingene navnlig udgik fra de hordelandske og rogalandske Bygder, som havde levet saa stærkt med i den store Vikinge- og Opdagelsestid, mange Slægter havde tilbragt en Aarrække i de vestlige Nybygder. Man havde faaet den videre Synskres, Opmærksomhed for politiske Forhold fjærn og nær, ti alle disse vidt spredte Bosteder var knyttede nöje sammen ved Slægtsforbindelser og Samvirken; de talrige Købmandsskibe bragte uophørlig nyt; det blev optaget, gransket og vurderet. Samtidens Oplevelser maatte af sig selv forme sig i Saga.
Saa bosatte disse storættede og begavede Folk sig paa Island, under beskednere Former end de för havde kendt. I Stedet for et Rige havde Bonden i det höjeste et ret begrænset Hövdingskab som sin Egns „Gode” (Offerpræst og Tingleder), mangen storættet Mand maatte bosætte sig som Bonde i en andens „Godord”. For de stolte Bjælkehaller kom der Huse med favnetykke Jordvægge, en sammenbygget Rad eller Klynge af saadanne dannede Gaarden Kvægrögt, Fuglefangst og Fiskefærd krævede din størst mulige Opmærksomhed for at tilfredsstille Flokken af Huskarle og Trælle; for dem, der for havde haft fremmede Landes kosteligste Varer til Byttehandel, blev hjemmevævet Vadmel den eneste store Udførselsgenstand. Saaledes mindskedes alle de ydre Kaar. Men den aandelige Dannelse, Overblikket over hvad der skete, den kloge Vurdering af Situationen, var det Adelsmærke man havde i Arv fra sine Forfædre.
Ligesom Vikingesagaen fødes Islændingesagaen ud af den samtidige Berettelse. Den nylig hjemkomne sidder paa Altinget og fortæller — i sammenhængende Redegörelse — alt hvad der i det sidste Aar er sket paa de kendte Skuepladser. Eller en Scene som denne:
Skjalden Tormod ligger og sover Middagssövn i en af Boderne paa Tinget. En Mand kommer ind og siger: „Du gaar Glip af en storartet Morskab.” — „Hvad er det? og hvor kommer du fra?” — „Jeg var ved Torgrim Einarssöns Bod,” siger han, „dær er næsten alle Tingmændene henne.” — „Hvad Morskab er dær?” — „Torgrim fortæller Saga. Jeg véd ikke om hvem den er; men han fortæller morsomt. Der er sat en Stol til ham udenfor Hytten, og Folk sidder udenom og hører efter.” — „Kan du ikke sige mig nogen, der forekommer i Sagaen?” — „Der er en Kæmpe Torgeir i den, og Torgrim selv tror jeg ogsaa kommer for i Historien; gaa dog hen og hør paa det!” — „Det kan være,” siger Tormod. Han har opfattet, at Torgrim Einarssön fortæller om sit Drab paa Tormods egen Fostbroder; og han tager da sin Stridsøkse til sig og vender den mörke Side af sin Kappe ud, inden han gaar hen til Skaren. En pludselig Regnbyge afbryder Fortællingen og tvinger alle til at styrte hver til sin Bod, og under denne Forvirring sætter han sin Økse i Torgrims Hoved, og faar ved et snedigt Puds Mistanken for Drabet bortledt.
Saadan omtrent er vel mangen Saga bleven til. Fortællingen er bleven fremført for en spændt lyttende Tilhørerkres, af den der selv har spillet en Rolle i Begivenhederne; og endnu mens de förste Optrin beretter saaledes, former Livet de optrædende Personers Skæbne videre.
Æmnerne for Islændingenes Fortællinger omspænder Norge, Færøerne, Orkenøerne, Grönland, undertiden tillige Dublin, udstrækkes ogsaa til Danmark og Sverig, ja en sjælden Gang til Nordboerne i Rusland. Den er altid strængt bunden til Mændene af nordisk Nationalitet, man skal vel mere sige: til norsk Nationalitet i dens videste Omfang. Men fremfor alt er Begivenhederne paa selve Island dem, som de opfatter og gengiver med en Kunstners Klarsyn og en Videnskabsmands Ædruelighed.
Island har sin Sagatid, den Tid da „Sagaerne gjordes”, som det hedder i deres eget Sprog, ɔ: da Begivenhederne skete. Det er Tiden fra o. 930 (Afslutning af Bosættelsen) og til 1030 (til Kristendommens Indførelse Aar 1000 og den förste Menneskealder derefter). Den Tid igennem var der de uophørlige Sammenstød mellem trodsige Storbønder, som kun en ny og svag Forfatning spændte sammen. Men da Retsordenen er mere fæstnet, den jævne Arbejdsvane bleven större, og ledende Kirkemænd søger at dæmme op for Fejderne, lægger Ufreden sig til Hvile. Men da först dannes Sagaerne i egenlig Betydning. Nu da de nye Begivenheder er mindre talrige og spændende, samles Opmærksomheden om de gamle: de tages frem og formes kunstnerisk til sammenhængende Fortællinger.
Hvad der skete var for saa vidt ikke andet, end hvad der skete med Regnars og andre Vikingers Liv, eller med Rolf Og Attila fra Folkevandringstiden. Kun paa ett Punkt var der en gennemgribende Forskel. Synskresen lukkede sig ikke over dem, som den havde lukket sig over Rolf og Regnar og fortonet deres Liv i almenpoetiske eller Fantastiske Træk. Man levede og færdedes i den samme Bygd, hvor Fædrene havde færdedes, kendte hver Plet hvor en Kamp havde staaet, eller en gammel Gaardtomt vidnede om Bosættelsen; Efterkommere var til Stede og hørte eller fortalte; man ikke blot var fortrolig med Hovedpersoner, men med et Utal af optrædende Bipersoner, og kendte ofte fra andre Sagaer deres Levetid og Betydning. Kun naar Sagaen bevæger sig udenfor Island, Især naar den kommer fjærnt hen til Sverig, Finmarken, eller Bjarmerne ved det Hvide Hav, er den ved at tabe sig i den samme Fantastiske Skildring som Vikingesagaerne. Men paa islandsk Grund er Synskresen ikke lukket, Taleren föler sig i umiddelbar Berøring und sit Æmne; det faar det virkelige Livs Anskuelighed og Rigdom.
Hvor meget af Sagaernes Fremstilling der er rent ud historisk, hvor meget der skyldes kunstnerisk Formning, er det nu umuligt at trænge til Bunds i. Kun for Begivenheder udenfor Island har vi en historisk Maalestok, men det vilde være urigtigt slet og ret at overføre den paa de islandske, hvor Fortællingen har en anden Karakter. Det væsenlige er jo heller ikke Sagaernes Procentmængde af historisk Rigtighed, men den aandelige Bevægelse de rummer: den Ævne til at opfatte disse Begivenheder, ofte smaa og ubetydelige — Strid om en strandet Hval, om et uvist Markskel o. desl. — som Udtryk for Personernes Væsen og Handlemaade, og for den hele Kæde af store og smaa Handlinger, der fører til de afgörende Skæbner.
Sagaen har en Rigdom af Handlingens Enkeltheder, en Udmaling af hvert Hug der göres under Kampen; af hvert Skaktræk paa det retslige eller politiske Tavlbræt; for det ydre ved en Persons Fremtræden, Vaaben, Klæder, Vækst og Ansigtsudtryk. Men især er dens Ævne til at tegne Karakterer rent usædvanlig; hver Karakter ytrer sig igennem de særprægede store eller smaa Handlinger, svarer helt igennem til sig selv, og træder i Modsætning til de andre Personer i samme Saga.
Sagaernes Fortællere har været Mænd af samme Lag som deres optrædende Personer: de islandske Storbønder; i ikke faa Tilfælde har Fortællekunsten været forenet med Skjaldskab. Sjældnere har islandske Mænd af jævnere Stand gjort sig en Levevej af at optræde som Fortællere ved nordiske Hövdinghoffer. I 12te Aarh. staar Præsterne i et Forhold til Sagafortælling, og vel endnu mere til Sagaskrivning, ligesom de i det hele havde en fremtrædende Plads i al aandelig Virksomhed. Men det var jo ogsaa Mænd med en ganske anden hjemlig Dannelse end Europas almindelige Gejstlighed.
Nedskrivningen sker i Tiden 1150—1250. Om disse Skrifters egenlige Tilblivelse véd vi slet intet. Forfatterne har hverken sat Navn paa dem eller antydet deres boglige Syssel paa anden Maade, intet Aarstal eller literær Vending røber deres Tilblivelse. Vi kan ikke engang se, om de fra först af er førte i Pennen til Höjtlæsning eller blot som Sufflørbog, hvoraf Sagafortælleren lærte det han skulde foredrage; ti Fremstillingen bevæger sig stadig i den Tankekres, at det er en mundtlig Saga der fortælles.
Naturligvis har denne skriftlige Udarbejdelse tilladt en Afrunding, Efterprøvelse, og Valg af Ordlag, som var större end den mundtlige Overlevering tillod. Men at udmaale denne Overgangs Omfang kan vi ikke, saa lidt som vi kan vide hvor stærkt Stoffet er passet sammen til Handlings-Helheder. Vor mangelfulde Viden herom har Forskerne søgt at afhjælpe ved Gætninger, én mener at allerede tidlig har hver Persons Levnedsløb udgjort en Helhed, en anden mener at först Sagaskriveren har spændt de mange Smaafortællinger ind under en fast Plan; snarest vil man dog kunne opfatte den nedskrevne Form af Sagaen som den beherskede Forening af alle de Muligheder og Retninger, der fandtes i de forskellige mundtlige Overleveringer.
Lad os tage et Eksempel, det hvor der er de sikreste historiske Holdepunkter, Sagaen om Egil Skallegrimssön. For det förste havde man den poetiske Overlevering, disse Digte som han har præget med sit Væsens sælsomme Stempel af Had og Sorg, Menneskefjendskab, Mistro, Trods, jublende Ungdom og ravende Alderdom, indeholdende et helt Portræt af ham lige til det Ydre, hans kantede og mörke, rynkede Hoved, — alt rede til at udnyttes, naar der blot kom en Digter, som kunde sætte alle disse personlige Træk i den rette Forbindelse med hans Færd. Og saa var der Skallegrim-Slægtens egenlige Saga, Striden mod selve Norges mægtige Kongeæt, den ypperlig formede förste Akt, hvor Torolf falder ved Bagvaskernes Rænker, og Kveldulf og Skallegrim skaffer sig Hævn; og saa det øvrige Drama, hvor Egil kommer paa Kant med Erik Blodökse, fra smaa Drillescener hos Kongens Ombudsmand Indtil den store, hvor Kongens Mænd sprænger Tingfreden, og siden hvor Egil rejser Nidstang og kvæder de Trylleord, der driver Erik af hans Rige; Og sidst den store Hovedløsen-Scene, hvor han staar uydmyget i Kongehallen, da det synes at gælde hans Liv. Fortællingen maa gaa tilbage til Egils egne Beretninger, og den er helt en Lovsang over ham som den ideale Bondehövding, der selvstændig og snarraadig aldrig ligger under for Fyrstemagten. Men det Billede, som Skallegrims-Ætten har givet af sig selv, er ikke det Individuelle; det er ganske en Type paa Tidens almindelige Storbonde og Viking. Des mere er der af Enkeltvæsen i de Skjaldes Anekdoter, der bevaredes til Eftertiden, Smaahistorier der knyttede sig til Egils enkelte Digte eller undertiden til andre Forhold i hans Liv. De stammer fra den unge Slægt, der med Beundring, men ogsaa med Skælm i Öjet saa de voldsomme Udslag af hans Sindsrørelser; hans umaadelige Sorg ved Sönnens Død — og Datteren der narrede ham fra at sulte sig ihjel, eller om hvordan han red efter den unge Skjald for at hævne sig paa ham for hans Gave, slaa ham ihjel fordi den indeholdt Opfordring til Egil om at forfatte et Digt. Men ude omkring levede det egenlige Folkesagn; det havde den samme kolossale Opfattelse af Slægten, og ytrede den i endnu dristigere Træk. Naar Høstkarlen stod foran Smedjen og skærpede sin Le, mindedes han, hvorledes Skallegrim havde hentet denne hvide Stenblok op fra Dybet, ene Mand i Baaden dykket ned efter den, og roet den hjem til Borg; eller naar han færdedes ude ved Kvæld, saa han brænde Lys, dær hvor den gamle Egil gerrig havde skjult sin Skat; eller Sagnet om den gamle Kveldulf, at han havde saadan Attraa efter at naa til Island, at han døende bød, at hans Kiste skulde skydes over Bord, saa at han kunde opsøge Land, og saa var den naaet ind, havde kaaret Landnam for hans Efterkommere, og nu stod hans Grav paa Næsset. Saa var der alle de yngre Tilsætninger af Sagastof, da man digtede Egil et Levnedsløb i Lighed med de andre Vikingeheltes. Han kommer f. Eks. til en lille Ö ved Norge, gaar i Tvekamp mod Ljot den blege (et typisk Skurkenavn) og frelser derved en ung Bondes Søster fra det truende Ægteskab; „jeg gör ikke Regning paa nogen Lön derfor,” siger han i den smukkeste Ridderstil, „Spydgnyet med den blege Karl var mig en spøgende Leg,” — ganske i Strid med den Pengekærhed og Paaholdenhed, som Anekdoterne og til Dels ogsaa Kvadene viser i stærke Træk. Lignende Ædelmod viser han ogsaa i andre af disse Rejseæventyr. Endelig ser vi ham ogsaa som en Hærfører i den engelske Konges Tjæneste, hvor han vinder et stort Slag fra den skotske Konge; selvfølgelig ganske uhistorisk, men det er en Roman, Sagamanden (eller Sagamændene) har digtet for at skaffe Forklaring til Egils Ungdomsvers fra Tiden omkring Torolfs Død.
Det skulde synes en vanskelig Sag at smælte alle disse Egil’er sammen: den idealiserede Storbonde, den ridderlige Helt, Anekdoternes bisarre Gamling og Folkesagnenes Jættekæmpe; men det lykkedes. Sagadigteren har genialt læst hans Person ud af de spredte Smaastrofer og saaledes faaet fat i den Karakter, der er Fællesnævner for de mange Optrin. Han gör sig ingen Umage med at fjærne de Træk af Gerrighed og Underfundighed, som Anekdoterne tilskrev Egil; han lader netop dette Væsen glimte frem ved passende Lejlighed, og han dæmper Rejseæventyrenes Ædelmod saa meget, at det ikke lyder som skærende Misklang. Selv Folkesagnet, der krøb lyssky om, blev en Guldgrube af digteriske Motiver: der er Jætteæt i Slægten, der viser sig som aaben Troldskhed i gamle Tider, som Bersærksgang om Skumringen hos Kveldulf og hans Sön, og stemt indenfor Menneskelivets Former hos Egil i hans Styrke, Haardsind og Styghed, — som en lønlig Undergrund, hvoraf Ættens og Sagaens Særpræg udspringer. Og hvilken Ævne har denne Digter ikke til at fylde hver lille Enkelthed med Karakter; ud af en Række Tilnavne hos gamle Landnamsmænd har han skabt det mægtige Optrin, hvor Skallegrim förste Gang viser sig paa Skuepladsen for at kræve Bod for sin Broders Død; hvilken Jættetrods overfor Kongen hos ham og hans Følge. Hvilken sjælden Digterævne til at lade hvert Træk göre det hele rigere.
Og dog, naar vi taler om én Digter, griber vi maaske for meget. Kan hænde det er fleres Værk at arbejde videre Haand i Haand; den personlige Indsats kan vi ikke iagttage; det er Mødet imellem alle Folkets Ævner, det lykkelige Sammenspil da Sjælesans og Stoffylde, Virkelighedsiagttagelse og Anelse, mødes For al skabe
det store Værk.
Islændingesagaen er ny Kunst, født under Digterens inderlige Berøring med sit Æmne, med Fortidsoverleveringerne, som Sagafortælleren saa at sige suger ind med Modermælken, og med Samtidslivet, der gav Digteren det Menneskemateriale og Sceneri, som han rigt udnytter. Men tillige er den — hvad der ikke falder saa stærkt i Öjnene — Frugt af literær Dannelse. Dens sjælelige Ransageævne staar i nær Forbindelse med især de yngre af Eddakvadene. Naar en eneste Fortælling (Laxdølasaga) har faaet kvindelig Hovedperson, Gudrun Osvifsdatter med hendes voldsomme Lidenskabelighed, der stedt mellem to Mænds Kærlighed kom til at „göre værst mod den hun elskede mest”, — da er det Heltedigtningens Brynhild, der har forløst denne Skikkelse. Hist og her kan vi ogsaa kende literære Forbilleder for enkelte Optrin. Naar Egil staar ved Sönnens Gravfærd, og i hans stærke indre Rørelse Kjortelen brister om ham, gentager det — lidt mere fornuftmæssig — Optrinet hvor Sigurd gaar fra sin sidste Samtale med Brynhild. Eller et Optrin som det, hvor Egil efter Torolfs Død sidder i Englandskongens Hal, ligegyldig for alt udenom og kun fyldt af sin Sjæls svare Rørelser: snart løfter hans venstre Öjebryn sig over Panden og det höjre sænkes voldsomt ned, snart omvendt, — da er det sikkert gennem ukendte Mellemled en Genklang af Cuchulinns Raseri i den irske Heltedigtning. Men Sagakunstens Træfsikkerhed og overlegne Teknik viser sig i den Lethed, hvormed den bygger Bro fra Virkeligheden ud i de fantastiske Træk.
Tyngdepunktet i Egils Saga er Heltens mægtige Karakter i dens mangfoldige Faser. Slægtens Forhistorie føles som Indledning til hans Livsløb. Sammenstødet med de norske Konger, der til en Begyndelse helt fylder Handlingen, glider efterhaanden ud, og den personlige Optagethed af ham stiger. Naar vi saa har gennemlevet det alt, til Slut hans Alderdoms vaandefulde Møde af vældig Kraft og Affældighed, føler vi os helt bundne til denne Jættesjæl, hvis stærke, men sære og ensomme Gang gennem Livet vi studsende har fulgt.
Indholdet af Islændingesagaer er hyppigst en enkelt Persons Levnedsløb; Slægtens Forhistorie og de løsere vedhængende Episoder vil ofte vise sig at staa i et vist Forhold til Hovedskikkelsen. Der findes dog Sagaer, hvor Midtpunktdannelsen kun er svagere gennemført, og Præget af Memoirer — en vis Tidsalders Oplevelser indenfor samme Bygd og samme Kres af Mennesker — er overvejende; saaledes den store Fortælling om Ørebyggerne (Eyrbyggjasaga), hvor Snorre Godes politiske Klogskab knap nok samler Interessen om sig; eller Nials Saga, der i Grunden bestaar af to sammenhørende, den ene mundende ud i Gunnar paa Lidarendes tapre Forsvar og Fald, den anden i Nials og hans Sönners Indebrænding.
Der gives mindre Sagaer, hvor Handlingen danner en tætsluttet Kæde. Saaledes Gunlaug Ormstunges Saga, der helt drejer sig om de to Medbejleres Kamp om Helga den fagre, lige fra hendes Faders Dröm om Svanen paa hans Husgavl og de to Ørnes Kamp om hende, indtil da Helga døende breder sin af Gunlaug skænkede Kappe ud, og sidder og stirrer paa den til Sjælen brister og hun synker livløs om i sin Husbonds Arm. Som Digterværker ligger disse sluttede Kompositioner vor Forstaaelse nærmest; som Indsats i Menneskenes Historie, eller i alt Fald som en af de Tinder, der er naaet, staar de store Sagaer vel höjere: ved Karakterens Dybde og den alsidige Sans for det Spil af Kræfter, der skaber Skæbnens Gang.
Sagaens moralske Stade er vanskeligst at paavise, allerede af
den Grund at det hører med til Fortællerens Kunst ikke at røbe
sin Deltagelse for den ene eller den anden Skikkelse. Sagaen staar
ikke bevidst paa andet Standpunkt, end at den vil beskrive Livet;
den vil ikke lede det. Den har Godvilje for hvert stærkt Udslag
af menneskelig Aandskraft i Lidenskab, i Kløgt, i Legemsfærdighed, i Daad. Og dog har den, synes det, i Dybet en mere etisk
Vurdering, en Anelse om at Egils Brøst i Lykke hænger sammen
med det haarde og uvenlige i hans eget Væsen, medens en Gunnar
paa Lidarende — Sagaernes mest lydefri Skikkelse — gaar friere og sikrere gennem Livet og dør Heltens Død.
Religiøst staar Sagaerne hverken i Hedenskab eller Kristendom, men i en Tro paa Skæbnens uafvendelige Gang, og paa at dens Løb aabenbarer sig for Mennesker gennem Varsler, Syner og Drömme. Formelt tror Sagamanden som oftest ikke paa det overnaturlige; han staar ikke med sin Person inde for dets Rigtighed, men kryber udenom med et „man fortæller”. Dog Skæbnegangen og Varselspillet staar i inderlig Forbindelse med Handlingens Gang; det halvt dækte gör kun, at det virker des uhyggeligere i Sagaens Varsel og Gengangeroptrin. — I Skæbnetro uden positiv religiøs Farve staar Islændingesagaen nær ved Heltedigtningen; det overnaturliges dunkle Forhold til Menneskelivet er derimod nyt.
Der ligger gammel Folkearv i denne lurende overnaturlige Verden, vel mest af Overtro og Spögelsefrygt fra den norske Vestkystbefolkning, med en Tilsætning af keltisk Aandeseeri. Men en Tid lang er det holdt nede af Vikingeaandens Nøgternhed. Vi har ved Eigils Saga set, hvordan det ad digtersk Vej trænger ind i Fortællekunsten, gaar fra Hyrde- og Høstkarlesnak ind i Gildeshallen, hvor Sagamanden foredrager for en Kres af ætstore Tilhørere; og netop i denne Form virker det mægtigt med til den kunstnerske Formning af Stoffet: denne opdukkende Underström af Anelser forener de enkelte Mindedele til en digtersk Helhed og lader Fortællingen spille over alle Livets Strenge.
Desværre varer dette lykkelige Møde af modsat Sjælsrøre kun kort. En uhyggelig skæbnetynget Fantasi vokser op og overmander baade den gamle Verdenskløgt og den digterske Beherskelse. Under Sturlungekampenes bitre Ufredsaar (midt i 13. Aarh.) bliver Syner og Drömme de ængstede Sjæles stadige Udtryk. Hvad der för var behersket, er ved at vinde Overhaand. Den islandske Fristats Fald bringer den nationale Sagadigtning til Ophør. Man vender sig til Æventyrsagaen og anvender den tildannede æstetiske Sans paa den; alt stærkere bliver dens fantastiske Elementer, alt fjærnere fra Virkeligheden. Folket, der för var saa omskuende, lægger sig i Dvale — politisk, æstetisk, økonomisk — og sover sin aarhundredlange Sövn fuld af urolige Drömme, mens Alfer ler fra alle Klipper og Jætter fra alle Fjældhuler, mens Jorden skælver og Ildfjælde lyser, og Sjæle som sorte Fugle flyver om Heklas Krater.
