Islands Fortidslevninger

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kristian Kaalund (1844-1919)

Islands Fortidslevninger

Af Kristian Kaalund

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1882

Indledning

Island, der ved sin ældre litteratur har så stor betydning for studiet af Nordens oldtid, yder med hensyn til oldsager og andre fortidslævninger langtfra noget tilsvarende; og i henseende til fundenes mængde og de bevarede genstandes antal vil dette land vel altid stå betydelig tilbage for de fleste andre egne af Norden. Hvad således de egenlige «oldsager», genstandene fra den før-kristelige tid, angår, vil det let ses, at deres antal umulig kan være stort, når man erindrer, at øens bebyggelse først år 874 tog sin begyndelse, og at kristendommen dernæst allerede år 1000 indførtes. Men på den anden side får jo rigtignok øens jærnaldersfund en ganske særlig interesse ved det bestemte, skarpt begrænsede tidsrum, hvortil de lader sig henføre. Foruden ved fundene fra den yngrre jærnalder fæster opmærksomheden sig, hvad fortidslævninger på Island angår, især ved tomterne eller de bevarede bygningsrester (rigtignok ofte af meget tvivlsom alder) og ved forskellige løse middelalderlige genstande, navnlig træskærerarbejde, tildels med runeskrift, samt runeligstenene. Under de tre grupper: 1. Grave og gravfund, 2. Tomterne, og 3. Middelalderlige sager, navnlig de med runeskrift forsynede genstande, samt runestenene — vil derfor øens bevarede lævninger fra en ældre tid naturlig kunne behandles.

Grave og gravfund på Island

Kart over Island.

Kan man tro traditionen, findes der på Island en overordenlig mængde oldtidsgrave; næsten hver gård har sin. Er nemlig gårdsnavnet dannet ved sammensætning med et mandsnavn (Ravnkelsstad f. eks.), så antaes denne mand for landnamsmanden, og hans høj påvises da næsten ufravigelig, — som oftest en anselig høj eller bakke, der tydelig viser sig ikke at være dannet af menneskehånd, stundum dog også en forholdsvis ubetydelig højde i tunet, der da ofte fredes. At man her har med ganske vilkårlig almuegætning at gøre, overbeviser man sig dog i almindelighed snart om. Nogen ægte overlevering angående oldtidsgrave består i det hele næppe på Island. Af de i Landnamabog og sagaerne omtalte gravhøje er de fleste helt forglemte, og for de andres vedkommende påvises stedet ved en lignende løs gætning, som tilfældet er med de nysnævnte såkaldte landnamsmands-høje. Selv i de få tilfælde, hvor en i ældre kilder omtalt oldtidsbegravelse har ladet sig genfinde, er det næppe sket i følge uafbrudt overlevering, men fordi stedet for graven i vedkommende saga er så nøje beskrevet, at dette med lethed til enhver tid har ladet sig genfinde. De virkelige gravhøje har vistnok i reglen været forholdsvis uanselige, eller er i alt fald i tidens løb blevet det ved sammensynkning og stormens blottende magt. Allerede de kyndige og besindige forskere Eugert Olavssön og Bjarne Povlssön udtaler i deres «Reise igennem Island» fra midten af forrige årh., at de fleste virkelige gravhøje på Island «kun viser sig som en liden tue, hvorfor og deres rette sted er forblevet ubekendt og andre af naturen dannede høje udgivne for dem». Noget lignende fremgår — rigtignok indirekte — af den utrolig naive afhandling om gravhøje på Island af den omtrent samtidige Jon Olavssön fra Grunnavig, der findes i Antkv. Ann. II; ti de eneste gravhøje, han ved at berette om, er sådanne naturlige bakker, som folketroen har gjort til oldtidsbegravelser. Besynderlig nok synes der ved den tid at have bestået en tradition om, at alskens gammelt kirkeinventarium, som man ikke kendte oprindelsen til, var fundet i høje.

I øvrigt fortæller sagnet på Island — som i det øvrige Norden — om vanskeligheder forbundne med gravninger i oldtidshøje. Navnlig afbrydes de begærlige skattegravere ved den velbekendte øjenforblændelse, at den nærmeste gård synes at stå i lue. Også andre grunde har bevirket, at indtil den nyeste tid en stærk ulyst til at udgrave høje har hersket på Island — : man mente, sligt bragte ulykke over gravfredens forstyrrere, højboen åbenbarede sig for vedkommende i drømme og bad om fred eller truede o. s. v., en ulyst, der kan have været ganske heldig for bevarelsen af landets virkelige gravhøje. De allerfleste gravfund er gjorte ved et tilfælde, og indtil nu har så at sige ingen systematisk udgravning fundet sted. Kun enkelte islandske gravfund (næppe mere end fire sikre) opbevares i Oldn. Museum i Kbh., der i det hele blandt omtrent halvtredje hundrede islandske genstande kun kan opvise 20—30 jærnalderssager, hvad der giver en ret god forestilling om disses fåtallighed indtil den aller sidste tid, og selv nu kender man i det hele kun 30—40 islandske gravfund fra den førkristelige tid. At disse gravfund trods deres ringe antal giver ret interessante resultater, vil forhåbenlig fremgå af efterfølgende udsigt.

Gennemgår man landet syssel for syssel, udgående fra det sydvestlige hjørne (egnen omkring Reykjavig) og iagttagende den i Bidrag til en historisk-topografisk beskrivelse af Island anvendte rækkefølge for syslerne, viser sig følgende fordeling af de kendte oldtidsgrave.

Guldbringe syssel

Fra dette syssel haves kun en enkelt, men til gengæld meget interessant gruppe af oldtidsgrave, nemlig dysserne ved Havrbjarnarstad (Hafrbjarnarstaðir) længst imod nord på det såkaldte Rosmhvalanæs , en mindre halvø , der strækker sig ud i Faksebugten fra den vestligste del af den store Reykjanæshalvø , der jo indbefatter så godt som hele Guldbringe syssel. Her blottede vinterstormene 1868 syv dysser, der undersøgtes af bonden på Havrbjarnarstad. Dysserne, der nu viste sig som utvivlsomme hedningegrave, havde vel været kendte tidligere, men man havde antaget dem for grave over en dansk foged Kristian og hans følge; denne dræbtes her tilligemed 7—8 ledsagere på reformationstiden til hævn for den katolske biskop Jon Aressons henrettelse. Sagnet fortalte, at de dræbte blev dyssede, hvorefter hovederne afhuggedes og sattes ved deres bag. — Den største dysse, som var den eneste, der nøjagtig vendte i øst og vest, var 7 al. lang og 2 al. bred, spidst tilløbende i bægge ender. Her lå vestligst i dyssen, med hovederne i vest, ligene af to mennesker, en fuldvoksen mand og et 10—12 år gammelt barn; ved fødderne af dem lå benene af en hest. Manden havde hjælm på hovedet, ved hans højre side lå et prægtigt sværd med sølvindlagte hjalter — klingen var indesluttet i en læderbetrukket træskede, med forgyldt broncedopsko, der i gennembrudt arbejde fremstillede de såkaldte drageslyngninger — , endvidere et økseblad og et bidsel; i dyssen fandtes desuden et stort spydblad, benkamme, knive, en hvæssesten, en kedel, en stor tand og flere nagler, samt hist og her omkring benene en mængde rustmættede træstumper, som man gætter på har været af et skjold lagt over manden (da der også blandt det i dyssen fundne synes at være lævninger af en skjoldbugle), — eller af en båd, hvis manden muligvis kan have været højlagt i skib (om naglerne fremhæves det, at de er for plumpe til at kunne have hørt til et skjold).

I dyssen nr. 2 fandtes benene af en mand, en hund og en hest, samt et spydblad. Også her, ligesom i den første dysse, viste det sig tydelig, at hesten havde ligget i den manden modsatte ende af højen, hunden derimod ved hans fødder.

Tredje dysse indesluttede benene af en mand og en hund, samt et spydblad. Formodenlig påvirket af den ovennævnte tradition mente undersøgeren her at finde mandens hoved sat ved hans bag.

I den fjærde dysse fandtes menneske- og hesteben, og måske hundeben.

Om dysserne nr. 5—7 siges kun kortelig, at der i dem fandtes «lignende ben og brudstykker af ben» , dog kun få, og ingen andre lævninger.

Omkring hver begravelse var der sammenstablede sten, hvorover der var lagt større, flade sten, og derover har der så været opkastet sand eller tækket med græstørv; alle dysserne lå så at sige fuldstændig over jorden.

Man har vistnok her lævningerne af en oftere benyttet begravelsesplads, formodenlig familjebegravelse ; men angående hvem den kan have tilhørt, giver sagalitteraturen ingen vejledning.

Om disse fund se i øvrigt IB. i, 34—36).

Kjos syssel

Fra dette lille syssel kendes ingen gravfund.

Ånæs syssel

Dette syssel, der er af betydelig udstrækning og indbefatter nogle af de egne, hvor bebyggelsen strækker sig længst op i landet paa Island, har også forholdsvis mange gravfund at opvise.

Fra selve altingsstedet på Tingvold (Þingvellir) berettes om et fund fra første del af forrige århundrede, idet den gennem tingsletten løbende Öksará bortskyllede en del af en gravhøj — der synes at have stået på selve den ved en forgrening af åen dannede holm —, hvorved nogle metalstumper kom til syne. Jon Olavssön meddeler, at man i højen skal have fundet et hestebilled af malm, kaldet Freyshest. Højen kaldte man Torlejvs-høj, efter den bekendte Torlejv jarleskjald, der — efter at være dræbt på altingsstedet — højlagdes sammesteds. Dette navn er dog vistnok fejlagtigt, da Torlejvs høj efter vedkommende sagas angivelse må antages at have stået nord for åen. — Sml. IB. I, 123—25.

Den centrale del af Ånæs syssel udgøres af den forholdsvis langt fra kysten liggende bygd Biskopstungerne, i hvis sydlige del det berømte Skålholt, fordum bispesæde, ligger. Fra dette distrikt haves to gravfund.

Det ene fund, der gjordes 1840, indsendtes til museet for nordiske oldsager, Kbh., hvor de fundne genstande opbevares. Man fandt her ved Miklaholt vest for Torfastaðir, på nogle banker, hvor der skønnedes at have været gravhøj, og hvor der i nærheden sås 4—5 smådysser af flade sten, 2 skålformede spænder, et kløverbladformet og et rundt spænde, perler, et bidsel, der endnu sad i hestehovedet, samt lævninger af en hængelås. — Sml. Undset s. 55—56.

Det andet fund, der nu opbevares i museet i Reykjavig, gjordes år 1876 ved gården Brú øverst i en høj banke, hvor vinden havde blottet en oldtidsbegravelse. De første genstande (to spydblade og et økseblad) fandtes af et tiårigt pigebarn; derefter gav bonden paa Brú sig i færd med undersøgelsen af «dyssen»,som begravelsen rigtignok kun uegenlig kan kaldes, da den ingen sten skal have indeholdt. Denne undersøgelse er først flere år efter mundtlig beskrevet af ham. Her fandtes: et større og et mindre spydblad — med spor til træskaftet, et økseblad — med spor til skaft, en skjoldbugle, 25 perler ( de fleste af forskellig farvet glas, enkelte af mosaik og rav) , en lille broncebjælde eller klokke (sekskantet, c. 1 tomme høj), en slibesten, brudstykker af en hovedskal samt nogle kindtænder, 2 søm, et skålformigt spænde, samt nogle tynde (tildels udhvælvede) jærnstumper og en smule bly. Hovedet skønnedes at have vendt i sydøst, fødderne i nordvest, øksen lå ved højre side, skjoldbuglen måske over hovedet; om de øvrige sager kunde intet afgøres. — (Arbok 1880—81.)

Ude ved Kysten i Ånæs syssel ligger det flade og fugtige landskab Floë. Her er fornylig ved gården Traðarholt undersøgt en gruppe gravhøje, der vinder en særlig interesse ved at være omtalte i den islandske sagalitteratur (Landnámabok, Floamanna saga). De pågældende sagaer fortælle, at ved Haugavað kort fra Traðarholt er vest for vejen tre høje over de ældste slægtled af den til Traðarholt knyttede familje, landnamsmanden Hallstén samt hans to sønner Atle og Olve; øst for vejen højlagdes senere Atles drabsmand Ravn, da han var bleven dræbt ved Haugavað af Tord Atlesson, som således hævnede sin faders død. Haugavað, der nu benævnes Barnanesvað, fører over den ene ende af den lille sø Skipavatn, som man passerer, når man nærmer sig Traðarholt syd fra. Vejen fører ganske rigtig mellem nogle småhøje, hvis nederste del dog har udseende af at være naturlig klippe, og som man allerede tidligere opfattede som de nysnævnte i sagalitteraturen omtalte gravhøje. — Allerede 1882 fandt man i en af højene et spydblad, da ridestien for en tid på grund af fugtighed var lagt her op over; men først 1880 blev højene på foranstaltning af det nystiftede Oldsagsselskab i Reykjavig nærmere undersøgte. Vest for vejen iagttoges og undersøgtes tre høje, i hvilke der fandtes menneskeben. I to af højene lå liget i retningen øst—vest med hovedet i vest , i den tredje i nord—syd med hoved imod syd ; hesteknoglerne lå ved fødderne af de begravede med spor af bidsler ved. Endvidere fandtes en skjoldbugle og spor til træ af skjoldet, et par metalspænder, der antages at have hørt til sværdbæltet, med et brudstykke af et jærnvåben; også sås mange rustspor efter våben, særlig ved ligenes venstre side. Ligene have været henlagte på klippegrund i højene. I højen øst for vejen fandtes menneskeben med retning øst—vest for det nedlagte lig: foruden jærnrust fandtes her kun to glasperler; denne tarvelige udstyring vilde jo passe ret vel med, at efter sagaerne den af sine fjender dræbte (og formodenlig strax på stedet begravede) Ravn her skulde være højlagt. — (Þjoðólfur 28/8 80.)

Fra et gravfund i det sydvest for Biskopstungerne liggende landskab Grimsnæs indsendtes 1832 til museet for nord. olds. et økseblad med spor af træskaftet. Denne oldsag var år 1829 fundet i nærheden af gården Snæfokstaðir ved et menneskeskelet temlig dybt i jorden (3/4 al.), dog som det synes i en dysse. Sml. Undset s. 54 og IB. I, s. 187.

Rangávolde syssel

Uagtet dette syssel er baade forholdsvis stort og velbefolket, er kun på et enkelt sted sikre oldtidsgrave påviste, nemlig ved Østre Rangå, omtrent midtvejs i syslet. Også disse dysser sættes i forbindelse med et betemt fra sagalitteraturen bekendt optrin, nemlig den i Nials saga så meget omtalte Gunnar fra Hlidarendes kamp med sine fjender ved Knavaholar (Knafahólar). Her ses nu næppe mere end to dysser, opførte af vandslidte sten. Efter at jorden er bortblæst, har man i løbet af en længere årrække fundet adskillige menneskeben her, navnlig i den sydligste dysse, der antages at have indesluttet flere lig. Reykjavig-museets oldsagsberetning angiver de herværende dyssers antal til c. 5. I en af disse fandtes en benring (1 tom bred, 1 tom. vid) med drageslyngninger og fremstillinger af to hjorte, den antages at have omsluttet den nedre ende af et økseskaft. Vistnok til samme sted sigter den antkv. indberetn (1818), der fortæller, at i Haugsvik i Arbæ land, hvor ingen vidste af høj eller grav at sige, havde vinden blottet benene af 5 mænd. Endelig har E. Olafsen og B. Paulsen i deres Islands Reise (s. 1035) en beretning, der sikkert gælder samme gruppe af oldtidsgrave. Der var nemlig (i følge denne kilde) i begyndelsen af forrige årh. ved Knavaholar kort fra Keldur i en stendysse ved nogle menneskeben fundet to hlutaskálir eller lodskåle af forgyldt messing, dobbelte, med udpuklet, gennemskåret arbejde; på fodret, som var støbt, sad et kendeligt aftryk af fint lærred, og nede i bunden var en bred ring loddet fast, uden tvivl for at et bånd kunde trækkes derigennem. Meddelerne antage, at man her har nogle af de til spådomsbrug i den hedenske tid anvendte vægtskåle; snarere indskrænker det hele sig vistnok til, at man her har fundet et par af de i hedenskabets sidste tid så almindelige skålformige spænder (der dog sædvanlig antages for kvindesmykker) — Se i øvrigt IB. I, 223.

Vestmanø syssel

Herfra kendes intet gravfund.

Borgefjords syssel

Går man fra de oven anførte, i den sydvestligste del af landet liggende sysler mod vest og nord, møder først Borgefjords syssel. Fra dette syssel kendes intet gravfund; i følge mundtlig meddelelse skulde dog på Haugsflöt syd for Hvitå have været en — nu af åen bortreven — gravhøj , hvori der var bleven fundet oldsager. — Se IB. I, 308.

Myre syssel

I Myre syssel ligger den bekendte gård Borg, Egil Skallagrimssons bolig, de fra ham stammende «Myremænds» hovedgård. Gårdens første besidder var Egils fader Skallagrim, om hvem Egils saga beretter, at han efter sin død blev højlagt på det nærliggende Digranæs (nu Borgarnæs) med sin hest, sine våben og sine smedderedskaber, men uden andre kostbarheder; senere nedlægges hans ved et ulykkestilfælde omkomne sønnesøn Bodvar i samme høj. Denne høj eller dysse, som man vidste at påvise i en derefter benævnt «Skallagrimsdal» , undersøgtes 1866 af nogle bønder fra omegnen. Højen var omtrent 8 al. i tværmål; øverst i denne lå en stor flad sten, derunder var en opstabling af kredsformig ordnede, temlig store stene; nederst i højen var en stor klippeblok, som antoges at have dækket liget; den var ved undersøgelsen knækket, — og dels heraf, dels på grund af nogen forstyrrelse af stenene i den ene side af højen formodede man at højen havde været åbnet én gang for. Derefter fandtes endnu et stenlag og saa flad klippegrund. Med undtagelse af svage spor af metalrust fandtes i øvrigt ved denne udgravning aldeles intet. — Sml. IB, I, 377.

Hvorledes det forholder sig med den nysnævnte tradition bliver imidlertid tvivlsomt, når man ser, at den antkv. indberetn. 1817 erklærer, at Skallagrims høj ikke ses og antages for længst at være afbrudt af søen; heller ikke nogen anden oldtidshøj der i sognet kendtes. Tilmed passer beliggenheden ikke godt til sagaens ord, i følge hvilke Skallagrim skulde være højlagt yderst på næsset (á framanverðu nesinu), hvortil også præstens ord om højens formodede ødelæggelse ved søbrud sigter.

I den vestligste del af Myre syssel, Hraun-hrepp, ved gården Skiphyl (Skiphylur) omtaler den antkv. indberetn. 1817 en formodet oldtidsbegravelse Harpekarlshøj (Hörpukarlshaugur), der åbnedes i håb om, at man der kunde finde nogle oldtidslævninger; man skuffedes dog; thi det hele, man fandt, var, som det antoges, noget meget gammel kulaske på en strækning af længde og bredde som en fuldvoksen mand.

Hnappadals syssel

Fra dette lille syssel kendes ingen gravfund.

Snefjældsnæs syssel

Ved gården Laugarbrekka på sydsiden af det langt mod vest fremskydende Snefjældsnæs påvises en gruppe begravelser, der vel udgives for at stamme fra middelalderen, men som sikkert er ægte hedningegrave, til hvilke på en lignende måde en fejl tradition har knyttet sig, som tilfældet var med dysserne ved Havrbjarnarstad , og hvorpå endnu flere eksempler kan påvises. I følge den antikv. indberetn. fra begyndelsen af dette århundrede er gravenes antal 24. De føre navnet irske dysser. Sagnet beretter nemlig, at her ligger begravet besætningen af et irsk handelsskib, der var landet paa nordsiden af Snefjældsnæs, og hvis mandskab ved voldsom fremfærd havde vakt befolkningens harme, så at denne sluttelig tog sig selv tilrette og dræbte de fremmede. Præsten, der har affattet den antkv. indb., undersøgte i sommeren 1794 dette sted : I hver dysse sås som en aflang fordybning. I den største dysse stødte han først på nogle stene, mos, lyng og brunlig jord som tørv; derefter rød jord omtrent et kvarter, hvori fandtes 10—12 store hestekindtænder, omtrent lige så mange nitsøm, hvormed han antog at en skjoldrand havde været fastsømmet, samt et spydblad. Efter et forgæves (af frosten afbrudt) forsøg på fortsat udgravning 1817 undersøgtes år 1818 påny tre af dysserne, men med undtagelse af den røde træjord fandtes intet. Muligvis som en hypotese til forklaring af den omtalte røde masse og dyssernes indsunkne form står præstens angivelse, at der omkring hvert lig har været opstablet en stenkreds noget højere end selve liget, der lå på den flade jord; oven over liget er der bleven rejst spærrer som i en stabel , derover er der lagt græstørv, og så omkring spærrernes nedre ende anbragt 1—2 stenrader. — Se i øvrigt IB. I, 417.

I IB. I. 450 er kortelig omtalt, at man i en nyere tid har gravet i den fra Eyrbyggja saga bekendte Arnkel godes gravhøj. Denne udgravning omtales med et par ord i Reykjavig-oldsagsberetningen I, 47, hvor der siges, at her intet fandtes, men at dens bygning meget lignede Skallagrims højs ved Borg.

Dala syssel

Herfra kendes ingen gravfund.

Bardastrands syssel

Heller ikke her kan noget egenligt gravfund påvises. Kun berettes, at der mellem de to vestligste gårde på selve Bardastranden i en højtliggende grusstrækning er fundet en mængde menneskeben. — IR. I, 552.

Isefjords syssel

I følge en utrykt optegnelse af Jon Olavssön fra Grunnavig opdagedes c. 1747 på gården Fot (Fotur) i Neydisfjord en oldtidsbegravelse i tunet her. Ved at lægge grunden til et udhus stødte man først paa en stor og flad sten, som bedækkede det aflange af store sten dannede gravsted, hvori benene af en overordenlig stor mand lå. (Denne åbenbarer sig natten efter for bonden for at få fred i sin grav.) Trods det noget mistænkelige i beskrivelsen ligger dog sikkert et virkeligt oldtidsfund til grund for samme, og det synes, at man her har haft en underjordisk begravelse uden opstablet dysse. — Sml. IB. I, 5-6—87.

Hunavatns syssel

Med Hunavatns syssel begynder de velbefolkede og anselige Nordlands-bygder, der også har flere interessante gravfund at opvise.

Ved Gljuvrå (Gljúfurá), kort fra dens udløb i den store indsø Hop, der ligger omtrent midtvejs i syslet ud mod kysten, udgravedes år 1868 en dysse neden til i en bakke. Der fandtes kun benene af et menneske og en hest; ligets retning var sydøstnordvest; hesten, der fandtes ved ligets fødder, havde været lagt på ryggen. Dyssen var aflang og til bægge sider bygget af uregelmæssig opstablede sten. Den øvre ende skal dog ikke være bleven udgravet. — Snil. IB. Il, 25.

I den noget østligere fra sagalitteraturen velbekendte Vatnsdal er for nylig (1879) gjort et ejendommeligt gravfund ved gården Kornså (Kornsá). Graven, der i beretningerne kaldes en dysse, synes at have været en underjordisk begravelse uden gravhøj; den fandtes år 1879 i en banke ud for gården (der dog ikke nu står på sin gamle plads), da den her boende sysselmand lod grave kælder under et nyt hus, som påtænktes opført sammesteds. Intet tyder på, at her har været begravet mere end ét lig. Man fandt en næsten fuldstændig stålhue, der endnu omsluttede hovedskallen; den var dannet ganske efter hovedets form uden nogen fremstående kant. Endvidere: en saks som en fåresaks, 10" lang (en mankesaks formoder man), en kniv af hvalben uden metal, af størrelse som en lille dolk, en ben kam, en vægtskål af bronce (som nr. 359 i Sveriges historia I, ved Montelius), to spænder (kappespænder som det antages) af ejendommelig form, med drageslyngninger i gennembrudt arbejde, hvorimod kanten dannes af flade smådopper eller korn. De er omtrent 2" lange og 1" brede, lige afskårne for den ene ende, mere spidst tilløbende ved den anden. På undersiden har der været anbragt en nål på hvert. Forenden (den lige afskårne) er forsynet med huller, og man gætter på, at de her har været forbundne ved en lænke. Fremdeles: en bjælde eller lille klokke, sekskantet, med spor til knebel, aldeles som den ved Brú i Biskopstungerne fundne; 3 perler (en prægtig jaspisperle, nogle rav- og mosaik perler, resten forskellig farvede glasperler) — disse perler fandtes ved ligets hals, og der sås endnu spor til det bånd , hvorpå de havde været trukket. Sluttelig må endnu som fundne genstande nævnes: en pincet af bronce, en spændenål (af sølv?), to jærnstumper og forskellige stykker messing. — Gravens retning fulgte omtrent Vatnsdalens, nord-syd; ligets hoved, der formodentlig ved stålhuen var langt bedre bevaret end de øvrige knogler, vendte i nord. Liget lå omtrent 2 alen under græstørven. Efter jordens farve mente man at kunne slutte, at træ havde været nedlagt i graven ; her fandtes ogsaa mange småstene, især over ligets øvre del. Benkniven med flere andre genstande fandtes ved ligets højre side. Efter den første beretning skulde der tillige være fundet heste- og hundeben i graven. Dette er dog senere bleven berigtiget derhen , at omtrent 6 al. øst for graven fandtes menneske-, heste- og hundeben, der lå uordenlig i en dynge. Disse anses for yngre og oldtidsgraven uvedkommende. Dette må dog af forskellige grunde synes temlig tvivlsomt; og navnlig vilde, hvis man turde antage angivelsen af menneskeben blandt de fundne knogler for beroende på en misforståelse, en sådan højlægning af husdyr i nogen afstand fra herren have sit aldeles tilsvarende i andre fund (se Kalvborgarå o. fl.). — Arbok 1880—81. Fundet opbevares i Reykjavigmuseet

I nabobygden nordøst for Vatnsdal, ved gården Sauðanes nordvest for søen Laxårvatn fandtes år 1834 i jorden — sammen med lævningerne af et menneskeligt skelet — et skålformet spænde. — Dette opbevares i museet for nord. olds. Kbh. som nr. 3419. Sml. Undset s. 54.

Fra syslets nordøstligste del, den såkaldte Skagestrandshalvø, haves et gravfund, der, om end af traditionen sat i forbindelse med et nærmere nutiden liggende optrin, sikkert må henføres til den førkristelige tid. Nærved præstegården Höskuldsstad (Höskuldsstaðir) fandtes nemlig i en dysse, som i følge traditionen skal være over opkastet over nogle her ihjelslagne spanske sørøvere, en slibesten samt et jærnvåben (sværd eller spydblad).

Skagefjords syssel

Østlig i det Hunavatns syssel og Skagefjords syssel forbindende paa Vatnsskarð har der muligvis været en oldtidsdysse. Der skal nemlig her være fundet menneskeben, som de omboende antoge for benene af tre mænd, der, i følge Tord bredes saga, her faldt for fortællingens helt. Med denne henførelse står det sig dog kun dårlig, da Tord bredes saga almindelig antages for uhistorisk og Tord brede selv, trods al hans popularitet som en islandsk Dædalus, for en opdigtet person. — Sml. IB. II, 64.

Længst oppe (ɔ: sydligst, nærmest højlandet) i Skagefjorden, i den vestligste af de såkaldte Skagefjordsdale, fandt man nord for gården Torljotsstad (Þorlótsstaðir), efter et fjældskred, ovenpå den nedstyrtede jordmasse seks menneske-hovedskaller, samt en broncenål med dyrehoved og et sølvbrystsmykke, men ingen menneskeben eller andre spor af skeletterne. I Reykjavig-oldsagsberetningen, hvor fundet er beskrevet, gættes der på, at her har været en oldtidsbegravelse , hvor ligene har ligget fra nordøst til sydvest, og at fjældskredet, da det styrtede ned, netop har kunnet nå at tage hovederne med, men ikke mere. — Sml. IB. II, 70.

Nordøstlig i Skagefjorden, i en bygd ved navn Oslandshlid, står gården Miklebæ (Miklibær) , hvor den omtalte Tord brede i følge sagaen boede; her har man også med stor bestemthed villet påvise hans gravhøj. Den indsigtsfulde og pålidelige jurist og oldforsker Povl Vidalin fra begyndelsen af forrige århundrede fortæller herom, at år 1723 eller 1724 åbnedes Tord bredes grav, som har været almindelig bekendt efter uimodsagt beretning fra mand til mand. Gravlægningen var den i den hedenske tid sædvanlige: kul under liget, stene regelmæssig opstablede rundt omkring, en større sten lagt over og denne igen omgivet med småsten. Han føjer til, at gravstedet aldeles i længde og bredde svarede til almindelig mandsstørrelse «indenfor de grænser, som stenene afmærkede omkring kullene». Af liget fandtes kun et skulderblad og stykker af et ribben. I følge Jon Olavssön fra Grunnavig optoges tillige af graven et stærkt forrustet stykke jærn. — Sml IB. II, 85.

Øfjords syssel

Fra dette anselige og velbefolkede syssel kendes mærkelig nok ikke en eneste utvivlsom oldtidsbegravelse, eller i al fald mangler nærmere underretning om enhver sådan.

I en af de nordvestlige bygder, Svarvadardalen (Svarfaðardalr) skal man, i følge en beretning fra forrige århundrede, i en bakke have fundet adskillige oldsager (hesteben, et sværd, en sølvnål, nogle messingdopper), som vandet havde blottet, — efter en anden beretning dog kun et spydblad. Se IB. II, 100.

Som oldtidsbegravelser må vel gælde to fund af menneskeben fra forrige århundrede, det ene ved gården Ravnegil (Hrafnagil), hvor et menneskelig skelet fandtes i en banke ved indgangen til en fåresti (se Egg. Olavssöns og Bj. Povlssöns rejsebeskr. s. 740), det andet ved Espehol (Espiholl) i en lang, græsgrot banke, hvis ene ende var bleven blottet af vinden, så at nogle menneskeben kom til syne (se Mohr: Tillæg til hans islandske Naturhist. Kbh. 1786, s. 368).

Sønder-Tingø syssel

Fra det store vistnok til alle tider af anselige bønder bebyggede Sønder-Tingø syssel haves flere interessante gravfund.

Midtvejs i syslet, i den lange af elven Skjalvandafljot gennemstrømmede Bårdardal fandtes, år 1869, ved gården Kalvborgarå (Kàlfborgarà) en mærkelig gruppe grave fra den hedenske tid. Der lå her i en række fra nord til syd — med en indbyrdes afstand af 10 — 12 al. — fem dysser, med retning omtrent fra vest til øst. De fire dysser viste sig at have været opkastede over mennesker, den ene over to heste. Den sydligste grav indeholdt kun menneskeben; den næste menneskeben, to runde broncespænder med fantastiske dyrehoveder, en broncenål og fire glasperler: i dyssen nr. 3: menneskeben og et spydblad (med spor til skaftet) til venstre for liget; nr. 4: ben af to heste samt et gjord-spænde af jærn ; nr 5: menneskeben. Menneske-begravelserne var firkantede og aflange (af form som grave nu til dags), om hver var der opstablet stene i firkant, der ovenpå var der så henkastet løse sten: dysserne vare efterhånden blevne blottede af vinden, så at menneskeben jævnlig sås. Hestedyssen var derimod kredsrund, bestående af store sten, og hestene havde her været nedlagt i bøjet stilling. I Reykjavig-oldsagsberetningen, hvor fundet er beskrevet, gættes der på, at man her har mand og hustru begravede med deres heste og tjænestefolk, — hvad jo virkelig adskilligt taler for. — Sml. IB. II, 153—54.

De andre to fund fra dette syssel ere bægge gjorte i egnen omkring den store sø Myvatn, tæt op mod det indre højland.

Det første af disse stammer fra gården Gautland (Gautlond) øst for Bårdardal, sydvest for Myvatn. Her fandtes (1855) i gårdens tun — da man øst for gården i en derværende banke vilde udgrave grunden til en fårehus-lade — en begravelse 1 1/2 al. under jordens overflade. Graven indesluttede skelettet af et menneske, der. som det syntes, havde været begravet i siddende eller sammenbøjet stilling, samt et knivsblad og en smal slibesten med et hul i den ene ende ; endvidere knoglerne af en stor hund. Først stødte man på menneskebenene, underlemmerne først; benenes retning var sydvest-nordøst, men strækningen, de optog, var kortere end en mands længde, under mandens knæ lå hundebenene. — Da en islandsk saga (Vemunds og Viga-Skutas saga) beretter om en bonde Gaut på Gautland i det 10de årh. , der havde en ypperlig hund Floke, som en aften, da fjender vest fra var på vej til Myvatns bygden, uafladelig gøede op mod fjældheden og således advarede mod ufreden, har man selvfølgelig sat ovennævnte oldtidsbegravelse i forbindelse med disse forhold og mener her at have Gauts og Flokes lævninger. — Sml. IB II, 169.

Det andet fund skriver sig fra den sydøst for Gautland liggende gård Baldrshejm (Baldursheimur). Den herværende begravelse, en af vinden blottet dysse i en banke, undersøgtes i årene 1860—61 og viste sig da at indeholde et menneskeligt skelet, der lå udstrakt med hovedet i øst — lige i retning mod den c. 200 favne borte liggende gård. På højre side af den højlagte lå et spydblad, 24 tavlbrikker af ben med tilhørende tærning og en særlig (i menneskeform) udskåren brik, samt — rimeligvis også her — lævningerne af et skjold. Til venstre side lå et sværd med spor af træskede, en smal slibesten med et hul ved den ene ende, samt en glasperle. En alen fra fodenden af denne dysse fandtes en anden, kredsrund , hvori skelettet af en hest, der har været nedlagt sammenbøjet, og lævningerne af et bidsel. — Endvidere fandtes lævningerne af et økseblad og et knivsblad.

Tavlbrikkerne vare hvide eller røde, nogle spidst-tilløbende, andre stumpe — alle med hul forneden. Sværdet var af betydelig længde, med to store, oprindelig eniaillerede hjalter, — Et af de fundne jærnredskaber kan måske have været en pålstav. — Sml. IB. II, 169.

Et fund ved Fnjoskå (ved gravning) af menneske- og hesteben foruden forskellige jærn- og malmsager omtales , men rigtignok på en meget uklar måde. i den antikv. indberetning fra Hals 1818.

Norder Tingø syssel

Herfra kendes intet gravfund.

Norder-Mule syssel

Herfra kendes kun et enkelt gravfund — fra præstegården Valtjovstad (Valþjófstaðr) i nærheden af den store indsølignende elv Lagarfljot: dette kan der måske være særlig anledning til at omtale lidt nærmere, da — bortset fra den interesse fundet i og for sig frembyder — dels de fra fundet i behold værende sager er indsendte til Oldn. Museum i Kbh., dels den nærmere sammenhæng med fundet hidtil ikke har været kendt. (Se Undset s. 53, nr. DCLIX—X.) Museumsprotokollen for 1822 indskrænker sig med hensyn til dette fund til en kortfattet meddelelse om, at der er foræret af «pastor Ormsen på Island» to skålformede spænder og en knap af et metalspænde (Undset: liden rund broncespænde) , der var fundne i en gravhøj sammen med en del udmærkede glasperler (Undset: som dog ej kan ses at være indkomne). Nærmere underretning fås derimod af præstens (Vigfus Ormssons) antkv, indb. 1821. Han beretter deri, at han, da han en gang for omtrent 20 år siden syd for tunet på Valtjovstad gik over nogle banker, der bestandig blottedes mere af vinden, så et lårben af et menneske stikke frem af en jordbrink, hvorefter han nøjere undersøgte stedet. Der fandtes da et skelet af et menneske, som syntes at være lagt halvt sammenbøjet ned. Mellem krop og hoved var en mængde store og små perler, de største som det yderste led af pegefingeren på en mand af middelstørrelse, dog noget kortere, sorte af farve, med hvide og røde kredse, de mindre af størrelse som krækebær , ensfarvede, som om de var forsølvede ; hvor brystet havde været (nedenfor perlerne) lå et lille firkantet kobber-brystsmykke, «som hermed følger, men perlerne ere alle tabte, saa intet af dem kan sendes». På stedet, hvor midjen havde været, var to kobber-kvindesmykker, som så ud til at have siddet på et bælte og været til at knappe, da der var en krog på det ene, medens der under det andet sås spor til vævet tøj. Også disse spænder indsendtes. — I følge ovenstående ser jo begravelsen nærmest ud til at have været underjordisk; om nogen herover opkastet dysse erfares intet.

Sønder-Mule syssel

Herfra kendes intet gravfund.

Øster-Skaftafells syssel

Heller ikke fra dette syssel haves meddelelse om noget gravfund.

Vester-Skaftafells syssel

Heller ikke fra dette syssel kan noget sikkert gravfund anføres. Højst mistænkelig lyder, hvad der på to steder lejlighedsvis anføres i Reykjavig-oldsagsberetningen, at der i den fra Landnamabog kendte Hildirs-høj (Hildishaugr) ved Kirkebæ (Kirkjubær) skulde være fundet en skjoldbugle og et lerkar (!). Om en udgravning af denne høj vides i det hele intet nærmere.

__________

Hermed er de sikre gravfund fra samtlige islandske sysler optalte, men foruden disse kendes en del fund, der dels stå som tvivlsomme gravfund, dels bestå af oldsager fundne på fri mark eller andensteds udenfor gravene. De således fundne genstande, der stamme fra samme periode som gravgodset, vil i det følgende blive anførte ligeledes ordnede efter sysler.

Kjos syssel

Mosfell. I følge Jon Olavssön fra Grunnavig skal i begyndelsen af forrige århundrede nogle sølvmønter, af hvilke en antages at have haft indskriften ANSLAFR, være skyllede frem af en kløft ved gården Mosfell; man mente her at have rester af den af Egil Skallagrimsson i hans alderdom skjulte skat. Se IB. I, 52.

Möðruvellir. Om et her fundet jærn-bidsel se Undset s. 55.

Ånæs syssel

Undset (s. 54) omtaler fragmentet af et jærnsværd fundet i en hule ved altingsstedet. Om et lignende fund se Årbok s. 20-21.

Hestatingshól i Hestaþíngshóll (IB. I, 182). Om en her funden broncenål se Undset s. 54.

Østre -hrepp. I dette distrikt er oven i jorden fundet et spydblad. Skýrsla I, s. 61.

Gaukshøvde (Gaukshöfði). I nærheden af gården Hage ved Tjorså er der ved klippepynten G. for en del år siden fundet menneskeknogler og endnu tidligere en spydsod. Dette fund sættes i forbindelse med den fra Nials saga kendte Gauk Trandilssõn. IB. I, 203.

Tjorsádal (Tiorsárdalr). I denne siden et vulkanudbrud i det 14de århundrede ubebyggede dal, der frembyder en særlig interesse ved de endnu bevarede lævninger af de gamle gårde, hvis bygningsmåde synes at have været en fra den nu brugelige temlig forskellig (se IB. I, 119—200), er der fundet forskellige oldsager, særlig nogle spænder, der stemme med de fra den førkristelige tid kendte former. Her fandtes formodenlig c. 1840 to skålformede spænder, en i en stor ring anbragt nål, af form som Nord. Oldsager nr. 410—11, men af bronce, en skakbrik af ben samt en overbrækket fidtsten. En beskrivelse af dette fund skal være indsendt til Finn Magnussön, men om denne vides intet nærmere. I Tjorsadal er også fundet et sværd, men som det synes ikke ældre end fra den tidligere middelalder. Se Skýrsla I, s. 75-79, 83-84.

Rangávolde syssel

Flagbjarnarholt. I nærheden af garden, sædvanlig kaldet Flagvelta, i museumsprotokollen (under nr. 6939) ved en fejllæsning «Hagelta» — i distriktet Land — fandtes i følge meddelelse fra sognepræsten til biskop Stg. Johnsen en angelsaksisk sølvmønt. der 1842 nedsendtes til museet for nordiske oldsager. Den angives at være funden ved tilfældig opgravning i en gammel høj (gravhøj?) , hvori der i øvrigt ikke var andet at finde end lævninger af kul og sammendynget grus. — «Mønten» — tilføjes der i museumsprotokollen — «er uden tvivl slagen i England: på reversen er følgende indskrift: † OSBERN MO DEO (altså enten Deoraby i Derby) eller Deoðforde, nu Deptforth). Adversens indskrift er vanskelig at læse, men det er øjensynligt, at mønten er en efterligning af (en mønt fra) Kong Ethelred eller (en af) hans nærmeste forgængere (mellem 970 og 990)».

I Antk. Tidsskrift 1843-45, s. 38 39 angives denne mønt at være slagen af kong Ethelred i Deptford og at være funden i en sløjfet gravhøj.

Jarnlaugarstad (Járnlaugarstaðir). Ved ødegården J. i nærheden af præstegården Storu-Vellir i distriktet Land fandtes 1824 en smuk og anselig sværddopsko af bronce, omtalt hos Undset s. 53. — 1 selve ødegårdens tomter synes tre glasperler at være fundne, som omtales i Skýrsla I, 91.

Fra flere andre gårde i samme distrikt (Húsagarðr, Hrólfstaðahellir, ødegården Merkihvoll) er der til museet i Reykjavig indleveret jordfundne sager, der opfattes som oldsager, men som det til dels kan være vanskeligt med sikkerhed at henføre til noget bestemt tidsrum (heriblandt nogle perler og en slibesten med hul i enden); særlig bør fremhæves en bronce-stigbøjle, der i høj grad ligner de i Nordiske Oldsager nr. 480—82 afbildede, navnlig nr. 481. med hvilken den har slangebillederne og den faste plade, hvortil remmen har været fastnaglet, til fælles. Se iøvrigt Skýrsla I, 134, 136; II, 99 100.

Fra det syd for Landet liggende distrikt Holterne skriver sig nogle pa Oldnordisk Museum opbevarede bronce-spænder: to skålformede og et kløverblad formet (nr. 5425—26, der er fundne i en mose her.

Derimod er det meget tvivlsomt, om, således som Undset angiver, nr. 5738—41 har noget med ovennævnte fund at gøre. At alle genstandene ere fundne i en mose i Holterne, siges vel i det kgl. nord. Oldskriftselskabs årsberetning 1840, s. 22—23 ; men i følge museumsprotokollen er numrene 5738—41: nogle perler samt 2 gennemborede kufiske mønter — samlede af pastor Helgason (ɔ: pastor Torsten Helgesson til Reykholt i Borgefjord), og således lyder også angivelsen i årsberetningen for samme år (1840) s. 13, hvor der tilføjes, at de to mønter og perler er fundne i «Mjöedalen» på Island. Af et brev fra Torsten Helgesson til prof. Finn Magnussön (i etatsråd Thorsens besiddelse) er der netop tale om to ham tilhørende kufiske mønter. - Interessant er det at se den forholdsvis korte tid, som de to kufiske mønter (prægede år 917 og 926 e. Kr.) har brugt om at nå til Island — forudsat at halssmykket , hvad der vistnok med rimelighed kan antages, er hedensk.

Fra Holterne er ligeledes et ved gården Kaldáholt (Kaldárholt) gjort fund af forskellige perler og spindestene (ɔ håndténshjul), der beskrives Skýrsla I, 127-28, 130; genstandene skal være fundne, hvor gården tidligere antages at have stået.

Fra syslets midter-bygd, de egenlige Rangávolde, kan mærkes et par enkeltvis fundne genstande: ved gården Gunnarsholt et ringformet broncespænde med dragehoveder og nål (Skýrsla I, 142-43) og, ligeledes der i nærheden, et spydblad (Skýrsla I, 71-72), samt fra Tingskålar (Þingskálar) en pig- eller brodspore (Skyrla II, 83—81).

Fra gården Rødnæbstad (Rauðnefstaðir) , en af de længst oppe mod højlandet liggende gårde, er til museet for nord. oldsager indsendt nogle jærnsager, deriblandt en gammel stigbøjle, se Undset s. 55, nr. 5824—25.

Ved gården Kollabæ i Fljotshlið fandtes et gjord spænde af malm, som nr. 485 i Nord. oldsager. Se Skýrsla II, 14—15. På det «Hoftorfa» benævnte sted i Stensholt østlig i syslet er fundet en slibesten med hul i enden. Skýrsla I, 133.

I museums-protokollen findes en del genstande under nr. 5826—30 (nogle småsager af sten, fragmenter af sten og jærn, nogle perler, hælvten af en mønt), der skal være fundne i tomterne af «det ældgamle Husastaðir» i Rangávolde syssel.

Endnu kan mærkes, at østligst i syslet, i det såkaldte Torsmark, der antages at have ligget øde siden den tidlige middelalder, findes jævnlig små sager af sten og bronce, slibestene o. d. 1.

Myre syssel

På fjældvejen over Arnarvatnshede, oven for præstegården Gilsbakke, er fundet et broncespænde, ganske som det ved Kollabæ i Rangávolde syssel fundne. Se Undset s. 53.

Til fjælds i nærheden af Norderádal (Norðrárdalr) skal være fundet et skålformet spænde. Skýrsla I, 126.

Måske kan der her erindres om den mærkelige Surtshule (Surtshellir) , IB. I, 338—44, hvor foruden de store dynger af spaltede kreaturben også visse bygningsrester minde om de fredløses ophold her, og hvor man i midten af forrige århundrede fandt et lille halvfærdigt redskab af ben.

Hnappadals syssel

Til dette syssel må vel snarest henføres det Skýrsla I, s. 112 nævnte ringformige spænde (som Nord. oldsager nr. 412), om hvilket det dog næppe er sikkert, at det er ældre end middelalderen.

Dala syssel

Fra dette syssel er et kløverbladformet broncespænde, fundet mellem to ved Hvammsfjordens bund liggende gårde. Skýrsla I, s. 101.

Stranda syssel

Ved Stengrimsfjorden er fundet en lille slibesten med hul i enden. Skýrsla I, 119.

Hunavatns syssel

Sotastad (Sótastaðir). Skønt vel neppe ældre end middelalderen, bør dog maske anføres en skakbrik af hvalben, der skal være funden ved den ældgamle ødegård S. Se IB. II, 17.

Vatnsdal. Et skålformet broncespænde tillige med et tilsvarende, som er tabt, er fundne i jorden i denne dal.

Sydøstlig i syslet , på den såkaldte Eyvindarstadahede, er fundet et spydblad med modhager (Skýrsla I, 105).

Skagefjords syssel

I nærheden af gården Mælifell er et skålformet broncespænde fundet (Skýrsla I, 111—12).

Fra dette syssel er også den hos Undset (s. 53) omtalte armring af sølv. Hvorvidt den, som i museumsprotokollen anført, er fundet i en gravhøj, må dog synes tvivlsomt, da den i en antikvarisk indberetning fra giveren siges at være funden på bar jord op til dalene i Skagefjorden.

Øfjord syssel

Torstatuette, fundet ved Kristness på Island. Her boede Helge den Magre, der dyrkede både Krist og Tor. Illustration fra 'Nordboernes gamle tro.. Copyright: © Carsten Lyngdrup Madsen, 2011.

Eyrarland. På Oldn. Museum opbevares en ved denne gård funden lille bronce figur, som man i sin tid har antaget for et Torsbillede, men som vel snarest må henføres til middelalderen. Se IB. II, 110.

Sønder-Tingø syssel

Øverst i Reykjadalen i dette syssel er fundet en broncestigbøjle, ganske af form og udsmykning som den i Rangávolde syssel fundne (Skýrsla II, 11— 12).

Fra samme syssel er en på Tjörnæs funden stor malmring med perlesmykkede, halvmåneformede forsiringer som Nord. olds. nr. 430 og 443. Se Skýrsla I, 108—09.

Norder- Mule syssel

Fra dette syssel (fra garden Melar?) er en lille slibesten med hul i enden.

Fra samme syssel er en på fjældene oven for Valtjovstad funden sølvmønt fra Edvard Confessor af England, præget af møntmesteren Godric i Lincoln, Den er forsynet med pånittet øsken, hvori hænger en riflet ring (oldn. mus. nr, 12298), Indsenderen gætter på, at dens ejer har haft den hængende ved sin skjortekraves halsknapper, «således som Islænderne endnu bruge».

Vester- Skaftafells syssel

Ved gården Flaga fandtes år 1829 — som det siges, i nogle gamle hustomter, hvor man stødte på en mængde jærnrust og rød muld — to skålformede bronce-spænder, der indleveredes til Oldn. musenm. Tillige med spænderne fandtes nogle perler, og spænderne selv sås at have været hæftede til et klædningsstykke, da lævninger af tøj fandtes i det ene; endvidere skal tidligere til forskellig tid oldsager være fundne på samme sted. Alt dette kunde tyde på, at man her havde et gravfund for sig. Se Undset s. 53—54.

Fra Alvtaver (Alptaver) vestlig i samme syssel omtaler Skýrsla I, 127 en stor glasperle.

Endnu en islandsk oldsag fra jærnalderen opbevares på Oldn. museum, nemlig et skålformet spænde (nr. 5737), foræret af Jonas Halgrimssön, men uden at findestedet er nævnt.

__________

Af den givne oversigt ses det, at på Island kendes kun begravelser med ubrændte lig, således som det også var at vænte, dels på grund af landets fattigdom på skov, dels fordi sagaerne aldrig omtale nogen ligbrænding. Om man har brugt at henlægge ligene på et kullag, må synes meget tvivlsomt; den eneste nøjagtigere beretning, der kunde tyde på noget sådant, er den fra forrige årh. om åbningen at den såkaldte Tord bredes grav, der dog vel indtil videre må modtages med et vist forbehold. Højlægning i dysser var den almindeligste begravelsesmåde: indadtil opstablede af sten, udentil sædvanlig dækkede af græstørv; nærmest liget synes stenene ofte mere eller mindre at have antaget form af en stenkiste, af aflang eller aflang-firkantet form, afpasset efter ligets længde. Dog kendes også underjordiske grave, og her synes liget stundum at have været nedsat i en bøjet stilling; dette gælder i alt fald om den sikreste af dem (Gautland-graven), men noget lignende lader sig også formode for et par andre. En bestemt retning af gravene kan næppe fastslås. Begravelsespladser synes at have været ikke ualmindelige, hvad der også stemmer med angivelser i de ældre kilder; således omtales i Vatnsdæla saga en banke, hvori medlemmerne af den på Hov hjemmehørende høvdingeslægt var begravne (Vatnsd. s. 67). Skiblægning er hidtil ikke med sikkerhed påvist; fra sagaerne kendes dog denne begravelsesmåde. I følge tradition er «landnamsmænd» hyppig skiblagte (stundum skibet i en særlig høj). I øvrigt kan, med hensyn til hvad sagalitteraturen lærer om begravelsesskikkene på Island i den førkristelige tid, henvises til en sammenstilling i nærv. forl.'s afhandling Familielivet på Island i den første sagaperiode s. 367 ffg. i Arb. f. n. Oldk. 1870.

Bortset fra de tvivlsomme forhold, under hvilke heste- og hundebenene fandtes ved Kornsá-begravelsen, og andre usikre opgivelser, har i ikke mindre end 12 tilfælde hesten fulgt sin herre i graven, dog således, at for to gravlægningers vedkommende hesten (eller hestene) har fået en egen kredsrund dysse; med hesten er i mindst 3 af disse tilfælde hunden tillige fulgt; og i to grave findes alene menneske- og hundeben. Resten af gravene, c. 20, indeslutte alene menneskeben. Mærkeligt er det at se, i hvilken overensstemmelse denne hyppige forekomst af heste - og hundeben i gravene står med en langt ned gennem tiden bevaret tradition om, at en sådan gravlægning var tegn på argt hedenskab. Således siges det i Flateyjarbog om en forstokket hedning Svade, der ved en pludselig død hindres i sine onde gærninger, at han, på selve stedet, hvor han havde tænkt at ombringe forskellige uskyldige, blev som en skændig hedning begravet med hund og hest efter hedensk skik. Ligeledes beretter den langt senere Peder Claussön, at i fordum tid lagde de heste og hunde i graven med hver mands lig på Island.

Særdeles interessant er det at sammenholde resultatet af disse gravfund med hvad der er fremgået af undersøgelser over den yngre jærnalders grave i Norge og Sverrig, og i denne henseende må navnlig fremhæves O. Ryghs afhandling om den yngre jærnalder i Norge i Arb. 1877, samt dr. Stolpes overraskende og i så mange henseender højst lærerige meddelelser om de storartede af ham ledede udgravninger på Bjørkø i Mälaren (en oversigt over, hvad der således til forskellig tid og spredt på forskellige steder er offentliggjort om disse undersøgelser af stedet for oldtidens «Birca» , er givet af V. Boye i Nationaltidende nr. 1649, 1662, 1673). Med hensyn til de mange nagler, der er fundne i en af gravene ved Havrbjarnarstad og ved Laugarbrekka, kan fremhæves, at i følge Rygh er klinknagler så hyppige i den yngre jernalders grave i Norge, at denne forfatter gætter på, at de stundum kan være løst nedlagte, hvorimod på Bjørkø — hvor nagler også hyppig tindes i gravene — forholdet er et andet, idet her, hvor gravskikkene tyde på en overgangstid mellem hedenskab og kristendom, mange lig har været begravede i trækister, af hvilke kun naglerne er tilbage. — Rygh fremhæver, at i mange tilfælde kun enkelte dele af et dyr (f. eks. hovedet af en hest) synes nedlagt i graven. Også på Island er jo i en grav (Miklaholt, Anæs syssel) hovedet af en hest fundet; dog ligger det vel indtil videre nærmest at antage, at den øvrige del af skelettet i tidens løb er fortæret. Mærkes kan også, at Rygh meddeler, at enkelte gange er i Norge kul fundne ved ubrændte lig.

Dog må det ikke glemmes, at særlig for de islandske graves vedkommende gælder det — på grund af det ringe antal gravfund og disses mangelfulde undersøgelse —, at man foreløbig må være meget forsigtig med at drage slutninger i det enkelte. — Stolpe anser det for givet, at i følge Bjørkøfundene tilhøre skålformede spænder udelukkende kvindegrave. Om det også gælder for Island, er mere tvivlsomt. I så fald måtte Miklaholtsfundet (hvoriblandt et hestehoved med bidsel) og fundet fra Brú (hvor våben og smykker fandtes om hinanden) antages at tilhøre en kvindegrav, eller en grav, der har indesluttet flere end ét lig, hvilket sidste ellers intet giver anledning til at tro. — Adskillige besynderligheder frembyder i øvrigt også flere andre grave, f. eks. Kornså-begravelsen, der ved siden af en stålhue (!) indesluttede smykker og en mængde smågenstande, der nærmest kunde synes at passe for en kvinde.

Hvad de skålformede spænder angår, da er de i det hele den almindeligste islandske oldsag, og ikke sjælden træffes de på de islandske bondegfårde som eneste lævning efter et gravfund. — I følge Stolpes iagttagelser har disse spænder siddet på brystet nær begge skuldre, så at den af præsten på Valtjovstad fremsatte formodning, at de to dér fundne skålformede spænder skulde have sammenholdt livbæltet, vel næppe holder stik. — Påfaldende er de mange islandske grave, hvori perler forekomme, dog rigtignok i flere kun enkeltvis. Brugte til halssmykker skulde man antage dem for ejendommelige for kvinder; det fremgår også nærmest af kildernes omtale af «steinasörvi», hvormed utvivlsomt et sådant perle-halsbånd er ment. Rigtignok nævnes steinasörvi nogle gange båret af mænd, men kun undtagelsesvis, når et sådant i en bestemt anledning var hængt dem om halsen af tryllekyndige kvinder til beskyttelse i en forestående kamp.

At spænder tillige måtte benyttes af mænd (til sammenhæftning af kappen), er dog en selvfølge og fremgår også af sagalitteraturen. Dog har muligvis det sædvanlige mandsspænde været et ringspænde med nål.

Alle de i det foregående omtalte grave er sikkert hedenske; grave fra en overgangstid mellem hedenskab og kristendom er der vel ikke megen sandsynlighed for at påpege på Island, efter den pludselige og afgørende måde, hvorpå kristendommen her indførtes. Efter dennes indførelse er utvivlsomt gravlægning i kirkegård bleven ufravigelig regel; kilderne er alle enige om den betydning, man tillagde at ligge i indviet jord.

På de islandske kirkegårde lader enkeltmands grav sig ikke påpege så vel på grund af den snævre plads som på grund af fraværelsen af ethvert monument, ja i almindelighed ethvert ydre tegn på grav. De enkelte runeligstene er for længst sunkne i jorden (hvorfra de må opgraves) eller flyttede fra deres plads.

Derimod vil, som allerede antydet, enkelte af de i sagalitteraturen nævnte oldtidsgrave kunne lade sig genfinde ved hjælp af sagaernes sted-beskrivelse (således som tilfældet har været med højene ved Traðarholt), og at virkelig flere sådanne høje og dysser påpeges, om hvilke det med sandsynlighed kan siges, at de ere virkelige grave, ligesom i det hele navnlig stendysser på flere steder i landet er kendte, vil fremgå af, hvad der på vedkommende steder i IB. er anført.

Islands tomter

Som den anden gruppe af islandske oldtidsminder fremhævedes i indledningen de bevarede bygningslævninger eller tomterne. At Island ikke kan være rigt på gamle bygninger eller andre fremragende mindesmærker fra ældre tid, vil ikke forundre. I den henseende lægger på forskellig måde landets natur uoverstigelige hindringer i vejen. Manglen på tømmer og brændsel bevirker, at bygningerne må opføres væsenlig af græstørv, lave og trange, og det fugtige vejrlig nødvendiggør en idelig riven ned og byggen op igen, så at en bygning, der står et århundrede igennem, er en ren undtagelse. Endvidere lægger den korte arbejdstid — en følge af sommerens korthed — så stærkt beslag på alle kræfter, at ingen tid bliver til overs til syslen med andre arbejder end de strængt nødvendige; og således har det vel til alle tider været, selv på de større gårde i høvdingevældets tid. Hvad der af bygningslævninger står tilbage, er i reglen de såkaldte «tomter», husenes jordvægge, der efterhånden bedækkes med græs og antage udseende af små volde. Er end disse bygningslævninger uanselige, betrygges på den anden side deres fortsatte tilværelse i en grad, som kan falde den fremmede vanskelig at forstå. Ikke en gang på den indhegnede og gødede græsmark, tunet, falder det i reglen ejeren ind at jævne sådanne tomter med jorden, end mindre på fri mark; og århundrede efter århundrede kan de da således stå, måske nok aftagende i højde, men uden dog helt at tabe sig i den omgivende mark. Af sådanne tomter udpeges nogle af traditionen som hovtomter (tempeltomter), andre som domkredse, tingsteder, handelsboder o. s. v. På traditionen alene bør man dog vistnok ikke lægge for megen vægt; denne er på Island ikke bedre end andensteds, snarere for så vidt misligere, som den stadige beskæftigelse med sagalitteraturen naturlig må opfordre til at sætte allehånde ukendte bygningsrester i forbindelse med oldtidsheltene og lokalisere de i sagaerne omhandlede begivenheder. Men er end således selve traditionen upålidelig, er derimod stedsnavnene og lignende stedlige benævnelser bevarede med overordenlig sejhed, hvad der er en naturlig følge af den for Island karakteristiske stagnation så vel med hensyn til sprog som samfundsforhold siden middelalderen. Således er ganske regelmæssig de gamle navne endnu knyttede til tomterne af gårde, der århundreder igennem have ligget øde. Hvor talen er om stedlige benævnelser, der gøre indtryk af først efterhånden at være omformede til virkelige stedsnavne, er forholdet naturligvis tvivlsommere; i mange tilfælde kan traditionen have skabt navnet, — men i andre har sikkert en nedarvet benævnelse (på en tomt f. eks.) støttet eller fastholdt den rigtige tradition. Også gives der naturligvis tilfælde, hvor ægtheden af et tilsyneladende utvivlsomt stedsnavn bliver tvivlsom, når det nemlig kan mistænkes for at være dannet under indflydelse af en angivelse i sagalitteraturen; dog er sådanne opdigtninger vistnok sjældnere end man kunde antage, dels på grund af de gamle stedsnavnes omtalte sejhed, dels fordi den blotte forekomst af et navn i en ældre skriftlig kilde i reglen ikke vil frembyde almenheden tilstrækkelig interesse, til at gætningen sættes således i bevægelse, at deraf kan fremgå en tradition.

Hof i Flateyjardalur. Illustration af clm. Copyright: © Carsten Lyngdrup Madsen, 2017.

Af de mange slags tomter skal i det følgende kun enkelte eksempelvis fremhæves. Til de mistænkeligste høre utvivlsomt de foregivne hovtomter. Så godt som overalt, hvor der ved en gård findes en noget ejendommelig gammel tomt, særlig en kredsrund, fremvises denne som hovtomt, naturligvis med dobbelt sikkerhed, hvis vedkommende gårdsnavn er sammensat med «hof», eller hvis sagaerne tale om et hov her. De fleste af disse tomter er imidlertid langt snarere gamle kreaturfolde eller høstaksindhegninger end tempelrester. Over dem alle tør man dog næppe så ubetinget bryde staven. Som forholdene er på Island, er det ikke så aldeles usandsynligt, at på sine steder så vel tomten af en sådan bygning i de mange hundrede år siden kristendommens indførelse kan have holdt sig kendelig, som at den dertil knyttede benævnelse kan være bevaret. Således findes ved gården Tyril (Þyrill) ved Hvalfjorden i Borgefjords syssel, hvor Hord Grimkelssons saga omtaler et blothus, i tunet en lang, smal, stærkt udvisket tomt, der udgives for hovtomt. Denne er i somren 1880 bleven undersøgt af den Reykjavigske oldsagssamlings bestyrer Sigurd Vigfussön, og da det viste sig, at tomten aldrig havde været brugt som lade eller kreaturhus, hvorimod der i en tilbygning ved den ene ende fandtes aske og hestetænder, synes jo virkelig en vis sandsynlighed at være tilvejebragt for, at man her har de gamle tempelrester (se Årbok 1880—81). Navnlig vil vistnok de kredsrunde tomter vise sig uægte. De to foregivne hovtomter, som man på forhånd er mest tilbøjelig til at fæste tiltro til, er således bægge aflang-firkantede. Den ene af disse findes oppe i en fjældskråning under Øfjældene i Rangávolde syssel nærmest ved gården Seljaland. Ved sin beliggenhed (for så vidt som sagaerne netop ikke give anledning til at søge noget hov her), ved forskellige til dette sted knyttede med «hof»-sammensatte benævnelser (Hoftorfa, Hofsá), samt ved selve tomtens form, der ikke har noget særlig påfaldende (den er som anført langagtig-firkantet, med en mindre tilbygning; — en ældre beskrivelse lader den rigtignok ende i en cirkelformig udvidelse, men det er vel et spørgsmål, om ikke de velbekendte ældre tempelbeskrivelser her har virket ind på vedkommendes opfattelse. Se i øvrigt IB. I, 269), — får denne foregivne tempellævning noget tillidvækkende ved sig. — Den anden af de nævnte mulige tempel-rester tilhører Østerlandet (Nørder-Mule syssel) og ligger nærmest, men dog temlig langt fra gården Hovtejg (Hofteigr), om hvilken ejendoms tilblivelse Ldn. beretter, i det der fortælles, hvorledes en mellem to landnam liggende, af to åer begrænset, herreløs landstrækning lagdes til hov og benævntes Hofsteigr (ɔ: hov-marken). Her findes tre langagtig- firkantede tomter «goðatóptir» på en strækning «neðri teigr», for hvilke det ikke er let at tænke sig nogen anden anvendelse, end den traditionen tillægger dem (se IB. II, 214—15).

Som en modsætning til disse usikre fortidslævninger kan (foruden ødegårdene) tingstedstomterne nævnes som nogle af de aller sikreste. Disse tomters betydning støttes i almindelighed ved forskellige med «þíng-», «búð» o.d.l. sammensatte stedsnavne; tillige ligger det nær at antage, at man i det mindste med hensyn til disse fortidslævningers betydning har en uafbrudt (ægte) tradition for sig. Måske er det dog rettest ikke at stole for meget herpå; forskellige omstændigheder (deriblandt angivelser fra forrige århundrede, der tyde på forglemmelse af nu velkendte tingsteder) taler derimod. På den anden side er betydningen af tingstedstomterne dog i de fleste tilfælde så åbenbar, at den jævnlig har måttet stå klar for enhver stedkendt og tænksom læser af sagaerne. Kun enkelte gange kan der være tvivl om, hvorvidt man har ting- eller handelsboder for sig. Hvad de 13 regelmæssige vårting angår, kan — når to af Østlandets antages at have haft fælles tingsted — stedet for dem alle med undtagelse af Skaftafellsting påvises, og i det hele findes der — foruden altingsstedet med dets forskellige tomter — betydelige rester af 15 tingsteder. — Tingstedernes beliggenhed er ejendommelig. Sædvanlig søges et afsondret og dog centralt sted, som naturen har afgrænset fra den omgivende egn. Hyppig vælges et næs, en lille ø, en banke med stejlt affaldende skrænt eller en lille, af højdedrag omgiven kedeldal, der åbner sig ud mod en fjord, å eller d.l. Navnlig den sidste art tingsteder få noget særdeles hyggeligt ved sig. Tingboderne ligge da sædvanlig på de omgivende skråninger med døråbningen ned mod dalsletten, hvor det sædvanlige samlingssted synes at have været. Andre steder ligge tingboderne i rækker, eller terrasseformig. Ofte findes blandt tingboderne en kredsformig tomt, der udgives for «domringen»; men hvorledes det forholder sig med denne udtydning, er meget usikkert, da man i de ældre islandske kilder savner meddelelse om sådannes regelmæssige brug. Bodtomterne selv er aflang-firkantede, ofte af temlig betydelig længde, — stundum tværdelte eller med en mindre udbygning, som man anser for køkken. — Med hensyn til en udførligere fremstilling af forholdene på de forskellige tingsteder henvises i øvrigt til IB.

Blandt Islands forskellige gamle tomter er der grund til særlig at omtale en ret ejendommelig art, der hidtil ikke har været synderlig påagtet, og hvis betydning desuden er temlig gådefuld, nemlig de såkaldte «volundarhuse» (labyrinter). Et sådant volundarhus findes på et lille fladt næs Tingøre, der fra kysten af Dala syssel skyder sig frem fra den stejle fjældskråning, ud i søen. Uheldigvis betragtede jeg ved mit besøg på stedet, 1874, da jeg den gang endnu ikke havde hørt noget om sådanne volundarhuse, den foregivne labyrint med temlig skeptiske blik og undersøgte den derfor ikke så nøje, som jeg ellers vilde have gjort. Den tog sig for mine øjne ud som en besynderlig, langagtig samling af små græstørvsgærder, omtrent et kvarter brede og høje, der i mange bugtninger — dannende firkanter, ovaler o. s. v. — snoede sig mellem hverandre. Senere er jeg imidlertid bleven opmærksom på et par angivelser fra forrige århundrede vedrørende sådanne volundarhuse. Således findes der på det kgl. bibliotek et par tegninger af Islænderen S. M. Holm, der fremstiller volundarhuse eller labyrinter; figuren er cirkelrund, bestående af koncentriske cirkler, der på forskellige steder er forbundne ved tværstreger, således at de mellemliggende cirkelbuer, hvor de vilde skæres af disse, åbner sig. Vejen fører fra en af tværstreger begrænset åbning i den yderste cirkel ad mange omveje gennem en lignende åbning til den inderste, — altså det hele ganske svarende til det velbekendte legeværk, der hyppig udføres af drenge. S. M. Holm tilføjer, at han tidligere havde udført en lignende tegning for Kammerherre Suhm efter en labyrint, der havde været anbragt på en stenstolpe eller et stenkors, og at en sådan labyrint-figur fandtes ved Holmarivsvig (Holmarifsvik, ved Stengrimsfjorden i Stranda syssel), bygget af de gamle, men dog sås kun rudera eller grundvolde. Endvidere meddeler Arne Magnussön i nogle chorographiske optegnelser, at der på Bildudalsøre, ved handelspladsen Bildudal (i Bardastrands syssel) fandtes et volundarhus, efter sigende anlagt af de tyske. — Herefter må man jo virkelig antage, at sådanne labyrinter i bevidst hensigt er bleven anlagte på forskellige steder på Island. Også finder man, at labyrintfremstillinger fra gammel tid af har interesseret Islænderne. Således findes labyrint-tegninger i flere pergaments-håndskrifter — ganske efter ovenomtalte grundplan — , og i et vers af det bekendte middelalderligkatolske digt Lilja hentydes ligeledes til labyrintens vildsomme gange. Ikke des mindre må man dog vistnok snarest antage, at de på Island anlagte labyrint-bygninger skyldes fremmed indflydelse, ligesom det jo også udtrykkelig anføres om den ene, at den skal være anlagt af fremmede, og for den andens vedkommende bliver højst sandsynligt på grund af dens beliggenhed ved tomterne af gamle handelsboder, således som Olavius angiver i sin rejsebeskrivelse (I, s. 187) med hensyn til labyrinten ved Holmarivsvig. Alle tre labyrinter findes jo også i det nordvestlige, af fremmede søfolk navnlig tidligere stærkt besøgte Island. Denne anskuelse om labyrintens fremmede oprindelse er dog navnlig begrundet på hvad Dr. Nordström fremdrager i Svenska Forminnesforeningens Tidskrift III, 1875—77 s. 225-29. Det oplyses her, at labyrintfremstillinger tidlig kom til at spille en vis rolle i den kristelige symbolik. Hyppig finder man sådanne indlagte i de franske katedralers gulv. Man skulde herved — i følge den nævnte forfatter — mindes om menneskenes vandring ad verdens vildsomme veje, inden målet kunde nås. Senere anlagde man sådanne labyrinter på åben mark, hvor adskillige påvises i Sverig. Forfatteren mener at kunne udstrække området for labyrinterne (der ofte føre navnet Trojeborg), foruden til Frankrig og Sverig, til Danmark, Norge og England, — hvortil nu altså også Island kommer).

Har nu end oprindelig en symbolsk betydning været forbunden med labyrinten, stod en sådan dog næppe klar for dem, der har anlagt de islandske labyrinter, — efter de forhold at dømme, hvorunder disse findes; snarere har hermed en eller anden leg stået i forbindelse, for så vidt ikke formålet udelukkende har været den med selve opførelsen forbundne morskab.

Hvad disse bygningers alder angår, er det vel rettest at henføre dem til den tyske handels blomstringstid på Island, altså til tidsrummet c. 1400—1600).

Som en undtagelse blandt Islands ellers uanselige tomter står det flere gange beskrevne Borgarvirke i Hunavatns syssel. Man har her med anselige stenvægge yderligere befæstet en til forsvar egnet fritstående basaltklippe; på den indesluttede plads findes flere tomter og spor af en brønd. I følge sagnet skyldes denne befæstning den fra Heiðarviga saga bekendte Viga-Barde, hvad der virkelig med nogen sandsynlighed kan antages, og da vinder dette mindesmærke forøget interesse ved at kunne udfylde et hul i den kun ufuldstændig bevarede saga. Se herom (foruden IB. II, 19—22) Arbok 1880—81, hvor virket sidste gang er beskrevet, af adjunkt Bjørn M. Olsen.

Blandt interessante fortidslævninger, der nærmest have karakter af tomter, kan også mærkes sporene af de fredløses soveplads i den store Surtshule (M.), samt flere såkaldte Grettesbæle'r, tomter i fjældskråningerne, hvor Grette— om hvem utallige «Grettestag» og en mængde stedsnavne minde — under sin lange fredløsheds tid skal have holdt til.

Enestående som eksempel på luksusbygning er den såkaldte Snorralaug ved Reykholt, der er et af tilhugne stenopført bassin, der kan fyldes ved en fra en nærliggende varm kilde førende vandledning. Det tilskrives Snorre Sturlesson, men er vistnok i alt fald flere gange ombygget.

Middelalderlige sager

Øverste del af dør fra Valþjófsstaður.(ca. 1200). Copyright: © Carsten Lyngdrup Madsen, 2014.

I modsætning til fattigdommen på islandske jærnaldersfund indeholder det oldnordiske museum i København omtrent 200 islandske middelalderlige genstande og deriblandt flere interessante og værdifulde sager. Desværre er det vanskeligt at få nogen oversigt over museets islandske erhvervelser, da hverken disse sager er opstillede samlet eller nogen samlet fortegnelse over dem eksisterer. Man er henvist til at søge nærmere underretning om dem på mange forskellige steder i museets kronologisk ordnede protokoller (i denne henseende har dog en af hr. justitsråd Herbst foretaget sammenstilling, hvilken han velvilligst har tilladt mig at benytte, været mig til stor nytte). Blandt genstandene er forskellige slags katolsk kirkeinventarium, rester af den katolske messedragt, alterklæder o. s. v. (se således hvad der eksempelvis er anført IB. II, 113—14); endvidere adskilligt gammelt broderi, udsyede væggetæpper o. d. 1. (se IB. I, 485). Smukt repræsenteret er den islandske træskærerkunst: således ved forskellige udskårne fjæle, navnlig de bekendte fra Hov (Hof, Kjos syssel IB. I, 55-56), — mærkes kan også fjælene fra Skagefjorden, IB. II, 68 —69, de to stole fra Grund i Øfjords syssel, og fremfor alt den meget omtalte dør fra Valtjovstad. Af yngre sager findes træskrin, manglestokke og forskellige andre udskårne ting. Museet gemmer også mange, tildels sølvforgyldte kvindesmykker, hvoriblandt en samling henhørende til en bruds udstyring; fremdeles findes nogle drikkehorn, dele af skakspil, samt andre husgerådsgenstande og småsager til brug i det daglige liv.

Af udskåret middelalderligt arbejde er kun lidet bevaret på Island. I museet i Reykjavig findes et og andet herhen hørende (således to stole og nogle udskårne stolper og fjæle, (se Skýrsla I, s. 63, II, 16—19, 49-50, 114—15) og måske omkring på gårdene nogle småting (sml. IB. I, 166). Af større billedlige fremstillinger er næppe andet at udhæve end de Tord brede tillagte arbejder, der endnu er bevarede på et par gårde i Skagefjorden. Navnlig vises på gården Flatatunge en del udskårne fjæle, på hvilke menneskelige skikkelser i middelalderlig dragt er fremstillede. Dog er figurerne ikke udført i ophøjet arbejde, men kun omridset angivet ved udskæring af furer i træet; det hele er vel næppe af nogen særdeles interesse, i al fald ikke ved kunstværd, vel næppe heller ved alder, om end fra den katolske tid (Se IB. II, 71).

Derimod findes endnu på Island foruden en del gammelt guldsmeddearbejde ikke få rester af kirkeinventarium fra den katolske tid. Som en egen slags lævning kan nogle plumpe sten-vievandskar nævnes: næmest som et kuriosum, da traditionen har stor tilbøjelig til at gøre dem til «blótbollar» (offer-kar fra de hedenske templer).

Det er i indledningen fremhævet, at en særlig opmærksomhed vil blive de med runeindskrift forsynede islandske genstande fra ældre tid, samt runestenene til del, og i det følgende vil nu de bevarede runeindskrifter blive behandlede i to grupper: a. Løse genstande forsynede med runeskrift, b. Runestene, samt runeskrift på klipper og fast sten.

Runerne har på Island holdt sig længere i brug end i nogen anden del af Norden. Man kan til en vis grad sige, at kendskabet til runealfabetet har bevaret sig til den dag i dag; navnlig dog i det 17de århundredes trolddomsprocesser spiller anvendelsen af runetegnene og dermed beslægtede figurer i forbrydersk øjemed en stor rolle. Men, mærkelig nok, uagtet kendskab til runerne er lige så gammel som landets bebyggelse, kendes ikke en eneste runesten fra hedenskabets tid; man må vel antage, at den skik at rejse runestene efter de afdøde var opgiven i moderlandet, på den tid udvandringen til Island forgik. Endnu besynderligere kunde det synes, at heller ikke bautastene kendes på Island, da dog sådanne i følge sagaerne i hedenskabets sidste tid i Norge rejstes over fremragende mænd, men dette må vel nærmest forklares af de mindre forhold på Island, der naturlig måtte blive en følge af de ublidere kår, hvorunder man levede.

Overhovedet er næppe nogen runeindskrift fra hedenskabets tid bevaret. De gamle inscriptioner, som Finn Magnussön har ment at kunne påvise (på et par foregivne gravstene, hvor runerne ere indhuggede på den faste klippe, runeindskrift på væggene af nogle huler o.d.l., må sikkert henføres til en så ny tid og bære i den grad tilfældighedens præg, at de tabe al interesse. Men selv fristatstiden har vistnok kun få inscriptioner at opvise; blandt disse er indskriften på en af de med runer forsynede løse genstande (Valtjovstad-døren) måske den ældste islandske runeindskrift, således som det i det følgende ved en nærmere betragtning af de islandske runemindesmærker vil fremgå.

Løse genstande forsynede med runeindskrift

Blandt de på museet i København opbevarede udskårne arbejder fra Island bærer som bekendt en af stolene fra Grund, samt Valtjovstad-dørens runeindskrift. Også en enkelt anden islandsk genstand, Vatnsfjord-løven (et løveformigt bronce-lavatorium), er forsynet med runeindskrift. Blandt sagerne i Reykjavig-oldsagsamlingen nævner Skýrsla I, s. 135 et firkantet på Torsmark i Rangávolde syssel fundet spænde «med en halvulæselig blanding af middelalderlige runer», hvorom dog intet nærmere er bekendt. Desuden haves naturligvis adskillige yngre islandske sager med runeskrift.

Af disse genstande måtte Vatnsfjord-løven efter sin ordlyd henføres til Snorre Sturlessons datter Tordis og hendes husbond Torvald, hvad der jo vilde skænke denne genstand en særlig interesse. Men det er alt tidligere fremhævet (IB. I, 598—99), at indskriften er et bedrag, der rimeligvis skyldes den person, der solgte løven til Suhm. At bemældte lavatorium er gammelt (fra den ældre middelalder) og stammer fra Vatnsfjord kirke, er der dog al grund til at antage.

Med iagttagelse af en lignende topografisk orden, som hidtil er anvendt, vil dernæst stolene fra Grund komme til omtale. Disse to rigt udskårne stole bære for så vidt bægge runetegn, som selv den i denne henseende tarveligst udstyrede er forsynet med en del enkeltstående runer, der ved sammenføjningen af stolen har været brugte som mærker for håndværkeren. Den anden bærer foruden et par lignende tegn en sammenhængende indskriftlinje med runer, som det synes uden slutning, — HUSTRU ÞORUNN A STOLEN EN BENEDICTT NARFA(SON RISTI?) siges der —, endvidere de latinske benævnelser på dyrekredsens tegn ristede dels med runer, dels med latinske fraktur-bogstaver, samt månedernes navne med runer; endelig er der på et stykke af bagklædningen påvist et skødesløst indridset runealfabet. Disse stole (hvis runeindskrift senest er fortolket af professor Stephens i «Runehallen») er omtalte IB. II, 113—14, og der er der fremhævet, hvad der kan tale for at henføre dem til reformationstiden, nemlig nævnelsen af «hustru Torunn», utvivlsomt — som Jon Sigurdssön i en note til Reykjavigoldsagsberetningen (Skýrsla I, s. 63) bemærker — den sidste katolske biskop Jon Aressons datter, samt stolenes omtale i et kirkeinventarie-register l6l3, men derimod ikke i det ældre 1461. Er dette resultat rigtigt, afgiver disse stole et mærkeligt eksempel på uforandret vedligeholdelse af smag og stil på et afsides sted. Dog var det ønskeligt bestemt at erfare, hvad resultat en nærmere undersøgelse af ornamenter, samt våben, dragter og de øvrige fremstillinger vilde give.

Kirkedøren fra Hov (Hof) i Vopnafjord i Norder-Mule syssel — oprindelig som det siges gudehusdøren — har man gjort meget væsen ad. Det er en aldeles prunkløs trædør, hvis eneste mærkelighed er henved 30 spredte runetegn, binderuner eller galdrestave. Se i øvrigt IB. n, 196.

Endelig står tilbage at omtale den ved sin ypperlige prøve på nordisk træskærerkunst så bekendte kirkedør fra Valtjovstad (Valþófstaðr) i Norder-Mule syssel. I den øverste af de to store runddele (cirkler, medailloner), der udfylde så godt som hele forsiden, fremstilles i to afdelinger tydelig nok den fra flere middelalderlige sagnkredse bekendte fortælling om en ridder (eller konge), der befrir en løve fra en drage og derefter følges af det taknemlige dyr, som i følge fremstillingen her tilsidst dør på sin herres grav. Den nederste kreds eller runddel optages af fire sammenslyngede drager. Den mod tilskueren vendte side af graven, hvorpå løven hviler, bærer en runeindskrift, hvis begyndelse nu er tabt.

Prof. Stephens læser:

Til forståelse af denne indskrift, der vistnok efter indholdet er rigtig fortolket af prof. Stephens, har dr. L. Wimmer vist mig den velvilje at meddele følgende:

«Indskriftens to første i parentes satte ord, som prof. Stephens har tilføjet efter formodning, findes nu ikke. Uden tvivl har de dog lydt ᚽ ᛂ : ᛁ ᚿ eller ᚽ ᚿ , som pladsen netop tillader. (Med hensyn til disse runers form kan imidlertid bemærkes, at for ᛢ som S er i alt fald senere — med afændringerne — den almindelige form). Hvad i øvrigt de noget ejendommelige runeformer i den bevarede del af indskriften angår, synes i at være brugt i steden for de ellers almindelige former af «stunget ᛐ» i betydningen d; i er K mulig en ændring af ᚠ for at betegne v, og det to gange forekommende A i , hvor punktet er aldeles utvivlsomt og samtidigt med den øvrige indskrift, er her uden tvivl brugt som tegn for o; måske er også b i snarere tegn for þ end for ð. Når runerne gengives med latinske bogstaver og ordene regelmæssig adskilles, vil indskriften altså få følgende udseende:

(SE IN ell. EN) RIKU KONONG HER GRAVIN ER UA DREKA DÆNA,

eller med sædvanlig retskrivning:

Sé enn rikja konong hér grafinn, er vá dreka þenna.

På dansk:

«Se den mægtige konge her begraven, som vog denne drage.»

Så fremt indskriften, hvad der turde være overvejende sandsynlighed for, er islandsk, ikke norsk, må den på grund af sin sprogform rimeligvis henføres til tiden mellem år 1200 og 1225, idet navnlig på den ene side formen er for es viser, at den ikke kan være ældre end 1200, på den anden side den ældre form rikia for rika forbyder at gøre den yngre end første del af det 13de århundrede. (Den her angivne tidsbestemmelse vilde ligeledes kunne gælde, hvis indskriften var norsk, men den kunde i så fald også tilhøre en noget ældre tid.)»

Ved således at kunne henføres til en bestemt tid får denne runeindskrift, der indtil videre må betragtes som Islands ældste, en ganske særlig betydning, foruden den interesse som den i og for sig frembyder ved at afgive en forklarende tekst til den billedlige fremstilling. Herved har man tillige en tidsbestemmelse for det på døren udførte træskærerarbejde, som man tidligere var tilbøjelig til at gøre ikke så lidt ældre, og får her på ny bekræftet, hvor forsigtig man må være med at slutte fra det gammeldags i islandsk ornamentering til genstandenes ælde.

Overraskende er det af de islandske indberetninger at se, at denne runeindskrift, så længe døren var på Island, var aldeles upåagtet, hvad der lader sig forklare af, at døren den gang var malet, hvorimod de runer, man alt da fremhævede, var nogle binderuner hist og her på døren.

Med hensyn til denne meget omtalte dør skal her i øvrigt kun fremhæves, at den påstand, som med megen styrke kommer til orde i Reykjavig-oldsagsberetningen, at døren ikke oprindelig har hørt til kirken, men til en på lignende vis udsmykket gammel storstue (skåle), der stod til ind i forrige århundrede, — fuldstændig lader sig gendrive. Foruden flere andre argumenter, hvoriblandt navnlig det, at der haves en beskrivelse af bemældte skåle fra forrige århundrede, hvori husets størrelse, væggenes afpaneling med drivtømmer (raudvide), de høje døråbninger, de mange lukkede sænge prydede med billedskærerarbejde fremhæves, men derimod udskårne døre ikke med et ord omtales, er det afgørende, at døren ifølge en endnu bevaret synsforretning over Valtjovstad-kirke fra år 1641 alt den gang tjænte som kirkedør. Den omtales som «en udskåren, stærk dør med jærnhængsler og med en sølvindlagt ring samt ny haspe»; heldig nok for afbildningerne tjænte den til dør for den indre kirke og var altså beskyttet ved et slags våbenhus («forkirke»). Døren synes selv at være af det omtalte «raudvide»; drivtømrets sikreste kendetegn, huller efter borende sødyr, kan dog næppe påvises, og ad videnskabelig vej skal det have store vanskeligheder at konstatere nåletræs art.

Med hensyn til hvad der ellers kan være at bemærke om denne fortidslævning henvises til IB. II, s. 226-31, hvor der er fremhævet, hvad der taler for, at døren er udført på Island og netop på den tid, som indskriftens sprogform peger hen på. En sammenstilling af den tidligere litteratur over denne dørs alder, oprindelse og betydning vil findes i Sv. Grundtvigs GI. d. Folkeviser IV, 4. i tillæget til visen nr. 9.

I forbindelse med de her omtalte sager forsynede med runeindskrift kan en broncestylus, funden i tunet på Bredebolstad i Rangávolde syssel, nævnes. Den er på alle fire sider bedækket med gådefulde tegn, der nærmest gøre indtrykket af skrift. Se i øvrigt Annaler for nord. Oldk. 1842—43, hvor den er afbildet. (Mus. nr. 5427). Sml. Finn Magnussöns «Runamo» s. 199.

Runestene, samt runeskrift på klipper og sten

Foruden nogle runeindskrifter på fast klippe og sten af ringe betydning kendes fra Island 30—40 runestene, hele eller i brudstykker; alle er de ligstene, der har dækket kirkegårdsgrave. Deres alder er naturligvis vanskelig at bestemme; nogle indskrifter vise ved deres indhold tilbage til den katolske tid, for andres vedkommende advarer det sjuskede og moderne sprog mod at tillægge dem nogen synderlig høj ælde; dog fejler man næppe ved at henføre de allerfleste runestene til middelalderen. Turde man antage den på Valtjovstad-døren fremstillede grav, hvis mod tilskueren vendte side bærer runeindskriften, for en runeligsten, vilde man derigennem have et temlig sikkert bevis for, at sådanne gravstene var kendte på Island ved begyndelsen af det 13de århundrede. Endvidere må det erindres, at da vi kende runeligstene fra den gamle nordiske — oprindelig islandske, senere under Norge stående — koloni i Grønland, der gik til grunde omkring år 1400, må skikken til de dødes ihukommelse at indhugge sådanne indskrifter allerede temlig tidlig i middelalderen have udbredt sig selv til de fjærneste egne af den norsk - islandske stammes bopæle. På den anden side vilde det, hvis runestensskikken alt ved år 1200 var kommen i brug på Island, være besynderligt, at ikke en eneste ligsten over nogen af fristatstidens bekendte mænd er os bevaret. Vel har man villet påvise Snorre Sturlessons gravsten ved Reykholt, men sikkert uden nogen som helst grund. En af de få islandske runestene, hvis alder kan bestemmes, bærer en ganske kort indskrift over præsten Martin på Høskuldsstad i Hunavatns syssel, der levede i første halvdel af det 14de århundrede. Ligstenen over den berømte Kjartan Olavssön, helten i Laksdæla-saga († år 1002), som man i lang tid troede fandtes på Borg i Myre syssel, har vist sig at være lagt over en ganske anden, for resten ubekendt mand. Indtil videre bliver det måske den rimeligste antagelse, at den nævnte runestens-skiks udbredelse på Island tilhører det 14de århundrede. I alt fald kan ligstenene fra den gamle nordiske koloni i Grønland — efter tiden for dennes undergang — ikke vel være yngre end 14de århundrede.

En ytring af Arne Magnussön om, at han ingen islandske runestene kendte ældre end det 13de århundrede, vil senere (s. 106-7) blive anført. I det hele taget er de ældre forfattere enige om, at Island ikke har runemindesmærker fra hedenskabets tid. Således erklære O. Worms samtidige, de bekendte Islændere Arngrim Jonsson og Brynjolv Svendsson (bægge fra begyndelsen af 17. årh.), at de af runemindesmærker på Island kun kende nogle ligstene, som de ikke tillægge nogen betydning). Først Finn Magnussön har ivrig bestræbt sig for at føre i det mindste en del af Islands runemindesmærker tilbage til den hedenske tid, således som det fremgår af hans forskellige pågældende arbejder, navnlig «Runamo», samt en afhandling om de islandske runestene «Efterretning om nogle paa Island endnu tilværende Runestene og andre Mindesmærker» Antkv. Ann. IV, s. 343-66. Denne sidste er den eneste samlede fremstilling af de islandske runeindskrifter, som haves. Unægtelig trænger den til kritisk sigtning og berigtigelse af forskellig art; dog skal det straks siges, at en sådan berigtigelse kun muliggøres ved Finn Magnussöns egne samlinger, og særlig må det bemærkes, at hvad der her fremkommer for største delen er vundet ad denne vej og ikke ved selvsyn på Island.

De fleste af de islandske runestene har en kort indskrift: Her hviler (eller ligger) N. N. , ofte med tilføjelse af et fromt ønske om fred for den afdøde eller deslige, der ved det simple og troskyldige sprog gør en ejendommelig virkning; også yderligere oplysninger, f. eks. angivelse af dødsdag, kan findes.

Runetegnene er — bortset fra enkeltvis anvendelse af kvistruner eller forsøg med lønskrift — de sædvanlige, med anvendelse af stungne runer: a har i almindelighed formen ᛆ, e kjnnetegnes jævnlig ved ᛰ, i det prikken i det «stungne ᛂ» gengives ved en cirkel; dog kan også både a og e have formen ᛀ. For æ haves derimod ingen særlig betegnelse; heller ikke for ö; i alt fald forekommer intet sikkert eksempel på noget særligt tegn for denne vokal; både ᚬ og ᚮ synes at betegne ö, y har sædvanlig formen ᛨ, hvoraf flere afændringer kan forekomme; og på en enkelt sten er ved en tværstreg af ᛨ dannet Z. For ð findes intet særligt tegn, men d-runen bruges overalt som tegn for bægge lyd; den har sædvanlig udseendet ᛄ, med cirkel for prik, og forveksles jævnlig af aftegnere med ᛰ. p har den sædvanlige form ᛕ, omtrent som et latinsk K, s har næsten altid formen ᛎ (med afændringer) — ᛋ står i de islandske alfabeter sædvanlig for c —, ᛐ og ᛚ (t og l) forveksles hyppig. Sædvanlig findes ordadskillelse, og i almindelighed også skilletegn mellem de enkelte ord.

Formodenlig efter stenenes forskellige alder findes snart nævneformærket r med foran indskudt u, snart uden. Den nyere udtale «ur» mener dr. Jon Torkelssön (rektor ved Reykjavig lærde skole) at kunne spore tilbage til omkring år 1300, uagtet efter ham skrivemåden «ur» først blev almindelig i løbet af det 16de århundrede.

Runestenene vil i det følgende blive behandlede sysselvis, således at der efter fortolkningen af de virkelige ligstene i hvert syssel vil blive givet de fornødne oplysninger om andre derværende runeindskrifter, til bedømmelse af deres betydning og alder.

Guldbringe syssel

Fra dette syssel ere tre runeligstene, der alle år 1844 nedsendtes til Oldn. museum i Kbh., hvor de er opstillede i museets runehal. Stenene, der er fra de vestligst i syslet liggende sogne Utskålar (Utskálar) med annekset Hvalsnes, er alle — tilligemed en fra Guvudal på Vestlandet samtidig ankommen — beskrevne og fortolkede i Stephens' «Runehal», dog — særlig for de to vigtigstes vedkommende — næppe således, at man tør blive stående ved den dér fremsatte læsning.

Af stenene fra Utskåle er den ene en ret anselig lavablok, 34" lang, c. 12" bred og omtrent halv så tyk, hvis forside, der bærer runeindskriften, vel er jævnet ved tilhugning, men dog endnu temlig knudret og med mange huller, således som de naturlig må danne sig ved afglatning af blærefyldte vulkanske stenarter. De forskellige ujævnheder og hullerne har bevirket, at afstanden mellem runetegnene — som det vil ses af gengivelsen — hist og her er påfaldende stor. På andre steder er enkelte tegn utydelige på grund af slid. Denne sten, hvis indskrift er forholdsvis lang, er delvis rigtig læst af Stephens; dog må sikkert, foruden flere enkeltheder, den af ham fremsatte poetiske fortolkning af slutnings-linjen helt opgives. Indskriften, der går på langs ad stenen, bedækker i tre linjer dennes nedre halvdel indfattet mellem parallele linjer, der for enderne afsluttes ved tværlinjer (ɔ: lodrette linjer, så at hver runelinje er omsluttet af en ramme); spor af disse tværlinjer, som overalt ses, viser, at intet af indskriften mangler, ligesom vistnok i det hele stenen endnu er fuldstændig bevaret.

Runeindskriften — hvis tvivlsomme tegn sættes i parentes — læses her således:

Gengivet med latinske bogstaver — og når linjerne læses i den rette orden: 2, 3, 1 — vil den lyde:

HIER : HUILER : BRET(IFA?) : ORMS

DOTTER : LESE : ÞU PATERNOSTE

R : FYRER : SAL : HENNAR.

På dansk:

«Her hviler Bret(iva?) Orms datter. Du læse Paternoster for hendes sjæl.»

I kvindenavnet Bret ... er de tre sidste tegn så utydelige, at de her er tilsatte nærmest efter gætning. Af vanskeligheder frembyder ellers stenen væsenlig kun stregen efter første bogstav i øverste linje. Den er her gengivet ved en sammensætning af tre lodrette smålinjer for at angive, at den ikke danner nogen fuldt så regelmæssig eller sammenhængende streg som en sædvanlig runestav; den kunde opfattes som en betegnelse for, at runelinjen, hvortil det nærmest foregående bogstav ᚱ hører, egenlig først nu er til ende (med ᚱ slutter ordet Pater-noster) ; muligvis er den også dannet ved sammenflydning af tre adskillelsespunkter. Stephens læser den som et I.

ᛨ, der af Stephens læses som Z, er i islandske runealfabeter det sædvanlige tegn for Y.

I ᛍᛆᛚ har A fået en vis lighed med ᚮ, men vistnok ved en fejlristning eller ujævnhed i stenen.

Den anden sten fra Utskålar er et trekantet brudstykke, hvis ene side er 18" langt, den anden 15". På langs ad stenen strækker sig et bredt, svagt ophøjet bånd, til venstre for hvilket de nu bemærkelige, meget svage runetegn — skriften går i samme retning som båndet — befinde sig. Stenen er en stærkt hullet lavasten, og så slidt og forvitret, at næppe en rune lader sig skimte. Et papirsaftryk bringer dog tegnene betydelig bedre frem, og ved hjælp af et sådant tror jeg at kunne læse:

Med latinske bogstaver:

HER HUI(LIR) MA(RGRET?)

På dansk:

«Her hvi(ler) Ma(rgrete?)»

men rigtignok stå disse runetegn besynderlig skødesløst indhuggede og tilsyneladende i en noget skæv retning på langs ad stenen.

Runestenen fra Hvalsnæs er en aflang-firkantet sten, vel også en lavablok, men mere regelmæssig (20" lang, 12" bred og omtrent halvt så tyk) og med en jævnere forside. På stenens forside er, efter længden, indhugget et kors, dannet af to brede, af parallele linjer begrænsede bånd. Det længste af disse bærer runeindskriften, som jeg anser for fuldstændig og læser således:

Med latinske bogstaver gengives indskriften:

HERHUILIRMARGT

På dansk:

«Her hviler Margt (ɔ: Margret: Margrete).»

De eneste tegn, der i denne indskrift volde vanskelighed, er de to sidste sammenbundne. Skønt det kunde ligge nærmest at opfatte disse som et sammenbundet FT, tror jeg dog sammenhængen viser, at de må opløses som GT; ᚴ er her brugt som fælles rune for G og K, medens G-runen ellers sædvanlig er stungen ( ᚵ), hvad pladen her ikke vilde tillade, ligesom selve sammenbindingen ligeledes er foranlediget ved mangel på plads, i det ᛏ- runen står kanten af stenen så nær som muligt. I øvrigt var det tænkeligt, at det tilsyneladende ᚨᛏ var opstået ved en mindre vellykket punktering, af et ᚨᛏ, og da vilde sammenbindingen være aldeles regelmæssig.

Foruden disse runeligstene kendes fra Guldbringe-syssel en sten fra Hvaløre med runetegn, som man har villet tillægge en høj alder. At dog de her anbragte runer er uden al betydning, vil fremgå af, hvad der er anført herom IB. I, 28—29.

Endvidere omtaler Finn Magnussön i sin udsigt over Islands runestene (Antikv. Annaler IV, s. 343 ffg) to formodede runeligstene fra den hedenske tid fra dette syssel (fra Flekkuvik og Rafnkelsstaðir); at også disse runeindskrifter må henføres til en langt yngre tid og skylder vilkårlige indfald deres tilblivelse, er fremhævet IB. I, 31—33.

Af de følgende runestene er adskillige behandlede af Finn Magnussön i hans afhandling om de islandske runestene, ligesom også hovedkilden for efterfølgende fremstilling er Finn Magnussöns samlinger til runestudiet, hvoraf det meste nu befinder sig i hr. etatsråd Thorsens besiddelse, medens andet er indlemmet i afdøde arkivar Jon Sigurdssöns håndskriftsamling. Hvad jeg her kan levere af tillæg og berigtigelser, skyldes for en stor del den udmærkede velvilje, hvormed etatsråd Thorsen har stillet sin del af- bemældte samlinger til min rådighed. — Derimod beklager jeg meget, at forholdene ikke tillod mig under mit ophold på Island 1872—74 at beskæftige mig med nogen af de derværende runestene.

Kjos syssel

Fra dette syssel er ingen runeindskrift af betydning. At runerne i Bárðarhellir (Bårdshulen) ved Hvalfjord næppe er omtale værd, er alt fremhævet i Eggert Olavssöns og Bjarne Povlssöns rejsebeskrivelse. Se i øvrigt IB. I, 65.

Rangávolde syssel

Fra to gårde i Fljotshlid (Teigr og Eyvindarmúli, 4—5) kendes runestene (utvivlsomt ligstene). Den ene omtales for første gang IB. I, 243; de andre to brudstykker er allerede nævnte i den antkv. indberetning 1817 og derefter i Finn Magnussöns afhandling (se ogsaa IB. I, 247). Om ingen af disse stene vides i øvrigt noget nærmere.

I dette syssel er flere klippehuler med runeindskrifter, således Snorrariki i Torsmark (IB. 1, 260) og navnlig Paradisarhellir i Øfjældene (IB. I, 269-70), hvilken sidste har beskæftiget Finn Magnussön meget — se «Runamo og Runerne» s. 568 ffg., hvor en del fortolkningsforsøg er meddelte. At bemældte runeindskrifter næppe fortjæne nogen særlig opmærksomhed, er udtalt i IB. på de pågældende steder.

Borgefjords syssel

En sten fra Reykholt, der udgaves for Snorre Sturlessons ligsten, er nævnt IB. I, 317. Nærmere underretning herom fås af et brev fra stedets præst til Finn Magnussön i de etatsråd Thorsen tilhørende samlinger. Det fremgår af denne skrivelse — der tillige omhandler flere andre runestene, men som forskellige omstændigheder opfordre til at benytte med megen varsomhed , at stenen, der utvivlsomt har været en runesten, men med meget ulæselig skrift, er bleven funden ved gravning i kirkegården år 1837. Nogen tilfredsstillende oplysning fås imidlertid ikke. Også Jon Sigurdssöns samlinger har en beretning om denne sten, tillige med en tegning, der viser indskriften som kun læselig for enkelte tegns vedkommende.

Húsafell. Fra den således benævnte, længst oppe i Borgefjord liggende gård (tidligere præstegård i et særligt kald) kendes en runesten, der opbevares i oldsagsamlingen i Reykjavig, og hvoraf en læsning er given i «Skýrsla um forngripasafn Islands», I, s. 70; i en anmærkning til beskrivelsen omtales tillige en anden læsning, der findes blandt Finn Magnussöns, Jon Sigurdssöns samlinger tilhørende, papirer og rimeligvis stammer fra daværende skolediscipel Magnus Grimssön eller fra Jonas Hallgrimssön. Den vistnok ældste beskrivelse af stenen findes i Oldnordisk museums arkiv. Her giver Svb. Egilssön 1838 en tegning af stenen med tilhørende fortolkning og meddeler derhos angående runestenen, at den er funden på Husafell-gård og udbrækket af en husvæg sammesteds. Uagtet runetegnene i det hele er forholdsvis lette at læse, har dog tolkningen hidtil frembudt forskellige vanskeligheder. Disse har jeg søgt at overvinde ved henvendelse til hr. adjunkt Bjørn Olsen i Reykjavig, som med vanlig velvilje har forskaffet mig aftryk af stenen, samt meddelt mig sin opfattelse af indskriften, på hvilket grundlag efterfølgende læsning og tolkning fremsættes. Indskriften optager to sider af den femkantede, omtrent 1 al. lange stensøjle (af c. 5 tommers gennemsnit). Den nederste runelinje, der indeholder indskriftens begyndelse, er indhugget på en jævn 3 1/2" bred flade og begrænses for oven og for neden af en længdestreg, mellem hvilke de c. 3" lange runetegn strække sig. Den øvre linje er indhugget på en langt mere ujævn og kun 2" bred sideflade af stenen, der helt optages af de her langt utydeligere tegn. Stenen er bestemt til at indtage en liggende stilling, så at den nedre runeflade står omtrent lodret, den øvre noget skrå. Indskriften læses:

Gengivet med latinske bogstaver (og med omsætning af linjerne):

HER HUILER lUAR UALGARDS SON SUEIN 0(K)

ANNAR AIR (ɔ: ARI — efter Bj. Olsens forslag, idet en uagtsomhed af runeristeren forudsættes) SEM GUD PEIRA SAL HAFJ.

På dansk:

«Her hviler Ivar Valgards søn, en dreng, og en anden,

Are (ɔ : Her hvile drengene Ivar og Are, Valgards sønner), hvis sjæl gud have.

Den mellemste rune i ᛍ ᚬ ᚳ bliver sædvanlig opfattet som A ; en nøjere undersøgelse af papiraftryk vil dog vistnok vise, at man også her, lige så vel som i næstsidste rune i nederste linje, har tegnet ᚬ. Efter denne rune følger sidst i linjen endnu en stav, hvis bistav dog ikke kan ses enten på grund af et brud eller en ujævnhed i denne ende af stenen. Tredje rune i øvre linje har man villet læse som Þ, dog uden grund, men man har ladet sig forlede af bistaven fra det følgende ᛐ. Ordet GUD har rimeligvis været skrevet med ᚵ, dog kan det nu ikke afgøres, hvorvidt runen har været stungen. Vokalen i HAFI synes virkelig at måtte opfattes som ᚮ for ᛐ; ja det kunde endog være et spørgsmål, om ikke a gennemgående i denne indskrift er betegnet ved ᚮ. I øvrigt lader valget af ᚮ på dette sted sig let forklare af, at den sædvanlige bistav på a-runen rimeligvis ikke har kunnet lade sig anbringe på grund af det foranstående ᛯ.

Bj. Olsen mener, at indskriften består af to dele indhuggede til forskellig tid, af hvilke da den sidste skulde begynde med ᚯ ᚴ i nedre linje; for dette skulde tale ikke alene den tvungne og ukorrekte sætningsbygning, men også de anvendte tegn og runernes form i indskriftens første og sidste del. Dog er det vistnok tvivlsomt, om virkelig nogen forskel med hensyn til de anvendte tegn er tilstede, og afvigelsen i runernes form skyldes rimeligvis de ugunstige forhold (et ubekvemmere materiale), hvorunder den øvre linje er indhugget. Men i øvrigt lader det sig jo vel tænke, at den senere del af indskriften er føjet til, efter at familiens andet barn er død.

Myre syssel

Kalmanstúnga. På denne, den nærmest højlandet liggende gård i syslet, fandtes indtil år 1812 en kirke. I sin utrykte Runologia (Addit. nr. 8, fol.) — et ganske mærkeligt og i forskellige henseender interessant arbejde, hvori forfatteren bl. a. bestrider runernes urimelig høje ælde og afleder dem af de latinske bogstaver, foruden at meddele meget yngre islandske alfabeter og forskellig art lønskrift — fortæller Jon Olavssön fra Grunnavig, at Arne Magnussön opstillede den grundsætning, at det næppe kunde bevises, at runerne havde været benyttede til indskrifter på Island i hedenskabets tid. Den ældste runesten, som han (A. M.) kendte, var fra c. 1300; denne lå på Kalmanstunge kirkegård. Ved siden af den kunde stilles en anden, måske lidt yngre. Disses indskrift med flere andre havde Arne Magnussön aftegnet, men disse samlinger tilintetgjordes ved branden 1728.

Fra landskabet Hvitåside nævnes der runestene på to gårde, Gilsbakke og Sidemule.

Ved græstegården Gilsbakke (Gilsbakki) er fundet en runeligsten, der både omtales i etatsråd Thorsens og i Jon Sigurdssöns samlinger. Stenen, der er omtrent 2 alen lang, og siges at være af uligesidet pyramidalsk form — formodenlig søjleformig, bærer indskriften

indesluttet af en ramme af parallele linjer.

Gengivet med latinske bogstaver lyder indskriften:

HER HUILER GILS JONS SON GILS SONAR.

På dansk:

«Her hviler Gils Jons son Gils' sons.»

På grund af det forholdsvis sjældne og gammeldags navn Gils, samt angivelsen både af bedstefaderens og faderens navn måtte det vistnok kunde angives, over hvem denne sten er lagt. I følge Reykholts-præstens skrivelse til Finn Magnussön kendes en Jon Gilsson som ejer af Kaimanstunge år 1398.

Endvidere meddeles i Jon Sigurdssöns samlinger indskriften på en sten med cifferskrift (lønskrift), ligeledes fra Gilsbakke, men da der efter skriftens slutning følger årstallet 1719, er den forholdsvis meget ung.

På Sidemule (Síðumúli) skal vel i følge Reykholts-præstens (Torsten Helgessons) indberetning til Finn Magnussön en runeligsten findes, men af hvis indskrift kun enkelte tegn har kunnet læses.

På Nordtunge (Norðtúnga) i Tværåhlid er i følge Finn Magnussöns samlinger fundet en runeligsten af basaltformet trachyt fra fjældet Baula i Norderådal, med indskrift på to af de fem sider. Efter den ene meddelelse er ordene adskilte på vanlig vis, efter andre og, som det synes, nøjagtigere findes ingen adskillelse, og indskriften er der således fordelt :

Gengivet med latinske bogstaver, med ordadskillelse — og når linjerne læses i den rette orden (den underste først) — vil indskriften lyde:

† HER HUILER PALL HALDORSSON SEM GUD HANS SAL HAFE.

På dansk:

«Her hviler Povl Haldorsson, hvis sjæl gud have.»

Fra Hvamm(r) i Norderådal meddeler allerede Egg. Olavssön og Bj. Povlssön i deres rejsebeskrivelse en runeligsten (i det de derhos griber anledningen til at fremhæve, at sådanne inscriptioner på Island kun er få og særdeles rare, samt at der aldrig med et ord tales om sådanne i landets historier). Indskriften, der er anbragt i to linjer på en søjleformet Baula-sten, synes forholdsvis gammel. Den lyder (i følge afbildningen i bemældte værk s. 255):

Med latinske bogstaver:

HER HUILER SEMUNDR GAMLA SON.

På dansk:

«Her hviler Sæmund Gamles søn.»

Jonas Hallgrimssön, der meddeler (se IB. I, 361), at der af denne sten nu kun findes et brudstykke, nævner en anden nyopdaget her. Skulde det være den blandt Jon Sigurdssöns samlinger aftegnede, men uden angivelse af findested, hvis indskrift lyder:

Runelinjen er i følge tegningen indhugget midt på oversiden af en regelmæssig aflang-firkantet, flad sten af betydelig tykkelse.

Gengivet med latinske bogstaver bliver indskriften:

HER LIGR HALLR ARASON.

På dansk:

«Her ligger Hall Aressøn.»

Sprogformen (r for ur) tyder på forholdsvis ret anselig ælde.

I Reykholtspræstens flere gange citerede brev til Finn Magnussön (hvor ialt 8 runestene omtales) nævnes imidlertid en sten fra Hvamm med følgende indskrift:

hvor man vel sikkert tør regne ᛐ i det tredje ord for indkommet ved en fejlagtig læsning af ᛑ . Indskriften bliver da, gengivet med latinske bogstaver:

HER HUILER ÞORER UALGARDS SON HANS SAL HAFI G.

På dansk:

«Her hviler Tore Valgards son. Hans sjæl have G(ud).»

Fra præstegården Stavholt (Stafholt) i det neden for de nysnævnte bygder liggende landskab Stavholtstungerne kendes flere runestensbrudstykker. Reykholtspræsten nævner to. Det ene gengiver han således:

Heraf lader sig vel i alt fald slutte, at begyndelsen af indskriften har udsagt:

«Her huiler Gudmundr Jonsson.»

På det andet mener han at kunne læse :

i følge hvilket stenen altså skulde være lagt over en vis Gaut Sigmu(ndssön).

På Borg kirkegård i Myre syssel har der været mindst to runeligstene, der dog nu kun er bevarede i brudstykker. Alle brudstykkerne — i alt 5 med runeindskrift forsynede — er nu henlagte på en stor, vel-vedligeholdt grav, fire-fem gange så stor som en almindelig, men ellers af kirkegårdsgravenes sædvanlige form med tagdannet ryg. Graven vender i modsætning til alle de andre grave på kirkegården fra nord til syd, hvad der anses som et tegn på, at den tilhører overgangstiden mellem hedenskab og kristendom. Det er nemlig den grav, der i følge traditionen gæmmer støvet af Kjartan Olavssön, hovedpersonen i Laksdæla-saga, og traditionen har selvfølgelig bevirket dens omhyggelige vedligeholdelse. Den ene af runestenene har formodenlig også oprindelig hørt til denne grav, og dens for de fleste ulæselige træk har rimeligvis i løbet af det 17de århundrede, under den vågnende interesse for oldtidsminder og oldtidslitteraturen givet anledning til traditionens dannelse, da det jo var ganske naturligt, at man måtte fristes til at søge et synligt minde om den berømte, efter sagaernes vidnesbyrd ved Borg kirke begravede oldtidshelt. Mærkeligere er, at denne anskuelse, efter at Eggert Olavssön og Bjarne Povlssön i deres rejsebeskrivelse havde givet en fortolkning af stenen, der rigtignok lod denne være Kjartans, men gjorde indskriftens sprog fuldstændig uklassisk, for ikke at sige uislandsk, endnu forholdsvis længe kunde holde sig.

Indskriften på den pågældende sten synes efter en tegning af Sigurd Gudmundsson (Isl. I>j65s. I, 235) sammenholdt med de nyere læsninger (af Maurer, samt Storm & Nygaard) at være:

hvorefter følger tre smallere under hinanden anbragte linjer, der endnu ikke er læste; disse optage resten (den sidste sjettedel omtrent) af den med runeindskrift forsynede flade af den femkantede stensøjle. — Den læselige del af indskriften lyder, gengivet med latinske bogstaver:

HIER HVILER HALUR HRANASON.

På dansk:

«Her hviler Hal (ɔ: Hall) Hranesson.»

ᛐ står her som oftere for ᛚ og må opfattes som l, og flere binderuner forekomme. Indskriften er vistnok forholdsvis ung.

De tre andre brudstykker skal i følge Sigurd Gudmundsson kunne forbindes til én sten, hvis indskrift dog hidtil ikke er læst.

Om den såkaldte Kjartans-grav og runestenene på Borg se i øvrigt IB. I, 375—76.

Vestligst i syslet, i Hitardalen, findes den såkaldte Bjarnarhellir, der for sine runeindskrifters skyld flere steder er omtalt. De fleste tegn synes at være binderuner eller heksefigurer (galdrestave). Se IB. I, 394.

Snefjældsnæs syssel

Fra den forlængst (år 1565) nedlagte kirke ved Hallbjarnarøre i Setberg sogn på nordsiden af Snefjældsnæshalvøen kendes tre, på kirkegården opgravne brudstykker af basaltsøjler med runeindskrift, der sikkert tilsammen har udgjort to runeligstene. — Ved at sammenholde de af Henderson givne tegninger (Iceland II, 57) med den antikv. indb. (1817) fremgår temlig tydelig indskriften på den længste sten (af Finn Magnussön opfattet som to forskellige indskrifter hver på sin sten); dennes indhold bliver endnu klarere ved at sammenholdes med to derfra uafhængige, indbyrdes overensstemmende læsninger, der meddeles af dr. Scheving (i etatsråd Thorsens Finn -Magnussonske samlinger). Indskriften har rimeligvis haft følgende udseende:

Med latinske bogstaver:

HER HUILER UNNDIR . . . DGERDUR GUNNARS :DOTTIR OG BIDID FIRIR MER.

På dansk:

«Her hviler under . . . dgerd Gunnars datter, og beder for mig.»

Bemærkninger til runeskriften: 1) I den antikv. indberetning skrevet ᚢ ᚿᚿ ᛰ ᛁ ᚱ , der af Finn Magnussön opfattes som et kvindenavn. 2) 5te rune er i de af dr. Scheving meddelte afskrifter ᚮ (hos de andre ᛰ ) og kan heller ikke være nogen anden; første rune har muligvis også oprindelig været ᛄ, ellers må man som hos dr. Scheving tillægge den betydningen l og udfylde kvindenavnet til ᚢ ᛐ ᛐ ᚴ ᛰ ᚱ ᛄ ᚢ ᚱ (Valgerd). Anden rune har vel oprindelig været punkteret. I 6te ord er brugt ᛚ for ᛐ .

Den anden sten er kun et brudstykke, der bærer indskriften:

Med latinske bogstaver:

HER HUILER MARGRETA GEIRM(UNDAR DOTTIR?)

På dansk:

«Her hviler Margrete Gejrm(unds datter?).»

På kirkegården ved Bredebolstad på Skogarstrand i samme sysel er fundet en ligsten, der kortelig omtales hos Henderson, medens derimod den antikv. indb. giver en udførligere beskrivelse af indskriften, hvorefter Finn Magnussön har søgt at tolke den i Antkv. Ann. Indskriften er dels med runer, dels med latinske bogstaver, og — forudsat at hele indskriften er samtidig, hvad der vistnok er sandsynligst — ikke ældre end fra 1681. Runerne er vanskelige at læse og vistnok langtfra nøjagtig gengivne i den antkv. indberetning. Ved en noget dristig anvendelse af konjektur kan måske følgende læsning opstilles:

i hvilken de på tegningen helt manglende eller væsenlig forandrede tegn er satte i parentes, for de førstes vedkommende skarpkantet.

Runerne — i hvis gengivelse den tilsyneladende forvirring i anvendelsen af tegnene for a og e er bibeholdt — er indhuggede på to af den søjleformede stens flader, ordene med latinske bogstaver samt årstallet anbragte på en som det synes dertil særlig afglattet flade øverst på stenen.

Gengivet med latinske bogstaver og med sædvanlig rækkefølge for ordene vil indskriften — der danner et vers — lyde:

MAGRET OLAFS DOTTER HVYLER HIER

HUER GUDE SOFNUD ER

GLOD HIEDAN MED FRIDE FAREN.

FRELSARAN JESUM A TRUER. 1681.

På dansk

«Margret Olavs datter hviler her, som er hensovet i Gud, glad heden med fred faren. På frelseren tror (hun). 1681.»

Også i dette syssel, på sydsiden af Snefjældsnæshalvøen, befinder sig en hule med runetegn, den såkaldte Sanghule (Songhellir). Tegnene frembyde dog intet af interesse; se IB. I, 416.

Bardestrand syssel

Fra kirken i Guvudal (Gufudalr) kendes en runeligsten, der opbevares på det Oldnordiske museum i København, hvortil den førtes 1844, sammen med de tre alt omtalte runestene fra Guldbringe syssel. Stenen er en anselig femsidet basaltsøjle — 2 al. lang, henved 8" i tværmål, hver flade c. 5" bred —, der har hvilet på graven med sin bredeste flade nedad. Af de andre fire sider have de to sideflader været ubenyttede, hvorimod hver af de to øverste, tagformig sammenløbende flader er indfattede at en firkantet ramme; dog er kun den ene af disse forsynet med runeskrift, der tilmed lader omtrent sidens øverste tredjedel ubenyttet. Hvor runeindskriften standser, er ved fem i stenen indhuggede runde huller dannet et kors, således at de tre, i korsstammen dannende prikker er indhuggede i selve stenens øverste kant, de to korsets tværtræ (eller armene) betegnende prikker derimod en i hver af de to øverste sideflader, således at prikken i den med runer forsynede flade står i omtrent et bogstavs afstand fra det sidste runetegn. Indskriften viser sig herved som fuldstændig uagtet den store ubenyttede plads. Runetegnene er ualmindelig store og regelmæssige (omtrent 4" høje); ikke desmindre er indskriften ikke hidtil bleven rigtig læst og frembyder vedvarende vanskeligheder for forståelsen. Professor Stephens har i «Runehallen» fremsat en tolkning, i følge hvilken indskriften lyder HER LIGUR ÞRER lUAR 1Ø ION (her ligger tre: Ivar, Jø, Jon), en læsning, der vilde fastslå en sprogform — verbet i sg. , subjektet i pl. — som umulig kan være islandsk, og et personnavn (Jø), der ellers er helt ukendt. En nøjere undersøgelse af stenen viser imidlertid tydelig — hvad dr. Wimmer har gjort mig opmærksom på —, at det som R af Stephens opfattede tegn, er en binderune, der må læses som OR, hvorved det pågældende ord fremtræder som et personnavn. Verbet i sg. får da flere subjekter, af hvilke hvert står i sg. , hvad der ikke har noget påfaldende ved sig. Endvidere må det af Stephens som E i samme ord læste runetegn opfattes som D.

Jeg læser

Med latinske bogstaver:

HER LIGUR ÞORDR IUARIÖ(?) ION.

På dansk:

«Her ligger Tord, Ivar(io?), Jon.»

Indskriften synes at indeholde tre mandsnavne. Hvad man skal gøre med IØ er dog ikke godt at sige. Måske kunde man opfatte ᛁ ᚬ som en fejlagtig og derfor opgiven begyndelse til ᛁ ᚬ ᚳ — dels på grund af at det var bleven sammenskrevet med det foregående ord, dels fordi hovedstaven i ᚬ er meget uregelmæssig og svagere end de andre runestave; muligvis også fordi ᚬ, der vel kan betegne o, som oprindelig betegnelse for ö måtte forekomme mindre nøjagtig. I følge Jon Olavssöns Runologia er i øvrigt ᚬ tegn for æ og y, navnlig for det første.

Om en stor sten (Grettistak) på Tingmannahede i Bardestrand syssel, der bærer en binderune, som man i sin tid har anset som betegnelse for navnet Grette Asmundsson, se IB. I, 539.

Isefjords syssel

På kirkegården ved Holt i Önundarfjorden er i følge indberetning til Finn Magnussön (1841) fundet tre runestensbrudstykker, måske tilhørende to stene; men om indholdet kan efter den af præsten indsendte tegning intet nærmere siges.

Hunavatns syssel

På kirkegården ved præstegården Høskuldsstad (Höskuldsstaðir) nordøstlig i syslet er opgravet den alt tidligere omtalte runeligsten over præsten Martin. I Antkv. Ann. er indskriften gengivet efter den antkv. indberetning (1820); senere er en beskrivelse af stenen givet i det islandske blad Norðanfari 30/10 1879. Stenen er af femkantet søjleform, henved 3 al. lang, siderne 8—10" brede; ved den nedre ende lindes på en af disse anbragt en 5 kvarter lang og 3" bred, temlig utydelig runelinje, der synes at have været indesluttet af en firkantet ramme, hvoraf dog nu kun den øverste streg ses.

Indskriften må antages at være:

Med latinske bogstaver:

HER HUILIR SIRA MARTEINN PREST(U)R

På dansk:

«Her hviler sira (ɔ : pastor) Martin præst.»

Denne runesten er utvivlsomt lagt over præsten Martin, der i følge Sv. Nilssons «Prestatal» var præst her indenfor tidsrummet mellem 1334 og 1348, medens ingen anden mand af dette navn findes opført blandt soknets præster. Da stenen kan dateres og er så gammel som fra 1ste halvdel af 14de årh. , vilde den her anvendte skrivemåde af ordet «prestr» — om med eller uden u — være af interesse; men desværre er netop her nogen uklarhed, da den antkv. indb. har ᛕ ᚱ ᛄ ᛍ ᛐ ᚱ , medens beskrivelsen i Norðanfari gengiver ordet «prestur». I Norðanfari er de tre sidste ord, i den antkv. indb, de fire sidste, skilte ved tre små tværstreger svarende til de sædvanlige punkter. — I følge en senere meddelelse fra adjunkt Bj. Olsen må det antages, at skilletegnsstregerne tre gange er anvendt, samt at formen «prestr» er den på stenen forekommende.

Skagefjords syssel

Fra Mælifell med dets anneks Reykir kendes to runestene, der er aftegnede og beskrevne 1846 af daværende skolediscipel Magnus Grimssön, desuden haves en tidligere tegning af Mælifells - stenen af Jonas Hallgrimssön — alt i Finn Magnussöns samlinger.

Stenen fra Mælifell — en tresidet sten, 2 1/2" lang, hver flade 6— 9" bred — bærer på de to sider en indskrift, der for en del er indhugget med almindelige runer, men dels også med kvistruner eller, som de i følge Jon Olavssöns Runologia (der her støtter sig på et pergamentshåndskrift fra midten af det I6de årh.) kaldes, «tredelinger» (þrideilur), fordi disse tegns dannelse og anvendelse beror på runernes inddeling i tre afdelinger eller «ætter». Ætterne er de bekendte: Fé's æt, Hagals æt og Ty(r)s æt, af hvilke den første indbefatter runerne ᚠᚢᚦᚮᚱᚴ, den anden ᛯ ᚳ ᛁᛆ ᛍ (hnias), den tredje ᛐ ᛔ ᛘᛚ ᛨ (tbmly); på Island har det dog i følge Jon Olavssön været almindeligt ved benyttelsen af «tredelinger» at ombytte første og tredje æt, og således er også tilfældet her. Runerne betegnes efter tredelings- (eller kvistrune-) systemet ved deres plads i ætten, således at hvert runeteun dannes ved en hovedstav, hvis bistave tilvenstre angive ætten, de til højre pladsen i ætten.

Indskriften på Mælifells-stenen har sandsynligvis følgende udsende:

Den første kvistrune — i nederste linje, hvormed indskriften begynder, — bærer i følge Jonas Hallgrimssons tegning to bistave til venstre og én til højre, i følge Magnus Grimssons én til venstre foruden en kun svag og uregelmæssig antydning til en anden, hvorimod to til højre; sandsynligvis har på stenen dette tegn kun én bistav til hver side. Tages da Tyrs-æt som d. 1ste, kommer tegnet til at betegne t, den anden kvistrune betegner efter samme regel o, den tredje m, den fjærde a, den femte s, — indskriften bliver da, gengivet med latinske bogstaver (ᛐ er her brugt for ᛚ som betegnelse for l), og med linjerne læste nedenfra fra venstre til højre og derefter fra højre til venstre, i det runetegnene her i forhold til første linje er stillede paa hovedet:

HIERLIGGUR TOMAS OLAFSON

På dansk:

«Her ligger Tomas Olavssön.»

Stenen fra Reykir er et kun 17" langt brudstykke af en femsidet runesten, af hvilken bægge ender mangler; de to sider bærer indskrift, mærkelig nok to selvstændige gravskrifter over hver sin afdøde; runerne er 2" høje, fladerne, hvorpå de er indhuggede, derimod 4 1/2 brede.

Indskriften er følgende:

Med latinske bogstaver:

. . IRHLADGEDRDRþORLAKSDOT . .

. . IR IOSEIP (ell. Joceip?) MAGNUSSONBIDFYRIR . .

På dansk:

(Her hvil)er Hladgerd Torlaksdat . .

(Her hvil)er Josef Magnussön bed for . .

På kirkegården ved Holt i Fljot skal der findes en dog på grund af slid ulæselig runesten.

Øfjords syssel

Fra gården Möðruvellir i Hörgådal (Möðruvold-kloster) omtales en runesten med ulæselig indskrift. Se Antikv. Ann. IV, 350.

Oppe i Øtjordsdalen, i nærheden af gården Leyning(r), påvises en foregiven grav, det såkaldte Völvuleiði eller Nunnuleiði, om hvis ægthed det er vanskeligt at komme på det rene. Hvad navnet angår, da er völvuleiði en benævnelse, som af traditionen knyttes til ikke få såkaldte oldtidsgrave på Island. Medens dette navn — volve-graven — vilde henføre graven til den hedenske tid, peger navnet «nunnuleiði» — nonne-graven — lige så bestemt hen på den kristne middelalder. Her synes virkelig at være fundet resterne af en forstyrret grav (stenkiste) med en tre alen lang, femsidet basaltsøjle, der må antages at have hvilet på graven. (Se navnlig heroin Runamo s. 562-64.) Denne søjle, af hvilken en tegning af Jonas Hallgrimssön befinder sig i etatsråd Thorsens Finn-Magnussönske samlinger, skal have båret en runeindskrift, af hvilken dog kun svage rester kan gengives. I følge Jonas Hallgrimssön skimtes 10—15 runetegn på den ene flades øvre halvdel; dog har ingen sammenhængende læsning af disse kunnet gives; øverst i samme flades ene hjørne synes et liggende kors at være indhugget.

[Aldeles upålidelig er vistnok en beretning om, at der skulde findes runetegn ved en varm kilde oven for bygden i Øtjord. Se IB. H, 119.]

På kirkegården ved det fordums kloster Munke-Tværa påvistes en runeligsten, almindelig kaldet Bláhosusteinn, fordi den efter traditionen skulde være lagt over den bekendte biskop Jon Aresons moder Elin bláhósa. Det er en femkantet basaltsøjle, 1 3/4 al. lang, de to runebærende flader er 3 1/2" brede, runernes højde 2 1/2". På den nederste del (11") af bægge flader er bogstaverne nu udslettede.

Indskriften er i følge en tegning i etatsråd Thorsens Finn-Magnussönske samlinger:

Den læses, nedre linje først, fra venstre til højre, derefter — med runetegnene i omvendt stilling — fra højre til venstre, og lyder da gengivet med latinske bogstaver:

. . UIGDIS ARNA DOTTER GUD FRIDE HENNAR

SAL ER HENNAR ARTID TUEIM NOTTUM FIRER

MARI . .

På dansk:

«(Her hviler) Vigdis Arnes datter. Gud frede hendes sjæl. Hendes dødsdag er to nætter for Mari(e messe).»

Uagtet stenen siges at være afbrudt for bægge ender, synes intet andet at mangle end de nu forvitrede bogstaver. Begyndelsen af indskriften har utvivlsomt lydt: «Her huiler slutningen «Mariu messu» ; men da der var to Mariemesser, har der muligvis derefter fulgt et «fyrre» eller «sidare».

Den nedre ende af stenen skal være prydet med et korsmærke.

Sønder-Tingø syssel

Fra Ljósavatn er i sin tid nedsendt til det Oldnordiske museum i Kbh. en formindsket træmodel (nr. CLI) af en runesten funden i kirkegården dér og senere brugt som pæl til at binde heste ved; det er nemlig en femsidet basaltsøjle, nu lidt over 2 al lang, men rimeligvis afbrudt ved den ene ende. Stenen, som fejlagtig antoges for at være Torgejr Ljosvetningagodes gravsten, bærer følgende indskrift:

Ved runetegnene er at bemærke, at ᛐ overalt står for ᛚ ; endvidere er på træmodellen i 2det ord skrevet ᛐ for ᛁ, i tredje ᛄ for ᚮ, ligeledes er sidste rune gengivet som ᚽ, hvilket sikkert alt skyldes fejllæsning.

Med latinske bogstaver bliver indskriften:

HER HVILER HALLDORA Þ0(R)G1LS D(OTTER).

På dansk:

«Her hviler Haldora Torgils' datter.»

På kirkegården ved Grenjadarstad (Grenjaðarstaðr) ligger en runesten, der på de tre sider bærer en indskrift, den længste islandske, — én linje på hver side — af følgende udseende:

Denne utvivlsomt rigtige gengivelse af indskriften skyldes dr. Scheving (se Thorsens Finn-Magnussönske samlinger). Rigtig fortolket er indskriften først bleven af Jonas Hallgrimssön, hvis læsning findes i hans dagbogsoptegnelser (nr. 6, 8vo i det isl. litterære selskabs arkiv).

Han læser:

HER HUILER SIGRID HRAFNSDOTTER KUINNA

BIARNAR BONDDA | SEMUNDZ SONAR GUD FRIDE

HENNAR SAL TIL GODRAR UONNIAR (ɔ : vonar) |

HUER ER LETRID LES BID FIRIR BLIDRE SAL

SYAGGE (ɔ: syngge) SIGAND (ɔ: signaá) VES ( ɔ: vers).

På dansk:

«Her hviler Sigrid Ravns datter, Bjørn bonde Sæmunds søns kvinde. Gud frede hendes sjæl til god forvæntning. Hvem som læser skriften, bed for den blide sjæl, synge signet vers!»

Man må da antage, at ᛐ helt igjennem er brugt for ᛚ og omvendt, og at ᛐ og ᚳ K flere gange er forvekslede. ᛡ er en af de vekslende former for y, ᛨ betegner her z. [S -runens hovedstav ender rimeligvis i virkeligheden med en firkant i steden for som her gengivet med en cirkel.] — I øvrigt er der adskillige ejendommeligheder i denne indskrift, således «Sigrid» for Sigriðr (der også nu er den ene brugelige form) «kvinna» for kona, «bondda» for bónda, «Semundz» for Sæmundar, «vonniar» for vonar (uden støtte, som det synes, i udtalen), «ves» skrevet lige efter udtalen, hvilket alt vel må betegne denne sten som forholdsvis ung.

I Antkv. Ann. IV, 351—52, hvor denne indskrift er meddelt, har slutningen fået et højst besynderligt udseende — efter SAL følger nemlig: s. haggi sefind vis sigand ves — bevirket ved en misforståelse af den først nedsendte meddelelse om stenen, hvor det oprindelig skrevne «sefind vis» var rettet til «sigand ves»; man aftrykte nemlig fejlagtig bægge læsemåder ved siden af hinanden; ligeledes var der her givet valget mellem efter s at læse y eller h, hvilke to runer jo ligne hinanden.

På kirkegården i nabosognet Mule (Múli) er ved århundredets begyndelse opgravet en 2 al. lang femsidet sten, hvis indskrift i den antkv indb. gengives:

der vel er en mindre nøjagtig læsning af kvindenavnet Ingiriðr (Ingerid). [Den runeindskrift på en trætavle fra samme kirke, som omtales i Antkv. Ann. s. 353, har ingen tydning, da den i følge den antkv. indb. ikke er ældre end 1760; oprindelig dækkede den en grav.

Sønder-Mule syssel

Fra Hov (Hof) i Sønder-Mule syssel omtaler den antkv. indb. en runesten anvendt til brolægning udenfor kirkedøren, så slidt, at næppe nogen kunde læse den.

Vester-Skaftafell syssel

På Nupstad (NiipstaSr) i Fljotshverve er fundet en 36. runeligsten, hvorom Antkv. Ann. IV, 355 giver nærmere oplysning. Af indskriften kunde læses:

(HER) HUILER BIORN. (Som tredje rune står vel i virkeligheden på stenen ᛁ.)

Fra Kirkebæ (Kirkjubær), det fordums kloster, i bygden Siða, omtaler antkv. indberetninger af 1817 en femsidet runeligsten, der har haft den sædvanlige begyndelse «her hviler» og muligvis derefter har indeholdt navnet på en kvinde; men tegningerne er så mangelfulde, at der med hensyn hertil næppe lader sig noget nærmere afgøre.

__________

Tillæg. I følge en mig nylig tilsendt velvillig meddelelse fra hr. adjunkt Bjørn Olsen giver Jonas Hallgrimssön i sine antikvariske indberetninger til Finn Magnussön (nu i Jon Sigurdssöns håndskriftsamling i Reykjavig) oplysning om tre indskriftstene eller brudstykker af sådanne på Nordtunge i Myre-syssel. Den første er runestenen over Povl Haldorsson (nr. 13), hvis indskrift læses som forud anført, dog med ordadskillelse og ᚴ (ikke punkteret). De to andre ere brudstykker, hvor der på det ene kan læses ᚹᚮᚱ ᛋ ᛐᚾᛁ ᚳ ᚳ:ᚹᚮ, medens det andet synes at have båret en indskrift med munkebogstaver (fraktur). — Hvamm- stenen (nr. 16) er ifølge Jonas Hallgrimssön lagt over ÞÖDR UALGARDSSON, og den sidste del af indskriften lyder: SEM GUD HANS SAL HAFE

Med hensyn til de i foranstående afhandling anvendte runetegn har det været hensigten at gengive de forskellige ved materialet og stenhuggeren bevirkede ændringer i runens form ; dette er det dog ikke lykkedes fuldt ud at gennemføre, særlig hvad e- og s-runen angår, hvor hovedstaven i nogle indskrifter gennemgående er forsynet med cirkel, i andre med rude-figur (rhombe), atter andre blot med punkt. Ligeledes har det ved en tværstreg på hovedstaven dannede e fået altfor udpræget korsform, i det tværstregen er for lang.

---