Islands bygging (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 1


Islands bygging
Landnáma þáttr


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1826


Kapitel 1. Island opdages af Nordmænd

Saa siger den hellige Præst Beda i den Krønnike, som han skrev om Inddelingen af Landene paa Jorden, at den Ø, som i Bøgerne kaldes Thule, ligger saa langt i Verdens nordre Part, at der ikke kommer Dag om Vinteren, naar Natten er længst, og ikke Nat om Sommeren, naar Dagen er længst. Vise Mænd troe derfor, at det er Island, som er kaldt Thule, fordi der ere mange Steder paa dette Land, hvor Solen ikke gaaer ned om Natten, naar Dagen er længst, og ligeledes, hvor man ikke kan see Solen om Dagen, naar Natten er længst. Men den hellige Præst Beda døde 736 Aar efter vor Herres Jesu Kristi Fødsel, altsaa meer end hundrede Aar før Island byggedes af Nordmænd. Før Island blev bebygget fra Norge, havde der været nogle mennesker, som Nordmændene kaldte Papa, de havde været Kristne, thi efter dem fandtes irske Bøger, Klokker, Bispestave og endnu flere Ting, hvoraf man kunde see, at de vare Kristne, og komne fra Vesterlandene; engelske Bøger mælde ogsaa, at der i den Tid har været faret mellem Landene.


Kapitel 2.

Da Island blev fundet og bebygget, var Adrianus Pave i Romeborg, og efter ham Johannes, som var den femte med det Navn i det apostoliske Sæde; men Lødver Lødverssøn var Kejser norden for Fjældet (1), og hans Sønner Leo og Alexander over Myklegaard (2); da var Harald hin Haarfagre Konge over Norge, og Erik Emundssøn og hans Søn Bjørn i Sverrig, Gorm hin Gamle i Danmark, Elfraad hin Mægtige og hans Søn Edvard i England, Kjarval i Dublin paa Irland; men Sigurd hin Mægtige, Røgnvald Møre-Jarls Broder, var Jarl paa Ørkenøerne.


Kapitel 3.

Saa sige vise Mænd, at fra Stat i Norge er 7 Dages Sejlads i Vest over til Horn paa Østkysten af Island. Og fra Sneefjældsnæs, hvor der er kortest til Grønland, er der 4 Dages Sejlads i Vest. Men saa er sagt, at om man sejler fra Bergen til Hvarf i Grønland lige i Vest, da maa man sejle en Tylft sønden for Island; fra Reykenæs paa Sønderlandet af Island er 5 Dages Sejlads i Sønder til Jølduhlaup paa Irland; men fra Langenæs paa Nordlandet af Island er 4 Dages Sejlads i Nord til Svalbarde i Havbugten.


Kapitel 4. Om Landnamsmændene

Man fortæller, at der vare nogle Mænd, som vilde fare fra Norge til Færøerne, somme sige, at det var Vikingen Naddodd; men de dreve langt vester ud i Havet; der fandt de et stort Land; de landede paa Østkysten, og gik der op paa et højt Fjæld, og saae sig vidt omkring, om de kunde opdage Røg eller noget andet Tegn paa, at Landet var beboet; men de bleve intet vaer. De droge om Høsten tilbage til Færøerne, men før de sejlede bort, sneede det meget paa Fjældene, og derfor kaldte de Landet, som de meget berømte, Sneeland. Det Sted, hvor de kom til, hedder nu Rødefjord i Østfjordene efter Præsten Sæmund hin Lærdes Beretning.


Kapitel 5.

Der var en Mand, ved Navn Gardar Svavarssøn, svensk af Æt; han foer at opsøge Sneeland efter sin fremsynede Moders og Odds Anviisning; han kom til Landets østlige Kyst til det østre Horn, der var da en god Havn. Gardar sejlede rundt omkring Landet, og fik saaledes at vide, at det var en Ø. Gardar styrede ind i den Fjord, som siden blev kaldt Skjalfande. Han lagde til Havn ved den østlige Side af Fjorden, og opholdt sig der Vinteren over, og byggede sig et Huus; derfor kaldes det Sted Husevig. Da Gardar om Vaaren var færdig til Afrejse, drev en Mand, ved Navn Natfare, fra ham paa en Baad, og tilligemed ham en Træl og en Trælkvinde, han kom i Land paa den vestlige Side af Fjorden, og de nedsatte sig der i den Vig, som siden blev kaldt Natfararvig. Men Gardar foer derpaa til Norge, og roste meget det Land, som han havde fundet; da blev Landet kaldt Gardarsholm. Den Gang var der Skov om hele Landet mellem Fjælde og Strand. Gardar havde en Søn, som hed Une, hans Søn igjen var Ivar Tunga-Gode (3).


Kapitel 6.

Der var en stor Viking, ved Navn Floke Vigerdssøn, som drog ud at opsøge Gardarsholm, og sejlede ud fra det Sted, hvor Rogeland og Hørdeland mødes, som kaldes Flokavarde; han drog først til Hjaltland, og laa der i Flokavaag; der druknede hans Datter Gejrhild i Gejrhildssø. Med Floke var en norsk Bonde, som hed Herjolf, og en anden, ved Navn Thorolf; der var og en syderøisk Mand, som hed Faxe. Han førte tre Ravne med sig, da de begave sig paa denne Opdagelses-Rejse, men da han slap den første Ravn løs, fløj den tilbage over Stavnen, men den anden fløj op i Luften og tilbage til Skibet, den tredie fløj foran Stavnen ad den Kant, hvor de fandt Landet. De kom østen fra til Horn, og sejlede Sønden om Landet. Men da de sejlede vesten om Reykenæs, og Fjorden aabnede sig for dem saa, at de saae Sneefjældsnæs, da sagde Faxe: “Dette maa være et stort Land, som vi her have fundet, her ere store Floder.” De saae da en stor Elv-Os eller Munding falde ud i Søen; det blev siden kaldt Faxaos. De sejlede nu vester over Bredefjord, og landede i Vatsfjord ved Bardestrand: den Gang var Fjorden fuld af Fiske, og for Fiskefangstens Skyld forsømte de at bjærge Hø ind, hvorfor alle deres Kreaturer døde om Vinteren. Vaaren var meget kold. Da gik Floke op paa et højt Fjæld, og saae nord over Fjældene en Fjord, fuld af Drivis, derfor kaldte de Landet Island, hvilket Navn det siden har beholdt. De agtede sig bort om Sommeren, og vare færdige noget før Vinterens Begyndelse; men da de sejlede, gik det dem ikke vel forbi Reykenæs, thi Baaden, hvorpaa Herjolf var, sled sig fra dem, og drev i Land paa det Sted, som nu hedder Herjolfshavn. Floke var om Vinteren i Borgefjord. De traf hinanden igjen, og Sommeren efter sejlede de over til Norge, og da man nu spurgde om Landets Beskaffenhed, ytrede Floke sig ufordeelagtig om det, Herjolf sagde baade Fordele og Mangler ved Landet, men Thorolf berømte det saa meget, at han sagde, at der dryppede Smør af hvert Straa, hvorfor han blev kaldt Thorolf Smør.


Kapitel 7.

Der var en Mand, ved Navn Bjørnolf, en anden, som hed Hroald, de vare Sønner af Hromund Gripssøn; de droge fra Thelemarken for Drabs Skyld, og nedsatte sig i Dalsfjord paa Fjaler i Sogn. Bjørnolfs Søn hed Ørn; Ørn havde to Børn, en Søn, som hed Ingolf og en Datter, ved Navn Helga, en dejlig Mø. Hroald havde en Søn, som hed Hrodmar; Hrodmars Søn hed Leif. Ingolf og Leif bleve Fostbrødre, I den Tid var Atle Jarl hin Smækre paa Gule; hans Sønner vare: Hastejn, Herstejn og Holmstejn. Fostbrødrene Ingolf og Leif sluttede Selskab med Atles Sønner, og de fore alle i Forening paa Vikingetoge; og om Høsten kom de hjem med meget Bytte; alle deres Forhandlinger gik vel, og de skiltes med Venskab, og overtalte, at de vilde fare sammen igjen Sommeren derefter, Om Vinteren gjorde Fostbrødrene et Gilde for Jarlens Sønner. Paa dette Gilde gjorde Holmstein det Løfte, at han skulde ægte Helga Ørnsdatter, og aldrig nogen anden Kvinde. Om dette Løfte bekymrede de andre sig kun lidt, men Leif blev rød derved, og han og Holmstein skiltes med Kulde fra hinanden. Om Vaaren efter beredte Fostbrødrene sig til at drage i Vikingsfærd, og agtede at forene sig med Atle Jarls Sønner, som det havde været aftalt om Høsten. Men da de mødte hinanden, lagde Holmstejn og hans Brødre strax til Strid mod Leif og Ingolf, men da de havde stredet en Tid, kom Ølmod den Gamle, Hørde-Kaares Søn, som var Leifs Frænde, til, og ydede Leif sin Hjælp. I dette Slag faldt Holmstejn, men Herstejn flyede. Leif og Ingolf droge da paa Krigstoge om Sommeren, og kom hjem om Høsten; men om Vinteren efter drog Herstejn imod Ingolf og Leif, og vilde dræbe dem; men disse havde Spejdere ude, og rykkede imod ham, saa det kom til et Slag, hvori Herstejn faldt. Derefter kom Fostbrødrenes Venner fra Fjordefylke til dem, og da bleve der sendte Mænd til Atle Jarl og Hrodmar, at tilbyde Forlig, som kom i Stand paa de Vilkaar, at Ingolf og Leif afstode Atle og Hrodmar deres Jorder, men Fostbrødrene udrustede et stort Skib, og fore at opsøge det Land, som Ravne-Floke havde fundet. De fandt Landet, og vare om Vinteren i Østfjordene i den Søndre Alptafjord; men da de undersøgte Landet, syntes de bedre om den Søndre end den nordre Kant. Næste Sommer droge de tilbage til Norge. Ingolf anvendte da sit Gods til Islandsrejsen, men Leif foer i Vesterviking; han hærjede paa Irland, der fandt han en stor underjordisk Bolig; Leif gik derind, der var ganske mørkt, indtil det lyste fra et Sværd, som en Mand holdt paa, der havde flyet for Leif. Denne Mand dræbte Leif, og tog Sværdet og meget andet Gods. Dette Sværd var en kostelig Skat, og han fik af det Navnet Hjørlejf, hærjede om Sommeren vidt omkring i Vesterlandene, og fik der meget Bytte, han fik ogsaa der 10 Trælle, af hvilke den fortrinligste hed Dufthak. Siden foer Hjørlejf til Norge, og traf der sin Fostbroder Ingolf, som forud havde ægtet Ingolfs Søster Helga Ørnsdatter. Den Vinter anrettede Ingolf et stort Offer, og forespurgde sig hos Guderne om sin Skjæbne; de viste ham til Island. Hjørlejf vilde aldrig ofre. Om Vaaren derefter rustede hver af Svogrene sit Skib til Islandsfærd; Hjørlejf havde sit Bytte paa sit Skib, men Ingolf deres fælleds Gods, og de begave sig paa Rejsen, saasnart de vare færdige. Det var i Kong Harald hin Haarfagres Regjerings sjette Aar, da man drog over at opsøge Island, men 7 Vintre derefter, droge Hjørlejf og Ingolf at bygge Landet, som nu berettedes; det var altsaa i Harald hin Haarfagres Kongedoms 13de Aar; da havde han været to Vintre Enevoldskonge over Norge efter Slaget i Hafursfjord; det var fire Vintre efter Kong Edmund hin Helliges Fald i England; da vare forløbne fra denne Verdens Begyndelse 6073 Vintre og fra vor Herres Jesu Kristi Fødsel 874 Aar. Ingolf og Leif sejlede sammen, indtil de saae Island, da skiltes de. Da Ingolf saae Landet, kastede han sine Øndveges Søjler (4) over Bord, og sagde, at han vilde bygge der, hvor Søjlerne dreve i Land. Ingolf landede da der, som nu kaldes Ingolfshøfde. Men Hjørlejf drev imod Vesten, og da han fik Mangel paa Vand, fandt de irske Trælle paa at ælte Meel og Smør sammen, og sagde, at man derefter ikke tørstede saa meget, det kaldte de Mindak. Men da Mindaket var lavet, kom der megen Regn, og de toge Vand paa Teltene; men da Mindaket begyndte at mugne, kastede de det over Bord, og det drev i Land paa det Sted, som siden hedder Mindaksøre. Hjørlejf tog Land ved Hjørlejfshøde; der var da en Fjord, hvis Spids vendte imod Høfden eller Forbjerget; han lod der bygge to Huse, den ene Tomt paa atten Favne, den anden paa nitten; der opholdt Hjørlejf sig om Vinteren. Om Vaaren vilde Hjørlejf saae, han havde kun een Okse, og lod derfor Trællene trække Ploven. Men da Hjørlejf var i Færd med at bygge paa Husene, og Trællene skulde pløje, fattede Dufthak det Raad, at dræbe Oxen og sige, at en Skovbjørn havde dræbt den, men siden skulde de ihjelslaae Hjørlejf og hans Folk, naar de ledte efter Bjørnen. Man fortalte nu Hjørlejf og hans Folk, at en Bjørn havde dræbt Oxen, men da de nu fordeelte sig omkring i Skoven at lede efter Bjørnen, anfaldt Trællene enhver af dem særskilt, og myrdede dem alle, som vare ligesaa mange som de selv. Siden droge de bort derfra med de Dræbtes Koner og Løsøre og Baaden fra Skibet. De droge ud til nogle Øer, som de saae i Sydvest ude i Havet, og opsloge der deres Bopæl. Vivil og Karle hed Ingolfs Trælle. Dem sendte Ingolf vesterpaa langs Kysten at lede efter hans Øndveges Søjler, men da de kom til Hjørlejfshøfde, fandt de Hjørlejf død; da droge de tilbage, og fortalte Ingolf denne Tidende. Han blev bedrøvet over Hjørleifs Drab, og drog da selv til Hjørlejfshøfde. Men da Ingolf saae Hjørlejfs Lig, sagde han; “Det var en uværdig Skjæbne, der her mødte en brav Mand, at Trælle skulde vorde din Bane, og seer jeg det saaledes gaae de fleste, som ikke ville ofre. Ingolf lod da Hjørlejf og hans Mænd begrave og eftersee deres Skib og Gods. Siden gik han op paa Forbjerget, og saae nogle Øer ude i Havet til Sydvest, da faldt det ham ind, at Trællene vel havde søgt didhen, eftersom Baaden var borte. De droge da ud til Øerne, og fandt dem paa det Sted, som hedder Trælle-Eid. Trællene sade og spiste, da de kom til dem, og de bleve da ganske betagne af Skræk, og løb alle, hver sin Vej. Ingolf dræbte dem alle, somme med Vaaben, andre sprang ned fra Klipperne, efter hvem de Steder siden have faaet Navn, disse Øer bleve siden den Tid kaldte Vestmannøerne, fordi disse Trælle vare fra Vesterlandene. Ingolf førte de Myrdedes Koner med sig, og drog tilbage til Hjørlejfshøfde, hvor de opholdt sig den anden Vinter. Men om Vaaren efter drog han længere mod Vest, og den tredie Vinter opholdt han sig under Ingolfsfeld vesten for Ølfusaa. Det Halvaar fandt Vivil og Karle Ingolfs Øndveges Søjler ved Arnarhol norden for Heden. Ingolf drog om Vaaren over Heden, og valgde til Bopæl det Sted, hvor hans Øndveges Søjler vare drevne i Land; han boede i Reykevig.


Kapitel 8.

Ingolf var den anseeteste af alle Landnamsmændene, thi han byggede først Island. Det gjorde siden alle Landnamsmændene efter hans Exempel. Ingolf var gift med Halvejg Frodesdatter, en Søster til Lopt hin Gamle. Deres Søn var Thorstejn, som lod sætte Thing paa Kjalarnæs, før Althinget blev sat; Thorstejns Søn var Lovsigemanden (5) Thorkel Maane, som var den dydigste af alle de hedenske Mænd, man kjender til. Da han laa for Døden, lod han sig bære ud i Solens Straaler, og anbefalede sig i den Guds Haand, som havde skabt Solen, han havde ogsaa ført et ligesaa retfærdigt Levnet, som de Kristne, der have været allerdydigst. Thorkel Maanes Søn var Thormod, som var ypperste Offerpræst den Gang, da Kristendommen kom til Island, hans Søn var Hamal, hans Sønner igjen vare Mar og Thormod og Torfve.


Kapitel 9.

Bjørn Buna hed en berømt Herse i Norge; han var en Søn af Vedr-Grim; Grims Moder var Hervør, hendes Moder igjen var Thorgerde, en Datter af Eylaug Herse i Sogn. Fra Bjørn Buna nedstamme næsten alle Stormænd paa Island. Bjørns Kone hed Velaug; de havde tre Sønner, den ene hed Ketil Fladnæse, den anden Hrapp, den tredie Helge, de vare berømte Mænd, og om dem og deres Afkom ere mange Sagaer. Hrapps Søn hed Thord Skegge, som var gift med Vilborga Osvaldsdatter, deres Datter hed Helga; hende ægtede Ketilbjørn hin Gamle. Thord Skegge foer til Island; og opslog med Ingolfs Tilladelse sin Bopæl i hans Landnam paa Skeggjastad. Fra Thord Skegge nedstamme mange Stormænd paa Island.


Kapitel 10.

Hrapp Bjørnssøn havde en anden Søn, ved Navn Ørlyg, han blev opdragen hos Biskop Patrech i Syderøerne. Ørlyg ønskede at drage til Island, og bad Biskop Patrech, at være ham behjælpelig dermed. Biskoppen svarede: “Jeg skal give dig et godt Raad, om du vil det følge; nedsæt du dig der, hvor du fra Havet seer to Fjælde, og en Dal i hvert; opslaa din Bopæl ved Foden af det Søndre Fjæld, der skal du lade en Kirke gjøre til Ære for Gud og den hellige Columbus.” Biskoppen lod ham faae med sig Træ til Kirken, og en Jærnklokke, et Plenarium og viet Jord, som han skulde lægge under Kirkens Hjørnestolper. Biskoppen bad ham vel holde sin Tro, som han havde lært ham. Ørlyg begav sig siden paa Rejsen med sit følge; de havde et haardt Vejr, og vidste ikke, hvor de fore, da gjorde Ørlyg Løfte til Gud, om han vilde unde dem at naae Land, og tillige til Biskop Patrech, om han kunde yde dem nogen Hjælp, at han skulde opkalde det Sted, hvor de først kom i Land, efter hans Navn. Kort efter saae de Land, og vare komne vester om Landet; de kom til det Sted, som nu hedder Ørlygshavn, og Fjorden derindad kaldte de Patrechsfjord. Der opholdt de sig om Vinteren; men om Vaaren gjorde Ørlyg sit Skib i Stand, og sejlede Sønden om Sneefjældsjøkel, og da han kom ind paa Fjorden, saae han to Fjælde og en Dal i hvert, og vidste nu, at det var til det Sted, Biskop Patrech havde viist ham, han styrede til det Søndre Fjæld, det var Kjalarnæs. Der havde Helge Bjola Ørlygs Sødskendebarn, forud taget Land. Helge Bjola var en Søn af Ketil Fladnæse, Bjørn Bunas Søn. Ørlyg var den følgende Vinter hos sin Frænde Helge, men om Vaaren byggede han sig en Bopæl med Helges Tilladelse, paa Esjuberg, og lod der bygge en Kirke, som han havde lovet Biskop Patrech. Han holdt den sande Tro, som Biskoppen havde lært ham, og der siges ogsaa, at hans Søn aldrig ofrede til Afguderne. Der vare mange andre Mænd, som kom døbte herhid til Island, og toge her Land, men efterdi langt flere af Landnamsmændene vare hedenske og store Blotmænd, som af alle Kræfter modstode den sande Tro, og af Ondskab plagede og fordømte de Kristne, som siden skal fortælles, men hine selv vare unge i Troen: saa vendte somme af dem, som forhen kunde regnes for Kristne, igjen tilbage til Hedendommen; men uagtet nogle af Landnamsmændene ikke aldeles opgave Kristendommen, vare dog alle deres Børn Hedninger, thi der vare ingen Lærere paa Landet, heller ikke andre, som kunde undervise Folket.


Kapitel 11.

Grunden til, at her er skrevet om nogle af Landnamsmændene, er, at det ikke synes upassende at omtale i denne Fortælling nogle af de Mænd, som her have troet paa den sande Gud, førend Kristendommen blev antagen bed Lov paa Island, og berette, af hvad Æt disse Mænd have været, saasom det var et Slags Forvarsel og Begyndelse til den lykkelige Forandring, som paafulgde, at hele Folket omvendte sig fra Djævelens Vildfarelse til den sande Herres Tjeneste, saa at Kristendommen stedse siden er vedligeholdt og befæstet, og aldrig gaaet til Grunde. Ørlyg hin Gamle paa Esjuberg havde mange Børn og meget Afkom.


Kapitel 12. Om Ketil Fladnæse og Hans Efterkommere

Kong Harald hin Haarfagre hærjede paa Vesterlandene, som før berettedes; han underlagde sig alle Syderøerne, saa langt i Vester, at ingen Konge siden har besiddet Ejendomme længere. Men saasnart Kongen igjen var sejlet over til Norge, overfaldt irske og skotske Vikinger Syderøerne, hærjede der, og plyndrede vidt og bredt. Da Kong Harald spurgde det, sendte han Ketil Fladnæse, Bjørn Bunas Søn, derover, at tilbagetage Syderøerne. Ketil Fladnæse var gift med Yngvild, en Datter af Ketil Vejr, Herse paa Ringerige; deres Sønner vare Bjørn Østmand og Helge Bjola, deres Døttre vare Aude hin Grundrige, og Thorun Hyrna. Ketil lod sin Søn Bjørn blive tilbage i Norge at passe hans Ejendomme; men han drog til Vesterlandene med sine andre Børn og sin Kone. Han underlagde sig alle Syderøerne, og blev Høvding over dem, men betalte ikke Kong Harald nogen Skat, som dog forud havde været bestemt at han skulde; derfor tilegnede Harald sig alle de Ejendomme, Ketil havde i Norge, og drev hans Søn Bjørn bort. Bjørn drog først vester over til Syderøerne, men vilde ikke forblive der, hvorfor man kaldte ham Bjørn Østmand; han drog til Island, og tog Land i Bredefjord, og boede i Bjørnshavn; han er højlagt ved Borgarbæk, thi han var den eneste af Ketil Fladnæses Børn, som ikke var døbt. Ketil og alle hans Slægtninge, som vare med ham, bleve døbte i Vesterlandene.


Kapitel 13. Aude hin Grundrige kommer tll Island

Der var en Hærkonge, som hed Olaf, og var kaldt Olaf Hvide; han var en Søn af Kong Ingjald, Helges Søn, Gudrøds Søn, en Søn af Oplændingernes Konge Halfdan Hvitbeen. Olaf Hvide hærjede i Vesterviking, og indtog Dublin og Dublinsskire i Irland, hvorover han blev Konge. Olaf ægtede Aude hin Grundrige, Ketil Fladnæses Datter; deres Søn hed Thorstejn Rød. Da Olaf var falden i et Slag i Irland, drog Aude med Thorstejn til Syderøerne, hvor Thorstejn ægtede Thuride, en Datter af Eyvind, med Tilnavn Østmand. Thuride var Søster til Helge hin Magre, som var gift med Ketils Datter Thorun Hyrna; Thorstejn og Thuride havde mange Børn: deres Søn hed Olejf Fejlan, men deres Døttre, Groa, Olof, Osk, Thorhild, Thorgerde, Vigdis. Thorstejn blev Hærkonge, og gav sig i Forbund med Sigurd Jarl hin Mægtige, Eystejn Glumras Søn. De indtoge Katanæs og Syderland, Ros og Mærhæse, og mere end Halvdelen af Skotland, over hvilket Thorstejn var Konge, indtil Skotterne svege ham, og han faldt i et Slag mod dem. Da Aude, som den Gang opholdt sig paa Katanæs, spurgde sin Søn Thorstejns Fald, lod hun hemmelig bygge et Fartøj i Skoven, og da hun fik det i Stand, styrede hun ud til Ørkenøerne, hvor hun bortgiftede Thorstejn Røds Datter Groa. Siden beredte Aude sig til at opsøge Island; hun havde 20 frie Karle paa Skibet med sig; den øverste og af Aude mest anseete af dem, hed Koll, og hans Raad fulgde hun fornemmelig. Koll var en Søn af Vedr-Grim, Ase Herses Søn. Koll ægtede Thorstejn Røds Datter Thorgerde. Aude drog først til Færøerne, og bortgiftede der Thorstejn Røds Datter Olof. Fra hende nedstammer Gøteskeggerne (6) paa Færøerne. Siden drog Aude ud at opsøge Island; hun kom til Sønderlandet, og led Skibbrud paa Vikarsskejd; da foer hun til Kjalarnæs til sin Broder Helge Bjola. Han indbød hende at blive der om Vinteren med Halvdelen af sit Mandskab; hun syntes, det var et ringe Tilbud, og sagde, at hun ikke vidste, hvorfra han havde faaet saadan Smaahedsaand; hun drog da derfra vesterpaa til Bredefjord til sin Broder Bjørn. Bjørn sagde, at han kjendte sin Søsters Stolthed og Højmod, og gik imod hende med sine Karle, og indbød hende til sig med alle hendes Mænd. Aude tog med Takke imod hans Tilbud, og hun var der om Vinteren med hele sit følge, og blev behandlet med den største Anseelse. Om Vaaren derefter drog hun bort at opsøge sig et Sted til Bopæl; hun drog ind i Bredefjord, og tog alle Bredefjordsdalene i Besiddelse, og boede i Hvam. Aude gav sin Svigersøn Koll hele Laxaadal; han var en meget anseelig Mand, og blev kaldt Dalekoll. Aude boede i Hvam til sin Alderdom. Efter hende ere Audes Tomter ved Ørrideaas Munding opkaldte. Hun var Kristen, og holdt vel sin Tro; hun lod oprejse Kors paa det Sted, som siden hedder Krosholar, og der holdt hun sin Bøn. Olaf Fejlan var den yngste af Thorstejn Røds Børn; han var en stor og stærk Mand, smuk og vel øvet i Legemsfærdigheder. Ham elskede Aude fremfor alle andre, og hun bekjendtgjorde for hver Mand, at hun tiltænkte ham alle sine Ejendomme efter sin død. Olaf giftede sig efter Audes Raad; han ægtede Aldis hin Barøiske, en Datter af Konal Stejnmodssøn, der var en Søn af Ølver Barnekarl. Hun havde den Gang bortgiftet alle Thorstejn Røds Døttre. Aude var en fornem Kvinde. Da hun var træt af Alderdom, bød hun sine Frænder og Venner til sig, og beredte et anseeligt Gilde for dem; og da dette Gilde havde varet tre Nætter, gav hun i alle de indbudne Gjæsters Paahør sin Frænde Olaf Landet paa Hvam og alle sine andre Ejendomme og Jorder, som hun ikke forud havde givet sine Skibsfolk og frigivne Trælle, og derhos alt det Gods, hun efterlod sig; siden gav hun alle sine Venner Gaver, og gav dem mange nyttige Raad. Derefter takkede hun alle de Indbudne for deres Nærværelse, og sagde, at det samme Gilde endnu skulde vare i tre Nætter, og at det skulde være hendes Arveøl. Natten derefter døde hun. Aude blev begraven paa Strandbreden i Sandet, som overskylles af Flodvandet, efter hendes egen Bestemmelse, thi hun vilde ikke ligge i uviet Jord, da hun var døbt. Men efter hendes Død forlode hendes Frænder den sande Tro, og der blev siden gjort et Gudehuus paa Krosholar, da Ofringerne toge til.


Kapitel 14. Om Laxdølerne

Dalekoll var gift med Thorstejn Røds Datter Thorgerde, som før blev omtalt; deres Børn vare Høskuld og Groa, som blev gift med Velejf hin Gamle og Thorkatla, som Thorgejr Offerpræst ægtede. Høskuld Kollssøn boede paa Laxaadal efter sin Fader; det Sted hvor han boede, blev siden kaldt Høskuldsstader; han var gift med Halfrid, en Datter af Thorbjørn fra Vatn i Haukedal; deres Søn var Thorlejk, som var gift med Thuride, en Datter af Arnbjørn Slejtubjørns Søn; deres Søn hed Bolle, som var gift med Gudrun Osvifrsdatter. Høskuld Kjøbte Melkorka, en Datter af Irernes Konge Myrkjartan; deres Søn var Olaf Paa. Denne ægtede Egil Skallagrimssøns Datter Thorgerde; deres Sønner vare Kjartan, Egil, Haider, Stejnthor og Thorberg. Kjartan ægtede Hrefna, en Datter af Asgejr Ædikoll; deres Sønner vare Asgejr og Skum. Olaf Paa havde en Datter, ved Navn Thuride, som blev gift med Gudmuud Sølmundssøn paa Asbjørnsnæs. Deres Sønner vare Hall og Vigabarde. Høskuld Kollssøns Datter var Halgerde Snuinbrok, som Gunnar paa Hlidarende ægtede. Thorstejn Røds Datter Thorgerde ægtede siden Herjolf, Eyvind Ilds Søn, og hans Søn var Hrut paa Kambsnæs.


Kapitel 15. Helge hin Magre ankommer til Island

I Gotland var der en berømt Mand, ved Navn Bjørn; han var en Søn af Rolf fra Am. Bjørns Kone hed Hlif, og var en Datter af Rolf, der var en Søn af Ingjald, Kong Frodes Søn; deres Søn hed Eyvind. Bjørn blev uenig med Sigfast, Goternes Konge, Sølvars Svoger, og Bjørn brændte ham inde med 30 Mand, og drog siden med tolv Mand til Norge, hvor Grim Herse, Kolbjørn Sneypers Søn tog imod ham. Hos ham opholdt Bjørn sig en Vinter, da vilde Grim dræbe ham, for at bemægtige sig hans Ejendomme, men Bjørn drog bort til Øndot Krake, som boede paa Agder i Hviversfjord, og blev af ham modtagen. Bjørn var om Somrene i Vesterviking, men om Vintrene hos Øndot, indtil Hans Kone Hlif døde i Gøtland; da kom hans Søn Eyvind derfra, modtog Faderens Krigsskibe, og drog i Vesterviking, og havde udrustet sig til Irland; han ægtede Raført, Kong Kjarvals Datter, og tog der sit Sæde; han blev kaldt Eyvind Østmand. Med Raført havde han en Søn, som hed Helge, som de lode opdrage paa Syderøerne. Men da de kom der to Aar efter, var han saaledes forsultet, at de ikke kunde kjende ham; de førte ham da hjem med sig, og kaldte ham Helge hin Magre, og han blev siden opfødt i Irland. Da han var voxen, blev han en meget anseelig Mand, og ægtede da Thorun Hyrna, Ketil Fladnæses Datter, med hvem han avlede mange Børn; deres Sønner hed Rolf og Ingjald. Helge hin Magre foer til Island med sin Kone og Børn. Helge var at regne for en Kristen, men dog meget blandet i Troen; han var døbt, og sagde, at han troede paa Krist, men han gjorde ikke desto mindre Løfter til Thor til Søfart og vanskelige Foretagender. Helge hin Magre tog hele Øfjord mellem Siglunæs og Reynenæs i Besiddelse, og bosatte sig paa Kristnæs. Helge gav sin Søn Ingjald Landstrækningen østen for Øfjordsaa, oppe fra Arnahol til den ydre Thveraa; Ingjald bosatte sig ved den Søndre Thveraa, og byggede der et stort Gudehuus. Han ægtede Salgerde Stejnolfs Datter. Deres Søn var Eyjolf Hruga; han ægtede Astrid, en Datter af Vigfus Herse paa Vors i Norge; deres Søn var Viga-glum. Disse vare Vikingekaares Brødresønner: Erik Bjodeskalle, som var Fader til Kong Olaf Tryggvesøns Moder Astrid, og Vigfus paa Vors, som var Fader til Vigaglums Moder Astrid.


Kapitel 16.

Der var en Mand, ved Navn Ketil, en Søn af Ketil Fladnæses Datter Jorun Mannvitsbrekka. Ketil foer til Island fra Syderøerne; han var en god Kristen, hvorfor Hedningerne kaldte ham Ketil hin Fiflske eller Taabelige. Ketil tog Land i Besiddelse østerpaa i Vær, han bosatte sig i Kirkebø; der kunde ingen Hedninger boe. Ketils Søn var Asbjørn, hans Søn Thorstejn, hans Søn Surt, hans Søn Sighvat Lovsigemand.


Kapitel 17.

En Mand, som hed Eystejn Digre, foer fra Norge til Island; han tog Land i Besiddelse østen for Gejrlandsaa, som grændsede til Ketil hin Taabeliges Landstrækning, og bosatte sig paa Gejrland. Eystejn, en Søn af Hrane Hilderssøn, foer fra Norge til Island. Eystejn Hranesøn Kjøbte af Eystejn hin Digre de Lande, som han havde taget i Besiddelse, og bosatte sig paa Skard; hans Søn hed Hildar; denne agtede at flytte sin Huusholdning til Kirkebø, da Ketil hin Taabelige var død, og troede ikke paa det Sagn, som gik, at Hedninger ikke kunde boe der, som paa andre Steder, men da han var kommen nær til Gaardens Indhegning, faldt han pludselig om og døde. Han ligger der i Hildershøj, og det skal have gaaet flere Hedninger, som vilde slaae deres Bopæl op der, paa samme Maade, thi Gud havde udvalgt dette Sted til sin Dyrkelse. Der er nu et Nonnekloster.


Kapitel 18. Om Asolf hin Kristne

Tvende Brødre toge hele Akranæs i Borgefjord i Besiddelse; den ene hed Thormod, den anden Ketil. Ketil tog hele Akranæs vesten og norden for Akrafeld; hans Søn var Jorund hin Kristne, der boede i Gardar. Der var en Mand, ved Navn Asolf, som var i Slægt med Jørund i Gardar, han kom ud til Osar. Asolf var en god Kristen, og vilde ikke have med Hedninger at gjøre, og ikke tage Føde af dem. Han gjorde sig en enlig Hytte under Øfjældene, paa det Sted, som nu kaldes Asolfsskale hin Østre. Han traf ikke paa mennesker, før Hedningerne, nysgjerrige efter at vide, hvad han havde til Føde, kom til Skalen, hvor de da fandt en stor Mængde Fiske; og da de gik til den Bæk, som laa ved Skalen, fandt de den saa fuld af Fiske, at de syntes aldrig at have seet saadant et Under før. Da Herredets Beboere mærkede det, dreve de Asolf bort, og vilde ikke, at han skulde være i Besiddelse af denne Herlighed; Asolf flyttede da sin Bopæl til Midskale, og var der en Tid; men alle Fiskene vare forsvundne af Bækken, da Hedningerne kom til for at fiske; men da man kom til Asolf, var den Flod, som rinder forbi Midskale, fuld af Fiske, og han blev da ogsaa dreven bort derfra. Han gjorde sig nu en tredie Skale, og det gik ganske paa samme Viis som før, at Fiskeriet strax gik til Grunde. Da Asolf ogsaa blev dreven bort derfra, drog han ud til Akranæs til sin Frænde Jørund. Jørund tog vel imod ham, og indbød ham at være hos sig; men da Asolf ikke vilde være hos andre mennesker, gjorde Jørund ham et Huus paa Indreholm, og lod Føde bringe ud til ham. Der var Asolf siden, saalænge han levede, og blev der begravet.


Kapitel 19.

Der var en Mand, ved Navn Ulf, en Søn af Grim fra Halogeland, Thorers Søn, Gunlaugs Søn, Rolfs Søn, Ketil Kjølfares Søn. Ulfs Moder var Svanlaug, en Datter af Thormod paa Akranæs. Ulf boede paa Gejrland i Hvitaaside; hans Søn var Rolf hin Rige, Fader til Haldora, som Gissur hin Hvide havde tilægte, deres Datter var Vilborg, som Hjalte Skeggesøn ægtede; Ulf havde en anden Søn, ved Navn Roald, som var Fader til Rolf hin Yngre. Rolf hin Yngre ægtede Thuride, en Datter af Valthjof, Ørlyg hin Gamles Søn; deres Søn var Illuge hin Røde, som først boede i Hraunsaas, men siden i Hofstader i Reykedal, og allersidst paa Indreholm paa Akranæs; hans Søn hed Haldor, som boede der efter ham. Haldor var en god Kristen. En Vaar Drømte han, at der kom en skinnende og prægtig Mand til ham, og tiltalte ham saaledes: “Det vil jeg gjøre dig vitterligt, Haldor! at det mishager mig, at din Tjenestepige bestandig tørrer sine Fødder paa mit Gravsted, naar hun gaaer fra Malkepladsen, men jeg underretter dig herom, fordi du agter at lade gjøre en Kirke ved din Gaard, og vil jeg, at Kirken skal staae over min Grav.” Haldor syntes at spørge Manden, hvo han var. Han svarede: “Asolf hedder jeg, og jeg kom hid til dette Land i Landnamstiden; en god Kristen var jeg, som du vel maa have hørt fortælle. Den almægtige Gud har tilladt mig, at underrette dig om min Grav.” Dernæst vaagnede Haldor, og overtænkte sin Drøm; han troede nu at være sikker paa, at det var sandt, hvad hans Fader havde berettet, thi han kunde huske, at hans Fader Illuge havde fortalt, at denne Mand Asolf var begravet der. Siden lagde han Mærke til den Tue, hvorpaa Pigen tørrede sine Fødder, og forbød hende at gjøre det længer. Samme Sommer sejlede Haldor tidlig til Norge, og kom tilbage om Høsten med Tømmer til en Kirke, han lod da Kirken bygge lige over Asolfs Gravsted, som han havde befalet ham, og Asolf ansees for en Helgen.


Kapitel 20.

Der var en syderøisk Mand, ved Navn Kalman, som havde taget Land i Besiddelse vesten for Hvitaa, hans Søn var Sturle Offerpræst; Sturles Søn hed Bjarne, som boede efter sin Fader paa sin Fædrenearv i Kalmanstunga. Bjarne trættedes med Rolf hin Vægre, Illuge hin Rødes Fader, om den lille Tunga, da lovede Bjarne at antage Kristendommen, om han vandt det, han gjorde Fordring paa. Derefter brød Hvitaaen sig en ny Flodsæng, hvor den nu løber i, Bjarne erholdt da den lille Tunga, og hvad der ligger ovenfor Grinder og Sølmundshøfde; Bjarne opfyldte vel sit Løfte; han antog den sande Tro, og holdt den til sin Dødsdag.




Noter:

1) Alperne
2) Konstantinopel
3) D. e. Præst i Tunga.
4) Støtter foran Højsædet i huset.
5) Den øverste Embedsmand, som skulde vide loven udenad.
6) D. e. Gatabeboere.