Jærtegnene ved Erik Plovpennings grav i Ringsted

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Danske helgeners levned

i oversættelse ved
Hans Olrik


E. Jærtegnene ved Erik Plovpennings grav i Ringsted


Kong Erik Plovpennings lig sænkes i Slien
Kalkmaleri i Skt. Bendts Kirke, Ringsted
Kong Erik Plovpenning opnåede at blive æret som helgen. Dette skyldtes ikke hans handlinger i levende live, ja hans strid med Roskildebispen Nils Stigsön måtte endog være en væsenlig hindring for et sådant helgenry; derimod havde det sin grund i hans gruopvækkende halshugning, så meget mere, som det var den almindelige mening, at hans broder Abel var ophavsmand til denne udåd. At Abel med höjtidelig éd fralagde sig al del i drabet, skaffede ham vel den danske kongekrone, men tilintetgjorde ikke mistanken imod ham, og denne bestyrkedes, da Abels bratte død efter kun to års styrelse let kunde ses som en Guds straffedom. Dertil kom, at den efterfølgende politiske kamp blev ugunstig for hans eftermæle; Kristoffer I og hans tilhængere havde interesse af at stemple Abel som brodermorder for derved at svække hans æts krav på den danske krone; men jo mere man nedsatte Abel, des mere hævede man Erik, og således var den myrdede konge alt på vej til at blive helgen. Det var tilmed ikke alene Abels fald, der efter folketroen vidnede om hans broders martyrium; man viste også hen til den bratte død, der snart ramte kong Eriks bødler, Lave Gudmundsön og Tyskeren Herman Kerkwerder. Ikke des mindre varede det dog nogen tid, inden helgenryet havde vundet rigtig hævd. Således har beretningen om de undere, der skete i Sept. 1252 som følge af Holstenernes plyndringer i St. Peders kirke og nonnernes klosterkirke i Slesvig, endnu ikke nogen antydning af, at det var kong Erik, der bevirkede de himmelske straffe over voldsmændene; og dog véd vi, at Erik Plovpennings lig på den tid var jordet i en af disse to kirker. Anderledes blev det imidlertid, da Kristoffer I i året 1258 overflyttede sin broders ben til klosterkirken i Ringsted og lod dem jordfæste blandt forfædrenes grave nedenfor stamfaderens, Knud hertugs, helgenskrin; nu blev Erik Plovpenning virkelig fejret som folkelig helgen. Rimeligvis har Kristoffer også ønsket at få broderen gjort til kirkehelgen; men den bitre strid med ærkebiskop Jakob Erlandsön måtte både den gang og endnu gennem mange år træde hindrende ivejen, når det drejede sig om at kanonisere en af kongedömmets repræsentanter. Vist er det, at kong Erik måtte dele kår med Margrete, Anders og Nils og nöjes med værdigheden som folkekåren helgen. Man kunde vente, at han endda som kronet hoved vilde blive en af de allerypperste danske helgener; men det var, så at sige, vanskeligt at skaffe plads til ham, da Ringsted og hele Sælland allerede havde Knud hertug til værnehelgen, og dennes ry var for rodfæstet til at kunne svinde, fordi man begyndte at ære en anden helgengrav i hans kirke. Imidlertid opnåede Erik at blive gildehelgen ved siden af Knud konge og Knud hertug. Således var der et Hellig Eriks gilde i Kallehave, hvis gildeskrå (fra 13. århundred) endnu er bevaret, og den samme skrå gjaldt for Eriksgildet i Røddinge på Møn; endvidere var bl. a. det ene af Næstveds to gilder og et af Københavns mange gilder helliget kong Erik.[1]

Begejstringen for Erik Plovpenning synes at have været störst i sidste del af 13. århundred; men den kan endnu spores i begyndelsen af 14. århundred. Betegnende er det, at danske årbøger, der er nedskrevne i denne tid, omfatter den myrdede konge med störste interesse og sympati; det gælder især den sællandske årbog, der fortæller bredt om Eriks ulykkelige endeligt og hædrer ham med den mest smigrende karakteristik. Et skridt videre går forfatteren af en kongerække[2], i det han i skarp uoverensstemmelse med sin törre opregning af kongerne för Erik Plovpenning fortæller med stor udførlighed om denne konges død og om de følgende begivenheder, hvori han sporer Guds straf over Abel (hvem han kalder Kain) og hans medskyldige. Man ser, hvorledes dören var åbnet for legendedannelsen, og denne udeblev ikke. Et velkomment historisk udgangspunkt var et oldbrev fra begyndelsen af Eriks kongetid, hvori han forlangte at blive jordet i Franciskanerklosteret i Roskilde, iført en gråbroders grove kutte. Snart vidste man da at fortælle om, hvorledes kong Eriks bødler, för de halshuggede ham, havde forlangt oplysning om, hvor hans skatte var gemte, og at Erik havde henvist dem til et jærnbeslået skrin i Roskilde; men da de senere åbnede det, fandt de kun munkekutten med det tilhørende reb. Også i udlandet, hvor Eriks drab straks havde vakt så stor opsigt, fremspirede der efterhånden legender om ham. I Tyskland fortalte man således allerede i 13. århundrede det sagn, at den hellige Venceslav[3] havde vist sig for Erik og varslet ham samme skæbne som den, han selv havde lidt, og Erik, der aldrig for havde hørt om Venceslav, skaffede sig nu relikvier af ham i Bøhmen og anbragte dem i et Cistercienserkloster, som han byggede til hans ære. Samme sagn genfindes i England i 15. århundred.[4] I hele denne legende er der ikke gran af virkelig historie; men den har interesse for os ved at vise os, hvorledes mindet om Erik selv i fjerne egne holdtes i live gennem århundreder.

Om jærtegn ved kong Eriks grav i Ringsted var der tidlig rygter i omløb. Der skal have været hentydet til dem allerede i den gamle gravskrift, af hvilken den sællandske årbog anfører begyndelsen, og flere andre historiske optegnelser taler også i korthed om, at der sås undergerninger, der var virkede af den myrdede konge. Man havde imidlertid også en virkelig fortegnelse over disse jærtegn. Suhm kunde se, at ældre historikere havde brugt den, men anså den for tabt.[5] Imidlertid findes den i afskrifter på Universitetsbiblioteket, de allerede oftere nævnte håndskrifter: Additamenta 90 fol. og det arnemagnæanske håndskrift 1049 4to, der begge har benyttet det samme papirhåndskrift, hvori optegnelserne om Knud hertug fandtes. Professor Kr. Erslev har först nævnt dette skrift blandt kilderne til vor middelalderlige historie[6], og dernæst har professor Gertz taget afskrift af det, således, at det förste af de nævnte håndskrifter på Universitetsbiblioteket er lagt til grund, men varianter er optagne efter det andet. Nærværende oversættelse er udarbejdet efter professor Gertz’s afskrift.

Det righoldige lille skrift omhandler halvhundred undergerninger, som Hellig Erik skal have udført, for störste delen ved sin grav i Ringsted. Den sidste af fortællingerne, som i modsætning til de andre er sat på vers, skildrer et jærtegn fra 1309 og angiver sig at hidröre fra munken Johannes fra Odense, der har været gæst i Ringsted kloster og öjenvidne til begivenheden. Det er sandsynligt, at Johannes ved samme tid har nedskrevet beretningen om de øvrige jærtegn; men her må han have afskrevet en protokol, som Ringstedmunkene har ført over de vidunderlige hændelser ved helgengraven. Dette ses ikke alene af de mange angivelser af år og dag, men også af de hyppige optegnelser om, hvem der var eller er vidner til de forskellige underfulde helbredelser. Når vi fraregner det sidste under (der jo er fra 1309), spænder årsangivelserne for jærtegnene over tidsrummet fra 1258 til 1274; det er altså i den halve menneskealder, at man særlig har stræbt hen imod Erik Plovpennings helgenkåring.

En ejendommelighed ved det foreliggende skrift er den store mængde Svenskere, som nævnes blandt dem, der er blevne hjulpne af Hellig Erik. Om Svenskere handler nemlig helgenfortællingerne 7, 11, 26, 29, 30, 31, 34, 36, 38 og 42, hvortil endnu kan föjes nr. 12, i det Svantopolk, som nævnes her, er at betragte som Svensker, skönt han var Valdemar IIs sönnesön, og hovedpersonen, hr. Thord Stupe, er måske også snarere Svensker end Dansker. Den tanke ligger nær, at den danske kong Erik for bevidstheden er gået i ét med den berömte svenske konge, Erik den hellige, der var bleven dræbt ved år 1160 og jordet i Upsala. Imidlertid må det dog ikke forstås på den måde, at man med vilje eller uvilkårlig har overført fortællinger om den svenske helgens undere på den danske helgen. Sligt kan aldeles ikke bevises, og Ringstedmunkenes nöjagtige optegnelser om de svenske mænd og kvinder, som har været ved Hellig Eriks grav, og om vidnerne til deres bönhørelse, alt dette viser, at vedkommende virkelig har været i Danmark; her kan ikke være nogen grundet mistanke om bedrag. Men der er en anden mulighed, der næppe helt kan afvises: det kunde tænkes, at man i Sydsverige ikke allevegne har haft fuld klarhed over, at de to Erik’er var to helt forskellige helgener, og at dette kan have bidraget til, at den danske Hellig Erik i sådanne egne som Linköping, Vesterås og Skara bispedömmer er kommen til at spille den rolle i folks religiøse forestillinger, som vort helgenskrift vidner om. Imidlertid bör det tilföjes, at flere af de helbredede også siges at være fra Norge, hvor lignende uklarhed vel også kan have udviklet sig; man se således fortællingerne nr. 27, 28, 41, 43 og 48. Dette er imidlertid kun en usikker mulighed. Sikkert er det derimod, at vi her har et pålideligt vidnesbyrd om, hvor udstrakt samkvemmet mellem Danmark og de to nordiske lande var i 13. århundred. Thi en tredjedel af dem, der siges at være hjulpne ved kong Eriks helgenkraft, er Svenskere og Nordmænd, af hvilke de allerfleste har været i klosterkirken i Ringsted. Da denne by lå borte fra de större handelsveje, har vi også et vidnesbyrd om byens betydning som valfartssted; men her må Hellig Erik selvfølgelig give broderparten af æren til sin stamfader, Knud hertug, — om end det naturligvis ikke antydes i disse jærtegnsfortællinger.

Historisk betydning har helgenskriftet bl. a. ved den mangfoldighed af daværende personer, det fremfører. Lejlighedsvis ser vi nye småtræk vedrörende hovedskikkelserne i den tids begivenheder, som dronning Margrete Sprænghest, Birger jarl og Magnus Lagabøter; se fortællingerne nr. 7, 33 og 41. Hovedsagelig er det imidlertid mindre fremragende personer, der optræder; dog kan man her finde værdifulde småbidrag til 13. århundreds historie og især indsamle spredte efterretninger om flere af den tids adelsmænd.



Om Hellig Erik, de Danskes konge


I det Herrens år 1250 på Hellig Laurentius’s aften[7] blev Hellig Erik, Danmarks konge, fangen i Hedeby af sin broder, hertug Abel, og han blev halshugget og sænket i vandet.[8] Og i det Herrens år 1258 blev han af sin broder Kristoffer overført til Ringestad eller Ringsted på den hellige abbed Ægidius’s dag[9] o. s. v.[10]


1. Medens optoget gik ud og vendte tilbage[11], skete det ved et under, at regnen hørte op, hvorimod den var meget stærk både för og efter.


2. En kvinde fra Hvalsø[12], ved navn Margrete, født i Balstorp[13], befries, i natten for den hellige jomfrus fødsel[14], ved Hellig Eriks grav for en meget slem gigt.


3. Under messen den følgende dag helbredes en pukkelrygget kvinde fra Roskilde, og en blind kvinde fra Halmstad får sit syn igen.


4. Thorsten, en krøbling fra Jylland, som ikke var bleven helbredet af Hellig Erik i Slesvig[15], kom til Ringsted i følge med kongens kammermester[16] og blev helbredet, hvilket bevidnedes af dem, der har kendt ham som krøbling.


5. En kvinde fra Skåne, som var forkrøblet og blind, genvandt ved Hellig Eriks grav evnen til at kunne gå; og da hun blev ved med bön, blev hun under messen på Herrens bebudelses dag[17] også seende.


6. Fru Kunigunde fra København, der i tre år havde haft det höjre ben kroget, blev helbredet ved hans grav på Filips og Jakobs festdag[18] under messen, medens Kristi legeme blev løftet op[19], efter at hun forud i sövne havde haft et syn af ham i lysglans.


7. Johannes fra Stockholm i Sverige havde et ben, der var blevet kroget af kulde. Birger jarl[20] lod lægerne kurere på ham, men han kom sig ikke. Men i det tiende år efter at Prædikebrødrene[21] havde holdt kapitel i Sigtun[22], blev han som følge af en Prædikebroders påmindelse[23] helbredet ved Hellig Eriks fortjenester, i det denne viste sig for ham, iført overkappen.[24] Og da han kom til København sammen med jarlen og ærkebiskop Jakob[25], var han også i Ringsted og fortalte det.


8. Peder Ebbesön, der ikke vilde tro på Hellig Eriks jærtegn, fordi denne havde frataget ham hans fogedembede[26], blev dødssyg og så da i sövne en mand, der sagde til ham: »Tro, at Erik er hellig! så skal du blive rask«. Og da han svarede: »Jeg tror det«, så blev han straks efter rask[27]. Broder Nils den krøllede, lektor for Prædikebrødrene i Roskilde[28], har fortalt dette i Ringsted til abbeden Esger sammesteds.[29]


9. Karl Kanne[30] i Skåne sagde: »Hvis kong Erik er hellig, så lad ham rive öjnene ud på mig og göre mig gal!« Det skete også; thi han blev blind og vanvittig og døde, idet han sønderbed sin egen tunge.[31]


10. Friseren Broder, der var bleven såret af røvere og derved gjort til krøbling, kom til Hellig Eriks grav og fik atter sin førlighed.


11. Helga fra Åsarp[32] i Skara bispedömme, der havde en datter, hvis ene skinneben var ynkelig opsvulmet, så i sövne en såre fager konge[33], der sagde til hende, at hun skyndsomt skulde drage til Ringsted for at opnå sin datters helbredelse. Og da hun spurgte ham, hvem han var, sagde han, at han var kong Erik, og han föjede til: »Læg först din byrde fra dig, som du kan give til helligdommen!«[34] Hendes præst Mikael, hvem hun spurgte til råds om dette, sagde, at det var hendes synder, der mentes[35]. Efter derfor at have aflagt skriftemål begav hun sig til Ringsted. Men under vejs gik der hul på hævelsen, og som følge af forrådnelsen skiltes skinnebenet fra knæet; men moderen bandt det fast igen på sin plads med strå, og det var blevet helbredet, förend hun kom til Ringsted, på Skærtorsdagen. Og moderen fortalte alt til abbeden og viste, hvorledes skinnebenet var trukket ud og der var indsat et nyt i stedet. Dette skete i det Herrens år 1261.


12. Ridderen[36] hr. Thord Stupe havde en falk, der var skænket ham af hr. Svantopolk, hertug Knuds sön[37]; men da han en gang var på vej til Ringsted, døde falken af kulde. Ved Hellig Eriks grav lovede Thord derfor denne at give ham en falk af voks[38], hvis hans egen falk levede op igen. Dette skete også[39]. Samme ridder gav den omtalte falk til hr. Olav Ranesön[40].


13. En tysk svend var med sin herre, Jakob Bramsön, i Nyborg. Da han efter badet tvættede sig i havet[41], druknede han. Han blev bjerget i land af en skrædder, men var stendød. Da aflagde hr. Jakob det løfte for ham, at hvis han levede op igen, skulde han nøgen vandre til Eriks grav; og natten derefter levede svenden op igen.


14. Da nogle købmænd sejlede hjem fra Flandern, blev de efter tre dages sejlads drevne tilbage af modvind; men da de så havde aflagt et løfte[42] til Hellig Erik, nåede de heldig målet for deres rejse. Vidner om dette er borgeren Brunstén i Næstved[43] og borgeren Jon Ruz i Roskilde.


15. En kvinde i Kalundborg fødte en dødfødt dreng. Da hun havde aflagt det løfte, at drengen skulde blive kaldt Erik og tjene Hellig Erik[44], levede han op. Vidne om dette er fru Ingeborg[45] og de øvrige, som var tilstede ved barnets fødsel og dåb.


16. Da en dromond[46] i Middelhavet blev drevet tilbage af modvind, påkaldte folkene ombord, der var af forskellig nationalitet, deres værnehelgener; men der kom ingen hjælp. Endelig foranstaltede de danske over hele skibet en indsamling til Hellig Eriks ære; og næste dag fik de god vind og nåede til den havn, hvor de agtede sig hen, og alle priste Gud og Hellig Erik. Vidne om dette er broder Olav Skænesön fra Antvorskov[47], som bragte den omtalte indsamling til Ringsted, og det bevidnes også af ridder N(ils) fra Sælland, ridder Peder Brok fra Jylland[48], præsten Bengt fra Sverige og Syrich Gothesön fra Femern, der alle havde været sammen på dromonden[49].


17. I det Herrens år 1261 skete det dagen för Allehelgensdag[50] i Bennebo[51], at en dreng druknede i en brönd og lå død hen fra frokosttid til aften. Men da hans forældre og deres naboer under tårer bad til Hellig Erik, levede drengen til sidst op, i det han gabede. Vidner om dette er hr. Josef, præst i Skamstrup[52], Thorkild, Asser, Bo o. s. v.


18. Samme år, på Lucies festdag[53], genvandt en blind håndværker fra Skåne sit syn ved Hellig Eriks grav.


19. Nogle Jyder, der var på en valfartsrejse til Hellig Erik[54], blev ved »Rosenvig«[55] i løbet af en uge holdte tilbage af modvind. Da de derefter kastede lod[56], kom kong Eriks lod först ud. De foranstaltede da en indsamling til hans ære, og den følgende dag fik de medbør og kom så til deres bestemmelsessted, nemlig Thure, »Svendiers«[57], Asser og de andre, som også har vidnet om sagen.


20. I det Herrens år 1262 blev en blind dreng, der var 25 uger gammel og havde været blind i 23 uger, på Hellig Johannes’s fødselsdag[58] seende ved Eriks grav.


21. Broder Johannes Knethe af Minoriternes[59] orden blev efter at have aflagt det løfte til Hellig Erik, at han altid vilde anbefale ham i sine prædikener, befriet for en meget slem fjerdedagsfeber og forkyndte om dette under.


22. En dreng af skomagerfaget, der var født i Lund og var i tjeneste i Ystad hos skomageren Henrik Næp, blev ramt af en frygtelig betændelse, så at man i 3 år måtte bære ham om i byen. Endelig blev han over Skanør bragt til Ringsted og dér helbredet ved Hellig Eriks hjælp. Vidner om dette er hans vært, Mads Ingesön, og Jens Skindmager[60].


23. Præsten Peder, kaldet Klemens, fra Holbæk, grev Alberts[61] kapellan, var afsindig i flere måneder. Da viste en mand sig for ham i sövne og sagde: »Drag til kong Erik, så skal du blive befriet«. Han spurgte: »Hvordan skal jeg komme derhen?« Den anden svarede: »Jeg skal føre dig«. Og det forekom ham, at efter at han var ført did, sagde den anden til ham: »Gå ind til kongens grav og læg dit hoved ved hans hoved, så skal du blive helbredet«. Og da han vågnede op, var han rask.


24. Frende Nilssön, den herre kongens[62] tjener, havde fået en betændelse i knæet; men da han havde aflagt et løfte til kong Erik, blev han rask. Til fods kom han til Ringsted med sin offergave, medens hans svend førte hans hest. Vidner herom er Esbern Karlsön og Jon Ranesön[63].


25. Nogle købmænd fra Ribe var på en sørejse til England. Styrmandens sön blev da revet over bord af en hvirvelvind og druknede. Men i sin sorg bad faderen til Hellig Erik og lovede at give ham tiendedelen af sit skibs værd, hvis han måtte få sin sön levende igen. Imidlertid forlod de ham som død[64]. Men da de siden kom til England — dog ikke til bestemmelsesstedet, men således, at de sejlede langs med kysten — råbte den omtalte dreng til dem på dansk fra strandbredden, i det han fulgte skibets løb. Med forbavselse modtog de ham i båden. Og drengen sagde da, at en mand i hvid kjortel og med krone på havde ført ham til land.


26. I det Herrens år 1263 blev pigen Ragnborg fra Sverige, fra byen Motala i Linköping bispedömme, helbredet for døvhed ved Hellig Eriks grav, i Hellig Laurentius’s nat[65]. Vidne derom er hendes moder, Cæcilia, og vidner er fremdeles hr. Peder Ralfsön Munk og de andre, der tidligere, da hun var døv, havde måttet råbe til hende.


27. Men på selve den hellige Laurentius’s festdag fik en pige fra Norge, fra byen »Offrin«[66] i Oslo bispedömme, der havde været blind i tyve år, sit syn igen ved kong Eriks grav. Vidner er Thorkil og Nils og hendes søster Olof og andre.


28. Jærnlænken, hvormed en norsk mand var bunden om armen, fordi han havde dræbt sin fader[67], faldt ved Hellig Eriks grav af ham.


29. Ridderen Mads Thomsön, der var fordreven fra Sverige af Birger jarl[68], kom med sine væbnede mænd til »Thyst«[69], hvor en bryggerkone[70] havde en datter, som var blind fra fødselen. Da moderen imidlertid efter tilskyndelse af Jon Halvpape[71] havde aflagt et löfte til Hellig Erik, fik pigen sit syn og opvartede den følgende dag både ham og de andre. Vidner herom er den omtalte ridder og hans stalbrødre.


30. Thomas fra Sverige, fra Odensvi sogn i Vesterås bispedömme[72], var lam i den ene side. For ham viste Hellig Erik sig og lovede ham helbredelse; og da Thomas spurgte, hvem han var, sagde han sit navn. I Sko kloster[73], hvor Holmgejr hviler, der, efter hvad man siger, udmærker sig ved jærtegn[74], viste han sig siden atter for ham, medbringende salve, og ved at salve ham dermed helbredte han ham.


31. Erik fra Upland, der rejste fra Næstved til Sverige sammen med prioren Henrik fra Antvorskov[75], kom tilfældig til at jage en landse gennem sin hest. Efter at have aflagt et løfte til Hellig Erik, lod han hesten blive tilbage hos præsten i Hjernarp[76], og den kom sig.


32. En tolvårs dreng fra Skåne, fra byen Ystad, ved navn Esbern, der havde været krøbling i to år, blev af sin fader, Jon, bragt til Ringsted og fik sin førlighed igen ved Hellig Eriks grav.


33. Da Dronning Margrete lå i Rostock og ventede på sin sön, kong Erik, der skulde komme derhen fra sit fangenskab hos markgreven af Brandenburg[77], skete det under en meget stor ildebrand, at en borger dér i byen betroede sit hus i Guds og Hellig Eriks varetægt og derfor ikke slæbte noget ud deraf. Huset forblev uskadt, medens alle de andre huse rundt omkring brændte.


34. Thora fra Skara bispedömme, der i tre år havde været blind, gav sig efter aflagt løfte på vej til Hellig Eriks grav og fik under vejs[78] sit syn igen, i det Herrens år 1265.


35. Samme år fik en kvinde fra Morsø i Jylland, fra Skallerup sogn[79], Thora, der havde været blind i 14 år, sit syn igen ved Hellig Eriks grav.


36. Signe fra Sverige, fra byen »Langeruth« i Linköping bispedömme[80], men født i Lundeby i Skåne[81], havde i 13 år været blind, men fik sit syn igen ved Hellig Eriks grav.


37. I det Herrens år 1268 blev en pige fra Bjergby i Roskilde bispedömme[82], der i 8 år havde været ude af stand til at gå, se og tale, helbredet, efter at hendes moder havde aflagt løfte for hende til Hellig Erik, og i det denne viste sig for hende i sövne. Vidner er hr. Stig Pedersön[83] og præsten hr. Povl.


38. I det Herrens år 1269 skete det, at Katrine fra Möre[84], i Linköping bispedömme, der havde været døv i omtrent 23 år, og som med sin frue havde været hinsides havet[85] og ikke var bleven helbredet ved helgenernes tærskler, blev helbredet ved Hellig Erik.


39. Pigen Thrumy fra byen Feldballe[86] i Djursland i Århus bispedömme havde været blind i 4 år, men fik sit syn igen ved Hellig Eriks grav.


40. En dreng fra Horsens, der var født i Randers og fra sin fødsel havde været døvstum, blev helbredet ved Hellig Eriks grav. Man spörger ham om hans navn; men han sagde, at han ikke vidste det, fordi han aldrig för havde hørt det. Samme dreng havde hverken kunnet die sin moders bryster eller spise ordenlig, fordi hans tunge hang fast ved ganen.


41. »Magnus, af Guds nåde Norges konge, til abbeden i Ringsted« o. s. v.[87] Efter at have ønsket til lykke i anledning af Hellig Eriks undergerninger, om hvilke abbeden havde skrevet til ham, fortæller han, at da der på hans — nemlig Hellig Eriks — årdag[88] blev holdt höjtidelig messe for hans sjæl, og da der under messekanon’en[89] blev ringet med alle stadens[90] klokker, viste der sig et stort lys for to mænd, der sad i fængsel, og så snart ringningen hørte op, hørte det også op. Da kongen hørte dette, gav han dem dagen efter Kristi himmelfarts dag, af ærefrygt for Gud og den omtalte konge, fri for at lide døden på grund af undvigelse[91]. »Ved hans fortjenester«, siger han selv, »tror vi, at hint lys er kommet«.[92]


42. Fru Kristine fra Tvetaherred[93] i Linköping bispedömme havde været spedalsk i omtrent fem år, og da hun derefter kom til Eriks grav, blev hun ikke helbredet. Men efter at være kommen igen to gange til bliver hun helbredet på hjemvejen, og da hun fjerde gang kom igen, fortalte hun dette til abbeden og de øvrige. Vidner er hendes præst, hr. Radulf, samt Ingild og Bengt.


43. I det Herrens år 1270 fik en kvinde fra Norge, fra Nidaros bispedömme, Ragnhild, der i fire år havde været blind på venstre öje og i tre år sindssyg, og som först havde gæstet mange andre helgener, Hellig Jakob[94], Peter og Paulus[95], Nikolaus[96] o. s. v., hos Hellig Erik sit syn og sin fornuft igen, i det han selv viste sig for hende og bestrøg hendes öje med en fjer.


44. I det Herrens år 1271 skete det, at Ingeborg fra Torpe i Oslo bispedömme[97] blev forbrændt og døde, medens hendes moder, Helene, var borte. Da man så havde kastet lod mellem Olav[98] og Erik, og Eriks lod seks gange var kommet först ud, og man derfor havde aflagt løfte til Hellig Erik, levede datteren op den følgende nat, syv dage efter at hun var død. Siden drog hun med sin moder til Ringsted, og på hendes hoved var der da endnu ar efter brandsårene.


45. I det Herrens år 1273 så en døvstum dreng i sövne ved Hellig Eriks gravmæle en due flyve ud fra hans grav; dernæst vendte den tilbage til drengen, gjorde korsets tegn under hans hage og sagde: »Lov, at du aldrig vil sværge falsk; så skal du blive helbredet. Og det förste ord, du siger, skal være: Velsignet være Gud og Hellig Erik!« Medens så evangeliet læstes op, råbte drengen frit: »Velsignet o. s. v. Nu kan jeg tale«. Medens man dernæst sang »Credo«[99], råbte han: »Velsignet o. s. v. Nu kan jeg høre«. Man spörger ham om hans navn, og han svarer: »Det véd jeg ikke, da jeg har været døv«. Han blev da kaldt Erik. Vidner om det er abbed Anders fra Allehelgensklosteret i Lund[100], abbed Jo(hannes) fra Næstved[101] og Lindig, kongens drost[102].


46. I det Herrens år 1274 fik en tiårs dreng fra Skåne, der fra fødselen af havde været stum, sit mæle ved Hellig Eriks grav, medens mange var tilstede sammen med hans moder, Helga fra Væ.[103]


47. På Låland, i byen Halsted[104], var der en mand, hvis datter var pint af en så frygtelig åndenød, at, når hun trak vejret, løstes hendes ribben fra brystbenet, og brystbenspartiet sank ind og blev hult som et kar; men efter at hun havde aflagt et løfte ved Eriks grav, kom hun sig helt.


48. En ridders sön i byen Klagstorp i Skåne[105], der legede med nogle andre börn, faldt i en mølleå og druknede, uden at hans fader vidste noget deraf, og blev först funden næste dag; men efter at faderen havde aflagt løfte om gaver til Hellig Eriks grav, levede sönnen op igen og blev sendt til Ringsted sammen med en tjener, der bragte en mark voks[106] som offer til helgenen.


49. I Torpa i Halland, Ås sogn[107], blev den énårs Thorsten, sön af Anders og Doter[108], ligget ihjel af en frænke, der sov ved siden af ham; men efter at man havde aflagt løfte om gaver til Eriks grav, og efter at løftet var blevet kundgjort af præsten, der opfordrede menigheden til at bede, blev drengen, da forældrene efter messen vendte hjem sammen med præsten, fundet levende, og senere blev han af sine forældre fremstillet for Hellig Erik i Ringsted[109].


50. I det Herrens år 1309 hændte der følgende[110]: Der var en fattig tjenestekvinde fra Skåne, ved navn Petronille; hun siges at have været blind i fem år, og man ledte hende fra dör til dör, fra by til by. Jeg beder dig, Jesus, hjælp, at ikke nogen skal nære vantro! Hendes blindhed var vitterlig for mange. Hvorvel hun, berøvet begge öjnes lys, var til besvær, fandt hun dog pleje ved folks gode fromhed. Lejlighed til helbredelse fik hun på følgende måde: I sövne så hun billedet af den vidunderlig hellige jomfru, og denne talte således til hende med meget blid stemme: »Bliv stærk, min datter, ved kærlighedens gave! Vil du blive seende, gæst da Hellig Erik, der er optagen i englenes kor; dér skal der times dig en nådig gunst«. Hun føres derpå til Ringsted ved andres ledelse. Blind böjer hun sig ned for helgenernes relikvier, og med stride tårer bönfalder hun helgenen om, at hun ved himlens kraft må opnå at kunne se. Hvad hun beder om, skænkes hende straks derefter af Gud: på sin vens, Hellig Eriks forbön så den almægtige Herre med velbehag til hende, og ved Guds heldbringende nåde fik hun da sit syn. Med sandhed vil dette jærtegn kunne fortælles gennem århundreder. — Lad os da for disse mange velgerninger, over hvilke vi nu udbryde i fryderåb, bringe vor Herre Jesus Kristus vor tak, og lad os lovprise Hans hellige blodvidne, i det vi alle, hver for sig, jublende synger: Vi love dig, Gud![111] Vidner om denne begivenhed er alle brødrene[112] og de andre, der har kendt hende både som blind og som seende. Også jeg, broder Jo(hannes) fra Odense, var nærværende og har ført det i pennen.



Fodnoter:

  1. Derimod beror det på misforståelse, at. Erik skulde have været gildehelgen i selve Ringsted, ligesom fortællingen om en sammenslutning af 18 Eriksgilder i Skanør 1266 er urigtig, hidrörende fra en forvansket optegnelse i Kallehave gildeskrå; der tænkes i virkeligheden på Knudsgildernes sammenslutning i året 1256.
  2. Script. rer. Dan. I 20 ff.
  3. Venceslav havde som Bøhmens hertug og konge, støttet af sin farmoder Ludmilla, virket meget for sit folks omvendelse til kristendommen, indtil han i året 935 blev myrdet af sin broder Boleslav I, der skal have været hedning. Snart ærede man ham som Bøhmens værnehelgen.
  4. Kirkehist. samlinger, 3. række III 829 ff.
  5. Suhm, Historie af Danmark, X 328.
  6. Kr. Erslev, Kilderne til Danmarks historie i Middelalderen (1892), s. 12.
  7. Herved forstås aftenen för St. Laurentius’s dag, altså 9. Aug. Når dagen for kong Eriks henrettelse i flere af de bedste kilder sættes til 10. Aug., da må det forstås således, at drabet fandt sted ud på natten, da 10. Aug. allerede var begyndt.
  8. Efter påbud af Lave Gudmundsön, hertug Abels betroede mand, halshuggedes Erik Plovpenning i en båd ved Mysund af Tyskeren Herman Kerkwerder. Hovedet var dog ikke helt skilt fra kroppen, og liget blev ved lænker, stene og kongens hjelm sænket i sundet, men blev dagen efter fisket op af nogle fiskere og bragt til Dominikanerne i Slesvig, der i al stilhed jordfæstede det i deres klosterkirke. Senere blev kongens lig, som det synes efter Abels bud, flyttet til nonneklosteret på holmen ved Slesvig, og atter senere blev det af biskop Eskil med ære ført til domkirken (St. Peders kirke).
  9. Den 1. September. Ægidius, der var meget æret her i Norden, var eneboer, efter nogle abbed, i nærheden af Arles. Her fandtes der et berömt kloster, opnævnt efter ham, i folkesproget kaldet Saint-Gilles; det var i Korstogstiden et af de mest besøgte valfartssteder i hele Europa. Ægidius skal være død 1. September 550. — Året for overflytningen af kong Eriks lig sættes i nogle kilder til 1257, men årsangivelsen ovenfor er sikkert rigtig. Nogle af kong Eriks ben tilligemed lænkerne blev tilbage i Slesvigs domkirke. Det hvilested, Erik fik i Ringsted klosterkirke, synes at have været en meget lille grav, der fandtes ved fodenden af hans halvbroder Valdemar den unges grav. Men i året 1520 lod biskop Lage Urne benene optage og indmure i en pille på den nordre side af höjkoret, hvor der også blev sat en indskrift til hans ære. Ved undersøgelsen 1855 viste der sig kun at være höjst ubetydelige rester tilbage.
  10. Afskrivningen afbryder indledningen med et »etc«.
  11. Der menes optoget af Ringsteds munke, som gik ud for at møde toget, der bragte kong Eriks lig, og modtage dette. Om jærtegnet jfr. Knud den helliges förste skrinlæggelse (ovenfor s. 18).
  12. Hvalsø (Kirke-Hvalsø) i Voldborg herred, ikke langt fra det gamle Lejre.
  13. Balstrup ved Ringsted (jfr. ovenf. side 134 note 1).
  14. 8. September.
  15. Medens Erik Plovpennings lig endnu var jordfæstet i Slesvig havde altså denne mand gæstet hans grav der.
  16. Hvilke hverv en kammermester (camerarius) havde, vides ikke med sikkerhed, hovedsagelig dog vistnok varetagelsen af kongens pengesager. Embedet beklædtes af ansete mænd. Under Kristoffer I har kammermesteren været en Nils Pedersön af Skjalm Hvides mægtige æt. Det er rimeligvis ham, der sigtes til her.
  17. ɔ: den dag, da Herrens fødsel bebudedes, altså hvad man ellers kalder Marias bebudelses dag, 25. Marts.
  18. 1. Maj.
  19. Når præsten i den katolske kirke har indviet nadverbrødet, tænkes det at være forvandlet til Kristi legeme og holdes nu höjt i vejret i en beholder (monstransen), så at alle kan se det og tilbede Kristus i det indviede brøds skikkelse.
  20. Den berömte Birger jarl i Sverige, overhovedet for Folkungeætten, kong Erik Læspes svoger, kendt som den, der gav Stockholm dens betydning og gjorde korstog til Finland, var allerede i Erik Læspes tid den ledende mand i Sverige og efter hans død (1250) at betragte som Sveriges styrer, i det hans unge sön Valdemar fik kongenavnet. Birger overholdt ro og orden i landet og fremmede kulturen. Han døde 1266.
  21. Dominikanerne.
  22. I Sigtun, den fra hedendommens tid så berömte stad, stiftedes der 1237 et Dominikanerkloster, der fik stor anseelse. Dominikanerne holdt kapitler eller møder, hvortil de enkelte klostre sendte afsendinge; det var dels generalkapitler (for hele ordenen), dels provinsialkapitler (for de enkelte provinser). Det omtalte møde i Sigtun har været et provinsialkapitel for Norden, der (under navnet »Dacia«) siden 1228 udgjorde en særskilt »provins« indenfor ordenen.
  23. Det må forstås således, at klosterbroderen har påmindet ham om at anråbe Hellig Erik om sin helbredelse.
  24. Der menes vistnok en munkeoverkappe, forsynet med hætte. Der sigtes vel i så fald til, at Erik Plovpenning kort efter sin tronbestigelse (5. Juni 1241) aflagde det løfte, at han vilde dø i munkekutte i Franciskanerklosteret i Roskilde. Efter hans død bidrog mindet om dette løfte stærkt til hans helgenry (jfr ovenfor s. 376).
  25. Birger jarl vides at have været i København med en stor hær i året 1261; hvad rolle han spillede i de stridigheder, der den gang rådede i Danmark, véd man ikke, men rimeligvis stod han på kongehusets side. Dronning Margrete Sprænghest og den unge kong Erik (Klipping) var imidlertid den gang fangne efter det ulykkelige slag på Lohede, og dette kan have bidraget til et omslag i den mægtige Svenskers politik. At Jakob Erlandsön, den mod kongehuset så fjendske ærkebiskop, har været hos Birger jarl i København, således som det siges ovenfor, er i alt fald ganske rigtigt. Af procesakterne mod ærkebispen véd vi nemlig, at han ved denne lejlighed overtalte Birger til at indgå ægteskab med Abels enke, dronning Mechtild.
  26. Rundt om i landet havde kongen fogeder eller bryder, der boede på kongsgårdene og oppebar indtægterne for kongen. Efterhånden som kongedömmet vandt magt og anseelse, beklædtes disse embeder med ansete mænd af adelsslægt.
  27. Peder Ebbesön omtales som en bekendt mand, og vi kender da også en stormand af dette navn, til hvem der kan være sigtet her, nemlig en sön af den mægtige Ebbe Sunesön, hvis datter var svensk dronning, og som faldt i slaget ved Lena (1208). Denne Peder Ebbesön var gift med en datter af gældkæren Ingemar (se ovenfor s. 360) og gav rige gaver til Lunds domkirke og til Sorø, hvor han ligesom så mange andre ætlinger af Skjalm Hvide fik sin grav. En vanskelighed synes der dog at være ved at identificere den i teksten nævnte Peder Ebbesön med Ebbe Sunesöns sön Peder, idet denne nemlig døde 1256, inden overflytningen af Eriks lig. Imidlertid var rygtet om den dræbte konges hellighed allerede udbredt inden denne overflytning, så at fortællingen alligevel godt kan passe på den bekendte Peder Ebbesön.
  28. I Dominikanerklostrene var der en lektor, der skulde tage sig af de yngre munkes uddannelse. Roskilde Dominikanerkloster er stiftet 1232; efter Reformationen omdannedes det först til en herregård og dernæst (1699) til et adeligt jomfrukloster.
  29. Disse to mænd kendes ellers ikke.
  30. Der forekommer i 13. og 14. årh. også andre mænd af adelsslægten Kanne; bl. a. var der samtidig med denne Karl Kanne en Jens Kanne i Skanderborgegnen og senere en mægtig ridder Jens Kanne († 1326), en tid befalingsmand i Reval; to brødre, Jens og Jordan Kanne, var ved samme tid kanniker i Lund. Slægten førte en kande i sit våben.
  31. Jfr. hvad Ælnod fortæller om forræderen Piper (ovenfor side 81).
  32. I teksten står der det forvanskede ord »Asathar«; men jeg formoder, at der skal læses Asathorp, og at der menes det nuværende Åsarp i Frökings herred, Skara stift; denne bys navn skreves i Middelalderen Asatorp.
  33. En gammel kongerække, der fortæller udførlig om Erik Plovpennings bratte død, taler ligeledes om kongens smukke og indtagende ydre, og Sællandske årbog kalder ham »en såre fager mand«.
  34. Den, der kom til en helgens gravsted, medbragte i reglen en altergave.
  35. Meningen er, at det offer, hun skulde bringe, var aflæggelse af synd.
  36. På latin »miles«. Dette ord brugtes oprindelig om Vederlagsmanden, men denne betegnelse veg i 13. årh. for »hærmanden« eller »herremanden«. Henimod slutningen af århundredet var imidlertid riddervæsenet udviklet i Danmark, og da bruges »miles« om den mand, der har modtaget ridderslaget. I den betydning forekommer det senere i dette skrift, og det vil da vel også kunne forsvares allerede her at oversætte »miles« ved ridder. For øvrigt er det (jfr. indledningen) tvivlsomt, om Thord Stupe har været Dansker; muligvis er han ligesom Svantopolk, der nævnes straks efter, fra Sverige.
  37. Svantopolk var sön af kong Valdemar IIs uægte sön Knud, hertug af Bleking, senere af Låland († 1260). Da Knud både efter sin fader og efter sin moder, Helene Guttormsdatter, Esbern Snares enke, havde store godser i Sverige, blev hans sön Svantopolk en af Sveriges mægtigste stormænd, der stod det svenske kongehus nær. Han bidrog til det ydmygende forlig, som den svage kong Birger måtte indgå med sine brødre i Nyköping (1308), men var den gang en meget gammel mand og døde 2 år efter. Svantopolk havde to døtre: Katharina blev abbedisse i klosteret Vreta; Ingerid, der var trolovet med den danske drost David Thorstensön Hak, blev (1287) bortført af Folke Algotsön, men blev senere gift i Sverige og til sidst søsterens efterfølger i Vreta kloster. Som ætling af Valdemar II førte Svantopolk løver og søblade (hjerter) i sit skjold.
  38. Om denne slags votivgaver jfr. ovenfor side 804.
  39. Underfuld genoplivelse af jagtfalke knyttes også til andre helgener; se ovenfor side 272 og 302.
  40. Olav Ranesön var en sællandsk stormand, der nævnes i oldbreve fra 1260 og 1268 vedrörende nogle forhandlinger om gods, der tilhørte Sorø kloster og St. Klara kloster i Roskilde. Selv skænkede hr. Olav gods til St. Peders kloster i Næstved, hvor man derfor mindedes ham ved messetjenesterne.
  41. Efter det varme dampbad tog man sig gerne et koldt bad, om der var lejlighed dertil.
  42. om offergaver.
  43. Brunstén må vel være identisk med den ansete købmand Brunstén i Næstved, der årlig på sin dødsdag mindedes ved gudstjenesten i St. Peders kloster og altså har været blandt klosterets velgörere. Ligeledes mindedes man hans hustru Margrete på hendes dødsdag.
  44. ɔ: blive Benediktinermunk i Ringsted kloster, i hvis kirke kong Erik var jordfæstet.
  45. Esbern Snares datter, Peder Strangesöns enke; se ovenfor side 305.
  46. Dromond’er kaldtes de store og svære langskibe, som særlig brugtes på Middelhavet, mest af Byzantinerne og Araberne. Dromond eller dromund var de germanske og nordiske folks udtale af et græsk ord, dromon.
  47. Olav Skænesön har altså været Johannitermunk fra Antvorskov kloster ved Slagelse.
  48. Måske den Peder Brok, der solgte en gård i Vedsted til Ribekantoren magister Peder († 1284). Han har hørt til den mægtige adelsslægt Brok, der førte en bjelke i sit våben, og det er ikke usandsynligt, at han var fader til den bekendte ridder Nils Brok til Hylke (ved Skanderborg), der blev forrædder og oprörer mod Erik Mændved, og til hans broder, Eske Brok til Hikkebjærg i Skåne.
  49. Disse Nordboer må have været pilegrimme, og deres pilegrimsfærd kan vistnok stå i forbindelse med den korstogsagitation, der iværksattes, også i Norden, af pave Urbanus IV (1261-64). At en mand fra Femern forekommer sammen med Nordboer, kan ikke undre. Femern hørte nemlig fra missionstiden til Danmark og var en del af Odense stift.
  50. Allehelgensdag er 1. November.
  51. En lille by i Skamstrup sogn (se næste note).
  52. Skamstrup, der i teksten kaldes Scanitorp, er en landsby i Tudse herred, s. v. for Holbæk.
  53. Den 13. December. Efter legenden var Lucia en ung syrakusansk pige, der vægrede sig ved at ægte en hedensk yngling. Under den diokletianske kristenforfølgelse angav den forsmåede bejler hende da som kristen. Dommeren bød, at hun skulde slæbes til et utugtshus for at gives til pris; men ingen menneskelig magt kunde rokke hende af stedet, ligeså lidt som ild kunde skade hende. Dommeren lod hende da dræbe med en dolk.
  54. ɔ: sejlede til Sælland for at vandre til Hellig Eriks grav i Ringsted klosterkirke.
  55. Jeg formoder, at her skal læses Resenvig, og der må da snarest tænkes på den del af Limfjorden, som nu kaldes Skivefjord. Medens Skive ikke ligger helt ude ved denne bifjord, strækker Resen sogn (Hindborg herred) sig langs dens vestside. Længere vest på ved Limfjorden, vestlig for Venø bugt, i Skodborg herred, ligger en anden landsby ved navn Resen, og ved den har der været en vig, som nu ved en dæmning er gjort til en indsø (Kilen); også den kunde der være tænkt på. Jyderne, der ikke kunde komme afsted for modvind, synes altså at have hørt hjemme ved en af Limfjordens sydligste vige.
  56. nemlig om hvilken helgen de skulde påkalde.
  57. Dette navn er urigtig gengivet. Måske menes der Svend-björn.
  58. St. Hans dag, 24. Juni.
  59. Minoriter eller »Fratres minores« (de små brødre) var det officielle navn for Franciskanerne eller Gråbrødrene. Den omtalte Gråbroder kendes ikke andensteds fra; han har snarest hørt hjemme i et af de nærmeste Franciskanerklostre, i Roskilde eller Næstved.
  60. Disse to mænd må være Ringstedborgere; den ene af dem har, efter hvad der siges, herberget den skånske skomagerlærling.
  61. Grev Albert af Gleichen var sön af den tyske grev Ernst af Gleichen (i Thüringen), der allerede i Valdemar IIs tid var bleven knyttet til Danmark som frænde af det danske kongehus, men sine sidste 20 år dog mest levede i Tyskland († 1277). Alberts moder var Ingeborg, en datter af den mægtige Peder Strangesön og fru Ingeborg til Kalundborg, Esbern Snares datter. Selv var han også gift med en kvinde af Skjalm Hvides æt, Margrete eller Cæcilia, Esbern Vognsöns datter. Allerede 1241 har han været i Danmark, og 1250 nævnes han som vidne ved bedstemoderens, fru Ingeborgs, gave til Sorø kloster; men endnu ved de betydningsfulde møder i Vordingborg 1282 og 1283 har grev Albert været tilstede sammen med en frænde, grev Albert af Eberstein († 1289), fader til den mægtige marsk Ludvig Albertsön. Grev Albert af Gleichen, som døde 1283, efterlod sig en sön af samme navn, der gav rige gaver til Sorø og til Århus domkapitel, og havde tillige en yngre broder, Henrik, der spillede en ret fremtrædende rolle under Erik Mændved. Slægtsvåbenet for Gleichen’erne var en sølvleopard i blåt felt.
  62. Da denne fortælling må sættes samtidig med de andre nærmeste, der jo henføres til 1261-63, har den her omtalte konge været den unge Erik Klipping.
  63. Disse to sællandske stormænd nævnes også sammen andensteds, nemlig i nogle godsforhandlinger med Sorø kloster, foranledigede ved den sidstnævntes, Jon Ranesöns, overgreb; i denne strid var Esbern Karlsön blandt voldgiftsmændene (1260). Begge var de gifte med kvinder af Skjalm Hvides æt. Esberns hustru Gyda var søster til biskop Peder Bang af Roskilde og moster til ærkebiskop Jens Grand; hun døde 1292, men Esbern synes at have overlevet hende. Jon Ranesöns hustru Elisabeth nedstammede fra Asser Rigs datter Ingefred; deres sön var den bekendte Rane Jonsön, der var medskyldig i Erik Klippings mord, blev dömt fredløs og senere greben og henrettet (1294). Ret mærkeligt er det, at Jon Ranesöns navn også nævnes i en anden strid med et kloster. Af et brev fra Jakob Erlandsön (26. Maj 1267) ses det nemlig, at nonnerne i St. Klaras kloster i Roskilde havde klaget over, at Jon med vold forholdt dem noget gods, der var dem skænket. Hr. Jon synes efter dette at have være en hensynsløs person, der tillod sig overgreb, hvor han kunde.
  64. De blev ikke på stedet for at se at finde hans lig.
  65. Natten mellem 9. og 10. August. Laurentius’s festdag (Larsmessen) var 10. August.
  66. Hvad der menes med »Offrin«, tör jeg ikke med bestemthed sige. Måske kunde det være Ouli i Udenæs sogn, Agershus amt. Ouli har tidligere været större og var i Middelalderen et selvstændigt sogn.
  67. Det må forstås således, at Nordmanden på grund af vådedrab havde pålagt sig selv denne bod, altid at bære en jærnböjle med lænke om armen; men lænken løstes nu af sig selv til tegn på, at nu var bodstiden til ende.
  68. Straks da Birgers sön Valdemar var bleven konge, rejste flere af hans egen slægt, Folkungerne, sig imod ham; men Birger nedslog med kraft og hårdhed deres oprör. Den her nævnte ridder har måske være en af disse Folkungers tilhængere.
  69. Jeg formoder, at der her skal tænkes på Thiset i Gram sogn i det nordligste af Sønderjylland. Den straks efter nævnte Jon Pape eller Halvpape har i alt fald hørt hjemme i disse egne.
  70. I Norden, England, Skotland og Tyskland var det væsenligst kvinderne, som gav sig af med ølbrygning.
  71. Her må være ment adelsmanden Jon Pape, der af oldbreve fra 1252, 1263 og 1272 kendes som en ansét ridder i Ribeegnen. 1277 omtaler hans sön, Toke med tilnavnet Klerk, faderen som død og stadfæster faderens gave til Løgum kloster, bestående af gods i Mjolden. Muligvis har den samtidige Peder Pape, prior i Vitskøl og dernæst abbed i Øm, været den omtalte Jon Papes frænde. Mere kendt er en yngre Jon Pape, der var en af de jydske stormænd, der rejste oprör mod Erik Mændved (1313), blev dødsdömt og måtte flygte, hvorpå han sluttede sig til kongens broder Kristoffer. Det kan imidlertid ikke antages, at det er ham, hvortil der sigtes i teksten ovenfor. »Pape« er øgenavn for en præst. Med hensyn til formen »Halvpape« i teksten ovenfor kan henvises til, at der i Sturlungesaga nævnes en Jon Haldorsson »hálfprestr« på Island 1236; men medens der her menes en præst, der ikke var meget præstelig (kun halv præst), har den i vor tekst nævnte jydske adelsmand rimeligvis fået sit navn af en værdig, prælatagtig optræden, der synes at være gået i arv også til sönnen.
  72. Odensvi i Åkerbo herred, Vesterås len. Flere andre steder i Sverige findes der også landsbyer med dette navn, der er det samme som vort Odense, i det denne by også oprindelig hed Odinsvi (se s. 76.)
  73. Sko kloster, der lå smukt ved Mälaren, var stiftet af Folkungen Knud den lange, omtrent en snes år ind i 13. århundred. Oprindelig var det Dominikanerkloster, men overlodes snart til Cisterciensernonner og blev nu et meget rigt og anset kloster. I 17. årh. måtte klosterbygningerne vige for det pragtfulde slot Skokloster, der opførtes af Karl Gustaf Wrangel.
  74. Holmgejr, af Folkungeslægten, sön af Knud den lange, der rejste sig mod kong Erik Læspe, slog ham ved Olustra (1229), fordrev ham til Danmark og herskede som konge i visse dele af Sverige. Endelig faldt Knud i slaget ved Sparrsätra (1234); men Holmgejr fornyede senere den vilde kamp, indtil han tilsidst blev greben og henrettet (1248). Imidlertid blev han hæderlig begravet i Sko kloster, der var grundlagt af hans fader, og snart gik der, såre ugrundet, rygte om hans hellighed.
  75. Prioren i Antvorskov Johanniterkloster, Henrik fra Hoenscheid (sydøstligst i Westphalen, i det nuværende Waldeck), var en af de mest ansete danske prælater på den tid. Han havde overtilsynet med alle Johanniterklostre i Norden og er derfor også ofte kommen til Sverige, hvor han nød stor anseelse. Da Birger jarl i Kalmar 16. Juli 1266 udstedte et gavebrev til Eskilstuna Johanniterkloster, lod han som tidsbestemmelse föje til: »medens Henrik fra Hoonshnit var prior i Antvorskov«, og Henrik var endog blandt de stormænd, der i året 1276 skulde dömme mellem kong Valdemar Birgersön og hans broder Magnus, der havde tilrevet sig kongemagten. I Danmark var Henrik kongehusets tro ven, hvorfor han også under striden med Jakob Erlandsön blev bandlyst (1267). Under Erik Mændveds mindreårighed var han en af den unge konges nærmeste rådgivere og ses idelig at have været i hans følge. 1289 eller 1290 nedlagde han sit embede, men levede endnu i flere år.
  76. Hjernarp i Bjära herred, Kristiansstad len, øst på i Skåne.
  77. Den kraftige og kloge dronning Margrete Sambiria, Kristoffer Is enke, gjorde med sin sön, den unge kong Erik Klipping, et tog mod Erik Abelsön og de holstenske grever (1261); men efter nederlaget på Lohede faldt de begge i fjendernes hænder. Margrete kom dog fri efter 9 måneders forløb; men Erik, der havde været fange på Norborg på Als, blev overladt til markgreverne af Brandenburg. Först efter sommeren 1264 blev Erik løsladt, imod at ægte markgrev Otto IIIs datter Agnes uden medgift. Dronning Margrete havde i løbet af sommeren været i Rostock for at føre forhandlinger derom. Hun var ledsaget af grev Ernst af Gleichen, kansleren, drosten og mange andre danske stormænd. At dronning Margrete oppebiede sin söns komme til Rostock, er en ny efterretning, der kun kendes af dette helgenskrift.
  78. ɔ: på rejsen til Ringsted.
  79. »Scalethorp«, Skallerup sogn, nordvestlig på Mors.
  80. Muligvis Långsryd, Norrviddinge herred, Kronobergs len, skönt dette rigtignok hører under Vexiö stift.
  81. I den latinske tekst står der Lundby; men i Skåne findes der ikke noget sted af det navn. Man må derfor læse det som Lundeby, der ikke er noget andet end Lund, Skånes hovedstad og Danmarks kirkelige midtpunkt.
  82. Her kan enten være ment Slots-Bjergby ved Slagelse eller Munke-Bjergby (Alsted herred) nord for Sorø eller Stifts-Bjergby (Tudse herred) vest for Holbæk.
  83. Måske den Stig Pedersön, der nedstammede fra Skjalm Hvides sön Toke, og hvis fader var fætter til biskop Peder Bang af Roskilde, medens han selv var halvfætter til ærkebiskop Jens Grand.
  84. Möre kaldes egnen syd for Kalmar, på grænsen af Bleking. Landskabet består nu af to herreder, Södra og Norra Möre, og hører under Kalmar stift, der 1602 blev udskilt fra det store Linköping stift.
  85. Måske pilegrimsfærd til det hellige land, i alt fald længere andagtsrejser.
  86. Feldballe i Sønderherred, nord for Mols, tæt ved marsk Stigs borg Møllerup.
  87. Forf. gör et tilløb til at meddele ordlyden af et brev til Ringstedabbeden fra den norske konge, men bryder straks atter af og nöjes med at give brevets indhold. Kongen er Magnus Lagabøter (1263-80). Brevet må være fra o. 1270.
  88. Årdagen vil sige hans dødsdag, der årlig fejredes. Når der tales om sjælemesser for den afdøde (ikke om gudstjeneste til hans ære), viser det, at man i Norge hidtil ikke offenlig har betragtet Erik som helgen.
  89. Messekanon kaldtes den bön, som fremsagdes af præsten forud for og under indvielsen af hostien (nadverbrødet).
  90. Der siges ikke i dette udtog af brevet, hvilken stad det er.
  91. Fangerne synes altså at have været desertører, der har brudt hærtugten.
  92. I året 1261 havde Magnus som udvalgt konge ægtet Erik Plovpennings datter Ingeborg og var dernæst bleven kronet sammen med hende. Ægteskabet synes at have været lykkeligt. Des bedre forstår man, at Magnus bidrog til at yde sin anerkendelse til det helgenry, som begyndte at forherlige hans dronnings fader.
  93. Tveta herred er den smukke egn syd for Vettern, omkring Jönköping.
  94. Apostelen Jakobs grav (St. Jago) i Spanien.
  95. De to apostles helligdom var Roms hovedkirke.
  96. Den hell. Nikolaus fra Myra blev æret særlig i Bari i Syditalien, hvor hans legeme var skrinlagt i året 1087. Smårelikvier af denne helgen havde Erik Ejegod bragt med sig fra Bari og bl. a. skænket til Slangerup kirke.
  97. Der menes rimeligvis landsbyen Torpe i Åls præstegjeld, Buskeruds amt.
  98. Olav den hellige, Norges nationalhelgen, hvis legeme var skrinlagt i domkirken i Nidaros.
  99. »Credo« (ɔ: jeg troer) er den almindelige trossalme eller, om man vil, trosbekendelsen, formet i vers; efter den latinske salme er vor salme »Vi tro, vi alle tro på Gud« oversat.
  100. Om dette kloster se ovenfor side 270, note 2.
  101. Muligvis er det den samme abbed Johannes, der nævnes i et oldbrev fra 1299. St. Peders kloster var for øvrigt ikke længer i selve Næstved; efter den ødelæggende ildebrand 1261 var det nemlig flyttet ud i skoven ved Susåen og kaldtes nu i reglen Skovkloster (det nuværende Herlufsholm).
  102. En Nils Lende, der var indgiftet i Skjalm Hvides æt og oprettede et kapel ved Ribe domkirke, kendes fra oldbreve fra 1298 og 1319 og skal have været svigerfader til marsk Stigs sön Anders; men han kan næppe have været drost allerede i året 1273, så det er tvivlsomt, om han er identisk med denne ellers ukendte »Lindig«.
  103. Væ i Gærds herred østlig i Skåne, i egnen om Helgeå, var i Middelalderen en lille købstad med en kongsgård. Under Valdemar I blev der anlagt et Præmonstratenserkloster her; men noget ind i 13. årh. blev det flyttet længere øst på, til Bekkeskov, der lå smukt på en landtange mellem Iføsø og Opmannasø.
  104. Halsted, vestlig på Låland, en mils vej n. ø. for Nakskov, har en stor og smuk kirke og har haft et kloster, der dog i det tidligste synes grundlagt sidst i 13. århundred.
  105. I teksten står ganske vist Sclavia (Venderlandet); men der skal sikkert læses Schania (Skåne), hvor der findes to byer af navnet Klagstorp, den ene i Oxie herred 1 mil syd for Malmø, den anden i Væmmenhøg herred øst derfor. Snarest er der tænkt på den sidste af disse byer, da den ligger tæt ved et åløb, således at fortællingen (se ovenfor) kan passe på den.
  106. Se ovenfor side 273, note 2.
  107. Torpa er en lille landsby syd for Viskeåens udløb, ikke langt fra Varberg. Ved selve åen ligger byen Ås, og tæt ved dens munding lå det anseelige Ås kloster, stiftet 1194 for Cistercienserordenen. Nu har Torpa sin egen kirke og er et selvstændigt sogn (Himble herred, Halmstad len).
  108. Dette kvindenavn forekommer oftere i Middelalderen i de skånske provinser.
  109. Barnet blev forevist munkene ved kong Eriks grav i Ringsted, medens der samtidig blev bragt offergaver til helgenen.
  110. Det følgende stykke er i grundteksten versificeret.
  111. Den ambrosianske lovsang (Te Deuni laudamus).
  112. Klosterbrødrene i Ringsted.