Jón Sigurðsson biografi
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Jón Sigurðsson
(1811-1879)
Sigurðsson, Jón, 1811-79, Politiker, Filolog og Historiker. J. S. fødtes 17. Juni 1811 paa Rafnseyri i det nordvestlige Island; Forældrene vare Stedets Præst Sigurður Jónsson og Præstedatteren Thórdis Jónsdatter. Sine Skolekundskaber fik han ved Undervisning i Hjemmet, samtidig med at han deltog i det forefaldende Arbejde, baade Landbrug og Fiskeri. Efter 1829 at være privatdimitteret var han et Aar ved Handelen i Reykjavik og derefter 3 Aar Kontorist hos Biskop Steingrimur Jónsson (VIII, 551), gjennem hvis Arkiv og Samlinger han fik et første Indblik i Islands Historie. 1833 indskreves han ved Kjøbenhavns Universitet, viste ved de forberedende Examiner solide Kundskaber og gode Anlæg for Filologi og Historie, hvilke Fag han med Iver kastede sig over, saaledes at navnlig Islands Sprog og Historie bleve Gjenstand for hans Studier, men hindredes ved sin mangesidige Virksomhed i at tage nogen afsluttende Examen. Efter 1835 at være knyttet til det Arnamagnæanske Legat som Stipendiar blev han 1848 den Arnamagnæanske Kommissions Sekretær og indehavde denne Stilling til sin Død. I øvrigt levede han som privatiserende Videnskabsmand og for sin politiske Virksomhed. Efter at der ved kongl. Resolution 1845 under det kongl. nordiske Oldskriftselskab var blevet oprettet et historisk-arkæologisk Arkiv, blev J. S. ved dettes islandske Afdeling Arkivsekretær og 1847 Arkivar, men Arkivet ophævedes igjen 1849; dog forblev han knyttet til Oldskriftselskabet indtil dettes Omdannelse 1865.
1841 foretog J. S. for det Arnamagnæanske Legat og det kongl. nordiske Oldskriftselskab en 3 Maaneders Rejse til Sverige, paa hvilken han med Bistand af den senere Præst Olafur Pálsson undersøgte de oldnordiske Haandskriftsamlinger i Stockholm og Upsala. 1859 sendtes han af Regeringen i Forening med Professor Tscherning til Island for at udrydde det truende Faareskab. 1861 udnævntes han til Medlem af den af Regeringen nedsatte Kommission angaaende Islands finansielle Forhold. Han havde Sæde paa Altinget fra dettes første Sammentræden 1845 og var fra 1849 Altingets Formand undtagen 1859 og de enkelte Samlinger, hvor han ikke mødte; naar den samme Æresbevisning ikke blev ham til Del 1851 i den i Anledning af den islandske Forfatningssag særlig sammenkaldte Forsamling, skyldtes det kun, at hans Parti ikke mente at kunne undvære ham som Deltager i Forhandlingerne. I den grundlovgivende Rigsforsamling 1848-49 deltog han som kongevalgt for Island. I det islandske litterære Selskab («Bókmentafjelag») virkede han fra 1840 og havde fra 1851, da han blev den kjøbenhavnske Afdelings Formand, hele Ledelsen i sin Haand. Af det til Støtte for hans politiske Virksomhed 1871 stiftede islandske «Folkevenneselskab» (Thjóðvinafjelag) oppebar han i nogle Aar Understøttelse, indtil det første lovgivende Alting 1875 bevilgede ham en aarlig Hæderslønning. J. S., som 1845 havde ægtet en Slægtning, Ingibjorg, Datter af Kjøbmand i Reykjavik Einar Jónsson, levede i et barnløst Ægteskab, med Kjøbenhavn som fast Opholdssted. Her døde han 7. Dec. 1879, og faa Dage efter fulgte hans 3 Aar ældre Hustru ham i Graven. De bisattes i Kjøbenhavn, men deres Lig førtes næste Foraar til Reykjavik, hvor de under stor Højtidelighed begravedes 4. Maj 1880. I Følge de afdødes Bestemmelse oprettedes for største Delen af deres efterladte Midler, som væsentlig vare fremkomne ved, at den islandske Landskasse 1878 for en Sum af 25.000 Kr. havde afkjøbt J. S. hans værdifulde Samling af Haandskrifter og trykte Bøger, et o. 8.500 Kr. stort Legat, hvis Renter skulle anvendes til Prisbelønning af Skrifter angaaende Islands Historie, Litteratur, Lovgivning, Forfatning eller Udvikling.
J. S. er den betydeligste Personlighed i Islands nyere Historie, og næppe nogen har haft en større Indflydelse end han. Han har været sine Landsmænds Leder og politiske Opdrager, og de Fremskridt paa alle Omraader, som det 19. Aarhundrede har været Vidne til i Island, ere for en ikke ringe Del hans Værk. En saadan Virksomhed havde han tidlig stillet sig som Opgave, og dette Maal forfulgte han til det sidste med Fasthed og Bestemthed, i det han som Indsats bragte sin store Arbejdskraft, parlamentarisk Evne, Organisationstalent og grundig Indsigt i Islands Historie. Hans første offentlige Optræden knytter sig til Christian VIII’s Tronbestigelse. Efter de raadgivende Stænders Oprettelse under Frederik VI havde Islænderne maattet lade sig nøje med enkelte kongevalgte Medlemmer i Østifternes Stænderforsamling, hvortil senere kom en i Reykjavik sammentrædende Embedsmandsforsamling. For den nye Konge udtalte nu de i Kjøbenhavn tilstedeværende Islændere Ønsket om forskjellige Reformer paa Island, deriblandt Oprettelsen af en indenlandsk repræsentativ Forsamling, hvilken Henvendelse besvaredes imødekommende og med Løfte om, at det ved Aarhundredets Begyndelse nedlagte Alting skulde gjenoprettes. For at aabne Islændernes Øjne for den rette Deltagelse i det politiske Liv og Gjennemførelsen af de nødvendige Reformer fandt J. S. det nødvendigt at have et Presseorgan til sin Raadighed, og han stiftede saaledes Tidsskriftet «Ný Fjelagsrit», som udkom i 30 Aargange (1841-73) og fuldstændig prægedes af hans personlige Opfattelse; man regner, at 2/3 (o. 200 Ark) af det samlede Indhold skyldes hans Pen. J. S. fik strax sat igjennem, at Altinget fik Reykjavik til Mødested og Karakter af en almindelig (hvert andet Aar sammentrædende) Stænderforsamling - i Modsætning til de romantiske Ønsker, der oprindelig havde gjort sig gjældende om dettes Henlæggelse til Tingvoldene ved Øxaraa («Thingvalla») og Tilslutning til det ældre Alting. Dernæst bleve navnlig Skolevæsenet og de utilfredsstillende Handelsforhold Gjenstand for hans Opmærksomhed.
Efter at med 1848 Enevældens Tid var forbi, traadte ogsaa for Islands Vedkommende Forfatningsspørgsmaalet i Forgrunden. I et Opraab til sine Landsmænd fremstillede allerede nu J. S. væsentlig de samme Grundsætninger med Hensyn til Forholdet mellem Danmark og Island, som han i den følgende Tid fastholdt. De 2 Lande skulde være ligestillede, Regeringen i alle særlige Sager forlægges til Island med Ansvar for Altinget, mellem Island og Danmark skulde en finansiel Opgjørelse finde Sted og Island derefter tilskyde en passende Del til de almindelige Rigsfornødenheder. Han mente nemlig, støttet til en højst tvivlsom Fortolkning af de ældre Hyldingsakter (som af ham delvis forblandedes) samt en yderlig doktrinær Opfattelse af den følgende Tids Udvikling, at Island retslig set egentlig endnu var i Personalunion med Kongeriget Danmark, hvortil kom en stærk Følelse af, at Island ved Nationalitet, Samfundsforhold og afsondret Beliggenhed havde de naturlige Betingelser for Selvstyre, medens Landets bristende Evne - under dets nuværende materielle Vilkaar og Folketal - til at fyldestgjøre de Krav, som et selvstændig organiseret, moderne Statssamfund stiller, for ham traadte i Skygge. I Danmark gik man ud fra, at Grundloven skulde omfatte Island, og da noget Valg paa Grund af Tidens Knaphed ikke lod sig foretage, udnævnte Kongen 5 herværende Islændere til at tage Del i den grundlovgivende Rigsforsamling, men samtidig lovedes det, at intet skulde afgjøres om Islands Stilling i Riget, før Islænderne i en Forsamling i Landet derover vare hørte. Denne «Nationalforsamling» (Thjóðfundur), som den sædvanlig kaldes paa Island, afholdtes først 1851, og det fremlagte Forslag, som unægtelig var lidet tilfredsstillende, var i saa bestemt Modstrid med Flertallets efter J. S.s Opfattelse formede Ønsker, at det indstilledes til Forkastelse, hvad kun forhindredes ved, at den kongl. Kommissær forinden opløste Forsamlingen. Herefter laa Forfatningssagen længe i Dvale, Oppositionen ansaa paa Grund af Opløsningen ikke Regeringens Løfte for indfriet og forlangte en ny «Nationalforsamling» indkaldt, Regeringen vilde kun forhandle med det sædvanlige Alting. Imidlertid vare dog de følgende Aar ikke spildte.
1854 gjennemførtes paa den danske Rigsdag endelig den af Islænderne længe forlangte fuldstændige Frihandel, der medførte et stort økonomisk Opsving, og da denne Sag var udkæmpet, optog J. S. i «Ný Fjelagsrit» paa ny Forfatningssagen og særlig det finansielle Mellemværende mellem Danmark og Island til Drøftelse, hvorunder megen Uklarhed svandt, og Islands Krav alsidig belystes. End videre udgav han som et særligt Skrift 1855 «Om Islands statsretlige Forhold» rettet imod en s. A. som Universitetsprogram af Professor J. E. Larsen udgiven Afhandling «Om Islands hidtilværende statsretlige Stilling». Afgjort paa J. S.s Side stillede sig den bekjendte tyske retslærde, Professor K. Maurer i nogle af stærk politisk Uvilje farvede Indlæg i den tyske Presse. J. S. har Fortjenesten af at have paavist, at de islandske Finanser ikke, som antaget, udviste en Underbalance, men at dels Billighedshensyn, dels ligefrem paatagne Forpligtelser over for bortsolgt Krongods og særlige Fonds berettigede til Udbetalingen af Beløb, som kundedække de aarlige Udgifter. I Spørgsmaalet om, hvor stort et Tilskud der ved en endelig Opgjørelse kunde tilkomme Island, gik han dog meget vidt, ikke alene i Beregningen af Vederlag for bortsolgt Gods m. v., men føjede hertil Krav paa Erstatning for den ved 200 Aars Monopolhandel Island paaførte Skade, hvorved han vistnok lod sig lede af Ønsket om at skaffe Landet en saa stor Aarsindtægt, at det kunde yde Tilskud til Rigets Fællesudgifter og saaledes i denne Henseende naa Ligestilling.
Da Forfatningssagen igjen optoges til Forhandling med Altinget, tilbød Regeringen først 1865 Finanskontrol samt et rigeligt, men foreløbig til et vist Aaremaal begrænset Tilskud, men Forslaget forkastedes ved J. S.s Indflydelse; derefter fremlagdes 1867, paa Tilskyndelse af den daværende Stiftamtmand H. Finsen (V, 162), et overordentlig imødekommende Udkast til Forfatning og Finansopgjørelse, hvilket vel fik en velvilligere Modtagelse, men dog ændredes; endelig fremlagdes 1869, efter at Rigsdagen var begyndt at vise Utaalmodighed over Sagens stadige Forhaling, 2 særskilte Lovudkast, henholdsvis angaaende Islands Stilling i Riget og dets særlige Anliggender. Da ogsaa disse Forslag tilbagevistes, forelagdes det første af de nævnte Udkast for den danske Rigsdag, hvorefter 2. Jan. 1871 udkom «Lov om Islands forfatningsmæssige Stilling i Riget», i Følge hvilken Island er en uadskillelig Del af den danske Stat med særlige Landsrettigheder, som foreløbig hverken er repræsenteret i Rigsdagen eller deltager i Rigslovgivningen, men heller ikke yder Bidrag til Rigets almindelige Fornødenheder, hvorhos Islands særlige Anliggender opregnes, og det aarlige Tilskud til dets særlige Udgifter fastsættes. Ved denne Lov var i Realiteten meget af, hvad J. S. havde kæmpet for, naaet, men dens Vedtagelse af den danske Rigsdag var i Modstrid med den islandske Oppositions hidtil hævdede Grundsætninger, og den modtoges derfor paa Island med den største Uvilje. 1873 havde Ophidselsen naaet en betænkelig Højde, saaledes som det navnlig gav sig Udslag ved et umiddelbart forud for Altinget paa det gamle Tingsted afholdt Folkemøde, som stillede Krav i Retning af en blot og (bar Personalunion. Dette gjorde J. S., som hidtil havde modsat sig enhver Eftergivenhed, betænkelig, han indsaa Fordringernes Uigjennemførlighed og frygtede en Reaktion; paa det følgende Alting fik han sat igjennem, at man vel principielt fastholdt Oppositionens yderliggaaende Fordringer, men under Henvisning til den næste Aar forestaaende Tusendaarsfest subsidiært bad Kongen give en fri Forfatning saa nær Flertallets Ønsker som muligt. Saaledes udkom «Forfatningslov for Island» af 5. Jan. 1874, der gav Altinget lovgivende Myndighed i alle særlige Anliggender. Om denne Lov ligesom om Loven af 2. Jan. 1871 gjælder det, at den i Virkeligheden kommer de af J. S. opstillede Krav temmelig nær, og at uden hans mangeaarige ihærdige Virksomhed sikkert ikke noget saa tilfredsstillende vilde være naaet. De tilbagestaaende Stridspunkter ere væsentlig af theoretisk-statsretlig Natur og med gjensidig god Vilje næppe nogen Hindring for Forfatningens Brugbarhed. Men selvfølgelig kunde han ikke uden Bitterhed mindes, at han havde maattet slaa af paa Idealet og tillige paa,hvad der efter hans bedste Overbevisning var Retsstandpunktet. Efter den nye Forfatnings Indførelse deltog han kun lidet i det politiske Liv, paa Altinget 1877 viste hans Helbred sig synlig svækket, og 1879 nedlagde han sit Mandat. Hans sidste politiske Artikler findes i det af «Folkevenneselskabet» som Afløser af «Ný Fjelagsrit» udgivne Tidsskrift «Andvari».
J. S.s videnskabelige Virksomhed vilde alene være nok til at gjøre ham bekjendt, blandt den nordiske Filologis Dyrkere har den sikret ham en anset Stilling. Over for Oldskrifterne viser han sig som en fortrinlig Haandskriftlæser og nøjagtig Udgiver, med klart Blik for Kildernes Betydning. Han har for det kongl. nordiske Oldskriftselskab udgivet «Íslendinga sögur» I-II (1843-47), omfattende «Islendingabók» og «Landnámabók» samt 6 særskilte Sagaer, og i « Annaler f. nord. Oldkyndighed» 1848-54 4 Sagaer med Stof fra fremmed Litteratur, end videre for det Arnamagnæanske Legat navnlig «Snorra Edda» I-II (med Undtagelse af den latinske Oversættelse), 1848-52, samt i 3. Bind «Skáldatal» med Begyndelsen af den dertil hørende Kommentar. Hans Udgaver udmærkesig ved, at de ældste og bedste Haandskrifter ere lagte til Grund, ved en omhyggelig Variantsamling (som dog maaske kunde begrænses noget) og ved udførlig Haandskriftbeskrivelse. Ogsaa ved andre af Oldskriftselskabets Foretagender har han medvirket, ham skyldes saaledes den sagkyndige litterærhistoriske Indledning til Sveinb. Egilssons «Lexicon poëticum», som delvis er gjengivet paa Dansk i Indledningen til E. Jónssons oldnordiske Ordbog. For det Arnamagnæanske Legat var han som Stipendiar væsentlig sysselsat med Revision af Haandskrift- og Diplomsamlingen med Udarbejdelsen af en ræsonnerende Katalog for Øje; Efterretning om disse Arbejder vil man finde i «Antikvar. Tidsskrift» 1846-51; sammesteds er offentliggjort en Oversigt over Udbyttet af hans Undersøgelser i de svenske Bibliotheker 1841; i Manuskript haves en af ham forfattet Beskrivelse over disse Samlingers oldnordiske Haandskrifter, som, hvad Stockholms kongl. Bibliothek angaar, i noget forkortet Skikkelse er udgivet paa Svensk 1848 af A. I. Arfvidsson. Ogsaa til andre videnskabelige Foretagender var han knyttet; saaledes har han betydelig Andel i Forarbejderne til «Regesta dipl. hist. Dan.» og til Registeret i «Scriptores rer. Dan.». Til Islands særlige Historie foreligger et ypperligt Materiale i det af ham udgivne 1. Bind af «Diplomatarium Islandicum» (1857-76) med de til de enkelte Aktstykker knyttede udførlige Indledninger samt I forskjellige Afhandlinger i «Safn til sögu Íslands», særlig hans«Lögsögumannatal og lögmanna á Íslandi»; af Betydning for Islands Historie ere ogsaa flere af hans ældre Artikler i «Ný Fjelagsrit». Saa vel Diplomatariet som Samlingsværket «Safn» hørte til de mange vigtige Foretagender, han som Formand i det islandske litterære Selskab fik fremmet gjennem dette, hvis Medlemsantal han efterhaanden naaede at firdoble, og for hvilket han fik anlagt en anselig Haandskriftsamling; blandt Arbejder, der her fremkom under hans Ledelse, kan fremhæves 2 Bind Bispesagaer, 3 Bind «Stjórnarmálstíðindi» (islandske Love), 5 Bind «Landshagsskýrslur» (statistiske Meddelelser), disse 2 sidste udgivne med offentlig Understøttelse. Ved Statstilskud udkom den af ham væsentlig besørgede «Lovsamling for Island» (s. Art. O. Stephensen), 1853 ff., hvoraf han fik udgivet 17 Bind, et Værk af stor Betydning for islandsk Historie og Ret. Bortset fra flere mindre Arbejder, som han besørgede, deriblandt ogsaa Smaabøger til praktisk Vejledning angaaende islandske Næringsveje, kan sluttelig nævnes hans Deltagelse i «Íslenzk Fornkvæði» (1854-59), som han udgav sammen med Sv. Grundtvig. En betegnende Ejendommelighed er, at af disse mange Foretagender er intet Hastværksarbejde; fælles for alle J. S.s Værker ere indgaaende Undersøgelse, samvittighedsfuld Udarbejdelse og en mønsterværdig Korrektur. Han fik Tid til det utrolige. Ved Siden af at besørge sin politiske Virksomhed, udstrakte Korrespondance og litterære Produktion har han efterladt sig betydelige, af ham anlagte Samlinger. Han skrev en udmærket Haand, excerperede hurtig og klart, og paa den Maade har han samlet i Uddrag det meste af, hvad vore Arkiver og offentlige Samlinger indeholde angaaende Island. J. S. var en harmonisk Natur, en sund Sjæl i et sundt Legeme. Han var en høj, kraftigbygget Skikkelse, som først de sidste Aar svækkedes af Sygdom; Haaret blev tidlig hvidt, men de brune Øjne vare livlige og spillende. Hans Udtryk var velvilligt, men bestemt, hans Optræden værdig og tillidvækkende; et kraftigt Organ støttede hans naturlige Veltalenhed. Han var en pletfri Karakter og hans Privatliv ulasteligt. Hans Hjem var Samlingssted for de herværende Islændere, hvem hans naturlige Gjæstfrihed drog til Huse, uagtet de økonomiske Kaar i Virkeligheden kunde være vanskelige nok. Vel opnaaede han dels til bestemte Arbejder, dels mere i Almindelighed forskjellig offentlig Understøttelse, men ingenlunde i det Omfang, som Tilfældet vilde have været, om han udelt havde kunnet ofre sig for litterær Virksomhed, og at indtræde i Statstjenesten maatte snart vise sig uforeneligt med fortsat politisk Virksomhed. Medens han i største Delen af sit Liv fuldt ud kunde betragte sig som Repræsentant for Islands offentlige Mening, kom han ved en enkelt Lejlighed i bestemt Modsætning til denne, nemlig da han 1857 og følgende Aar sluttede sig til Regeringen i dennes Opfattelse af, at det opblussende Faareskab skulde betvinges ved Kur, medens man paa Island med stor Lidenskab kæmpede for Nedslagtning. Dette førte til, at han efter sin Virksomhed i denne Sag 1859 i de 5 følgende Aar (1860-64) ikke betraadte Islands Jordbund. J. S.s Stilling som Privatmand medførte, at man havde Vanskelighed ved at finde en Betegnelse for ham til Adskillelse fra andre af samme Navn; jævnlig greb man til at kalde ham «Arkivar» efter hans kortvarige Ansættelse ved det historisk-arkæologiske Arkiv; sædvanlig nævnede hans Landsmænd ham dog «Formand» efter hans stadige Gjenvalg til Altingsformand; heller ikke sjælden træffer man «Ridder» (efter hans Udnævnelse til Ridder af Danebrog 1859). (Andvari VI (1880). Timarit III (1882). K. Maurer, Zur polit. Gesch. Islands (Lpz. 1880) S. 301 ff. Jón Sigurðsson, the Icelandic patriot (Reykj. 1887). Erslew, Forf. Lex.)
Kr. Kaalund.
Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)
