Jacob Grimm biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Jacob Grimm
Biografisk oversigt

Jacob Grimm
(1785-1863)



Grimm [grem], Jakob Ludwig Karl og Wilhelm Karl, tyske banebrydende encyklopædiske Oldgranskere -og Sprogforskere, fødtes i Hanau henh. 4. Jan. 1785 og 24. Febr 1786, d. i Berlin 20. Septbr 1863 og 16. Decbr 1859. Efter Faderens Død kom de paa Lyceet i Kassel; de studerede siden 1802, henholdsvis 1803 Jura i Marburg hos den fremragende Retshistoriker Savigny. 1804 kaldedes J. G. af Savigny til Paris som videnskabelig Medhjælp, fik siden en Post ved Krigskollegiet i Kassel, men blev som franskkyndig saa overlæsset med Arbejde 1806, at han maatte tage Afsked. 1808 blev han Bibliotekar hos Kong Jerome af Westfalen og 1809 Auditør i Statsraadet. Som Frugt af hans gammeltyske Studier udkom 1811 »Über den altdeutschen Meistergesang«, og W. G. udgav samme Aar »Altdänische Heldenlieder, Balladen und Marchen«. 1812 udgav begge Brødre »Kinder und Hausmärchen« I (II 1815, III 1822 med Litt. og Noter af W. G.; 50. Opl. af den lille Udg. 1912); s. A. de to ældre tyske Digte, »Hildebrandslied« og »Wessobrunner Gebet«, og 1813—16 Tidsskr. »Altdeutsche Wälder«. Da Kurfyrstens Bogskatte bortførtes fra Kassel til Paris, fik J. G. reddet mange værdifulde Haandskrifter. Ved Kurfyrstens Genkomst 1813 blev han Legationssekretær, rejste med den hessiske Afsending til de Allieredes Hovedkvarter, gennemstøvede de fr. Biblioteker og fik Sæde i den Kommission, der skulde tilbagekræve de røvede tyske Bogskatte Under Kongressen i Wien tog han dertil 1814 og blev der til Juni 1815, studerede Slavisk og overs. Vuk Stefanonic’ serb. Sproglære, samt serb. Heltekvad, som vakte Goethe’s Opmærksomhed. W. G. havde imedens efter længere Tids Svaghed faaet Plads som Bibliotekssekretær i Kassel. Næppe hjemvendt fra Wien, blev J. G. atter sendt til Paris, for i Preussens Navn at tilbageskaffe røvede Haandskrifter, og efter endt Hverv blev han 1816 Underbibliotekar i Kassel. Under Fredsforhandlingerne hørte J. G. til den Retning, der ivrig tilbagekrævede alle forhen rigstyske Landsdele, ej blot Elsass- Lothringen, men ogsaa Franche Comté etc; han hørte sammen med E. M. Arndt til Grundlæggerne af den altyske Stræben. Samtidig fordybede begge Brødrene G. sig stedse inderligere i den germanske Urtidskultur og i alle dens Kilder. 1815 udgav J. G. den mytol. Studie »Irmenstrasse u. Irmensäule« og Silva de romances viejos españoles; 1816-18 udgav Brødrene sammen »Deutsche Sagen«. 1819 kom Bd I af J. G.’s mest epokegørende Værk »Deutsche Grammatik« (3. Opl. 1840, II-IV 1826-37), som grundlagde det germanistiske Fagstudium (se germansk Filologi); »deutsch« skal her som i Brødrenes fleste Bogtitler udtrykke »gotogermansk«, med omfattende eng. og nordisk. Banebrydende blev ogsaa J. G.’s »Deutsche Rechtsaltertümer« (1828), det sagnsammenlignende Værk »Reinhard Fuchs« (1834) og »Deutsche Mythologie« (1835). W. G. udgav »Über deutsche Runen« (1821) og sit Hovedværk »Die deutsche Heldensage« (1829). Da man ved den kasselske Overbibliotekars Død 1829 forbigik Brødrene G.’s grundede Krav paa Forfremmelse, tog de deres Afsked og modtog Kaldelse til Göttingen, J. G. som ordinær Prof. og Bibliotekar, W. G. som Underbibliotekar. 1837 deltog de i »de syv Göttingeres« Protest mod Ophævelsen af Hannovers Grundlov, blev forviste og drog til Kassel; men 1840 kaldedes de til Berlin som Medlemmer af Videnskabernes Akademi med Jus docendi ved Univ. 1840-63 udgav J. G. det store Samlerværk »Deutsche Weistürner«; 1841 aabnede han sine Forelæsninger over retslige Antikviteter; 1846 var han Formand for Germanist-Kongressen i Frankfurt, 1847 i Lubeck. 1848 kaaredes han til Nationalforsamlingen i Frankfurt, hvor han ivrig krævede Slesvigs og fr. Grænseegnes Indlemmelse i Tyskland; i samtidige Breve til Rafn o. a. Nordboer forfægtede han en mod Slaver, Vælske og Angelsachser rettet Pangermanisme og raadede de Danske til at trøste sig for Slesvig ved at tilbageerobre Skaane. 1848 udgav han sin »Gesch. der deutschen Sprache« (2. Opl. 1853), et meget vigtigt Værk; ogsaa her forfægter han Anneksionslæren mod Danmark, og han kræver endog hele Jylland p. Gr. a. Jydernes »Tyskhed« anno 445. J. G. anmeldte ogsaa rosende allerforrest i »Allg. Monatsschrift für Litt.«, I, 1, den 1857 udkomne tyske Overs. af den norske Historiker P. A. Munch’s Indlæg for Pangermanismen (hvori Oversætteren delvis forfalsker tendensiøst). Brødrenes sidste Storværk, som de rastløst arbejdede paa til deres Død, er »Deutsches Wörterbuch« (1854 ff.), der siden fortsættes af fremragende Sprogmænd efter en stærkt udvidet Skala og nu er naaet til ind i Zu (Bd 16); dog er Værket efter Sto kun fragmentarisk, og der mangler endnu en Del af Bogstavet G. Brødrenes Liv og Studier fulgtes nøje ad, især siden 1829, og de supplerede hinanden til en sjælden rig og frugtbar Enhed. Ogsaa med nordiske Fagfæller som Rask stod de i levende Vekselvirkning. Adskillige af deres Resultater er naturligvis nu forældede, f. Eks. J. G.’s stift fastholdte Identificering af Goter og thrakiske Geter. Paafaldende mange af deres Værker bruges dog endnu som Kildeskrifter og Haandbøger i stadig ny Udgaver. Og grundlæggende har de været for Studiet paa forbausende mange Felter. J. G. fik Hædersnavnet »den tyske Filologis Oldmester«. Desværre for Danmark var J. G. ikke mindst grundlæggende i sin fanatiske Nationalisme; hans Autoritet har givet de altyske Vranglærdomme om Jydernes Nationalitet en skæbnesvanger Vægt. (Litt.: J. G.’s Selvbiografi i »Kleine Schriften«; W. Scherer, »J. G.« [2. Opl., Berlin 1885]; W. G.’s Selvbiografi i hans »Werke, gesammelt von G. Hinrichs« [1881— 87]; »Briefwechsel der Gebr. G. mit nordischen Gelehrten, herausgeg. von E. Schmidt« [Berlin 1886]; J. Worsaae,  »Jyllands Danskhed, en Protest mod J. G.’s nye tyske »Folkeret««[Kbhvn 1850; ogsaa paa Tysk]; G. Schütte, »Om Racenavnet og Racetanken« [Tidsskr. »Norden«, 1905, 103 ff.]; »Altyske Anneksionslærdomme« [Kbhvn 1909]; »Af Tyskhedens Saga« [Kbhvn 1913]). G. S-e.


Kilde: Salmonsens konversationsleksikon (1915-1930)