Jagt-tabu blandt Ulvefolket (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nærbillede fra Ulvedansen. Danseren er netop, forklædt som en Ulv, krøbet ind i Ulvens Hi, hvor han opholder sig, medens det store Kor synger en af de mange smukke Sange til Akkompagnement af den Tromme, der efterligner Ørnens Hjertebanken.l.

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Knud Rasmussen
København, 1926


Jagt-tabu
blandt Ulvefolket

Hos disse Mennesker, der levede under Livsforhold saa langt gunstigere end dem, jeg traf hos deres Stammefrænder længere mod Øst, fandt jeg bag alle religiøse Forestillinger og den Maade, hvorpaa de ad mystisk og overnaturlig Vej søgte at lette deres daglige Kamp for Føden, nøjagtig den samme Livsanskuelse, som den, jeg tidligere har gjort Rede for. Alt stod ganske vist ligesom deres Erhvervskultur i et højere Niveau, nye Idéer og Paavirkning fra Indianerne sporedes ogsaa, men Kærnen i det hele var det gamle Tabusystem — Aandemanernes Forsøg paa at midle mellem det jordiske og det overnaturlige — og endelig Menigmands Tilflugt til hjælpende Trylleord og Amuletter. Det har hidtil været en almindelig Opfattelse, at der netop i disse Egne fandtes en begyndende Totemisme, og man har ment at kunne paavise de saakaldte Totemmærker paa deres Redskaber. Jeg gjorde dette Spørgsmaal til Genstand for indgaaende Undersøgelse og kom til det Resultat, at de Mærker i Pilespidser, Harpuner og Knive, som tidligere antoges for Totemmærker, kun er Bomærker, der skal tjene til at gøre Tingene let kendelige for deres Ejermand.

Som en rød Traad gennem al Livsanskuelse gaar da ogsaa her det ubønhørlige Hensyn til alle Fangstdyrs Ophav, der ikke maa krænkes, og til Dyrenes Sjæle, der kan blive dødbringende og ødelæggende for Mennesker, hvis man ikke tager bestemte Hensyn til dem gennem Tabu. For blot at antyde, hvorledes Skikke, vi kender østfra, gaar igen, skal jeg nævne, at man heller ikke her maatte sy nye Klæder i Sommertiden, ligesom korthaarede Efteraarsskind ikke maatte beredes eller sys før efter Snefald. For Indlandskvinderne var Syning Tabu ved Flodernes Delta nær ved Havet; til Gengæld maatte heller ingen arbejde i Sælskind ved Lejre, hvorfra Floden kunde ses. Ganske særlige Regler gjaldt for snarefangede Rener, der aldrig maatte flænses med Jernknive, men kun med brede Flinte- eller Skiferknive, og de maatte ligeledes kun koges i Lergryder, der støbtes over en Træform. Pottemagerarbejderne, der saaledes spillede ind i Religionen, udførtes paa følgende Maade: En Dejg af Ler æltedes ud, blandet med Tran og lidt Dun fra en Rypes Inderlaar, hvor de fineste og mindste Dun findes. Dunene holdt sammen paa Lermassen, som, naar den havde faaet den Form, man ønskede, blev gnedet ind med Tran udvendig og indvendig og tørredes over en sagte Ild. Træformen fjernedes, medens Leret endnu var vaadt, og man lagde derefter Sælskind udenom, dekoreret med store Sting, der siden gik over i Leret som Ornamenter.

Blandt meget, jeg kendte fra andre Stammer, traf jeg dog ogsaa adskillige nye og karakteristiske Skikke; ejendommeligst er deres omfattende Kultus af farlige Rovdyrs Sjæle. Jeg skal her kun holde mig til Ulv og Jærv. Disse betragtedes ganske vist kun som Luksusdyr — forsaavidt som deres Kød ikke spistes og deres fine Pelsværk udelukkende brugtes til at smykke Renskindsdragterne med — men Fangsten i Fælder var vanskelig og besværlig, og de Jægere, der havde Held med sig, blev berømte og misundte.

Den Mand, der skulde jage Ulv eller Jærv, maatte en hel Vinter igennem ikke klippe sit Haar eller drikke varm Suppe. I hans Hus maatte der under Fangsttiden aldrig bruges nogen Hammer, hverken Stenhammer til at knuse Marvben med eller Værktøjshammer til Redskabsarbejde. Der gjaldt de selv samme Regler for Ulv som for Jærv, saa jeg nøjes i det følgende med blot at nævne den ene af dem.

Naar en Ulvejæger kom hjem til sin Boplads med Skindet af en nyfanget Ulv over Skulderen, skulde han ved sin Ankomst gaa rundt om sit Hus i samme Retning som Solen, idet han satte sin Hæl fire Gange ind mod Husmuren, hvis det var en Hanulv, fem Gange, hvis det var en Hunulv; saaledes indvarsledes Ceremonierne med en Hentydning til, at en Hanulv giver fire Dages Tabu, medens en Hunulv giver fem. I samme Øjeblik disse Spark paa Husmuren hørtes, skulde alle Kvinder, der opholdt sig inde i Huset, bøje deres Hoved og vende Ansigtet bort fra Indgangen. Samtidig skulde en Mand springe ud og gaa til alle de andre Huse og give Mændene Meddelelse om Fangsten. Alle gik da ud med deres Knive i Haanden, i Haab om at Ulvens Sjæl, som endnu befandt sig i sit Skind, skulde komme til at synes om deres Knive og næste Gang lade sig fange af dem.

Ved hvert Hus havde man mindst to Stilladser, et til Kød og et til Skind. Ulvejægeren skulde nu — stadig med Skindet over sine Skuldre — gaa hen til det Stillads, hvor det skulde tørres. Medens Skindet bredes ud og hænges op, skal en ung Mand komme løbende med en Stump Renskind, som han giver Ulvejægeren; denne lægger det foran sig, lader sit Vand derpaa og tager derefter alt sit Tøj af, saa han staar nøgen ude i Sneen. Han tørrer sig over hele Kroppen med Renskindet, og Pladsens unge Mænd tænder et stort Baal, hvorover han yderligere renser sin Krop ved at lade Røgen drive hen over sig. Ulvejægerens Knive, Buer og Pile hænges op ved Siden af Skindet, og alle raaber højt:

"Den sover nu hos os!" Det er Ulvens Sjæl, der sover hos Menneskene denne ene Nat, og i denne Nat bliver alle Offergaver dens Ejendom, uden at den dog tager dem med sig: de er samtidig stadig Jægerens.

Efter disse Ceremonier kan Ulvejægeren gaa ind i sit Hus og sætte sig ved Siden af sin Kone: alle Kvinderne sidder stadig med bortvendte Ansigter og bøjede Hoveder. Det indre af Huset smykkes nu med alt, hvad man ejer af Kostbarheder; Knive, Uloer, Økser, nogle af Jern, andre af Flint eller Jade, hænges op, ofte Perlesmykker eller Værktøj, alt hvad man holder af, og alt hvad en Ulv kan ønske sig. Straks derefter kommer alle Bopladsens Mænd paa Besøg. De kommer for at høre, og nu skal Jægeren fortælle Sagn, ikke for at glæde sine Gæster, men for at underholde Ulvens Sjæl. Det er streng Tabu at le eller blot smile; Ulvens Sjæl kunde da blive mistænksom og tro, at man skar Tænder. Man skal altid fortælle mindst to Sagn, thi en Fortælling kan ikke staa alene. De besøgende gaar derefter hjem, og alle lægger sig til at sove.

Næste Morgen ved allerførste Daggry skal Ulvens Sjæl sendes bort. Jægeren lægger sig paa det ene Knæ ved Ildstedet med en hvid Stenhammer i Haanden og fremsiger en Tryllesang, hvorefter han tuder fire Gange, hvis det er en Hanulv, fem Gange, hvis det er en Hunulv: "Uhu, uhu!" Derpaa slaas fire eller fem Slag i Gulvet. Saa skynder han sig ud og kravler ad Husets Tag op til Vinduet, medens en anden Mand tager hans Plads ved Ildstedet. Stadig hvilende paa det ene Knæ ligger Jægeren og lytter, og Manden ved Ildstedet raaber: "Hvor mange?", hvorpaa Jægeren svarer med 4 eller 5 Slag, alt efter Ulvens Køn, og nu tuder Manden ved Ildstedet: "Uhu, uhu, uhu, uhu!" Denne Ceremoni gentages i alle Husene. Alle Pladsens Mænd gaar derefter med deres Knive i Haanden hen til Ulveskindet, hvor det samme gentager sig, medens de raaber:

"Forlad os som en god Sjæl, som en stærk Sjæl!"

Ceremonierne afsluttes med et stort Festmaaltid i Ulvejægerens Hus. Det er den dræbte Ulvs Rejseproviant, der skal spises. Al Maden skal være skaaret i Mundfulde, thi skønt Gæsterne møder med deres Knive, maa ingen Knive og intet Fad benyttes. Maden lægges frem paa et Renskind. Dette Maaltid maa være sammensat med stor Kunst og bestaa af alle mulige lækre Spiser. Intet maa levnes, og hænder det dog, at man ikke kan spise op, skal Resterne øjeblikkelig kastes for Hundene.

Ingen Jæger maa i en enkelt Sæson fange mere end fem Ulve og fem Jærve; saa snart dette Tal naas, skal alle Fælderne tages ned. Hvis det ikke gøres, vil Jægeren enten miste sin Fangst, eller ogsaa vil Rovdyrene straffe ham for hans Graadighed ved at falde over ham og bide ham ihjel.

Denne Dyrkelse af Sjælen eller Livets gaadefulde og farlige Fortsættelse efter Døden giver sig Udtryk gennem en Mængde Myter, der indeholder de vise Forfædres Raad og Advarsler til de uerfarne. I næsten dem alle understreges den ringe Forskel mellem Mennesker og Dyr, og de Tider skildres atter og atter, da Dyr kunde blive Mennesker, og Mennesker ofte levede som Dyr. Her er en af disse Myter, fortalt af Sagdluaq fra Colville River.

Sangen og Dansen og Festens hellige Gave kommer til Menneskene

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 318-321. København, 1926.