Januals Sang

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif


Strenglege


Januals Sang


Da Kong Artur en Gang opholdt sig i Cardueill for at forsvare sit Rige mod Pikterne og Skotterne, som ödelagde Landet, især Logrien, uddelte han ved Pinsefesten store Gaver til sine Grever, Baroner og Riddere af det runde Bord. En eneste blev ved denne Lejlighed forbigangen, nemlig Ridderen Janual, en Kongesön af stor Æt, der dog troligen havde tjent Kongen og for Resten var afholdt af alle sine Jævninge for sin Tapperhed, Gavmildhed, Skjönhed og Ridderlighed. Janual, der var fremmed paa Stedet og fjærnt fra sit Hjem, tog sig denne Tilsidesættelse meget nær. En Dag red han ud af Staden og kom til en Slette gjennemströmmet af en Bæk; han steg af Hesten, som han slap lös paa Engen, lagde sig ned i Græsset med sin sammenfoldede Kappe under Hovedet og overvejede sin sörgelige Stilling. Da fik han Öje paa tvende prægtigt klædte Möer, hvis Mage i Skjönhed han aldrig havde set; den ene har en Skaal af purt Guld, den anden et Haandklæde; de gik lige hen imod det Sted, hvor Janual laa. Denne sprang straks op og hilsede dem; da sagde den ene af dem, at deres Frue sendte dem for at indbyde ham til hende; hun opholdt sig i et Telt ganske nær ved. Ridderen fulgte straks til Fods. Teltet var saa prægtigt, at hverken Dronning Semiramis eller Kejser Oktavian havde haft et prægtigere; inde i det fandt han en Mö, der i Fagerhed overgik Liljen og den friske Rose; hun hvilede paa et prægtigt Leje, over hendes Kjortel var kastet en Kaabe af aleksandrinsk Purpur foret med hvidt Hermelin; men hendes skjönne Hals og Bryst kom dog tilsyne, hvidere end Hvidtornens Blomst.

Hun gav Janual Plads ved sin Side og erklærede, at hun var kommen did fra sit fjærne Hjem af Kjærlighed til ham; hun vilde gjöre ham lykkeligere end nogen anden Fyrste paa Jorden. Janual svarede, at han for hendes Kjærlighed vilde opofre alt; hans höjeste Önske var at blive hos hende. Hun skjænkede ham sit Hjærte og derhos den Gave, at jo mere Penge han anvendte, desto rigere skulde han blive; men hun forböd ham at aabenbare deres Forbindelse for nogen, ti da vilde han tabe hende for stedse. Janual tilsvor hende at være taus og forblev ved hendes Side lige til Aftenen[1], og længer skulde han have dvælet, om det havde behaget hende. Da sagde hun til ham: „elskede, staa op! du kan ikke dvæle her længer; nu maa du fare bort, men jeg skal blive tilbage her. Men én Ting vil jeg sige dig; hver Gang du vil tale med mig, da betænk, at det maa være paa et Sted, hvor du indser, at det sömmer en Mand at tale med og möde sin Elskerinde under fire Öjne uden Daddel og ond Omtale; da skal du straks se mig hos dig og faa din Vilje“.

Da han havde hört dette, blev han meget glad og takkede hende med mange Taksigelser, kyssede hende og tog hende om Halsen. Men Möerne, som havde bragt ham til Teltet, iförte ham pragtfulde Klæder; da han saaledes var prægtigt klædt, saa man, at han var den skjönneste Mand, og han spiste da Natverd der med sin elskede, som det ikke sömmede ham at forlade; det skortede ikke paa alskens herlige Retter; men Ridderen lod det smage sig vel med at kysse og omfavne sin Elskerinde. Da de rejste sig fra Natverdsbordet, förte de hans Hest til ham; han besteg den, tog Afsked og red tilbage til Borgen, idet han tænkte meget paa denne Tildragelse og undredes i sit Sind, hvorledes dette vilde gaa.

Da han kom hjem til sit Herberge, fandt han sine Mænd prægtigt klædte og havde den Nat et rigeligt Bordhold, uden at nogen vidste, hvorfra de Midler kom. Han sendte Bud over hele Borgen, at alle Riddere, som trængte til Hjælp, skulde komme til ham, modtog dem rigeligt og lod dem traktere vel og værdelig. Janual gav da mange og rige Gaver, löskjöbte dem, som vare fangne, opklædte omvankende Spillemænd; der var ingen fremmed eller hjælpelös, uden at han gav ham rige Gaver. Janual lever nu i megen Glæde baade Nat og Dag, fordi han ofte talte med sin Elskerinde og hun retter sig ganske efter hans Vilje.

Nu, efter hvad mig er fortalt, i det samme Aar om Sommeren efter Jonsok gik tredive Riddere af Kongens Folk ud sammen for at skjæmte sig i Haven under Taarnet, hvor det duftede afalskens söde Blomster. Iblandt dem var Herre Valvejn og hans skjönne Frænde og Fælle Herre Ivejn; da mælte Herre Valvejn, denne gode og belevne Ridder, der gjorde alle til sine Venner: „Herrer“, sagde han, „nu have vi ikke gjort vel mod vor Kammerat Janual, som er saa mild og beleven og dertil en Kongesön, at vi ikke have ham her iblandt os“. Da vendte de tilbage til Herberget, og efter deres Bönner og Anmodninger gik Janual med dem for at holde sit Kammeratskab med dem. Men paa samme Tid sad Dronningen i sin Loftsal og lænede sig til et i Muren udhugget Vindue og tre skjönne Fruer med hende; hun kjendte straks Kongens Hirdfolk og Janual blandt dem og sagde da til en af dem, som var hos hende, at hun skulde stævne til hende alle hendes fagreste Möer, fordi hun vilde gaa ned i Haven og skjæmte sig med Kongens Riddere. Da fulgte hende mere end tredive Möer, de skjönneste og belevneste af alle, og hun gik ned ad Trapperne. Ridderne gik dem alle sammen i Möde og modtoge dem med megen Glæde og hirdmæssig Höviskhed, beleven Tale og skjæmtsom Gammen. Herre Janual gik for sig selv og havde ikke Lyst til at hilse paa Dronningen og hendes Möer, men satte sig langt fra dem og længtes efter sin Elskerinde, at kysse hende, tage hende om Halsen og drive med hende den sædvanlige Spas. Men da han ikke havde det, som ham lystede, bröd han sig ikke om, at de andre skjæmtede sig.

Da nu Dronningen saa, at han sad ensom fjærnt fra de andre, gik hun til ham, satte sig hos ham, kaldte ham til sig og synte ham hele sin Vilje. „Herre Janual“, sagde hun, „længe har jeg elsket dig höjt, lovet og berömmet dig for mange og ofte har jeg haft stærk Attraa til dig; du kan faa min hele Elskovslyst, sig mig hurtigt din Vilje“. - „Min Frue“, svarede han, „tal ikke saa; visselig vil jeg ikke nyde din Kjærlighed eller elske dig; hverken for din Skyld eller for din Elskov vil jeg svige eller vanære min Herre“. Da vrededes Dronningen og udtrykte sig i sin Vrede paa en upassende Maade. „Janual“, sagde hun, „det tænker jeg, at du har liden Lyst til Elskov og Omgang med Kvinder, fordi du finder mere Smag i at omgaaes med unge Drenge og gjöre din syndige Vilje med dem; saadan Skjæmten lader du behage dig“. - Da han hörte dette, blev han meget opbragt og forbitret over hendes Ord, og da var han alt for rask til at svare hende, saa at han ofte monne angre det; i sin Harme sagde han: „Frue, sligt bedrev jeg aldrig og ikke gjör jeg saadanne slette Ting; meget mere er jeg dens Elsker, som er den eneste levende Kvinde, jeg véd fortjener Lov og Berömmelse. Vid du ogsaa, Frue“, sagde han, „at jeg siger dig lige ud, at den fattigste i hendes Tjeneste er skjönnere end I, Fru Dronning“. Da stod Dronningen op, gik i sin Vrede grædende til Kongens Soveværelse, lagde sig i sin Sæng og sagde, at hun var syg; hun sagde med klare Ord, at hun aldrig vilde staa op, förend Kongen gav hende Oprejsning for de utilbörlige Ord, Janual havde brugt mod hende.

Kongen kom derpaa fra Jagten i den Skov, hvor han almindelig fór at vejde, og da han kom ind i Dronningens Soveværelse og hun saa ham, klagede hun for ham over Janual, som havde talt fornærmelige Ord til hende; hun sagde, at han havde bedet om hendes Elskov, og fordi hun gav ham Afslag, krænkede han hende i sine Ord og roste sig af at have en Elskerinde, der var saa herlig, rig og mægtig, at han sagde, at hendes ringeste Tjenestemö var bedre end Dronningen. Kongen blev derover meget vred og svor en dyr Ed, at hvis Janual ikke paa lovlig Maade kunde fri sig for Kongens Paatale, skulde han lade ham brænde paa Baal eller hænge som en Tyv i en Galge.

Derpaa gik Kongen ud af sit Soveværelse, lod kalde til sig tre af sine Venner og sendte Bud hjem efter Janual, som da var i stor Sorg og Forlegenhed; han var hjemme i sit Herberge og mærkede tydelig, at han havde tabt sin elskede, fordi han havde aabenbaret og fortalt sin Forstaaelse med hende; han var alene i et lidet Sideværelse, bekymret, sorgfuld og fortvivlet. Han kaldte i et væk paa sin Elskerinde, men det nyttede aldeles intet; han kunde ikke raabe eller klage saa sörgeligt, at hun vilde have Miskundhed med ham. Hvorledes mon han nu vil te sig! Imidlertid kom Kongens Sendemænd til ham og sagde, at han skulde komme til Kongen, eller som han böd ved deres Ord, fordi Dronningen havde anklaget ham. Janual havde gjærne dræbt sig selv, hvis han havde kunnet komme af dermed i den dybe Sorg, som da knugede ham; siden, da han kom for Kongens Öjne, viste han sig saadan, som han var, hugsyg og sorgfuld, bleg og ulykkelig; da sagde Kongen til ham i megen Vrede: „du jammerlige Karl“, udbröd han, „du har krænket mig svare og beskjæmmet mig; du begyndte i Dag en ond og unyttig Strid, beskjæmmede og spottede Dronningen og pralede paa en saare taabelig Maade. Umaadelig skjön og umaadelig herlig maa din Elskerinde være, om hendes Tjenestemö er bedre og gjævere end vor Dronning“. Janual gjorde mange Undskyldninger og forsikrede, at han aldrig vilde beskjæmme sin Herre. „Men nu“, sagde han, „har jeg tabt min elskede, fordi jeg pralede af hendes Elskov; derfor er jeg sorgfuld“. Men hvad den Sag angik, som Kongen gav ham, da vilde han deri underkaste sig den Dom, som Kongens Hirdfolk fandt billig.

Kongen var meget vred, og sendte derfor straks Bud efter alt sit Hirdfolk for i denne Sag at dömme, hvad der var Ret. For ikke at paadrage sig Kongens Mishag gjorde de alle, som han böd, enten de saa vilde gjærne eller nödig. Da de vare komne, dömte de alle, at Janual skulde have en fastsat Dag til at svare for sig og imidlertid give Kongen Borgensmænd for sig, at han skulde bie paa Dom og da indstille sig selv hos Kongen; da vilde Kongens Hird være fuldtalligere, ti nu vare kun faa hjemme foruden dem, som gik Kongen allernærmest og vare ham kjærest. Derpaa sendte de Bud til Kongen og sagde ham, hvad de havde dömt om Sagen i dens nuværende Stand. Kongen krævede da Borgensmænd, men Janual sad ensom fjærnt fra sine Venner og Frænder; da kom Herre Valvejn og alle hans Kammerater og gik i Borgen for ham. „Nu lader jeg Janual“, sagde Kongen, „staa i eders Borgen, saa at den gjælder alt det, som I have faat af mig, Ejendomme, Kasteller, mægtige Borge og alskens andre rige Gaver, som ere Lendermændene givne og tillagte, dem til Hæder“. Da de nu vare gangne i Borgen for ham, gik de hjem til sine Herberger. Ridderne fulgte da Janual, revsede ham og irettesatte ham fordi han tog sig saa nær af sin Kjærlighed og forbandede en saa umaadelig Elskov. Paa den Dag, de havde fastsat til at dömme i Kongens Sag mod Janual, vare alle Lendermændene forsamlede; Kongen og Dronningen anklagede Janual; da kom Ridderne, som vare gangne i Borgen for ham, og förte ham frem for Kongen. Alle de, som sad i Retten vare meget bedrövede, og det gjorde dem ondt, at de skulde dömme ham, der var en saa herlig Mand, mild, beleven og vel prövet og dertil en Udlænding uden Venners og Frænders Hjælp og Tröst; der var dog mange, som for at behage Kongen og Dronningen vilde fordömme ham. Kongen böd dem at paaskynde Dommen for Dronningens Skyld, der væntede paa deres Afgjörelse.

Da de skulde til at stemme, saa de to overordentlig skjönne Möer komme ridende paa to stolte Gangere; alle tilstedeværende saa nöje paa dem og sagde, at de aldrig havde set deres Mage i Skjönhed. Da gik Herre Valvejn og tre Riddere med ham til Janual, fortalte ham om Möerne og viste ham dem, hvorover han tröstedes meget; Valvejn bad ham meget med ydmyge Bönner, at han skulde vise ham, hvem af dem der var hans elskede; han svarede: „jeg véd ikke“, sagde han, „hvem de ere, eller hvorfra de kom, eller hvad de ville, eller hvor de agte at fare hen“. Möerne rede straks frem og stansede ikke, förend de kom for Kongen, da stege de af Hestene; de vare skjönne og sagde belevent: „Herre Konge, lad gjöre et Soveværelse i Stand til vor Frue, ti hun stige af og tage Herberge hos eder“. Kongen tilstod dem gjærne deres Bön, og kaldte til sig to Riddere, som han lod fölge Möerne op i Soveværelset; de gjorde, som han böd, men Möerne sagde intet mere den Gang.

Kongen afkrævede da de Lendermænd, som sad i Retten, deres Svar og Kjendelse i Sagen og sagde, at de havde i höj Grad fortörnet ham ved at nöle saa længe med at sige ham, hvad de havde dömt. „Herre“, sagde de, „vi skulde netop til at stemme, da vi saa Möerne, og havde da endnu ikke afgjort Dommen, men nu skulle vi igjen tage fat“. Da de nu anden Gang vare samlede, trættede og tvistede de meget; men midt under deres Uenighed saa de tvende rigt klædte Möer komme ridende paa de skjönneste Heste, da bleve alle, som sad i Retten, glade for Herre Januals Skyld og sagde, at disse Möer vare komne ham til Hjælp, som var saa rask og vaabendjærv, mild og beleven og af kongelig Slægt. Da gik Herre Ivejn til ham med sine Kammerater og imidlertid kom Möerne til Kongen og stege af sine Heste; den ældste var flink og beleven og frembar snildeligen sit Ærende. „Herre Konge“, sagde hun, „lad indrette et Herberge til min Frue, hun kommer nu for at tale med eder“. Da svarede Kongen, at hans Riddere skulde före disse Möer til de Soveværelser, han havde anvist de forrige; alle syntes, at disse vare meget fagrere end de forrige, de lovede begge, men dog mest de sidste. Da de nu vare bortgangne, krævede Kongen af sine Lendermænd den Dom, de skulde afsige, og sagde, at den var bleven alt for længe udhalet, næsten hele Dagen; nu skulde de for Alvor afstemme.

Men i det samme kom der ridende tværs igjennem Byen en saa fager Mö paa en saa god Hest, at der i hele Verden ikke fandtes nogen Kvinde saa skjön som hun eller nogen Hest jævngod med hendes; den var hvid som Sne, en Ganger saa sagtmodig, hurtig og rask og saa udmærket fremfor alle dödelige Heste, at ingen havde set Magen. Möen bar en Spurvehög paa sin höjre Haand og var fulgt af en Hund; men hendes Fagerhed og Höviskhed behöver ikke at omtales videre, end för er sagt. Hun red temmelig hurtigt, og der var ingen i hele Borgen, ung eller gammel, som jo löb til for at se hende, da hun red forbi; de, som sad i Retten, syntes alle, at det var besynderligt og underligt, saa at der ikke var nogen blandt dem, uden at han fæstede sine Öjne paa hende, og de fleste bleve hede ved at skue hendes Aasyn. De, der vare Ridderens Venner, gik til ham og fortalte ham det; men han, som för sad nedböjet af Sorg og frygtede for Kongens Ridderes Dom, oplöftede sit Hoved, da de sagde, at denne Mö, om det saa var Guds Vilje, monne befri og frelse ham. Da han havde hört deres Ord og set sig om for at faa Öje paa Möen, kjendte han hende tilfulde og svarede dem: „denne er sandelig min elskede“, sagde han; „hvis hun ikke har Miskundhed med mig, da bryder jeg mig ikke om, hvem der dræber mig; nu er jeg hjulpen, da jeg ser hende“.

Möen red straks ind i Kongens Gaard; ingen havde set hendes Mage i Skjönhed; hun steg af sin Hest, da hun kom for Kongen, og da havde alle sine Öjne fæstede paa hende for at se hende rigtig tydeligt; hun lod sin Kaabe falde, for at man fuldkommen skulde kunne skue hende. Kongen rejste sig straks saare belevent for hende; alle viste hende Hæder og Ærefrygt og kappedes om at tjene hende. Da nu alle nöje havde set hende og meget lovet hendes Fagerhed, lod hun sig forlyde med, at hun ikke længe vilde dvæle der. „Herre Konge“, sagde hun, „jeg elsker en Ridder i din Hird, nemlig Herre Janual; han er bleven anklaget her inden din Hird; men jeg vil ikke, at mine Ord skulle være nogen til Mén, og vil derfor, at alle skulle vide, at Fru Dronningen falskelig har anklaget ham; ti aldrig bejlede han til hende. Hvad den Skryden og Pralen angaar, som han gjorde sig skyldig i, er jeg kommen for at frelse ham, paa det at eders Lendermænd skulle frikjende ham ved en udtrykkelig Dom“. Kongen tilstod hende straks, hvad hun bad om, og alle dömte Janual fri, saa at han var ganske daddellös og fri for sine Borgensmænds Opsigt. Derpaa fór Möen bort; saa længe hun var i Kongens Hird, hædrede alle hende og tjente hende gjærne med god Vilje, men Kongen kunde paa intet Sæt eller Vis faa hende til at dvæle længer. Udenfor Hallens Dör stod en Marmorsten, hvorpaa Janual löb op, og som hun red ud af Haldören, sprang han op paa Hesten bag ved hende og blev af hende fört til en Ö, som heder Avalon. De bedst underrettede Mænd have sagt, at det er den skjönneste Ö i Verden; did blev den unge Mand tagen hen; siden spurgte ingen noget til ham, og derfor kan jeg ikke fortælle eder mere om ham.

Her ender denne Saga; haver Tak I, som hörte paa den.




Fotnoter

  1. Her begynder den oldnorske Tekst.