Jarlesønnen - en historisk roman
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Bogomtale af Carsten Lyngdrup Madsen
|
|
Jarlesønnen - en historisk roman
|
Jarlesønnen er Erik Ødegaards debutroman. Som historisk roman tager den sit afsæt i tiden omkring Harald Hårfagers magtovertagelse og Norges samling. I lighed med sagaerne lader Ødegaard handlingen begynde et par generationer før den egentlige hovedperson træder ind på scenen. Derved får han opbygget flere af de problemstillinger, som siden skal blive rammen omkring hovedpersonen Einars liv og skæbne. Da hans moder er datter af en frikøbt træl og hans fader er søn af en jarl, ligger det i kortene, at Einars liv kommer til at blive en jagt efter social status. Drevet ikke mindst af sin stolte moders ærgerrighed kæmper han bogen igennem for at slippe af med det stigma, som trællenavnet er. Ifølge moderen kan dette kun ske ved "et godt gifte" og en titel som jarl.
Romanens handling er bygget op omkring begivenhederne, som de er skildret i Snorre Sturlasons Heimskringla. Herfra stammer også størstedelen af persongalleriet med den unge Harald Hårfager og jarlerne Ragnvald Mørejarl og Tørv-Einar som frontfigurer. Hvor Snorre er tavs, digter Ødegaard videre, så læseren ikke sidder tilbage med ubesvarede spørgsmål.
Temaet i bogen - den personlige kamp for anerkendelse og respekt - er klassisk og burde som sådan rumme muligheder for dynamik og spænding. Når dette ikke lykkes, skyldes det flere forhold.
Handlingens røde tråd har det med at forsvinde i en skov af navne på personer, hvis relevans ikke altid er lige nem at få øje på. Der er ingen tvivl om, at forfatteren har godt styr på de mange personer og deres indbyrdes forhold. Men behovet for at præcisere selv bipersonernes vidtforgrenede slægtsforhold virker ikke blot unødvendigt, men er direkte forstyrrende for den egentlige handling.
I en roman med et tema, som ligger i spændingsfeltet mellem det sociale og det psykologiske plan, må det kunne forventes, at personskildringen er levende og nuanceret. Men i Jarlesønnen kommer vi aldrig rigtig ind i personerne og får ikke fat omkring mennesket bag facaden. Vel kan det være et bevidst valg fra forfatterens side, at han ikke ønsker at give nogen psykologisk analyse af personerne og deres intriger. Det er han i sin gode ret til. Men vælger han dette, bliver han dog nødt til at lade personernes handlinger, reaktioner og modreaktioner tegne billedet af de indre konflikter. Dette sker imidlertid ikke. Personbeskrivelsen er stereotyp og hvad børnene angår, er den direkte utroværdig. Børnene taler og handler ikke som børn men som små gamle mænd, snusfornuftige og gammelkloge med et helt livs erfaring at trække på.
Den sproglige side af romanen er heller ikke uden problemer. Der er noget ejendommeligt abrupt og til tider fragmentarisk over sproget. Måske har forfatteren forsøgt at lægge sig op ad sagaskrivernes korte fortællestil. Desværre lykkes projektet ikke.
En enkelt rose skal Jarlesønnen dog have. I den ellers handlingsfokuserede roman dukker der fra tid til anden små fine afsnit op, som er rent beskrivende. Her er det som om forfatteren lukker øjnene, glemmer den bundne opgave og spontant lader sproglige stemningsbilleder flyde fra tanke til pen.
"Einar, Rollaug og Valtjov rir i rekke bak en innfødt veiviser, på en blomsterkranset sti, mellom grønne beitemarker, rødbrune lyngheier og myrullprydede, gule myrer. Fra sørvest blåser en lett bris - den kommer med en regnskur. I det skogløse landskapet finnes ikke ly. Regndråpene trommer mot tjæremettet lær og legger seg i dråper på hestene, men regnvannet dunster fort bort i solskinn etter bygen. Rytterne sitter i sine egne tanker, hører på fuglene og trekker til seg et uvant inntrvkk av dyp fred."(s. 124f.)
Carsten Lyngdrup Madsen
Andre udgivelser fra Saga Bok / Erling Skjalgssonselskapet:
.jpg)
