Jens Jacob Asmussen Worsaae biografi

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


J. J. A. Worsaae
Biografisk oversigt

Jens Jacob Asmussen Worsaae
(1821-1885)



Worsaae, Jens Jacob Asmussen, dansk Museumsdirektør, arkæologisk og historisk Forfatter, f. 14. Marts 1821 i Vejle, d. 15. Aug. 1885 paa Hagestedgaard ved Holbæk. Hans Fader, der var Bondesøn, var Amtsforvalter i Vejle. W. kom 1834 i Horsens Skole, 2 Aar senere i Borgerdydskolen i Kjøbenhavn og blev Student 1838. Allerede tidligt havde han stærke Interesser i historisk og arkæologisk Retning; som Student droges han til Museet for nordiske Oldsager og fungerede en Tid lang (til 1843) som Assistent. Efter Faderens Død 1840 havde det tegnet til, da Moderen sad i trange Kaar med mange Børn, at W. førtes ind paa en hurtigere Embedsvej, Juraen, hvilket dog atter opgaves; snart efter blev hans Navn bekendt i videre Kredse ved en Polemik mod N. M. Petersen. Den drejede sig om et mumificeret Kvindelig, der af N. M. Petersen betegnedes som Dronning Gunhild. I Modsætning hertil hævdede W., at ethvert Bevis manglede, og at det hele i Virkeligheden var en uvidenskabelig Paastand, som en ædruelig Forskning bestemt maatte afvise. I denne Polemik, der førtes 1841—42, men endnu har Betydning, viste W. allerede de Aandsegenskaber, som Livet igennem blev betegnende for ham: Klarhed i Tanken, lysende kritisk Evne og forbundet hermed stor Fremstillingsevne og aaben Ridderlighed over for Modstanderen. En lignende Polemik førte han 1844 mod Finn Magnusen (»Runamo og Braavallaslaget« [1844]).

Til disse kritiske Arbejder sluttede sig en almindelig Fremstilling af Danmarks ældste Tider: »Danmarks Oldtid, oplyst ved Oldsager og Gravhøje« (1843), et Skrift, der vakte stor Opsigt i Danmark og i Udlandet og i Virkeligheden dannede Epoke i dansk Oldkyndighed. Kritisk Evne forbundet med Kundskabsfylde og baaret af Kærlighed til Stoffet og en mærkelig, livlig Fremstillingsevne giver dette Arbejde en høj Rang.

Paa forskellig Maade blev W.'s Virksomhed i disse og de nærmest følgende Aar økonomisk lettet, dels ved offentlig og kongelig, dels ved privat Bistand. Han rejste 1842—45 i Sverige, Norge og Tyskland og undersøgte derefter i 2 Aar Mindesmærkerne om de Danske og Nordmændene i England, Skotland og Irland. Ved sin Hjemkomst blev han 1847 Inspektør for de antikvariske Mindesmærker i Danmark, en for ham oprettet ny Stilling, sideordnet med Thomsen's som Leder af Museet; 1854 udnævntes W. til Professor. 1855 ansattes han som Docent ved Universitetet, 1858 blev han Inspektør (senere med en Titelændring Direktør) for Rosenborg-Samlingen. I denne Periode falder hans Samarbejde med Jap. Steenstrup og J. G. Forchhammer, idet disse 3 Mænd dannede den af Videnskabernes Selskab nedsatte særlige Komité, der fra 1848 undersøgte de ejendommelige Skallag, som snart erkendtes at være Affaldsdynger fra Stenalderen og under Navnet Køkkenmøddinger vakte den største Opsigt i den videnskabelige Verden. 1851 meddelte W. Opdagelsen i Oldskriftselskabet, samtidig med, at Steenstrup forelagde den i Videnskabernes Selskab. Om den nærmere Opfattelse førte W. og Steenstrup en videnskabelig Polemik (Vidensk. Selsk. Oversigter, navnlig 1859 og 1861), der først over 30 Aar senere ved et nyt Slægtleds Undersøgelser blev endelig afgjort, i Hovedsagen til W.'s Fordel. Samtidig syslede W. med Studier over Bronze- og Jernalderens kronologiske Forhold. Foruden en Række Specialafhandlinger udkom 1854 »Afbildninger fra d. kgl. Mus. f. nord. Oldsager«, der vandt megen Udbredelse, og 1865: »Om Slesvigs eller Sønderjyllands Oldtidsminder«. Tillige fremkom en hel Række historiske Skrifter, ogsaa af udpræget national Karakter, af hvilke her kun skal anføres »Minder om de danske og Nordmændene i England, Skotland og Irland« (1851), »Den danske Erobring af England og Normandiet« (1863) og »Kongegravene i Ringsted Kirke« (1858).

1865 døde Oldnordisk Museums Leder, den af Danmarks nationale Forskning højt fortjente C. J. Thomsen. W. blev hans naturlige Efterfølger; Udnævnelsen fandt Sted 1866, og omtrent samtidig fik han Ledelsen af Oldskriftselskabet. Hermed fulgte, at han opgav sit Docentembede. Der blev nu rigelig Anvendelse for hans administrative Evner, som indtil da var komne Rosenborg-Samlingen alene til gode. Med ringe Pengemidler og under vanskelige Forhold over for Kongens skiftende Stemninger og Grevinde Danner lykkedes det W. af en forsømt og upaaagtet Samling af meget heterogene Ting at danne en Række karakteristiske Interiører; til hans Arbejder her har der siden kun været lidet at tilføje, og Museet paa Rosenborg er ved hans Virksomhed blevet et af de bedste i sin Art i Europa.

Efter at W. var tiltraadt som Forstander for Samlingerne paa Prinsens Palæ, overflyttedes Møntsamlingen hertil fra Rosenborg. Museet for Skulptur og Kunstflid ophævedes som forfejlet; etnografisk Museum fik en gennemgribende Nyordning, og navnlig sørgedes for, at den egentlige nationale Samling, Oldnordisk Museum, til enhver Tid anskueliggjorde Forskningens Fremskridt og Resultater. Ved Oprettelsen af det ny nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg blev W. Bestyrelsens Formand, og han havde en Hovedandel i Stiftelsen af »Dansk Folkemuseum«. Det var hans Tanke, at de nationale Museer i deres Helhed og indbyrdes Forbindelse skulde danne et Helhedsbillede af den almenmenneskelige og særlig den nationale Kulturudvikling. Han hævdede stedse de almene Synspunkter, og ved ham voksede Museerne op til store, velorganiserede Institutioner. Ogsaa Oldskriftselskabet blev i Tilknytning hertil reorganiseret i samme Retning. W.'s vindende og humane, i dybeste Forstand elskværdige Naturel gjorde det muligt, at alt dette kunde ske uden Brydninger af Betydning.

Tilsynet med Mindesmærkerne, som W. gennem mange Aar personlig ved talrige Rejser havde ført, bragtes i fastere Form ved, at han 1873 fik organiseret en almindelig Undersøgelse af alle Landets Fortidsmindesmærker og Fredlysning af de betydeligste; han gennemførte en aarlig, siden stedse gentagen Bevilling hertil og udgav selv de første Redegørelser for Resultaterne. Derimod lykkedes det ikke at gennemføre Planerne om ny Museumsbygninger. — Paa talrige Kongresser i Udlandet var han Danmarks højtansete Repræsentant, og paa den Kongres, som afholdtes i Kjøbenhavn 1869, var han Præsident. Til Kongehuset og særlig Kong Christian IX, var W. ligeledes kommet i personligt Forhold, og det var vistnok dette, der bevægede ham til at blive Kultusminister i det kortvarige Ministerium Fonnesbech (1874—75). Den videnskabelige Gerning maatte naturligt under denne store Virksomhed blive af noget mindre Omfang. Nævnes skal særlig fra denne Periode: »Ruslands og det skandinaviske Nordens Bebyggelse og ældste Kulturforhold« (1872). »Fra Sten- og Bronzealderen i den gamle og den ny Verden« (1879), begge i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed; »Nordens Forhistorie« (1881); endvidere syslede han med omfattende Arbejder over Guldhornene og Guldbrakteaterne.

Store Udmærkelser maatte falde i hans Lod; saaledes blev han 1875 Kammerherre, 1882 Storkors af Dannebrog. En Personlighed af hans ridderlige, uselviske og usmaalige Særpræg havde let ved at vinde Mennesker, og hans Virksomhed var et saa nøje Udtryk for hans Karakter og Aand, at han vistnok var en sjældent lykkelig Mand. Et Mindesmærke af Stephan Sinding og Th. Stein, afsløret 1889, er opsat i Muren paa Prinsens Palæ. (Litt.: Sophus Müller i »Aarb. f. n. Oldk.« 1886, med Fortegnelse over W.'s Skrifter; Hans Kjær og Johs. Steenstrup i »Biogr. Leks.«). H. A. K.


Kilde: Salmonsens konversationsleksikon (1915-1930)