Jomfrusønnen. Sangeren slutter (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Marjatta med barnet
Maleri af Akseli Gallen-Kallela

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Jomfrusønnen
Sangeren slutter

Marjatta, den vakre Mindste,    L. 1

blev i Hjemmet længe fostret

i sin høje Faders Huse,

i sin milde Moders Stuer;

Kæder fem hun sled igennem,

Sølverringe, seks i Tallet,

med sin Faders mange Nøgler,

som ved hendes Bælte blinked;

Hælvten sled hun bort af Tærsklen

med de fine Kjortelflige,    10

Hælvten af Bjælken under Loftet

med sin Hoveddug af Silke,

og de brede Brædder paa Tilje    15

under Læderskoenes Hæle.

Marjatta, den vakre Mindste,

bitte liden fager Tærne,

vogted længe paa sin Kyskhed,

leved stadig bly og stille;    20

vakker Fisk hun fik til Føde,

Brød af Fyrrebark hun tæred,

aldrig Hønseæg hun spiste,

som ved Hanens Kaadhed skabtes,

heller ikke Kød af Hunfaar,

som hos Vædder havde været.

Moderen bød hende malke,

men hun vandred ikke til Malkning,

selv til Orde tog hun og sagde:

»Aldrig en Mø af mine Lige,     30

trykker Mælk af Køernes Yver,

Køer paa hvilke Tyren har sprunget,

— naar ej Mælk fra Kvier sig gyder

eller fra spæde Kalve flyder!« 

Fa'r hende bød i Slæden stige,

ikke steg hun i Hingstens Slæde;

Broderen bringer en Hoppe,

men hun talede selv og sagde:

»Vil ej sidde bag Hest i Slæde,

Hest, som maaske hos Hingst har været;    40

saa maatte Foler drage Kælken,

maanedgamle Føl maatte trække!« 

Marjatta, den vakre Mindste,

hun der stedse tugtig leved,

Jomfru bly, med bøjet Hoved,

skær og ren, med skønne Lokker,

sattes til at vogte Kvæget,

gik at græsse Faarehjorden.

Faareflokken gik paa Højen,

spæde Lam paa Bjærgets Spidse,    50

Pigen vandred om paa Vangen,

iled let igennem Lunden,

dær hvor Gyldengøgen galed,

dær hvor Sølvergøgen taled.

Marjatta, den vakre Mindste,    73

længe løb hun dær med Hjorden;

det er ondt at vogte Hjorden,

for en Pige først og fremmest:

Orme kryber om i Græsset,

Øgler sniger sig i Skoven.

Ingen Orme krøb i Græsset,

ingen Øgler krøb i Skoven;    80

lidet Bær paa Bakken raabte,

Tyttebær paa Heden taled:

»Jomfrulille kom at plukke.

Barn med røde Kinder, røv mig,

spændeprydet Tærne, tag mig,

kobberbæltet Pige, bryd mig,

førend Sneglen faar mig snappet,

før den sorte Snog mig æder!« 

Marjatta, den vakre Mindste,    95

steg da frem et lille Stykke,

gik at se det Bær paa Bakke,

røde Tyttebær at røre

med de fine Fingerspidser,

med de vakre, hvide Hænder.    100

Som et Bær det var at skue,     103

som et Tyttebær af Ydre,

sad for højt at naa fra Jorden,

sad for lavt at naa fra Træet.

Tog hun sig en Stang fra Marken,

slog det røde Bær til Jorden,

Bærret løfted sig fra Jorden

op paa Pigens Sko, de skønne,    110

over Kjortlens fine Folder,    114

over Bæltet op til Barmen,    116

og fra Barmen op paa Hagen,

og fra Hagen hen paa Læben,

derfra smutted det i Munden,

tumled over hendes Tunge,    120

svandt fra Tungen gennem Svælget,

sank omsider ned i Bugen.

Marjatta, den vakre Mindste,

svulmer af det, svangres af det;

ej hun Snørebaand kan bære,    127

bælteløs omkring hun løber.

Altid tænker hendes Moder,     131

stadig grunder da den gamle:

»Hvad mon Marjatta dog skader,

hvordan er det med vor Kylling:

Ingen Snørebaand hun bærer,

bælteløs omkring hun løber,

søger tidt i Smug vor Badstu,

dølger sig paa dunkle Steder!« 

Og et Barn forstod at svare,

liden Unge tog til Orde:    140

»Marjatta kun dette fejler,

dette skader liden Stakkel:

»Alt for længe var hun Hyrde,

gik for lang en Tid med Kvæget.« 

Moderlivets Byrde bar hun.

Skødets pinefulde Tynge

otte Maaneder igennem,

tilmed hele ni til Ende

og paa Kvinders kendte Maade

Hælvten af den tiende Maaned.    150

Men i den tiende Maaned

falder der Veer over Pigen,

Skødet forhærdes og stivner,

Angest og Trængsel hende griber;

om et Bad da bad hun sin Moder:

»O min Moder, du gode, kære,

varm et Leje, hvor jeg kan ligge,

gør mig et varmet Rum tilrede

som et fredet Sted for en Stakkel,

som et Føderum for en Kvinde!«    160

Hendes Moder nænned at sige,

dette som Gensvar gav den gamle:

»Ve dig, ve dig, du Hiisis Hore:

Sig dog hos hvem har du ligget,

har dig en ugift Yngling svangret,

eller en Mand, som Viv har vundet?« 

Marjatta, den vakre Mindste,

giver Svar igen og siger:

»Det er ej ved ugift Yngling,

ej ved Mand, som Viv har vundet;    170

jeg gik efter Bær paa Bakken,

røde Tyttebær at plukke:

Bærret svandt igennem Svælget,    175

sank omsider ned i Bugen;

deraf svangres jeg og svulmer,

dette Bær mit Liv befrugted.« 

Hendes Fader nænned at sige,     185

saadan et Gensvar gav den gamle:

»Pak dig, Tøjte, tøv ikke længer,

baaldømt Skøge, bliv ikke længer!

Pak dig bort til de Bjørnes Hule,

bagved Bamsens Vraa du dig skjule;    190

usle Tøjte, dær kan du yngle,

baaldømt Skøge, dær kan du føde.« 

Marjatta, den vakre Mindste,

svared ham igen med Liste:

»Datter din er ingen Tøjte,

ikke nogen baaldømt Skøge;

men en mægtig Mand skal jeg føde,

give Liv til et ædelt Foster,

som faar Herredom over Herrer,

Vælde, selv over Väinämöinen.«    200

Pigen nu i Nød var kommen:

Hvorhen skal hun fly og flygte

og hos hvem om Badstu bede?

Taled hun et Ord og sagde:

»Pilt, du bitte liden Pige,

bedste Barn iblandt mine Tærner!

gak og bed om Bad i Byen,

søg et Sted ved Sara -bækken.

Rum hos Rodus du begære,    219

Søg i Saraja en Badstu,

at en Syg maa Lindring finde,    209

Pigen overstaa sin Pine!

Il i Hast, kom hid i Skynding!

Hast, ja mer end Hast behøves.« 

Pilt, den bitte liden Pige,     221

nok saa ydmyg, nok saa lydig,

altid rede, selv uberømmet,

som en Røg afsted hun styrter,

danser som en Damp af Stuen,

frem hun iler, frem hun higer,    229

higer frem mod Rodus' Bolig:

Bakker brager hvor hun jager.

Høje viger, hvor hun stiger.

Kogler hopper rundt paa Heder,

over Sumpen Sand sig spreder,

frem til Rodus’ Hus hun haster,

stiger ind i tømret Stue.

Grimme Rodus i røden Skjorte,

aad og drak efter Storfolks Vane,

sad for breden Bord i sin Skjorte,

sad ved Mad i det fine Linned.    240

Rodus raabte tværs over Maden,

snerred vranten hen over Fadet:

»Sig, hvad vil du hos mig, din Tosse,

usle Drog, hvad løber du efter?« 

Pilt, den bitte liden Tærne,

taled dette Ord og sagde:

»Gik at begære Bad i Byen,

bede ved Saras Bæk om Badstu,

at en Syg kunde Lindring søge —

arme Mø, hun kan Hjælp behøve!«    250

Det var Rodus' grimme Hustru,

tramped ind med Haand paa Hofte,

vanked frem paa Gulvets Brædder,

spanked fremad midt paa Tiljen:

»Sig til hvem begærer du Badstu,    257

hvem er det som trænger til Hjælpen?« 

Sagde Pilt den lille Pige:

»For vor Marjatta jeg beder.«    26O

Det var Rodus’ hæslige Hustru,

selv tog hun Ordet og sagde:

»Vi har ej Bad til Hvermand i Byen,

ikke skænker Saraja Badstu;

der er Bad paa Bakken ved Svedjen:

Hestestalden i Fyrrelunden;

dær kan en baaldømt Hore føde,

dær kan Skøgen lægge sin Yngel;

og naar Hesten aander og puster:

brug dens Aande som Badstudampe!«    270

Pilt, den bitte liden Pige

smutted i Skynding tilbage,

bort hun iled, og bort hun higed,

sagde, da hun var naaet tilbage:

»Bad kan ikke faas i Byen,

bydes ej ved Sara-bækken;

der er Bad påa Svedjebakken:    281

Hestestalden i Fyrrelunden.« 

Marjatta, den spæde Jomfru,    289

brast i bitter Graad og Taarer,

og sin Kjortelflig hun folded,    297

løfted op med Haand i Kjolen;

tog en vakker Kvist i Værge,

Lægekvist til Legems Pleje,    300

frem med raske Trin hun traadte

under Livets vilde Veer

op til Fyrrelundens Hytte,

Stalden hist paa Tapiobakken.

Da hun var kommen til Maalet,     315

tog hun Ordet selv og sagde:

»Aand nu dybt, du gode Ganger,

pust og suk, du stærke Fole,

virk i Rummet varme Dampe,

bring en Badstu her til rede,     320

at en Syg maa Lindring søge,

arme Mø, hun kan Hjælp behøve!« 

Straks aanded den gode Ganger,

stærke Fole tog til at puste, .

aanded ned over Jomfruskødet;

og hvor Gangerens Aande varmer,

var det, som drev der Badstudampe,

ret som naar Vand paa Stene gydes.

Marjatta, den spæde Jomfru,

kyske Mø, saa veg og liden,    330

fødte dær en Dreng til Verden,    333

lidet Barn foruden Lyde,

strakt paa Straa ved Folens Side,

lagt i Fagermankes Krybbe.

Tvætted nu sin Søn, den spæde,

svøbte ham i Linnedsvøbet,

paa sit Knæ hun løfted Drengen,

paa sit Skød hun skærmed Barnet.    340

Dulgte her sin Dreng, den lille,

fostred her sin favre spæde,

gæmte lidet Gyldenæble,

Moders Sølverstav og Støtte;

ved sit Bryst hun bød ham Die,

vugged Barnet ømt i Armen.

Paa sit Knæ hun satte Drengen,

ved sin Barm hun lagde Barnet,

gav sig til, hans Haar at glatte,

til at kæmme Drengens Lokker;    350

hendes Søn forsvandt fra Knæet,

lidet Barn forsvandt fra Barmen.

Marjatta, den spæde Jomfru,

ængster sig saare ved dette,

styrter af Sted at søge Barnet,

søger sin Dreng, den bitte lille,

under de knagende Kværne,    359

under de gyngende Gænger,

under alle Sigter som skøttes,

under alle Bøtter som flyttes,

rusker i Grene, river i Græsset,

spreder alle de fine Stængler.

Længe søgte hun den svundne,

spæde lille, bitte lille,

mellem Lyng og mellem Lunde,

mellem Bakker, mellem Buske,

stirred mellem Lyngens Stilke,

krammed hver en Busk i Krattet,    370

graved under Granens Rødder,

løfted mindste Kvist i Lunden.

Marjatta, den spæde Jomfru,    421

søger endnu sin Søn i Sumpen,

og i en Sump blev Sønnen funden,

deden bragtes Drengen til Hjemmet.

Hos vor Marjatta nu fostres

Sønnen derhjemme, skøn at skue;

ikke nævnes Navn over Drengen,

ingen veed ham et Navn at give.

Moder sin lille Blomst ham kaldte,

fremmed Folk ham Dagdriver nævned.    430

Søges en Døber til Drengen,

ønskes Een til at tvætte Barnet;

kom en gammel Gubbe som Døber,

Virokannas kom for at tvætte.

Gubben tog Ordet og taled,

selv han sig ytred og sagde:

»Ikke døber jeg den fordømte,

vier ikke den vege Stakkel,

om han ikke først vorder prøvet,

først vorder prøvet. Dommen fældet.«    440

Hvem skal sige Dom over Barnet?

Hvem skal ham prøve, hvem skal ham dømme?

Trygge gamle Väinämöinen,

den evindelige Vismand,

han kaldes did, Drengen at prøve,

Drengen at prøve, Drengen at dømme.

Det var gamle Väinämöinen,

straks han fælded sin Dom og sagde:

»Er han saavist fra Sumpen kommen,

blev han avlet af Bær paa Jorden,    450

lad da Drengen af Jorden dækkes,

ned under bær-rig Tue lægges,

eller lad ham i Sump begrave,

kløv hans Hoved med Køllestavel« 

Barnet, maanedgammelt, mæled,

lydt der lød et Svar fra Drengen:

»Ak, du arme gamle Gubbe,

arme Gubbe, sløve Gamling,

uforstandig har du dømt mig,

vrangt og slet du lemped Loven!    460

Ikke — selv med mere Føje,

selv for værre Værk, du øved, —

lod man dig i Sump begrave,

kløved dig med Køllestave,

dengang du i yngre Dage,

bortgav Barnet af din Moder

som dit eget Hoveds Løsen,

for dit eget Liv at vinde!

Heller ikke anden Sinde

lod man dig i Sumpen sænke,    470

dengang du i yngre Dage

lokked unge spæde Piger

under dybe Bølgers Dække,

over Bundens mørke Mudder!« 

Gubben døbte ham paa Timen,

Virokannas vied Barnet

til en Konning i Karelen,

til alvældig Drot og Herre.

Men da vredes Väinämöinen,

men da vredes han og blues,     480

flytter straks sin Fod og vandrer

til den øde Strand ved Havet;

dær tog Väinö til at kvæde,

kvad for aller sidste Sinde,

sang en Kobberbaad ved Stranden,

kvad en dækket Kobbersnække.

Selv han satte sig ved Roret,

ud paa Søens Ryg han sejled,

mæled end, imens han sejled,

ytred end i Afskedsstunden:     490

»Tider lad fødes og rinde.

Dage lad gry og Dage svinde,

een Gang atter til mig vil trænges,

efter mig vil man atter længes,

at jeg en Sampo ny skulde vinde,

nye Strænge paa Harpen binde,

at jeg en Maane ny skulde give,

vække Solen paa ny til Live —

naar ej Sol eller Maane skinner,

naar al Glæde fra Verden svinder.«     500

Gamle Väinämöinen derefter

sejled af Sted, saa Søen bovned,

som han sad i sin Kobberskude,

foer i det malmbeslagne Fartøj —

færdes frem mod de høje Lande,

frem mod de lave Himmelstrande.

Standsed han saa dær med sin Skude,

lagde til Land med Kobbersnækken ;

men sin Kantele lod han blive,

skænked Suomi den favre Harpe,    510

gav sit Folk dens evige Glæde,

gav sine Børn de høje Sange.

    *     *     *

Tid er til, at Læber lukkes,

Tid at læggge Baand paa Tunge,

Stund er til at slutte Kvadet,

Tid at lade Sangen tie.

Ogsaa Hesten maa jo puste,

naar den længe frem har løbet,

ogsaa Leens Ægg maa sløves,

naar den Sommerhø har høstet,    520

ogsaa Vandet standser Farten,

naar om Elvens Knæ det hasted,

ogsaa Flammen flakker mattet,

naar i Nattens Løb den lued:

Hvi skulde Skjalden ikke trættes,

og de svage Viser hvile

efter Kvældens lange Glæde,

efter Fryd ved Solbjergstide?

Saa vil jeg standse, saa vil jeg ende,    537

tie kvær og slutte med Kvadet,

saa vil jeg vinde Nøglet sammen,

binde Kvadene fast i Knippe,    540

lægger dem op paa Forraadsloftet,

gæmmer dem hen bag benede Laase:

deden slipper de aldrig siden,

kommer ingensinde for Dagen —

førend atter Tænderne skilles,    547

førend Tungen igen sig rører.

Og hvad saa, selv om jeg synger,

selv om jeg nok saa længe kvæder,    550

traller jeg end i alle Dale,

kvidrer jeg end i Fyrrelunde:

Ej er Moder længer i Live,

ikke vaager den alderstegne,

ingen Hjærtenskær paa mig hører,

ingen elsket Ven kan jo lytte,

men kun Skovens Graner mig hører,

ene Fyrrens Kviste kan lytte,

ene Birkens Blade mig kysser,

ene Rønnens Grene mig favner.    560

Spæd blev jeg skilt fra min Moder,

lav og liden skilt fra den Kære,

stod som Lærken forladt paa Stenen,

stod som Droslen ene paa Tue,

kom i en fremmed Kvindes Værge,    567

gaves under Stifmoders Naade;

men hun drev den ensomme Stakkel,

jog det hjemsøgte Barn af Stue     570

ud i Blæsten uden for Stuen,

ud paa vor Hyttes nordre Side,

uden Læ for de stærke Storme,

uden Værn mod de vilde Vinde.

Mangen er der nu, som mæler,    583

nok af Folk, som altid taler

onde Ord, saasnart jeg synger,

og som vrænger vrantent ad mig;

snart saa smæder man min Tunge,

snart saa bander man min Stemme,

siger at min Tale skurrer,

at jeg kvæder alt for længe,    590

at jeg synger, stygt at høre,

og min Vise vrangt forvender.

Gode Mennesker, jeg beder:

undrer eder ikke over

om jeg Barn for længe kvæded,

om jeg stammed, stygt at høre!

Jeg har ikke gaaet i Skole

ude hos de store Herrer,

udefra jeg intet nemmed,

ingen Lærdom fra det fjærne.    600

Alle andre kom i Lære,

jeg fik ikke Tid at fare

fra min egen Moders Side,

fra min elskte Moders Hytte;

jeg har maattet lære hjemme

under egen Stuebjælke,

medens Moder drejed Tenen

og min Broder snitted Spaaner,

dengang jeg var bitte liden,

løb omkring i lappet Skjorte.    610

Det til Trods og desuagtet:

Jeg har banet Spor i Sneen,

baned Spor og brækked Kviste,

strøed Grene, viste Vejen:

Herfra gaar nu Vejen fremad,

her kan trædes nye Stier

af en bedre Sangerskare,

nok saa evnerige Skjalde

i den unge Flok, der modnes,

i den nye Slægt, der kommer.     620