Jon Asmundssons Saga

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Jon Asmundssons Saga
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862


Der var engang to fattige Ægtefolk. De boede i Borgarfjorden, og Manden hed Asmund. De havde mange Børn, som alle vare unge endnu. Der siges ikke, hvad Børnene hed, uden at den ældste Dreng hed Jon. Det var dengang haard Tid i Landet. Asmund Bonde maatte gaae fra Gaarden, og Børnene bleve fordeelte paa forskjellige Gaarde, for at faae Underhold og Opdragelse.


I den Tid var der en Præst i Reykjavig, der hed Kristian; han tog Jon Asmundsson til sig som Fostersøn, og hos ham voxede Jon op. Jon var en smuk Dreng og var stærkere, end hans øvrige Jevnaldrende; han var stille af sig, talte lidet og var meget arbeidsom. Præsten holdt meget af ham, og han var godt lidt af alle Gaardens Folk.


Det skete en Sommer, som oftere, at der kom et Handelsskib til Reykjavig. Paa det befandt sig en udlændisk Kjøbmand, men hvad han hed, fortælles ikke. Han drev stort Kjøbmandskab, iblandt Andre da ogsaa med Præsten Kristian. Engang, da Præsten var ude paa Kjøbmandens Skib, faldt Talen paa stærke Mænd. Kjøbmanden, der baade var stor og stærk, gik hen, hvor der laae fire Tønder Rug bundne sammen, løftede dem op til sit Knæ og lovede den Mand tre Mark Guld, der heri var hans Ligemand, men der var Ingen, som turde indlade sig paa denne Kraftprøve. Da Præsten kom hjem, fortalte han sin Fostersøn, Jon Asmundsson, hvad Kjøbmanden havde lovet, og bad ham at prøve paa, hvad han formaaede. Jon brugte ikke mange Ord, men sagde dog, at han nok vilde prøve derpaa. Da fortalte Præsten Kjøbmanden, at nu var her kommen en Mand, der vilde fortjene Pengene. Kjøbmanden viste da Jon hen, hvor Kornsækkene laae; Jon tog dem og slængte dem op paa sin Skulder, bar dem op og ned ad Dækket og lagde dem saa igjen ned paa det samme Sted. Kjøbmanden skiftede Farve herover, men han veiede dog Guldet og betalte det. Præsten og Jon gjorde sig nu færdige til at gaae fra Skibet, men idet de toge Afsked med Kjøbmanden, bad denne Jon om at besøge sig, før han seilede fra Landet, hvilket Jon lovede. De droge hjem, og Præsten var glad over Udfaldet af deres Reise, men Jon lod som Ingenting.


En Dag, før Kjøbmanden var seilet bort, mindede Præsten Jon om at besøge ham, som han havde lovet. Jon aflagde da Besøget, og Præsten fulgte med ham. Kjøbmanden modtog dem hæderligt og bad Jon om at følge med hen til Kahytten. Præsten vilde da følge med, men Kjøbmanden sagde, at de ikke havde noget Ærinde med hinanden. Præsten svarede, at det ikke var for at bringe Forstyrrelse i deres Sammenkomst, og Enden blev den, at han fulgte dem til Kahytten. Der sagde Kjøbmanden til dem, at de endnu ikke vare færdige med hverandre; til næste Sommer vilde han bringe en Svend med sig, som Jon skulde brydes med, og vandt han Seier i den Kamp, skulde han faae ti Mark Guld. Siden toge de Afsked med hverandre, og kort derpaa seilede Kjøbmanden sin Vei.


Nu gik der en Tid roligt hen. Vinteren derpaa spurgte Præsten engang Jon, om han huskede, hvad Kjøbmanden havde sagt til ham ved Afskeden; Jon svarede, at han kun tænkte lidt derpaa. Præsten sagde da, at det dog var bedst for dem at tænke paa Raad; thi Svenden, Kjøbmanden vilde lade ham brydes med, var intet rigtigt Menneske, men derimod een af de værste Blaamænd[1], men dog skulde han, Præsten, nok hitte paa Raad for ham; de maatte holde sig færdige, naar der var gaaet tre Uger af Sommer, thi da vilde Kjøbmanden seile i Havn. Jon tog sig ikke denne Sag videre nær.


Da der lige var gaaet tre Uger af Sommer, kom en Dag et Skib fra Havet og seilede op til Reykjavig. Præsten gik til Jon, fortalte ham, hvad der nu forestod, iførte ham en sort ulden Kofte og spændte ham et Belte om Livet; siden gav han ham en liden men skarp Dolk, som han paalagde ham at skjule i sit Kofteærme. Han sagde, at han ikke kunde tænke paa at modstaae Blaamandens Tag, at denne i det første Svip vilde kaste ham over sit Hoved, men han lovede, at han nok skulde see til, at Jon kom ned paa Fødderne, og da skulde han opfordre Blaamanden til at tage den laadne Kappe af sig, som han havde paa, men imidlertid lægge Dolken tilrette, for at have den paa rede Haand, naar Blaamanden anden Gang løb ind paa ham. Aldrig saasnart havde Skibet kastet Anker, før en Baad roede fra Skibet og en kjæmpestor Blaamand, iført en laaden Kappe, blev sat i Land. Præsten og Jon stode nede ved Flodmaalet. Blaamanden løb strax henimod Jon, tog fat i ham og vippede ham høit op i Luften, men Jon kom ned paa Fødderne. Da opfordrede han Blaamanden til at tage sin laadne Kappe af sig, for at de kunde maale sig med hinanden i Brydehamp. Blaamanden gjorde saa, men imedens lagde Jon sin Dolk tilrette, og da Blaamanden anden Gang stormede ind paa ham, løb han til og stak ham med Dolken i Underlivet. Brydekampen imellem dem varede endnu en Stund, og Blaamanden vilde have været ham for haardhaandet, hvis ikke den uldne Kofte havde taget Stødene af. Enden paa deres Kamp blev den, at Jon fældede Blaamanden. Derpaa roede han med Præsten ud til Skibet og hilsede der paa Kjøbmanden. Præsten sagde, at Jon nu havde fortjent Pengene, siden Blaamanden var bleven liggende paa Kamppladsen; men Kjøbmanden var yderst opbragt, og sagde, at de havde brugt Svig, men ikke viist Mod og Mandshjerte. Præsten svarede, at i saa Fald var det Lige for Lige; thi det havde ikke været noget rigtigt Menneske, Kjøbmanden havde sendt til Brydekampen; og tilsidst betalte da Kjøbmanden Guldet, idet han bad Jon om at besøge sig igjen, før han seilede bort fra Landet hen paa Sommeren.


Alt var nu ved det Gamle, indtil Kjøbmanden vilde til at seile bort; da mindede Præsten Jon om, at Kjøbmanden havde anmodet ham om et Besøg, og sagde, at han selv vilde følge med, for at være tilstede ved Mødet imellem dem. De toge ud til Skibet og hilsede Kjøbmanden, der besvarede Hilsenen og bad Jon om at gaae noget tilside med sig. Jon opfyldte hans Ønske, men Præsten fulgte dem i Hælene. Kjøbmanden sagde da, at det ikke kom ham ved, hvad Jon og han havde at tale med hinanden om; dertil svarede Præsten, at han ikke havde i Sinde at forstyrre deres Samtale, men at han nok vilde være i Nærheden af sin Mand. Nu sagde Kjøbmanden, at næste Sommer vilde han medbringe en lille Hundehvalp, med den skulde Jon prøve Kræfter, og seirede han over den, skulde han faae femten Mark Guld. Siden skiltes de. Sommeren gik hen og det led langt ud paa Vinteren, uden at Jon talte om disse Tildragelser.


Da spurgte Præsten ham engang, om han nogensinde tænkte paa Kjøbmandens Ord. Jon svarede Nei; men Præsten sagde da, at Kjøbmandens Komme den næste Sommer vilde ikke blive bedre, end det tidligere havde været; han vilde seile til Landet, naar en halv Maaned af Sommeren var omme, men den Hvalp, han havde tiltænkt Jon at prøve Kræfter med, var en stor og arrig Dyrehund, hvorfor de maatte see til at hitte paa en eller anden List. Jon bad Præsten om at udtænke den for sig.


Da en halv Maaned af Sommeren var omme, saaes et Skib komme seilende fra Havet. Præsten kaldte Jon til sig og viste ham den samme sorte uldne Kofte, som han havde givet ham paa den foregaaende Sommer. Præsten havde omflettet den med tykke Touge, for han nu iførte ham den igjen. Derpaa rakte han ham et Jernvaaben, tildannet som en Hellebarde og med Hager ovenfor Fjederspidsen, stak siden et Stykke Kjød derpaa, og bød Jon at have det i Haanden og at see til, at. komme saaledes ind paa Hunden, at den snappede efter Kjødet, men da skulde han støde Jernet i dens Gab. Siden gik de ned til Søen, og aldrig saasnart havde Skibet kastet Anker, før Hunden blev sluppen i Land. Det var en stor Hund og arrig saae den ud. Jon gik den imøde; da foer den med stor Vildhed henimod ham og vilde rive ham ihjel, men Koften beskyttede ham, saa at han ikke fik Meen deraf. Jon veg saavidt muligt tilbage for Hundens Angreb, holdende Kjødstykket foran sig, og tilsidst gik det da saaledes, at Hunden gabede over det, mens Jon stødte Vaabenet af al Magt ind i dens Svælg og ikke gjorde den mindste Standsning heri, hvor gal den end gjorde sig; formedelst Koften kunde Hunden derimod ikke gjøre Jon den ringeste Skade, og tilsidst laa den da død paa Pladsen. Siden toge de ud til Kjøbmanden og hilsede ham. Han gjengjældte med Uvillie deres Hilsen, og var sort og opsvulmet i Ansigtet, men dulgte dog sin Vrede, saameget det stod i hans Magt. Præsten sagde, at Jon havde nu fortjent de Penge, Kjøbmanden den foregaaende Sommer havde lovet som Belønning, men Kjøbmanden meente, at det dog var et Spørgsmaal, da han jo mere havde anvendt List, end Tapperhed. Men Præsten svarede, at Kjøbmanden her havde baaret sig værst ad, idet han havde sendt dem et saa vildt Dyr paa Halsen. Kjøbmanden betalte da Guldet, idet han bad ham at see ud til sig, før han seilede bort denne Sommer.


Saa kom den Tid, da Kjøbmanden vilde seile bort, og Præsten sagde til Jon, at han maatte huske paa Kjøbmandens Ord, men at han selv vilde følge Jon ud til Mødet med ham. De toge ud og traf Kjøbmanden. Strax bad denne Jon om at gaae hen i Kahytten med sig. Præsten vilde følge efter, men Kjøbmanden sagde, at han skulde lade det være, der havde han ikke noget Ærinde. Men Præsten svarede, at Jon var hans Mand og at han ikke skulde gaae et Skridt, uden at han, Præsten, fulgte med. Kjøbmanden gav da efter og de gik nu Alle tre hen i Kahytten. Da de vare komne did, tog Kjøbmanden en Bog ned af en Hylde, aabnede den og udtog et løst Blad, hvilket han hurtigt bevægede forbi Jons Øine, som om han ikke ønskede at Præsten skulde see det, men Præsten fik dog et Glimt deraf at see, uden at Kjøbmanden mærkede det. Derpaa lagde Kjøbmanden igjen Bladet paa sit Sted, og sagde, at den Bog, som dette Blad tilhørte, skulde Jon bringe ham den næste Sommer, eller faae Navn paa sig som en Hare; men bragte han ham Bladet, vilde han udveie ham tredive Mark Guld. Derpaa toge de Afsked med hverandre. Præsten og Jon vendte tilbage til deres Hjem, men Kjøbmanden stak øieblikkelig i Søen.


Da der var en Uge tilbage af Sommeren, snakkede Kristian Præst med Jon og spurgte ham, hvad han nu egentlig meente om det Ærinde, Kjøbmanden havde tiltænkt ham. Jon svarede, at han ikke meente Noget derom. Præsten spurgte ham, om han vidste, hvad det havde været for et Blad, Kjøbmanden viste ham, men Jon svarede Nei. Præsten sagde da, at det ikke var saa underligt, om han ikke vidste det; thi det havde været et Blad af Fandens Haandbog; og nu havde Kjøbmanden tiltænkt ham den farlige Sendelse, at faae fat i den, men det var ingen Spøg. Derpaa sagde han, at han havde en Broder, der var Præst i Underverdenen, og han allene vilde kunne hjelpe Jon i denne Sag og kunne faae fat i Fandens Haandbog, paa anden Maade vilde det ikke kunne lade sig gjøre. Jon skulde nu strax gjøre sig færdig til at drage ned til Underverdenen, for at besøge hans Broder, og han maatte være kommen derned den første Vinterdag og blive der Vinteren over.


Nu gjorde Jon sig istand til Reisen, og da Alt var færdigt, gav Præsten ham et Brev med til sin Broder og et Nøgle Garn, der skulde vise Vei; han ønskede ham en lykkelig Reise, og advarede ham meget imod, nogetsteds paa hele Veien at see sig tilbage, og heller ikke maatte han hele Vinteren tale et eneste Ord i Underverdenen; men Jon sagde, at det vilde være sig en let Sag.


Jon begav sig derpaa afsted, kastede Nøglet fra sig, men holdt i Enden af Traaden. Nøglet løb hele Tiden foran ham, indtil han kom til et Fjeld Nord for Reykjavig, hvor der saaes ligesom Mundingen af en Hule; der løb Nøglet ind i Fjeldet, og han fulgte efter. Gangen derinde var mørk og ujevn, og Jon begyndte at have Betænkelighed ved at fortsætte Vandringen, men desto fastere trak Nøglet, og han mandede sig da op igjen. Saaledes gik han en lang Vei, indtil det paa Eengang blev lyst. Da saae han foran sig en jevn og yndig Slette, over hvilken Nøglet blev ved at trille en lang Tid, indtil han kom til en stor By med prægtige Bygninger. Der standsede Nøglet ved en Dør, hvorpaa Jon tog det op fra Jorden.


Han bankede paa Døren, og en ung Pige traadte da ud. Hun var velklædt, men uden nogen Prunk, høvisk i Lader og den fagreste Mø, Jon nogensinde havde seet. Jon bukkede for hende og rakte hende Brevet, hvilket hun modtog i Taushed. Ligeledes tog hun imod Nøglet og gik ind i Huset med begge Dele. Efter en kort Tids Forløb kom den samme Pige ud igjen, fulgt af en anden, der var yngre; hun betragtede Jon og forsvandt siden ind igjen. Men den første Pige tog Jon ved Haanden og førte ham igjennem nogle Gange ind i et Kammer, hvor der stod et lille Bord, en Bænk, en Stol og en Seng; derpaa gik hun bort, men lidt efter kom hun ind med Mad til ham og dækkede Bordet.


Det Hele kan nu snart siges: Jon blev der længe og meente, at det allerede var langt hen paa Vinteren; han saae aldrig noget andet Menneske, end den samme unge Pige, der hver Dag kom ind til ham, og dækkede hans Bord og redte hans Seng. Aldrig talte de et Ord med hinanden, og aldrig hørte han Menneskers Røst.


Da skete det en Dag, at der kom en smuk, stor og velvoxen Mand ind til ham. Det var Præsten i Underverdenen, Præst Kristians Broder. Han var iført lange sorte Klæder; han bød Jon Goddag, og der var Mildhed i hans Stemme. Jon taug. Præsten spurgte, om han vidste, hvor langt man var hen i Tiden, men Jon taug. Da sagde Præsten: »Du handlede vel i, Jon, at være saa stadig i din Taushed; thi af den Grund er nu dit Ærinde vel lykkedes, og Du faaer saaledes Belønning for din Selvbeherskelse, men nu er det den første Sommerdag, og derfor maa Du tale.« Herover blev Jon da glad. Præsten sagde, at han nu idag skulde begive sig paa Hjemveien og at han ikke maatte dvæle længer; thi dennegang vilde Kjøbmanden komme, naar en Uge af Sommeren var omme. Siden gav Præsten ham en Bog og bad ham om at passe godt paa den og bringe den til hans Broder, men det vilde ikke vare længe, inden Eiermanden savnede den og vilde hente den, naar den først var i Kjøbmandens Hænder. Derfor, sagde han, skulde hans Broder afkjøbe ham hele Ladningen og bringe den i Land, før han gav ham Bogen. Præsten bad Jon at bringe Broderen hans Hilsen, bød ham derpaa Farvel, men sagde, at hans Datter vilde følge ham paa Veien og vise ham, hvorledes han skulde finde hjem. Pigen kom da og fulgte ham paa Vei. Det var den samme Pige, der om Vinteren havde sørget for hans Bord og Seng. De gik sammen, Haand i Haand, men ikke fortælles, hvad de talte med hinanden, indtil hun med Eet blev staaende og sagde, at nu kunde hun ikke gaae længere; men nu var det ogsaa let at finde Vei det Stykke, der var tilbage. Hun sagde, at her maatte de skilles, om det ogsaa faldt dem tungt paa Hjerte; thi ikke kunde de være sammen og nyde Glæde med hinanden, da han jo ikke kunde være i Underverdenen og hun ikke paa Jorden. »Men,« sagde hun, »jeg vil ikke skjule for Dig, at jeg gaaer med Barn, og jeg vil sende Barnet til Dig, hvis det bliver en Dreng, naar det er sex Aar gammelt, men bliver det en Pige, da, naar det er tolv Aar gammelt, og da afhænger Meget af, at Du tager vel imod Barnet.« Efter at have sagt dette, rakte hun ham Nøglet, men sagde, at han dog ikke behøvede det til at vise Veien, han skulde kun rette sig efter hendes Anviisning. Siden sagde de Farvel til hinanden med megen Harm; thi det faldt dem saa tungt at skilles. Han gik nu ad Veien, hun viste ham, der hverken var vanskelig eller farlig, og han vidste ikke selv, paa hvad Maade han drog imellem de to Verdener. Ved Udgangen af den første Sommeruge ankom han til Reykjavig, hvor Præsten modtog ham med Glæde og syntes, at hans Ærinde var lykkedes vel, da Jon bragte ham Broderens Hilsen og gav ham Bogen.


Kort efter seilede Kjøbmanden i Havn, og Præsten aflagde ham strax et Besøg, men kolde vare de Hilsener, de vexlede. Præsten fortalte Kjøbmanden, at der var Uaar i Landet og at der var stor Mangel paa Levnetsmidler, hvorfor han bad ham om at sælge sig hele Ladningen, og derom kom de overeens. Inden tre Dages Forløb var hele Ladningen bragt iland. Da det var gjort, toge Præsten og Jon ud til Skibet, og strax spurgte da Kjøbmanden Jon om, hvorledes det var gaaet med hans Ærinde. Jon svarede, at det var udrettet. Siden rakte Præsten paa Jons Vegne Kjøbmanden Bogen, men saare ubehagelig overrasket blev denne, da han saae, at det var den rette Bog. Præsten bad ham om nu at udbetale Jon det Guld, han havde lovet ham, og det gjorde Kjøbmanden. Derpaa bøde de ham Farvel og gik ned i deres Baad, men neppe vare de komne iland, før Søen blev meget urolig; deres Øine faldt ud paa Søen, hvor Skibet laa, men da var det forsvundet, og siden saaes det ikke mere.


Nu var der flydt en stor Rigdom til Præstegaarden. Det næste Halvaar gik, og Jon blev hos Præsten. Altid var han forekommen Folk noget indesluttet i sig selv, men aldrig dog, som efter at han var vendt tilbage fra Underverdenen. Engang talte da Præsten med ham om, hvorledes han havde det, og sagde, at han havde en Anelse om, at han gik saa stilfærdig, fordi han havde syntes godt om hans Broders Datter dernede i Underverdenen, men Jon svarede Intet derpaa. Præsten Kristian havde tre Døttre, men hvad de hed, nævnes ikke i denne Saga. Præsten sagde, at han vilde give Jon hvilken af disse tre Døttre, han maatte ønske sig, hvis hans Sind maaskee derved kunde lettes. Jon valgte da tilsidst den yngste Datter til Kone, og Præsten giftede dem sammen. Han skjænkede Ægtefolkene een af de bedste Gaarde der i Nabolaget til Beboelse, og did droge de og satte Bo. De levede sammen i Samdrægtighed og havde Rigdom nok. Men alligevel var Jon stille og sørgmodig.


Nu gik der mange Aar, og Ægtefolkene fik mange Børn sammen. Da blev der engang banket paa Døren paa Jons Gaard, mens alle Folkene vare inde i Badstuen. Bonden sendte een af sine Sønner, der dengang var sex Aar gammel, til Døren. Da Drengen kom ind igjen, fortalte han, at derude stod en vidunderlig fager lille Pige, der havde hilset ham blidelig og bedt ham om at sige derinde, at hun vilde tale med sin Fader. Ved disse Ord fløi som en Solstraale henover Jons Ansigt, han reiste sig strax og gik ud. Den lille Pige kyssede ham og hilsede ham med Fadernavn, men han tog imod hende med stor Blidhed og Glæde. Hun fortalte, at hun var sendt til ham af sin Moder, Præstedatteren i Underverdenen, fra hvem hun bragte ham en kjærlig Hilsen. Jon førte hende strax ind til sin Hustru, med hvem han talte om Barnets Æt, og hvor stor en Pligt, der paalaa ham imod det, og bad hende om at være en Moder for hende, som for deres andre Børn. Konen tog da saare kjærligt imod hende. Sigrid hed den lille Pige; hun var tolv Aar gammel, da dette tildrog sig. Hun udmærkede sig fremfor de Fleste ved sin Skjønhed og al anden Flinkhed. Da Sigrid havde været hos sin Fader i tre Aar, og i den Tid været Gjenstand for Udmærkelse, og Kjærlighed, bad hun ham engang om Tilladelse til at maatte besøge sin Moder, hvilken Bøn han venligt tilstod hende, idet han sagde, at hun gjerne maatte være hos sin Moder et heelt Aar, hvis hun vilde. Aaret efter vendte Sigrid tilbage til sin Fader, der tog imod hende ligesaa kjærligt, som tidligere.


Hun bragte ham sin Moders sidste Hilsen, der, som hun fortalte, var død allerede før hun forlod Underverdenen. Dermed fulgte da ogsaa det Budskab, at Jon kun vilde overleve hende en Maaned. Det syntes, som om dette Budskab snarere glædede, end bedrøvede Jon, og ikke den mindste Forandring saae man paa ham derved.


Jon traf nu faste Bestemmelser om sine Eiendele, og i sin sidste Villie indsatte han sin Datter Sigrid som Arving til den Gaard, han boede paa, og det mærkede man paa Alt, at han elskede hende meest af alle sine Børn, men hun var ogsaa en Prydelse iblandt alle Kvinder. Sin Hustru og deres fælleds Børn gav han alt Løsegodset, og det var en stor Rigdom. Siden døde Jon, og Mange begræd Tabet af ham.


Nogle Aar derefter blev Sigrid gift med en flink Mand, og de satte Bo paa hendes Gaard, der var den bedste Gaard der i hele Egnen. Altid blev Sigrid anseet for en saare udmærket Kvinde, og Ægteparret levede længe sammen i stor Kjærlighed. De fik en Mængde Børn, og fra dem nedstammer en stor Slægt paa Sønderlandet.




Fodnoter

  1. Blaamand (blámaður) det gamle danske Ord for Neger.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.