Jon Bonde og Udliggermanden
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Jon Bonde og Udliggermanden
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
En Bonde ved Navn Jon boede engang paa en Gaard nordpaa i Skagefjorden. Det var en temmelig uformuende Mand, som ikke tog sig meget af sin Gaard, men holdt mere af at flakke omkring. Han var meget stærk og var mindst to Mænds Lige, hvor det kom an paa at vise Kraft og Mod. En Høst blev han leiet til at bringe Breve og Sendingsgods syd paa til Reikevig. Han gaaer sydover Fjeldene og over Ørnevandsheden. Som han kommer midt paa Heden, seer han to Mænd paa en stor Sø ifærd med at fiske Foreller i en Vaage. Med Jon fulgte en Hund, der løber foran ham henimod Mændene; da griber den ene af dem Hunden og slaaer den ned imod en Steen, saa den døer paa Stedet. Jon kan nu nok tænke sig, hvorledes dette hænger sammen og hvad han selv kan have i Vente. Da der kun er et kort Stykke Vei tilbage imellem ham og Fiskerne, siger den ene af disse: »Skal vi ikke slagte ham med?« »Det er en Selvfølge«, svarer den anden, Jon seer, at den ene af Mændene er gammel, men den anden ung. Den Gamle griber Jon i Favntag, medens den Anden angriber ham bagfra. Jon havde en Stav, med en stor Jernspids, i Haanden. Den støder han i den gamle Mands Bryst, saa han falder død til Jorden. I største Skynding vender han sig nu mod den unge Mand, og de brydes længe. Jon mærker, at det er en kraftig Karl, og han er i Uvished om det vil lykkes ham at faae ham fældet. Dog bliver det Enden paa Legen, at efter en lang Brydekamp faaer Jon ham ned i Vaagen, og nu sætter han sig selv ved den. Han lægger Mærke til, at den Anden ikke kan være død, thi af og til seer han hans Hoved komme op og atter forsvinde i Vaagen. Han tænker sig derfor, at Udliggermanden maa kunne svømme og paa en eller anden Maade holde Livet i sig nede i Vandet. Da Jon nu har siddet der en god Stund og er bleven af med sin Træthed, staaer han op, tager den ene af den gamle Mands Sko og gjemmer den hos sig, hvorpaa han fortsætter sin Vandring sydpaa. Han udretter sine Ærinder og gaaer siden nordpaa igjen ad samme Vei. Intet Mærkeligt opdager han paa Veien, uden at den gamle Mands Lig er bragt bort fra Søen oppe paa Heden. Han kommer til sit Hjem, men fortæller ikke til noget Menneske, hvad der var mødt ham paa Veien.
Der fortælles, at den næste Vaar drog Jon Bonde sydpaa med sine Heste belæssede med Varer, som han vilde forhandle paa Sønderlandet. Han kommer til Reikevig og gaaer ind i en Varebod, som findes der i Byen. Der seer han da den selvsamme unge Mand, med hvem han, som før fortalt, brødes paa den tillagte Sø. Han seer, at denne Mand udvælger sig Kjøbstadsvarer, men har stor Hast og snart er færdig. Jon sagde til ham: »Saa sees vi da her idag, Kammerat!« Manden svarede Ja dertil. Kjøbstadsmændene spørge Jon, om han kjender denne Mand, men han svarer ikke Meget derpaa, dog siger han, at han nok eengang har seet ham før. Den Fremmede beder Jon at følge sig afsides, og det gjør han. Da sagde den Fremmede: »Ilde forlod Du mig sidste Gang, da Du dræbte min Fader og lod mig ligge der i Vaagen, med Døden i Vente, men det faaer være din Undskyldning, at Du havde dit Liv at værge. Men har Du fortalt Nogen om vort Mellemværende?« Det benægtede Jon. »Nu er det min Bøn«, sagde den Fremmede, »at Du ikke fortæller noget Menneske om vort Møde, og her giver jeg Dig otte Specier og denne Tønde Gryn, for at jeg destobedre skal kunne lide paa din Ærlighed, men desuden maa Du i Høst, lige en Uge før Vinter, komme til det selvsamme Sted paa Ørnevandsheden, hvor vi saaes første Gang, og ville vi da mødes der igjen.« »Jeg holder ikke meget af at give det Løfte«, sagde Jon, »thi da har Du vel isinde at hævne din Fader og dræbe mig.« »Det er ikke min Hensigt«, svarer den Fremmede, men jeg vil dog lade Dig vide, at hvis jeg ikke kommer den Dag, der følger paa Dagen, vi nu fastsætte, da behøver Du ikke at vente længere paa mig.« Tilsidst lover Jon at komme, og hermed skilles de. Jon Bonde drager nordpaa til sit Hjem.
Efterat han var hjemkommen, siger en Dag hans Hustru til ham: »Det undrer mig, Husbond, hvor rigelig den Vare er, Du bringer hjem fra Sønderlandet; hvorledes det hænger sammen, forstaaer jeg ikke, men jeg haaber, at Du ikke dennegang har gjort, hvad Du ikke tidligere har gjort, at forøge dine indkjøbte Varer paa ulovlig Maade.« »Varerne ere mine med Ret og Skjel«, svarede Manden, »saa af den Grund kan Du uddele og spise deraf med Fornøielse.« Og hermed var den Tale ude. Sommeren led, og det lakkede hen paa Høsten. Da beder Jon Bonde sin Hustru om Reisekost og et Par nye Sko, thi nu vil han sydpaa Fjeldet og samle Kvannerødder. Hun raader ham fra denne Færd, men det hjelper ikke, han drager afsted med to Rideheste og rider sydpaa Fjeldene, og han kommer til det aftalte Sted paa den fastsatte Dag. Der venter han den hele Dag og Nat og den næste Dag med lige til Midaften. Da seer han, at der kommer en Mand med to Heste, stærkt ridende. Han gjenkjender Udliggermanden , paa hvem han venter, og nu hilse de paa hinanden. »Nu har jeg en Bøn til Dig«, sagde Udliggermanden, »at Du vil følge hjem med mig.« »Da vil Du nok lade mig dræbe«, svarer Jon. »Det har jeg ikke isinde«, svarer Udliggermanden. Det bliver da en Aftale imellem dem, at Jon drager afsted med Udliggermanden , og de ride nu Øster over Fjeldene. De ride den ganske Nat og hele den næste Dag, og komme om Kvelden til en liden Dal, hvor der ligger en Gaard, udenfor hvilken de stige ned af Hestene. Udliggermanden leder Jon ind i et afsides Huus , forlader ham siden og lukker af. Efter en liden Stunds Forløb kommer en Pige ind til ham; hun bringer ham Spise, og Bordet er vel besat. Hun anviser ham en Seng til at sove i og trækker siden i hans Klæder. Han tager Sokkerne til sig, efter at hun har hjulpet ham ved Afklædningen. Da sagde hun, »de skulde blevet liggende«, ellers talte hun intet Ord. Nu ligger han vaagen ud paa Natten, men falder dog tilsidst i Søvn og sover, til det er høilys Dag. Da klæder han sig paa, og siden kommer Pigen og bringer ham baade Mad og Viin, men gaaer øieblikkelig ud igjen og lukker Døren efter sig. Nu gaaer der en lang Tid hen, uden at Nogen kommer ind til ham. Han gaaer da udenfor og seer sig om. Siden gaaer han ind igjen og seer sig om i Huset; han kommer ind i en Badstue , hvor der sidde tre Kvindfolk, Pigen, der havde bragt ham Maden, en anden, fuldvoxen Pige og en gammel Kone. Han lægger Mærke til, at den gamle Kone bliver sort i Ansigtet, saasnart hun faaer Øie paa ham. Da sagde Jon Bonde: »Her sidder taust Folk, men Minen vidner om et stærkt Sind «. Men Ingen svarer derpaa. Han hilser og gaaer igjen ud af Stuen. Han gaaer ovenfor Gaarden, da hører han stærke Slag og han kommer da til en Smedie, hvor tre Mænd ere ifærd med at hamre Jern; een af disse Mænd var Den, der havde hentet ham paa Heden. En ung Mand hamrede just Jernet, og til ham sagde Jon: »Let falde Hammerslagene.«
Ynglingen slængte Hammeren til ham med disse Ord: »Lad mig da see, om Du gjør det bedre.« Jon Bonde griber Hammeren i Luften og hamrer Jernet, og de Andre fandt, at der faldt kraftige Slag. Den Unge vilde da angribe Jon, men den af Udliggermændene, som Jon kjendte, omsluttede den Anden med sine Arme og forhindrede ham i hans Forehavende, og det maatte nu blive, som han vilde have det. Han førte Jon afsides og sagde til ham: »Nu kunde Du nok have Lyst til at drage hjem; hermed giver jeg Dig, før vi skilles, 80 Specier, og desuden skal jeg skikke Dig en liden Sending før Jul; vi ville ikke sees igjen, og jeg beder Dig at huske dit Løfte til mig, ikke at sige Nogen det Mindste om os her. Disse Mænd, som Du her har seet, ere mine Brødre; foruden dem har jeg min Moder her og to Søstre. Nu lader jeg min yngre Broder følge Dig, og jeg saae gjerne, at Du ikke taler først til ham, men kun svarer ham paa hvad han siger til Dig.« De tage nu Afsked med hinanden som Venner, og Jon takker ham for hans høisindede Gave. Nu begive de sig paa Veien hjemefter, Jon og den unge Mand, og der fortælles Intet om deres Færd, før de kom paa Ørnevandsheden. Saalænge de vare paa Veien, talte den Unge ikke et eneste Ord til Jon, men idet de toge Afsked med hinanden, sagde han: »Jeg haaber, at Du viser Dig ærlig imod min Broder i den Sag, han bad Dig om, og den graa Hest, som jeg her rider, skal nu være din Eiendom.« Jon takkede ham for Gaven, lovede ikke at fortælle Noget om deres Mellemværende , og saa skiltes de. Nu red Jon hjem, og der er Intet at berette om Tiden til lille Juleaften. Da vogtede Jon Bonde alene paa sine Faar i en lille Dal, der laa langt fra Gaarden. Han hørte da nogle Raab ovenfor sig fra Fjeldet, og han seer en Mand drivende fem Faar foran sig. Denne Mand svinger sin Hat og vender tilbage op ad Fjeldet, men Faarene løbe Jon Bonde imøde, og det forreste har en Dusk paa Hovedet. Jon griber Faaret og efterseer det, og i Dusken finder han da et Brev fra sin Ven, Udliggermanden, hvori denne siger ham, at han skjænker ham disse Faar. Siden bleve Faarene slagtede, og de fandtes at være ved fortrinligt Huld. Folk lagde Mærke til, at Jon Bondes Velstand tiltog efter denne Tid, men aldrig fortalte han Nogen denne Historie, saalænge han levede. Saa fortælles der, at da Jon Bonde var død, fandt man Historien efter ham, og Papiret hvorpaa den var skreven, laa ved Skoen, som han engang tog fra Udliggermanden. Og hermed ender denne Fortælling.
