Jon og Jettekvinden
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Jon og Jettekvinden
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Paa Nordlandet levede engang en Bonde, der pleiede hver Høst og Vinter at drage til Vestmændsøerne for at fiske. Han havde en Søn, der allerede var voxen paa denne Fortællings Tid. Sønnen hed Jon og var en haabefuld Yngling.
Engang tog Bonden Jon med sig paa sin Fiskerfærd til Øerne. De droge den lige Vei, og der meldes Intet om deres Reise eller hvad Udfald Fiskeriet fik. Men den næste Høst lod Bonden Jon drage alene Sydpaa til Fiskerleiet; thi da var han selv bleven gammel og tiltroede sig ikke længer Kræfter til at roe mere ud. Men før Jon forlod Hjemmet, bad Faderen ham for Alting ikke at raste under nogle høie Klipper, der fandtes i den lange Fjeldli, langs hvilken Veien løb. Han paalagde ham det saa alvorligt, at Jon lovede ikke at holde der, hvad der saa end var paa Færde og hvordan end Veiret blev.
Siden drog Jon afsted med to Heste til Oppakning og een til at ride paa. Dem skulde han sætte paa Foder om Vinteren paa Landøerne, ligesom hans Fader havde været vant til. Om hans Reise fortælles ikke Videre, end at Alt gik efter Ønske. Han kom til Fjeldlien, som han skulde, og foer længe langsmed den. Det var allerede langt hen paa Dagen, og Jon stræbte, for at komme forbi Lien, som hans Fader havde bedt ham om. Men idet han kom i Nærheden af Klipperne, hvorom hans Fader havde talt, overfaldt et forfærdeligt Uveir ham med Storm og Regn. Da kom han lige hen til nogle høie Klipper. Der saae han saa skjønt et Holdested, han kunde ønske sig, paa en Brink under Klipperne. Der var rigeligt Græs og Ly mod Regnen. Han begyndte at tænke over, hvad han nu skulde gjøre. Han syntes godt om det her, og kunde ikke fatte, hvad der skulde være i Veien for at hvile paa dette Sted, og Enden paa hans Overveielse blev da, at han bestemte sig til at blive. Han tog derpaa af Hestene og heftede deres Forbeen sammen. Kort fra sig saae han Aabningen af en Hule oppe i Klipperne. Did bar han alle sine Sager, lagde dem til den ene Side yderst i Hulen, et kort Stykke fra Indgangen, og indrettede sig derpaa blandt sit Fargods, og gav sig til at spise.
Der var mørkt i Hulen. Men som Jon var bedst i Færd med sit Maaltid, hørte han nogle Hyl, der kom indefra Hulen. Han blev lidt forskrækket derover, men mandede sig snart op igjen. Han søgte en vældig Fisk udaf sit Reisefoder, rev Skindet af den, saaledes at det forblev heelt, smurte tykt Smør paa hele Fisken og bredte Skindet derover igjen. Da han var færdig hermed, kastede han Fisken, saa langt han kunde, ind i Hulen, og sagde, at de, som vare derinde, skulde tage sig i Agt for hvad han sendte dem, men havde de Lyst dertil, kunde de gjerne beholde det. Jon hørte snart, at Hylene hørte op, og at Nogen begyndte at rive Fisken i Stykker.
Da Jon var færdig med sit Maaltid, lagde han sig til Hvile og vilde nu sove. Da hørte han, at det raslede i Gruset udenfor Hulen, og at der kom Nogen med tunge Skridt henimod dens Aabning. Snart saae han, at det var en stor og svær Jettekvinde, og det forekom ham, som om hele Skikkelsen funklede i Mørket. Jon blev underlig tilmode ved dette Syn. Men idet Jettekvinden traadte ind ad Hulens Dør, sagde hun : »Der lugter af Mennesker i min Hule.« Derpaa gik hun med store Skridt ind i Hulen og kastede sin Byrde ned paa Gulvet. Det gav et saa stærkt Drøn, at Hulen skjalv derved. Da hørte Jon, at Kjærlingen gav sig sig i Tale med Nogen derinde. Han hørte, at hun sagde: »Det var bedre gjort end ugjort, og det er slemt, hvis det skal blive ulønnet,« og saae hende derpaa nærme sig med et Lys i Haanden. Hun hilsede Jon ved Navn, takkede ham for sine Børn, og bød ham ind i Hulen med sig. Han modtog Indbydelsen, men Kjærlingen stak begge sine Lillefingre ind i Løkkerne paa Rebene, hvormed hans Reisegods var sammenbundet, og bar det ind med det Samme. Da de vare konme længer ind efter, saae Jon to Senge; i den ene laae to Børn; det var Jettekvindens Børn, hvis Hyl han havde hørt for lidt siden og som havde ædt Fisken. Men paa Gulvet laa en Bunke Foreller, som Kjærlingen havde fisket om Kvelden og baaret hjem paa Ryggen, og deraf kom det, at hele hendes Ydre funklede igjennem Mørket. Kjærlingen spurgte Jon, hvor han helst ønskede at sove, i hendes Seng eller i Børnenes. Han foretrak at sove i Børnenes Seng. Jettekvinden redte da et Leie for Børnene paa Gulvet, men lagde nye Sengklæder i Sengen og redte ham der et godt Leie. Jon gav sig til at sove, men vaagnede igjen derved, at Kjærlingen bragte ham en Ret kogte Foreller. Han takkede hende for dem, og imens han spiste, sad Kjærlingen og snakkede med ham og var særdeles munter. Hun spurgte ham, hvor han havde i Sinde at roe. Det fortalte han hende. Da spurgte hun, om han allerede havde faaet Baadsplads hos Nogen. Jon svarede Nei. Kjærlingen fortalte ham da, at nu havde Enhver paa Øerne faaet alle sine Baadspladser optagne, saa at Ingen vilde kunne tage imod noget Menneske mere, og at han ikke vilde faae Huusrum, uden hos en gammel Stavkarl, der nu saagodtsom aldrig meer fik noget Been op af Søen og kun eiede en næsten ubrugelig Baad, hvis Besætning bestod af uduelige Drenge, paa Grund af at han intet ordentligt Mandfolk kunde faae mere. »Jeg raader Dig til,« sagde hun, »at tinge om en Plads i Baaden hos denne Stavkarl; han vil vel undslaae sig for at tage imod Dig, men Du skal ikke holde op, før han gaaer ind derpaa. Jeg kan nu ikke gjengjælde Dig for mine Børn, som jeg burde,« vedblev Jettekvinden, »men her har jeg dog to Angler, som jeg vil skjænke Dig. Den ene skal Du selv have, men den Gamle skal have den anden. Altid skulle I to være ene om at mede; Krogene ville, haaber jeg, nok vise sig at være fiskesæle. Altid skulle I roe sidst af Alle og see til, bestandig at komme først hjem om Kvelden. Længere skulle I aldrig roe, end til den Klippe, der staaer lige udenfor Landingsstedet. Naar Du nu kommer til Landøsand, vil Du finde de sidste Baade reisefærdige. Søg Leilighed med dem ud til Øerne, og bind dine Heste sammen paa Strandbredden, men bed ikke Nogen om at tage sig af dem og bryd Dig ikke videre om dem. Jeg skal tage mig lidt af dem i Vinter. Men hvis det Usandsynlige skulde skee, at Du fik Held med Fiskeriet i Vinter, da vilde det være mig kjært, om jeg maatte lade een Hest fra mig følge med dine Heste, for at hente mig nogen Fisk; for jeg er, skal jeg sige Dig, en stor Lækkermund efter Tørfisk.« Denne Bøn tilstod Jon hende, og lovede i Alt at følge hendes Raad.
Ved Daggry den næste Morgen brød Jon op fra Hulen og skiltes med Venlighed fra Jettekvinden. Om hans Reise meldes Intet, før han kom til Landøsand. Der laae de sidste Baade, der skulde ud til Øerne, reisefærdige. Jon spændte i Skynding af Hestene og bandt dem sammen paa Strandbredden, uden at bede Nogen om at tage sig af dem. Herover dreve de Andre megen Spot med Jon, og sagde, at de Heste vilde nok være i god Stand, naar Fisketiden var ude. Men Jon brød sig ikke om deres Spot og lod, som om han Intet hørte, og drog med dem ud til Øerne. Da han kom did, søgte han Skibsrum, men kunde ingensteds faae noget; thi Enhver havde faaet saa mange Folk, han havde Plads til. Endelig kom han da til Stavkarlen, til hvem Kjærlingen havde henviist ham. Ham bad han om at tage imod sig. Den Gamle vilde ikke gjerne indlade sig derpaa, og sagde, at han ikke vilde gjøre en saa flink Mand slig Skade. »Jeg faaer nu aldrig mere et Been op af Søen,« sagde den Gamle, »og har kun uduelige unge Knegte til at besætte min usle Baad med; jeg kan kun roe ud i det bedste og blideste Veir, og det er ikke morsomt for en flink Mand, at knytte sig til min Udygtighed.« Jon meente, at det maatte da blive hans egen Skade, og saalænge blev han ved at tigge den Gamle, at denne tilsidst tog imod ham og Jon flyttede ind til ham; men Folk syntes ikke, at han havde været heldig med at skaffe sig Plads, og gjorde megen Nar af ham.
Nu kom Fisketiden, En Morgen vaagnede Jon og den Gamle ved, at alle Fiskerne paa Øerne roede ud i det yndigste blikstille Veir. Da sagde den Gamle: »Jeg veed ikke, om jeg ogsaa skulde prøve paa at faae Baaden flot, ligesom de Andre. Jeg troer ikke, at der kommer Meget ud af det.« Jon meente, at der dog ikke var nogen Fare ved at forsøge det. Derpaa iførte de sig Skindklæder og satte fra Land. Men da de lige vare komne udenfor det egentlige Landingssted, syntes Jon, at han kjendte Klippen, om hvilken Jettekvinden havde talt. Han spurgte derfor den Gamle, om det ikke skulde være klogt at søge her? Den Gamle blev forbauset, og sagde, at deri var der ingen Rimelighed. Jon bad ham at tillade sig for Morskabs Skyld, blot engang at kaste sin Snor ud paa dette Sted. Det lod den Gamle gaae. Men neppe havde da Jon faaet Snoren ud, før han trak en Fisk op. Da rakte han den anden Angel, Troldkvindens Gave, til den Gamle. I Korthed kan det nu fortælles, at de paa dette Sted fik Baaden fuld tre Gange den Dag, og at der faldt 60 Stykker fortrinlige Fiske i Hvers Lod. Siden roede de til Land, længe før alle de Øvrige kom, — da vare de allerede snart færdige med at rense og gjøre Fisken i Stand. Alle bleve forbausede over hvormange Fiske den Gamle fik i Lod. De spurgte ham, hvor han havde fisket saa Meget, og han fortalte dem, som det var. Dagen efter roede da Øboerne tidligt ud, medede ved Klippen, men mærkede ikke til noget Levende paa det Sted, hvorfor de roede deres Vei bort igjen, men da først roede Jon og den Gamle ud. Det gik ganske, som den foregaaende Dag. Der behøves ikke flere Ord til, at fortælle, at Jon og den Gamle hele Vinteren roede ud til Klippen og fik tolv hundrede i Lod, og af Alle paa Øerne vare de to de heldigste. Den næstsidste Dag roede de sidste Gang, og da skete det, at da de engang droge Snorene op, vare begge Anglerne forsvundne, og saavidt de kunde see, maatte de være løste af. De gjorde sig ikke videre Skrupler over den Sag, men styrede til Land.
Nu er at fortælle, at Jon drog til Fastlandet med sin tørrede Fisk og blev færget over paa den samme Baad, hvormed han foer ud om Høsten. Paa Veien spottede Baadsfolkene over, hvor godt hans Heste nu vilde være ved Huld, de vilde da nok kunne bære hans tørrede Fisk til Nordlandet, meente de. Men da de naaede Land, saae de Jons Heste staae bundne paa Strandbredden, ganske som han havde forladt dem. Nu vare da de Fleste nysgjerrige efter at faae Hestene rigtig at see; men de bleve ikke lidet overraskede ved at finde dem smækfede, som om de havde staaet paa Foder hele Vinteren. Men foruden Jons Heste, stod der een Hest til, med Kløvsadel paa, bruun af Farve og sværlemmet. Jons Fæller bleve halvveis bange for ham; thi de antoge ham ganske sikkert for en stor Troldmand, da han havde fisket saa heldigt og hans Heste vare i saa god Stand, uden at Nogen, det man vidste til, havde taget sig af dem.
Jon bandt den tørrede Fisk paa Hestene, og læssede ligesaa Meget paa den Brune alene, som paa begge sine. Derefter reiste han alene Nordpaa. Intet meldes om hans Reise, før han kom til Jettekvindens Hule. Hun tog venligt imod ham og han blev i nogle Dage hos hende. Han skjænkede hende al den Fisk, den Brune havde baaret. De snakkede om mange Ting med hinanden. Hun fortalte ham, at om Vinteren vare hendes Børn døde, og at hun havde dysset dem under Klippen ved Siden af sin Mand, hvem hun tidligere havde mistet og dysset der i Fjeldlien. Hun fortalte ham tillige, at det var hende, der havde løst Krogene af Snorene for dem, da de roede sidste Gang, med det Samme, hun bragte Hestene ned til Stranden. Hun spurgte Jon, om han havde hørt hjemmefra, men han svarede Nei. Da sagde hun, at hun kunde underrette ham om, at hans Fader var død om Vinteren, og da han var eneste Barn, skulde han jo nu overtage Boet efter ham. Han vilde nu gaae ind til Gaarden, og vinde sig en Hustru om Sommeren og blive en saare lykkelig Mand. Tilsidst sagde hun, at hun havde een Bøn til ham. Jon spurgte, hvad det var for en Bøn. Jettekvinden sagde: »Jeg har nu ikke langt tilbage, og vil jeg bede Dig at komme hid, ligesaasnart Du drømmer om mig; thi jeg vil bede Dig om at dysse mig hos min Mand og vore Børn.« Hun viste ham siden Stedet, hvor de vare dyssede. Derefter oplukkede hun en Sidehule, i hvilken der stod to Kister, fulde af Guld og alskens sjeldne Skatte. Disse Kister, sagde hun, skulde han eie efter hende, og den brune Hest med. Hun skulde nok binde Kisterne og sætte dem udenfor, før hun døde, og stable Noget under dem, saa han behøvede blot at tømme Hesten ind imellem dem og siden spænde Løkkerne over Bærepindene paa Kløvsadelen. Hun skulde nok have givet den Brune Kløvsadelen paa; men den kunde mageligt bære Kisterne, uden at han havde nødig at rette paa Noget, til han kom til Nordlandet. Siden skiltes Jon og Jettekvinden med stor Kjærlighed. Om hans Reise fortælles nu ikke Videre, end at Alt gik godt, til han kom til Nordlandet. Der fandt han Alt ganske som Jettekvinden havde sagt, og Alt gik efter hendes Ord. Jon overtog Boet efter sin Fader og tog imod hele Arven, og tidligt paa Sommeren ægtede han en Bondedatter der i Bygden.
Det led ud paa den Tid, da Engene bleve meiede, uden at noget Nyt hændte. Da drømte Jon en Nat om Jettekvinden. Strax huskede han paa hendes Bøn og stod op af Sengen. Det var mørk Nat, ude stormede og regnede det. Jon bad sin Tjenestekarl at skynde sig og hente hans to Rideheste. Tjenestekarlen adlød strax, og Jon gjorde sig reisefærdig i stor Skynding. Hans Kone spurgte ham, hvorfor han vilde saa pludseligt af sted midt om Natten og i et saadant Gudsveir. Han vilde Intet fortælle derom, men bad hende ikke at blive urolig for hans Skyld, om han saa ogsaa blev borte i nogle Dage. Siden drog han afsted og red saa hurtigt, hans Heste kunde rende. Alt gik godt og han kom til Hulen. Jettekvinden stod udenfor, og kunde blot tale nogle faae Ord med ham. Han blev hos hende, medens hun opgav Aanden, og dyssede hende siden paa det Sted, hun selv havde valgt. Derpaa tog han den brune Hest, der stod med Kløvsadel paa.
Udenfor Hulen stode de to Kister, med Nøglerne i. Jon tømmede Hesten ind imellem dem, smøgede Rebene over Sadelpindene, og drog siden bort med Alt sammen. Reisen til Nordlandet løb heldigt af. Jon blev nu paa sin Gaard, og var bleven en saare rig Mand. Han boede længe og lykkelig paa den Gaard, han havde arvet efter sin Fader, havde Held med sig i Alt og nød stor Anseelse blandt alle Folk.
Og saa kan jeg ikke Mere af den Fortælling.
