Jonets Sang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Strenglege

Jonets Sang

Siden jeg har begyndt paa Strenglegssagaer, vil jeg fortsætte mit Arbejde og fortælle eder de Tildragelser, som jeg kjender til; jeg vil nu först fortælle eder om Jonet, hvor han blev föd, og om hans Fader.

I Kornbretaland boede fordum en gammel og meget alderstegen Mand; men da han besad store Rigdomme og mange betydelige Ejendomme, fik han sig en ung Kone for at faa en Arving til sine Rigdomme, der kunde styre dem efter hans Död. Den Mö, han fik, var af en berömt Æt og mægtige Forældre, forstandig, hövisk og saare fager; han elskede hende meget formedelst hendes Skjönhed og holdt hende altid indespærret i sit Taarn i en stor stenlagt Loftsal; han satte der sin Söster, en gammel Enke, der havde mistet sin Husbonde, til at udspejde og bevogte hende. Nu bar det saa til i Begyndelsen af April Maaned, da Fuglene begynde at synge sin sædvanlige Sang, hver efter sin Natur, og egge hverandre til Elskov og Samliv, at denne mægtige Mand stod op og klædte sig paa for at gaa paa Jagt i Skoven; da vaagnede hans Frue, begyndte at græde, da hun saa Solens Skin, og mærkede da, at den gamle Kjærling, som bevogtede hende, var gaaen ud af Soveværelset. Hun klagede nu meget over sit Liv og sin ulykkelige Stilling, sukkede meget og sagde grædende ved sig selv: „en ulykkelig og elendig Kvinde er jeg, som har en saa tung Skjæbne; her er jeg fangen og indespærret i dette Taarn og kan aldrig komme bort herfra, förend jeg bliver udbaaren som Lig. Denne gamle og skinsyge Karl, som jeg er bunden til, hvad frygter han for, siden han holder mig i et saa tungt Fængsel, at jeg aldrig faar Lov til at gaa i Kirken og höre den hellige Gudstjeneste? Hvis jeg kunde tale med Folk og gaa ud med ham for at skjæmte mig, skulde jeg vise ham Blidhed, hvor liden Lyst jeg end havde dertil. Forbandede være mine Frænder og alle de, som toge den Beslutning at bortgifte mig til denne gamle Mand og formæle mig med hans kolde Legeme, der har skjult mig i dette Taarn, som en Tyv i et Fængsel; han kan aldrig dö. Ofte har jeg hört sige, at i gamle Dage Folk i dette Land have fundet mange underlige Ting, som have löst og befriet dem, som vare betrængte; Riddere have fundet skjönne og belevne Möer efter sin Vilje og staat saa lönlig i Elskovsforbindelse med dem, at ingen har vidst om det, uden han og hun. Hvis nu saadant har hændt og kan hænde enhver, saa gid den almægtige Gud opfylde min Vilje“.

Da hun saaledes klagede meget herover, saa hun ligesom en Skygge af en stor Fugl komme ind ad en liden Glug; dette syntes hende underligt, og hun vidste ikke, hvad det kunde være, men i det samme flöj der ind gjennem Gluggen den skjönneste Gaasehög med fagre Ben, som om den havde mytet en fem eller seks Gange, en særdeles fager Fugl, og den satte sig ned foran Fruens Sæng. Da den havde siddet der en liden Stund, og hun igjen saa hen til den, var det en skjön og velvoksen Ridder; dette forekom hende et stort Under, alt hendes Kjöd og Blod kom i Bevægelse, hun skalv af Rædsel og skjulte sit Hoved. Ridderen var meget beleven og sagde först til hende: „Frue, bliv ikke bange, om jeg siger dig min lönlige Hensigt; en Gaasehög er en herlig Fugl; vær tryg og uræd og gjör mig til din Elsker; ti derfor er jeg kommen hid. Jeg har længet elsket dig og i mit Sind haft megen Attraa til dig; aldrig har jeg för elsket nogen anden Kvinde end dig, og aldrig skal jeg heller elske nogen anden; jeg havde ikke kunnet komme til dig fra mit Fosterland, hvis du ikke havde kaldt paa mig“. Herved blev Fruen beroliget, tog Klædet fra sit Hoved og svarede ham: „gjærne vil jeg gjöre dig til min Elsker, hvis du tror paa den sande Gud, saa at vor Kjærlighed kan passe sammen“. - „Frue“, sagde han, „du har Ret i, hvad du siger; jeg vil ingenlunde, at du skal have noget at bebrejde mig eller have nogen slem Mistanke eller Mistro; jeg tror paa alle Skabningers Skaber, som frelste os fra Helvedes Pinsler, hvortil vi vare bundne af vor förste Fader Adam, der aad af det forbudne Træ, som Gud negtede ham. Jeg skal paatage mig din Lignelse, modtage Herrens Legeme og fremvise for dig hele min Tro, saa at du ikke skal behöve at tvivle derom“. Da svarede hun: „vel har du talt“; derpaa steg han op i hendes Sæng og lagde sig hos hende, men vilde ikke tage paa hende med sine Hænder eller kysse og omfavne hende.

Imidlertid kom Kjærlingen tilbage, fandt Fruen vaagen og sagde, at det nu var Tid at staa op, og vilde bringe hende hendes Klæder; men hun svarede, at hun var syg, og sagde, at Kjærlingen skulde hurtig kalde Præsten til hende, da hun var meget bange for at dö. Da svarede den gamle Kvinde: „din Herre er faren i Skoven, og intet Menneske maa komme herind uden jeg alene“. Herover blev Fruen meget ærgerlig og lod som om hun besvimede; men da blev Kjærlingen ræd, gik bort og læste Dören efter sig og kaldte paa Præsten; han kom straks löbende som snarest med det hellige Sakramente, og Ridderen tog imod det. Derpaa gik Præsten bort, og Kjærlingen læste Dören; men Fruen laa hos sin Elsker, og de holdt da megen Gammen. Da Ridderen var fornöjet, tog han Afsked for at drage hjem til sit Fosterland; hun bad ham da indstændig, at han ofte skulde besöge hende. „Frue“, svarede han, „jeg skal komme, naar du har Lyst; men pas du paa, at vi ikke blive svegne; denne Kjærling mon svige os og sige det til din Herre; men hvis det bærer saa til, at jeg bliver svegen, vil jeg ikke slippe derfra med Livet“. Ridderen fór da bort, men hans elskede blev tilbage med megen Tilfredshed og stor Glæde; om Morgenen stod hun karsk op og var blid og glad hele den Uge; hun holdt sit Legeme saa yndeligt, hun kunde, og gjenvandt snart al sin Skjönhed. Nu finder hun Behag i sit stille Ophold i Taarnet; men siden hun nu ikke har Lyst til anden Skjæmten, fordi hun, hver Gang hendes Herre drog hjemmefra, Dag og Nat, tidlig og silde fik sin Vilje med sin Elsker, lade Gud hende længe nyde hans Omgang! Formedelst den store Glæde, hun havde af sin Elsker, der saa ofte kom til hende, forandrede hun sin Adfærd og hendes Skjönhed tiltog; dette mærkede hendes mistænksomme Herre og overvejede, at hele hendes Tilstand, Adfærd og Opförsel var anderledes end för. Da talte han derom til sin Söster.

„Det er besynderligt“, sagde han, „at vor Frue klæder sig saa prydeligt; spörg hende om Grunden dertil“. Da svarede Kjærlingen ham, at hun ikke vidste noget derom, undtagen det alene, at hun nu fandt sig langt bedre i at være ensom, end för; det havde hun tydelig mærket. „Det kan, min Tro! nok saa være“, svarede hendes Herre; „men nu er der en Ting, som du skal gjöre; en Morgen, naar jeg er staat aarle op, og du har læst Dören, sig da til hende, at du vil gaa bort og lade hende alene, men skjul dig paa et hemmeligt Sted, saa at du kan se, hvad hun tager sig til, naar hun er alene, og hvad der fremkalder denne Glæde, der gjör hende saa prud og blid“. Om denne Plan bleve de enige; men nu er det rigtig harmeligt, at de, som elskede hinanden saa höjt, skulle blive svegne af disse Rænker, som uden deres Vidende smedes for at overliste og skuffe dem. Et Par Dage efter lod Kongen, som sagt, som om han skulde fare hjemmefra, og sagde til sin Kone, at en anden Konge havde sendt ham Brev og indbudt ham til sig, men lovede snart at komme tilbage; derpaa gik han ud og læste Dören. Kjærlingen stod da op, klædte sig paa, forstak sig bag Forhænget og gjemte sig saaledes for at faa Rede paa, hvad der gik for sig, hvilket hun længe havde haft Lyst til at opsnuse. Fruen laa stille og vaagen, fordi hun meget længtes efter sin Elsker; han kom ogsaa öjeblikkelig, saa at ingen Tid gik til Spilde, og de kom sammen med megen Glæde og Blidhed under elskovsfulde Samtaler, alt indtil det var Tid at staa op, fordi han maatte vende tilbage. Kjærlingen laa og lagde nöje Mærke til, hvorledes han kom og fór bort, og blev meget ræd, da hun saa ham som Mand og derpaa som Gaasehög. Da nu Kongen, som ikke var faren langt hjemmefra, var kommen tilbage, synte og sagde Kjærlingen ham alt, hvad hun havde set angaaende Ridderen; herover blev han meget tankefuld og eftertænksom, og lod da skyndsomt gjöre Pigge af Jærn og alle Oddene staalsætte og slibe saa hvasse som den hvasseste Ragekniv, og lod disse sætte foran Gluggen, hvor Ridderen plejede at flyve ind. Ak, Gud! at han ikke mærker eller ser det og opdager Forræderiet.

Om Morgenen i Dagningen stod han op og sagde, at han vilde gaa paa Jagt i Skoven; Kjærlingen gik med for at fölge ham, men da han var kommen til sine Mænd, gik hun tilbage for at sove, fordi hun ikke kunde se saa tidlig paa Dagen. Men Fruen vaagede og væntede paa Ridderen, som hun elskede saa trofast; da dvælte han ikke længe, men kom flyvende gjennem Gluggen, og en af de Pigge, der vare satte for, gjennemborede hans Legeme, saa at Blodet strömmede ud af Saaret med megen Heftighed. Da han mærkede, at han havde faat Ulivssaar, sled han sig lös af Piggen, kom saaledes ind og steg op i Sængen til hende, saa at alle hendes Sængklæder bleve blodige ved ham; da saa og mærkede hun, at han var saaret, og blev derover meget sorgfuld; men han sagde til hende: „min söde elskede! nu har jeg ladet mit Liv for din Skyld, saaledes som jeg sagde dig, at det vilde gaa; du og din Skjönhed og Blidhed har dræbt os begge“. Da hun hörte dette, faldt hun i heftig Besvimelse og laa længe, som om hun var död; men han tröstede hende med kjærlige Ord og sagde, at det intet hjalp hende at sörge og jamre; han fortalte hende, at hun var frugtsommelig og skulde föde en Sön, en rask og drabelig Yngling; han skal være hendes Tröst, og hun skal kalde ham Jonet; han skal hævne dem begge og dræbe deres Uven. Da han havde sagt dette, kunde han ikke længer dvæle der for Blodtab, men fór bort med megen Smerte; hun fulgte ham langsomt og kom til et Vindue, hvoraf hun sprang ud, og et Under var det, at hun ikke dræbte sig selv derved, ti Vinduet var mere end ti Alen höjt over Jorden. Hun havde ingen Klæder paa, uden en Særk; saa fulgte hun Blodstrimen, der var strömmet af hans Legeme; den var Sporet, som viste hende Vej, indtil hun omsider kom til en stor Klippehule. Da hun kom ind i Hulen, var der saa mörkt, at hun ikke kunde se, hun skyndte sig at trænge helt igjennem den, fordi hun tænkte, at hendes Elsker var der, siden hun saa Blodsporet; men hun saa intet Lys, holdt derfor ret frem igjennem Hulen, og kom saa ud paa en fager Vold og græsvoksede Enge; hun fandt der fremdeles Blodsporet, hvilket syntes hende underligt, og hun fulgte det da langs efter Engene.

Dernæst saa hun foran sig en meget stor Borg, der rundt om var befæstet med Ringmure; i denne Borg var der Huse, Haller og Taarne, der skinnede som Sölv; sandelig, det var rige og mægtige Folk, som boede der. Paa den ene Kant ved Taarnet var der rörvoksede Damme og Vejdeskove med alskens Dyr, paa den anden Kant ved Borgeledet randt der en stor og bred Elv, hvor Skibe landede; der kunde ligge mere end fire hundrede Skibe. Borgeledet var aabent, Fruen gik ind og fulgte Blodsporet langs Vejen til et Slot, ingen talte til hende, ti hun saa hverken Mænd eller Kvinder. Da hun kom ind i Slotshallen, saa hun stærkt Spor af Blodet, kom saa ind i en fager Loftsal, hvor hun saa en Ridder Sove i en Sæng; men da hun ikke kjendte ham, stævnede hun frem, kom saa til en anden Loftsal, hvor der ogsaa laa en sovende Ridder; derpaa gik hun frem til en tredje Sal, hvor hun fandt sin Elskers Sæng. Sængestolperne vare af purt Guld, men hans Sængklæder kunde ingen fuldt vurdere, saa dyrebare og herlige vare de; men de Kjærtestikker, som stode foran Sængen og bare Kjærter, der brandt Nat og Dag, vare værdifuldere end alt Guld og Sölv i en stor Borg.

Straks hun saa sin Elsker, kjendte hun ham og faldt fortvivlet i Besvimelse over ham. Han, som elskede hende over alt i Verden, tog vel imod hende og klagede over sin Död, som han havde faat for hendes Skyld; da hun kom til sig selv igjen, tröstede han hende meget kjærligt og sagde: „min skjönne Elskerinde! vær for Guds Skyld naadig; far hurtigt bort og fly. Nu dör jeg midt paa Dagen; i dette Slot bliver der da stor Sorg, og hvis du bliver funden her, ville de pine dig og dræbe dig med Spyd; ti alle mine Mænd vide, at du er Skyld i min Död; nu er jeg sorgfuld og bekymret for dig“. Da svarede Fruen ham: „hvis jeg vender tilbage til min Ægtemand, vil han dræbe mig“. Da sagde Ridderen: „saa skal det ikke være“, kvad han, gav hende et lidet Fingerguld og sagde: ”aldrig skal din Herre mindes din Forseelse eller hvad du har misgjort, saa længe du bevarer dette Fingerguld; tværtimod skal han hædre og ære dig“. Derpaa gav han hende sit Sværd og lod hende sværge ved Gud og alle Helgene, at hun ikke skulde lade nogen faa dette Sværd, men gjemme det til sin Sön, indtil han blev en voksen Mand, fuldkommen i Vækst og en kjæk og drabelig Ridder. Da skal hun og hendes Sön fare hjemmefra til Besög i et Kloster, hvor de skulle se et Gravmæle; og der skal det blive dem nöjagtig fortalt, hvorledes Svendens Fader var bleven dræbt og svegen. Da skal hun give sin Sön Sværdet og sige ham, hvorledes det tildrog sig med hans Födsel og hvem der var hans Fader; saa monne de se, hvad han vil tage sig fore.

Da han havde sagt dette til hende, gav han hende en kostbar Kaabe og sagde, at hun maatte skynde sig bort; hun fór da bort med Fingerguldet og Sværdet, som var hende mest til Tröst. Da hun var kommen ud af Borgen og næppe en halv Fjerding bort, hörte hun alle Borgens Klokker ringe og deres Jammerraab og sörgelige Lader, som vare i Slottet; da voksede hendes Sorg, hun faldt fire Gange i Afmagt, og da hun kom til sig selv igjen, stævnede hun til Hulen og skyndte sig igjennem den; dernæst kom hun til sit Fosterland og sin Husbonde, og levede mange Aar med ham; men han omtalte slet ikke, hvad hun havde forbrudt sig. Saa aldeles gik det ham af Minde, som om han aldrig havde vidst det; han hverken gjorde hende Bebrejdelser eller talte haanende Ord til hende. Da hendes Sön var föd, lode de ham omhyggelig fostre; alle ærede og elskede ham, Jonet blev han kaldt. I hele Kongens Rige fandtes ingen saa skjön som han, eller hans Jævning i Vænhed og Kjækhed; han var overordentlig mild og saare tapper. Da han var fuldvoksen, blev han gjort til Ridder. Hörer nu, hvad der tildrog sig i det samme Aar. Paa den hellige Arons Höjtid, som bliver holdt og fejret i Karlunborg og mange andre Borge, var hendes Herre indbuden til Festen med sine Venner, som Landets Sædvane var; han udrustede sig rigeligt hjemmefra og havde med sig sin Sön og sin Ægtefælle. Det bar da saa til, at han drog did; men paa Vejen fore de vild og vidste ikke, hvor de vare komne hen. Men i Færden med dem var en ung Mand som gjorde sig til deres Vejviser og förte dem ad en Vej saa længe, at de kom til et saa fagert Kastel, at der i hele Verden ikke fandtes Magen dertil i Skjönhed; inden Kastellet var der et Kloster, hvor der boede de mest renlivede Mænd. Der toge de ind, som skulde til Höjtiden; i selve Abbedens Herberge bleve de rigeligt betjente og værdeligt hædrede. Om Morgenen gik de i Kirke for at höre Messe först og siden fortsætte sin Rejse; men da kom Abbeden hen til dem og bad meget, at de skulde dvæle der og modtage hans Beværtning. Han förte dem hen for at se de herlige Huse, hvori Munkene boede, det skjönne Soveværelse og den pragtfulde Hal, hvori Munkene spiste, og viste dem hele Gaarden. Siden, da de havde ydet sit Offer, gik de til Bords; da de vare mætte, gik Abbeden med dem til de Huse, som de för ikke havde set, og de kom nu til Kapellet og saa der et stort Gravmæle, som var tildækket med et guldvirket Tæppe arbejdet i kredsformige Figurer og helt over broderet med Guldsmykker. Ved Hovedet og Födderne og rundt om Gravmælet brandt tyve Kjærter; Kjærtestikkerne vare af purt Guld; men Rögelseskarret, hvormed de den samme Dag omhyggelig rögede Gravmælet, var gjort af den Edelsten, som heder Ametist. Da spurgte de dem, som vare barneföde i det Fylke, om Gravmælet, hvem der var begraven med saa megen Pragt. Da disse hörte det, toge de straks til at græde og svarede med Taarer: „denne var den raskeste og bedste Mand, den skjönneste og vaabendjærveste, den værdeligste og vennesæleste, som nogensinde har levet i Verden. Han var Konge over dette Rige; aldrig er der föd nogen belevnere Mand; han blev svegen i Karoenborg og dræbt formedelst sin Elskovsforbindelse med en Frue. Aldrig have vi siden haft nogen Hövding, ti vi have i langsommelig Tid væntet paa hans Sön, som han avlede med den Frue, for hvis Skyld han blev svegen. Saa sagde han os, at denne skulde være hans Arving“.

Da Fruen havde hört denne Tidende, kaldte hun med höj Röst sin Sön til sig og mælte: „min fagre Sön“, sagde hun, „har du hört, hvilken Hændelse der har mödt os her? Det er din Fader, som hviler her, og som denne gamle Karl dræbte ved sin Svig“. Hun bekræftede nu i alle deres Paahör, som der vare tilstede, at denne samme Ridder, som hvilede der, avlede ham og var hans Fader. „Nu giver jeg dig dette Sværd“, sagde hun, „som jeg længe har bevaret“, og hun fortalte ham derpaa sandfærdig alt, hvad hun vidste om hans Fader; dernæst faldt hun i Afmagt ned paa Gravmælet, og talte aldrig siden mere, men opgav der sin Aand. Da hun var död, og Svenden mærkede det, trak han straks Sværdet, som hans Fader havde ejet, hug Hovedet af sin Stiffader og hævnede saaledes sin Fader og sin Moder. Da dette var udfört, blev denne Tidende udbredt og bekjendt over hele Landet, og alle kaarede da Jonet til Hövding og til at raade over sin Fædrenearv.

De, som siden kom til og spurgte denne Tildragelse for længe siden, gjorde deraf en fager Strengleg om den Harm og Mén, de udstode for sin Elskovs Skyld. Her ender denne Saga; Gud være miskundelig mod ham, for hvem denne Bog blev fornorsket.