Jonides og Hildur
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Jonides og Hildur
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Der regjerede engang en Konge og en Dronning, som just paa denne Fortællings Tid havde faaet sig en Datter, der blev kaldt Hildur. Kongen red ofte paa Jagt for sin Fornøielses Skyld, og da han engang jagede i Skoven, saae han en stor Drage komme flyvende med et Barn i Kløerne. Kongen sigtede efter Dragen og var saa heldig at træffe den midt i Hjertet, saa at den faldt død til Jorden, og han fik fat i Barnet, medens det end var ilive. Det var en saare smuk Dreng, omtrent et Aar gammel. Kongen bragte Drengen hjem med sig og gav ham Navnet Jonides; han lod ham opfostre med sin Datter Hildur og viste ham altid stor Kjærlighed. Børnene voxede op sammen, og da de bleve ældre, fattede de Kjærlighed til hinanden. Hildurs Bedstemoder, der var meget troldkyndig, lærte hende megen Troldom, og Hildur var saa lærvillig, at hun alt i Ungdommen viste sig saare erfaren i Sligt. Bedstemoderen lagde Mærke til, at Hildur og Jonides holdt af hinanden, men da hun ikke paa nogen Maade vilde have, at han fik hende, besluttede hun at tage ham af Dage ved Gift. Hun kom derfor en Dag ind til dem med en Ret Mad, hvoraf hun bad dem at spise, men Hildur saae, at Maden var forgiftet og advarede Jonides imod at smage paa den. Da gjorde hun et nyt Forsøg, idet hun vilde myrde dem i Sengen, men Hildur havde forudseet dette og lagt Træklodse i Sengene. Kjællingen huggede til, men Sværdet stod fast i Træklodsen, og Hænderne hang fast ved Sværdet, og saaledes sad hun til den gryende Dag.
Hildur saae nu, at de ikke længere kunde være i Sikkerhed for hendes Bedstemoders Efterstræbelser i hendes Faders Hovedstad, og de forlode derfor Byen og gik ud til en Bæk, som flød der i Nærheden. Der forvandlede hun sig og ham til Foreller, hvorpaa de sprang ned i Bækken. Bedstemoderen fik Nys herom, og kom nu og forsøgte alle sine Kunster for at faae fat i Forellerne, men det lykkedes hende ikke. Natten derefter paatoge de sig atter deres egne Skikkelser, og nu sagde Hildur, at det gik ikke længere paa denne Maade, thi nu sad hendes Bedstemoder ifærd med at lave et Net til at fange dem i, derfor skulde de nu gaae ud i Skoven. Bedstemoderen fik Nys herom, og sendte to Trælle ud i Skoven med den Befaling, at de skulde dræbe alt Levende, som de saae paa deres Vei. Trællene gaae ud i Skoven, men see ingen Dyr, før henad Kvelden, da faae de Øie paa to saa smukke Hunde, at det forekom dem, at de aldrig tidligere havde seet deres Mage. Hundene viste Trællene stor Venlighed, men vare alligevel ikke til at fange. De gik derfor siden hjem og fortalte, hvorledes det var gaaet dem. Kjællingen sagde, at det havde været Hildur og Jonides, og at de havde viist stor Udygtighed, og hun lod derfor Begge dræbe.
Nu saae Hildur, at det heller ikke kunde gaae paa denne Maade; hun tog derfor et grønt Klæde, bød ham at bestige det med sig og svang sig nu i Veiret. De svævede saa fremad en stor Deel af Dagen, indtil hun atter lod Klædet dale ned til Jorden. De satte Fod paa en smuk Slette, ret den yndigste Egn, man vilde see for sine Øine. »Dette er nu din Fødejord«, siger Hildur, »og Du er en Søn af den Konge, som raadede her, men er død for nogle Aar siden. Da Du gik i dit første Aar, vankede din Moder engang med Dig i sin Abildgaard; da kom Dragen til hende og rev Dig ud af hendes Favn; denne Tildragelse voldede din Fader en stor Sorg, thi han havde ikke flere Børn, og dette blev tilsidst en Pind til hans Ligkiste. Nu er Riget uden Styrelse, thi din Moder maa holde Sengen paa Grund af Kummer og Smerte. Nu skal Du gaae til Staden og berette din Moder din Historie; saa vil hun gjenkjende Dig og lægge Rigets Styrelse i din Haand. For det Første vil jeg nu opholde mig her i en lille Hytte, men jeg beder Dig ikke at glemme mig.« Jonides svarede, at Sligt skulde aldrig skee, thi han elskede hende som sin Øiesteen; hun havde dog Frygt for at det kunde gaae saa, sagde hun. Derpaa smurte hun ham med en Salve af en Krukke, som hun havde, og tog grædende Afsked med ham.
Jonides stævner nu til Staden, men da han er paa Halvveien, kommer en Hunhund hen til ham og slikker al Salven af ham, og i samme Øieblik glemmer han Hildur og taber hende for bestandig af sin Tanke. Da han kommer til Staden, beder han om at faae Dronningen i Tale, og det bliver ham tilstaaet. Han fortæller hende hele sin Historie og at han er hendes Søn. Hun kjendes strax ved hans Fortælling og sagde, at hun nu kunde kjende ham paa hans Lighed med hans salig Fader. Saa blev han Konge der i Riget, og nu gik Alt godt, fandt man. Kort efter at han var bleven Konge, kom en fager Pige til Staden. Ingen vidste, hvorfra hun kom, men heller Ingen kunde mindes, at have seet en saa deilig Mø tilforn. Kongen fattede Kjærlighed til hende og holdt Bryllup med hende; men ikke fandt man, at hun var saa god, som hun var smuk. Det skete engang, at een af Kongens Svinehyrdes Trælle forvildede sig ude i Skoven og kom til en lille Hytte, hvor der boede en gammel Stodder og hans Kjælling, og Hildur, som de kaldte deres Datter. Trællen bad om Gjæstevenlighed i Hytten, og den fik han. Men da Folkene skulde tilsengs, sagde den Gamle, at han ikke havde nogen Seng til ham, med mindre han vilde sove hos hans Datter Hildur. Trællen svarede, at det vilde han ikke have Meget imod, thi aldrig havde han seet en fagrere Mø end hun var, sagde han. Han lagde sig nu i Hildurs Seng, men hun sagde, at hun maatte ud, da hun endnu ikke havde faaet gjemt Ilden under Asken. Trællen sagde, at det skulde han udrette for hende, imidlertid bad han hende at gaae iseng. Han gik nu ud for at skjule Ilden, men derude bleve hans Hænder hængende fast ved Ildstenene, og han stod nu der og anstrengte sig for at faae dem løs til om Morgenen, da først slap han løs, og gik strax slukøret sin Vei.
Da Trællen kom hjem, spurgte Svinehyrden, hvor han havde været om Natten, men Trællen sagde ham det, og føiede endvidere til, at han havde sovet hos den Gamles Datter. Derved tændtes ogsaa Svinehyrdens Længsel efter at komme derhen og tilbringe en Nat paa det Sted. Han gjør sig derfor istand til at drage afsted, og kommer nu did om Kvelden og beder om Husly. Den Gamle sagde Ja dertil og bød ham at træde indenfor. Svinehyrden syntes godt om den Gamles Datter og glædede sig allerede i Tanken til Natten. Da man skulde tilsengs, sagde den Gamle, at han ikke fik Lov til at hvile sig nogetsteds, medmindre han da vilde sove hos deres Datter. Svinehyrden meente, at man jo nok kunde faae et værre Leie, og gik tilsengs. Men idet Hildur skal selv gaae tilsengs, siger hun: »Aa, saa har jeg da glemt at lukke Huset«, og vil nu gaae ud; men da siger Svinehyrden: »Nei, der skal ikke blive noget af at Du gaaer ud, nu gaaer jeg og lukker Huset.« Derpaa gaaer han ud og slaaer Slaaen for, men bliver selv hængende fast ved den og kan ikke befrie sig førend om Morgenen; da skynder han sig beskjæmmet bort.
Det traf sig saa nogen Tid derefter, at Kongen var paa Jagt og blev overfalden af en stærk Taage, saa at han forvildede sig fra sine Mænd og blev alene. Længe vankede han forvildet omkring, indtil han tilsidst kommer til den samme Hytte, hvor han banker paa Døren. Den Gamle træder ud og byder ham ind; da kjender han Kongen og beder ham at tage tiltakke med den ringe Leilighed, han har at byde. Han beværter Kongen efter fattig Evne, men da hans Sengetid var kommen, siger han til Kongen, at han ikke har noget Leie at byde ham, hvis han ikke vil sove hos hans Datter. Herimod skulde han ikke indvende Noget, sagde Kongen, thi Pigen faldt ret i hans Smag, og han lagde sig nu i hendes Seng. Men da Hildur skulde op i Sengen, siger hun: »Aa, der har jeg da glemt at tage Kalvene ind.« »Jeg skal løbe ned«, siger Kongen, »og sætte dem ind i Stalden«, og dermed løber han ud. Han giver sig til at forfølge Kalvene, som vare meget uregjerlige. Endelig faaer han dog fat i Halen paa een af dem, men øieblikkelig bliver han hængende fast ved den; og saadan hang han nu ved Halen paa Kalven til om Morgenen, da Hildur kom ud. Hun opslaaer en Skoggerlatter og siger: »Det kan man kalde Kongeligt, at hænge sig fast bag i Kalverumpen!« Kongen bad hende da med stor Ydmyghed om at frie ham ud af denne Vaande, og det gjorde hun. Nu spurgte hun Kongen, om han ikke kjendte hende; hertil svarede han Nei. Hun spurgte ham da igjen, om han huskede Hildur Kongedatter, som havde bragt ham til hans Rige; det huskede han heller ikke, sagde han. Da hentede Hildur Krukken med Salven og smurte ham, og øieblikkelig huskede han Hildur, gjenkjendte hende og tog hende i sin Favn. Hildur fortalte ham saa, at den Dronning, han nu har, er hendes gamle Bedstemoder, som har paataget sig Jomfruskikkelse i den Hensigt at dræbe ham; men indtil denne Dag har hun kunnet forhindre det, siger hun, men nu bad hun ham at gjøre en Ende paa Bedstemoderens Liv, saasnart han kom hjem.
Med stor Kjærlighed toge de derpaa Afsked med hinanden. Kong Jonides drager hjem til sit Rige og lader strax efter sin Hjemkomst sin Dronning gribe, putte i en Sæk og drukne. Derefter sender han et fagert Følge efter Hildur, og feirer med Sang og Bægerklang sit Bryllup med hende. De levede siden i mange Aar, fik Børn og Børnebørn og døde i en høi Alderdom.
