Kâkâq (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Kâkâq

Et af de mennesker, der har gjort dybest indtryk på mig, er den blinde Kâkâq, en mystisk indtørret gammel kone. Hun var, da jeg mødte hende, ca. 75-76 år gammel og var gået i barndom. Men hele hendes adfærd brændte sig ind i mit 15-årige sind så kraftigt, at hverken tid eller et farende livs mange oplevelser har kunnet udslette mindet om hende.

Kun to gange traf jeg Kâkâq, begge gange i 1940. Vinteren 1940 var en af de sjældne i Angmagssalik, hvor man langt ude på havisen kunne køre både mod syd og nord.

En dag i begyndelsen af februar var vi ikke færre end 17 slæder, der startede fra Angmagssalik med norddistriktets bopladser som mål. Der var fest over opbruddet, luften genlød af fartsignaler og piskesmæld.

Efter en ubehagelig kørsel igennem et bredt skrueisbælte kom vi ud på store issletter, kun her og der brudt af indefrosne isfjelde og skrueisbræmmer.

Slæderne spredtes ud over isen, og farten var stor, hundene havde hele tiden fært i næsen fra sælernes åndehuller, der stak op som kupler over isen.

Om eftermiddagen kørte vi op til Kulusuk.

Den næste morgen fortsattes rejsen til Sermiligâq, og slædefølget var vokset til over 20.

Sent på eftermiddagen, hvor februarsolens rosarøde var afløst af den bidende blågrønne skumring, fik vi Sermiligâq-bopladsen i sigte. Hundene, der havde haft en lang trækdag, øgede farten ved, at de sænkede halerne, blev flade hen over ryggene og strakte ud i sejt trav, og slæderne fløj hen over isen som sælsomme skygger. Således husker jeg opkørslen til Kâkâqs boplads, den første gang jeg skulle få hende at se. Efter sigende var hun gammel, tør og skrækindjagende af ydre, en heksekyndig kvinde, der selv som kristnet stod i ledtog med ånderne.

Min far krøb ind igennem husgangen, og jeg fulgte efter. Der foran os på briksen sad Kâkâq bag sin store spæklampe. Spæklampens brede flamme brændte med et klart og roligt lys. Kâkâqs legeme så så skrøbeligt ud, og det var som om hun hentede al sin livskraft fra lampens varme ild. Så tog hun vægepinden, og til trods for at hun var fuldkommen blind, var det med den største sikkerhed hun lod pinden løbe hen over vægemosset, så flammebræmmen blev endnu bredere, og lys og varme gav Kâkâq et strejf af gyldent skær. Man sagde om hende, at hun havde et indre øje.

Vi havde efterhånden været inde i huset nogen tid, men endnu havde Kâkâq ikke sagt noget. Da hun endelig tog til orde, var det med en spag og rusten stemme, at hun sagde: »Hvem er det, der er kommet?«

Der blev svaret, at det var præsten. Det var, som svaret fuldkommen gik hen over hovedet på Kâkâq.

Far gik op til hende og tog hendes hånd; Kâkâqs spinkle krop rettede sig op, og idet hun så op, blev hendes ansigt fuldt belyst af spæklampen og jeg så, hvor smuk hun var. Hendes lyse hud sad stramt og glat om kraniet, ansigtet var smalt og så ikke synderlig »eskimoisk« ud. De utallige topopsætninger havde trættet hårrødderne, så de efterhånden havde sluppet deres tag, og hun var praktisk talt skallet. Dog havde hun på issen en gråsprængt hårkalot, som var samlet i en lille knude, der skulle forestille en top. Siddende med korslagte ben lignede hun mest af alt en skulptur skåret ud i hvalrostand.

Da jeg på fars og egne vegne frembar vore gaver til hende, en pakke skrå, tobak og sæbe, ville hun »se« mig. Hun så urokkelig frem for sig med sine bruskblå øjne, et sløret blik, som dog syntes at se alt. Som hun lænede sig fremover, rakte hun hænderne frem og lukkede øjnene. Jeg knælede foran hende på en værktøjskasse og bøjede mig ind over briksekanten.

Kâkâqs fingerspidser – kun ben og skind – gled jævnt og roligt fra håret ned over mit ansigt, hals og skuldre. Hver fordybning i trækkene blev fulgt, og hun sugede mit udseende til sig med stor koncentration.

Derefter takkede hun for gaverne med disse ord: »Gid I må blive gamle som jeg — og lige så tørre«.

Vi satte os ved et dampende fad kød og lunsede i os.

Inde fra briksen bad Kâkâq om et fad vand, og »tîmîmêq«, en vaskeklud (oprindelig et tejsteskind, hvor dækfjerene er plukket bort). Og nu fulgte en ceremoni, som man ikke kunne holde øjnene fra.

Kâkâq smøgede ærmerne op på sin anorak og vaskede med stor omhu hænder og arme op til albuerne, ligesom ansigtet også fik en grundig gang vask.

Da vaskevand og sæbe var lagt af vejen, lindede hun op i kanten af brikseskindet og tog et smalt, tyndt brædt frem. Brædtet var svagt udhulet på den ene side og målte omtrent en hånds længde, ligesom bredden var som en hånds (ca. 18 X 8 cm). Kâkâq lagde brædtet foran sig med den svagt udhulede side opad.

Under stadig pustning pakkede hun skråen ud, målte en stump af så lang som de to yderste led på pegefingeren og skar det over med krumkniven.

Skråen blev puttet i munden og taget ud igen, lag for lag blev omhyggeligt bredt ud på brædtet. Kâkâq slikkede fingerspidserne og pustede på dem, før hun tog rygetobak op af pakken, rullede det ind i de udbredte skråtobakblade til en tyk sort cigar, som gentagne gange gled ud og ind af munden på hende. Fra en pose i siden på briksen tog hun en pibe, hvoraf der stort set kun var hovedet tilbage, og stak cigaren i den. Med usvigelig sikkerhed tog hun på spidsen af lampepindens jernblad en lille tot brændende lampevægemos fra lampen og tændte sin pibe. Hele Kâkâqs handling bar præg af mystik og stor koncentration, og som man rettelig skulle vente, gik den umådelig kraftige skrå- og tobaktøndes liflige indhold hende snart til hovedet.

Med korte mellemrum tog hun piben ud af munden og stak cigaren ind i munden for at væde den – og så dampede hun videre, nynnende en vise. Hun havde vel røget en halv time, da hun spyttede cigaren ud, da var det meste af rygetobakken brændt op, men hylstret var helt glinsende vådt, og det stak hun i munden, så den ene kind blev en bule. Derefter sang hun sære uforståelige viser, og mange var de trylleord, der lød fra hendes visdoms dybe grund, men ikke et ord var forståeligt, end ikke for hendes husfæller. Det blev sen aften, og vi gik til ro, lamperne blev dæmpede, og Kâkâqs rus steg hende yderligere til hovedet, og hun gned håndfladerne mod hinanden, som åndemanerne gør, når de er åndebesatte, og hun pustede ind imellem håndfladerne og gned videre. Det sidste, jeg husker fra hin aften, var at Kâkâq efter en voldsom gnidning udstødte en svag gøen, og hendes hoved faldt fremover mellem de korslagte ben, og hun sov ind.

Tidligt næste morgen sad hun med venstre albue støttet mod knæet og hånden mod kinden og vogtede sin lampes livgivende flamme.

I august samme år fik jeg af nogle tilrejsende Sermilikfolk at vide, at Kâkâq lå i et telt ved Ikâsakitseq ved bopladsen Íkáteq i mundingen af Sermilikfjorden.

Samme dag var vi et lille følge på vej over fjeldet mod Íkáteq. Íkáteq ligger på en ø. Vi var derfor glade, da vi i en bugt fik øje på bærplukkere, som tog os med, da de skulle hjem.

Ved Íkáteq var mange folk samlede, og mange skindtelte stod spredt over terrænet. Jeg gik fra telt til telt.

Hen på aftenen samledes folk på en slette til sang og dans. Mens trommen gik, og folk havde sunget sig varme, listede jeg min vej.

Ude på et lille næs lå Kâkâqs lille lærredstelt og lyste op i det skumringsmørke land, lampen brændte.

Jeg gik ned mod teltet, og jeg kunne høre mærkelige lyde, efterhånden stod jeg uden for teltdøren og lyttede. Med et råbte Kâkâq: »Hvem er det?« Da jeg havde givet mig til kende, bad hun mig træde ind. Kâkâq sad fuldkommen alene. Foran hende på en stenplatform stod lampen uden træfod. Jeg knælede foran hende og lod hende »se« mig. Jeg fortalte, at vi havde truffet hinanden før, men det lod ikke til, at hun kunne huske det.

Jeg satte mig ved siden af hende, og ligesom sidst fik hun skrå, tobak og sæbe. Kâkâq bad mig bringe hende vand, og da det var gjort, blev jeg for anden gang vidne til vaske- og rygeceremonien. Snart var rusen over hende, og jeg var glemt. Hun gød trylleord af sig, pustede og hvæsede og gned håndfladerne mod hinanden. Ind imellem råbte hun på ånderne: »Já, já, já, já, jâ« — og da var det, det skete: et vældigt sus af fløjtende vinger for hen over teltet, og gamle Kâkâq nærmest rallede: »Já, já, já, jâ.« Det for mig koldt ned ad ryggen, og blodet hamrede i tindingerne, mine nerver stod for bristning. Lidt efter lød et skingrende ravneskrig, det var et par forsinkede ravne, der var fløjet hen over teltet på vej til deres overnatningsklippe på den anden side sundet.

Med ét var det, som Kâkâq blev klar, og hun talte normalt med en skurrende stemme. Vi snakkede lidt sammen, og da hun havde fået at vide, at jeg agtede mig hjem ved daggry, sagde hun: »Vi gamle har en sær viden, og jeg skal berede dig en god hjemrejse«. Derpå fremsagde hun en trylleformular.

Da hun var færdig, takkede hun for gaverne, derpå faldt hendes hoved forover mellem knæene på hende – og hun sov ind.

Jeg listede ud af teltet, og det sidste, jeg så af Kâkâq, var en lille bylt af en indtørret kvinde, der sov med den ene kind på knæet. Foran hende brændte den store spæklampe og oplyste teltet til et lysende tempel i den mørke augustnat.

Der skulle gå 21 år, før jeg igen kom til Angmagssalik og her traf jeg Kâkâqs børn, sønnen Pîsue, døbt Apollo, og døtrene Napâtûn, døbt Helga, og Elisabeth, og af dem fik jeg et træk af Kâkâqs skæbne.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 281-285, København, 1963.

Næste kapitel ►