Kâkâq taler med en dødning (Rosing)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Kâkâq taler med en dødning
Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing
Senere var mor ved Iliverdiaq sammen med sin kusine Isângaleq. Der gav de sig til at undersøge en gammel grav, og de sagde til hinanden: »Gad vide, hvem der har lagt de store sten op om graven?« Dækstenene var umådelig store.
Isângaleq sagde til mor: »Nu tager jeg og maner dødningen op ved at stryge«. Min mor sagde til Isângaleq: »Når du ved strygning får vakt dødningen til live, og den svarer, vil du som sædvanlig stikke af. Du husker vel dengang, du strøg Puilaleq op ved Ilerdak, og så snart dødningen våndede sig, stak du af. »Lad mig hellere stryge dødningen til live«, foreslog min mor.
Min mor gav sig til at stryge en bane på en af dækstenene. Hun strøg og strøg. Pludselig hørte man fra gravens indre en summen som af en spyflue. Lyden blev gradvis stærkere, og til sidst lød det som et sammenhængende »Ihê«.
Og dødningen fik ånde. Efter at have samlet pust, spurgte den inde fra graven: »Hvad vil I nu mig?« Mor svarede: »Vi er så forundrede over dine kæmpestore dæksten, hvem har lagt dem over dig?« Dødningen udstødte et langt Îh-he-hê, »mine store dæksten, de store sten over mig, er lagt af min søsters barn og af mit eget barn«.
Igen udstødte dødningen lange klagelyde og sagde: »Åh, jeg lider forfærdeligt, min søsters bjørn tog jeg fra hende, og det viste sig, at jeg derved blot banede vej for min skæbne. Sig derfor til efterslægten, at de skal lade andres ting (rettigheder) være i fred. Åh, man lider blot forfærdeligt derved«.
»Hvad hedder du?«
»Jeg hedder Aníngujôq«.
Og således fik mor og Isângaleq gravens hemmelighed at vide.
Kilde
Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 291-292, København, 1963.
Næste kapitel ►