Københavnerophold III (Árni Magnússons Levned)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Árni Magnússon (1663-1730)
Árni Magnússons Levned

af Finnur Jónsson


VI
Det tredje afsnit af Árnis Københavnerophold
1697—1702.


Efter al sandsynlighed vendte Árni, som för omtalt, fra sin Tysklandsrejse tilbage til København i slutningen af december 1696. Han er uden tvivl blevet modtaget med åbne arme af Moth, der straks tilbød ham at bo hos sig, hvad Árni, der intet ejede og ingen indtægter havde, sikkert med glæde modtog. Til gengæld har han så naturligvis måttet udføre det arbejde, som Moth ønskede, men det kan nu ikke nærmere bestemmes, hvori dette bestod. Kun kan det siges, at Árni skrev breve og cirkulærer for ham, se Nye Danske Magazin V, 252. 255, og dette også efter 1699. Om et arbejde, som Moth sikkert stod bagved, skal nedenfor tales.


At Árni har set noget mørkt på sin fremtid — han var nu 33 år gammel —, vilde ikke være mærkeligt. Det er rimeligvis rigtigt, hvad JÓl. meddeler i sin danske biografi herom: »I den tid (ɔ: vinteren 1697) faldt der ind mange diskurser (som man kan tænke) og iblandt andet spurgte (han) [ɔ: Moth] Arnas tidt, hvad han agtede for sig? Arnas svarede altid, han så her ingen avantage for sig, han måtte vel til Island, havde og virkelig i tanke at tage hjem til Island om foråret. Geheimeråden rådede ham altid derfra, og sagde han skulde hellere søge at employere sig her i Danmark. Den anden svarede: ja, det vilde han gærne, hvis han så der til nogen apparence«. I den isl. affattelse findes omtrent det samme, men her tilföjes, at Árni skulde have sagt, at der vel ikke lå andet for end søge om et præstekald eller et andet embede, der blev ledigt. Så fortsætter JÓl.: »Engang faldt så ind en aftens tid, at geheimeråden skikker bud op til Arnas på hans kammer, at han vilde komme neder og spise aftensmad. Når budet kom, ligger han på sin sæng og læser i en bog, kanske og var upasselig, og svarer at han har ikke lyst til mad dengang. Da geheimeråden fik det svar, går han ud, og var noget ude; men når han kommer ind, skikker han et brev på en tallerken op til Arnas, der han lå på sin sæng, og lod sige ham: kanske smager dette bedre end smör og bröd. Når Arnas tager brevet op, ser han (om jeg ret mindes! at Hs. kgl. Maj. Christ. 5. allernådigst gör ham der til sin archivsecretaire. Da rejste han sig (som man kan tænke), gik neder og takkede«. Det sidste lyder lidt anderledes i den isl. fremstilling. Efter denne skulde Moth have begivet sig til Cancelliet — der var måneskin og sne om aftenen — og vender tilbage med det nævnte brev. Udnævnelsen fandt allerede sted d. 20. febr.[1] En anden mand, hvem Árni havde sat sin lid til, og hvis navn atter og atter findes i brevvekslingen mellem Árni og Þormóður, er etatsråd Reinholt Meier (d. 1701). I br. 27/4 95 takker Árni Þormóður for at have recommenderet sig hos Meier, som Þormóður var en ven af, men ønsker dog, at »en anden« (ɔ: Moth) ikke får noget at vide derom. I sit br. af 27/2 97 skriver Árni til Þormóður »som hans oprigtige ven«, at han er udnævnt, men ingen Iøn er ham bestemt, ti Moth befatter sig ikke med det finansielle, men etatsråd Meier har lovet ham at være hans patron, så at han af kongen fik noget til sin subsistence. Han siger, at han i samtaler med Meier har omtalt Þormóður, og ønsker, at denne i breve til Meier vil lade denne vide, at »jeg har ladet ham (ɔ: Þormóður) vide hans gunst mod mig, så at han i det mindste skal vide, at jeg forstår og vurderer hans favör; manus manum lavat«. Det er en forståelig og uskyldig svikmølle, Árni her vil få i stand. Iøvrigt vides der så godt som intet om nogen løn for Árni, undt. for så vidt som det er oplyst,[2] at der på reglementet for 1699 findes opført 300 rdl. til ham. Noget kan han således have fået tidligere. 1700 blev Fr. Rostgaard arkivar. Árni kom således til at stå under sin (yngre) ven, med hvem han havde tidligere ført en lærd og venskabelig brevveksling. Sin stilling og titel beholdt Árni til sin død, uagtet han fra 1725 blev den egenlige styrer af arkivet.


Christian 5. (1646-1699)
Árnis indtægter har til at begynde med ialfald været meget små eller ingen. For ham som bogsamler måtte dette være en slem omstændighed. JÓl. giver en betegnende meddelelse herom. Om foråret — efter JÓl. 1697 — skulde han have købt »en slump bøger« for 100 rigsdaler, han lånte disse eller det meste deraf af en borger i staden. »Dette var, siger JÓl. (noget dunkelt), hans første begyndelse med hans istandsættelse[3] i København, og antikviteters indrettelse, eftersom han selv har fortalt mig«. Her foreligger der vist en af de mange unöjagtigheder og sammenblandinger hos JÓl. Dette må vist, efter de anførte ord af JÓl., sigte til en begivenhed inden 1690 (til det Bartholinske tidsrum), ti da havde Árni allerede anlagt og begyndt sin bogsamling. Det må være galt, når JÓl. henfører dette til 1697. At Árni nu stadig samlede bøger og håndskrifter fremgår tilstrækkelig af breve og seddelnotitser.


Men Árnis indtægter var, som sagt, rent ubetydelige, og det var kun naturligt, at han måtte tænke på en forbedring af sin stilling. Dette har ingenlunde været let, og Moth har vel ikke ment at kunne virke for sagen. Þormóður har søgt at påvirke Meier, ti 9/10 97 takker Árni for hans anbefaling. I br. 22/1 98 til Þormóður kan han ikke skrive nærmere om sin løn, »reglementet er heller ikke færdigt« I samme brev antydes ret dunkelt et giftermål, men han siger, at derom har han de samme tanker som tidligere: »jeg tror det vil blive lidet fordelagtigt«. I br. 14/1 1702 kommer Árni igen ind på denne sag, giftermålsplaner; han udtaler her sin uvilje mod at giftes og få afkom. »Ikke, siger han, er jeg så hurtig til at tænke på giftermål. Ved ikke, om jeg da blev lykkeligere end jeg er nu; bryder mig heller ikke om at påtage mig curam posteritatis«. Det var på en anden måde at han påtog sig en sådan. 19/3 1698 findes omtrent det samme om lönnen; Meier svarer aldrig noget sikkert, på hvis skönne løfter (jfr. også br. 6/8[4]) Árni dog har stolet. Jfr. også br. 4/6. Særlig omtaler han sig og sine kår i br. 10/7. Atter omtaler han Meiers løfter, og er åbenbart nu lidt gnaven, »skal det også være så, at jeg ikke skal slide mange par sko derhen«. Han antyder, at han er fattig og derfor overset og citerer: »aurea nunc vere sunt secula, maximus auro venit honos, auro conciliantur amores«. Han siger, at han ikke længe kan udholde dette, hvor sparsommeligt han end lever. At gå til Svenskerne[5] uden nogen sikkerhed vil han ikke; det samme gælder England. Alt hvad han ejede, har han brugt på sin tyske rejse. I sit br. af 11/5 99 til vennen Björn Þorleifsson klager han over mangel på indtægter, det er vanskeligt af kongen at få sin lön »så jeg næppe ved, hvorlænge jeg kan være derved.[6] Jeg kan komme andet steds bedre til rette, både hos de Svenske og i England, men har så meget imod at tage herfra på grund af gode venner i Island, som ikke vilde tjæne noget derved« Her synes det at fremgå, at han ikke nu egenlig har noget imod at tage til Sverrig. Et brev, som han uden anledning fra J. Peringskiölds side skrev til denne 25/2 99[7] — altså lidt för end brevet til Björn —, må vistnok opfattes som en tilnærmelse, ja ser næsten ud som det var meningen dermed at få et gunstigt tilbud fra de Svenske. Direkte står dette ikke deri. Men Árni tilbyder — i det han henviser til sin store samling af membraner, »som jeg næppe tror at nogen in Europa haver«, — sin bistand ved udgivelse af oldislandske tekster (»og gierne contribuerede til sådanne sagers rigtighed alt det mig var muligt«), eftersom de tidligere trykte er ikke helt correcte og har adskillige »nævos«. En sådan bistand var han dog virkelig kun i stand til at yde, når han var bosat i Stockholm. Noget svar fra Peringskiöld kendes ikke. I lignende retning fører også hans ret mærkelige sammenligning mellem de Danske og de Svenske fra samme tid i br. til Þormóður 11/3 99: »At Snorre Sturluson [ɔ: den svenske udg.] er så dyr og Orcades så billige, kommer deraf, at hos de Svenske elskes og æres literæ, og så køber alle det, som der bliver trykt, ti alle holder der af sig selv [sigter til at de trykte sagaer angik svenske forhold]. Her derimod bryder ingen sig om noget som helst og allermindst om sig selv«. Dette er en stræng dom, måske dog noget for stræng. Endnu ikke ved kongeskiftet har han tjænt noget (br. 9/9), og han har det tilfælles med paven at være »servus servorum domini«, har meget at bestille for andre, men småt med indtægter deraf (br. 26/9). Han er i disse tider i det hele meget mismodig. I br. 18/11 ytrer han således ret kraftigt: » Jeg er intet nær end tilforn, undt. hvad løfter angår, og dermed må jeg endnu et par måneder contentere mig. Jeg må således patientere og forsmærte min ulykke og dumhed, at jeg har tænkt på nogensinde i dette land at tjæne mit brød«. Lignende findes i br. 9/12. Ved kongeskiftet mistede Moth, som bekendt, sin magt, hvilket naturligvis heller ikke var heldigt for Árni. Alligevel begyndte det nu at lysne for ham, uagtet det så ud til krig med Svenskerne. Dette sidste må også have gjort en ende på enhver tanke om en stilling hos dem. Hvad der synes at have stået Árni i vejen, er hans mangel på egen produktivitet. I br. 2/10 1700 siger han, at han, siden han tog sig af Series, ikke har kunnet göre noget for sig selv, uagtet hans venner har rådet ham til at lade noget trykke for at recommendere sig.


I br. 13/1 1700 meddeler han Þormóður regeringsskiftet og udtaler, at man må være forberedt på lönningernes forringelse — »ved ikke hvad der bliver af mig, tror dog, jeg bliver her dette år«. 3/4 kan han skrive til Þormóður, at han »efter langsommelige opvartninger har udvirket sin bestallings confirmation«, hvad der har kostet ham 50 rdl. »Men at få noget for det som jeg har tjænt kongen er lige nær ved det, det har været, så at min vantro træffer endnu langt bedre ind end Monfréres faste håb på mine vegne. Så gætningssikker er jeg med hensyn til det onde«. Denne bestilling er arkivsekretærstillingen. Konfirmationen er af 9/3 1700,[8] og i denne hedder det, at han skulde have lön fra nytår. I reglementet for civiletaten er Árni opført som sekretær med lön af 500 rdl.[9] Endnu omtaler han sin correspondance med de Svenske, der i nogen tid er gået istå på grund af pengemangel og ufreden. Først 19/11 1701 kan Árni skrive til Þormóður, at han i næstafvigte måned (oktober) har fået konfirmation på »professionen«, d. v. s. professoratet. Om denne havde han indgivet en ansøgning 3/6[10] og andraget om at blive udnævnt til »professor philosophiae (det var det, han för var) et antiqvitatum danicarum« (dette var det nye). Hans ansøgning blev bevilget og bestallingen 22/10[11] blev læst i Konsistorium 29/10 og rektor refererede, »at han havde talt med groscanceller om Arne Magnussens senio, om det skulde regnes efter den sal. konges brev eller efter denne konges, hvortil han svarede, at han straks skulde tiltræde den sted, som var vakant«. »Jeg er glad over, at det gik så, skriver Árni, uagtet der er liden Ion derved, og slet ingen det første år«.[12] 16/12 gratulerer Þormóður ham til resultatet. Han siger i den anledning: »Glad blev jeg ved det, at Monfrére har fået en virkelig profess, og mest ved, at han har den ære, ikke blot sine exemplo blandt vore landsmænd at være bleven professor, men også har bragt det så vidt, at antiquitatum danicarum profess er ved ham indstiftet og begyndt med ham osv.« Fra nu af er Árni vel også for bestandig holdt op med at tænke på nogen forandring med hensyn til opholdssted og stilling. Þormóður slår på, at nu bör Árni hellere dyrke hörgar (ɔ: hjemmet) end, som hidtil, »tehuse« og gifte sig ind i collegarum familiam. Þormóður havde netop været i København den afvigte sommer, og han har da vel set, at Árni kom på »tehuse«, hvad der giver lidt indblik i hans private liv. Men Árni var åbenbart stadig ikke tilsinds at gifte sig.


Lidet anede Árni, at han snart skulde få et hværv, der helt fjærnede ham fra universitetsgærningen.


I sine forskellige breve omtaler Árni ofte — hvad vi har set et par prøver på — sine mange, men lidet lönnede, beskæftigelser. Disse skal nu betragtes lidt nærmere.


Det var da for det første forskellige ting, han skulde udrette for sine islandske venner, som de bebyrdede ham med, og som der nu ikke kan göres nærmere rede for og som næppe hellere er af nogen videre interesse. Især virkede han dog på forskellig vis for sin ven, biskop Björn Þorleifsson, hvem han omfattede med et broderligt og oprigtigt venskab. Árni giver ham råd angående embedssager, ja sender ham uskrevne ark papir, hvorpå han selv skal skrive sit navn, medens Árni tilbyder at forfatte skrivelsen og lade den renskrive, i henhold til biskoppens private fremstilling af pågældende sag(er), idet han forudsætter, at vennen ikke er så øvet i at skrive denslags breve. Det kunde Árni ganske anderledes, også efter det nöje kendskab, han havde til de fleste og vigtigste personer, der havde med statsstyrelsen og offenlige sager at göre; det ser man tydeligt af brevene. Árni skyede ingen umage for redelig og så eftertrykkelig som muligt at tage sig af de sager, han anmodedes om at besörge. Alt dette har taget ikke så lidt af hans tid. I 1697 virkede Árni meget for Jón Vidalins valg til biskop til Skalholt, ligesom han senere også kraftig skal have anbefalet valget af Jón Arnason til biskop. Hovedsagelig bestod dog hans daglige virksomhed af meget andet.


I br. 26/2 98 skriver Árni til Þormóður, at der »i dag« er faldet dom i den bekendte besættelsessag i Jylland (ɔ: Tisted), hvori mag. Oluf Björn var »pot og pande«; denne dömtes til fængsel på livstid og kvinderne (stelpurnar), »som lod som om de var besatte«, alle til spindehuset. Desuden blev den ene medvirkende student relegeret på livstid, den anden på ét år fra Universitetet. Blandt højesteretsdommerne var Moth selv. Det er uden tvivl ham, der har fået Árni til at besörge til trykning en dokumenteret fremstilling af hele sagen. Den udkom i en lille oktav på 80 sider 1699.[13] At det er Árni, der har besörget udgivelsen — der står intet udgivernavn på bogen —, fremgår af br. 11/3 99 til Þormóður[14]: »jeg har, siger han, i nogle uger været fordybet op over ørerne i en dansk pjece om den opdigtede obsessionem diabolicam, der fandt sted for to år siden i Jylland; den er nu for det meste trykt, og jeg har efter gehr. Moths befaling gennemset korrekturen og forså vidt haft nok at bestille«. Men hele bogen er vist Árnis eget værk. Ialfald er det hans rationelle betragtningsmåde, der går gennem det hele. Det er som om man hørte Árnis ord og fornam hans lærdom, når der (s. 70) tales om forskelligartet hedenskab (ɔ: gammel overtro) og lævninger deraf, som f. eks. det »at tage held og lykke fra en og give en anden«. Dette er åbenbart en reminiscens fra Snorres udtryk om Odin (Hkr. I, 19,6-7), som næppe nogen anden end Árni kunde have. Det er ligeledes hans ord og tankegang, der kommer tilsyne i slutningen: »Så ses heraf, hvad uordener og skade det ofte kand forårsage, at man slige uvisse eventyr (ɔ: beretningen om Køge huskors) til trykken og gemeene mands kundskab befordres«. Dette er Árnis røst.[15]


Titelsiden af Torfæus' Series dynastarum et regum Daniæ, som udkom i 1702.
Nogen lang tid har dette lille skrift næppe taget. Derimod var der et andet litterært arbejde, som lagde stærkt beslag på Árnis tid og arbejde. Det var Þormóðs gamle skrift Series dynastarum et regum Daniæ, sædvanlig blot kaldet Series. Den danske kongerække hos Saxo viste sig at være forskellig fra den i islandske historisk-sagnhistoriske skrifter. Frederik d. tredje havde opfordret Þormóður til at forfatte en fremstilling af det i islandske kilder givne. Dette gjorde han kort efter sin tilbagekomst fra Island 1664. Skriftet blev dog foreløbig ikke trykt, men blev gennem afskrifter kendt af mange og vakte ikke ringe opsigt. Senere opdagede Þormóður, at der var flere kilder, end de, han havde benyttet; derfor gjorde han sit skrift stadig mere fuldstændigt og forbedrede det efterhånden som tiden gik. Nu blev det dobbelt så stort, og, naturligt nok, tilegnet kong Frederik d. 4., ligesom det første var tilegnet Frederik d. 3. Skriftet udkom imidlertid først 1702. Der var mange praktiske vanskeligheder at overvinde, foruden at der var meget at rette og fastslå i det videnskabelige indhold. Men her er det, i bægge disse ting, at Þormóður får og nyder Árnis medvirkning efter en meget udstrakt målestok. I en række af år er Series genstand for overvejelser og behandling i brevvekslingen mellem de to venner. Gennem denne får man et levende indtryk af, hvor meget der i virkeligheden skyldes Árni, hans kundskaber, skarpsind og akribi, ti i udgaven selv siges der ikke et ord om Árni (hvad han selv var skyld i), undt. for så vidt som han flere gange nævnes som ejer af håndskrifter, der er benyttede i skriftet.[16]


I korthed kan følgende meddeles om værket.

Det må være Series, som Árni hentyder til i br. 12/6 90, hvor han spøgefuldt siger: »Hans opus de dynastis Danorum kan han, hvis han vil, testamentere til mig; det vil ikke blive trykt i dette århundrede. Dette for morskabs skyld«. Hvad der har givet anledning til denne ytring vides ikke. Men ordene lyder som et varsel. Árni fik virkelig meget med værket at göre og det udkom heller ikke i århundredet. Þormóður svarer 17/7: »Om min Seriem historiæ at testamentere Dem, vil jeg hverken love eller afsværge; dør jeg för, er det ikke noget ilde tilbud«. 8/10 1692 siger Þormóður, at han, i henhold til Árnis ord (disse kendes ikke), vil give sig i lag med udarbejdelsen af Series, der måtte udvides; den vilde, siger han, ikke blive mindre end hans Orcades. Men nu hører man i en række af år intet om Series förend efter at Árni er hjemkommen fra Tyskland. 28/9 97 skriver Þormóður om betingelserne for trykningen deraf, og nu, især fra 1698 af, begynder en udførlig brevveksling mellem Þormóður og Árni, der, ifg. dennes udtrykkelige udtalelser, har lovet at besörge udgivelsen af bogen. Man kan følge denne temlig nöjagtig hele tiden. Árni holdt hvad han havde lovet; ufortrøden arbejdede han, som han selv lejlighedsvis siger, daglig og uafladelig på værket, undtagen når andre uafviselige krav, hans øvrige arbejde, brevskrivning og desl., forhindrede ham deri. Árni forhandlede for det første med forlæggeren og fik efter den tids forhold et i det hele fordelagtigt tilbud. Efter at trykningen var begyndt, gik det dog ret langsomt, af forskellige grunde; Þormóður havde stadig et og andet at ændre eller tilföje, tildels i henhold til Árnis kritiske bemærkninger; hele sider måtte sættes og trykkes om. Stundom manglede der papir. Alt dette bevirkede, at bogen først kunde udkomme i begyndelsen af året 1702, og så manglede der endda register.[17] Árnis arbejde var ikke ringe, men at eftervise dette i enkeltheder er ikke let, da Þormóðs manuskript ikke nu findes.[18] Árni siger — i anledning af Þormóðs klage over at det går langsomt — at han så at sige må »undersøge hvert ord« (br. 2/10 1700). Árni sender ham sine kritiske bemærkninger, som Þormóður enten bifalder eller søger at modbevise. Noget egenmægtig har Árni vel behandlet teksten, ti Þormóður beskylder ham etsteds for at have udeladt noget, hvad Árni imidlertid benægtede. Ret diktatorisk lyder det, når Árni i br. 14/1 1702 siger: -Dissertatio de Starcadis kommer ej i Seriem; den kan Monfrere indføre i Historiam Norvegicam apposito loco«. På den anden side omtaler Þormóður oftere, hvad han ønsker at Árni skal indsætte det ene eller det andet sted, og beder ham fjærne ujævnheder, antilogias og desl. Der er ingen tvivl om, at Series har undergået omfattende ændringer til det bedre og mere nöjagtige ved Árnis medarbejderskab, som Þormóður med tak anerkender, selv om han etsteds lidt gnavent lader som han ikke er tilfreds med skriftets endelige form.[19] I én særlig henseende havde Árni en afgörende indflydelse på værkets endelige udstrækning. Det havde været Þormóðs agt, at Series også skulde indeholde Rolf krakes samt Harald blåtands og Sven tveskægs historie. Árni hævdede herimod (se især br. 23/5 1701), at denne ikke havde noget med formålet med Series at göre, eftersom dette var og skulde være at give en fremstilling af kongerækken ned, og kun ned til den historiske tid, til den tid, da der ikke mere herskede nogen usikkerhed eller uenighed mellem den islandske overlevering og den hos Saxo. Dette Árnis syn sejrede; Þormóður gav — skönt vistnok nødig — efter, og udgav senere (1707) sit Trifolium, indeholdende kongerne Gorms, Haralds og Sven tveskægs historie. Heller ikke her nævnes Árnis navn i fortalen. Også Rolf krakes historie udgaves senere (1715) særskilt. At Trifolium udkom særskilt, var der intet beklageligt i, men registret til Series burde have fulgt med udgaven, hvad så end grunden var til, at det ikke skete. Þormóður forudsætter i br. 11/2 02, at Árni gör (eller har gjort) etslags register. 24/8 1703 har Þormóður sendt »register over Seriem«, men da var jo bogen udkommen; det må være det register, som Suhm lod trykke. Det er snarest bogtrykkeren (forlæggeren), der har voldt vanskeligheder. Þormóður havde bedt Árni om at skrive en dedicatio til kongen tillige med et proloquium på hans vegne (br. 2/10 99), og siger, at han vil nævne Árni og hans virksomme hjælp (30/11 1700) og »rekommendere hans qvalitæter i antiquitatibus«. Herpå svarer Árni (31/12 1700), at dedicationen må Þormóður selv skrive; han duer ikke til at affatte den slags; en præfatio kan han derimod nok skrive, men udbeder sig et udkast dertil fra Þormóður. 11/2 1702 beder denne om, at der i præfatio indføres, at han »altid har konsuleret Monfrere og forandret meget efter hans råd og benyttet hans opera så at bogen uden lyder kunde trykkes« m. m. Men af alt dette kom der intet til at stå. Når det i Torfæana (XXV) hedder, at Þormóðs gamle fortale til det oprindelige værk er blot taget og ændret og som sådan benyttet med nogle ændringer, er dette ikke rigligt. Árni har selv helt igennem skrevet fortalen, og herved forklares, at der intet stod af det, som Þormóður havde ønsket at der skulde indføres om Árni selv; denne har ikke kunnet bekvemme sig til at formulere eller redigere noget sådant[20] Selv om det nu sikkert er meget overdrevent at sige, at bogen i det væsenlige er Árnis værk, kan man trygt sige, at han har haft en væsenlig indflydelse på hvad der blev optaget, eller, rettere sagt, ikke blev optaget i den, og derved bidraget meget til at bogen holder sig til æmnet uden at være tynget af uvedkommende stofmængde, samt at Árni har givet en mængde rettelser i det enkelte, nöjagtigere præciseret udtryk og, efter ham tilgængelige håndskrifter, tilföjet enkelte stykker (dette dog vist med Þormóðs billigelse og delvis på hans opfordring). Series bliver således et af Árnis vigtigste arbejder i virkeligheden, og Þormóður havde al grund til at være ham taknemmelig.


Også om forskelligt, især angående tidsregning, havde Þormóður brevvekslet med Árni, i anledning af hans arbejde med den norske historie,[21] selv om denne i dette tidsrum i og for sig spiller en ringe rolle, da alt i brevvekslingen drejer sig om Series og delvis den dermed i forbindelse stående Hrólfs saga kraka.


Om andre af Árnis påtænkte arbejder vil der senere blive handlet i en samlet fremstilling.


Til alt det foran anførte skal endnu föjes, at Árni (ifg. Werlauff) siden 1691 synes at have haft noget arbejde ved Universitetsbiblioteket, hvad der i og for sig er höjst rimeligt; han ses ialfald at have et godt kendskab dertil og at have afskrevet forskellige skrifter dér. Det var ikke mærkeligt, at det blev ham 1698 overdraget sammen med Chr. Reitzer og H. M. Mule at forfatte en katalog over bibliotekets håndskrifter; Árni skulde naturligvis særlig beskæftige sig med de islandske. Hans nærmere tilknytning til biblioteket fulgte imidlertid langt senere.


I disse år havde Árni en udstrakt brevveksling med mange islandske og ikke-islandske venner og bekendte. Disse sidste var sådanne, der hos Árni søgte forskellige oplysninger både om sproglige og litterære æmner. Allevegne havde han det ord på sig, at han var den kyndigste af alle i samtiden. Og det var ikke små krav, der stilledes. Således havde pastor des Vignoles (br. 13/1 96 fra Leipzig; det tages med her, selv om det er fra en lidt tidligere tid) bedt ham om oplysninger om bibliotekarerne, men også at samle kataloger, der var at få, undersøge håndskrifter af en halv snes navngivne forfattere, og endnu meget mere. Prof. T. B. Bircherod taler om forskellige tjænester, Árni har vist ham, og om håndskrifter, f. eks. om Ælnoth (breve 1697—1701). Sognepræst P. Winsløw (breve 1699) takker Árni for oplysninger og den støtte, han har ydet hans sön i København. Assessor B. Winther, der kalder Árni sin »ubekante gode ven«, beder ham (br. 12/9 98) om at låne sig forskellige bøger (Árni har foræret ham Chron. Sial.), isl. sagaer på dansk m. m. Særlig kan det fremhæves, at den for sin Thesaurus bekendte englænder Hickesius i året 1699 meget stærkt ønskede (brev for 25/8), at Árni skulde blive en medarbejder ved hans store værk; det var svenskeren Salan — hvem Árni bedömte meget strængt som videnskabsmand —, der havde givet Hickesius anvisning på Árni, med hvem han også har forhandlet efter at være vendt tilbage. Det Hickesius ønskede, var en fuldstændiggörelse af hans fortegnelse over »nordiske« håndskrifter og trykte bøger, ved »nordiske« forstås islandske, norske og »cimbriske«. »Du er den eneste i Danmark, som kan give mig deres titler, du som har gennemsøgt alle biblioteker, hvor de findes, og undersøgt dem (bøgerne) og hos hvem jeg alene kan få besked om alt hvad Danmark, hvad Island formår.« Naturligvis er dette tildels fraser, men vidner dog om det ry, der gik af Árni. Også en runetekst som sprogprøve med latinsk oversættelse ønsker han. Alt dette vilde han gærne få i løbet af et år, men han var ukendt med Árnis langsomme arbejdsmåde og hans beskæftigelse med så meget andet. Der kom intet ud af det medarbejderskab. Hickesius sendte ham som etslags lokkemiddel eller tak forud — foruden sit eget værk — Chr. Worms udgave af Islendingabók (herom senere), der var trykt i England.[22] 5/2 1700 gentog Hickesius sin anmodning. Der findes ingen breve fra Árni til ham. Otto Sperling (1634—1715), hvem han havde kendt för Tysklandsrejsen (br. 23/10 1695), vilde lære sig islandsk; derved blev han og Árni kendt med hinanden. For ham tolker Árni et sted i Landnáma (26/11 1698) samt andre tekststeder (20/2 1699), beskriver det isl. skotöj osv.


København, kobberstik 1698.
Med mange andre førte Árni en brevveksling om forskellige litterære ting. Fr. Rostgaard skriver fra Paris (28/6 1697) om bøger og håndskrifter. Weimer i Bergen tilbyder ham (12/10 1697) en Islandsbeskrivelse på islandsk. Kellermann i Leipzig og Hamborg — med hvem Árni havde været sammen i Leipzig — giver litterære oplysninger og skriver om forretninger og politik. Árni spørger A. Kellinghusen (1/6 1699) om håndskrifter af Theodricus (det af Kirchmann benyttede). Selvfølgelig bestod et venskabeligt forhold mellem så ånds- og studiebeslægtede naturer som Árni og Peder Syv. Fra år 1698 haves 1 brev (26/8), fra 1699 3 breve fra Syv (6/1, 31/3, 27/4); han takker for lån af bøger og skriver om forskellige lærde sager, udkomne modtagne bøger, udgravning af en stendysse ved Hellested osv. og beder Árni støtte sin sön til et embede. Atter her viser Árni sig som oftere en langsom besvarer af breve; Syv siger, at han intet brev har fået fra ham siden han var i Leipzig. Endnu et kort brev haves (31/10 1701), hvori han takker for lån af en bog. Syv døde 1702. Lægen Winslöv, hvem Árni bad om at købe bøger til sig i Holland, gratulerer ham fra Amsterdam (28/8 1697) med ikke mindre end 3 bogavktioner, og meddeler (4/12), at han har købt 2 bøger til ham (hvad der jo ikke var så meget). Han skriver på sin udenlandsrejse fra Leiden 29/5 98 og oftere om kobberstikkere ifg. et hverv, som Árni havde givet ham; han har også købt og sendt bøger. Árni har særlig pålagt ham at købe bøger på auktioner, men de er gået for höjere pris end han turde byde. Man ser, at Winslöw gærne vilde göre Árni tilpas. H. Gerners sön F. Gerner takker (18/12 1700) for den hjælp, Árni har ydet ham til at få »conditionen«, og lover at sende, hvad Árni kunde ønske af faderens (d. 1700) bibliotek. Árni har således også været dér påfærde. I året 1700 fører Árni brevveksling med biskop Stoud i Christiansand angående en strid, der mulig kunde afgöres efter nogle Stavangerbreve, der i tidligere tid var udlånte til Árni. Árni sender en fortegnelse over disse. Stoud anbefaler ham sin sön, der er student. Árni ønsker »norske monumenter, hvor lidet de og skulde siunis at vere værd, som ere ældre end 1580, være sig breve, böger, inscriptioner, penge etc.« Han ønsker også »accurat chronologie over de lutherske bisper der ved stædet«, klostrenes navne osv. Er dette med udarbejdelsen af en norsk kirkehistorie for öje? At Árni også stod i forbindelse med udenlandske boghandlere viser brev af 21/10 1701 fra G. Liebchüt i Hamborg, i hvilket denne svarer på forespörsel ang. nogle bøger. 22/4 1702 giver Árni vicestatholder Gabel en fremstilling af den norske arvefølge efter Hirdskrå m. m. Med prof. Reitzer var Árni særlig gode venner, men der haves så godt som intet af breve mellem dem i dette tidsrum.


Det ses af alt dette, hvor vidtløftige og mangeartede negotia, Árni har haft, både sine og andres. Ikke mindre indtryk får man heraf, når man kommer til hans brevveksling med hans islandske venner.


Med lagrettemanden, bonden Skúli Ólafsson på Seyla i Skagafjorden havde Árni brevveksling i årene 1696—99. Det begyndte med, at Skúli tyde til Árni og bad ham om støtte angående en del af den af ham bebode jord (gård) og hans ret til denne. Árni nyttede straks lejligheden til at bede Skúli skaffe sig breve og lign. Skúli sender ham sådanne, også håndskrifter som Barlaamssaga (vistnok 230, fol.). Jón Einarsson skriver 1698 om et hds. af Kongesagaerne (ɔ: 304, 4°). Med Magnús Jónsson i Vigur (d. 1702) brevveksler Árni om et hds. af Sturlunga. Han havde i øvrigt tidligere (1691 og 1695) vekslet breve med denne, også om en sag, som Magnús havde bedt Árni om hjælp til. Árni greb altid lejligheden til at bede om dokumenter, håndskrifter og desl. Selv bruger han, som för anført, mundheldet manus manum lavat, og han har trolig fulgt den deri indeholdte leveregel. En af Árnis gode venner var den lærde præst Þórður Jónsson på Staðastaður. Om ham gælder det samme; der findes oplysninger om omspurgte håndskrifter. Jón Olafsson, præst til Bær på Rauðisandur, skriver (1699) om blade af Sturlunga-mbr. Præsten Isleifur Þorleifsson på Eyri ved Skutulsfjord låner Árni kirkebøger; denne beder præsten at undersøge dokumenter osv. (1699—1700).


Grimur Einarsson (sön af Einar Eyjólfsson) takker (1701) for ydet hjælp i hans anliggender og giver anvisning på den gamle »kostelige bog«, ɔ: Elucidarius (674 A, 4°), som han lover at sende Árni, hvis han kan få fat i den. Jón Hákonarson giver oplysning (1701) om den såkaldte Hraundalsedda (se herom SnE III, CVff). Hjalti Þorsteinsson, præst til Vatsfjord, var en af Árnis bedste venner lange tider igennem. Árni beder ham skaffe sig afskrifter af Vatsfjordbreve (1701) m. m. Også ham har Árni åbenbart vist en tjæneste; han taler om en »confirmation i Cancelliet«, som nu må være afgået. Samme år skriver Árni til Jón Vídalín i Skalholt om guldkalken dér. Men den, Árni førte den mest intime brevveksling med, var hans ven og dusbroder Björn Þorleifsson, biskoppen til Holar (1697—1710). Det første hele brev fra Árni til ham er fra 1694, skrevet lidt för Tysklandsrejsen. Brevet handler mest om forskellige efterretninger, dels af personlig art, som Moths venlighed mod ham, om forretninger, han har udført for Björn osv. Men han glemmer ikke at bede om forskellige håndskrifter og deslige (jfr. ovf.). I br. 16/4 1696 giver Árni vejledning med hensyn til en rettergang angående noget jordegods og viser sig der som den praktisk-indsigtsfulde. I de følgende breve ønsker han fremdeles forskellige oplysninger (om Hannes Þorleifssons forliste skindbøger), beder om gamle kirkedokumenter og uddrag af skindbreve. Han sender biskoppen en (anden) supplicatia for at bede ham skrive derpå en anbefaling. Beder, at han på sine visitatsrejser allevegne vil »efter gamle documenter inqvirere« og besörge afskrifter af gamle breve ved kirkerne. Árni beder ham skaffe sig til låns en lovbog hos Bjárni Gislason i Vetleifsholt, han har ønsket den til købs, men den var »ubillig dyr«. I br. 14/5 98 meddeler Árni, at han for större trygheds skyld har udvirket Moths ordre om, at Holar domkirkes breve sendes ned til ham og beder om alle, der er ældre end 1580, og lover, at de skal sendes tilbage. Han omtaler her sit forhold til amtmand Müller — hvem han åbenbart ikke har meget tilovers for — »når han igen gör uret, kan jeg ikke tie stille«. Gentager sin anmodning om breve og lign., kort sagt, alt hvad der er ældre end 1560, ja, han vil også gærne have kopier af gamle epitafier, gravstene og sligt i domkirken. »Det er mig så kærkomment altsammen, at jeg holder det for en thesaurum, hvor lidt det, hvert for sig, så end er«. Den nævnte lovbog — som han har fået til låns — sender han tilbage; han vil ikke købe den for 2 mark, endsige 5 rdl. Beder om bispen vil hjælpe den gamle annalforfatter Haldor Þorbergsson på Seyla, der var fattig og aflægs, et smukt træk af Árni og et af mange beviser for hans medfølelse for fattige og undertrykte. I andre breve fra den følgende tid er æmnerne beslægtede, anmodning om gamle breve, håndskrifter, måldageregistre, dokumenter (omtaler dem han har fået), samt oplysninger om Sæmund frode i Odde og folkeoverleveringer om ham (Björn havde nemlig været præst dér); dette hænger sammen med, at Árni var eller havde været ifærd med at skrive om Sæmund i hans påtænkte udgave af íslendingabók (jfr. senere). Han ønsker en liste over alle på Holar trykte bøger. Ligeledes skriver Árni om forskellige negotia, f. eks. om at göre domkirken mindre, hvad Árni havde frarådet. Árni skriver også til sin ven om de anker, man (amtmanden) har villet indgive over biskoppens ledelse af skolen. »Amtmanden vilde i vinter indgive en lang rolle om Monfrere, hvad dog af en god ven (ɔ: Árni selv) forhindredes« (s. 568) og giver venskabelig tilkende, at ikke alt er som det skulde være. I br. 25/5 1701 omtaler Árni, at lagmanden (ɔ: L. Gottrup) har fået tilladelse til at rejse til Khavn, »hvad nytte det så end bliver til, det synes som om landet vover en hel hoben penge derpå uden at få noget derfor«; det er som om Árni havde forudanet vanskelighederne ved at inddrive de penge, rejsen kostede og som skulde udredes af hele folket. I dette brev træder Árnis uvilje mod de dansk-isl. købmænd tydelig frem. Med dette brev fulgte en lang liste, i ikke mindre end 23 punkter, over hvad Árni ønsker af oplysninger, breve m. m.


I hele dette tidsrum ser man således Árni stærkt optaget ikke blot af praktiske forretninger for sine venner i og udenfor Island, men også — og naturligvis føret og fremmest — af hans aldrig hvilende virksomhed for at forøge sin samling af håndskrifter, bøger og breve. Han går i så henseende systematisk og målbevidst til værks, således som dette senere nærmere vil blive belyst. Beklagelig få oplysninger findes derimod om hans egne litterære arbejder, men uden tvivl var det hovedsagelig Ares Íslendingabók, som det var hans alvor med, og det så meget mere, som han uden tvivl har følt og ganske sikkert af andre blev bragt til at føle nødvendigheden af som professor at göre sig kendt ved et eller andet videnskabeligt arbejde udover udgivelsen af Chronicon Sialandiæ: udgivelsen af Tisted-besættelsen kunde jo ikke tælle med. Árnis personlige egenskaber, som de fremtræder i de hidtil nyttede breve, vil senere blive belyste.



Fodnoter

  1. Jfr. også brev til Þormóður 27/2 97. Bestallingen findes i Embedsskr. s. 5.
  2. A. D. Jörgensen: De danske rigsarkivers historie s. 52.
  3. Må vel betyde »fast ophold for fremtiden«.
  4. Heri udtaler han sin skepsis: »Jeg holder ved min gamle religion og tror det, som jeg får; den tro har aldrig bedraget mig, og således kan det endnu blive«.
  5. Der havde været rettet en opfordring til Árni om at gå i svensk tjæneste efter Guðmundur Ólafssons død (1695); sekretær Utterclou havde skrevet til Þormóður og denne udpegede Árni som den bedste, men udtalte en tvivl om, hvorvidt han vilde modtage pladsen (i hans sted pegede Þormóður på Ásgeir Jónsson); Utterclou skal så have henvendt sig til Árni, men fået afslag (Dal: Specimen de antiquariis Svecie 1724).
  6. Han har altså måske ikke fået udbetalt de ovf. nævnte 300 rdl.
  7. Trykt Arkiv XXVIII.
  8. Embedsskriv. 6; jfr. Brevveksl, med Þ. T. s. 354.
  9. Brevveksl. med Þ. T. s. 302. Men jfr. br. 2/10 1700.
  10. Embedsskriv. s. 7.
  11. Embedsskriv. s. 9.
  12. Lønnen har vel kun været 200 rdl.; se Kålund Brevveksl, m. Þ. T. s. 354.
  13. En ny udgave besörgede A. Ipsen 1891, men udgaven er desværre unöjagtig.
  14. Sagen havde levende beskæftiget Árni, ti Bircherod siger i sin dagbog 23/9 (3/10) 1697 således: »Arnas Magnæus, designatus Antiqvitatum patr. Professor, kom til mig om aftenen med adskillig fornöjelig discurs, anlangende hans sentiment om det formentlige besættelses galenskab fra Thisted«.
  15. I br. 9/10 1700 skriver Árni til Þormóður, at han ikke ejer noget eksemplar at sende ham, men han kan købe det for 12 sk.
  16. NOTE
  17. Hvis intet er overset findes de nævnte s. 86, 210, 309, 320, 361, 376, 397, 399, 404, 411, 413, 416, 422, 386 nævnes han som den der har meddelt afskrift af et hds. i Univ.bibl. Þormóður taler om »Arnæ Magnæi Museum« (376). s Dette blev først trykt i Torfæana, udg. af Suhm 1777.
  18. I AM 864, 4° findes et stykke afskrevet med Árnis hånd. Det findes i Series s. 264. I 168, 8° findes der fra Árnis hånd en oplysning om, hvad han i et par tilfælde tillod sig at ændre.
  19. Det må være en misforståelse, når J. Erichsen i Torfæana s. XVII antager, at det der omtalte manuskript er Þormóðs eget manuskript til Series. Det må være noget helt andet der menes. Kålund mener (s. 375), hvad der utvivlsomt er rigtigt, at der sigtes til Hist. Norv. Noget af Þormóðs mskr. til dette arbejde ses Árni at have haft til lignende gennemsyn, se f. eks. br. 10/7 1698. — Hvor stor pris Þormóður har sat på Árnis medvirkning ses af følgende udtalelse i brev 16/4 1703 til O. Sperling: »Dominus Arnas Magnæus magno meo incommodo in Islandiam ablegatus est; dubito an sine illius inspectione qvicqvam recte imprimatur. Qvod si Seriem cum Orcadibus contuleris, videbis, qvantum distent æra lupinis. Doctum certe correctorem istis adhibui, nec illic Islandica vocabula impedimento erant, nihilo tamen magis vir ille doctus sensum meum assecutus est, qvod in talibus peregrinus esset. Hic autem Antiqvitatum septentrionalium lingvæ insuper peritissimus est«.
  20. Þormóður siger i br. til Meier (21/6 1699), at han har skrevet: »idque sub inspectione Domini Arnæ Magnæi, prosperiore, ut auguror, fato, quam Orcades nuperrime . I afskriften af Series i den oprindelige form 864, 4° findes tilföjelser med Árnis hånd; det er dog ikke dette eksemplar, der har dannet grundlaget for trykningen.
  21. Jfr. br. 24/4 1700 og fra Árni 23/5 1701, samt af 11/2 1702, hvori Þ. beder Árni forhandle med en forlægger.
  22. P. Poulsen (senere sognepræst), der da opholdt sig i Oxford skrev til Árni 25/8 1699 på Hickesius’ vegne for af støtte dennes anmodning, men det hjalp ikke stort.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.