Køer og andre dyr hos bjærgfolk

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

11. Køer og andre dyr hos bjærgfolk


139. I Bøgebjærg ved Asminderød boede den stolte troldkonge. Ude ved Lerkenborg i Olshöj boede storfyrsten, og han holdt en gang gilde, hvortil han indbød troldkongen. Han fik sådan lyst til en smuk rød kvie, der græssede ved Olshöj, at han først gik hen til bonden og spurgte, hvad den skulde koste, og da han svarede, at han ikke vilde sælge den for en hel skjæppe penge, tog troldkongen den alligevel, men lagde en skjæppe penge i steden.
F. L. Grundtvig.

140. En mand gik fra Tim til Nörre-Omme over den store, øde hedestrækning. Med et ser han en ganske bitte mand komme trækkende med en lille, rød ko. Den vejfarende blev nysgjærrig og standsede for at se manden med koen, men i samme nu forsvandt den lille mand, og koen var intet steds at opdage.
Marie Sandal.

141. I Krustrup findes en höj — eller rettere fandtes, ti den findes ikke nu, da den er bortkjørt til fyld — hvor der i gamle dage boede ellefolk. En gammel kone, som døde for en halv snes år siden, fortalte, at hendes forældre ofte havde set ellefolkene vande deres ko ved en bæk, der løber et stykke sønden om höjen.
Thomas Kr. Kristensen, Skallerup

142. Min oldemoder fortalte, at der var en bjærgmand i en lille höj på Mads Jørgensens mark i Snorup, og en dag, da hjorderne sad ved den ene side af höjen og spiste deres meldmad, da hørte de omme på den anden side af höjen en småpikken, og da de gik derom, så de, at en ko, som var fæstet der, var bleven flyttet et lille stykke. Töjrhælen var rykket op og sad lidt længere borte fra höjen og var slået lidt ned. Den havde altså været i bjærgmandens vej. Der var flere køer sat omme ved den side, men kun den ene var töjret op ad höjen.
Niels Tranbjærg, Tirstrup.

143. I en höj på Horns mark boede en trold, og han havde en sort ko, der gik ved en gårdmands køer, som boede i nærheden af höjen. Drengen, der passede køerne, måtte tillige passe troldens ko, men han fik også betaling derfor, ti hver dag stod der henne ved höjen en tallerken med en pandekage og en toskilling på. Så et år fik gårdmanden en dreng, der var sådan en slemme knægt. Den første dag han kom ud med køerne, kom jo også troldens sorte ko. Drengen gik nu hen til höjen for at se, om det passede, hvad han havde hørt, at der skulde stå en tallerken med en pandekage og en toskilling på. Jo, det passede godt nok, og drengen spiste pandekagen og puttede skillingen i lommen. Men så knappede han hans bukser ned og gjorde hans behov på tallerkenen. Fra den dag af kom der hverken pandekage eller toskilling, men den sorte ko blev lige godt ved at komme, så den dreng måtte passe troldens ko uden betaling.
S. P. Jensen, Vole.

144. I Næsby (Sorterup) var en lillepige ude at flytte kreaturerne i nærheden af en höj. Blandt køerne var der en hvid ko, og da pigen vilde pikke den af sted (ɔ: flytte den), hørte hun, at der var noget, der råbte: «Du må ikke røre den hvide ko, for det er vor». Da lillepigen så i vejret, sad der en lille tøs på toppen af höjen, men da hun havde sagt disse ord, blev hun trukken ned i höjen, og der blev sådan jammer og skrigen der inde. Der kom nu en sort én hen til lillepigen, tog hende om hovedet og vilde slæbe hende derind også, men så var der nogle höstfolk i nærheden, som frelste hende, dog blev hun noget fjogetosset fra den tid af.
A. N.

145. Fra Sinding ved Silkeborg fortælles følgende: I Sinding boede en bjærgmand; og denne bjærgmand havde en stor stak smör uden for hans dör. Når han skulde have smör til en meldmad, gik han ud og op på spidsen af smörstakken, satte sig der og lod sig glide ned til det nederste; det smör, han så kunde samle imellem hans ben ned ad stakken, brugte han til én meldmad. Da bjærgmanden var død, var der ingen, der vilde have af hans efterladte smör, det blev derfor stående i stakken. Nu er der groet lyng over det, men man kan endnu se furer ned ad höjen, hvor han har taget smör. Derfor kaldes höjen endnu den dag i dag Smörstak.
Joh. P. Nikolajsen.

146. Ved en gård, der ligger her norden for på bakken, Bakkegården, ligger to höje, den ene i öster og den anden i nordöster. Den i öster hedder Holehöj og i den har der været ellefolk. Den gamle mand i gården, Sören Ladefoged, så dem dandse runden omkring höjen om aftenen og deres sølvspænder, der sad i deres sko, de glimrede om födderne på dem. De gik også ned på gården og stjal folkenes flæsk af deres saltkar, og om morgenen var karret fuldt af skruptusser; ja, de gik endogså i sengene til folkene. Der har været en hvid stud i gården også. En aften, manden kom hjem af byen, skjændte han på drengen, fordi han ikke havde trukket den hvide stud ind. Jo, han havde trukket den ind. Da de så kom ud med en lygte og så den stå udenfor dören, tog de den ved hornene og trak den ind. Men alle båse var fulde, og deres egen stod bunden. Med et forsvandes den under hænderne på dem. En anden gang var der i gården forsamlet nogle mænd heraf byen og sad og svirede. Da de kom ud, gik den hvide stud ude i gården. Så vilde de have trukket den ind, men den løb fra dem og gik op til höjen, og der blev den henne for dem. Så var den altså kommen derfra. I den anden höj har der for resten også været ellefolk.
Ane Marie Andersdatter, Åsted.

147. En aften a kom fra Lerkenfeldts mark og vilde hjem, så a to gråsse kalve komme ud af Björnshöj og gik ned ad Lusdam. A blev ræd og rendte hjem, det stærkeste a kunde.
Svingelbjærg.

148. Min moders moster, Maren, fortalte, at hun en gang, medens hun var hjemme, var ude at lede om lam ved höjlys dag. Hun kom i nærheden af Vindblæs kirke, hvor der er nogle store bakker; der så hun nogle lam, der løb op ad ét bak og ned ad et andet. Tilsidst fik hun at se en gammel gråskjægget mand, der stod og lagde begge sine hænder og sin hage på sin kjæp; men hun fik ingen lam med sig hjem den dag, de måtte ligge ude om natten.

149. I Isenbjærg skal have været bjærgfolk, som ejede store hjorder af svin, der gjorde de nærmeste beboere af Over- og Neder-Isengårde megen skade med at omrode deres marker og sæd. Beboerne skal da have anholdt hos øvrigheden om beskyttelse mod dem. Det blev da betydet bjærgets herre, enten han så var trold eller djævel, at holde sine svinehjorder i tömme, hvortil han og skal have været villig, når han af Isenboernes jorder måtte indhegne et stykke jord til et svinelukke, så meget som han kunde indhegne, mens præsten prækede, og det blev ham bevilget. Den opkastede vold fremkom ved, at to hunde opskrabede volden ligeså hurtig, som en modig hest kunde rende eller galoppere foran dem. Endnu findes kjendelige spor af hegn om den ejendom, der fortælles at have været Isenbjærgmandens svinelukke.
H . . .

150. I Barnebanken på Erdrup mark, Hemmeshöj sogn, har været trolde; gamle Peder Jensen i Gryderup har en gang hørt violinspil der inde. Man har også for nogle år siden set en skikkelse som et får stå der oppe. Det løb somme tider mellem Stude og Erdrup og brægede som en vædder og køs mange folk, men man vidste ikke, hvad det var.
Christian Rasmussen.

151. En fisker gik op på Lodhöj for at se, om der var fiskerbåde på fjorden. Da fik han öje på en hund, der lå på höjen og vendte sig og så ilde til ham og skottede efter ham.
Strandby.

152. En kone på om ved de 60 år fortæller om bjærgtrolde og siger: «A hå sit dem, de æ Fanden tå mæ sannd!» om man end søger nok så meget at modsige hende. Hun fortæller følgende: «A havde en gang været med en gammel kone i Mariager og gik tilbage om aftenen. Da vi kom på en bakke, gik der en so med et helt kuld grise, vist nok en 7, 8 stykker, og de var pænt sortbrogede alle sammen. A sagde: «Skal vi ikke have en af dem med os hjem?» Men konen svarede: «Lad dem gå i Jesu Kristi navn!» Hvad det var for grise, véd a ikke, men vi kunde tydelig høre soen grynte. I den tid gik jo svinene ude, så det var ikke helt umuligt, at det var en virkelig so, hun havde set.
A. Svendsen, Stejlbjærg.

153. Anders Baks fader har fortalt, at i Drageshöj fandt nogle drenge en gang en meget tam gås i et hul i toppen af höjen. De tog fat på gåsen flere gange og løftede den i vejret og lod den falde ned igjen. Da de derefter forlod höjen lidt og kom tilbage, var gåsen forsvunden. Om samme höj fortælles også, at der er set en gloende jærnstang fare ind i den.
Kl. Gj.

154. Imellem Varde, Hylleslev og Orten på Varde mark ligger en höj bakke, der hedder Isbjærg. Oppe på toppen skal der til bestemte tider sejle en gås i et guldfad. En mand var gået over Isbjærg i den rette tid og tænkte på at tage fadet med sig, men ser i det samme Varde i lys lue. Han bliver så befippet, at han straks render der ud ad, men så var der slet intet. Så vil han gå tilbage efter sin gås, men nu var den også borte. Mange har siden sögt forgjæves efter den.
Lærer Jepsens kone, Billum.

155. Neden for Dagbjærg Dojs er der en mose, de kalder Höne-mose, og den har sit navn af en höne, som de har truffet der. De vilde have taget den, men så sk... den hvert tag, og så slap den ind i bjærget. Man siger

Den, der kan Hönemos' nøgl' find',
den kan åld Dååbjærre Dojs's guld vind'.
Men nøglen er endnu ikke funden.


156. Der var en höj inde i Linå skov, og der lå en dreng og skrabte i jorden ved den en dag. Da fandt han et æg, der så ud, som det var nylig gjort. Det var bjærgfolkenes, mente de, og det havde vel sagt ligget der i mange år, endda det så så ny ud.
Peder Hansen.

157. På Allerslev mark ligger Lishöj, og der ud ad gik en aften en kone, som hed Ane, for at se efter hendes mand, der skulde komme hjem fra Præstø. Som hun stod oppe på höjen og så ud ad Ravnemøllen til, så hun en lille, trebenet hund komme løbende ind i höjen. Den gjøede og foer lige mod hende. Hun blev bange og skyndte sig hjem, men som hun kom ind ad dören, var hunden lige i hælene på hende. Dog slap hun fra den og fik dören lukket efter sig.
Så kommer historien om varulven, en anden dag, de var ude. Den var her en trebenet hund.
F.—l.

158. Der er en höj i Vejby, og den har al tid haft ord for, at der var noget skidt ved den. Der var en hjordepige, og hun var oppe at hente køerne en aften der tæt ved höjen. Så kommer der et dyr ud af den; a kan ikke huske, hvor mange gloende haler det havde, og det satte af efter hende. Hun besvimede da, og køerne kom hjem, uden at hun var med. Så måtte de op og hente hende. Der kan ingen gå om ved den höj om aftenen uden at gå vildt.
Jebjærg höjskole.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.