Kagsagsuk, det mishandlede Barn, som hævnede sig (Rink)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866
1. Kagsagsuk
det mishandlede Barn, som hævnede sig
Der var engang en stakkels forældreløs Dreng, som boede sammen med mange ubarmhjertige Mænd; han hed Kagsaksuk. Han havde til Pleiemoder en gammel fattig Kjærling; disse Fattige boede i et lille Siderum ved Huusgangen, de turde ikke komme ind i Huset. Men Kagsagsuk turde ikke engang komme ind i det lille Rum, han laa i Huusgangen og søgte Varme mellem Hundene. Om Morgenen, naar Mændene stode op og gik ud, traf de ham med Pidsken, naar de sloge efter Hundene, og han skreg da Na—a, Na—a, idet han ligesom gjorde Nar af sig selv, efterlignende Hundene, mellem hvilke han laa. Endvidere fortæller man saaledes: naar Mændene holdt Gilde paa forskjellige frosne Retter, paa Hvalroshud og frosset Kjød, kiggede den lille Kagsagsuk op fra Huusgangen, og nogle af Mændene løftede ham op paa Dørtrinet, men de toge ham ikke paa anden Maade, end ved at stikke Fingrene ind i hans Næsebor og saa løfte ham. Deraf kom det at hans Næsebor altid bleve større, men ellers vilde han ikke voxe. Og saa gave de den Stakkel frossen Mad, som var haard at tygge, uden at han havde nogen Kniv, thi de sagde at han skulde fortære det ved Hjælp af Tænderne alene; og undertiden sagde de, at han spiste for meget, og saa trak de Tænder ud paa ham. Men hans fattige Pleiemoder gav ham Støvler og en Kastepiil, for at han kunde gaae ud og lege, som de andre Børn; naar han saa kom ud, pleiede de at kaste ham om i Sneen og fylde hans Klæder med Snee, og undertiden udlode de deres Ureenlighed over hans Ansigt og Tøsene besudlede ham med deres Skarn, og de slap ham ikke førend han var nær ved at qvæles. Saaledes blev Kagsagsuk altid bespottet; og han voxede ikke, undtagen om Næseborene. Omsider kunde han dog gaae alene tilfjelds, og han pleiede da at vandre paa ensomme Steder og tænke paa, hvorledes han skulde faae Styrke. Thi Pleiemoderen havde lært ham, hvorledes han skulde bære sig ad. Engang kom han imellem to høie Bjerge og raabte hen i Veiret: »Kraftens Herre komme! Kraftens Herre komme!« Da viste der sig et stort Dyr, af Skikkelse som en Amarok, og han blev forskrækket og vilde flygte. Men den indhentede ham og snoede sin Hale om ham, og kastede ham saa hen ad Jorden, og da han faldt, kunde han ikke reise sig, men han hørte det rasle, og han saae ligesom Legetøi, smaa Sælhundebeen, falde ned fra hans Krop. Da sagde Amarokken: »det er formedelst disse, at du ikke kan voxe." Og atter snoede den sin Hale om ham og kastede ham henad Jorden, og der faldt færre Smaabeen fra hans Krop, og da den tredie Gang kastede ham, faldt de sidste. Men da den kastede ham fjerde Gang, faldt han selv heller ikke strax og han saae ingen Smaabeen mere; men da den femte Gang gjorde saa, faldt han slet ikke, men hoppede blot henad Jorden. Da sagde Amarokken: »kom saaledes til mig hver Dag, hvis du vil blive stærk;« og da Kagsagsuk gik hjem, følte han sig ligesom lettere; og han kunde endog løbe, og slog og sparkede til Stenene.
Men da han kom nær til Huset, saa vare Tøsene der, som passede de smaa Børn, og de raabte: »See der er Kagsagsuk, lad os dænge Skarn paa ham.« Og saaledes gjorde de, og Drengene pryglede ham, og de piinte ham, ligesom før. Men han lod sig ikke mærke med noget, men lagde sig som sædvanligt mellem Hundene i Huus-gangen. Derpaa gik han hver Dag ud og traf Amarokken, og de gjorde det samme, og med hver Dag følte han sig stærkere, og naar han gik hjem, sparkede han til Klippevægge og lagde sig ned og væltede sig paa Jorden, saa at Stenene fløi op omkring ham. Tilsidst kunde den slet ikke mere faae ham til at falde; da sagde den: »Saa, nu er det nok, af blotte Mennesker kan der ikke tilføies dig noget mere. Men du skal ikke lade dig mærke med noget; først til Vinter, naar Alt er tilfrosset skal du fremtræde, da vil der komme tre Bjørne, og dem skal du nedlægge.« Da Kagsagsuk nu gik hjem, sprang og slog han først rigtigt til Klipper og Stene, men Menneskene piinte ham værre end før.
Engang om Efteraaret kom Kajakkerne hjem med et stort Stykke Drivtømmer, og de fortøiede det blot ved Strandbredden, da det var for svært til at bæres op. Om Aftenen i Mørkningen sagde Kagsagsuk: »Pleiemoder! laan mig dine Støvler, at jeg ogsaa kan gaae ud og see det store Tømmer.« Da nu alle sov, listede han sig ud til Tømmeret, rev Fortøiningen over og slæbte det paa Skulderen op bag Huset, hvor han borede det fast i Jorden. Om Morgenen, da den første af Mændene kom ud, raabte han: »Træet er borte;« og da de nu alle løb ud og fandt Remmene revne over, undredes de over, at det skulde være bortdrevet, da der hverken var Vind eller Strøm. Men en gammel Kone, som gik om bag Huset for at gjøre sin Nødtørft, raabte: »see der er Træet!« Da løb de alle derop og raabte imellem hverandre: »hvo har gjort dette, her maa nok findes en stærk Mand iblandt os!« Men de unge Mennesker gave sig en vigtig Mine, — de Løgnere, for at det skulde lade, som om En af dem havde gjort det. Hen ad Vinteren plagede de ham værre end før, men han lod sig ikke mærke med noget. Derpaa frøs hele Havet til og det var forbi med Fangsten. Da Dagene længedes kom Mændene engang løbende, da de havde seet tre Bjørne udenfor Huset; men Bjørnene krøbe op paa et Iisfjeld, saa at Ingen turde angribe dem. Da fik Kagsagsuk travlt og sagde til sin Pleiemoder: »Laan mig dine Støvler, at jeg ogsaa kan komme ud til Bjørnene.« Hun syntes vel ikke om det, men kastede dog Støvlerne til ham og sagde spottende: »Saa skaf mig da Skind til Brix og Overtæppe.« Nu tog han Støvlerne paa og snørede Pjalterne om sig og løb saa ud efter Bjørnene; men de, som stode udenfor, raabte: »Nei see der kommer Kagsagsuk, hvad mon han vil, skub ham tilside;« og Tøsene raabte: »han er nok gaaet fra Forstanden.« Men Kagsagsuk løb tvers igjennem Flokken og skilte dem ad som en Sildestime, og det var at see til, som om hans Hæle berørte hans Nakke, og Sneen, som støvede op omkring ham, spillede som i Regnbuefarver; og da han naaede Iisfjeldet, greb han i det med Hænderne og klavrede hurtigt op. Da løftede den største Bjørn Labberne mod ham, men han vendte sig om og gjorde sig haard, og derpaa greb han den ved Forbenene, slog den mod Iisfjeldet, saa at Hoftebenene skiltes ad, og kastede den ned til dem, som stode paa Isen, raabende: »Dette var min første Fangst, flenser nu!« De tænkte: den anden vil nok gjøre det af med ham; men det gik med den som med den første, ogsaa den kastede han ned paa Isen, men den trdie greb han, og svingende den i Luften løb han gjennem Menneskeflokken, og slog snart til den ene, snart til den anden, raabende: »Nei han der har været alt for slem imod mig!« og atter: »han der har været endnu værre!« men de flygtede alle af Forfærdelse til Huset, og da han kom til sin Pleiemoder kastede han de to Bjørneskind hen til hende, sigende: der har du Skind til Brixen og Skind til Overtæppe, og saa bød han dem koge Bjørnekjød. Da nu Kjødet var kogt, blev Kagsagsuk kaldt ind i det store Huus, men han viste sig som sædvanlig kun ved Indgangen og sagde: »jeg kan kun tages op ved Næseborene.« Men da ingen anden vovede det, kom Pleiemoderen og løftede ham op ved Næseborene. Nu vare de mange Mænd blevne høflige og sagde: »kom længere herind« (thi Huset var meget stort); og En sagde: »kom og sæt dig her,« en Anden: »nei der er intet Skind, her er der Plads for Kagsagsuk.« Men han satte sig som sædvanligt paa Sidebrixen. Saa raabte Mændene: »her ere Støvler til Kagsagsuk,« og andre sagde: »her ere Beenklæder til Kagsagsuk,« og Pigerne kappedes om ham, sigende: »jeg vil sye Støvler til ham, jeg vil sye Klæder til ham.« Da de havde spiist, sagde Nogle til et af Pigebørnene: »Gaa og hent Vand til den kjære Kagsagsuk.« Da hun kom ind, og Kagsagsuk havde drukket, trak han hende til sig med Kjærtegn, og sagde; »Du er rask til at hente Vand,« og med det samme trykkede han hende, saa Blodet styrtede hende ud af Munden, sigende: »Aa, hun brast nok.« Men Forældrene sagde: »Aa, det gjør intet, hun duer dog kun til at hente Vand.« Og naar nogen af Drengene kom ind, sagde han: »du bliver vist til en god Erhverver,« og med det samme knuste han dem, og andre rev han over ved Benene. Men Forældrene sagde hvergang: »Det gjør intet, han duede dog kun til at lege med Pile.« Saaledes begyndte nu Kagsagsuk at mishandle og myrde Husets Beboere, og han holdt ikke op, før han flk gjort Ende paa dem alle. Alene de fattige Folk, som havde taget sig af ham, dem skaanede han, og med dem levede han af Beboernes Vinterforraad. Saa gik han og hen, og opsøgte sig den bedste Kajak, og øvede sig først langs Strandbredden, men siden gik han bestandig længer ud, og da han nu var bleven meget hovmodig, reiste han sydpaa og nordpaa for at vise sin Styrke, og han færdedes omkring i hele vort Land i sit Hovmod; derfor er han ogsaa bekjendt over hele Kysten, og paa nogle Steder ere hans Bedrifter endnu synlige , og dette maa derfor vistnok være sandfærdigt.
________
Nogle fortælle ogsaa om Kagsagsuk saaledes: Da han drog ud paa Reiser tænkte han først paa at drage nordefter, og han bevæbnede sig blot med Fuglepilen og drog bestandig videre, og da han kom til det yderste Nord, traf han en Landingsplads, hvor Landet var ganske fladt og der stod et Huus paa samme, som udgjorde ligesom Landets eneste Bjerg. Han var nemlig kommen til det Sted, som aldrig besøgtes af Fremmede, nemlig K’agsuks Plads. Da han nu var stegen op og kom ligefor Indgangen, saae han en Snor, som var ophængt i Huusgangen, og paa hvilken der var trukket Stykker af Hvalrostand som naaede heelt ind i Huset, og naar nogen vilde krybe derind, og rørte ved det første, klappede de alle mod hverandre, saa det gav Klang, det var nemlig for at Beboerne kunde vide, naar der kom nogen Fremmed, at de ikke skulde overraskes. Da han traadte ind, laa K’agsuk henstrakt paa Brixen, saa at man blot kunde see hans Hæle, men Kagsagsuk saae sig om og opdagede en Koblerem; den tog han, greb K’agsuk og surrede ham til Loftsstøtten, og han bandt ham saa fast, at han blev stiv, derpaa løsnede han ham, og lagde ham hen igjen paa sin vante Plads. Derpaa begyndte de at snakke sammen, og Kagsagsuk forlangte Mad; da reiste K’agsuks Datter sig op og gik udenfor, men kom snart ind igjen og sagde: »den tossede Hvalroslalle er fastfrossen; — jeg kan ikke faae den ud,« sagde hun. Da sagde Kagsagsuk: »det er nok en deilig Mad, det er nok noget som er slemt at faae fat i,« og dermed løb han ud, trak det frosne Kjød ud af Isen og bragte det ind. Dengang var K’agsuks Søn ude paa Fangst, og endnu ikke hjemkommen; men som de nu sadde derinde, hørte Kagsagsuk at Faderen hviskede: »Nei lad det være, det er en farlig Mand, det er en farlig Mand;« og med det samme saae han ud igjennem Huusgangen og opdagede K’agsuks Søn, som allerede havde spændt Buen og sigtede paa ham, men nu lod den falde og kom ind. Han var nemlig kommen hjem med et Par Hvalrosse, og da Qvinderne ikke magtede det, gik Kagsagsuk ud og slæbte dem op, som om det kunde være et Par smaa Fjordsæle. Henad Aften, da de skulde til at sove, vilde Kagsagsuk ikke til at lægge sig; han tænkte nemlig paa Datteren. Siden, da de lagde sig, lagde han sig ved Datterens Side. Saaledes blev han Svigersøn i Huset, og gik herefter flittig paa Fangst sammen med Svigerfaderen. Denne sagde til ham: »snart komme de røde Hvalrosse, de ere meget farlige; naar de dukke op for Dig, skal Du ikke roe imod dem.« Kagsagsuk var blot væbnet med Fuglepiil, og naar han satte Harpunen i Hvalrosse, døde de strax med det samme. Naar nu de røde Hvalrosse dukkede op for ham, vilde han gjerne see dem nærved; engang da han nærmede sig til en, foer den rask ind paa ham, men saa roede han raskere til, og styrede lige paa den, men da den naaede ham, reiste den sig op og ragede op over ham, men han greb den ved Tænderne og slog den med knyttet Næve, og med eet saae han ikke andet, end Skum omkring sig. Her forblev han om Vinteren, og da det var over Midten af Vinteren, begyndte Bjørnene at nærme sig til Huset, Da lavede Svogeren sig til at jage dem; men Kagsagsuk gjorde det samme og fangede først; og saaledes gjorde han herefter altid. Han kom bestandig Svogeren i Forkjøbet.
________
Nogle fortælle ogsaa om Kagsagsuk, at da han havde hørt tale om en vældig Mand, som ikke havde sin Lige, nemlig Ususarmersuaks Søn Ususarmiarsunguak, drog han hen for at maale sig med ham. Han naaede ikke dertil den første Sommer, men overvintrede underveis. Saaledes rygtedes det iforveien, at Kagsagsuk den Vældige vilde komme for at vise sine Kræfter, og da de kom til Stedet, vare mange Folk fra Omegnen samlede for at see derpaa. Ususarmersuak tog vel imod ham og sagde derpaa: »iaften bliver det for sildigt, men imorgen er det Tid.« Kagsagsuk fandt denne Nat meget lang. Næste Morgen stod han tidligt op, tog sin Kajakpels paa, gik tilfjelds og saae, at der allerede stod mange Mennesker og ventede for at see. Senere kom Ususarmiarsunguak langsomt gaaende, og derpaa brødes de paa Sletten ovenfor Husene. Da var Solen kommen op. Hvergang Kagsagsuk vilde løfte den anden op, gjorde denne sig haard; tilsidst stod Solen i Vest og de brødes endnu. Naar de havde traadt Jorden blød paa eet Sted, gik de blot lidt til Siden. Nu bleve Tilskuerne utaalmodige og raabte: »Bedre!« Derover kom der Liv i Ususarmiarsunguaks Knæer og Albuer; han løftede sin Modstander op og svingede ham rundt, saa hans Been stode lige ud, og med det samme gik han ned mod Stranden med ham. Ingen af Tilskuerne sagde et Ord, da han nærmede sig Søen, men Faderen løb hen til sin Søn og sagde, lige idet han vilde kaste ham i Vandet: »Den tilsyneladende Enlige faaer let flere i Følge, læg ham hellere ned.« Paa denne Opfordring lagde han ham pænt ned paa Jorden. Kagsagsuk var saa træt, som en lille Fugl, der er jaget. Det varede længe inden han reiste sig, da gik han til sit Telt uden at lukke Munden op. Den følgende Dag saaes han at lave til for at reise igjen. De opfordrede ham til at blive, men han reiste. Paa Veien mødte han engang en Kajak. Kagsagsuk sad i Baaden og styrede, han viste Kajakmanden 2 Stene, den ene hvid, den anden sort. Først tog han den hvide og knuste den i Haanden, saa den blev til Sand, og sagde: »Dennes Overflade er saa blød som jeg selv, men Ususarmiarsunguak er saa haard som denne sorte Steen.« Idet han sagde dette viste han den sorte Steen frem, og klemte den, men han magtede den ikke, den blev blot lidt smallere. Kagsagsuk kom saa hjem til sin Boplads og skal senere aldrig mere være reist ud, for at kappes med andre.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 45-51.
