Kakortuliak, som blev berøvet sin Sjæl af Maanen. — Hans Besøg hos Indlandsboerne (Rink)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
17. Kakortuliak, som blev berøvet
sin Sjæl af Maanen
(Efter den mundtlige Fortælling)
Kakortuliak, fortælles der, var en mægtig Storfanger, baade naar de droge paa Rensjagt, og om Efteraaret ved Sortsidefangsten fik han altid de fleste Dyr. Engang droge de mange i Følge ind i en Fjord paa Rensjagt. Da de havde slaaet Telt op begave de sig paa Veien ind i Landet, idet de holdt Sovetider under Vandringen. Men nu hændtes det, at der ingen Rensdyr fandtes, før de langt inde saae et stort Hanrensdyr, men da de vilde til at jage efter det, lugtede det dem og jog afsted i Fiirspring. Idet de skjøde paa det med deres Buer i lang Afstand lykkedes det omsider En at træffe, men uden at dræbe det. Atter jog det afsted i Fiirspring, og de kunde ikke komme til at give det Banesaar. Omsider sprang det ud i en Indsø, svømmede og døde i en god Afstand fra Bredden. Efterat de havde staaet forgjæves og ventet paa, at det skulde drive til Landet, sagde den, der havde skudt det: »hvis Nogen vil gaae ud og hente det, skal han faae Halvdelen af Tællen.« Da alle de Andre taug, tilbød omsider Kakortuliak sig til at hente det, tog Pelsen af, sprang ud i Vandet og svømmede hen til Dyret, bandt derpaa en Rem om dets Takker og bragte den anden Ende af Remmen iland, hvorefter de halede det til sig, men med stor Møie paa Grund af dets Fedme. Da Kakortuliak havde faaet Halvdelen af Tællen, skar han den istykker og stoppede den i sin Taske. Derefter droge de videre, bestandig ind i Landet, men da de endnu slet ingen Rensdyr saae, skiltes de omsider ad. Kakortuliak kom til at gaae alene og begav sig længer indad og i lidt sydlig Retning. Altsom han speidede efter Rensdyr, lik han Øie paa to Ravne som forfulgte hinanden, men idet han betragtede dem nøiere, antoge de Skikkelse af Mennesker. I det samme hørte han Lyd af Rensdyr, og saae et stort Hanrensdyr komme frem fra ham selv. Det var nemlig Tællen i hans Taske, som var bleven forvandlet til et Rensdyr og løb afsted. I det samme mærkede han paa sig selv, at han løftedes op fra Jorden; i sin Forbauselse greb han ned i Tasken — da var Tællen forsvunden, kun en lille Stump af den fandt han, og da han gned sig med denne mærkede han at han atter dalede ned imod Jorden i en flyvende Fart, saa at Vinden peb i hans Haar, som stode ud til Siden. Han tænkte: naar jeg støder mod Jorden vil jeg vistnok komme til Skade. Derfor vendte han sit Blik opefter, og paa denne Maade kom han ned igjen, men uden at naae heelt til Jorden vedblev han at fare afsted i Retningen hjem ad Teltene til. Det var nemlig fordi Maanens Eier havde taget Sjælen ud af ham. Saaledes vedblev han at fare igjennem Luften, seende i den lyse Foraarsnat efter Teltene. Omsider fik han Øie paa dem, og da han kom nærmere, saae han et stort Rensskind, som var udspilet foran dem til Tørring. Han tabte derpaa Bevidstheden, og da han kom til sig selv igjen, havde man bragt ham ind i Teltet, og han laa der meget syg, og kunde ikke døe. Kakortuliak holdt derpaa op med at gaae ud og drive Fangst. Saaledes gik det, siges der, med de Udøbte, naar Maanens Eier berøvede dem Sjælen. Kakortuliak blev klartseende og alvidende, ligesom Angakut. Engang hændtes det, medens hans Legeme som sædvanlig forblev hvilende, men hans Sjæl vandrede omkring, at han i Indlandet opdagede en Bolig, skjult under Buskvæxter. Uvilkaarligt begav han sig derind, og kom ind i et stort Huus med 4 Vinduer. Han saae sig om, men i den søndre Ende var det ganske tomt, og først i den nordre Ende saae han en stor Mand sidde bag en Lampe, og ved hans Side sad Konen og syede Støvler. Manden havde slynget Armene om Konens Hals, betragtede ham, der kom krybende op af Opgangen, og sagde: »vil man see, vi faae nok Besøg, kom her og sæt dig.« Da han havde sat sig paa Sidebrixen, kom den store Mand frem og begyndte at snakke med ham. Under Samtalen betragtede Kakortuliak Loftet og undredes over de smukke Bjælker, alle af hvidt Flydetræ og ligesom udskaarne af et eneste Stykke. Han tænkte, hvorledes kan det dog være, at her langt inde i Landet, hvor der er saa fattigt paa Træ, et stort Huus kan have Bjælker af et eneste Stykke. Da sagde den Anden (Indlandsboerne kunne nemlig gjætte Folks Tanker): »tilvisse alle vore Bjælker ere af eet Stykke. Da de mange Brødre gjerne vilde flytte og valgte sig et andet Huus, blev jeg her, fordi jeg ikke vilde have, at vort Huus skulde staae tomt. Forleden Aar, da vi skulde til at bygge Huus, vandrede vi rundt omkring langs Kysten for at finde Træ, men der fandtes kun usle smaa Stykker. Endelig engang i en stærk Søndenstorm, gik jeg ud til Kystlandet, vandrede atter langs Havbredden og kom til et Sted, hvor den dannede smukke Gruusbanker. Her fik jeg Øie paa et Stykke Træ, der stak frem af Sandet. Det syntes ikke stort, men da jeg kom nærmere fandt jeg, at det var det skjønneste Træ, uden mindste Knast, og saa svært, at jeg ikke formaaede at rokke det. Jeg lagde en Steen paa det, begav mig hjem og sagde til mine Brødre: «naa, man har da fundet et Stykke Træ idag af forsvarlig Størrelse, blot Søen ikke tager det bort igjen, det er bedst, at vi imorgen før Daggry begive os derhen for at sønderskjære det.« Dagen efter gik vi derhen, men da vi kom til det, sagde jeg som den ældste: »det er næsten for godt til at sønderdeles, er der ikke Nogen, som vil forsøge paa at bære det paa Skulderen? Men nei, ingen mælede et Ord. Endelig, da ingen Anden tilbød sig, sagde vor yngste Broder, som endnu ikke engang var fuldvoxen, og som ved Kamplegene blot pleiede at see til: »lad mig tage det paa Skulderen.« Ved at høre dette brøde de andre ud i Latter, men han gik lige hen til Tømmeret, løftede det op fra den ene Ende, gik ind under det, og da han var kommen med Skulderen under dets Midte, løftede han det op og slæbte afsted med det. Vel rystede hans Knæer i det han steg opad, men altsom han kom høiere, begyndte han at gaae hurtigere, alle Brødrene fulgte bagefter, men efterhaanden blev den ene tilbage efter den anden. Jeg fulgte alene nærmest efter ham, men tilsidst forsvandt han ogsaa for mig bag et Fjeld, jeg hørte et stærkt Bulder, og da jeg omsider naaede vort nye Huus, havde han kastet Træet ned ved Siden af samme, og sad nu paa det for at afkjøle sig. Fra den Tid af glemte mine andre Brødre at lee ad ham, og de begyndte at frygte ham. Tømmeret var ikke alene tilstrækkeligt til dette Huus, men endog da vi byggede det andet Huus, var der tilstrækkeligt til Bjælker for samme. Senere hen blev vor yngre Broder opfordret til at slaaes med Storfangeren hos vor Nabo mod Syd. Denne var en stor Drabsmand, og pleiede at kaste dem, som han brødes med, mod en Stolpe, som var fastgjort i Jorden. Men vor Broder overvandt ham og kastede ham mod Jorden, saa at hans Laarbeen knækkedes, hvorover han høstede stort Bifald hos de stakkels Kystboer, som han havde befriet for en saadan Morder.« — Da Manden havde endt sin Fortælling, stak hans Kone pludselig Hovedet frem og sagde: »har du ikke hørt tale om Ajaukinguak derude paa Kysten?« Da Gjæsten svarede: »jo tilvisse kjender jeg ham, han er endnu ilive,« sagde hun videre: »det var den Ajaukinguak, som revsede sine Børn.« — Denne Qvinde havde nemlig været Ajaukinguaks Hustru, men selv gjort ham til Enkemand — nemlig ved at tage Livet afsig selv, fordi Manden revsede Børnene, hvorpaa Indlandsboeren havde gjenoplivet hende ved Trolddom og taget hende til sig; derpaa begav Kakortuliak sig atter til sit Hjem. Som den, for hvem intet var skjult, fortalte han ogsaa engang: »see! en Mængde Kajakmænd hist udenfor Alluk antoge mig for Maaneaanden, ihvorvel denne var skjult bag den høie Iis paa Østkysten af vort Land.« De Andre vilde ikke troe ham (nemlig at hans Sjæl havde været paa Øskysten), men meente at han snakkede hen i Veiret. Men Aaret efter kom der Reisende fra Østkysten og fortalte, da de bleve adspurgte: »jo, sidste Vinter have en Mængde Kajakker fra Aliortok seet Maaneaanden, som dræbte en Klapmydse paa Isen.« Dette havde været Kakortuliaks Sjæl, og fra den Tid af troede de Andre paa ham.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 45-48