Kalevala Finnernes National-Epos – en Kulturhistorisk Skitse

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Herman Heinrich Louis Schwanenflügel
(1844–1921)

Temaside: Finsk religion og mytologi

Kalevala – Finnernes National-Epos
– en Kulturhistorisk Skitse

Herman Schwanenflügel
1891

«Hör hur herrligt sången skallar,

Mellan Wäinös runohallar:

Det är Suomis sång!

Här de häga furor susa,

Här de djupa strämmar brusa:

Det är Suomis sång.

– – – – –

– – – – –

Öfver allt en röst oss bjuder,

Öfver allt en stämma ljuder:

Det är Suomis sång!

Broder, äger du ett hjerta,

I dess tjusning, i dess smärta,

Hör blott Suomis sång!»

Emil von Qvanten

Den finske Oldtidskundskab er af nyere Datum, kun lidet over hundrede Aar gammel. Samtidig med den nordiske og keltiske Renæssance vaagnede ogsaa det finske Folk til Bevidsthed om, at det havde haft en Fortid og en Kultur, før Kristendommen skjænkede det en saadan. Den Mand, til hvis Navn den finske Nationalitetsvækkelse er knyttet, Henrik Gabriel Porthan, død som Professor ved Akademiet i Aabo, udgav 1766—78 sit banebrydende Værk: de poësia Fennica; hans Disciple C. Ganander og E. Lencquist fulgte hans Vink og paabegyndte Forskningen af den finske Mythologi. For en Tid standsede den fædrelandske Videnskabeligheds Udvikling, da den Krig, hvis Helte Runeberg har sat et saa herligt Mindesmærke i sin «Fänrik Ståls sägner», lagde Beslag paa alle Kræfterne hos det finske Folk. Men næppe var denne til Ende, før Finnerne, drevne frem af den Aand, der havde besjælet dem i Forsvarskampen, med dobbelt Iver toge fat paa Opdyrkningen af Modersmaalet og Fortsættelsen af Nationalliteraturen. Spotnavnet «Fennoman» dukker op paa denne Tid, og den bondefødte Digter Judén træder ivrig i Skranken for det finske Sprogs Ret lige overfor det svenske. Den danske Sprogforsker Rasmus Rask bidrager under sit Ophold i Finland ikke lidet til at hæve Folkets Respekt for dets Modersmaal. Med Hensyn til dette udtaler han sig saaledes: « Det finske Sprog er et af de mest naturfriske, regelrette, let uddannede og vellydende Tungemaal paa Jorden. Det besidder den skjønneste Samklang mellem Konsonanter og Vokaler og ligner i saa Henseende det italienske. Det har intet af de ubehagelige Hvæselyde og haardt udaandede Lyde, som man finder i det lapske og de slaviske Sprog. Det har et aldeles bestemt Tonefald ligesom det franske. Det ejer flere Former og færre Bøjningsmaader eller Afvigelser end Latinen, det vil sige større Fordele og færre Ufuldkommenheder. Det er uendelig rigt paa Ordudgreninger og Ordsammensætninger ligesom det græske og tyske. Det synes saaledes at have udsøgt og forenet det bedste af alle andre evropæiske Sprog. Men da intet er fuldkomment under Solen, savner det Finske, hvad der synes at være vigtigere end alle andre Fortjenester, stor Anvendelse i Bøger, vid Udstrækning, nærmere Forbindelse med Søskendesprogene og den Ære at tales ved et glimrende Hof». — Vel ikke uden Paavirkning af Rask, udarbejdede Gustav Renvall sin store finske Ordbog (1826). Omtrent samtidig begyndte den ældre Topelius at samle og udgive Runesange; selv en Sygdom, som fængslede ham til Sengen, kunde ikke standse ham; kun Døden formaaede det. Men han fik Efterfølgere: Elias Lönnrot, ligesom Topelius Læge, begav sig paa Runejagt, og hans Bytte blev over al Forventning. I Sommeren 1828 og 31 vandrede han gjennem Nørre-Savolax og Karelen og udgav Resultatet af sine Eftersøgninger i Folkevisesamlingen Kanteletar. Ikke længe derefter foretog han nye Rejser, navnlig i russisk Karelen og hjembragte især fra Wuokkiniemi Sogn i det arkangelske Guvemement, hvor gamle hvidhaarede Gubber foresang ham Runer, overleverede fra umindelige Tider, en sand Skat af saadanne. Saaledes kunde han da i Aaret 1835 fuldføre en længe næret Yndlingsplan, nemlig Udgivelsen af Kalevala, den finske Edda, en omhyggelig og skjønsom Sammenstilling af sammenhørende Sange, opkaldt efter Stammefaderen for de Heroer, de besynge. Med dette store Epos fik Finnerne et fast Udgangspunkt for deres Historie, hvad intet Folk, der vil bygge sin Fremtid, tør savne. Kalevala udkom i andet betydelig forøgede Oplag — takket være den utrættelige Lönnrots fortsatte Anstrængelser — 1849, indeholdende 50 Sange og 22.800 Vers. Denne Udgave oversattes senere paa Svensk af K. Collan; og det er fra denne, vi igjen oversætte. Den første Udgave forsvenskedes af Mathias Castrén, denne udmærkede Mand, der for den turanske Race blev, hvad Rask allerede den Gang var for den ariske. Paa farefulde og møjsommelige Rejser langs Ishavets Kyster, Ruslands og Sibiriens Ødemarker, lige til Kinas Grænser, søgte han Urkilden til sit Folks Sprog blandt halvvilde og ofte paa et dyrisk Trin staaende Racefæller. Efter at have begrundet den ural-altaiske Sprogforskning, døde han 37 Aar gammel, bødende for sit nidkjære Arbejde i Menneskekjærlighedens og Videnskabens Tjeneste med en tidlig Død.

_______________

I Altaibjærgenes Gebet fandt Castrén den store finske eller turanske Stammes Vugge. At den i den dunkle Oldtid har strakt sig længere mod Syd end i den egentlig historiske Tid, synes utvivlsomt: i Draviderne i Indien har man villet se Levningerne af et turansk Urfolk; i Medien optræder Stammen paa Zoroasters Tid i heftig Kamp med Iranerne; i Assyrien og Mesopotamien maa den tidlig vige for Semitterne, til hvem den lader Kileskriften gaa i Arv. Fra den tidligste Tid maa den have været udbredt over Nord-Evropa: i den nordiske Mythologi repræsenteres Stammen af Jætter og Thurser. Hunnefolket, der i Midten af det 5te Aarhundrede e. Kr. holdt det store romerske Rige i en stadig Angst og skræmmede de ungdomskraftige Gother, er rimeligvis en Gren af den turanske Stamme. Bulgarerne staa den ogsaa meget nær; og Magyarernes Slægtskab med Finnerne er for længst en videnskabelig Kjendsgjerning. – – – De egentlige Finner, der allerede i en forhistorisk Tid havde adskilt sig fra Nomadefolket, Lapperne, finde vi i de første Aarhundreder af vor Tidsregning udbredt Østen for finske Bugt med gothiske Folk som Naboer i Syd og Syd-Vest. At Finnerne ikke have været uden Paavirkning af disse, viser endnu deres Sprog. Da deres gothiske Naboer skiftede Boliger, bleve Finnerne efterhaanden af de fremtrængende Russere drevne længere nord paa og tilsidst sprængte mod Øst og Vest. Saaledes faa vi to Slags Finner: baltiske og uralske. De baltiske dele sig atter i en vestlig og østlig Gren, den jæmiske og den karelske. Til den sidste, der omfatter Savolaxer og Kareler, hørte rimeligvis ogsaa de navnkundige Bjarmer, hvis Land omtales i de oldnordiske Sagaer som Maalet for dristige norske Vikingers Røvertog. Til den første høre Tavasterne, der bo omtrent midt i Finland, de egentlige Finner (Suomalaiset) , der bo vestligst, og dernæst som det vigtigste Folk udenfor selve Finland, paa hvis Sprog og det finske der ikke er mere Forskjel end mellem Svensk og Dansk, Esterne. Den østlige Gren var i lange Tider fjendtlig stemt mod den vestlige, og Forskjellen var endnu, da Rask rejste i disse Lande, paafaldende. Den sig mer og mer udbredende Civilisation, der efterhaanden optager alle Samfundsbestanddele i sig, udjævner og omsætter dem, vil naturligvis ogsaa i Tidens Løb udglatte disse Modsætninger; men endnu den Dag i Dag er der en øjensynlig Forskjel paa den skulderbrede, tvære, sejge Tavaster og den smækre, venlige og foretagsomme Kareler; en Forskjel, der naturligt gjør sig endnu stærkere gjældende i de særlige Dialekter, idet hins er mere haard, kraftig og svenskblandet, dennes mere blød, vokalrig og paavirket af Russisk.

Finnernes Indvandring i det nuværende Finland maa sættes til det 8de og de nærmest følgende Aar- hundreder. Lapperne, der før dem havde haft Bolig i det sydlige Finland, hvad endnu et overordentligt Antal Stednavne tyder paa, maatte afbryde deres Telte og drage nordligere. I Aarhundreder laa Tavaster og Kareler i Kamp, de sidste i Reglen støttende sig til russisk Novgorod. Men fra Midten af det 12te Aarhundrede fik de fælles Fjender i Svenskerne, der gjennem flere af disse Erobringstog, som Middelalderen har givet Navn af Korstog, endelig naaede at underkaste sig hele Finland. — Finnernes Samfundsliv i Hedningetiden er kun lidet bekjendt. I Modsætning til deres Stammebeslægtede, Lapperne, der endnu nomadisere, synes de tidlig at have opgivet denne Levevis og paabegyndt det elementære Agerbrug: Afbrændingen af Skov, for at saa i Asken. Ved Siden heraf dreve de, og da især Karelerne Kvægavl. De store Floder, Søer og Bugter, saavel som de uhyre Skove indbød til Fiskeri og Jagt. Navnlig jagedes Pelsdyr, hvis Skind var et let omsætteligt Handelsemne, og som kunde bruges som Ækvivalent for Skillemønt: det nuværende finske Ord for Penge «raha» betyder oprindelig Skind. Endelig drev de, ligesom deres Stammebeslægtede ved Foden af de sydlige Uralbjærge, Baschkireme, endnu den Dag i Dag, en betydelig Biavl. Skjønt Finnerne ingenlunde kunde have været uberørte af den Handel, der dreves ad de store Vandveje i deres Nærhed, har deres Handelsvæsen næppe haft nogen aktiv Karaktér. Mere Betydning har deres Haandværk haft, navnlig har deres Smedearbejde staaet paa et højt Trin: den berømte Smedekunstner i den ældre Edda, Vølund, den nordiske Hefaistos, var en finsk Kongesøn. Denne sidste Værdighed har dog næppe haft noget virkeligt Tilsvarende i den oldfinske Samfundsorden: Konger kjendtes ikke dér. Man levede et patriarkalsk Liv i uafhængige Kommuner, og Husfaderen udøvede frit sin Husbonderet. Gamle, rige Slægter have naturligvis her som allevegne besiddet en Del Anseelse i Kommunen, og i Freden er af saadanne Ætter den skarpsindigste Mand, i Krigen den tapreste tagen til Dommer og Hærfører; men ellers have Finnerne i Hedningetiden næppe kjendt anden Standsforskjel end den, der var mellem Fri og Trælle.

Det, der giver Finnerne i Hedningetiden særlig Ret til Omtale blandt Folkene paa primitive Kulturstadier, er da ikke deres simple Samfundsorganisation, men deres mærkelige Olddigtning, der paa en karakteristisk Maade afspejler Folkets Naturel og Tænkemaade. — Man gjør ikke nogen anden Nation Uret ved at hævde Finlands Ret til at lade sig kalde et af Poesiens og Sangens Stammelande. I Finland træffe vi, endnu i vort Aarhundrede, Nationalsangere og Folkedigtere: saaledes Bonden Paavo Korhonen (død 1840) fra Rautalampi Sogn, der digtede bidende Smædeviser om, hvorledes Sognefogden lod sig bestikke af Bønderne; der hele Dage og langt ud paa Natten kunde sidde og synge lystige og sørgmodige Sange for Gjæsteme ved Bondebryllupper; hvis Digte vilde have kunnet fylde en hel Kiste, men for største Delen gik tabt ved deres Forfatters Ligegyldighed; en vandrende Sanger, der ikke kunde finde sig i at leve Gaardmandens stille Liv og derfor overlod Broderen sin betydelige Arvepart; en Naturpoet, der bedst digtede ude i Skovens Ensomhed, liggende paa Søen i en Baad; et blødt Hjærte, der forfattede en skjøn Elegi ved sin Søsters Død og gav sin gamle Moder, hvad han kunde fortjene; og som til sidst i Flasken søgte at glemme den Afgrund, der breder sig imellem Ideal og Virkelighed. Og foruden ham kunde endnu nævnes mange andre som Bengt Lyytinen, den sangkjære Gjæstgiver uden Gjæstgiveri; den lamme Johan lhalainen, der, naar han sang, glemte sin Sygdom og Nød; og fra den allersidste Tid Maakonen og den fine vemodige Lyriker Kymmeläinen, en fattig Møllersvend. Den elegiske Tone er i det hele taget den, der som en evig Melodi slynger sig gjennem hele den finske Poesi i Nutid og Fortid. Den første Sang i Kanteletar, den store Samling af finske Folkeviser, stemmer strax En til smertelig Vémod:

«Harpen tømret er af Sorger

og ud af Bekymring dannet:

Karmen ud af haarde Dage,

Sangbunden af tidlig Modgang,

Strængene af Smerter spundne,

Skruerne i Harpens Ende

ud af anden Vé og Vaande. —

Derfor jubler ej min Harpe,

Ej dens Spil vil Fryd forvolde:

thi det toner ej om Glæde.

Harpen tømret blev af Sorger,

dannedes kun af Bekymring.»

Og dette er vistnok en Sandhed. Kampen med en haard, karrig Natur, der tit ikke en Gang giver sin Dyrker det nødtørftigste, men udsætter ham for Hungersnødens Rædsler eller lader Barkbrød være hans bedste Kost; mange Aars Afhængighed af en fremmed Magt, der trængte sit eget Sprog op i Højsædet og lod Modersmaalet være Almuens og Pøblens Sprog; en Historie, der kun taler om Resignation og Forsvar, aldrig om Selvhævdelse og Erobring, — Alt dette maatte i Forening bidrage til at give den finske Poesi dette melancholske Anstrøg, dette tungsindig henaandede, som ligner et Suk, der stiger fra et forpint Bryst. Men paa den anden Side maatte Trangen og Evnen til at udtale sin Sorg i Sang ogsaa forsone Finnen med Tilværelsen. Jo mere han sang, jo mere maatte de mørke Tanker fly fra hans Sjæl, og hans Graad opløse sig i Smil; thi dette mægter Sangen, naar den ikke stiger fra et bittert og sønderrevet, men ædelt og uforskyldt lidende Hjærte. Sangen maatte efterhaanden blive den finske Bondes bedste Tilflugt i hans Nød og Bekymring. Sangen mildnede ikke alene hans Sorger; men den skjænkede ham ogsaa i fuldt Maal, hvad den haarde Virkelighed nægtede ham. Poesiens Rigdomskilde var uudtømmelig: den lod ham frydes ved Synet af Guld- og Sølvkar, naar han næppe ejede en Skaal af Tin; den gav ham Perler, naar Virkeligheden gav ham Sten; den lod ham svælge i Overflod, naar han i det daglige Liv maatte tære Barkbrød; den satte med et Spring langt ud over Kjendsgjerningernes tvingende Mur og hentede Solen, Maanen og Karlsvognen ned til ham. Derfor spiller Indbildningskraften en uhyre Rolle i Finnernes Poesi, men først og fremmest i deres store National-Epos: Kalevala; hverken Skandinavernes Edda eller Grækernes Homér kjender en saa ubunden, grænseløs Fantasi. — Vi ville nærmere betragte denne ejendommelige Sangkreds, der indeslutter hele den finske Mythologi og heroiske Digtning.

Ligesom i alle Hedningefolkenes Gudelære gjør ogsaa Naturen og dens Fænomener sig stærkt gjældende i Finnernes, men her dog i højere Grad end hos mange andre, fordi dens Indvirkninger ere saa overmægtige, og Mennesket staar i et saa trykkende Afhængighedsforhold til den. Naturens hemmelighedsfulde Magt, den Ængstelse, dens ubetvingelige Storhed maa indgyde det barnlige Sind, den Skyhed, dens Tvetydighed og uberegnelige Luner maa fremvirke, i Forening med den Attraa, dens smilende Venlighed maa vække, dukker atter og atter frem i den finske Mythologis Skikkelser. De finske Guder mangle den udprægede Ejendommelighed, vi finde hos de græske og nordiske Guder; de savne Personlighed og kunne ikke ret frigjøre sig for det Element, til hvilket de ere bundne. Man har beklaget, at Edda- guderne ikke i særdeles Grad have fristet de nordiske Billedhuggere; Kalevalaguderne ville aldrig kunne fremstilles plastisk, om man nok saa meget skulde ønske det. Mest ligne de hine fantastiske Skikkelser, hvoraf vore Folkeæventyr og Viser fra Middelalderen vrimle, og det i den Grad, at man næsten skulde tro, at den finske Mythologi ikke har været uden Indflydelse paa hele den germanske Overtros Verden, efterat Kristendommen havde fordrevet de gamle Guder. Saaledes ligner Vandguden, «Kongen paa Bølgen», Ahto, den værdige Gubbe med det lange Skjæg af Søgræs, der i sit Slot ejer alle mulige Herligheder, paafaldende vor Havmand. Fortællingen om Hyrdedrengen, der til Belønning for sin Redelighed blev begavet af Ahto, minder i høj Grad om norske og svenske Nøkkesagn. Ahtis Hustru Welamo med sin blaafarvede Hue, sin Sivsærk, sin fintfoldede Kjortel og brusende Skumkappe er ikke ulig en nordisk Havfrue, og hvem gjenkjender ikke Tyskernes Loreley i Bølgens Datter Aallotar, der kæmmer sit lange Haar med en Sølvkam. Ligeledes erindre Metsolas, Skovrigets Indvaanere om de nordiske Huldrer og Elver og de tyske Skovalfer. I «det yndige» Metsola var Tapio Hersker, «den gamle Graaskjæg med Granrishat og Mospels»; her havde han tre Kongeborge med gyldne Døre, der langt fra skinnede Vandreren i Møde. Hans Hustru, Mielikki (den danske «Skovfrue») havde Guldnøglerne til hans Skatkammer ved sin Side. Det var hende, der gav Jægeren Fangst, og hende anraabte han om at jage Vildtet frem. Var hun snavset og iført slidte, pjaltede Klæder, da var det et daarligt Varsel; var hun derimod skjøn at se til, med gyldne Armbaand og Perler om Halsen, kunde han være vis paa Held. Skovens Herres og Frues Børn vare Sønnen Nyyrikki, der mærkede Træerne, forat Jægeren ikke skulde gaa vild; Døtrene Tellervo, der drev Skovens Dyr hjem, og Tuulikki, Skovens Hyrdinde. Skovens lille Tjenestetærne Metsän piika blæste i sin Fløjte, saa Mielikki vaagnede af sin Morgensøvn og hørte Jægerens Raab om Bytte.

Medens saaledes Vandets og Skovens Guddomme have stor Lighed med den middelalderlige Fantasis Skabninger, minder Luftens Gud Ukko, den Gamle, der styrer Skyens Flugt og leder Tordenens Løb, der med sin regnbufarvede Bue sender Lynpilen, om den nordiske Auka-Thor, og det er muligt, at Finnerne have faaet denne Guddom tilligemed hans Navn fra deres gothiske Naboer. Derimod ere den personificerede Sol, Maane og Karlsvogn, Päivä, Kuu, Otava saavelsom deres Døtre, der tilligemed Luonottaret og Ilmatar udgjøre Luftens vigtigste Guddomme, af finsk Oprindelse. Heller ikke synes Finnernes Dødsrige Tuonela med sine vederstyggelige Indvaanere at ligne det nordiske Helhejm mere end alle de andre Skildringer af Tilintetgjørelsens Boliger, som Folkenes Indbildningskraft har fostret.

Den Gud Jomali eller Jumala, som omtales i de oldnordiske Sagaer, antages baade af Lönnrot og Castrén for at være den store finske Stammes oprindelige Hovedguddom. Men Castrén har desuden paavist, at medens Navnet Jumala fra Begyndelsen var en Betegnelse for Himlen og Himlens Gud, antog det allerede i Hedningetiden den Betydning, som det senere vedligeholdt, af et abstrakt, altomfattende, altgjennemtrængende, allestedsnærværende Guddomsvæsen, énstydigt med Ordet Gud. En Hypothese, som er saa meget mere antagelig, som den staar i Overensstemmelse med Religionshistoriens gjældende Lov, at Mennesket begynder med at dyrke det Synlige og slutter med Tilbedelsen af det Usynlige, uden derfor at kunne omforme sin Betegnelse eller sanselige Opfattelse deraf.

________________

Mere Interesse end Finnernes lidet personlige og markerede Guder frembyde deres Sagnhelte, hvis Liv og Skæbner Kalevala da ogsaa med Forkjærlighed dvæler ved. Den fornemste af disse og ret egentlig Finnernes Nationalheros, som Kalewi Poëg Esternes, er Wäinemöinen, «den ærværdige Sanger». Han er den ypperste af alle Kalevaliderne, lige mægtig i Tryllekonst og Skjaldskab. Det er ham, der har skabt Kantelen. Den første Kantele dannede han af den uhyre Havgjeddes Hoved; men da denne gik tabt, formede han atter en af en klagende Birk, med Skruer af det Guld, der drypper fra Gjøgens Tunge, naar den kukker i Egens Top, og med Strænge af en længselsfuld Piges Lokker.

«Wäinemöinens Fingre spille,

Strængene i Harpen klinge:

Bjerge drøne, Fjælde brage,

alle Klipper give Gjenlyd,

Stene hoppe ud paa Vejen,

Gruset hvirvler op i Søen,

Fyrr og Gran af Fryd betages,

Stubbene paa Sandet danse. —

Kvinderne i Kalevala

lægge Sømmen strax til Side,

ile, mere snar end Elven,

styrte som en Strøm til Stedet;

unge Piger og Matroner

under Latter, Skæmt og Glæde

løbe hen at høre Spillet,

de vidunderlige Toner. —

Alle Mænd i Sangrens Nærhed

have blottet deres Hoved,

gamle Kvinder ved hans Side

staa med Haanden under Kinden,

Pigerne har Graad i Øjet,

Drengene paa Knæ er sunkne,

lyttende til Strængelegen

og dens frydefulde Toner. —

Og paa én Gang alle sige,

som med én Mund alle tale:

«Aldrig nogen Tid vi have,

medens Maanens Guld har straalet,

hørt et Strængespil saa lifligt.

Ingen Old har sligt fomummet!» —

Vide lød de søde Toner,

til den sjette By de hørtes,

og ej fandtes nogen Skabning

som ej ilede til Stedet,

for til Harpens Slag at lytte.

Alle Dyr, som bo i Skoven,

ned paa Poterne sig lagde

for at høre Strengespillet

og dets Glædeslyd fornemme;

Fugle, som i Luften pilte,

satte sig til Ro paa Grenen,

Fiskene i Havets Bølger

svømmed alle hen til Bredden,

ja selv Ormene i Jorden

maatte krybe frem af Mulden,

vred og vendte sig af Glæde,

ved at høre Wäinemöinen

lokke Toner af Kantelen.».

Man sér, at Orfevsmythen ogsaa forekommer hos Finnerne, og de skulle ikke skamme sig ved den Form, hvori den fremtræder; den turde vel kunne taale Sammenligning med den græske. Med hvilken beundringsværdig Sans for plastisk Gruppering har ikke den ulærde og udannede Digter — og at Episoderne i Kalevala skylde jævne Almuesmænd deres Tilblivelse, maa ansés for givet — her forstaaet at fremstille den Sandhed, at Lystfølelsen ved Musikken er fælles for alle levende Skabninger! – – Men foruden at være Jordens største Sanger er Wäinemöinen ogsaa den ypperste Vismand. I Kalevala efter den første Redaktion fremstilles han endogsaa som den, der har den væsentligste Andel i Verdens Skabelse. Dette tillægges i den omredigerede Kalevala hans Moder, Luftens Jomfru, der, efterat have sænket sig ned i Havet, befrugtes af dette og Vinden. Men Fremstillingen af Wäinemöinen som den store Koglekvæder, den i Besværgelseskunsten uovertrufne, er uforandret. Besværgelsessangen er urgammel hos den finske Folkestamme; man vil den Dag i Dag kunne finde den anvendt af Schamanerne hos de uciviliserede altaiske Folk. Den fornuftige Idé, der ligger til Grund for denne Overtro, er, at den menneskelige Tanke, som faar sit Udtryk i Ordet, har Magt over Naturen; og dernæst, at al Kundskab er Vælde. Det, det kommer an paa i Kalevala, er at finde «Oprindelsesordet» for den fjendtlige Naturmagt. Har Besværgeren fundet dette, saa formaar han i sin Tryllesang at gjennemgaa alle dens Udviklingsled og saaledes til sidst at overvælde den. Men svigter hans Viden eller Hukommelse ham, hjælper alt hans Kogleri ham intet. Trylleevnen synes at være ejendommelig for alle Kalevalider saavelsom for Pohjolas Herskerinde; men den er stærkest udviklet hos Wäinemöinen. Ikke desto mindre kan selv han lejlighedsvis komme i Forlegenhed for «Oprindelsesordet»; han skyer da ingen Vanskelighed for at faa fat paa det. Da han ved Hjælp af Tryllesange næsten er bleven færdig med Bygningen af sit Fartøj, mangler han endnu tre Ord for at fæste Rælingsplankeme sammen og rejse For- og Agterstavnen. Han grunder da længe paa, hvor han skal finde disse tre aldeles uundværlige Ord:

«Om maaske paa Svalers Isser

eller Hovedet af Svaner

eller Skuldrene paa Gæs?

Men endskjønt han i en Fart dræber Masser af disse Dyr,

«ikke dog et Ord han finder;

ej en Gang et halvt han vinder».

Atter tænkte han efter:

Vistnok hundred Ord der findes

under Sommerrenens Tunge,

paa det hvide Egerns Læber».

Wäinemöinen anretter nu en sand Ødelæggelse mellem disse Dyr og finder ogsaa mange Ord, men ikke et, han kan bruge. Da beslutter han at søge dem i selve Dødsriget Tuonela eller, som det ogsaa kaldes, Manala. Da han kommer til Tuonis Elv, vil imidlertid Tuonis Datter ikke færge ham over, før han har gjort Rede for, paa hvad Maade han er død, og hvad det er, han søger. Forgjæves vil Wäinemöinen knibe ud, han maa tilsidst frem med Sproget, og da Pigen erfarer, at han endnu hører til de Levendes Tal, raader hun ham under Trusler til at vende om, da hans Daarskab ellers vil bekomme ham ilde: fra Dødens Rige vender Ingen tilbage. Men «den gamle, trygge Wäinemöinen» svarer:

«Vende om maa gamle Kvinder,

men ej Mænd, selv ej den ringste,

ej den sletteste blandt Helte!

Kom med Baaden, Tuonis Datter,

med din Færge, Manas Tærne!»

Wäinemöinen kommer nu over Elven og bliver vel modtagen af Tuonetar, Manalas Herskerinde; men han betakker sig for Beværtningen, da han ser Orme krybe omkring paa Ølkrusets Kanter og Frøer springe om paa Bunden; og da han fortæller, hvad der har ført ham hid, erklærer Tuonetar, at han ikke faar noget Troldord af Tuoni og aldrig slipper levende fra Dødens Rige. Han dysses ind i en Dvale, og medens denne staar paa, spindes der et uhyre Næt af Kobbertraad, som Tuonis Søn med sine krumme Jærnfingre kaster over den sorte Tuonielv, forat Wäinø ikke skal undslippe. Men denne vælter sig som en Sten i Vandet, snor sig som en Orm gjennem Nættets Masker, og da Tuonis Søn vil drage sit Garn i Land, faar han hundrede Foreller og flere tusend Smaafisk, blot ikke Wäinemöinen, «Uvantolas Gubbe». Denne er dog blevet saa forfærdet over, hvad han har sét i Manala, at han efter sin Hjemkomst ikke kan lade være at advare mod levende at begive sig ned til Dødsriget, eller ved Forbrydelser gjøre sig værdig til et Ophold i Rædselens Bolig. — Wäinemöinen er imidlertid en altfor ihærdig Natur til, at han ved alle disse Skuffelser og Besværligheder skulde lade sig afholde fra at fuldføre sit paabegyndte Værk. Han vil have de tre manglende Ord. En Hyrde raader ham til at søge dem hos Antero Wipunen, en ældgammel troldkyndig Jætte, der i lange Tider har hvilet som død i Jordens Skjød (aabenbart en Personliggjørelse af selve Jorden):

«Aspen voxte paa hans Skulder,

Birkens Rod stod i hans Tinding,

Ellen hæved sig fra Kjæben,

Vidjebusken under Skjægget.

Egerngranen fra hans Pande,

Naaletræet fra hans Tænder».

Og Vejen til dette Jorduhyre er just ikke den nemmeste. Hyrden siger til Wäinemöinen:

«Først du springe maa en Strækning

over Kvindenaales Odder.

Derpaa maa du gaa et Stykke

over skarpe, hvasse Sværde.

Og tilsidst saa maa du løbe

over Heltes Øxeægge».

Wäinemöinen skrækkes dog ikke. Han gaar til sin Broder Ilmarinen og lader ham smede sig Sko, Handsker, Skjorte og Stang af Jærn. Saaledes udrustet, tilbagelægger han den farlige Vej, driver sin Stang ind i Munden paa Wipunen med de Ord:

«Rejs dig Menneskets Træl fra Hvilen,

fra din Slummer under Jorden,

fra den lange Søvn, du sov!»

Wipunen vaagner af Smerte og bider i Stangen, hvorved Wäinemöinen styrter ned i hans Gab og nedsvælges. I Begyndelsen er denne meget forknyt, men finder dog snart paa Raad. Han laver sig en Baad af en Kniv med flammet Birkeskaft og ror rask frem gjennem Jættens Indvolde. Men da dette ikke lader til at genere Wipunen, indretter Wäinemöinen sig en Smedje af sin Skjorte, Blæsebælge af Skjorteærmerne, en Puster af sin Pels, et Rør til Bælgen af sine Buxer, Rørets Mund af sine Strømper, Knæet bruger han som Ambolt, Albuen som Hammer og sin lille Finger som Tang. Han begynder nu at smede lystigt uden at tage sig Hvile hverken Dag eller Nat. Dette begynder tilsidst at blive Wipunen for varmt: Gnisterne fyge ham op i Munden, Slaggerne staa ham i Halsen, og han besværger Ondet, der raser i hans Mave. Men skjønt hans Besværgelsessange strækker sig gjennem 447 Vers, saa erklærer dog «den gamle, trygge Wäinemöinen», da han er til Ende:

«Godt mig tykkes her at være,

muntert jeg fordriver Tiden:

Brød jeg faar udaf din Lever,

Fedtet gi’r mig Sul til Levren,

Lungerne ret vel kan koges,

Spækket kan som Mad fortæres!»

Og han truer nu Wipunen med at lægge sin Smedje dybere ned i hans Indvolde og slaa alvorligt til med sin Hammer, hvis han ikke lærer ham hine Trylleformularer, der jo langtfra have tabt deres Kraft, fordi Troldmanden selv er død. Saaledes maa da den plagede Wipunen føje sig efter hans Vilje og synger nu Nætter og Dage uden Afbrydelse, saa at Solen bliver staaende stille for at lytte, og Bølgerne i Fjorden ophøre at bruse. Efterat Wäinemöinen har faaet at vide, hvad han ønskede, beder han Wipunen at aabne sine Kjæber og udspy ham. Derpaa vender han tilbage til sit Arbejde og fuldfører det uden Hjælp af nogetsomhelst Værktøj. – – Men det gaar den gamle vise Wainemöinen, som en dansk Digter synger:

«En Mester i Tankernes Riger

hél tit er i Verden forsagt,

til Spot for de dejlige Piger!»

Kun paa ét Felt er den ellers altid sejrende Skjald uheldig; han kan ikke vinde Kvinders Kjærlighed. Da han straffer den unge, skrydende Joukahainen for hans uforskammede Optræden, beder denne ham ynkelig om Skaansel, mod at han skaffer ham sin Søster Aino til Ægte. Wainemöinen løser ham da fra Fangenskabet i det Kjær, hvori han har tryllet ham ned til Halsen. Men da Joukahainen kommer hjem, brister hans Søster i Taarer, da hun hører, hvad han har lovet. Hendes Moder er vel fornøjet med at faa en ætstor Mand, den berømte Sanger, til Svigersøn; men Aino vedbliver at være utrøstelig over, at man har givet hende bort «til Øjenslyst for en gammel Mand, til en Gubbe, der stadig sidder hjemme». Hellere vil hun bo i Havet og være Fiskens Søster end være Krykkestok for en graahaaret Mage. Hun smykker sig og vandrer bort fra Hjemmet, for at finde Døden i Bølgerne. Med Sorg erfarer Wainemöinen denne Tidende og søger atter at fratage Havet, hvad det har røvet ham. I en besynderlig Fisks Skikkelse fanges Aino af hans Krog, og da han vil til at skære den op, hopper den ud af hans Baad og undkommer, medens den lader den forundrede Fisker vide, hvem den er. Forgjæves søger Wäinemöinen at overtale Aino til at vende tilbage; forgjæves udkaster han sin Silkesnøre; han fanger dog ikke den skjønne Fisk, «Wellamos voveskyllede Mø». Bedrøvet rejser han hjem. Efter en Stund langsomt at være dragen frem, udbryder han tilsidst:

«Fordum sjunged mine Fugle,

kukked mine glade Gjøge,

baade Aftenstund og Morgen,

stundom endog midt paa Dagen.

Hvad har gjort, at nu de tie,

dæmpe deres glade Stemmer? —

Sorgen har dem bragt til Taushed,

nedstemt deres klare Røster;

derfor sjunge de ej mere,

kvidre ej ved Solens Nedgang,

til min Glæde hver en Morgen,

til min Fryd som før om Kvælden!

Og jeg selv véd ikke mere,

hvordan Livet, jeg skal bære,

holde ud i denne Verden,

gaa min tunge Gang paa Jorden!»

Saaledes sørger et Digterhjærte. —

I Wäinemöinen er det Ihærdige, Sejge, Udholdende, noget Tunge, som findes i det finske Naturel, repræsenteret; men ogsaa det Bløde, Vémodige, Inderlige og Sagtmodige, som er Folket ejendommeligt. Hos ingen af Kalevaliderne fremtræder det nordiske Gemyt saa udpræget som hos ham.

Wäinemöinens Broder, Ilmarinen, er ikke saa dybsindig og erfaren som han, men har heller ikke endnu naaet Visdommens Alder. Ilmarinen er en Mand i sine bedste Aar, mere rask og foretagsom end den i sine Drømme og Grublerier som oftest nedsunkne Broder. Han er en praktisk, kunstforstandig Mand. Ligesom Wäinemöinen først har lært Menneskene Agerbruget, saaledes har Ilmarinen først lært dem at behandle Jærnet. Wäinemöinen fortæller paa given Foranledning Jærnets Oprindelse: «Luften er ældst blandt Mødre, Vandet er den ældste Broder, den yngste er Jærnet, Ilden den mellemste». Da Jumala skilte Vand, Luft og det faste Land, var Jærnet endnu ufødt. Da gned Luftens Drot Ukko sine Hænder mod hverandre paa det venstre Knæ, derved fødtes trende Jomfruer, «der bleve Rustens Mødre, Mødre til Jærnet med den blaa Mund». Jomfruerne træde frem til Skyens Rand, deres Bryster svulme, og deres Mælk flyder ned paa Jorden og udgyder sig over Kjær, Marker og de vaade Bølger. Fra den ældste Jomfrus Bryst rinder sort Mælk, deraf kommer det bløde Jærn, fra den næstældstes hvid, deraf har man dannet Staalet, fra den yngstes rød, deraf vandtes det sprøde Jærn. Da en Tid er gaaet, ønsker Jærnet at komme sammen med sin ældre Broder Ilden; men Ilden er overmodig, slaar op i forfærdelig Lue og søger at forbrænde Jærnet. Da flyr Jærnet sin grumme, vilde Broder og gjemmer sig i Mosen i 3 Aar. Men Ulv og Bjørn springe over Mosen og aabenbare ved deres dybe Fodspor Jærnets Skjulested; og da Ilmarinen er født paa et Kulbjærg, faar det ikke længe Lov at være i Ro. Ilmarinen voxer op paa «Sodets Moser» med Hammer og Tang i Haanden. Han fødes om Natten, laver sig allerede den næste Dag en Smedje og udsøger den en Plads. Da han er kommen til Kjæret, opdager han Jærnet og tiltaler det:

«Vé dig Jærn, Ulykkelige,

kun en ussel Plads du valgte

kun en lav og ringe Bolig

her i Ulvens Fjed i Kjæret,

her i Bjørnens brede Fodspor!»

Han beslutter nu at bringe Myremalmet ind i Ilden i sin Esse. Men det stakkels Jærn bærer endnu Skrækken i sig fra sidst og jamrer højt, saa Ilmarinen har Møje med at berolige det. Jærnet kommer nu i den røde Ilds Pine og maa sværge aldrig at tilføje Mennesket nogen Skade. Der er ingen Grund til at antage, at Jærnet ikke mener det ærligt med denne Ed. Men da Ilmarinen beder Mehiläinen (Bien), «det Godes Fugl», om at hente Honning til Vandet, hvori Jærnet kan hærdes, hører Herhiläinen (Gedehamsen), «Hiisis Fugl», hans Ord, og lader nu Ormens Edder, Slangens Gift, Myrens sure Vædske og Paddens Slim falde i Hærdningsvandet. Derved erholder Jærnet alle de fordærvelige Egenskaber, som senere saa ofte har gjort det farligt for Menneskene. – – Ilmarinen benytter sig ikke af Koglekvad: med sit fortrinlige Værktøj forstaar han at udrette de vidunderligste Ting. Han er en Fredens Mand, der i Modsætning til Wäinemöinen, som elsker Havet, nødig færdes paa de urolige, svigefulde Bølger. Hele Dagen kan han staa i sin Smedje og arbejde, medens Hammerstøv og Smedesod ligger favnetykt paa hans Skuldre. Men naar hans trofaste Søster Anniki har opvarmet hans Badstue, og han har tvættet sig med Marvsæbe og overskyllet sig med det klare Vand, da straaler hans Øjne i deres naturlige Glans, «hans Tindinger blomstre, og hans Hals bliver saa hvid som et Hønseæg». Iført sin fine Linnedskjorte, sine broderede Strømper, sin blaa Kjortel og sin bræmmede Kaftan, er han med sin høje, skulderbrede og muskuløse Skikkelse vel værd at sé paa. Han vinder Pohjolas fagre Rose, som hans vise Broder forgjæves har bejlet til, og hans Bryllup staar i Herlighed og Glæde, medens den gamle resignerede Wäinemöinen spiller op ved Gildet.

Medens Ilmarinen fremstilles som en mandig, fast Karaktér, lige fjærn fra Alderdommens Svagheder og Ungdommens Letsind og Uvederhæftighed, er den tredje Kalevalide Lemminkäinen ganske det Modsatte. Han er vel en kraftfuld, livlig og kjæk Ungersvend, der, trods den Bedste, forstaar at svinge Sværdet; men han er urolig og upaalidelig som det Element, hvorfra han stammer. Hans fagre og statelige Person er farlig for Kvinder; og naar han har vundet deres Kjærlighed, forlader han dem i Reglen troløst. Han er en bestandig Sorg for sin ømme, kjærlige Moder: hun er i en stadig Bekymring for, hvorledes hendes Søn nu skal komme fra det eller det halsbrækkende Foretagende, til hvilket hans aldrig hvilende Æventyrlyst har drevet ham. Kylli, Saaris unge skjønne Jomfru, til hvem Solen, Maanen og Stjærnen har friet for deres Sønner, men faaet Afslag; der haanligt har afvist hele Skarer af Bejlere fra Estland og Ingermanland, er ikke for højt et Maal for den «muntre Lemminkäinen», «den smukke Kaukomieli». Da Moderen søger at afholde ham fra at gaa paa Frieri til en Kvinde af den højbaarne Saarislægt, svarer han:

«Hvis mit Hjem befindes ringe,

og min Slægt ej nok højbaaren;

saa med min Person jeg bejler,

vinder Møen ved mit Ydre!»

Og da Moderen søger at svække hans Tillid til hans egen Uimodstaaelighed med den Forsikring, at alle Kvinder ville lé ad ham, tager han sig dette saare let:

«Kvindelatter let jeg standser,

Pigers Fnisen let jeg stopper:

jeg skal skaffe dem en Byrde

til at bære under Hjærtet,

da skal hver en Latter tie,

selv den værste Skogger standse!»

Begyndelsen er rigtignok ikke den heldigste. Da Lemminkäinen kommer til Saarigaarden, vælter hans Slæde i Porten til almindelig Munterhed for alle de unge Piger. Men han lader sig ikke forbløffe; han rejser sig op, kaster sit sorte Haar tilbage og spørger, om der ikke skulde være en Danseplads i Nærheden, hvor man kunde faa sig en Svingom. Saaris Piger svare ham imidlertid under Latter, at saadan en Klodsmajor som han passede bedst til at danse med Kalvene. Han tager dem da paa Ordet og bliver Hyrde; men det varer ikke længe, før han er alle Kvinders Elsker. Dog hans Hu staar til den fagre Kylikki; og da hun ikke er til at vinde paa anden Maade, røver han hende. Hun truer og beder, men han sværger paa, at han aldrig vil gaa til Dans mere og være hende trofast, naar hun vil love ham det Samme. De leve nu en Tid lykkelig sammen, og Lemminkäinens gamle Moder glæder sig over, at Sønnen endelig har faaet Ro paa sig. Men da hænder det, at Kylikki, en Gang Lemminkäinen er paa Jagt, gaar til Leg og Dans med Byens Ungdom. Lemminkäinens Søster kan ikke bare sig for at sladre af Skole, og hendes Broder griber da med Henrykkelse, nu da hans Hustru har brudt Løftet, Lejligheden til atter at komme paa Farten. Han beslutter at rejse til Pohjola og fri til Landets skjønne Datter. Moderens mørke Anelser og Bønner besvarer han med at gjøre sig færdig til Rejsen og børste sit Haar. «Vær uden Frygt Moder», siger han, «saa længe denne Børste ikke flyder med Blod, er der ingen Fare for din Søn». Ankommen til Pohjola, hører Lemminkäinen Sang og Spil i Forstuen. Han træder imidlertid dristig ind og begynder nu selv at synge Tryllesange, «saa Gnisterne flyve ud af hans Pels, og hans Øjne brænde af Luer». Selv de allerbedste Runesangere kogler han Smaastén i Halsen, saa de synge forkert, og til sidst driver han dem Pokker i Vold. Kun en blind Hyrde, der forekommer ham altfor ynkelig, skaaner han. Denne lister sig imidlertid hen til Tuonielven, for at lure paa den Overmodige. Stolt af sine Bedrifter, kræver nu Lemminkäinen Pohjolas fagre Mø af hendes Moder; men denne erklærer, at han ikke faar hendes Datter, før han har fanget Hiisis rappe Elsdyr. Han opjager da dette Vidunder paa sine Sølvskier og lægger netop, efter med stort Besvær at have indhentet det, sin Haand paa dets lodne Ryg med de Ord:

«Herligt var det her at hvile ved en fager Jomfrus Side, med en nys befjedret Due»,

da Elsdyret atter sætter i Løb, og Lemminkäinen bryder sine gode Skier uden at kunne naa det. Endelig lykkes det ham dog ved Tapiofolkets Hjælp. Dog Pohjolas Herskerinde er ikke tilfredsstillet hermed: hun fordrer endnu, at han skal lægge Bidsel paa Hiisis brune ildfnysende Hest. Ogsaa dette udfører han ved Naturmagternes Hjælp. Men da han skal til det tredje Herkulesarbejde: at skyde den Svane, som svømmer paa Tuonis sorte Dødningeelv, rammes han af den blinde Hyrdes Pil. Døende kalder Lemminkäinen sin Moder til Hjælp; men Hyrden kaster ham ned i Elven, hvor Tuonis blodbestænkte Søn sønderhugger ham med sit forfærdelige Slagsværd. — Man skulde nu tro, at det for evig var forbi med «den muntre Lemminkäinen»; men takket være den finske Fantasi, som endogsaa gjennembryder Dødens Skranker, har han endnu en smuk Levetid for sig. — Lemminkäinens Moder, som sér hans Børste dryppe med Blod, aner, at hendes Søn er stedt i den største Vaande. I Hast bryder hun op, forat oplede ham eller erfare hans Skæbne. Moderkjærligheden giver hende vidunderlige Kræfter: hvor hun drager frem, «der sænkes Bakkerne, Dalene løftes, Bjærgene jævnes, Markerne højnes». Ankommen til Pohjola, faar hun endelig ud af dets Herskerinde Louhi, hvad denne véd om Lemminkäinen. Hun iler atter afsted. For bedre at kunne lede, omskaber hun sig snart til et, snart til et andet Dyr:

»springer som en Ulv paa Kjæret,

som en Bjørn i Skovens Dybder,

gaar i Vandet som en Odder,

som en Grævling over Marken,

som et Pindsvin over Tuer,

langs med Søen som en Hare,

kaster alle Stén af Vejen,

løfter Stubbene i Vejret».

Hun spørger Træerne, om de ikke have set hendes Søn. Fyrren sukker; men Egen svarer hende afvisende, at den selv har for mange Sorger, til at bekymre sig om hendes Søn: dens Skæbne er at blive kløvet og brændt. Hun spørger en Vej, hun standser ved, om den ikke er bleven «hendes Dreng, hendes gyldne Æble», vaer; men Vejen svarer hende, at dens ublide Lod er at blive betraadt af hver Hund og trampet af hver Hest; den er optaget nok af egne Sorger, til at den skulde lægge Mærke til hendes Søn. Af Maanen faar hun et lignende trøstesløst Svar. Endelig fortæller den milde Sol hende, hvad hun ønsker at vide. Da hun hører, hvor ynkelig hendes Søn er kommen af Dage, brister hun i Graad, iler til Ilmarinen og trygler ham om at gjøre hende en Kobberrive med Tænder paa hundrede Alen og et Skaft, der er syv Gange længere; og nu, medens Tuonifolket dysses i Dvale af den medlidende Sol, begynder hun at rive i Elven efter Lemminkäinens Lemmer. Hun river og river, bestandig længere og længere ned i den dybe, mørke Elv. Endelig faar hun fat i hans Strømper og Hat og langt om længe i hans sønderdelte Legeme. «Alligevel manglede der endnu en Smule: den ene Haand, det halve Hoved, flere andre smaa Stykker og til Slut selve Livet». Medens Lemminkäinens Moder under Taarer overvejer, om der skulde kunne blive et Menneske ud af alt dette, spotter den ondskabsfulde Ravn hende fra Træet: «Al hendes Umage er til ingen Verdens Nytte; den Fyr bliver aldrig til Menneske mere; Gjedden har allerede ædt hans ene Skulderblad. Hun skulde hellere kaste Liget igjen i Elven, saa kunde det maaske blive til en Hvalros eller Hvalfisk». Men Lemminkäinens Moder «vil ikke kaste sin Dreng bort». Hun bliver ved at rive, indtil hun faar alt det Manglende samlet. Derpaa sammenføjer hun det Hele, og faar, ved at besværge Aarernes Vogterinde Suonetar, den Dødes Puls til at slaa. Bien, Mehiläinen flyver vide omkring, for at hente Lægesalve til hende: først til Skovriget Tapiola, saa til Øen, «der ligger borte bag ni Have», dernæst til selve Jumala, hvor den endelig erholder det Søgte. Da Lemminkäinen bestryges med denne guddommelige Salve, kommer han atter til sig selv, «ja bliver endda noget friskere end tilforn». Hjærtelig glad over hans Gjenoplivelse, spørger Moderen, om der endnu fattes ham noget, og han svarer:

«Meget, meget end mig fattes!

Borte er mit Hjærte endnu;

bort min Hu og Tanke stunder

til de fagre Pohjas Piger,

til de skjønne, lokkefagre.

Pohjas Kvind med svampet Øre

giver mig dog ej sin Datter,

førend jeg har Alken truffet,

skudt Tuonielvens Svane!»

Man sér, at Finnernes Don Juan bliver sig selv lig: hans Ufærd kan ikke i ringeste Maade forandre ham. Dette er et ypperligt, Naturen afluret, Træk. Men langt mere træffende og gribende er dog Moderkjærligheden skildret. Moderkjærligheden, der aldrig taber Modet, hvor fortvivlet det end kan se ud, hvor megen Egenkjærlighed og Kulde den end møder, hvor mange spottende Bemærkninger den end er udsat for, men møjsommelig og med aldrig svigtende Udholdenhed arbejder sig frem til Maalet.

Medens Lemminkäinen trods sin bevidste Elskværdighed og sit uforbederlige Letsind ikke har noget Frastødende eller Uhyggeligt ved sig, er Kullervo en mørk Skikkelse. — To Brødre, den hæderlige Kalervo og den falske Untamo have altid ligget i Strid med hinanden om Fiskefangsten og Agerens Grøde. Tilsidst overfalder Untamo Kalervo, brænder hans Gaard, dræber ham selv og bortfører hans Hustru. Denne er frugtsommelig og føder i sin Slavindestand en Søn, der kaldes Kullervo, «Stridens Kraft». Tredjedagen efter sin Fødsel søndersparker Kullervo sin Vugge, og da han er tre Maaneder gammel, truer han med at ville hævne sin Faders Død. Untamo, som først havde frydet sig over hans Styrke og haabet i ham at komme til at eje en stærk Træl, frygter nu for at komme til at opfostre sin egen Bane og lader ham derfor indespærre i en Tønde og kaste i Vandet. Tre Dage derefter finder man imidlertid Drengen siddende paa sin Tønde og fiske. Untamo antænder nu et stort Baal og kaster Kullervo paa Ilden. Men tre Dage derefter sér man ham sidde og rode med en Pind i de udbrændte Kul. For tredje Gang søger Untamo at tage Livet af ham ved at hænge ham i et Træ; men her finder man ham atter efter et Par Dages Forløb siddende paa en Gren og skære Billeder af Krigere ind i Barken. Nu opgiver Untamo at faa ham ryddet af Vejen og lader ham uhindret voxe op. Men Kullervo gjør kun Ulykker. Skal han passe Barnet, knækker han Armene paa det, stikker dets Øjne ud, kaster Svøbet i Elven og brænder Vuggen. Skal han rydde Skov, svinger han med vild Glæde Øxen, forhugger og omstyrter Alt. Skal han indhegne en Ager, rejser han et Gjærde af kæmpemæssige Fyrretræer, saa Ingen kan komme ind. Skal han tærske, slaar hans Plejl alt Kornet til Avner. Untamo sér da, at der Intet er at stille op med ham, og sælger ham til Ilmarinen. Denne sender Kullervo ud at vogte Hjorden, og Ilmarinens Hustru, Pohjoladatteren, giver ham et Brød med, uden til af Hvede og velsmurt med Surmælk og Smør, men længere inde af Havre og i Midten en Sten. Da han ved Solnedgang vil fortære sit Brød, springer hans Kniv i Stykker paa Stenen. «Kullervo, Kalervosønnen, sér paa sin gode Snittekniv og siger: Kniven var mig som en Broder, dens Staal var mig kjært; den var det Eneste, jeg havde arvet fra min Fader; den er nu ødelagt af Stenen, som min ondskabsfulde Madmoder har indbagt i Brødet. Hvordan skal jeg hævne mig?» Kragen fra Træet opfordrer ham til at jage Hjorden ind i Skoven til Bytte for Bjørne og Ulve og i dens Sted drive en Flok af disse til Ilmarinens Gaard. Kullervo følger det onde Raad; og da Malkningstimen nærmer sig, fører han sin Vilddyrsflok hjem, tudende paa et Koben, hvoraf han har gjort sig en Lur. Da Ilmarinens Hustru kommer ud for at malke, sønderrives hun af Ulvene og Bjørnene, idet hun lægger Haanden paa deres Yver. Kullervo vandrer bort fra Ilmas Gaard, blæsende af Hævnfryd i sin Lur, saa det gjalder i Heden, og Marken skjælver. Men da Aftenen kommer, indfinder Sorgen sig; og den vilde Kullervo jamrer ude i den mørke Skov over sin Forladthed og Hjemløshed: «Nu er Vinden hans eneste Ildsted og Regnen hans Badstuedamp ». Han anraaber Jumala om aldrig nogensinde at lade noget Barn lide hans, den Faderløses, Skæbne. Tanken om, at Untamos Udaad endnu ikke er hævnet, giver ham dog Mod til at leve; han vil gjengjælde ham al den Ulykke, han har bragt over ham og hans Forældre. Men da han begiver sig paa Vejen, møder han Skovens Frue i mørkeblaa Kappe, der fortæller ham, at hans Forældre leve endnu langt mod Nord ved Laplands fiskerige Søer, og giver ham Besked om, hvorledes han skal finde dem. Kullervo skynder sig did og bliver med Glæde modtagen af sin Moder, der troede ham død. Hendes Glæde ved Gjensynet er saa meget større, som hun for ikke længe siden har mistet sin ældste Søn i Krigen, og en Datter er bleven borte i Skoven. Kullervo kan dog ikke heller trives i sit Hjem: hvert Arbejde, han sættes til, ødelægges ved hans voldsomme, ustyrlige Kraft; og Faderen sender ham derfor bort paa Rejser, i Haab om at han skal vise mere Klogskab i Udførelsen af de Hverv, han overdrager ham. Men Vanskæbnen følger Kullervo. Han øver Vold mod en ung, skjøn Pige, han træffer paa Rejsen, og da hun fortæller ham om sin Herkomst, bliver det aabenbart, at hun er hans egen bortkomne Søster. Under vémodsfulde Klagesange styrter hun sig i Elven. Men Kullervo sønderskærer Skaglerne, kaster sig paa Hesten og iler hjem. Sin Moder raaber han fortvivlet i Møde: «Hvorfor kvalte Du mig ikke efter min Fødsel i Badstuens Damp, hvorfor svøbte Du mig ikke i et Lagen, kastede mig i Søen og brændte min Vugge!» Han vil kaste sig for Ulvens Tænder eller Bjørnens Gab; han vil drukne sig, for at Gjedden kan sønderslide ham. Moderen søger at berolige ham og raader ham til at skjule sig, indtil det Hele er glemt. Men Kullervo udbryder:

«Nej, jeg Usling ej mig skjuler,

ikke vil jeg Flugten tage.

Dødens Gab jeg gaar i Møde,

nærmes vil jeg Kalmas Porte,

gaa til Krigens røde Valplads,

til det Sted, hvor Blodet flyder.

End er Untamo ej fældet,

Niddingen staar endnu oprejst.

Hævnet end er ej min Fader,

ej min Moders bitre Smerte,

gjengjældt ej, hvad selv jeg døjed!»

Faderens, Broderens og Søsterens Hjærte er blevet koldt imod ham; kun hans Moder tager under Taarer Afsked med ham. Hun er ogsaa den Eneste, han begræder, da Efterretningen om Familiens Død naaer ham paa hans vilde Hævntog. Da Untamos Gaard er gaaet op i Flammer, han selv med sin Slægt dræbt, vender Kullervo tilbage til Hjemmet; men her er Alt øde, Ovnen kold, Gulvet tilsmudset, Baaden ligger stille ved Stranden. Han føler sig sørgelig ene og begræder atter sin Moders Død, den Eneste, som har elsket ham. Da vaagner Moderen i Graven, taler til ham gjennem Jorden og siger, at hun har efterladt ham Hunden Musti, som han kan drage paa Jagt med. Han gjør det. Men da han ude i Skoven nærmer sig det ulykkesvangre Sted, hvor han har krænket Søsteren, «da græd den grønne Lind, Klagetoner lød gjennem Lunden, alle smaa Urter sørgede, Lyngens Blomster fældte Taarer». Da drager han sit Sværd og spørger det, om det vil drikke forbryderisk Blod. Sværdet svarer: «Hvorfor ikke, jeg drikker jo ogsaa uskyldigt Blod». Da styrter Kullervo, «Ulykkesønnen», sig i Sværdets Odd. — Denne Episode, der staar noget isoleret i Kalevala, udmærker sig fremfor de øvrige Sange ved sin Helstøbthed. Den har utvivlsomt en eneste Digter til Forfatter og er rimeligvis af senere Datum end de andre. — Sjældent har vel den sig selv fortærende Hævnlyst faaet et mere prægnant Udtryk end i denne episk formede Tragedie. —

Saaledes have vi da i Finnernes store Oldkvad faaet Folkets fremtrædende Karaktérsider repræsenterede gjennem Digtets fire Hovedpersoner; det paa én Gang Bløde og Sejge, Gemytfulde og Kløgtige hos Wäinemöinen; det Arbejdsivrige, Hæderlige og Fredsæle hos Ilmarinen; det Lette, Flagrende og Dumdristige hos Lemminkäinen; det Mørke, Stridige og Vilde hos Kullervo. Omkring disse fire Skikkelser i overnaturlig Størrelse slynge de mythologiske Momenter i Kalevala sig som gyldne, lunefulde Arabesker paa en dunkel Ramme: de bidrage til at sætte En i Stemning for Billedernes fantastiske Staffage, men spille ingen selvstændig Rolle. At forsøge paa at konstruere en ejendommelig og klar Gudelære ud af Kalevala, vilde vist nok være spildt Arbejde.

____________________

Skønt vi for Hovedpersonernes Skyld udførlig have dvælet ved de fremspringende Episoder i Kalevala, indeslutte disse dog ikke Hovedbegivenheden. Hovedbegivenheden drejer sig om Sampo. — Ingen Forsker har givet en fyldestgjørende Udtydning af, hvad Sampo i Grunden skal betyde. Den Tolkning, som gjør Sampo lig med Trylletrommen, Lappernes Schamaner endnu den Dag idag betjene sig af, synes os kun lidet tilfredsstillende. – – I et stort Antal af Kalevalas Sange er det Sampo selv eller de Begivenheder, som give Anledning til dens Forfærdigelse og følge af dens vidunderlige Virksomhed, der er Handlingens Drivhjul. — Wäinemöinen, fortælles der, beslutter efter sin ulykkelige Bejlen til Aino, paa sin fra Graven talende Moders Raad at fri til Pohajapigen. Da han er paa Vejen, bliver hans Hest imidlertid skudt af den hævnsyge Joukahainen. Ved Faldet styrter Wäinemöinen i Havet og bliver langt om længe bragt til Pohjola af en Ørn, han havde skjænket Hvileplads i et Træ, da han i sin Tid ved Verdens Dannelse ryddede Skovene. Ankommen til Pohjola, begynder dog Wäinemöinen at lide af Hjemvé; men Landets Herskerinde, den gamle Hex Louhi, vil ikke tillade ham at rejse, før han har smedet hende Sampo, i hvilket Tilfælde han ogsaa skal faa hendes skjønne Datter til Ægte. Wäinemöinen sér sig imidlertid nødsaget til at erklære, at han ikke magter dette Arbejde, men at han sikkert skal sende sin kunstforstandige Broder Ilmarinen, der nok vil være Mester herfor. Han slipper da løs paa denne Betingelse og sér paa Hjemrejsen Pohjas dejlige Datter sidde i skinnende, hvide Klæder under Nordlysbuen og slaa sin gyldne Vævespole. Betagen af dette Syn, lover han at ville gjøre Alt, hvad hun paalægger ham, om hun vil blive hans Hustru. Men skjønt han kommer godt fra nogle af de urimelige Foretagender, den lunefulde Kvinde befaler ham at udrette, er han dog uheldig i andre og vender mismodig tilbage til Hjemmet, især dog paa Grund af sit Løfte til Louhi, da han véd, at Ilmarinen nødig forlader sin fredelige Smedje. For at faa ham bort, udtænker nu den gamle Magus en List. Han «fremsjunger» en himmelhøj Gran, i hvis Grene han hænger Maanen og Karlsvognen. Da Ilmarinen kommer ud for at beskue dette Underværk, kan han ikke bare sig for at klavre op i Træet, for at fange Himmellegemerne, og nu fremtryller Wäinemöinen en Stormvind, der i Hast fører Broderen «oven om Maanen og neden om Solen» til Pohjola. Her besejres Ilmarinens Hjærte af Pohjoladatterens Skjønhed og lover at smede Sampo, skjønt det Materiale, der tør anvendes dertil, er tarveligt nok: nemlig en Svanefjer, et lille Komfrø, et Uldhaar af en Væder og en Mælkedraabe af en nybær Ko. Nu tager da Ilmarinen med Energi fat paa sit Arbejde, staaende mellem store Sténblokke, da der ikke findes Smedje i Pohjola. Trællene trække ufortrødent Blæsebælgen i tre Døgn. Da disse ere forløbne, fremdrager Smeden af sin Esse en gylden Bue, der rigtignok har den slemme Vane, at den hver Dag sigter paa et Menneskes Hoved. Derfor sønderbryder Ilmarinen den og fremdrager næste Dag en guldsmykket Baad. Men ogsaa den lider af Mangler: uden nogen Anledning drager den i Krig og bliver derfor ogsaa kasseret. Næste Dag fremstaar en guldhornet Ko, som bærer Syvstjærnens Blink paa sin Pande og Solens Skive paa sit Hoved; dog ogsaa den har Uvaner: den sover i Skoven og spilder sin Mælk paa Marken. For fjerde Gang fremkommer en gylden Plov; men da den har Tilbøjelighed til at opdyrke Andres Ager, kan den heller ikke bruges. Men nu tager Ilmarinen Vindene til sine Medhjælpere, og da disse blæse med al deres Kraft, staa Flammerne ud af Vinduerne og Røgen helt op til Skyerne. Og nu endelig fremdrages Sampo med sit gyldne Laag. Uden Rast smeder Ilmarinen

«ved dens ene Kant en Melkværn

og en Saltkværn ved den anden,

ved den tredje Kant en Møntkværn».

Og nu begynder Sampo selv at male: «maler ét Maal til Fortæring, ét til at sælge og ét til at forvare». Louhi er henrykt og gjemmer det dyrebare Redskab i Kobberbjærgets Hvælvinger bag ni Laase. Ilmarinen faar dog ikke denne Gang den skjønne Pohjoladatter til Brud, men kommer senere igjen og hjemfører hende, efter at hun har truffet sit Valg mellem Wäinemöinen og ham. Da hun er bleven et Offer for Kullervos Forbitrelse, søger Ilmarinen forgjæves at bøde paa sin Sorg ved at smede sig en Hustru af Guld: hun har intet Hjærte og forbliver kold ved hans Favntag. Han bortrøver da sin dræbte Mages Søster; men da denne hader og trodser ham, forvandler han hende til en Maage. Fra nu af er det ude med Venskabet mellem Kalevala og Pohjola. Wäinemöinen foreslaar sin Broder et Tog til Pohjola for at bortrane Sampo; thi dette mærkelige Redskab er Grunden til, at

«let i Pohja er at leve.

Der er Pløjning, der er Saaning;

der er al Slags Væxt og Grøde;

dér, just dér, er evig Lykke».

De to Brødre begynde da deres Pohjolafærd; og da de under Vejs træffe Lemminkäinen, slaar han Følge med. Ankommen til Pohjola, foreslaar Wäinemöinen Louhi at dele Sampo. Men hun svarer: «Hjærpen er for lille til at deles i tvende Stykker». Wäinemöinen dysser da Pohjanerne i Søvn ved sit Spil, og da dette er sket, bortføres Sampo i al Skyndsomhed paa Wäinemöinens Baad. Men tredje Dagen derpaa opløfter den altid ubetænksomme og letsindige Lemminkäinen et saa vældigt og uartikuleret Glædesskrig over Kalevalidernes Rov, at Søfuglene skræmmes op og vække Pohjanerne, der i Hast sætte efter Sampofarerne. Nu opstaar der en forfærdelig Kamp. Louhi anvender alle sine Hexekunster, men kan dog ikke overvælde sine Modstandere. Alligevel lykkes det hende at faa saa meget Tag i Sampo, at den sønderbrydes. Nogle Stykker synke ned til Havbunden og gjøre Havet rigt, andre flyde til Stranden og bringe Overflødighed til Finlands Kyster. — Castrén mener, at historiske Begivenheder ligge til Grund for disse Sagn, og gjør i saa Henseende opmærksom paa, at der endnu hos Finnernes Stammefrænder i Evropa og Asien hersker den Skik ikke at ægte Kvinden indenfor sin egen Slægt, men enten ved Erlæggelsen af Brudeskat eller ogsaa ved voldsom Bortførelse tage sin Hustru af en anden, ligegyldigt om denne Slægt staar i et venskabeligt eller fjendtligt Forhold til Ens egen. At Sligt har fundet Sted hos de hedenske Finner, anser Castrén for utvivlsomt. Aldrig hører man Kalevaliderne bejle til Landets egne Døtre, men stadig til Pohjolas, saaledes Wäinemöinen, saaledes Lemminkäinen, saaledes Ilmarinen; og da den Sidste har mistet sin Pohjola-Hustru, falder han ikke paa at fri til en Mø fra Kaleva, men danner sig, som en anden Pygmalion, selv en. Rimeligvis repræsentere da Pohja- og Kalevafolket to Slægter, der efter Omstændighederne snart have levet i Fred, snart i Strid med hinanden; og Bejlerkvadene i Kalevala støtte sig i det Tilfælde paa Sagn, der have deres historiske Oprindelse i en Tid, som ligger langt forud for den, paa hvilken Finnerne indvandrede i det egentlige Finland. Sagnene om Sampo turde derimod være yngre, da Finnernes mere østlige Stammefrænder ikke have Noget om dette mærkelige Redskab, om end dets Navn forekommer hos Mongolerne. —

Om Kalevalas førkristelige Oprindelse er der ingen Grund til at tvivle, selv om «Runerne» ikke ere overleverede os ganske i den samme Form, hvori de oprindelig ere sjungne, og selv om Stænk og Mærker fra den kristelige Tid hist og her forekomme. Den sidste Rune i Kalevala vidner tydelig nok om, at de gamle Sangere selv ønskede deres Digtning betragtet som poetiske Forestillinger, der maatte vige for det ny Aandslivs Vælde. — «Mariatta», fortælles der, «det vakre Barn, den lille unge Pige, levede længe i Stilhed og bevarede bestandig sin Uskyld». Da bliver hun frugtsommelig efter Nydelsen af et Jordbær. Da hun mærker, at hun skal føde, beder hun sin Moder (efter finsk Skik) at berede hende en Badstue. Men Moderen skjælder hende for en Hiisi Skjøge; og ikke bedre Medfart faar hun af sin Fader. I Angst og Smerte sender hun da sin lille Tærne til Ruotus (Herodes) for at bede om et Kammer til at føde sit Barn; men Ruotus’ fule Hustru svarer haanlig: «At deres Badstue staar ikke aaben for den første, den bedste Tøjte. I Kytömäki-skovens Staldrum kan Mariatta finde en Badstue, der passer for hende». Mariatta brister i Taarer ved dette ubarmhjærtige Svar; men hendes Nød tvinger hende. Da hun kommer til Stalden, beder hun Hesten om ved dens Aande at give hende den Damp, hun har nødig; og Dyret, mere godlidende end Mennesket, opfylder nu ved sin stærke Pusten Stald- rummet med en Varme, hvis Temperatur er i Højde med den, der fremkommer i Badstuen, naar Vandet gydes paa den hede Ovn. Saaledes erholder den stakkels Forladte et rigeligt Dampbad og føder nu et lille Barn i Krybben paa Høet ved Hestens Side. Hun opammer sit Barn i Stilhed. Men da hun en Gang i Moderglæden holder sin Dreng, «sit kjære gyldne Æble, sin Sølverstængel», i sine Arme, forsvinder han pludselig fra hendes Favn og er ikke til at finde. Hun leder og søger. Hun spørger Stjærnen; men den svarer, at selv om den vidste det, vilde den ikke sige det; thi han har skabt den til i denne barske Aarstid at glimre paa det kolde Firmament». Maanen giver et lignende Svar. Alene Solen svarer venlig:

«Skulde jeg din Dreng ej kjende,

det er ham jo, som mig skabte,

til at lyse her paa Himlen,

straale i min gyldne Klædning

paa de skjønne, klare Dage.

Vel jeg véd, hvor Drengen findes,

hvor din Lille er, Du Stakkel:

i et Kjær han staar til Midjen,

op til Armene i Sandet:

i en Mose findes Drengen,

dér han staar, dit gyldne Æble!»

Mariatta finder ham, bringer ham hjem og sender Bud efter Oldingen Wirokannas, for at han skal døbe ham. Men denne vil (efter hedensk Skik) først have at vide, om Barnet skal have Lov til at leve, og henvender sig i saa Henseende til Wäinemöinen. Han fælder den haarde Dom: «At, eftersom Drengen er avlet af et Jordbær og taget fra Kjæret, saa er det bedst, at han enten sænkes ned i Jorden ved en bærbevoxen Tue eller føres ud i Mosen igjen og faar Hovedet knust». Men da oplader det næppe to Uger gamle Spædbarn sin Mund og taler:

«O, Du stakkels gamle Gubbe,

taabelig, forsovet er Du!

Ilde har Du tolket Loven,

daarlig Kjendelse Du fælded.

Ej man førte Dig til Mosen

og dit Hoved sønderknuste;

skjønt Du værre Synder øved,

Handlinger, langt mere dumme.

Husk, da Du som Yngling fordum

hengav Sønnen af din Moder

til en Løsning for dit Hoved,

til en Frelse for din Frihed;

eller da den unge Aino

fordum styrted sig for din Skyld

sorrigfuld i Havets Bølger!»

Betagen af Forundring, skynder Wirokannas sig nu at døbe Barnet. Men den gamle Wäinemöinen gribes af Harme og Skamfuldhed og beslutter at drage bort. For sidste Gang fremtryller han ved sin Sang en Kobberbaad, tager Plads i Agterstævnen og udtaler det Haab, at man efter en Stunds Forløb atter vil komme til at trænge til ham, for at han kan bringe en anden Sampo og danne en ny Harpe. Og dermed styrer han bort til «højere Egne og lavere Himle », efterladende det finske Folk i Arv Kantelen, sin skjønne Strengeleg, til evig Fryd.

____________________

Hvor meget eller hvor lidet historisk Værd Kalevala end maatte besidde; dens æsthetiske Betydning bør være uomtvistet. Der er snart en Duft af Fyrreskoven og Birkelunden, en Friskhed og Glans af klare Indsøer, snart et Drag af Sumpegnens Vildhed og Ødemarkens Gru udbredt over dens Skildringer og Episoder, der hver for sig ikke undlade at øve deres ejendommelige Tiltrækning paa os. Og i Slægt med denne Naturstemning er hele den naive Ynde, som Finnernes Oldkvad ejer i fortrinligere Grad end nogen anden Digtning fra gammel Tid. Man har med Rette fundet, at den Scene i Kalidasas Drama, hvor Sakuntala forlader Eneboet og tager Afsked med Alt, hvad hun har elsket, Blomsterne, Træerne og Antilopekiddet, der, hver efter sin Art, udtrykke deres Smerte ved hendes Bortgang, var noget af det Skjønneste i hele Skuespillet; men af saadanne Træk af Menneskets inderlige eller barnlige Forhold til Naturen vrimler det i Kalevala: Alt taler, føler, sørger og glæder sig. Ja selv de livløse Ting faa undertiden Mæle. Da saaledes Wäinemöinen i Følge med Ilmarinen vil drage til Pohjola og for dennes Skyld, der ikke ynder Havet, vil kjøre derhen i Slæde, hører han pludselig Noget jamre sig ved Stranden. «Det er vist en Mø, siger han, der græder; en lille Due, der klager?» Men da han kommer nærmere, hører han, at det er hans Baad, som jamrer. Medfølende spørger han den, hvorfor den sørger, og den svarer, at den frister en kummerfuld Tilværelse: medens andre ringere Fartøjer drage i Orlog og bringe Bytte hjem, maa den ligge her til Bytte for Orme. Baadens Tale gaar Wäinemöinen nær til Hjærtet, og for at imødekomme dens Ønske, maa Ilmarinen bekvemme sig til den ham mindre behagelige Sørejse. — Og lige saa stemningsfuldt som hele Naturen og dens Liv er opfattet i Kalevala, lige saa dybt ere de intime Forhold i Menneskelivet skildrede; fremfor Alt Moderkjærligheden. Hvor voldsomt og fortvivlet en Søn ogsaa farer afsted, hvor grumt og vildt han end ter sig; Moderen slipper ham dog ikke; thi

«ej en Moders Hu Du aner,

kjender ej et Moderhjærte».

Endogsaa naar hun er død, kan hun ikke glemme ham, men taler til ham fra Graven, for at yde ham Bistand i hans Nød. Selv den Kvinde, Kalevala fremstiller som den værste, Louhi, Pohjolas Herskerinde, en ful Hex, der, naar hun ifører sig sin Troldeham, er værre end det ledeste Uhyre, skildres som en kjærlig, omsorgsfuld Moder, der giver Datteren, før denne drager hjem til Mandens Hus, kloge og værdige Raad.

Og til Kalevalas æsthetiske Interesse slutter sig naturligt den etnologiske. Uagtet hvert Blad i denne Sangkreds bærer Vidne om en grænseløs Fantasi, der sammenblander Himmel og Jord, Natur og Menneske, Liv og Død, en Fantasi, som, hvis et eneste af dens Fostre blev til Virkelighed, maatte vende op og ned paa Alt, hvad der hedder Regel og Lov, saa er der dog Intet til Hinder for, at den pludselig kan slaa over til at dvæle ved de jævneste og mest hverdagslige Sager og da ofte give os de trofasteste Fremstillinger af den finske Bondes Liv. Æventyr, der stille de mest overspændte Fordringer til Ens Indbildningskraft, gaa i Kalevala Haand i Haand med de mest virkelighedsfaste Skildringer eller skjønneste Idyller. Saaledes Ilmarinens Bryllup med Pohjoladatteren, hvor Brudgommens Modtagelse i Brudehuset, Gjæsternes rigelige Beværtning, Brudens Afrejse, samt Sangene, der afvexlende dreje sig om den unge Kones Lykke og Ægteskabets Bekymringer, synes at være aldeles overensstemmende med finsk Nationalskik. —

Kalevala forekommer os at varsle det Folk, i hvis Skjød det er fostret, en mærkelig og selvstændig Plads mellem de Nationer, som skulle deltage i kommende Tiders Aandsliv.