Kampen for tilværelsen (KR)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Amuletter: Nederst til højre: Bælte for en lille Pige, hvis Søn faar følgende Egenskaber: Svanenæb, Barnet bliver en Dreng. Uglekløer, stærke Næver. Rypekløer, hurtig Løber. Maagehoved, god Fisker, Fiskelok, heldig Laksefanger. Bjørnetænder, fed Søn. Nederst til venstre: Hermelin, der bæres fastsyet til Ryggen af Inderpelsen. Øverst til højre: Pandebaand med en Bi og dens Yngel, baaret af en Kvinde, giver hendes Søn et stærkt Hoved. Øverst i Midten: Lom-Hoved, baaret fastsyet til en Drengs Hætte, giver mandige Egenskaber. Stump af en afdød Storfangers Isøse, baaret af en Dreng og syet til Ryggen af Inderpelsen, giver heldig Sælfangst. Yderst til venstre: Fortænder og Skindstump af en Ren, syet til Brystet af Inderpelsen, giver heldige Renjagter.
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet
Kampen for tilværelsen
Om sult, kanibalisme og amuletter
Knud Rasmussen
København, 1926
Det er i det foregaaende bleven sagt, at der aldrig er Overflod paa Føde. Selvfølgelig er der Perioder, hvor der nedlægges mere, end der kan fortæres, og dette er navnlig Tilfældet under de store Renjagter om Efteraaret, eller naar Laksefiskeriet giver godt Udbytte. Men regner man saa til Gengæld med, at der i Vintertiden undertiden kan hengaa Uger, hvor der ikke er nogen Mulighed for at skaffe noget spiseligt, vil man kunne forstaa, at det er en absolut Livsbetingelse at have Depot. Saaledes former Livet sig da som en næsten uafbrudt Kamp for Tilværelsen, og skæbnesvangre Perioder af Nød og Sult indtræffer ikke sjældent. Tre Aar før min Ankomst sultede saaledes 18 Mennesker ihjel i Simpson Strait. De havde overvintret paa Adelaide Peninsula, men Renjagten havde ikke givet større Udbytte, end at alle Depoter var opbrugt ved Juletid. Sælernes Forekomst kan ogsaa være meget uensartet, og netop den Vinter gik Aandehulsfangsten overordentlig trægt. Næsten uafbrudt afløste den ene Snestorm den anden, og skønt man tog ud paa Fangst, saa snart Vejret blot var nogenlunde, kom alle Fangere ofte tomhændede hjem. Saa traadte der Sygdom til, en mærkelig Sygdom, hvor Folk pludselig kunde blive lamme i Underkroppen, falde om og fryse ihjel midt ude paa Isen. Man havde ingen Proviant til at staa denne Tid igennem med og heller ikke Kræfter nok til at redde sig bort til andre Bopladser, hvor Fangsten var bedre, saa Døden var uundgaaelig. Aaret forinden var 7 Mennesker sultet ihjel norden for Kap Britannia. Man var søgt tidligt ud paa Isen, fordi man hverken havde Laks eller Dyredepoter at falde tilbage paa, og saa blev det pludselig mildt Vejr. Isen, hvor Aandehulsfangsten skulde drives, blev saa strømskaaren, at man ikke kunde færdes paa den, og derved kom Katastrofen. 25 Mennesker er jo ganske vist ikke noget stort Tal, men alligevel — taget ud af en samlet Befolkning paa 259, er det en forfærdende stor Procent for Dødsfald, foraarsaget ved Sult. Og dog løbes denne Risiko hver eneste Vinter, i den Tid Renerne er ude af Landet. Undertiden lykkes det dog at redde Livet ved Polartorsk, som findes baade ved Boothia Isthmus og forskellige Steder i Simpson Strait; de optræder dog sjældent i større Mængder og er saa smaa og magre, at de kun kan regnes for en ynkelig Nødhjælp. Desuden skal de spises raa, og da man under Misfangst aldrig har noget at opvarme Snehytterne med, hænder det kun alt for ofte, at Nøden og Kulden bliver de stærkeste. Det er derfor intet Under, at Tilfælde af Kannibalisme slet ikke er sjældne. Det undskyldes af alle som force majeure, og naar jeg omtaler det, er det da heller ikke for at øve nogen Kritik, men kun for at give et Billede paa, hvor ubarmhjertigt Livet kan forme sig. Hvad jeg her meddeler, gengiver jeg med min Fortællers egne Ord. Hans Navn er Sâmik, og han var en god Fanger og en anset Aandemaner.
"Mange Mennesker har spist Menneskekød; men de gjorde det aldrig af Lyst, de gjorde det kun for at redde Livet, naar Lidelser gennem lange Tider havde tæret saa stærkt paa dem, at de mange Gange ikke var ved deres fulde Forstand. Sult rummer Rædsler, Sult kan være ledsaget af Drømme og Syner, der kan knække selv de stærkeste Mennesker og faa dem til at udføre Ting, som de ellers vilde føle Afsky for. Derfor dømmer vi dem heller aldrig, men føler kun Medlidenhed. Saa mange har spist Menneskekød inden for vor Stamme, at selv Tabureglerne tager særligt Hensyn til dem. Navnlig vogtes der strengt over, at saadanne Mennesker aldrig spiser Kød af Bjørn eller Ravn.
Du kender Tuneq, Ib qiliks Broder. Du har truffet ham og hans nuværende Kone, du har boet sammen med dem og set, at han er en glad Mand, en Mand, der hob der af at le, og en Mand, som altid er god mod sin Kone.
En Vinter for mange Aar siden faldt det ind med Misfangst. Dag gik efter Dag, og man fik aldrig noget at spise. Folk sultede ihjel eller frøs ihjel, og de levende levede af de døde. Saa blev Tuneq pludselig forstyrret i Hovedet. Han begyndte at raadspørge Aanderne, og det varede ikke længe, før han fortalte, at han havde faaet det Svar oppe fra Luften, at han skulde redde sit Liv ved at spise sin Kone. Først skar han kun smaa Stumper af hendes Klæder og spiste dem. De Folk, der saa ham, fortæller, at han opførte sig som en Mand, der var besat af en vild Aand. Større og større blev Stykkerne; han skar af hendes Tøj, indtil han flere Steder havde blottet hendes Legeme. Saa stak han hende pludselig ihjel med sin Kniv og levede saa af hende. Hendes Knogler samlede han i en Dynge henne ved Sidebriksen for at opfylde den Tabu, der kræves af enhver, der dør. Men den døde gik igen, hendes Knogler laa og raslede om Natten, og nu fik den stakkels Mand onde Syner og var lige ved at dø af Angst. Og Mennesker, der laa og sov paa hans Briks, kunde pludselig blive trukket helt ned paa Gulvet, uden at nogen kunde forklare, hvorledes det var gaaet til.
Dette skete kort før Amundsens Overvintring paa King Williams Land. Tuneq var dengang en ung Mand, og han blev en Tid Amundsens Plejesøn og skulde have været med til de hvide Mænds Land. Under samme Sulteperiode spiste ogsaa Itqilik sin yngre Broder. Misfangsten havde varet omtrent hele Vinteren, Sulten var bleven til en Sygdom, og Kampen for at redde Livet var bleven haardere og haardere. I al Slags Vejr forsøgte man at drive Aandehulsfangst, men alle Sæler var forsvundne. Man var brudt op og havde slæbt sig til de Steder, hvor man plejede at fiske Torsk, men Havet syntes renset for Liv. Menneskene blev svagere og svagere, og saa besluttede Itqilik og hans Broder at forsøge paa at redde sig frem til en Boplads, der laa langt borte. Undervejs fik Broderen Frost i begge Fødder, saa at han ikke kunde gaa, og der gik Koldbrand i dem; men saa længe der var Haab om at redde ham, slæbte Itqilik sig omkring paa Isen, men fandt aldrig noget Aandehul. En Dag, da han udmattet kom hjem, ofrede den syge Broder sig selv. Itqilik modtog hans Gave, reddede Livet og naaede frem til Mennesker.
Aah, I fremmede ser os kun glade og sorgløse! Men kendte du de Rædsler, vi ofte maa opleve, vilde du ogsaa forstaa, hvorfor vi holder saa meget af at le, hvorfor vi elsker Mad og Sang og Dans. Der er ingen iblandt os, som ikke har oplevet en Vinter med Misfangst, hvor mange Mennesker sultede ihjel rundt omkring os, og hvor vi selv kun ved et Tilfælde reddede Livet. Jeg saa engang en gammel Mand hænge sig, da han var ved at sulte ihjel; han bevarede Forstanden og foretrak at dø i Tide; men forinden fyldte han sin Mund med afgnavede Sælknogler; paa denne Maade mente han at skaffe sig Kød i Overflod i de Dødes Land.
Det uhyggeligste af alt, hvad jeg har oplevet, hændte Nagfaq, Inugssaks Moder. Hun fødte engang under en Misfangst et Barn, medens Folk laa rundt omkring hende og døde af Sult. Hvad skulde dette lille Barn her? Hvordan skulde det kunne leve, naar Moderen, der skulde give det Liv, selv var hentørret og forkommen? Saa kvalte hun det og lod det fryse, og siden spiste hun det. Dagen efter blev der fanget en Sæl, og man reddede hendes Liv. Men fra den Tid var hun lam og kunde ikke holde sit Vand. Det var, sagde man, fordi hun havde ædt en Del af sig selv.
Saaledes kan det gaa Mennesker, og saaledes kan Mennesker lide; men vi, som selv har været med og ved, hvordan man kan blive, vi dømmer dem ikke, selv om vi, naar vi er mætte og glade, ikke altid kan forstaa, at de kunde gøre det. Men hvorledes skulde ogsaa den, der er rask og mæt, kunne forstaa Sultens Vanvid? Vi ved kun, at vi alle saa gerne vil leve."
Kan man undre sig over, at Folk, der har set ind i en saadan Afgrund, og som har Generationers Erfaringer for, at Ulykkerne kan komme over dem naar som helst, søger at beskytte sig paa enhver Maade for at klare det svære Liv? Man regner Amuletterne for at være et af de virksomste Midler. Det mest rørende Udslag af denne Trang til at beskytte oplevede jeg i de Amuletter, kærlige Forældre havde hængt paa deres lille Dreng. Drengen var ikke mere end syv Aar gammel og derfor meget generet i sin Leg som Følge af al denne Omsorg, der tvang ham til at bære ikke færre end 80 Amuletter. (Se Billederne).Sæl-Eskimoernes Opfattelse af den Kraft, der knytter sig til Amuletterne, er den samme som Igdlulikernes; kun bruger de dem absolut en masse.
I det Øjeblik Skydevaabenet indføres og Kampen for Føden lettes, hænder det altid, at en Del af de gamle besværlige Traditioner kommer noget ud af Kurs. Dette oplevede vi saaledes hos Indlands-Eskimoerne ved Store Fiskeflod, hvor Magasinrifler og røgfrit Krudt gjorde Ungdommen saa nøgtern og realistisk, at mange af de gamle hedenske Dogmer nu mødes med Tvivl. Saa vidt var det endnu ikke kommet med Sæl-Eskimoerne; her mødte jeg paa næsten alle Omraader de gamle primitive Anskuelser, der kun er et Udslag af Selvopholdelsesdrift. Man lever et Liv fuldt af Gaader og er stadig prisgivet urimelige og uforstaaelige Hændelser, og saa værger man sig mod de ukendte og usynlige Fjender ved at omgive sig med endnu mere Mystik. Og en saadan hemmelighedsfuld Mystik knytter sig netop til Amuletterne. Ingen forsøger i Virkeligheden paa at forklare, hvorledes denne symbolske Dyrkelse af Dyresjæle virker.
Det samme var Tilfældet med den Kraft, man lægger i Navne. Jeg traf Mænd med indtil 17 Navne, og man sagde om dem, at "de var som indsvøbt i og stivet af med døde Mænds Navne". Disses Antal kunde i Tilfælde af Sygdom yderligere øges. Men hvorledes de hjalp mod Ulykker og Modgang, var og blev Mystik.
Det grelleste Udslag af Kampen for Tilværelsen viser sig i den Maade, hvorpaa man søger at faa det mest økonomiske ud af Barnefødsler; thi det er udelukkende Økonomi, der ligger bag ved den Skik, at Pigebørn dræbes ved Fødslen, hvis de ikke paa Forhaand er lovet bort til en Familie, der har en Søn, som engang skal have en Kone. Disse Barnedrab begaas absolut ikke som Følge af Raahed i Sindet, og heller ikke fordi man underkender Kvindernes Betydning i Samfundet; i alt Fald ved man jo, at hun er uundværlig. Naar det sker, er det kun, fordi Kampen for Tilværelsen i dette Land er saa haard, at man Generationer igennem har faaet Erfaring for, at den enkelte Erhverver er ude af Stand til at ernære mere end de allernødvendigste Medlemmer af Familien. Et Pigebarn er kun til Besvær og Udgift for Husholdningen, saa længe hun ikke kan gøre Nytte, og fra det Øjeblik hun er i Stand til at hjælpe til, bliver hun gift og kommer bort fra sin Familie. Derfor maa Barnefødslerne reguleres, og en Udvælgelse af Drengebørn bliver Følgen.
En Fanger maa regne med, at han kun i forholdsvis faa Aar kan byde sig alt det, Jagten kræver. Konkurrencen er haard, og hvis han ikke har ganske særlige Anlæg og en usædvanlig Konstitution, behøver han ikke at blive ret gammel, før han ikke længere kan følge med de unge. Har han nu Sønner, vil disse som Regel kunne naa at træde hjælpende til netop paa det Tidspunkt, hvor hans egen Fysik begynder at svigte; og saaledes har Livets egen Ubønhørlighed lært dem, at det gælder om at faa saa mange Sønner som muligt. Kun heri kan de faa Sikkerhed for, at de ikke alt for tidligt behøver at lægge Strikken om deres egen Hals; thi det er en almindelig Skik, at gamle Folk, der ikke længere kan klare sig selv, foretrækker at gøre Ende paa deres Liv ved Hængning. Moralen er da følgende: Livet er kort; det gælder om at faa det mest mulige ud af det, saa længe vi har Kræfter dertil. Ethvert Barn ammes mindst tre Aar, og i den Tid der ammes, faar Kvinderne som Regel ingen Børn. Derfor synes Forældrene ikke, de "har Raad til" at se tre Aar spildt paa at amme en Pige, naar de ellers kan gøre sig Haab om at faa en Dreng.
Kilde
Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 2, ss. 126-133. København, 1926.
.jpeg)
_01.jpeg)
_02.jpeg)
