Kampen i Finsborg

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Bjovulf
Reprint Add.jpg
Adolf Hansen: Bjovulf
Heimskringla Reprint


oversat af
Adolf Hansen


Kampen i Finsborg


Indledning

Dette brudstykke omtaler den samme kamp, som nævnes i «Bjovulf» v .1069-1159. Grundtvig har i sin textudgave og sine oversættelser føjet det ind i kvadet. I nærværende udgave ville det blive midt i v. 1108. Rimeligere var det at stille det ind efter v. 1068. Hertil passer min ind- og udledning, hvortil der ingen grundtext findes.

Texten er så slet overleveret, at den i højeste grad har opfordret de lærde til at foretage ændringer. Min oversættelse hviler væsentligt på følgende textudgaver: Grundtvig 1820 (m. oversættelse) og 1861; Trautmann 1904 (m. oversættelse) og Holthausen 1905; og på oversættelserne af Grundtvig 1865, Clark Hall 1901 og Gering 1906.


Kampen i Finsborg.
 
Da fred blev fastsat mellem friser og daner,
fik Hildeburg, Hok’es datter, til husbond
friserkongen Finn, Folkvaldes søn. -
Hendes bror, Hnæf, heltekongen,
gæsted engang den grumme Finn.
Hørt jeg har, at Hengest ham fulgte
samt Eaha og Sigfred, Oddlaf og Gudlaf.
De helte fik hus i det høje Finsborg.
 
Men Finn, den falske, friserne samled;
i midnattens mulm i mængde de drog,
med Gunnar og Geirulf, deres gæster at svige.
 
[...Således spurgte en svend kong Hnæf:
"Dages i øst det? mon ild-dragen flyver?
eller mon boligens hjør]ner brænder?"
 
Da svared Hnæf, den djærve konge:
"Ej dages i øst det; ild-dragen flyver ej;
heller ej her brænder hallens hjørner.
Frem nu drager [vore dødsfjender,
færdigt rustede;] fugle synger,
gråben glammer; gny står af spyd,
der skramler mod skjolde; nu skinner fuldmånen
ud mellem skyerne; ufærd nærmer sig;
folkehadet vil fremmes nu.
 
Vågn, mine kæmper! Våbenfæller!
Brug nu hænderne! Husk jert heltery!
Gå fremmerst i flokken med frejdigt mod!"
 
[Modigt fra lejet] mangen sprang op,
de glimred af guld og gjorded sig med sværd.
Da gik til døren de dygtige kæmper,
Sigfred og Eaha med sværdene dragne;
ved den anden indgang stod Oddlaf og Gudlaf,
straks bag dem stod selve Hengest.
 
[...Finn og friserne stormed nu Finsborg;
han bød sine kæmper gå kraftigt frem.]
 
Dernæst Geirulf Gunnar manede
fra i det første fremhug at vove
sit dyre liv dumdristigt mod døren,
hvor den vældige vogter ville ham dræbe.
Dog råbte den raske, så det runged for alle
(dristig og djærv var han): "Hvem er dørvogter?"
 
"Sigfred hedder jeg! Siggernes drot,
heltery har jeg. I Hildes leg
jeg tit led trængsler. Træffe dig skal jeg,
når selv du søger i striden mod mig!"
 
Højt i hallen hørtes nu våbengny.
I heltenes hænder blev hugget i stumper
de bulede skjolde; borgtiljen knagede;
indtil Geirulf faldt, Gudulfs søn,
den første i folket, som i [Fris]landet boede;
om ham lå andre ædle i dynger.
Blandt valen omvankede valravnen den sorte
med røde sokker; og sværdene lyste,
som om Finsborg i flammer fuldstændigt brændte.
 
Ej hørt jeg har, at i heltekampe
tresindstyve taprere slog
eller gævere gengæld gav for mjøden,
end de fuldtro folk, der fulgte kong Hnæf.
Fem dage fægted de; faldt dog ingen
af dem, som drabeligt dørene vogted.
 
En hårdtsåret helt her nu vendte
sig bort: "Min brynje er brusten," sagde han,
"mit kamptøj er knækket, kløvet er hjelmen."
Straks da spurgte folke-styreren,
om de stærke stridsmænds sår kunne læges,
eller hvem af de unge det var, som [talte...
...]
 
Da segned i striden sønnen af Hildeburg,
så dræbtes drotten, den dristige Hnæf.
Men Hengest, den hårde helt, sig værged,
samt Oddlaf og Gudlaf, så ingen dem skaded.
I dynger lå danske hos dræbte friser. -
Finn bød da fred, og fastsat blev den.
Ed blev aflagt om evig troskab.
På bål nu de brændte de blodige helte.


Sproglig bemærkning:

Der er foretaget afvigelser fra Adolf Hansens retskrivning på følgende punkter:

- aa er ændret til å
- ö er ændret til ø
- navneord er ikke skrevet med stort begyndelsesbogstav.
- kunde, skulde, vilde er ændret til kunne, skulle, ville