Kanginguak (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

90. Kanginguak

(Fortælling fra Sydgrønland)

Kanginguak var en Sydlænding, som drog nordpaa til Kangek. Da han havde begaaet Drab, maatte han flygte derfra videre nordefter, og bosatte sig paa Isortokfjordens Umanak. Han havde en Søn, kaldet Tunerak, som han tidligt uddannede i Behændighed og Styrke. Naar Tunerak kom hjem fra Sælfangsten, pleiede han gjerne at have en Falk med sig paa Kajakken; han roede nemlig saa hurtigt, at han med sin Aare kunde slaae en Falk i Flugten.

Engang, medens de overvintrede paa Umanak, kom der henad Foraaret et Par Kajakker fra Ivianginit til dem paa Besøg, og Kanginguak's syntes godt om dem. I Samtalens Løb fortalte den ene: »igaar forskaffede en af vore Samboende os friskt Kjød, han havde første Gang prøvet en ny Fangeplads for Klapmydser.» — Tunerak spurgte: »hvor er den da egentlig?« Gjæsten svarede: »den er ikke saa ganske nær, nemlig udenfor Umanursuak ved Maneetsok (Sukkertoppen). Igaar havde han været derinde, og kom dog hjem før Aften med sin Klapmydse paa Slæb; han sagde, at man først skulde styre nordvest hen til Umanarsuak, derpaa vende Ryggen mod denne Ø og derpaa roe lige ud tilsøes, idet man tager Mærke af Fjeldtoppene, og man skal vedblive at roe indtil Umanarsuaks høie Fjeld dukker op og ned som en Sælhund imellem Søerne; saa først har man naaet Jagepladsen, hvor Klapmydserne dukke op.« — Da Tunerak hørte dette, fik han først rigtig Lyst til at opsøge denne Plads. Om Natten kunde han neppe sove for bare Begjærlighed. Strax den næste Morgen tidligt begav han sig paa Veien og naaede allerede ved Solens Opgang Umanarsuak. Derpaa vendte han udefter og vedblev at roe til Umanarsuak, lignende en Sælhund som dukker op og ned i Vandet. Da han var kommen saa langt, saae han en Kajak for sig, som allerede havde en Klapmydse ved Siden og laa paa Luur efter flere. Da Tunerak saae hans store Vaaben, blev han lidt frygtsom, og søgte at faae ham til at tale ved at snakke om et og andet. Den Fremmede sagde: »hist ude er en Klapmydse netop dukket under, gaa hen og pas paa den; hvis den har fundet et Ædested, vil den neppe forandre sin Plads.« — Tunerak saae sig om efter den, men imidlertid raabte den anden: »see der dukker den op, den har ingen Fangst endnu, ro du hen efter den!« — men Tunerak sagde, at det tilkom ham at tage den, siden han havde jaget den op. Derpaa løsnede den anden den, han havde paa Slæb, roede ind paa Klapmydsen i en Fart, som om han gled ned over en Skraaning, kastede Harpunen i stor Afstand paa Dyret, som havde hævet sig i opreist Stilling op over Vandfladen, og dræbte det, som om det kunde være en lille Fjordsæl. Tunerak forbausedes over hans Færdighed og roste ham meget; da nu ogsaa han havde faaet en Klapmydse, sagde den anden, at han for denne Gang skulde lade det blive ved den ene; næste Gang kunde han see at faae to. Derpaa begave de sig i Følgeskab paa Hjemveien. Da de kom udenfor Mundingen af Isortokfjorden, sagde Tuneraks Ledsager, som allerede var lidt gammelagtig: »naar jeg kommer foran Fjordens Udstrømning, pleier jeg, for at komme hurtig frem, først at gaae et Stykke tilsøes og derpaa at vende indefter; da du nu selv kjender Veien, vil jeg forlade dig.« Med disse Ord roede han afsted, og da Tunerak saae efter ham, var det som om han selv stod paa et Skjær, saa hurtigt fløi hiin afsted, med to Klapmydser paa Slæb. Først sildigt kom Tunerak hjem, og den næste Dag gik han ikke i Kajak. Han tænkte paa at ville maale sig med sin Ledsager fra den forrige Dag, thi det var første Gang at nogen havde overgaaet ham i Hurtighed, og han troede alligevel, at hvis han for Alvor roede omkap med ham, vilde han selv dog blive Seierherren. Dagen efter begav han sig meget tidligt paa Veien, og da han kom til Ivianginit, saae han at alle Kajakker endnu vare hjemme, fordi det var saa tidligt om Morgenen. Da han lagde til Landet, kom Mændene meget fornøiede ned til ham og sagde: »kom lidt iland og besøg os, det er saa sjeldent man seer Fremmede her.« Da Tunerak kom op, søgte han først efter sin Ledsager fra den forrige Dag. Denne gjenkjendte ham ogsaa strax, modtog ham meget høfligt og indbød ham til sig; derfor tog han ind i hans Huus. Der blev han godt beværtet, og alle Mændene kom derind og der blev ført en munter Samtale. Tilsidst, da der var indtraadt nogen Taushed, sagde Tunerak: »det er ikke for ingenting, man kommer paa Besøg; vel er jeg ikke kommen for at gjøre dig Fortræd, det er alene min Hensigt at kappes med dig.« Ved disse Ord taug alle Mændene stille. Endelig udbrød den, som han udfordrede til Væddestrid: »bliv nu her denne Dag over, saa ville vi kappes imorgen.« Tunerak indvilligede heri, men ventede med Begjærlighed paa den følgende Dags Frembrud, og kunde om Natten neppe sove. Tidligt om Morgenen stod han op, men da det blev lyst, satte de sig begge paa samme Tid i deres Kajakker til Kaproeningen, medens mange Mennesker stode paa Landet for at more sig ved at see til. Efterat de paa samme Tid havde stødt fra Land og roet saa langt, at de vare nær ved at gaae af Syne, fulgtes de endnu jevnsides, men paa Tilbageveien kunde man see, at den ene kom forud, og da han nærmede sig, kunde man kjende at det var ham, som var bleven udfordret. Han roede i saadan Fart til Land, at hele hans Kajak foer ud af Vandet med det samme; bag efter ham kom først Tunerak, han som kunde slaae en Falk i Flugten med sin Aare, og hans Kajak kom heller ikke heelt op paa Landet, men Bagstævnen naaede endnu ned i Vandet. Den, som han havde udfordret, vendte sig om til ham og sagde: »da, jeg er saaledes, kunne ingen Unge maale sig med mig, det er ikke nødvendigt, at nogen roer omkap med mig!« Ogsaa en af de andre Mænd sagde: »Dennegang roede Erisatsiak slet ikke til, hans Aare gav ingen Lyd som af Renskalvene; naar han først roer rigtig til, lyder hans Aare, som naar Renskalvene brøle.« — Da de talte saa, taug Tunerak ganske stille, fordi han var bleven overvunden. Den, som han kappedes med, hed nemlig Erisatsiak. Han reiste bort derfra, mørk i Sindet, men da han kom hjem, øvede han sig med fornyet Mod, og alle Falke, som han saae, dem slog han efter. Senere hen hørte han tale om en nordpaa boende Mand, ved Navn Ajarḱitsarsuak, som var meget vældig i Henseende til Styrke og Behændighed. Han fik atter endnu større Lyst til Væddestrid, og en Morgen tidligt, da Veiret var smukt, begav han sig paa Veien. Han naaede ogsaa denne Gang Stedet, førend nogen Kajak var gaaet ud, blev ligeledes høflig modtaget, og da Samtalen standsede noget, sagde han: »det er ikke for ingenting, at jeg kommer paa Besøg, da jeg havde hørt tale om den vældige og hurtige Ajarḱitsarsuak, ønskede jeg at kappes med ham.« Da han havde sagt dette, saae han sig om. Alle Mændene vare ganske tause, men i den anden Ende af Huset saae han en stor Mand sidde bag Lampen og stirre ned for sig, medens han dampede af Sved (d. e. formedelst Sindsbevægelse). Dette var Ajarḱitsarsuak; med sagte Stemme svarede han: »nu er det Aften, men imorgen, fra Morgenstunden af kan du kappes med mig.« Derpaa talte han ikke mere; det var nemlig fordi han sørgede over sin Kone, som nylig var død. Den følgende Morgen gik de ud efter deres Kajakpelse, og da Tunerak saae, at den andens Pels var ganske tør og stiv, var han sikker i sin Sag. Ajarḱitsarsuak blødgjorde blot Ærmerne lidt ved Gnidning, og iførte sig derpaa sin Pels. Derpaa stødte de samtidig fra Land, fulgtes jævnsides til de svandt af Syne, og kom ligeledes tilsyne igjen, uden at nogen var forud for den anden, men da de nærmede sig, blev Tunerak atter tilbage. Ajarḱitsarsuak kom langt forud, roede lige til Landet, men vendte saa om igjen, mødte Tunerak, og idet han kom paa Siden af ham, slog han til ham med Aaren, saa at hans Hoved fløi tilsiden. Derpaa bandt han den Dræbte til Kajakken og slæbte ham til Landet. De bare ham op paa et Bjerg ovenfor Huset, og begrove ham i en Huulning af Klippen, som de dækkede godt til med flade Steen.

Nogen Tid efter droge Ajarḱitsarsuak Samboende hen til Tuneraks Fader, og fortalte ham hvad der var foregaaet. Kanginguak sørgede over sin Søn, men da Sommeren kom, drog han hen og optog Sønnens Legeme. Derpaa reiste han i Kajak langs Kysten og opsøgte en Angakok, som undersøgte den Dræbte og udfandt, at hans Tid endnu ikke var omme. Han bragte Legemet ilive igjen, og den Gjenoplivede blev atter i længere Tid sin Faders Forsørger.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 252-255.