Kasiagsak, den store Løgnhals (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

61. Kasiagsak, den store Løgnhals

Kasiagsak, som boede i et stort Huus sammen med mange Erhververe, var en ussel Stakkel, som aldrig kom hjem med Fangst. Hvergang han var ude i Kajak, havde hans Kone, som hed Kitlagsuk, ingen Ro paa sig, men løb idelig ud, for at see, om Kasiagsak ikke skulde bringe noget paa Slæb, men han kom gjerne tomhændet. Engang da han var i Kajak, saae han en sort Plet paa et Stykke Driviis, og da han roede nærmere, saae han at det var en lille Sælhund. Først vilde han til at kaste den, men lagde saa Harpunen tilbage og sagde til sig selv: »Aa! den lille Stakkel, det kunde jo være, at den allerede var saaret af en Anden, maaskee behøver jeg blot at jage den ned i Vandet, saa taber den Veiret og jeg behøver bare at gribe den.« Derpaa gav han sig til at raabe, og Sælhunden var ikke seen til at smutte i Vandet, dukkede under, og kom op igjen lige foran Spidsen af hans Kajak. Han raabte igjen endnu stærkere, og den vedblev at dukke op og ned lige for Næsen af ham. Endelig begyndte han at ville forfølge den med Harpun, men saa dukkede den op længere borte, næste Gang endnu længere, og saaledes undslap den. Kasiagsak vendte om med sin Kajak, og sagde: »det er ikke saa let at faae fat paa eder, men kom I bare en anden Gang!«

Atter engang var det rigtigt klart og stille Veir, og Kasiagsak gik tilsøes for at jage. Længere inde ved Land saae han de andre Kajakker, og bemærkede at en af dem havde sat Harpunen fast i en Sælhund, og at de andre ilede til for at hjælpe ham. Men Kasiagsak blev liggende ganske roligt og saae derpaa; han bemærkede, at den, der havde fanget, slæbte sin Sælhund ind til Strandbredden, og blot bandt den fast ved Land, hvorpaa han atter gik ud paa Fangst. Strax roede Kasiagsak udefter, og da han var gaaet af Sigte for de andre Kajakker, roede han ad en Omvei hen til den fastbundne Sælhund, løsnede den og slæbte den hjemad. Slæberemmen var besat med lutter Hvalrostand, og medens han roede, saae han sig ideligt om, af bare Glæde over, endelig engang at have faaet noget paa Slæb. Imidlertid gik hans Kone der hjemme ud og ind, og saae efter de hjemvendende Kajakker. Engang da hun kom udenfor, raabte hun: »der er en Kajak!« Flere kom ud, og hun skyggede for Øinene og sagde: »det er jo, som om det kunde være Kasiagsak, og han løfter jo Armen, som om han havde noget paa Slæb; naa, nu kommer jeg nok til at dele ud. I skulle faae et godt Stykke Spæk.« Da han nu kom til Land, sagde hun: »men hvor har du faaet den smukke Slæberem, som du bruger?« Han svarede: »aa! da jeg gik ud imorges, troede jeg, at den kunde være god, eftersom jeg agtede at fange, derfor tog jeg den frem, den har ligget gjemt i lang Tid.« — »Ja saa,« sagde hun, og gav sig nu til at flense; hun lagde Hovedet, Bagstykket og Skindet tilside, alt det øvrige tilligemed selve Spækket skulde der gjøres Gilde paa. Efterhaanden, som Kajakkerne kom hjem, var hun hvergang ivrig til at fortælle, at der var fanget, og da nogle Qvinder kom hjem fra en Fodvandring, maatte hun atter gjentage det. Men om Aftenen, da de sadde og spiste, kom en Dreng ind og sagde; »jeg skulde hente en Slæberem, som skal findes hos Kasiagsak; Sælhunden kan det være det samme med.« Konen sagde til Kasiagsak: »men har du da løiet?« »Ja,« svarede han, »jeg saae en Kajak kaste Harpunen og slæbe en Sælhund til Land, og saa gik jeg hen og tog den.« Konen sagde: »det er da ogsaa til at skamme sig over, naar Kasiagsak bærer sig saaledes ad.« Men han sagde blot: »Pah!« hvorover hun blev forskrækket og fløi iveiret. Om Aftenen, da de lagde sig paa Brixen, kneb han hende i Siden og fløitede, og saaledes lagde de sig til at sove.

En anden Gang var han atter i Kajak, og saae en lille sort Prik paa et Stykke Iis, men bemærkede, da han kom nærmere, at det var en Steen. Han saae sig om efter de andre Kajakker, lod derpaa, som om han roede løs paa Sælhunden, og løftede Harpunen, men gik saa i det samme i Skjul bag Iisstykket, steg op paa det, bandt sin Fangerem fast ved Stenen, og rullede den ud i Søen, — pladsk! saa skummede det op omkring den. Derpaa steg han i Kajakken igjen, roede hen imod de Andre, og kaldte dem til Hjælp. Da de kom nærmere og kunde see, at han manglede Fangeblære, sagde han: «en Hvalros er gaaet ned med min Blære, skynder eder at søge efter den, jeg maa imidlertid hjem og fortælle, at jeg har harpuneret en Hvalros.« Dermed roede han rigtig rask afsted og indad Landet til. Imidlertid kom hans Kone ud og raabte: »en Kajak! — han raaber at han har sat fast, jeg troer næsten at det er Kasiagsak, hører I det derinde?« —Imidlertid var Kasiagsak kommen nærmere og sagde: »jeg mistede min Fangeblære paa en Hvalros, jeg er blot kommen for at fortælle det.« Konen løb ind, og i sin Glæde brækkede hun Haandtaget itu paa sin Kniv, og sagde: »Det var herligt, nu faaer jeg et nyt Skaft af Hvalrostand, og en ny Kjedelkrog, og en ny Pind til at rynke Støvler med!« Om Aftenen havde Kasiagsak sat sig heelt tilbage paa Brixen, saa at man blot kunde see hans Hæle. Kajakkerne bleve længe borte; den sidste af dem kom ind med en Fangeblære og sagde: »det er nok din, Kasiagsak, den maa have været bunden til en Steen, og er gaaet løs.« Da sagde Konen: »har Kasiagsak da løiet igjen?« — »Ja,« svarede han, »jeg har rigtignok narret eder igjen,« — og saa gik det ligesom den forrige Aften.

Engang roede Kasiagsak langs med Land. Da han saae en sandet Strandbred, paa hvilken der laae endeel Stykker Iis fra lis-fjelde, roede han derhen og gik iland. To Qvinder, som vare ude at plukke Bær, iagttoge ham. Han fyldte sin Kajak med lisbrokker, vadede derpaa ud i Vandet til det steg ham til Halsen, gik saa atter iland, slog med Stene paa Kajakken, og stoppede Iisstykker ind i sine Klæder. Derpaa roede han hjemefter. Da nu Konen kom ud, og saae efter ham, jamrede han og raabte: »et Iisfjeld har kalvet over mig!« Konen løb og skreg: »et Iisfjeld har kalvet paa Kasiagsak, jeg maa hente tørre Klæder til ham!« Omsider fik de ham op paa Land, og da han kom ud af Kajakken, faldt der Iisstykker ud af hans Klæder. Han vedblev at jamre sig: »det var med Nød og neppe, jeg blev frelst, ak hvor det gjør ondt!« Men Konen fortalte til Enhver, som kom hjem, hvorledes Kasiagsak havde været i Fare. Tilsidst kom der to Qvinder og fortalte: »det maa vel være ham, som vi saae for noget siden nedenfor en Sandbanke, hvorledes han stod og fyldte sine Klæder med Iisstumper.« Konen sagde: »har Kasiagsak atter løiet?« — og saa gik det ligesom de forrige Gange.

Atter engang reiste Kasiagsak i Kajak paa Besøg hos sin Svigerfader. Da han kom ind i Huset, sagde han: »hvad er her paafærde, have I maattet slukke Lampen og koge Hundekjød?« — »Ja,« svarede Svigerfaderen heelt grædefærdig og pegede paa sin lille Søn, »den Lille hist græd af Sult, derfor maatte vi slagte Hunden; vi havde ikke andet.« Kasiagsak svarede rigtig rask: »igaar maatte en af Qvinderne og jeg stable alle de hele Sælhundekroppe om, som jeg har liggende, to Forraadsgrave heelt fulde, aa, hvor jeg endnu er øm i Armene af det Arbeide.« Svigerfaderen sagde: »hvo skulde dog troe, at Kasiagsak, dengang han endnu var et forældreløst Barn, skulde blive en saa stor Mand!« Dermed gav han sig til at græde, og Kasiagsak græd paa Skrømt med. Den næste Dag, da han reiste hjem igjen, sagde han til sin lille Svoger: »følg med mig og faae lidt Fødevarer i Foræring, jeg ledsager dig.« Svigerfaderen sagde: »hører du hvad Svoger siger, følg med ham.« Da han nu var kommen hjem med Kasiagsak, tog denne en Rem med op til Huset, lavede en Snare, og kastede de udbrændte Finker fra Konens Lampe ud til Lokkemad for Ravnene. Derpaa sad han og lurede lidt ved Vinduet, trak saa til og sagde: »To! - ah, den ene slap løs.« Derpaa gik han ud og hentede en Ravn ind, som Konen maatte flaae og koge. Men Svogeren fik kun noget at spise hos de andre Huusfæller, og da han reiste igjen den næste Dag, var det ogsaa disse, som maatte give ham Fødevarer med i Foræring.

Atter engang roede Kasiagsak til en Naboplads paa Besøg. Da han kom op i Huset, mærkede han paa nogle af Beboerne, at de sørgede over en Afdød. Han udspurgte de Andre, og da han fik at vide, at de havde mistet en lille Datter, som hed Nipisanguak, talte han rigtig høit og sagde: »vi have faaet en lille Datter derhjemme, som vi have kaldet Nipisanguak.« Da sagde de Sørgende: »takket være du, fordi du har opkaldt hende saaledes.« Derpaa græd de, og Kasiagsak holdt Haanden for Øinene og lod som om han græd med, men han kiggede mellem Fingrene. Siden beværtede de Kasiagsak rigtig godt, af Glæde over at han havde skaffet dem en Navne til deres afdøde Barn. Senere sagde Kasiagsak: »vor lille Datter kan endnu ikke sige noget, men skriger blot: »apangaja!« Da sagde de: »hun mener vistnok Sapangaja (Perler), vi ville give dig Perler med til hende.« Den følgende Dag ved Afreisen gave de ham Perler og tillige et Fad samt Sælhundelaller med i Foræring. Da han skulde afsted, sagde en af Beboerne: »jeg vilde gjerne kjøbe en Kajak, fortæl det paa din Huusplads, jeg vil give en Gryde for den.« Kasiagsak svarede: »lad mig faae den, jeg har selv netop en ny Kajak, den er heelt færdig og indgnedet med Spæk, men jeg kan ikke godt roe i den, fordi den er saa smal.« Derpaa reiste Kasiagsak hjem, med Foræringerne og Gryden ovenpaa Kajakken. Da han nærmede sig sit Huus, raabte han: »Ak! det er skrækkeligt, der maa vist være forliist en Baad, siden jeg fandt disse Sager henkastede paa et Stykke Iis.« Men Konen skyndte sig op, tog sin gamle klinkede Gryde ned og slog den heelt itu, og kastede Skulderbladene, som hun havde brugt som Fade, ud af Huset, og da Manden kom ind, havde hun allerede hængt den nye Gryde op, og hun syede Perlerne paa Pelsen, og da den var færdig, gik hun omkring og rystede med Pels-Snipperne. Dagen efter raabtes der, at der kom en Mængde Kajakker. Strax krøb Kasiagsak heelt tilbage, og skjulte sig paa Brixen. Da Kajakkerne lagde til Land, sagde de; »siger til Kasiagsaks, at de skulle komme herned og tage imod nogle Fødevarer, som vi bringe til deres lille Datter.« Men der blev svaret: »de have ingen Datter.« En anden Kajakmand sagde: »spørger Kasiagsak, hvor den nye Kajak er, som jeg har kjøbt af ham.« Man svarede: »han har ingen ny Kajak.« Da de Fremmede fik dette at vide, bade de de Andre om at gaae op og hente Gryden og Fadet og Perlerne, og de gik op og rev Gryden ned og skare Pels-Snipperne med Perlerne af Kasiagsaks Kone. Da de vare reiste, sagde hun: »har Kasiagsak da løiet igjen?« — »Ja,« svarede han, »jeg har rigtignok narret Folk igjen,« — og saa gik det ligesom de andre Gange.

Endelig fandt Kasiagsak engang et Stykke Hvalfiske-Mattak drivende paa Søen, bragte det hjem og sagde: »jeg har fundet en Drivhval, hvis I ville følge med, vil jeg vise eder den.« Derpaa satte de Baaden i Vandet og roede afsted. Men hvergang de spurgte om, hvor Hvalen var, svarede han: »hist oppe,« — og saa: »endnu blot et lille Stykke Vei.« Tilsidst kom de meget langt bort fra deres Hjem, uden at have fundet nogen Drivhval; saa bleve de kjede af Kasiagsak, ihjelsloge ham, og gjorde derved Ende paa hans Løgne.

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 184-188.