Katauk, som blev tagen af Ingnersuit (Rink)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
21. Katauk, som blev tagen af Ingnersuit [1].
(Efter den mundtlige Fortælling)
Katauk var en mægtig Storfanger, som aldrig brugte Fangeblære (d. e. som lod sig slæbe af den harpunerede Sælhund ved Fangeremmen, indtil den var dræbt). Selv naar han satte fast i de største Sortsider, brugte han ingen Blære. Engang gik han udenskjærs i blikstille Veir, satte fast i en lille Sælhund og kæntrede. Han reiste sig atter ved Hjælp af sin Aare men blev atter kæntret og saaledes kæntrede og reiste han sig tre Gange, men da han næste Gang blev revet om af Sælhunden, faldt han ud af Kajakken, og da han var uden Ledsagere, troede han at det var ude med ham. Med Overkroppen over Vandet holdt han sig ved Kajakken, da han pludselig hørte Aareslag. Det var de virkelige, slemme Ingnersuit, som kom inde fra Landet af, men han fandt sig dog deri, blot for at, kunne reddes. De øste Vandet af hans Kajak, satte ham i den, og roede ind ad Landet til med ham. Da de kom til Strandbredden, lagde de Strøer (d. e. Træstykker, som ellers kun bruges ved Baade) under Kajakken, trak den op, brød hans Aare istykker og førte ham ind i Huset, hvor de lode ham sætte sig paa Vinduesbrixen og opmuntrede ham til at tale. Men da Katauk, af Undseelse ikke vilde aabne sin Mund, sagde en af dem: »siden han ikke vil tale, saa skjærer Næsen af ham.« En gammel Kjælling gav sig til at slibe sin Kniv, og en af Mændene gik hen til Katauk, klemte ham i Tindingerne, hvorover han tabte Besindelsen, og Kjællingen kom til og skar Næsen af ham. Han blev nu endmere undseelig, da han havde mistet Næsen. De opfordrede ham atter til at snakke, og da han ikke vilde, sagde en anden: »binder ham med en Rem og hænger ham op.« Derpaa bandt de ham og hængte ham op under Loftsbjælken. Da han hang der, mindedes han, at han havde sine Hjælpeaander, og han paakaldte dem. Strax hørtes der en Støi, og der kom En springende ind igjennem Opgangen, det var hans Erkungasok[2] Men en af Mændene reiste sig, gik hen og stødte til ham saa at han faldt død omkuld. Derpaa hørtes der Kajakker komme roende. Den forreste sprang ud af Kajakken, trak den paaland og kom farende ind i Huset sigende: »de stakkels Beboere af Kysten maae døie megen Fortred,« og med det samme bøiede han sine Fingerled, saa at de knagede som om Skaftet paa et Vaaben blev knækket. Man skulde troe, at de ogsaa vilde støde til ham, men de gave sig slet ikke af med ham. Derefter kom der atter en anden farende, sprang ud af Kajakken og op i Huset ligesom den første, knagede med sine Fingre og sagde: »vor yngre Broder vil nok, som sædvanligt, endnu blive den værste, men han var ikke kommen hjem endnu.« Ham blev der heller ikke rørt ved. Atter kom en Kajakmand tilsyne, foer i stærk Fart ind til Strandbredden, sprang ud af Kajakken og op i Huset, og udbrød ligeledes: »de stakkels Beboere af Kysten maa døie megen Fortræd.« Derpaa lod han ogsaa sine Fingerled knage, som var det Træ der knækkedes, saae sig derpaa om i Huset, tog alle Knivene og kastede dem i Havet paa en nær, med hvilken han atter kom ind og overskar Remmen, hvormed Manden var bunden. Men da han derpaa greb ham og vilde føre ham ud, blev han selv greben af Ingnersuit. Disse bleve kastede tilside af Tornakkerne, men da de anden Gang toge fat paa ham, blev een hængende paa Ryggen af ham. Denne kastede han ned foran sig og vilde sætte Knæet paa hans Bryst, da en af de Andre trak i ham, hvorfor han blot kom til at strøife ham, men saaledes, at Blodet strømmede ham ud af Munden. Medens de andre Ingnersuit gave sig af med den Faldne, gik Katauk ud med sine Tornakker. Paa Veien saae han sin døde Erkungasok, han blæste paa ham og sagde, at han skulde leve op igjen. Da han var kommen i sin Kajak og roede afsted hørte han Nogen raabe efter sig, at han skulde vente lidt. Det var hans Erkungasok, der kastede hans Næse til ham, og da denne satte sig fast igjen paa sin Plads, følte han, at den var ganske kold. Da Katauk var kommen hjem, mærkede han om Aftenen Smerte om Livet, og ved at see efter fandt han at det var Remmen, hvormed han havde været bunden, og som endnu sad fast. Han tog den af og udstykkede den til Amuleter for smaa begyndende Kajakroere, og der siges at de hentede Styrke fra dem.
Fodnoter
- ↑ Ingnersuït (Enkelttal: Ingnersuak), overnaturlige Væsener, som boe inde i Klipperne langs Strandbredden, og blandt hvilke Angakut i Reglen havde deres Tornakker eller Skytsaander, ligesom de i det Hele vare et Slags Skytsaander for Kajakfangsten.
- ↑ I sin engelske udgave af de grønlandske sagn forklarer Rink erkungasok således: "the ingenious and cunning adviser, but rather powerless and boasting dweller among the tornaks." (Tales and traditions of the Eskimo, 1875, s. 454).
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 53-54