Katlas Drøm

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)

Islandske Folkesagn og Eventyr

Katlas Drøm
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862

Maar hed en Mand; han var en stor Høvding og boede paa Rejkholar paa Vesterlandet. Hans Hustru hed Katla og var af en god Æt. Engang red Maar, som han pleiede, til Althinget, men Katla blev hjemme. Medens han var borte, gik Katla en Morgen til sin Fruerstue, og der faldt hun strax i Søvn; senere hen paa Dagen kom ogsaa andre Kvinder derind, og hun sov endnu, som før. Da det lakkede mod Middag vilde de vække Katla, men det lykkedes dem ikke; de troede derfor, at hun var død, og fortalte det til hendes Fosterfader. Da han kom did, hvor Katla laa, sagde han, at hun var ikke død, thi hun aandede endnu, men at han ikke kunde vække hende; han vaagede nu over hende der i to fulde Døgn. Den tredje Dag vaagnede Katla og var da meget sorgfuld, men Ingen vovede at spørge hende om Aarsagen hertil.

Da Maar kom hjem fra Thinget, var Katla ikke, som før; thi hverken gik hun ham imøde eller neiede for ham, da han kom. Han forespurgte sig derfor hos hendes Terner om Aarsagen hertil, men de sagde, at de ikke vidste Andet derom, end at Katla havde sovet i to Døgn, men ikke fortalt Nogen, hvad hun havde seet i Drømme. Maar trængte da ind paa sin Hustru i Enrum og spurgte, hvad der var foregaaet med hende i denne Søvn, og sagde, at ikke skulde hun have Skade af at tale derom. Katla fortalte ham da det Hele.

»Mig syntes,« sagde hun, »at der kom en Kvinde ind til mig i Fruerstuen, med en Frues Anstand og fagre Ord. Hun sagde, at hun havde hjemme paa Thveraa, kort herfra, og bad mig at følge sig paa Vei. Jeg gjorde saa, men hun lagde sine Handsker paa det Sted, hvor jeg sad, for at de skulde værge Sædet. Vi gik da ud og kom til en Sø, paa hvilken der flød en smuk Baad. Der takkede hun mig for Følgeskab, men jeg ønskede hende en lykkelig Fart. Jeg erfoer da, at hun hed Alvor; hun bad mig om at tage sin Haand, og det gjorde jeg, men da slyngede hun mig op i Baaden og roede med mig til en Holm , og jeg saae her, at hun alene raadede for Alt, men jeg for Intet. Hun viste sig dog venlig imod mig, og yttrede, at Nødvendigheden havde tvunget hende hertil, »og jeg skal,« sagde hun, »følge Dig hjem igjen.«

»Vi kom til hendes Bolig paa Holmen, den var saa fager, at jeg aldrig har seet en lysere Bolig. Hun fulgte mig ind i et Kammer, hvor der sade nogle Kvinder, et Bad ventede mig der, og der stod en Seng med smukke Tæpper. Derefter bragte man mig en Viindrik, og jeg lagde mig til Hvile. Da jeg igjen vaagnede, laa en Klædning hos mig, udsmykket med blankt Guld, og Huusfruen bragte mig desuden flere baldyrede Klæder; siden kastede hun sin Kaabe om mig; den var af fineste Væv, foret med graat Skind og kantet med prøvet Guld. Hun bad mig at eie disse Herligheder, hvis jeg vilde; der var desuden en Ring af rødt Guld, et Hovedsmykke og et Halsbaand, fire Fingerringe og et fagert Bælte. Derpaa bød hun mig at gaae ind i en Hal, og maatte hun ene raade for Alt dette. Vi gik derind, otte Kvinder tilsammen; der var en prægtig Udsmykning, Hallens Vægge vare behængte med guldvirkede Tæpper, paa Bordene stode Sølvkar og guldslagne Drikkehorn, og en Mængde Mennesker i prægtige Klæder vare forsamlede derinde. Paa Hæderspladsen i Hallen saae jeg en Seng, i hvilken der laa en Mand, iført Silkeklæder; Alvor rørte ham med sin Haand, vækkede ham og kaldte ham Kaare. Han vaagnede og spurgte, hvi hun havde vækket ham, om hun bragte ham nogle nye Tidender, »eller er Katla kommen hid ind i Hallen?« og han saae da, at det var saaledes. Kaare og jeg fik dernæst Plads sammen paa een Bænk, og Alvor bad de Andre om at kalde Kaare Brudgom, hvilket de gjorde. Nu begyndte man at drikke, og tæt blev der drukket den hele Dag. Men da det var Aften, sagde Alvor, at jeg skulde hvile hos Kaare; men jeg svarede, at det vilde jeg ikke, at jeg elskede Maar for høit til at jeg kunde have Glæde sammen med en anden Mand. Da sagde Alvor, at aldrig vilde det gaae mig godt, hvis jeg ikke føiede mig efter Kaares Villie. Ved disse Ord følte jeg mig hjelpeløs; thi det var mig, som stod jeg der ene midt i en Ulveflok. Da jeg var gaaet til Sengs, kom en Mand til mig, og bad mig at eie alt sit Guld og alle sine Klenodier, men jeg gav ham intet Haab om min Kjærlighed. Kaare lod mig da drikke af et Horn, hvoraf han selv først havde drukket, og sagde, at før vilde han selv døe, end see mig sorgfuld. Der var jeg nu i to Nætter, sorgfuld i Hu, skjøndt Ingen vilde gjøre mig Meen, men Alle vilde glæde mig.

»Nu sagde Kaare til mig, at vi havde en Søn i vente. Han bad mig at kalde ham Kaare, og han tog et ypperligt Bælte og en Kniv, og bad mig at give vor Søn det i Navnegave. Han bad mig at lægge mine Stadsklæder og alle mine Klenodier i en Skindpose, thi mig undte han helst at eie og bruge dem, sagde han. »Alle disse Ting skal Du vise din Ægtefælle, og sige ham den skjære Sandhed, om det end tykkes Dig tungt. I skulle fæste Eder en ny Bo ovre paa Thveraa, der vil Du finde to Fugletuer ved Enden af min Hal, det vil blive Eders Rigdomstuer. Fra Eder vil der udspringe en stor Æt, som vil blive hædret og anseet. Nu maa jeg skilles fra Dig og aldrig faaer jeg Dig mere at see, og veed jeg nu ikke, hvor mange Levedage mig herefter vorde forundte.« Siden førte Alvor mig ud med et kummerfuldt Sind, og jeg hørte en stærk Bragen i Hallen; det var Kaare, der brast af Sorg for min Skyld.«

Nu sige nogle Sagn, at hun førte Katla paa den samme Baad over Søen, og fulgte hende hjem til Gjærdet og tog igjen sine Handsker op fra Sædet. Ved Skilsmissen sagde hun til Katla: »Far nu vel Katla, skjøndt jeg ikke har Andet, end Sorg af min Søn, og hav Glæde af dine Skatte.« Her er min Drøm til Ende, sagde Katla, og jeg venter mig af din Ædelmodighed, Maar, at Du bærer over med mig, da jeg selv her var ganske uden egen Villie.«

Maar ønskede at see hendes Klenodier, og hun viste ham dem.

Næste Aar, lidt før Sommer, fødte Katla et saare fagert Drengebarn, som syntes Maar født til at have Lykken med sig. Han blev kaldt Kaare, som hans Fader havde ønsket, og Maar lod sig kalde Fader til ham, og viste sig bedre imod ham i alle Henseender, end hans Moder var; thi hun var altid kold imod ham. De flyttede nu deres Bojæl did, hvor Katla havde sagt, at de skulde boe for Fremtiden, og der boede Ægtefolkene sammen, elskede hinanden og Lykken var dem begge huld.

Der gik nu eet Aar; da fødte Katla en anden Søn, som hun kaldte Are; thi nu vilde hun raade for Navnet. Begge Drengene bleve opfostrede sammen, og Katla var altid koldere imod Kaare, end imod Are, men Maar gjorde ingen Forskjel paa dem, og irettesatte sin Hustrue, fordi hun gjorde det. Der hengik nu Aar, uden at Noget hændtes, indtil Brødrene vare blevne 5 og 6 Aar gamle. Da roede Maar en tidlig Morgen, i smukt Veir, ud paa Fiskeri med sine Huuskarle, men Katla sov endnu. Da tyktes det hende, at Alvor kom ind til hendes Seng med megen Støi og talte saa: »Ulige er vor Lod, Du lever i Glæde med din Mand, men jeg lever i Sorg over min Søns Død; derfor skal du vælge imellem to Kaar, om Du heller vil miste Maar idag, eller have, at din Søn haaner Dig i Ord.« Katla valgte hurtig det Sidste , og de talte ikke mere sammen. Maar kom hjem om Kvelden, og Katla var da endnu meget sorgfuld. Han søgte da at komme efter, hvad der voldede hendes Sorg, og hun fortalte ham Alt, men han bad hende at være munter, »vi ville«, sagde han, »nok finde Raad imod denne Ulykke; vi skulle gjøre et Gjæstebud og indbyde dine Brødre dertil; Du skal være venlig imod dem alle, men ikke bryde dig om nogen Ting, før Raden kommer til Dig.« Det lakkede nu henad Tiden til Gjæstebudet, og Maar blev hjemme; da Katlas Brødre vare i Vente, gik Maar med mange Mennesker dem imøde, og tog hjerteligt imod dem; alle Brødrene vare Goder. Katla tog vel imod dem, lod anvise dem Sæde og bære Øl ind til dem. Dengang var Katla iført sin kostelige Klædning og havde det skjønne Halsbaand, Kaares Gave, om Halsen. Da man havde taget Sæde og var begyndt at drikke, sagde Maar: »Her skal nu være Gildesfred, og Enhver, som drikker, skal holde den til Gildet er ude.« Alle gave hans Ord Bifald og lovede at holde Freden.

Da var Katla kommen i sit Sæde, men begge Drengene legede paa Gulvet. Kaare bad sin Moder, om han maatte laane det fagre Halsbaand, for at lege med det. Hun opfyldte hans Bøn. Det saae Are og han blev vred derover; han strakte Haanden ud for at tage Halsbaandet fra Kaare, men denne holdt igjen og vilde ei give Slip paa det. Da sagde Are: »Foreholder du mig Halsbaandet, du lede Horesøn; jeg alene eier dog alle disse Ejendomme?« Da disse Ord faldt imellem Drengene, stod Katla op fra sit Sæde og gik til sit Leie; thi det var hende, som hun skulde briste af Smerte.

Men da hun var gaaet bort; optoge hendes Brødre igjen Drengenes Ord, og bleve meget vrede over, at deres Søster skulde gjøre sin Æt slig en Skam, og de sagde, at de skulde hævne det, hvis Nogen havde vanæret hende; thi Drengen kunde dog ikke lyve. Maar bad dem dog ikke at fæste Lid til slig løs Tale hos Børn; det vilde være saare uklogt. Men Brødrene bleve saa opbragte herover, at de ikke vare til at styre, og sagde, at Maar og hans Hustru med Svig havde lagt Dølgsmaal herpaa , men Rygtet var allerede tidligere naaet til dem. Maar svarede, at aldrig havde han og hans Hustru overlagt Sligt sammen , »men siger mig, Brødre,« sagde han, »hvad fortjener Den, som imod sin Villie kommer i Forlegenheder, eller seer Gjøglerier i Drømme?«

Han gik ud af Gildeshallen og op i det Kammer, hvor Katla laa, og sagde til hende: »Nu er der ikke Andet tilbage, end at Du fortæller dine Brødre Alt; thi baade vil det kunne mildne din Nød og forhindre Ulykker og Manddrab, som ellers ere forhaanden.« Katla meente, at hans Raad vilde her være de bedste, skjøndt hun heller vilde lide Døden, end fortælle sine Sorger til Alle. De gik siden ned til Brødrene, og traf dem i stor Vrede. Da opfordrede Maar sin Hustru til at fortælle dem, hvad hende var vederfaret, og det gjorde hun. Men da de havde hørt hendes Fortælling, taug de stille; thi dem syntes nu, at deres Søster ingen Skyld havde. Siden gik de Alle hen til Maar og takkede ham med gode Ord, fordi han havde handlet saa vel i alle disse Sager, og de lovede ham deres Venskab. Maar og Katla elskede hinanden inderligt lige til deres Dødsdag.

Are, Maars Søn, blev en stor Høvding og lignede sin Fader i de fleste Ting, og en stor Æt nedstammer fra ham.

Kaare blev opfostret i Rennedal. Hans Forældre hjalp ham til at blive vel gift, og gave ham Rigdom nok, og der satte han saa Bo. Han blev en rig Mand, og syntes klog paa hemmelige Ting. Han forstod sig godt paa Stjernernes og Strømmenes Gang. Nogle sige ogsaa, at Kaare Kaaresøn ofte i sin Opvæxt kom til sin Bedstemoder og nemmede hos hende alskens fjendskab til de Ting , som Huldrefolk i gamle Dage syslede med; og Faae havde godt af at komme ham for nær imod hans Villie; men det var ogsaa sjeldent, at Nogen prøvede derpaa; thi han var godt lidt og var vel anseet blandt alle Stormænd. Det fortælles, at da Maar var død, tog Kaare sin Moder Katla og sin Bedstemoder Alvor til sig, og at de begge vare hos ham paa samme Tid, men stemte lidet overeens i Sind, saa at Kaare ofte maatte skille dem ad. Engang kom han til, da de trættedes, og da fortælles det, at han blev vred, som dog ikke var hans Vane. Men da han havde staaet der en liden Stund, steg en Ild op af Gulvet og brændte hans Bedstemoder Alvor til Aske, saa at der ikke blev Noget tilbage af hende. Men om Kaare har voldet, at hans Bedstemoder brændte, eller Ilden kom af Kjærlingens Arrighed, er ikke oplyst. Dog have Nogle mumlet om, at Kaare dræbte sin Bedstemoder.

---