Ketilrids Historie

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Ketilrids Historie
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


I en Dal østerpaa i Søndermule Syssel boede der engang i fordums Dage en Bonde ved Navn Grim. Thorkatla hed hans Viv, men Ketilrid hed Datteren, Ægteparrets eneste Barn. Dalen var tæt bebygget. Det traf sig en Høst, at det gik usædvanlig slet med at finde Faarene, da de skulde hjem fra Sommergræsgangene, og man udrustede derfor flere Mænd til paany at gjennemsøge Fjeldørkenerne, men det hjalp ikke noget. Ketilrids Fader manglede meest Kvæg, idet han savnede næsten alle sine golde Faar. Han var som Andre ilde tilmode herover, men kunde ikke hjelpe noget derpaa. Tidlig paa Vinteren havde Ketilrid følgende Samtale med sin Fader: »Jeg beder Dig, min Fader, om Tilladelse til at drage til øde Egne for at søge efter dit Kvæg. Det aner mig, at jeg ikke vil gaae for Intet, hvis jeg faaer din Tilladelse til det.« Grim svarede med et Smiil: »Før vidste jeg, min Datter, at Du bærer en Mands Hu i et Kvindebryst, men ikke tykkes mig denne Færd meget ønskelig. Maaskee opholde Trolde, Vætter eller Stimænd sig paa de øde Steder, og kunne ligge paa Luur efter Dig og gribe Dig. Men det vilde blive din Bane, eller idetmindste slap Du aldrig ud af deres Hænder.« Ketilrid sagde: »Jeg troer, at man har gjort Mere ud af Sligt end der er Grund til, og jeg er sletikke bange derfor.« Hun blev ved at nøde sin Fader, indtil han gav hende Tilladelse til at drage afsted, men en Hyrdedreng skulde følge hende, sagde han, og heri fandt hun sig. Hun udruster sig nu med Reisekost og Sko, thi hun venter at faae et godt Stykke Vei at gaae. Hun byder Farvel til sine Forældre og drager afsted med Pilten. Men aldrig saasnart er hun dem ude af Syne, før hun lader ham vende om igjen. Han gjør det nødigt og fortæller Grim, at hun ikke vilde vide af hans Følge. Herover blev Bonden bekymret, thi han var bange for, at her havde den nærforestaaende Død havt Bud efter hende.


Længe gaaer Ketilrid omkring i ubeboede Egne. Da begynder Veiret at mørkne, og Sneen tager paa at fyge saa stærkt, at hun neppe kan see en Haand fra sig. Hun farer vild og gaaer længe, uden at vide hvorhen, indtil hun finder en Fjeldkam for sine Fødder. Her gaaer hun ned, ihvorvel de fleste Mennesker vilde have anseet den Vei for ufremkommelig, formedelst Klipper og den glatte frosne Snee. Efter mange Besværligheder kom hun ned paa en Slette; da var Sneefoget saa tæt, at man ikke kunde see Haand for Øie. Hun meente, at dette var en Dal; en Aa med iislagte Rande strømmede igjennem den. Hun havde kun gaaet kort nedad langs med Aaen, da saae hun et stort Faarehuus. En Mand stod ved Døren midt iblandt en Mængde Kvæg. Manden havde ikke noget ondt Udseende, fandt hun. Hun hilste paa ham, men han besvarede kun kort hendes Hilsen. Her kjender Ketilrid sin Faders og de andre Dalboeres Kvæg. Manden slipper Kvæget ind i Huset, og Ketilrid er ham behjelpelig dermed. Siden spørger hun ham om hans Navn og hvorhen hun er kommen. Han hed Thorsten, sagde han; Dalens Navn nævnede han ikke, men fortalte, at den var tyndt befolket og at der kun fandtes en eneste Gaard i den. Ketilrid sagde, at hun vilde bede om Husly der om Natten. Det var Vanvid, sagde han, hvis hun ønskede at leve; »her gives Ingen Fred, som beder om Gjæstevenlighed, men dog skal jeg sørge for, at ingen Skade rammer Dig, hvis Du vil følge hjem med mig. Jeg kjender dit Ærinde, og gjerne vilde jeg have, at din Reise gik heldigt.« Derpaa gaae de hjem og ind i Huset, hvor han rydder op i et Hjørne og løfter op en Lem, som lukker for en lille Kjælder under Jorden. Han lader Ketilrid stige ned og paalægger hende, ikke at lade mærke noget til sig, hvad der end gaaer for sig og hvad hun end hører, det vil ellers blive hendes Bane, siger han. Han tildækkede siden Nedgangen til Kjælderen og gaaer sin Vei.


Kort derpaa hører hun en stærk Støi og Lyden af Menneskestemmer; hun hører, at der ikke er færre end sex Mennesker, som søge og spørge efter Gjæsten. Hun hører Thorsten benegte, at der er kommen Nogen hid. Ketilrid blev som lamslaaet af Frygt over denne vilde Færd, thi hver Bjælke knagede og Kjælderen rystede af Fodsparkene. Siden satte Larmen sig og der blev ganske tyst. Da faldt Ketilrid snart i Søvn, thi hun var baade søvnig og træt. Tidlig den næste Morgen vækkede Thorsten Ketilrid og bad hende at følge sig, men hun var ikke seen med at staae op. Han gik med hende til Faarehuset, udleverede hende hendes Faders og de andre Dalboeres Kvæg og fulgte hende siden ud af Dalen, i et klart og smukt Veir. Da de skiltes, sagde Thorsten til Ketilrid: »Nu skal jeg laane Dig min Hund til Følgeskab hjemad, og han vil være Dig ligesaa god, som en flink Mand til at drive Kvæget. Han vil forlade Dig hjemme ved Markeskjellet. Men jeg vil bede Dig om at samle Folk, saasnart Du kommer hjem, som Du kan have sikkert ved Haanden, hvis det skulde gjøres nødvendigt. Dog skal Du ikke komme hid med dem, uden jeg sender Dig min Sørle (saa hed Hunden), og da vil jeg trænge til Hjelp. Derom vil jeg ogsaa bede Dig, at Du ikke gifter Dig, før Du veed, hvad det bliver til med mig.« Efter at have talt dette, skiltes de. Ketilrid stævnede hjemad, og Sørle jog alt Kvæget lige til Gjerdet om hendes Faders Hjemmemark.


Ketilrid gik nu hjem til Gaarden, og hendes Forældre bleve saare glade over at faae hende tilbage, som de troede død og fortabt. De spurgte om Nyt, og hun fortalte Alt, som det var gaaet til. Nu fik Folk deres Kvæg igjen, og man priste Ketilrid, hun havde viist en stor Dygtighed og Mod, sagde man. Men Ketilrid gav sig strax til at samle Folk, og hun fik fireogtyve af Bygdens raskeste Svende. Den Svend hed Ketil, der skulde staae i Spidsen for dem.


Det led hen paa Vinteren, da drømte Ketilrid en Nat, at Thorsten bad hende om Bistand. Tidlig om Morgenen vaagnede hun, klædte sig paa og gik ud. Da stod Sørle udenfor Døren, og da den saae Ketilrid, sprang den hende logrende imøde. Men hun var ikke seen med at sende Bud efter de Mænd, som hun havde opfordret til at hjelpe sig. Udrustningen skete i en Fart, og Sørle gik i Spidsen for Flokken. Seent paa Dagen kom de ned i Dalen og gik lige hen til Gaarden. Intet Menneske var derude. Ketilrid taler da til sine Mænd: »Venter mig her bag Huset, jeg vil først gaae indenfor, men værer ved Haanden, saasnart jeg kalder.« Det love de. Hun gaaer ind i Huset og træder ind i Badstuen, i hvis ene Ende der findes en Forhøining. Her satte Ketilrid sig, uden at tale. Hun seer en gammel Mand og Kjælling og sex Svende, som Alle have onde og uhyggelige Miner. Kjællingen tiltaler nu Ketilrid og spørger, om hun vil have Mad, hun er sagtens sulten, kan hun tænke sig. Ketilrid takker. Da gaaer Kjællingen ud og henter et Fad Kjød, som hun bringer Ketilrid. Denne tager derimod, men synes ikke videre godt om hvad hun fik at see, thi der var Menneskekjød paa Fadet. Hun var uvant til slig Føde, sagde hun, og bad derfor Kjællingen om at skafte en bedre tilveie. Da bringer den gamle Kvinde hende Faarekjød. Men nu seer Ketilrid, at den gamle Mand tager en Kniv frem, som han giver sig til at hvæsse. Han siger til sine Pilte, at det vilde være bedst at dræbe Ketilrid snarest muligt, og han beder dem at tage hende. De staae da op. Hun beder om Tilladelse til at maatte synge sin Dødsbøn, thi hun er en kristen Kvinde. Den Gamle var ikke nogen troende Mand og vilde derfor ikke give Tilladelse dertil, men hans Sønner vare nyfigne efter at høre Bønnen, da de aldrig havde hørt Sligt før, og af den Aarsag blev det hende tilladt at bede. Hun bad dem at føre hende ud til Husets Dørtærskel, thi Gud vilde da ikke gaae ind i deres Huus for at hente hendes Sjæl. Den Gamle vilde ikke tilstede dette, men hans Sønner faae atter deres Villie frem, og de bringe hende nu ud til Tærskelen, medens den Gamle kommer bagefter dem, med Kniven i Haanden. Ketilrid gav sig nu til at bede paa denne Viis:


»Keta, Keta, Keta min,
Kom nu hid med Svenden din,
Hid at hente Sjælen min.« 


Neppe havde Ketil og hans Mænd hørt dette, før de løb til Døren med deres Vaaben. Piltene gave da Slip paa Ketilrid og vilde værge sig, men formaaede det ikke. Man dræbte da alt dette onde Pak og opbrændte deres Legemer, hvorpaa man gav sig til at søge efter Thorsten. Sørle viste dem Veien hen til et lukket Huus. Derinde sad Thorsten paa en Stol med Hænderne bundne fast til Stoleryggen. Hans Fødder stode i et Kar, fuldt af Vand, op til Knæene. Foran ham stod der et Fad med røget Faarekjød, men han kunde ikke naae det. Han blev du løst af sine Baand og blev snart opfrisket. Han fortalte dem, hvorfra han var; disse onde Mennesker havde stjaalet ham bort fra Bygden, thi han var en flink Faaremand. De stak nu Ild paa Huset og bragte bort derfra Alt, hvad der havde noget Værd. Der var en uhyre Rigdom, og Ketilrid og Thorsten kom til at eie Altsammen. De droge saa hjem til Bygden med deres Eiendom og lønnede deres Fæller vel for Færden. Derefter beiler Thorsten til Ketilrid, og Grim gav ham villigt sit Ja. Siden holdt de Bryllup, og efter Grims Død boede de paa hans Gaard. De levede sammen i stor Kjærlighed til deres høie Alderdom, og vare de rigeste Ægtefolk i de Dage.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.