Kigdlinararsuk (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

91. Kigdlinararsuk

Kigdlinararsuk mistede tidligt begge sine Forældre. Men hans eneste Søster tog sig af ham, og da hun blev gift, fattede hendes Mand ligeledes stor Kjærlighed til ham, saa at han ikke kjendte til andet end Mættelse og Vellevnet. Han pleiede ogsaa at bære Redskaber op for de hjemkommende Kajakker, og gjorde sig elsket af alle sine Huusfæller, endog af Qvinderne tillige. Engang da Fangsten henimod Slutningen af Vinteren blev slet, droge Mændene i Huset med Baaden op i Fjorden, for at see sig om efter Fangst. Kigdlinararsuk, som blev ene hjemme med Qvinderne, længtes meget efter deres Tilbagekomst, og gik hver Dag høit tilfjelds for at see ud efter dem. En Dag var han kommen hjem fra en saadan Vandring og havde om Aftenen lagt sig. Da de alle sov, fik han ondt i Maven og maatte gaae udenfor Huset, og satte sig ved Siden af noget opstablet Brændsel. Pludselig hørte han en Baad komme, og Folk tale hviskende med hverandre. Han vilde reise sig, men da han saae at de vare bevæbnede, skjulte han sig af Frygt under Brændselet (d. e. Qviste, Lyng). De Bevæbnede gik ind i Huset, hvorpaa der hørtes frygtelige Skrig, og sidenefter blev der atter Taushed. De Bevæbnede kom atter ud, og han kunde see, at de vare een færre, end da de gik ind. Da de atter vare stegne i Baaden, saae han dem roe afsted med Mandfolke-Aarer, og forsvinde mod Syd. Derpaa gik han ind i Huset og fandt alle dets Beboere svømmende i deres Blod; han saae sin Søster med opskaaren Bug og Fosteret ved at træde ud, og ligeledes saae han en af Fjenderne, som en Qvinde havde stukket med sin Kniv, saa at blot Skaftet stak frem. Da han havde seet alt dette, ilede han ud igjen, og da han ikke kunde udholde Synet af sin elskede Søsters Lig, blev han udenfor til Dagens Frembrud, besteg saa et Fjeld og saae med Længsel efter Baaden. Endelig om Aftenen saae han en Baad komme inde fra Fjorden af og gjenkjendte strax sine Huusfæller, som nærmede sig med Sang; — de havde nemlig havt heldig Fangst. Da de havde lagt til Land, raabte de: »lille Kigdlinararsuk, her have vi Kjød til dig, see her, vor Baad er fuldlastet, vi fangede godt.« Da han derpaa kom ned til dem uden at sige et Ord, og de havde spurgt ham om hans Huusfæller, fortalte han, at deres sydlige Naboer paa Sanerut havde overfaldet og dræbt dem, thi han havde gjenkjendt en af dem, som var bleven dræbt.

Efter den Tid kunde Kigdlinararsuk ikke mere glemme Synet af sin Søster. Fra den Tid af øvede han sine Kræfter, voxede op og blev udmærket dygtig. De andre Huusfæller toge sig nye Hustruer og tænkte ikke paa at hævne deres dræbte Koner og Børn. De havde vel ikke glemt dem, men ikke fundet beleilig Tid. Da Kigdlinararsuk var bleven fuldvoxen, mindedes han paany sin Søster, og brændte af Begjærlighed efter at hævne sig paa Saneruts Beboere. Han opsøgte først et stort Stykke Drivtømmer, og byggede deraf en Baad, som han bestemte til Hævnemiddel. Men da han var færdig, var han ikke tilfreds med den, thi han tænkte, at det ikke kunde nytte at ville hævne sig, naar man aldeles ingen Amulet havde. I denne Tanke reiste han til en Boplads, som laa nordenfor dem og hvor han vidste, at der var en gammel Qvinde. Da han kom til dem, sagde han: »det er ikke for ingenting, at jeg kommer paa Besøg; jeg vilde søge Raad hos eders Gamle hist, for at gjøre min Baad til et Hævnemiddel mod Sanerutterne, eftersom der aldeles ingen Amulet findes paa den.« Herpaa svarede den gamle Kjærling: »jeg er gammel for ingenting (d. e. duer ikke til noget, skjøndt jeg er gammel); jeg forstaaer mig bare paa noget til at tørre en R . . med; men længere mod Nord boer min Søster, hun er ældre og klogere end jeg. Gaa først til hende, men hvis du ikke har Held med dig der, saa skal jeg prøve at give dig noget.« Da han havde faaet denne Besked, drog han længer nordpaa, kom til den anden Gamle og gjentog sin Anmodning. Den gamle Kjærling svarede: »jeg kunde maaskee nok hjælpe dig; bringer mig min Taske, som nok ligger under Brixen!« Da de havde fremsøgt hendes Taske og rakt hende den, tømte hun den og fremtog fra dens Bund et gammelt indtørret Stykke af en Fiskeand, gav ham den og sagde: »tag denne og sæt den ind i Baadens forreste Tofte, som Masten gaaer igjennem, idet du udskærer et passende Hul, lægger den heelt ned i det og derpaa tildækker den med et Stykke Træ, hvis Aarer nøiagtig passe til Kanten omkring Hullet, saa at man aldeles ikke kan see Sammenføiningen. Først da vil den vise sig virksom.« Med denne Besked reiste han hjem og fuldendte sin Baad; men da han saae, at Laaget ikke passede nøiagtigt, tog han det af og gjorde det om igjen, og først da Aarerne passede ganske nøie, betrak han Baaden med Skind, og da den nu endelig var tørret, sagde han til Børnene, som gik udenfor Huset: »naar I see en Fugl flyve omkring over Søen, saa siger mig Besked!« Med disse Ord gik han ind, og snart efter blev der raabt: »nu «flyver der en Fiskeand!« I en Fart kom Kigdlinararsuk ud, satte Baaden i Vandet, skyndte paa sine Ledsagere, som roede med Mandfolke-Aarer, men de kunde ikke naae Fuglen. Da de kom tilbage, tog han atter alle Baadens Stykker fra hverandre, rettede dem og istandsatte dem, og da han paany havde opbygget og betrukket Baaden, prøvede han den atter paa en Fiskeand. Denne Gang kunde han naae den, Fuglen faldt ned paa Vandet og Baaden foer hen over den. Nu først ansaae han Baaden for brugbar til sin Hævn. Nogle Dage efter sagde han til sine Huusfæller: »hvad om vi nu droge hen for at hævne os paa vore Fjender i Syd iaften, naar de sove?« — De svarede alle: »Velan, ogsaa vi have tænkt derpaa formedelst deres Gjerninger, lader os drage til dem iaften, naar de sove!« — Idet de aftalte det fornødne, ventede de derpaa til om Aftenen og droge saa afsted til Sanerut, stege iland og gik op i Huset. Kigdlinararsuk gik bagest, efter først at have fortøiet Baaden. Han hørte Skriget baade af dem som jamrede sig og dem som jublede, og da han kom ind, havde hans Ledsagere allerede dræbt alle Husets Beboere, med Undtagelse af en frugtsommelig Qvinde, som løb omkring paa Brixen. Kigdlinararsuk løb til, stak hende og opskar hendes Bug, ganske efterlignende den Maade, paa hvilken hans Søster var bleven dræbt. Saaledes tilfredsstillede han sin Hævn, og fra den Tid af slog han efterhaanden sin Søster ud af Tankerne. —

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 255-258.