Kigutikak (Rink)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Eskimoiske eventyr og sagn – I
Hinrich Rink
1866

94. Kigutikak

Kigutikak – Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn – I, 261

Fordum, da der kom Handelsskibe til Egnen af Amaraglik, kom Kaladlit og Hvalfangerne der sammen, for at handle. Engang, da Kigutikak og hans Broder kom til en Hvalfanger, sagde denne: »vogter eder for at gaae til mine Landsmænd hist, thi de ere ildesindede.« Engang havde Kigutikak faaet en smuk Handelsvare af Hvalfangerne. Hans Broder misundte ham, tog derfor nogle af sine Varer og gik ligedes til Hvalfangerne. Kigutikak samlede i en Hast noget sammen og fulgte efter ham. Han saae Broderen støde fra Strandbredden og roe ud til de Ildesindede, alligevel vedblev han at følge efter. Men da Broderen nærmede sig Skibet, kom der en velbemandet Baad ham imøde. De toge ham og heisede ham tilligemed sin Kajak op paa Dækket, og bagefter toge de Kigutikak op paa samme Maade, hvorpaa de lettede Anker og stode tilsøes. Da de kom udenfor Landet, fik de stærk Blæst og Søgang. Engang, da der kom en svær Sø, flygtede alle Matroserne ned, men Kigutikak blev paa Dækket; da Søen slog over, greb han i Rælingen. Søen borttog med et vældigt Brag hele Rælingen, med Undtagelse af det Sted, hvor Kigutikak stod. Bagefter kom Matroserne op og kunde da see, at Kigutikak havde været i stor Fare. Senere, da Stormen havde lagt sig, og de reiste videre og havde tabt Landet af Sigte, begyndte der atter Storm og Søgang. Atter brød Søen over dem, og da Matroserne flygtede ned og vilde have ham med, skyndte han sig ligeledes ned, førend Søen brød over. — Da de endelig kom nær ved deres Land, stoppede de Farten, skjøndt Vinden var god, eftersom de frygtede, at Folk skulde faae at høre om dem, som de havde med sig. Først efter Midnat søgte de Land, og da de havde ankret, hørte man dem raabe inde paa Landet: »Handelsskibene komme!« Ligesom der blev raabt saaledes, saae man alle Husene blive oplyste. Man bad dem strax om at komme iland, men Skibsføreren vilde ikke før det blev Dag. Den næste Morgen gik Skibsføreren iland og tog begge de to med sig, men Kavdlunakkerne, som havde hørt, at der vare Kaladlit med, stimlede sammen som Mygsværme. Da de roede til Land, sagde Skibsføreren til Kigutikak og hans Broder: »Naar jeg gaaer imellem Folk, skulle I blot see efter mine Hæle og følge mig; hvis I see bort fra mine Hæle, gaae I tabte.« De svarede: »ja, vi skulle nøie følge efter dig.« Da de lagde til Land, kunde de ikke faae Plads til at stige op. Endelig kom der en Soldat for at bane dem en Vei, og alt som han skred frem, vege Folk tilbage, og følgende ham gik de nu afsted. De gik og gik, og da de omsider kom til Skibsførerens Bolig, og Kigutikak saae sig om, var Broderen ikke med, men han havde vendt sig om og var gaaet tabt; men han havde ogsaa truffet en stor Herre, og blev hos ham.

Da Kigutikak og Skibsføreren kom ind, traf de den sidstes Kone vred. Vil man tænke sig, hun var skinsyg! Men da hendes Mand greb i Lommen, og fremtog en Dukke og satte den paa Bordet, blev hun beroliget. Medens Kigutikak var her, skulde han engang ud paa Vandhuset, men ligesom han kom udenfor, saae han to store Kavdlunakker, som truede ham fra hver Side med deres store Sværd. Da han forskrækket kom ind igjen til sin Huusbonde, og fortalte dette, gav denne ham et stort Reb, som var knyttet til en Knude i Enden, og sagde: »luk Døren op og slaa løs paa dem med denne, uden at see efter dem.« Da han havde faaet Rebet, og var gaaet ud, slog han med det til Siderne, uden at see sig om. Da han havde været paa Vandhuset og vilde gaae ind igjen, saae han dem kigge frem bag Huset, bedækkende deres Ansigter med et Tørklæde; ved at pidske paa dem havde han nemlig slaaet deres Øine fordærvet. Da han kom ind og fortalte dette til sin Herre, sagde denne, at det var rigtigt gjort.

Medens Kigutikak var her, gik han paa Rypejagt. Engang mødte han paa Rypejagten en stor Kavdlunak, som vilde dræbe ham, men han kom ham i Forkjøbet, dræbte Kavdlunakken, begravede ham, og jævnede Jorden saaledes, at det ikke kunde sees. Da han kom hjem, lod han som om intet var skeet, og talte heller slet ikke derom til sin Herre. Den følgende Dag mødte han atter en stor Kavdlunak, og det gik ganske ligesaa med denne. Men da han endelig den tredje Dag ligeledes mødte en stor Kavdlunak og vilde dræbe denne, gjenkjendte han ham, da han hørte sin Broders Stemme. Da de havde udspurgt og gjenkjendt hinanden, gave de sig til at græde. Da de holdt op med at græde, spurgte Kigutikak sin ældre Broder: »hos hvem er du i Huset?« Broderen svarede: »jeg har en fornem Mand til Huusbonde. Da jeg fulgte efter eder, tabte jeg eder af Sigte da jeg vendte mig om, men saa traf jeg paa en fornem Mand; hos ham er jeg, og lider ingen Mangel.« Da nu Kigutikak fortalte, hvad der var hændet ham med de store Kavdlunakker, fortalte Broderen, at han forleden havde gjort ganske det samme.

Kigutikak – Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn – I, 261

Da Brødrene vare sammen, sagde de til hinanden: »lader os mødes igjen iovermorgen,« hvorpaa de skiltes ad og gik hjem. Da de atter mødtes, sagde Kigutikak: »Aa, hvor jeg har mange Penge!« Den Ældre svarede: »jeg ogsaa.« Derpaa sagde de til hinanden: »hvad om vi lagde vore Penge sammen, og beregnede dem, og hvis der var nok, anskaffede os et Skib?« Den Ældre svarede: »ja, lad gaae!« — under saadan Tale skiltes de ad. Da Kigutikak kom hjem, spurgte han sin Herre: »hvorledes mon min Broders og mine Penge vilde slaae til, dersom vi vilde kjøbe os et Skib? lad see, regn efter!« — »Der er nok,« svarede han. Derpaa begyndte Kigutikak at anskaffe sig et Skib, idet han fik Materialier og Haandværkere; og om Foraaret da disse vare færdige talte han til sin Herre om at faae Master. Denne svarede: »aa! her søndenfor ere der ranke Træer, som vi pleie at bruge til Master.« Da han vilde reise, sagde hans Herre: »naar du kommer derhen og skal hugge, saa see dig varsomt om; saasnart de røre sig, skal du flygte. Dersom du finder det for langt at tage hertil, saa er der nordefter en brat Klippe; der skal du gaae hen, og du vil finde Mennesker.« — Han lovede det, reiste og kom til Skoven. Han udsøgte de rankeste Træer og skar med stor Forsigtighed, men da han begyndte paa det andet, rørte et af Træerne sig pludseligt og han hørte en Lyd, men han vedblev dog at hugge, skjøndt hans Herre havde advaret ham, saalænge han blot kunde høre det, men da det begyndte at vise sig, kastede han Øxe og Saug, og løb skyndsomst bort. Førend han kom ud af Skoven, saae han sig om og opdagede et fælt Dyr, som forfulgte ham. Da han var flygtet et Stykke, vendte han sig og saae, at det kom nærmere. Da det var for langt til hans Herre, flygtede han til Klippen, som han naaede, da Dyret var nær ved at indhente ham. Klippen aabnede sig af sig selv og lukkede sig efter ham, og strax kom Uhyret bag efter, og skubbede til Døren, saa det dundrede. Da han kom ind, traf han mange Qvinder, alle løsagtige; hos dem blev han og brød sig ikke om at komme hjem.

Da han ikke kom, opgav hans Herre ham, i den Mening, at han var opædt af det vilde Dyr. Dengang begyndte han at lave sig til Hjemreisen, med Lommen fuld af Penge, til Betaling fordi han havde ligget hos dem. Paa Hjemveien hentede han sine Redskaber, huggede det, han havde begyndt paa, og vendte saa tilbage til sin Herre. Denne sagde, da Kigutikak traadte ind: »jeg troede, at du var opædt, og havde derfor opgivet dig. Hvor har du været?« Han svarede: »jeg har været hos de eenlige Qvinder, de vare meget vakkre.« Herren sagde: »de ere nu engang altid saaledes; naar man kommer derind, ere de meget behagelige, og saa bliver man der.« — Da nu Arbeidsfolkene havde hentet Masterne, og da de vare tildannede og alt var færdigt, blev Skibet sat i Vandet, og to Mænd alene ladede det. Da de skulde reise, vare de ganske alene med deres Kok, ialt tre Mand. Paa den Tid blev den ældre Broder syg, forværrede sig og døde; men Kigutikak opbrændte sit Skib, og ødelagde og sænkede sine Sager. Dengang var Hvalfangernes Afgangstid nær. Hans Herre sagde til ham: »du er bedrøvet; naar vi gaae ud at spadsere, vil du adsprede dig.« Derpaa gik de ud sammen og kom til en Indsø, i hvilken der laa en lille Baad, som de satte over i til den modsatte Side, hvor der ogsaa laa en lille Baad. De fortøiede Baaden, gik videre og kom til en anden Indsø, hvor der ligeledes laa en lille Baad. I den satte de ligeledes over til den anden Side, hvor der atter var en lille Baad; saaledes vare Befordringsmidlerne over Indsøerne. Da de gik videre, saae de en By midt inde i Landet; der gik de ind i et Huus, og da de havde været lidt inde og skulde spise, blev der raabt: »Hvalfangerne ere afgaaede, Hvalfangerne ere afgaaede!« — Da Kigutikak hørte dette, lod han Maden staae og løb afsted, idet hans Herre fulgte efter ham. Han løsnede Baadene paa Indsøerne, og satte selv over dem, medens Herren bestandig var bagefter ham. Da han endelig kom til Havnen, vare alle Skibe afgaaede, med Undtagelse af eet, som havde sendt en Baad iland, for at løsne Landtouget og ligeledes at afgaae. Kigutikak fik netop Tid til at springe ned i Baaden og komme ombord i Skibet. Hans Herre, som nu ikke mere kunde naae ham, raabte ud til Skibsfolket, at naar Kigutikak kom til Grønland, skulde de passe godt paa ham. Da de nu havde reist i mange Dage, og kom til Pynten af Landet, vilde Kigutikak ikke mere klæde sig af, fordi han vilde bruge sine Lommer til at gjemme Jernsager i. — Da de naaede Grønland og Kigutikak gjenkjendte det Land, hvor han havde boet, sagde han til Matroserne: »lader os gaae iland og skyde Ryper!« Skibsfolkene indvilligede og de gik iland paa Rypejagt, men de vilde ikke skilles fra ham, af Frygt for at han skulde blive borte, eller gaae til sit Hjem. Kigutikak sagde: »jeg skal ikke blive borte, gaaer I kun efter Ryper!« Endelig forlode de ham, hvorpaa han skjulte sig i en Klipperevne. Da han havde været der i nogen Tid, hørte han dem søge og raabe: »Herren forbød os at forlade ham, det vil blive slemt for os!« — Men da han hørte dem vende om igjen, stod han op og gik hen ad den Kant, hvor han troede, at der ingen var. Efterat være gaaet et langt Stykke, steg han ned ad en steil Klippevæg, men paa Midten kom han i Forlegenhed, da han hverken kunde komme op eller ned. Tilsidst lod han sine Jernsager ligge paa en Klippekant og gled selv ned det sidste Stykke. Atter gik han videre og fik omsider Øie paa mange Telte. Da han nærmede sig dem, kom der nogle Folk ud og raabte: »Kigutikak kommer!« — hvorpaa alle styrtede ud for at see ham. Han spurgte dem paa Kavdlunaksk: »hvor ere mine Efterladte?« — men de forstode ham ikke. Endelig, da han havde spurgt dem i de Indfødtes Sprog, viste de ham hen til hans Efterladte. Disse havde allerede ganske opgivet ham, og en gammel Ungkarl var bleven deres Forsørger. Denne lod Kigutikak selv vælge sig en af de Jernsager, han havde medbragt, til Tak for at han havde sørget saa vel for hans efterladte Slægtninge.

Fodnoter

Kilde

Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn I, ss. 261-266.