Inuit i kajak – Foto: Edward S. Curtis, 1929 (CC.) Wikimedia
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Eskimoiske eventyr og sagn – II
Hinrich Rink
1871
54. Kivakiarsuk, som lod Qvinderne omkomme
paa Skjæret, traf paa Ingnersuit m.m.
Kivakiarsuk boede ved Kangersunek (inde i Godthaabs-Fjord) som ene Mandfolk blandt mange Qvinder. Han var ussel af Legemsbygning, men en udmærket Erhverver. Da han hørte tale om den udmærkede Fangst ved Kangek i Mundingen af Fjorden, forlod han engang sine Qvindfolk, drog derud og tog sin Bopæl hos nogle Folk der, som fattede Godhed for ham. Engang var han ude tilsøes med de øvrige Mænd paa Pladsen, da de bleve overfaldne af et haardt Uveir. De andre kastede alle deres Fangst for at redde sig, han alene beholdt sin Sælhund paa Slæb, og var desuagtet den eneste som slap hjem, eftersom alle de øvrige omkom. Han var da nu atter ene blandt lutter Qvinder, men han forsørgede dem godt, kom altid hjem med en heel Række Sælhunde paa Slæb, men beholdt dog kun een af dem for sig selv. Engang kom han atter til at tænke paa sit tidligere Hjem i Kangersunek, savnede Lyden af Isfjeldene hvormed Fjorden var opfyldt der, og længtes derhen igjen. Han opfordrede da de mange uforsørgede Qvinder til at gaae ud paa et Skjær, som var tørt ved Lavvande, og at samle rød Tang. Han færgede dem alle over paa sin Kajak, men da nu Vandet atter begyndte at stige, vilde han ikke hente dem igjen, men stod rolig og saae paa, hvorledes de alle ynkelig omkom, glad over at han nu kun havde sine egne Huusfæller at forsørge. Engang da han var ude i Kajak og traf paa et Iisfjeld, gav han sig til at slaae paa det med sin udpustede Fangeblære, fordi det lød som naar det bragede i Iisfjeldene i Kangersunek. Men da han holdt inde dermed og vilde begive sig hjemad, kom der en vældig Luftblære op foran hans Kajak, og bagefter dukkede et stort Menneske op af Vandet med et smilende Ansigt. Da han til Gjengjeld ogsaa kom til at smile, sagde Havmanden: »jeg tillader ikke at nogen leer ad mig, det er saa min Skik, men jeg kom til dig for at fortælle dig, at Aarsagen til din Hustrues Barnløshed er den, at hun er Angakok og ikke vil aabenbare sig. Sig hende det, naar du kommer hjem.« Med disse Ord dukkede Havmanden under igjen. En anden Gang, da han slog paa lisfjeldet paa samme Maade, dukkede der to Kajakker op af Havet foran ham. Han indbød dem til at følge med sig, og saae at deres Kajakker vare skinnende rene, og at de behandlede dem varsomt og lagde dem op paa Landet etsteds hvor ingen havde traadt. Da han mærkede at de ikke vare almindelige Mennesker, lod han sine Qvinder brede ganske nye Skind for dem paa Brixen til at sidde paa. Medens de vare der, fremtoge de, den ene et lille Stykke sort, den anden et lille Stykke hvidt Mattak, lagde dem foran hans Hustrues Plads og sagde at det var deres Bedstefaders og Bestemoders Middel til at befries for Hovedskjæl (d. e. da disse vare Børn). Kivakiarsuk fulgte dem ved Bortreisen paa Veien i sin Kajak, men underveis ved Blikstille og klar Luft forsvandt de pludselig, uden at han kunde opdage noget Tegn til dem paa den blanke Havflade. Da han kom hjem, laae hans Kone paa sit Yderste, og lidt derefter døde hun. Han tog da hendes Lig, skar det op og udtog Maven, som han tilberedte som en Fangeblære. Ved Døden var nemlig hendes Angakokkraft faret ind i den. Derpaa lod han dem begrave hende, men Blæren tog han med sig og fik stort Held paa sin Fangst. Engang slog han atter med den paa et et Iisfjeld. Det gav da en buldrende Lyd, som tabte sig i det Fjerne, og der viste sig pludselig en fremmed Kajak, som indbød ham til at følge ud med sig til en Ø. han fulgte med og kom til et stort Huus, beboet af Sydlændinge, som fortalte, at de havde været paa Reise nord efter, men vare standsede her fordi de de havde faaet Fjender, nemlig Kernekassik's, som boede inde paa Fastlandet ved Karajat. Kivakiarsuk blev hos Sydlændingene og tog uden videre disse Brødres skjønne Søster til Hustru. Han forbausede sine nye Svogre ved sin Dygtighed i Hvalrosjagt. Ligeledes fangede han en Tunilik (et Slags store Hvaldyr) og da han vilde slæbe det hjem, spottede hans Svogre derover og forlode ham. Men han paakaldte sin Amulet, som var en lille Lax, og strax fulgte Tunuliken, der var af Størrelse som et Skjær, efter hans Kajak ligesom af sig selv. Han kom endog hjem før Svogrene og havde Kjødet af sin Fangst kogt og lod det sætte frem ved deres Ankomst, med Undskyldning for, at det var blevet koldt ved at staae og vente saa længe. Imidlertid havde han ogsaa faaet en Søn, som voxede op til en rask Kajakroer. Engang blev denne Søn borte i Kajak. Kivakiarsuk, som var Angakok, begav sig paa Aandetlugt og opdagede Sønnen hos Kernekassik's, der holdt ham fangen og piinte ham ved at hindre ham i at sove. Han drog derhen med sine Svogre, dræbte deres fælles Fjender og bragte sin Søn med sig hjem. Engang fortalte han til sine Svogre, at han kjendte en Indlandsbo udenfor Kangersunek, med hvem han havde pleiet at prøve sine Kræfter for at uddanne sig. Svogrene vilde gjerne engang med ham hen at besøge denne, men han undskyldte sig med at det var farligt, især paa Grund af Indlandsboens Evne til at fremtrylle Storm. Alligevel overtalte de ham til at reise med dem derhen, men da han brødes med Indlandsboen, faldt dennne omkuld og dræbte i Faldet en af Svogrene. Da de droge hjem derfra, udbrød der ogsaa en heftig Østenstorm. Kivakiarsuk vedblev bestandig at hjælpe sine første qvindelige Paarørende. Ogsaa drog han ofte med sin Søn paa Fjordreise, da han frydede sig ved at see Landet grønt. Engang besteg han med sin Søn Kammen af Kingitorsuak-Fjeldet, Der bad han Sønnen forlade sig, og efter den Tid saae man intet mere til ham, man siger at han forsvandt af Frygt for Svogrene, skjøndt disse havde indrømmet at han var ganske uskyldig i hiin enes Død. Men fra den Tid siger man at Isen begyndte at danne sig paa Kingitorsuak af det Vand, han lod flyde.
Kilde
Hinrich Rink: Eskimoiske eventyr og sagn II, ss. 93-95
