Kong Harald Hildetand og slaget på Bråsletten

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Svensk.gif


Nordiske fornaldersagaer


Kong Harald Hildetand og slaget på Bråsletten[1]

Uddrag af Sögubrot af nokkurum fornkonungum í Dana- ok Svíaveldi


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2021



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1943-44


— —


Kapitel 4

Harald var 15 år gammel, da han kom til magten. Men da hans venner vidste, at han ofte ville komme til at forsvare riget mod fjendtlige angreb, fordi han var så ung, besluttede man at anstille en stor sejd, og det blev da sejdet for kong Harald, at jern ikke skulle bide på ham, og det var siden sådan, at selv om han aldrig brugte værn i kamp, så blev han ikke skadet af våben. Han blev snart en stor kriger og deltog i så mange slag, at ingen mand i hans slægt havde haft magen til hærfærd i sin regeringstid, og han blev derfor kaldt Harald Hildetand[2].

Med kampe og hærtogter underlagde han sig hele det rige, som kong Ivar[3] havde haft, og så meget mere, at der ikke var nogen konge i Danmark eller Sverige, som ikke betalte skat til ham, og de blev alle hans undergivne. Han underlagde sig den del af England, som Halfdan den Snilde og siden kong Ivar havde besiddet. Han udnævnte konger og jarler og opkrævede skatter fra dem. Han satte Hjørmund, der var søn af Hervard Ylfing, til at være konge over Østergøtland, som hans far og kong Granmar før havde haft.


— —


Kapitel 6

— — Da kong Harald begyndte at blive meget gammel, satte han sin brorsøn Ring til at lede hæren og forsvare landet. Ring opholdt sig længe hos Harald. Og da alderen yderligere svækkede kongen meget, satte han sin frænde Ring til at være konge over Uppsala, og han gav ham styringen over hele Sverige og Vestergøtland, mens han selv regerer over hele Danmark og Østergøtland.

Kong Ring blev gift med Alfhild, som var datter af kong Alf, der havde land mellem to elve — Gøtaelven og Raumelven. Det land blev også kaldt Alfheim. Det var et stort skovland. Ring havde sammen med sin kone en søn, der hed Ragnar[4]. Kong Harald havde to sønner med sin kone. Den ene var Rørek Ringslænger, den anden var Trond den Gamle.


Kapitel 7

Men da kong Harald Hildetand var blevet så gammel, at han havde rundet 150 år, lå han i sin seng uden at være i stand til at gå, og vidt omkring blev hans rige hærget af vikinger. Da fandt hans venner, at det stod ilde til med riget, når landets ledelse svigtede. Mange syntes også, at han nu var blevet gammel nok, og nogle stormænd gjorde da det, mens kongen tog karbad, at de dækkede ham med bjælker og lagde stenblokke ovenpå for at drukne ham i badekarret. Da det gik op for ham, at de ville tage livet af ham, bad han dem om at lade ham slippe ud af karret: »Jeg véd, at I synes, at jeg er alt for gammel, og det er også rigtigt, og det er vel også på tide, at jeg dør. Men jeg vil ikke dø på denne måde ved at omkomme i badet — jeg ønsker at dø på meget mere kongelig vis!« Da kom hans venner til og hjalp ham op.

Kort tid derefter sendte han folk op i Sverige til sin frænde kong Ring med det budskab, at han skulle samle en hær i hele det rige, som han rådede over, og møde ham til kamp ved landegrænsen, og han lod ham vide alt, hvad der var sket, og hvordan danskerne fandt, at han var blevet for gammel. Efter dette samler kong Ring mandskab i hele Sveavældet og Vestergøtland, og han fik også mange folk fra Norge. Og det fortælles, at da svenskerne og nordmændene drog gennem Stoksund med ledingshæren, da var der 2500 skibe. Men kong Ring red med sine hirdfolk og vestergøtlændingene over land omkring Øresund og søgte derfra ad landvejen vestpå til skoven Kolmark, som er grænsen mellem Sverige og Østergøtland. Og da kong Ring kom ud fra skoven dér vestpå, hvor det hedder Bråvig, blev han mødt af sin flåde, og kong Ring opstillede sine hærboder dér på Bråsletten mellem skoven og vigen.

Kong Harald samler nu en hær fra hele Danevældet, og der kom en stor hær fra Østerrige og helt fra Kønagård og fra Saxland. Og da hæren blev samlet på Sjælland på det sted, der hedder Køge, kunne man gå fra skib til skib fra Landør til Skanør, og det så nærmest ud, som om hele havet var dækket af kongens flåde. Så lod han den mand, der hed Herleif, og saxernes hær opsøge kong Ring for at erklære ham krig og udpege stedet for kampen og opsige fred og tryghed. Kong Harald drog af sted med hæren i syv dage, før han kom østpå til Bråvigen. Da gjorde man sig klar til kamp på begge sider og fylkede styrkerne.


Kapitel 8

Det fortælles, at der i kong Haralds hær var en høvding, der hed Brune. Han var den klogeste i kongens følge. Kongen lod Brune fylke hæren og fordele høvdingene under bannermærkerne. Kong Haralds mærke stod midt i fylkingen og var omgivet af hans hirdmænd.

Disse kæmper var på kong Haralds side: Svend, Sam, Gnepe den Gamle, Gård, Brand, Blæng, Teit, Tyrfing og Hjalte — de var kong Haralds skjalde og kæmper. Disse kom fra kong Haralds hird hjemme: Hjort, Borgar, Bele, Barre, Geigad og Toke. Der var også skjoldmøen Visma og desuden Heid — de var begge kommet til kong Harald med en stor hær. Visma bar hans mærke. Med hende var disse kæmper: Kåre og Milva. Vebjørg hed endnu en skjoldmø, som kom til kong Harald sydfra med en stor hær fra Gotland, og hun blev fulgt af mange krigere. Af alle dem var de største og mest navnkundige Ubbe den Frisiske, Brat den Irske, Orm den Engelske, Bue Bråmason, Are den Enøjede og Geiralf. Skjoldmøen Visma blev fulgt af en stor vendisk hær. De var letgenkendelige med deres lange sværd og små bukkelskjolde — de havde ikke lange skjolde som de andre folk. I den ene af kong Haralds fylkingsarme stod skjoldmøen Heid med sit mærke, og hun havde hundrede krigere med sig. Disse var hendes bersærker: Grim, Geir, Holmstein, Øsadel, Hedin den Slanke, Dag den Livlandske og Harald Olafson. Der var mange høvdinge sammen med Heid i den fylkingsarm. I den anden fylkingsarm stod den høvding, der hed Hake Huggenkind, og der blev båret mærker foran ham. Han var omgivet af mange konger og kæmper. Dér var Alfar og Alfarin — kong Gandalfs sønner — som tidligere havde været kong Haralds hirdmænd og hjemmemænd. Kong Harald kørte i en vogn, for han var ikke våbenfør og kunne ikke kæmpe til fods.

Kongen sender Brune og Heid hen for at finde ud af, hvordan Ring havde fylket sin hær, og hvorvidt han var klar til strid. Brune siger: »Det forekommer mig, at Ring og hans hær er klar til kamp. Han har en mærkelig slagorden. Han har svinefylket sin hær[5], og det bliver ikke godt at kæmpe imod ham.« Så siger kong Harald: »Hvem kan have lært Ring at fylke hæren i kileform? Det troede jeg ikke, at nogen kunne bortset fra mig og Odin, eller agter Odin mon at svigte mig og hindre mig i at sejre? Det er aldrig sket før, og jeg beder ham atter om ikke at gøre sådan. Men hvis han ikke vil unde mig sejren nu, så gid han lader mig falde i kampen sammen med hele min hær, såfremt han ikke ønsker, at danskerne sejrer som hidtil — og alle dem, der falder på denne slette, giver jeg til Odin.« Det var, som Brune havde sagt: Ring havde svinefylket hele sin hær. Med trynen i midten forekom fylkingen at være meget bred, men den var dog så lang, at den ene fylkingsarm nåede hen til den å, der hed Varå, mens den anden gik ned til Bråvigen.

Kong Ring havde mange konger og kæmper med sig til striden. Den mest fornemme var den konge, der hed Åle den Tapre, som stillede med en særdeles talrig hær og mange andre berømte konger og kæmper. Hos ham var den kæmpe, som er den mest navnkundige i de gamle fortællinger: Starkad den Gamle Storværkson, som var blevet opfostret på øen Fenring i Hordaland i Norge, og som havde rejst vidt omkring i mange lande og opholdt sig hos mange konger. Mange andre kæmper var kommet fra Norge til dette slag: Trond den Trøndske, Tore den Mørske, Helge den Hvide, Bjarne, Hafr, Finn fra Fjordene, Sigurd, Erling Snog fra Jæren, Saga-Erik, Holmstein den Hvide, Einar fra Agder, Hrut den Tvivlende, Odd den Vidtberejste, Einar Snesko og Ivar Skage. Disse folk var kong Rings store krigere: Åge, Ejvind, Egil den Skelende, Hilder, Gøt, Gude Tolleson, Stein fra Vænern og Styr den Stærke. Disse udgjorde endnu en deling: Rane Hildson, Høste-Svend, Hlømbode, Angrebs-Sote, Krykke-Hrokkel og Rolf den Kvindekære. Endvidere var der: Dag den Digre, Gerdar den Glade, Dug den Vendiske, Værmlands-Glum fra vesten for Elven, Saxe Flækker og Sale den Gøtske. Disse var oppe fra Sveavældet: Nore, Hake, Karl Klump, Krokar fra Aker, Gunnfast og Glismak Gode. Disse var oppe fra Sigtuna: Sigmund Købstadskæmpe, Tole-Froste, Adils den Overmodige — han gik foran mærkerne og skjoldene og var ikke en del af fylkingen — og Sigvalde, der havde sluttet sig til kong Ring med elleve skibe. Tryggve og Tvevifil var kommet med tolv skibe. Læser havde et langskib, som var fuldstændig bemandet med krigere. Erik Helsing havde et stort drageskib, som var vel besat med hærmænd. Der var også kommet krigere fra Telemarken til kong Ring, men de blev ikke agtet højt, for man fandt, at de var drævende og langsomme at have med at gøre. Disse mænd var derfra: Torkel Trodsig, Torleif Gote, Hadd den Hårde, Gretter den Vrange og Roald Tå. Desuden var den mand, der hed Ragnvald den Høje eller Rådbard Næve, kommet til kong Ring. Han var den største kriger af alle, og han stod forrest i fylkingstrynen, og ved hans side stod Tryggve og Læser, og udefter kom Alreksønnerne og Yngve. Så kom Telemarksfolkene, som alle brød sig mindst om, og som man ikke mente ydede nogen støtte. De var dygtige bueskytter.


Kapitel 9

Og da denne hær var fuldt færdig til kamp, lod man blæse i lurerne på begge sider og råbte høje kampråb. Så stødte fylkingerne sammen, og som det berettes i alle de gamle sagaer, var denne strid så stor og hård, at der ikke i Norden har fundet et slag sted, hvor man kan opregne tilsvarende store og udvalgte krigerskarer. Kampen havde ikke varet længe, før den kæmpe, der hed Ubbe den Frisiske, søgte fremad i kong Haralds hær, og han angreb kong Rings fylking i trynen, og den første, han mødte i kamp, var Ragnvald Rådbard. De gik meget hårdt til hinanden, og hærfolkene kunne bevidne umådelige hug, da disse frygtløse mænd gik imod hinanden. Begge tildelte de den anden store og talrige hug, men Ubbe var så mægtig en kriger, at han ikke holdt inde, førend deres tvekamp endte med, at Ragnvald blev dræbt af Ubbe. Straks derefter løb Ubbe imod Tryggve og sårede ham dødeligt. Men da Alreksønnerne ser, hvor frygteligt han farer imod deres hær, går de imod ham for at kæmpe, men han var så hårdfør og så stor en kriger, at han dræber dem begge to, og derefter dræber han Yngve. Og derpå fór han med et sådan raseri imod hæren, at alle sprang til side for ham, og han fældede alle dem, der stod i fylkingens tryne, på nær dem, der gik imod andre kæmper. Og da kong Ring ser dette, opildnede han hæren, for at én mand ikke skulle gøre det af med dem alle, når han dog havde sådanne stormægtige folk i sit følge, »— og hvor er kæmpen Starkad, som hidtil altid har sejret i strid? Skaf os sejr!« Starkad svarede: »Vi har rigeligt at gøre — herre!« siger han, »— men vi skal forsøge at sejre, så godt vi kan. Men det er noget af en prøvelse at have med sådan en mand som Ubbe at gøre.« Og opildnet af kongens ord løber han frem mellem hærfolkene imod Ubbe, og det bliver en heftig kamp imellem dem med vældig kraft og mægtige hug, for ingen af dem manglede mod. Sådan stod det på en tid, og Starkad sårede Ubbe hårdt, men fik til gengæld seks sår, som alle var store, og han mindedes ikke, at én enkelt mand før havde udsat ham for noget lignende. Men fordi fylkingerne var så stærke, blev de to drevet hver sin vej, og dermed endte denne tvekamp.

Ubbe dræbte siden den kæmpe, der hed Agner, og han ryddede hele tiden vej foran sig og hugger til både højre og venstre, og begge hans arme er blodsølede helt op til skuldrene. Men så angreb han Telemarksfolkene. Og da de så ham, sagde de: »Nu behøver vi ikke at søge frem andetsteds i hæren, men lad os nu angribe denne mand med pile for en stund, for før (...)[6] sejren. Ingen synes noget videre om os, men så meget desto mere bør vi nu anstrenge os og vise os som raske mænd.« Og de bedste af Telemarksfolkene — det var Hadd den Hårde og Roald Tå — begyndte nu at skyde på ham, og de var så dygtige skytter, at de afskød to tylvter pile, som alle traf ham i brystet. Der skulle ikke så lidt til for at gøre det af med ham. Disse folk tog livet af ham, men forinden havde han dræbt seks store krigere og desuden såret elleve andre alvorligt, og han havde dræbt seksten af de svenskere og gøter, der stod forrest i fylkingen.

Samtidig rettede skjoldmøen Vebjørg et voldsomt angreb mod svenskerne og gøterne. Hun søgte frem mod den kæmpe, der hed Angrebs-Sote, og hun var så øvet i brugen af hjelm og brynje og sværd, at hun besad alle ridderens færdigheder, som Starkad den Gamle siger. Hun angriber længe og giver krigeren nogle vældige hug. Og et af hendes hug træffer ham i kinden og skærer hans kæbeben over, så hagen bliver hugget af, men han stak sit skæg i munden og bed sammen om det og holdt derved underkæben oppe. Hun øver mange storværker i striden. Kort efter mødes hun af Torkel Trodsig — kong Rings kriger — og de udkæmper en hård kamp, og den ender med, at han med stort mod dræber hende med mange sår.

Nu sker der mange store begivenheder på kort tid, og kamplykken skifter mellem de to hære. På begge sider var der mange, som aldrig kom hjem eller mistede førligheden. Nu angriber Starkad danskerne. Han går imod den kriger, som hed Hunn, og de kæmper mod hinanden, og det ender med, at Starkad dræber ham og kort efter også den mand, der hed Ella, som ville hævne ham. Og så angreb han den mand, der hed Borgar, og det blev en hård kamp, men enden på den blev, at Starkad dræbte ham. Starkad løber nu gennem fylkingen med sværdet hævet, og han hugger den ene ned efter den anden. Og straks efter fælder han den mand, der hed Hjort, men så blev han mødt af skjoldmøen Visma, som bar kong Haralds mærke. Starkad gik hårdt frem mod hende. Da sagde hun til ham: »Du er vist umættelig i din drabslyst, men nu skal du dø — din trold!« Han svarede: »Du skal dog først miste kong Haralds mærke« — og huggede hendes venstre arm af. Da kom en mand imod ham for at hævne hende — det var Brå, Søkalvs far — men Starkad gennemborede ham med sit sværd, og mange steder sås nu ligene af de faldne ligge i store dynger. Siden gik den store kriger Gnejpa imod Starkad, og det blev en hård kamp, inden Starkad gav ham et dødbringende sår. Straks efter dræbte han den kæmpe, der hed Hake, men dér i deres sammenstød fik han selv mange store sår; han var blevet hugget i halsen ved skuldrene, så man kunne se ind i brysthulen, og forrest på brystet havde han et sår, der var så stort, at lungen hang ud, og han havde mistet en finger på sin højre hånd.

Men da kong Harald så dette store mandefald blandt sine krigere og hirdmænd, rejste han sig op på knæ og greb to sakssværd og drev hesten, der trak hans vogn, hårdt frem. Han stak og huggede med et sværd i hver hånd og slog mangen en mand ihjel ved at bruge sine hænder, skønt han hverken var i stand til at gå eller ride på en hest. Nu forløb striden en tid sådan, at kongen øvede mange storværker. Men mod slutningen af dette slag fik kong Harald Hildetand et køllehug i hovedet, så hjerneskallen flækkede, og dette blev hans banesår, og det var Brune, der dræbte ham.[7] Og da kong Ring så kong Haralds tomme vogn, mente han at vide, at kongen var faldet. Han lod blæse i lurerne og råbte, at hæren skulle holde inde. Og da danskerne blev klar over dette, ophørte kampen, og kong Ring tilbød frit lejde til hele kong Haralds hær, og det tog alle imod.

Og den følgende dags morgen lader kong Ring sine folk gennemsøge kamppladsen for at finde liget af hans frænde kong Harald, men en stor skare af faldne hærfolk lå henover liget, og det blev midt på dagen, før man fandt liget og fik ryddet slagmarken. Da tog kong Ring liget af sin frænde kong Harald og vaskede det for blod og behandlede det med ære efter gammel skik. Han anbragte liget i den vogn, som kong Harald havde brugt i striden. Derefter fik han bygget en mægtig høj, og han lod da kong Haralds lig køre ind i højen på den vogn og med den hest, som han havde brugt i striden, og derpå blev hesten slået ned. Så tog kong Ring den sadel, som han selv havde redet med, og han gav den til sin frænde kong Harald og bad ham gøre, som han ønskede, og enten ride eller køre i vogn til Valhal. Så lod han stille an til et stort gæstebud og holdt gravfærd for sin frænde kong Harald. Men inden højen blev lukket efter ham, da bad kong Ring alle de tilstedeværende stormænd og kæmper om at gå frem og kaste store ringe og gode våben ind i højen for at hædre kong Harald Hildetand. Og derefter blev højen omhyggeligt lukket.


Louis Moe: Kong Harald Hildetand i slaget på Bråsletten



Noter:

  1. Originalteksten er overleveret i det fragmentariske håndskrift AM 1 e β fra omkr. år 1300. Teksten dér er muligvis baseret på den ældre, men nu tabte Skjöldunga saga.
  2. ɔ: Kamptand. Om den unge Harald fortælles det i øvrigt, at »han havde det særlige kendetegn, at hans fortænder var store og havde samme farve som guld.« (Brudstykkets kap. 1).
  3. Ivar Vidfadme, kong Haralds morfar.
  4. Ragnar Lodbrog.
  5. ɔ: opstillet hærskaren i kileform, hvor spidsen af fylkingen kaldes trynen.
  6. Her mangler nogle ord i håndskriftet.
  7. Brune er ifølge Saxos beretning nemlig selveste krigsguden Odin i forklædning.