Kong Knuds lidelseshistorie
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
i oversættelse ved
Hans Olrik
Kong Knuds lidelseshistorie
Forord
Denne lille krønike er det første historiske skrift, som vides affattet i Norden. Det ender med den foreløbige skrinlæggelse af Knuds legeme i året 1095 og ved ikke noget om den glimrende altersættelse i året 1101. Mellem disse år falder da dets affattelse. Det er imidlertid rimeligt, at skriftet blev udarbejdet for at støtte Erik Ejegods anmodning om at få Knud kanoniseret; i så fald er affattelsestiden før 1098, da kong Erik forebragte paven denne sag, og snarest at sætte til 1096 eller 1097. Forfatteren er en klerk i Odense; selv har han overværet skrinlæggelsen i året 1095. Dansk har han næppe været; i det mindste betegner han det danske folk med udtryk, som synes at tyde på, at han stiller sig selv udenfor det. Skriftet går i al korthed ud på at forherlige Knud i liv og død. Tonen er naturlig, fortællemåden jævn. Flere steder stiller dog helgentendensen allerede her de historiske forhold i et temmelig, usandt lys; sammenstillingen med Ælnods skrift, som dog er yngre, kan godtgøre det. Den lille ”lidelseshistorie” har vistnok haft en betydelig udbredelse ved siden af Ælnods større levnedstegning. I Lundekapitlets mindebøger er det anført, og det er lagt til grund ved udarbejdelsen af flere messetjenester til Knuds ære. Det er udgivet i ”Acta Sanctorum” efter et kølnsk Karthäuserhåndskrift og derefter aftrykt i Scriptores rerum Danicarum III, 317 ff. Denne udgave ligger til grund for nærværende oversættelse, dog med et betydeligt antal tekstrettelser, som skyldes professor dr. M. Cl. Gertz.
Den hellige Knud konge og martyrs lidelseshistorie.
Vel er det i alverdens kirker hele kristenfolkets sæd at fejre helgenernes højtidsdage, prise martyrernes sejrvindinger og efterligne deres liv, men dog bliver også på hvert enkelt sted indbyggernes nære slægtskabsforhold og tilstedeværelsen af de hellige relikvier, som er skænkede beboerne af dette eller hint sted til trøst, anledning til, at helgener holdes værdige til særlig ærefrygt hos deres egne landsmænd og medborgere og hædres af dem (1). Da vi nu med støtte af Helligånden, som virker alle kraftige gerninger(2), agter at fortælle om den hellige Knud konge og martyrs lidelseshistorie, formaner og besværger vi Eder, som skal høre dette(3), at I med anspændt hu tager i overvejelse, hvor stort værd det har hos Gud, om man elsker retfærd og de andre fuldkommenheder, og om man for at øve disse dyder og vinde sjælens himmelske løn ringeagter livet i denne verden, fornægter sig selv og følger Kristi kors's frelsende spor.(4)
Oprunden af en kongeæt, som udmærkede sig i den kristne tro, i højere grad end det ellers er sæd og skik hos det folk, den hørte til(5), blev Knud i sin barndoms vår overgivet til lærere for at uddannes til at gribe rigets styrelse og gjorde snart utrolig store fremskridt, fremhjulpen, om jeg ikke fejler, af sin fromme og gudfrygtige fader kong Svens fortjenester, velsignet ihukommelse(6), eller sikkert ved Helligåndens nåde, således som det senere lægger sig for dagen. Thi i ham voksede karakterens dygtighed sammen med ungdommens ynde(7), så at han, udviklet til fuldkommenhed efter berømte mænds forbillede ved selve de fire grunddyder(8), næsten allerede nu skyede uforstands og dårskabs ødelæggelse og foragtede umandigheds usselhed. Derfor var det da, at Djævelen, der er opfinder og ophav til alt ondt, ret som han allerede nu frygtede for, at Knud, når han blev ved at leve — så jeg siger — og ved sin iver tog til i alle dyder, således som han havde begyndt, skulde unddrage ham mange mennesker, og at han derved skulde udslette eller dog i alt fald ave menneskers og onde ånders rænker og urenhed eller skarn, ramte ikke blot nogle af dette lands høvdinger, men også nogle af hans egne brødre med ugrundet og dårlig frygts og avinds spyd, og det så stærkt, at de ikke vilde tilstede ham ret til at være konge over dem, for at de ikke ved hans retfærd skulde dømmes som uædle og forkastelige.(9)
Og ligesom nu Josefs brødre fordrev ham, således blev også Knud af sine brødre jaget i landflygtighed til Svearnes land, han, hvem de skulde have hævet til skyerne ved at lovprise hans store egenskaber. Men som Jakob fulgte Rebekkas, det er: det forstandige tålmods(10), råd, var han klog nok til af hensyn til rigets tarv og selv uden skyld at gå af vejen for sine brødre, indtil Guds kraft førte ham tilbage uden forstyrrelse for freden(11). Da han altså ved Guds hjælp var udvalgt og sat til konge og styrmand for folket, stolede han som David på Herren; det himmelske var den ankergrund, hvor han lod sit håbs anker tage fæste(12), og i dette henglidende liv var gode gerninger de brede sejl, han satte til, for at han med Gud som den, der styrede roret, under verdens skiftende storme kunde nå til frelsens havn: Han kvægede de fattige og trøstede de grædende for derved at vinde lod i den højeste værdighed og den evige ære jævnsides med himlens høvdinger. Fremfor alt andet elskede han ypperstepræsterne og lærerne i dette timelige liv, det vil sige bisperne og præsterne, som med iver tager vare på gudstjenesten; med trøst, med hjælp og med gaver holdt han dem oprejst, og mildt og fromt styrkede han dem ved gode løfter og tilsagn, for at de med større frihed og glæde kunde gøre fremgang til det bedre(13). Dertil kom endnu, at han hyppigt gæstede kirker og samlag af hellige mænd og berigede og hædrede dem, ivrig i sin hu og fuld af ærefrygt i sin optræden, med kostelige ofre og gaver, således som det særlig er lagt for dagen i Roskilde, i Dalby og i Lund ved St. Laurentius's kirke, hvilken kirke han byggede, beskyttede og fremmede(14). Derfor skal både her og der mindet om hans godhed og hellige gudsfrygt dyrkes i al evighed med de hellige mænds velsignelse. Amen!
Imidlertid, da han alt nu afskyede alt vrangt og tomt som den gamle fjendes dårende gøgl og elskede sin Gud og Frelser over alt, foresatte han sig også først venlig og faderlig at lede og mane sit folk, som endnu var lidet oplært i god og Gud velbehagelig sæd og kun lidet øvet i hellige dyder, og både i egen person og ved bisper og præster at belære dem om, at de efter Guds lov skulde love Gud førstegrøden eller tienden af deres gods og ikke undlade at udrede den, og at de til større gavn og med større ære end hidtil for deres sjælefreds skyld måtte overholde kristendommen. Men da han ikke kom ret langt ved således at fare med lempe, og da det uforstandige folk uden frygt for Helvede og uden længsel efter Himmerig kun altfor stærkt hang ved det jordiske begær, der strider mod sjælen, eller sank ned til noget, som var endnu værre, tog kongen sig for, dreven af nidkærhed for Gud, at skræmme høvdingerne iblandt dem med sin kongevælde og med sin fulde ret forringe deres magt(15). Undertiden søgte han ved martyrernes eller de hellige mænds vægtige forbillede at tilskynde dem til at lyde Gud og helgenerne og sætte retfærd og sømmelighed over kortvarige nydelser. Ingen troende kristne måtte de se ned på som fremmede og udlændinge, men de skulde regne dem som de helliges medborgere og Guds tjenere, såsom de var deres brødre i Kristus, og på den vis skulde de, i det de ligesom føjedes sammen ved kærlighedens mørtel og gensidig støttede og hjalp hverandre, sikrere nå op til den himmelske herlighed(16). Ja, den mand skal loves og prises af al magt; han vilde ikke her være ene om magten, heller ikke vilde han ene være hersker i himlen, men han ønskede at drage mange med sig til Kristi kongeborg. Thi han vidste, at for dem, der elsker Gud og i Gud elsker deres næste, virker alt til held og tjener dem til gode, således som vor Herre Jesus Kristus selv vidner(17).
Efter at have givet de ovenomtalte bud(18), begyndte han med rigets bedste mænd, dem, der udmærkede sig fremfor de andre ved tro og dyd, at forhandle om, ved hvilken efter fornuftig overvejelse greben lejlighed han skulde kunne oplære det menige folks mængde her i landet til hæderlige anstrengelser, så at den endelig en gang kunde få sans for gudsfrygt og skønne, hvad der hører Helvede til, på det at den med større tryghed kunde se menneskets sidste stund i møde. Og så fandt man på råd og besluttede hurtig, at man efter kongens og høvdingernes bud, der omhyggelig skulde kundgøres blandt folket, skulde gøre et tog til Angelsaksernes land for ved tapper krigerdåd at fri deres folk fra den uværdige trældoms tunge åg(19) eller dog i det mindste øve og opdrage krigernes sind ved nattevagt, ængstelser, sult, tørst, kulde og anden møje, at dog ikke som hidtil deres syndighed skulde trives i letsind ret som en følge af tøjlesløshed og fylderi og blive en hjertets egenskab hos dem(20).
Men andre så dette ligesom også mange andre af kongens bestemmelser og velgerninger i helt andet lys, eller de modstod med hadsk og djævelsk hu hans opfordring og herlige dyd, og i det de derfor ønskede at afholde mængden fra at drage til Angelsakserne, ophidsede de hemmelig endog hans egen broder Olav imod ham. Havde denne imidlertid tilfulde og i sandhed forstået og indset, hvor godt og Gud velbehageligt det er, at brødre bor sammen i endrægtighed, havde han hellere sat livet til for sin udmærkede broder og konge, end at han, for ikke at sige noget andet, endog blot med et ringe ord nogensinde skulde stå en så herlig mand imod, eller ønske at være konge her uden ham. Men den kloge konge kom ufortøvet til sikker kundskab derom, og i det han mere higede efter at forebygge sin broders fejltrin end at sørge for sin egen sikkerhed, sendte han ham af forsigtighed til Flandern, for at han ikke skulde udsættes for den vanærende beskyldning, at have lagt onde råd om selv at blive konge(21). Thi den åndelige dømmer alt, og selv dømmes han ikke af nogen(22), og derved har han et fortrin fremfor alle andre levende væsener. Derfor siger David også: Da mennesket var i ære, fattede han det ikke, og han blev da stillet sammen med kvæget og blev dets lige(23).
For disse og andre handlinger af samme art og særlig for hans kærlighed til ret og til den , hellige gudsdyrkelse måtte han længe med tålmod af landets hovmodige indbyggere døje forfølgelse og afbræk i sin kongevælde. Men tilsidst, da næsten alle sammensvor sig mod Herren og mod hans salvede(24) viste trodsen sig åbenbar, og tydelig modstand sås at rejse sig som en fremrullende hvirvelstorm fra den nordligste landsdel, som hedder Vendele(25). Hærjende på sin vej gennem Jydernes land, hidsende dem til det samme raseri og dag for dag fylkende større hærskarer fulgte oprørsstormen brølende og fnysende den hellige konges spor lige til den by, som hedder Slesvig. Da kongen nu så, at han ikke kunde bringe dem til ro, og han tværtimod blev tvungen til at flygte fra Jydernes land, gik han over til Fynboerne, hos hvem han havde bedre håb om at finde hjælp. Da han var kommen did, kom der fra forskellige kanter bud, udsendte af kongens forfølgere eller efterstræbere, med det råd til folket, at de skulde slå den tyranniske konge ihjel, om de ikke vilde have deres eget land brændt og lagt øde(26). Fynboerne frygtede og agtede nu mennesker mere end Gud og ærede ikke kongen som de skulde: med ustyrlig voldsomhed flokkedes de om kongsgården, væbnede med sværd, køller og andre våben. Tilsidst blev da kun kongens broder Benedikt og nogle enkelte andre hos ham, styrkede ved den fasthed, som hellig troskab og kærlighed forlener, og nu, under de grusomme og uventede trængsler, som omgav ham og hans mænd, vendte den såre fromme kong. Knud efter de hellige mænds eksempel sin hu og sit fjed til den helligste Jomfru Marias og den salige martyr Albans kirke(27). Hyppig havde han, som det sømmer sig, været optaget af faste og hellig bøn, og nu var han det særlig, ret som om han higede efter nu snart ved martyrhøvdingen Kristi hjælp at få lod og del sammen med martyren Alban, som han elskede fremfor alle, og som han selv havde ført hid fra Angelsaksernes land, og hos andre helgener, som var hæderkronede med deres eget hellige blod(28).
Men da han dog endnu en gang vilde prøve at tale den kun altfor fremfusende og uforstandige almue til rette og berolige den, stillede han borgen og sikkerhed for, at han vilde bruge retfærdighed i alle forhold overfor undersåtterne, og han føjede til med éd, at ikke nogen uskyldig skulde omkomme for hans skyld. Men den vanvittige og ustyrlige hob, der ikke tog hensyn til menneskeslægtens elendighed, begyndte da endnu værre at rase med vanvittig hu og søgte på alle måder at nedbryde helgenernes hellige hus og Herrens kirke eller i alt fald ødelægge den ved at lægge ild til(29). Hvorfor skulde jeg dvæle længe her? Danernes fører og pryd, han, som ved martyrdøden ønskede at vinde sig den sikre og uforgængelige krone og regnede denne verdens forgængelige ære for et fnug, lagde da de verdslige våben fra sig, for at han ikke skulde gå til grunde med de ugudelige, hvis han elskede det forgængelige legeme mere end ånden; han gentog bekendelsen af sine fejl og overtrædelser og forøgede angerens velfortjente løn, modtog med ærefrygt og inderlig fromhed Herrens legemes sakramente til næring for sit evige vel og betroede med fortrøstning sig og sine mænd i den himmelske styrers hånd. Ufortøvet kastede nu folkets skarer sten og spyd gennem vinduerne og de andre åbninger hen imod kongen, indtil det lykkedes en af helligdomsskænderne at gennembore den fromme konge med en lanse. Ja, med armene korsvis udbredte(30) blev han foran den hellige martyr Albans alter ramt i siden af spydsodden. Det var da den 10. Juli(31), at han således fromt udgød sit blod foran Kristi alter og blev fældet ved vor Herre Kristi styrelse og hjælp, tør jeg sige. Ham tilkommer hæder og ære i al evighed. Amen!
Men da det ellers hverken læses i de kirkelige skrifter eller fortælles blandt folk, at nogen anden konge er bleven så grumt og ynkelig dræbt i et helligt gudshus af sine egne krigere, mener vi eller skønner vi af begivenhedernes gang, at den almægtige Gud, hvis kirkehvælving han havde betragtet som den højeste fyrstes hal og derfor med fuld føje søgt ly og værn i, blev over dette såre fortørnet som den, man havde vist ringeagt imod. Derfor lod Gud sin straf straks følge efter som en tugtelse: næsten hele Danmark voldte han trængsel ved regnskyl, helsot, hungersnød og dyrtid så længe, indtil det gennem mange syner og åbenbaringer var blevet flere mennesker klart, at kongens stakkels legeme, der var ynkelig nedkastet i jorden og hidtil havde ligget upåagtet hen(32), burde tages op deraf og i højeste mål hædres og æres blandt de hellige. Kort at fortælle, da rygtet om disse åbenbarelser var blevet almindelig udbredt, kom Jyderne med deres såre fromme bisper og præster til os(33) i priselig tro og fromhed; de holdt rådslagning med os, og der tog de den beslutning, at martyrkongens ben med sømmelig ære skulde tages op af graven.
Efter at der nu var påbudt en tre dages faste og den var holdt med bøn, almisse, lovprisning og åndelig sang, blev da kongens legeme, der alt var helliget, hævet af jordens støv. Da værdigedes den almægtige og barmhjertige Gud ved den lejlighed at lægge tre store undere klart for dagen for at kalde folks sløve sind til bod og tilskynde dem til from gudsfrygt. Efter manges tilskyndelse lagde vi nemlig fire gange stærkt blussende ild på hans hellige ben, for at de uforstandiges sind ikke skulde nages af tvivl(34); men ilden slukkedes i et nu, ret som om der blev heldt vand på, og uden at gøre dem skade og fortræd forsvandt den allevegne. — Der skete også et andet under, som er værd at lægge mærke til. Det gjaldt Olav, hans broder og efterfølger i kongeværdigheden: thi da kongemartyren Knuds nedlæggelse fandt sted, opnåede Olav, der den gang var landflygtig og fængslet i Flandern, befrielse og ophøjelse her til kongedømmet; og nu skete det ved Guds styrelse, at medens den salige martyr Knuds ophøjelse og skrinlæggelse blev foretaget, indtraf denne Olavs nedlæggelse af den jordiske værdighed(35). — Det tredje under skete Fredagen før Knuds skrinlæggelse. Mens alle gode mænd hos os holdt ud med bøn og faste, skyllede en voldsom regn ned og vedblev endog den følgende nat i den grad, at den voldte os megen uro. Også om Lørdagen(36) var der skummelt mørke indtil den tredje time. Men efter at vi havde afdækket hans grav og fundet hans hellige relikvier, glædede den almægtige Gud os straks, ham selv til lov og pris, med strålende lys og klar luft som tegn, og det på grund af den salige kongemartyr Knuds fortjenester, og viste de mange sin uudsigelige barmhjertighed, hvorved han også kalder uværdige til bod. Måtte Gud også for hans bønners skyld værdiges at skænke os den gennem alle tider, Han, som lever og regerer med sin Søn i Helligånds enighed i al evighed. Amen!
Noter:
1. Disse ord skal vistnok udtale, at selv om Knud endnu ikke var godkendt af hele kirken som helgen, var det dog berettiget, at de danske, der havde været øjenvidner til hans fromme liv og død, påkaldte hans navn. Thi skønt udviklingen bar stærkt hen imod pavens eneret til helgenkåring (kanonisation), var den dog på dette tidspunkt ingenlunde gennemført. Den norske folkehelgen, hellig Olav, var aldrig bleven kanoniseret.
2. Jfr. 1. Kor. 12, 11. Gal. 3, 5.
3. Efter disse ord at dømme er den lille ”lidelseshistorie” en prædiken, der enten skulde læses op for klerkene eller oversættes for lægfolket.
4. Jfr. Matth. 16, 24.
5. Hermed kan jævnføres Ælnods utilfredshed med det kristelige liv, sådan som det var hos de danske (således kap. 28).
6. I de kirkelige skrifter prises Sven Estridsøn i høje toner. Sikkert er det også, at han ordnede de danske bispedømmer og hævede præstestandens magt. Disse bestræbelser havde dog først og fremmest til mål at hæve hans egen kongemagt, og at hans iver for kirken ikke udsprang af ren kristelig begejstring, skønnes af hans frillelevned og brud på kirkens fastevedtægter og ægteskabslove.
7. Denne sætning gengives, lidt udvidet, hos Ælnod (kap. 6).
8. De 4 hoveddyder, visdom, tapperhed, mådehold og retfærdighed, blev først opstillede af Platon, men gennem kirkefaderen Augustinus's skrifter blev de optagne som et væsenligt led i de kristnes filosofi.
9. Der synes virkelig at have været tale om at vælge Knud til konge efter Sven Estridsøns død, og Knud var i flere måder nærmest dertil; således fortæller Ælnod, og i samme retning går Sakses og Knytlingasagaens beretning; den sidste lader endog Knud være udvalgt af sin fader med tingskarernes samtykke. Knud havde imidlertid et overmægtigt parti imod sig; man fremhævede hans heftighed og myndighed og vilde derfor ikke vide af ham som konge, men valgte Harald Hen. Af ”lidelseshistorien” får man at vide, at nogle af Knuds egne brødre har modarbejdet ham. Knytlingasagaen tillægger Knuds farbroder Asbjørn jarl hovedrollen i modstanden mod ham; men de danske kilder ved ikke noget herom.
10. Vi træffer her en af den tids allegoriske fortolkninger. Stedet, som her sigtes til, er 1. Mosebog 27, 43 f.
11. Dette ældste skrift om Knud er det eneste, der siger, at brødrene jog Knud i landflygtighed. Sakse kommer denne fortælling nærmest: efter Haralds valg, siger han, vilde Knud ikke blive i Danmark, men flygtede til Sverige. Mellem ham og Harald har det vistnok stået skarpt; men man tør ikke beskylde ham for at have påført sin broder fejde. Vel ved vi af et pavebrev til den norske konge, Olav Kyrre, at nogle af Haralds brødre rejste sig imod ham og fandt tilflugt i Norge, og sagaen har også efterretning om broderkrigen; men Ælnod og sagaen siger udtrykkelig, at Knud holdt fred med Harald, så at urostifterne må have været nogle andre af Svenssønnerne.
12. Jfr. Salme 21, 8. 26, 2 o. fl. st. Hebr. 6, 19.
13. Ifølge Sakse har Knud ved kongebud hævet præstestanden. Også Ælnod strejfer spørgsmålet (kap. 14).
14. I Roskilde hjalp Knud biskop Sven Nordmand med opførelsen af den smukke domkirke af sten. Hellig Kors kirken i Dalby lidt øst for Lund var bygget af Sven Estridsøn og en tid hovedkirke for et særligt bispedømme, der dog temmelig snart ophævedes og blev lagt ind under Lund; Sven Estridsøn havde tillige grundlagt et lille samlag af klerke ved kirken, og i den havde Harald Hen fået sin grav; ved sine gaver til denne kirke synes Knud da at have æret sin broders minde. Bispekirken i Lund, som oprindelig var indviet til Jomfru Maria, men senere tillige til den berømte romerske helgen, diakonen Laurentius, af hvem man havde erhvervet relikvier, nød særlig godt af Knuds gunst. Ved en storartet gave (22. Maj 1085) grundlagde kongen 10 præbender eller kannikeembeder samt en domskole og gav desuden domkirken store summer af de kongelige indtægter. Også Viborg og Odense bispekirker vides at have nydt godt af hans gavmildhed.
15. Knytlingasaga (kap. 28) har en fortælling om, at da Hallands-farerne ikke vilde yde kongen redskud (befordring fra sted til sted), forbød Knud dem at lade deres svin gå på olden i skovene, som tilhørte kongen; da så Skåningerne vægrede sig ved at yde ham nogle skatter, fratog han dem retten til at fiske i Øresund. Begge steder måtte folket falde til føje. Der har det ikke drejet sig om tiende og kirkelige afgifter; men i sådanne sager kan Knud have brugt samme fremgangsmåde, ligesom han også på anden vis kunde give sin vilje eftertryk.
16. Fremmede, som kom til landet, måtte opnå ”fred” for at blive der. Denne ”fred” tilkom det oprindelig folket at give, men efterhånden udøvede kongen denne ret på folkets vegne, og som kongemagten steg, udøvede han den i eget navn og tiltog sig vel da myndighed til at dømme og straffe brud på denne fred.
17. Ordet er af Paulus, Rom. 8, 28.
18. Nemlig om at ære præstestanden og yde den tiende og anden afgift og behandle fremmede som landsmænd.
19. Angelsakserne blev i året 1066 undertvungne af hertug Vilhelm Erobrer af Normandiet. De længtes efter frigørelse; men deres rejsninger var forgæves, og de to krigstog, Sven Estridsøn lod foretage for at fordrive Vilhelm, førte ikke til noget.
20. Her mærker man stærkt helgentendensen. Den virkelige grund til, at Knud vilde gøre det store Englandstog, var hans æts arvekrav på Englands krone og ønsket om at aftvætte den skam, at de tidligere danske tog (1069 og 1075) var mislykkede. Dette havde han så meget mere grund til, som han på begge de tidligere tog havde været fører. Ælnod, der skrev senere, har set sundere på forholdet. Knud har i virkeligheden været en meget ærgerrig og krigslysten konge.
21. Atter her mærker man tendensen. Det er såre langt fra, at Knud for Olavs egen skyld sendte ham til Flandern. Olav var ordfører for ledingshæren, der forgæves ventede på Knud og nu bad om orlov. Forbitret lod Knud da Olav fængsle, mens han dog senere indrømmede hæren dens ønske. Selv om Olav muligvis kan have modarbejdet Knud, kan denne i alt fald ikke frikendes for at have begået en voldshandling overfor sin broder. — Knud stod i forbindelse med grev Robert Friser i Flandern; denne var fader til hans dronning Edel. Derfor var det til Flandern, han sendte Olav.
22. 1 Kor. 2, 15.
23. Salme 49, 13. Den latinske bibeloversættelse, som forfatteren selvfølgelig holder sig til, afviger her fra grundteksten.
24. Salme 2, 1. Apostl. Gern. 4, 26. Med den ”salvede” menes Knud den hellige.
25. Vendsyssel. En udførlig skildring af oprørets udvikling har man hos Ælnod (kap. 16 ff.).
26. Dette træk, at Jyderne ved trusler bringer Fynboerne til rejsning mod Knud, er ejendommeligt for ”lidelseshistorien”. Ælnod lader Fynboerne gøre oprør af egen drift. Den senere overlevering; hos Sakse og Knytlingasagaen, lader den store hær af Jyder gå over til Fyn og fælde kongen.
27. Denne kirke, den gamle bispekirke, var af træ og lå nær ved den nuværende Knudskirke, i nordlig retning for denne. Oprindelig var den kun indviet til Vor Frue, men efter overførelsen af den hellige Albans relikvier kaldtes den tillige efter ham. Ved siden af den havde Knud påbegyndt en stenkirke, der senere blev fuldendt og hvori han blev skrinlagt. — Alban var en berømt britisk oldmartyr; endnu hedning modtog han under den diocletianske kristenforfølgelse en kristen præst, blev omvendt af ham og gik i døden for ham (303). Han var Englands mest fejrede helgen; over hans relikvier byggedes en stor kirke med tilhørende kloster, og om disse opstod byen St. Albans. I Danmark fejrede man 21. Juni som hans festdag; derved sammensmeltede man ham med den tyske Alban, der havde denne mindedag, mens den britiske Albans dødsdag var 22. Juni.
28. Skønt en senere fortælling fra St. Albans kloster i England går ud på, at danske vikinger havde taget hele helgenens legeme og ført det til Odense, hvorfra det dog lykkedes en engelsk munk atter at udliste relikvierne, kan denne fortælling dog næppe bruges her. Af Ælnod ser man nemlig, at relikvierne af Alban ikke var større end at de kunde ligge i en æske, og om sådanne smårelikvier hører man også i den følgende tid. Knud havde været fører på 2 Englandstog; på et af disse har han vel ved vold eller ad fredelig vej skaffet sig relikvier af Alban.
29. Ildspåsættelsen mislykkedes, ifølge Ælnod på grund af regnskyl.
30. Klerkene må have fundet Knud liggende død i denne stilling. ”At stå med armene udbredte som et kors” (ɔ: hele personen var et kors, således at armene svarede til tvær-træet) var en bodsøvelse, der særlig hørte hjemme i klostrene.
31. i året 1086.
32. Ifølge Ælnod (kap. 31) var Knuds og hans broder Benedikts lig jordede under lergulvet i kirken.
33. nemlig klerkene ved Odense kirke.
34. Ildprøven, der ofte brugtes i religiøse tvivlsmål, skulde for de tvivlende godtgøre relikviernes ægthed. Først da blev de lagte i stenkisten.
35. Efter Ælnod (kap. 32) lå Knuds lig i jorden henved 8 år og 9 måneder. Skrinlæggelsen har da fundet sted i slutningen af Marts eller begyndelsen af April 1095. Olav døde, ifølge mindebøgerne fra Lund, først 18. Aug. 1095. Helt samtidig med skrinlæggelsen er hans død da ikke; men for Odense-klerken har det været tilstrækkeligt jærtegn, at den indtraf samme år.
36. Det er sandsynligt, at det har været Påskelørdag 23. Marts. Se A. D. Jørgensen, Den nordiske kirkes grundlæggelse 798 f.
