Kong Skjold

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Jenny Blicher-Clausen

Kong Skjold

Digte
udgivet under pseudonymet John Berntsen
C. A. Reitzels Forlag
Kjøbenhavn, 1885

Jenny Blicher-Clausen
1865-1907

»Der findes ei Drot,

vi kunne os kaare,

ej kongebaaren af Ætten én.

Hærfader Odin!

Tegn Du os tyde:

hvem skulle bag Skjolde

vi hylde paa Sten?

Høje Magter! hør vore Bønner,

milde Guder! giv os en Drot!«

      — Blod de bloted,

      adspurgte Aser

      og Runer raaded,

      men Fred ej fandtes

      for Folkets Trang.

— Der sejled en Snekke mod Kysten ind

      for Paalandsvind;

stoltelig hen over Bølgen bred

      mod Havn den gled.

Der var ingen, som fired Sejlene ned

      eller styred Ror;

      kun én om Bord:

en guldlokket Dreng, som sov i Stavnen

med Danmarks Lykke og Fred i Favnen.

Hans Hoved laa paa et gulnet Neg,

og vajende over ham sank og steg,

vugget i Vindenes bløde Drag,

      det danske Flag!

Det vied til Sejr, og det vied til Dyst,

      folded sig over hans Bryst,

sænked sig, skjærmende mod al Kummer,

      blidelig over hans Slummer. —

Dagen efter, da Sol stod op, —

Snekken laa der med Mast og Top,

Havet var skinnende blaat, —

kaared sig Danfolket ham til Drot.

Herreløst Folk fik Konge stor,

aldrig blev Valget fortrudt i Nord.

Danmarks Frelse fra Fjendevold,

      d e t blev Kong Skjold!

— Sørgebud over Havet lød:

»Kong Skjold er død!«

Folket samled sig ved hans Lig,

kunde ej miste ham helt,

bar ham saa ud til den liden Vig,

af store Havbølger delt.

Lagde de ham paa Snekken ud,

      hvorfra han kom,

hejsede Flaget som Kongebud,

      lod Stavnen tom,

knæled saa ned og ofred

med Bøn til store Guder:

      »I høje Guder!

      som, Danerfolket

      til Sejr og Ære,

      hidsendte Skjold,

      tag I ham atter!

      vi give Drotten

      i Eders Vold.

Store Magter! tag mod vor Konge,

milde Guder! raad for Kong Skjold!«

— Der sejled en Snekke fra Danmarks Kyst

      underlig tyst;

Der var ingen, som hejsed Sejlene op

      eller styred Ror;

      kun én om Bord!

en mægtig Stordrot, som sov i Stavnen

med Dødens isnende Ro i Favnen.

Hans Hoved laa paa et gulnet Neg,

og bag det vuggede, sank og steg

ligesom over en Sarkofag

      det danske Flag!

Det vied til Fred

      og sank derved,

fulgte ham saa over store Vande

til Steder, hvis Grænser ej Syn kan rande.

Aldrig siden blev Snekken set;

ingen véd, hvad Kong Skjold er sket.

      »Gud Odin tog ham

      med Glans og Hæder

      igjen tilbage.«

      Saa dømte Folket

      i gamle Dage. —

      »Kun Sagn og Sange,

      Snekken gik under

      i Stormens Strid.«

      Saa dømte en senere,

      kristnet Tid. —

      »Ja, Sagn og Sange,

      men af de største,

      som aldrig vil glide os

      dødt forbi

      og aldrig ældes.«

      — Saa dømme vi!

Aar rullede hen over Nordsøens Vande,

end lever Kong Skjold i nordiske Lande

      paa Danmarks Ø

      kan han aldrig dø,

i Sagnenes Guldkreds om tusende Aar

      vil han stande!