Kristian Kålund (Sigfus Blöndal)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kristian Kålund (1844—1919)
Kristian Kålund
1844—1919


Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen
Af Sigfus Blöndal.
Stockholm
1919


VED BIBLIOTHEKAR PETER ERASMUS KRISTIAN KÅLUNDS Død har den nordiske Filologi mistet en af sine ypperste Mænd, hvis Navn var kendt langt ud over Danmarks Grænser, Danmark har mistet en god Søn og Island en af de bedste Kendere af dets ældre og nyere Litteratur og Historie.


Kålund var født d. 19. Aug. 1844 i Søllested paa Lolland, hvor hans Fader, C. E. Kålund, var Sognepræst. Han mistede Faderen allerede i Aaret 1853, og blev kort derefter sat i Herlufsholm Latinskole og dimitteret derfra 1863. Han tog saa til Universitetet i København, hvor han studerede nordisk Filologi, og tog Magisterkonferens heri 1869. Hans første videnskabelige Arbejde var hans Magisterafhandling »Familielivet paa Island i den første Sagaperiode (indtil 1030)» der udkom i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie for 1870.


Søllested Kirke, hvor Kålunds far var præst
Herlufsholm Skole
Hans indgaaende Studier over den ældre nordiske Kulturhistorie bragte ham ind paa Undersøgelser vedrørende de islandske Slægtsagaers historiske Værd. Han blev hurtig klar over, at for at faa sikker Grund under Fødderne var det absolut nødvendigt at studere indgaaende selve Sagaegnenes Topografi. Der var i Aarhundredets Midte blevet udsendt Spørgeskemaer rundt omkring i hele Island, paa Foranledning af det islandske litterære Selskab, og man havde derved forsøgt at samle Bidrag til en almindelig historisk-topografisk Beskrivelse af hele Island. Kålund foresatte sig nu at fuldføre dette Værk med Benyttelse af det indsamlede Materiale, suppleret ved egne Iagttagelser. Han rejste saa til Island i Aaret 1872, og opholdt sig der i 2 Aar, gennemrejste Landet paa Kryds og tværs, søgte at komme i Berøring med Almuen saa meget som muligt, og lærte at skrive og tale Islandsk. Sit Vinterophold paa Gaarden Hjarðarholt i det vestlige Island benyttede han til at oversætte den første ny-islandske Roman, Jon Thoroddsen’s »Piltur og stúlka», en Oversættelse, som senere udkom under Titlen »Indride og Sigrid» i Aaret 1874. Resultaterne af sine Rejser nedlagde han i sit store Værk »Historisk-topografisk Beskrivelse af Island», der blev udgivet af den Arnamagnæanske Kommission og i Aarene 1877—82 udkom i København i to Bind. Dette Værk er aldeles grundlæggende paa sit Omraade, og vil endnu i lange Tider være uundværligt ved Studiet af Islands Topografi, baade i ældre Tider og i Nutiden. Et mindre Afsnit af Værket benyttede Kålund som Doktorafhandling (1879).


Efter sin Tilbagekomst fra Island virkede Kålund nogle Aar (1875—83) ved Metropolitanskolen i København, først som Timelærer, senere (fra 1880) som Adjunkt. Lærergærningen interesserede ham dog ikke videre, og da der i 1883 blev oprettet en særlig Bibliotekarplads ved den Arnamagnæanske Haandskriftsamling søgte han og fik denne.


Her kom Kålund paa sin rette Plads. Der var meget at gøre for den ny Bibliotekar. Samlingens Kataloger var utidssvarende og ikke offentliggjorte. Han udarbejdede først et stort nøjagtigt Katalog efter moderne Principer: »Katalog over den Arnamagnæanske Håndskriftsamling» I—II. Kbh 1889 — 94, som blev udgivet af Kommissionen for det Arnamagnæanske Legat. I Tilslutning til dette Arbejde udarbejdede han senere »Katalog over de oldnorsk-islandske Håndskrifter i det Store kongelige Bibliotek og i Universitetsbiblioteket (udenfor den Arnamagnæanske Samling)», der udkom i Aaret 1900, ogsaa paa Foranstaltning af den Arnamagnæanske Kommission. Kålunds Kataloger er mønstergyldige, og har gjort Indholdet af disse kostbare Samlinger meget mere kendt og lettere tilgængeligt end før. — Paa Samlingens Konservering anvendte Kålund en stor Omhu. Han viste særlig Pietet overfor Mindet om Samlingens Stifter, og udgav i 1909 hans egenhændige Katalog over en Del af Manuskripterne (»Arne Magnussons i AM 435 A—B, 4° indeholdte Håndskriftfortegnelse»), samt senere, paa Carlsberg-fondets Bekostning »Arne Magnusson; Embedsskrivelser og andre offentlige Aktstykker. Kbh. 1916», og »Arne Magnusson: Brevveksling med Torfæus (Þormóður Torfason). S. St. o. A.» — Dertil skulde der saa senere knytte sig en Udgave af Privatbreve og Skrivelser til A. M., et Arbejde, som ved Kålunds Død var næsten færdigt, og som forhaabentlig i en nær Fremtid vil se Lyset.


Laxárdalur, hvor Kålund boede en vinter
Som Bibliotekar ved den største eksisterende Samling af oldislandske Haandskrifter var det kun naturligt at Kålund ogsaa deltog aktivt i Udgivelsen af disse. Han havde sjældne Betingelser for at være en god Udgiver; han var en ypperlig Haandskriftlæser, nøjagtig som faa, ikke bange for lange og vanskelige Detailundersøgelser naar det skulde være, men tillige med et praktisk Blik for hvilke Detailler kunde udelades. Hans Udgaver er derfor særlig paalidelige og praktiske. Han yndede ikke enkelte nyere Udgiveres Forsøg paa at skrue Teksterne tilbage til en konstrueret Normalform fra en Tid, der ligger forud for de fleste Sagaers Affattelse, men brugte som oftest en praktisk, af de fleste nordiske Lærde anvendt Normalisering; hvor det lod sig gøre udgav han de gamle Tekster bogstavret efter Hovedhaandskrifterne, en Udgivelsesmaade der jo som bekendt ikke altid kan anvendes, men som er den eneste betryggende naar Udgaverne skal anvendes til rent sproglige Undersøgelser over Teksternes Fonetik, grammatikalske Former o. l. Hans Udgaver af islandske Tekster er følgende: »Fljótsdæla hin meiri» (1883), »Rúnakvæði, et gammelt norsk Runerim» (1884—85) (i Smaastykker udg. af Samfund til Udg. af gammel nordisk Litteratur), »Reykjaholtsmáldagi» (1885), »Droplaugarsona-saga i den ved Brudstykket AM 162 fol. repræsenterede Bearbejdelse», der udkom i Arkiv f. nord. filologi III, Kria. 1886; endvidere »Málsháttasafn islenzkt, en islandsk Ordsprogssamling» (1886, i »Smaastykker»), »Laxdæla saga» (1889—91), hvis Tekst han senere (1896) anvendte til en Udgave med tysk Kommentar i Altnordische Sagabibliotek; endvidere »Gullþóris saga» (1898), »Heiðarviga saga» (1904), »Sturlunga saga» i to store Bind (1906 — 11), af denne Saga havde han i 1904 leveret en dansk Oversættelse; »Lækningabók islenzk, den islandske Lægebog Cod. AM. 432, 12°» (1907), »Alfræði islenzk, islandsk encyclopædisk Litteratur», I—III (i Forbindelse med N. Beckman) (1908 — 1918), et fjerde Hefte var paatænkt, samt endelig »Kirjalax saga» (1917). — Af disse er hans monumentale Sturlunga-udgave paa langt nær den vigtigste, de tidligere Udgaver af dette for Islands Historie saa vigtige Samlingsværk var meget mangelfulde med Hensyn til Teksten, uagtet den sidste, Gudbrand Vigfússon’s, stadig vil blive skattet paa Grund af de ypperlige Prolegomena.


I nær Forbindelse med Kålunds Virksomhed som Tekstudgiver står hans »Palæografisk Atlas [I.] Dansk Afdeling.— [II] Oldnorsk-islandsk Afdeling,» der blev udgivet af Kommissionen for det Arnamagnæanske Legat i 1903—05, og hvortil han saa senere føjede: »Ny Serie. Oldnorsk-islandske Skriftprøver ca. 1300—1700», der blev udgivet paa Carlsbergfondets Bekostning i 1907. Det er det største og indholdsrigeste Foretagende af lignende Art som endnu er sét i Norden, og aldeles uundværligt for enhver, der for Alvor vil give sig af med nordiske Haandskrifter fra Middelalderen.


Foruden alt dette fik Kålund Tid til en hel Del andre Arbejder, arkæologiske, kulturhistoriske, biografiske og literaturhistoriske. Af disse skal her nævnes Afsnittet »Sitte. Skandinavische Verhältnisse», som han i Forbindelse med Dr Valtýr Guðmundsson skrev til Pauls Grundriss der germanischen Philologie; desuden »Islands Fortidslevninger» (i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1882), »Det islandske Lovbjerg» (samme Tidsskrift 1899), »Studier over Crymogæa» (Arkiv for nord. fil. 23. bd), »Om Haandskrifterne af Sturlunga» (Aarb. f. n. Oldk. 1901). »En islandsk Vejviser for Pilgrimme fra 12. Aarhundrede» (samme Tidsskrift 1913). Som Medarbejder ved Brickas Dansk biografisk Lexikon forfattede han ogsaa de fleste Biografier af Islændere, der findes i dette Værk.


Håndskriftside af Sturlungasaga, som Kålund arbejdede meget med
Kålunds Virksomhed skaffede ham mange Venner og Beundrere blandt Islændere og Islandsinteresserede. Han var dog meget langt fra at være en blind Tilbeder af alt islandsk; navnlig stod han skeptisk overfor det unge Islands Selvstændighedsbestræbelser; det Island han kendte og som han havde besøgt i sin Ungdom hørte endnu Middelalderen til; den sidste Menneskealders helt ændrede Forhold og Anskuelser havde han ikke fuld Forstaaelse af. Men dette ændrede intet i det hjertelige Forhold mellem ham og hans islandske Venner. Fra islandsk Side takkede man ham ved at udnævne ham til Æresmedlem af det islandske litterære Selskab. Da dette Selskabs københavnske Afdeling blev opløst og forenet med Hovedafdelingen i Reykjavik blev Kålund en af de faa Danske, der sammen med nogle i København bosatte islandske Lærde deltog i Stiftelsen af »Det Islandske Litteratursamfund i København» (»Hið islenzka fræðafjelag i Kaupmannahöfn), et lille, meget eksklusivt Selskab (der kan kun optages indtil 12 Medlemmer), som har udfoldet en betydelig Virksomhed. Paa hans 70-aarige Fødselsdag i 1915 udgav dette Selskab et islandsk Festskrift til hans Ære. Han deltog ofte i Selskabets Møder, og der var Tale om at han i Forbindelse med et andet Medlem af Selskabet skulde besørge et paatænkt Udgiverarbejde. Sin Kærlighed til Selskabet viste han ved at testamentere det sit Bibliotek og Størstedelen af sin Formue.


Imidlertid var det naturligvis først og fremmest de danske lærde Selskaber, der kom til at nyde godt af hans Energi og sjældne Arbejdsevne. I en lang Række Aar (fra 1879) var han Sekretær i Samfund til Udgivelse af gammel nordisk Litteratur og fra 1891 ogsaa Sekretær i det Kgl. nordiske Oldskriftselskabs Oldskriftafdeling. Han udøvede i begge disse Selskaber en stor Indflydelse og prægede deres Virksomhed i høj Grad; de fleste af hans Skrifter er ogsaa udgivne for disse Selskaber og bekostede af dem. Han blev valgt til Medlem af det Kgl. danske Videnskabernes Selskab i Aaret 1900; i 1907 blev han udnævnt til Ridder af Dannebroge. Norge ærede ham ved at vælge ham til Medlem af Videnskapsselskabet i Kristiania (1899), og ved at tildele ham St. Olafsordenens Ridderkors; Sverrig ved at vælge ham til korresponderende Medlem af Kungl, vitterhets-, historie- och antikvitetsakademien (1910).


Kålund var ugift hele sit Liv. I en lang Række Aar boede han sammen med en ugift Søster. Hans Helbred var stærkt og hans Arbejdsevne usvækket indtil det sidste Aar han levede. Han var en overordentlig temperamentsfuld Mand, og fremsatte ofte sine Meninger med stor Kraft og Lidenskabelighed, det var derfor til Tider ikke helt let at diskutere med ham, men hans ubestikkelige Ærlighed, klare praktiske Sans og sjældne Samvittighedsfuldhed og Hjælpsomhed kunde ikke andet end indgyde Tillid og Respekt, ogsaa hos dem, der i Begyndelsen kunde føle sig noget frastødte af hans apodiktiske Meninger og noget diktatoriske Væsen, og man endte med at holde ligesaa meget af Mennesket som af Videnskabsmanden.


Kålund døde pludselig d. 4. Juli 1919, efter at man troede at han var bleven helt restitueret ovenpaa en langvarig Sygdom i Løbet af Vinteren. Mangen yngre Videnskabsmand, der skal i Lag med en af de næsten ulæselige gamle islandske Skindbøger vil komme til at savne hans karakteriske, lange, duknakkede Skikkelse fra Universitetsbibliotekets Læsesal, og det vil rimeligvis vare længe inden Danmark igen faar en Specialist i islandsk Palæografi af hans Rang. Og hans Plads indenfor Videnskaben vil ikke blive let at fylde, navnlig da det i øjeblikket jo synes som den yngste Generation af nordiske Filologer, bortset fra indfødte Islændere og nogle faa andre — kun rent undtagelsesvis viser nogen Interesse for de særlig islandske Studier og den gamle oldnorsk-islandske Litteratur, som Kålund havde gjort saa meget for. Interessen for de enkelte Landes særlige Sprog og de nyere Litteraturer har ganske naturlig faaet Overvægten hos de fleste. Imidlertid turde der igen komme den Tid, hver man vil naa til Erkendelsen af at et grundigt Kendskab til den oldnorsk-islandske Litteratur (og ikke blot et overfladisk Læsebogskendskab til Grammatik og Lydlære) burde høre med til enhver nordisk Filologs Uddannelse, og at Kendskab til Nutidens Island heller ikke kan undværes. Naar den Tid kommer vil man i Danmark, Norge og Sverrig maaske først faa den rigtige Forstaaelse af Kålunds Fortjenester, og indse at denne danske Lærde har været en af Fagets Stormestre. Island vil i alle Tilfælde ikke glemme ham.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.