Kullervo (Kalevala II)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Kalevala II (F.Ohrt).jpg
Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt



IV. De enkelte Sanges Historie

Kullervo
(XXXI— XXX VI) [1].


En Digtning, gribende ved sin Skildring af en evnerig, forvildet Menneskesjæl, men svag og modsigende i sin Handlings Komposition; saadan bliver vel Indtrykket af denne Episode i Kalevala. De Folkesange der ligger til Grund, føjer sig i Stemning saare vel sammen, med god Stigning fra de første, burleske Optrin til Udgangens uendelige Vemod; deres Tekst derimod lod sig, trods Lönnrots Forsøg paa Udglatning, ikke bringe i virkelig Sammenhæng; de eengang aflivede Forældres Genopdukken og Kullervos Hævntørst, uforandret ens efter som før dette Gensyn, røber at bagved ligger en Flerhed af selvstændige Kvad. Hjemmel for Foreningen af disse fandt Lönnrot dels i visse Sammenknytninger hos Almuen selv, dels (som Følge heraf) i Navnet Kullervo, der hos Folket findes hyppigere eller sjældnere i hvert af Kvadene; fastest er det knyttet til det første (Sangen om Barnet), dog er det vel ældre i den sydestiske Form for Metalbruden, hvor Smeden stundom nævnes Kuller, Kalevs Søn (men Kalev igen hører vist oprindelig andensteds hjemme). — De Sange der ligger til Grund for Kullervo-episoden er væsentlig følgende: 1. Genbofejden og Drengen Kullervo (hertil: Hyrdens Hævn). 2. Søsteren skændes. 3. Afskeden; Dødsbuddene. Desuden flere mindre Stykker.


Genbofejden og Drengen Kullervo fylder, alle Tillæg medregnede, XXXI— XV 64, XXXVI 235-250. I fuldstændig Form kendes dette Kvad kun fra Syd-ingermanland omtrent op til Käkisalmi (Keksholm) ved Ladoga. Paa Karelske Tange indledes det undertiden med Stykket om Fuglene (Vs 1—10), der dog egentlig er en egen, lyrisk Vise, hvor de smaa Høns betyder Søstre som hjemføres af Bejlere. Kullervosangens oprindelige Form er omtrent denne: Ved Pløjning tvedeltes en Tue eller Stub; af Delene opstod to Børn (yderst sjælden siges: Brødre); de voksede da op skilte, dog som nære Genboer, een (Kalervo) i Karelen, een (Unto, Untamo) i Finland. De generer hinanden i Udesyslerne; Hadet faar Luft i Fejde (Forstaaelsen af Vs 55 er usikker; den følgende Skildring: Unto væbner Mænd og Kvinder, svarer i Udtryk til en sydingrisk Sangform; men hos Folket er det rigtignok Træer og Stubbe (kannot, ikke kaunot — de Skønne) der rustes; en saadan Krigslist tillægges i Folkemunde bl. a. ogsaa Jakob Pontus de la Gardie: han klædte Stubbe i Vaabendragt, saa Russerne lod sig narre og skød paa dem). Saa dræber Unto Kalervo og Store og Smaa i dennes Hus; dog finder hans Trælle, der en Uge efter sendes derhen paa Undersøgelse, Barnet Kullervo i en Vugge; kun et Par Opskrifter siger: Et Barn lodes tilbage i Moders Skød. Unto byder, det skal druknes, brændes, hænges, men den Lille klarer sig stolt (i Træet skærer han oprindelig ikke, men skriver paa det med en Guldpen; een Variant siger: Paa Galgen skrev han Faders og Moders Navn). Hermed er denne Kullervosang egentlig til Ende; dens ældste Slutning er uviss; i en ingrisk Opskrift hugger Helten tilsidst Hovedet af Untamo, medens Lönnrot siden lader ham lægge hele dennes Hus øde (XXXVI 235-250). — Kvadet skildrer altsaa en Fejde mellem Genboer paa hver sin Side af den karelsk-finske Grænse; sligt passer paa Tiden fra Nøteborgfreden (da Grænsen blev lagt mellem Viborg og Käkisalmi samt Syd for Finskebugten tværs gennem Ingermanland) indtil Freden i Stolbova, da Käkisalmi Len (Østkarelen) og hele Ingermanland blev svensk; altsaa Tidsrummet c. 1300 — 1600. Omtalen af Skrift (i Træet) viser hen til en nogenlunde sen Tid, og Baalveddets Art i Folkets Sangform (Ask, Eg) viser til sydlige Egne, hvor Sangen stadig har holdt sig bedst.


Nordpaa kendes kun Brudstykker af Kvadet, derimod har man her bevaret og øget de Tillæg dertil, som i Kalevala følger fra XXXI 213. Allerede i Ingermanland findes Kullervos første Arbejder: Barnet der »passes« ihjel (hos Esterne Led i en selvstændig Vise) og Svedjehugsten samt Trællens Salg tilknyttede. Æventyrmotivet med Skoven der fældes ved Raab, efter at ett Træ er omhugget, kender Østerbottningerne som Prosafortælling om Kalevajætten, om hvem ogsaa Esterne har Frasagn (jfr. allerede Agricola: »Kalevasønnerne slog Enge og andet« og sml. Kap. V). Roningen — af Lönnrot flyttet til anden Sammenhæng (XXXV) — og nogle flere her forbigaaede Kraftpræstationer optræder (i al Fald i denne Forbindelse) kun i de nordlige Sangegne. Derimod er Episoden om Hyrden og hans Hævn Sydpaa almindelig som Afslutning paa Kullervosangen; fra først af er den dog en selvstændig Hyrdevise (saaledes i Narvusi) med navnløs Hovedperson. Madmoderen hedder Smedens Kone, undertiden: Smedens Kone Ilmollinen (= Ilmarinen; paa det Navn virker enhver Smed magnetisk, som vi siden skal se); men hendes Mand kaldes aldrig udtrykkelig Ilmarinen (heller ikke ved Salget). Vaassila lod Hyrdesangen føjge straks efter Ilmaris Bejlerfærd, uden dog bestemt at enstyde den onde Madmoder med Pohjas Mø. Hos Folket er det »Skaberen« der giver Kullervo Raadet om Hævn; den fromme Lönnrot ændrede det Ord til Kragen (XXXIII 103). Et meget langt Indskud er Kvægsangen (XXXII), ellers følger Lönnrot i det hele nøje folkelige Varianter til hele denne Kullervosang; men for at bygge Bro fra den over til Kvadet om Søsteren har han derefter slæbt Tømmer sammen fra mange Skove. Denne Bro er Kalevalas 34te Sang. Endnu det lyriske Stykke om Hyrdens Spil (der lyder ind til Smeden) har Hjemmel i Sammenhængen; men den følgende lange Monolog, den blaa Skovviv der viser Vej, Vandringen til Forældrehytten, Gensynet og Moderens Fortælling er indføjet af Kalevalas Redactor, Kullervos Enetale fra lyriske Viser, Stykket om den forsvundne Datter (gentaget i XXXV af Pigen selv) fra en egen Ballade.[2]


Søsteren skændes. Sangen er kendt i Ingermanland og paa »Tangen«, saa vel som mod Nord helt op i russisk Karelen. I de sydlige Sangformer hedder Broderen Turo eller Turos Søn eller Tuiretuinen (e. l.), aldrig Kullervo. Turo har været i Staden og betalt Skat; paa Hjemvejen møder han en Mø (paa karelske Tange: Tre Møer, der gaar til, eller fra, Kirke); han lokker sit Offer med Æbler og Valnødder (Æbler og Løg), købte i Staden, samt med Guld- og Sølvsager og gode Tøjer i Slædeskrinet (ogsaa de maa vel tænkes købte i Byen). Slægten maa siden sone hans Blodskam med Bøder. — Nordpaa røves Pigen undertiden ikke paa Vejen, men fra Legepladsen. Stundom i finsk (jfr. S. 131) og regelmæssig i russisk Karelen sættes Kvadet sammen med Lemminkäinen(Kauko-)sange, paa sidstnævnte Omraade ogsaa med Hyrdens Hævn: Helten skænder sin Søster, flyer til Saari (Kal. XXIX) og bliver endelig Hyrde (XXXIII); han hedder heroppe Kullervo som Følge af denne Sammenkædning, men nævner sig alligevel ved Selvafsløringen (XXXV 203) stadig: poika tuiretuinen (dog opfattet som Tillægsord: uforstandig. Vs 202 skyldes Lönnrot). Paa forskellig Vis har Lönnrot udvidet Sangen om Søsteren. Indledningen med Roningen og Slutningen (Tanken om Hævn over Unto) hører jo andenstedshen; Pigen udmaler sin Omflakken og styrter sig i Fossen, medens Folkesangen tier om hendes videre Skæbne. Om Kullervos Selvmord i Rædsel over Udaaden skal siden tales.


Jul. Krohn og efter ham K. Krohn har holdt for, at denne Sang maatte være kommen fra Russerne, hos dem genfindes Motivet i et Kvad om ni Røvere og deres Søster; og Hjemførelsen af en ukendt Søster er Indholdet af et Kvad om Aljoschka Popovitsch (Popesøn); i Ingrernes Turosang kalder Helten sig netop ofte en Præstesøn. Ved et Tilfælde blev Prof. K. Krohns Opmærksomhed[3] for nylig ledet i en anden Retning: De nordiske Viser om dette Motiv frembyder sig nok saa slaaende som Laangivere (selv om vel Præstesønnen maa forklares ved russisk Paavirkning): Navnet Thor, Ture = Turo; Pigernes Kirkegang.


Efter Dr. Olrik (Dm. gi. Folkev. VI Indl. t. Nr. 338 Hr. Truelses Døtre) hviler den paagældende nordiske Form paa en Sammensmæltning af to Viser: Een, vel bevaret i Skotland, om tre Søstre, der falder i Hænderne paa en Fredløs, deres egen Broder, som bagefter fortvivlet dræber sig selv; og een om Hr. Thors (Tures, Truelses o. l.) tre Døtre, der, sovelystne og pyntesyge, kommer sent afsted til Kirke og bøder for deres Synd ved at dræbes undervejs af Røvere. Formentlig er Foreningen fuldbyrdet i Skaane. I Sverig kendes kun den sammensatte Form; ligesaa hos Finnerne: Familiedramaet stammer fra første. Navnet Thor (oftest overført paa Sønnen) og de tre Møers Kirkegang (Karelske Tange) fra sidstnævnte Vise.[4] Vestfinland er vel den Egn hvortil Sangen er gaaet direkte fra Sverig; derfra har den saa bredt sig dels til Ingermanland, dels til Karelen.


Kalevalas 36te Sang (herunder Afskeden og Dødsbuddene). To Folkesange der spiller over ett og samme Motiv, ligger til Grund for Størstedelen af denne Sang. Disse to er: Afskeden — efter dens oprindelige Form bedre nævnt: Soldaten og hans Slægtninge — samt Dødsbuddene. Begges ældste Former har imidlertid ikke som i vort Epos Moder og Søn til Hovedpersoner, men drejer sig om Forholdet mellem Mand og Hustru (Brud).


Soldaten og hans Slægtninge. I Hevaa i Ingermanland hedder det: En ung Svend i blaa Kappe sender Bud og Brev hjem fra Borgen paa Saari: Græder Fader for mig? Denne svarer ja: ligesaa med Moder og Søster; men Bruden:


Hun, hun giver Svar tilbage:
»Fanden skulde græde for ham,
ja den Slemme skulde sørge!
Vidste jeg han skulde skydes,
vilde selv jeg støbe Loddet;
vidste jeg han skulde søndres,
vilde selv jeg slibe Sværdet;
vidste jeg han skulde brændes,
pusted jeg til Ild i Asken,
blæsle Flamme frem af Gnister.«


Saariborgen (ɔ: Kronstadt nær Hevaa), bevaret Nord paa helt til Østkarelen, tyder paa, at Sangen er digtet i sene Tider, efter 1700. — Oppe i Karelen er den oprindelige Pointe ofte glemt; i een Opskrift græder hveranden af dem derhjemme, hveranden ikke; i flere er Konen helt udeladt og alle græder. Fra Østkarelen er denne Sang kommen ind i Savolaks, hvor Gottlund i Juva har optegnet en mærkelig Variant (Indledningen er laant fra en Form af Dødsbuddene): Kulerva gik med Spil i Krig til Karelen; — han spørger Faderen: Vil du græde, naar du hører jeg er død og slettet ud af min Stamme? Svar: Nej jeg kan faa en anden bedre Søn. Kulerva:


»O min egen gyldne Moder,
væne Viv som har mig fostret,
I som troligt gav mig Die,
vil I ikke græde for mig?« 
»O min egen Søn, du gyldne,
kender du ej Moders Hjærte?
Saadan vil jeg græde for dig:
Sneen græder jeg til Isslag,
Vinteris til optøet Muldjord,
optøet Muld til grønne Marker.«


Lönnrot tilføjede nogle Linier fra lyriske Viser, og saaledes fremstod Moderens uforlignelige Udbrud i Kalevala, forberedt ved de Steder hvor hendes Skikkelse tidligere er traadt frem i Epos'ets Kullervodigtning.


Allerede i Kanteletar (1840) havde Lönnrot forenet »Kullervos Afsked« med Dødsbuddene. Denne sidste Sang kendes Syd paa hos Estere og Ingrere i ret varierende Former, men altid med Grundmotiv: Mand og Kone. (I Estland: Jeg (Mand) sidder paa Kroen, faar Bud om mine nærmestes Død, men tager det hele overlegent (dog stundom: sørger over Hustruens Død); maaske er Sangen kommen hertil fra Ingermanland). I Soikkola (Ing.): Jeg (Kone) gaar hen at drikke Brændevin, svarer, da Budskaberne kommer: Fader og Moder skal jordfæstes, men Manden ikke. Ogsaa denne Sangs Pointe har Folket svækket eller ændret Nord paa; fra Sortavalaegnen af optræder Kullervo; han drager under Spil ud i Krig, faar Dødsbuddene og sørger sædvænlig netop over Hustruens Død. Lönnrot har her som i forrige Sang helt strøget Hustruen og har sat Moderen paa sidste Plads. Senere har man faaet folkelige Varianter af Dødsbuddene med samme Udgang. De to Sange om Mand og Kone har altsaa haft en ret parallel Udvikling. ~ De to Træk: Krigen og Spillet over Mark og Mose er ogsaa i Dødsbuddene uoprindelige, det sidste stammer fra en Form af »Hyrdens Hævn« (hvorfra vel ogsaa Kullervos Navn er indkommet?). I russisk Karelen kan Dødsbuddene findes forenet med Kullervos Svedjefældning. —


Saa lider Ulykkesønnens Skæbne mod Enden. Resten af 36te Sang er sammensat af forskellige Stykker. Kullervo fuldbyrder Hævnen over Unto (Motiver fra »Genbofeiden«); han vender hjem og finder Huset øde (det er Lönnrots Bearbejdelse af Slutningen paa »Gaardkonen hos Broder og Svigerinde«, S. 149 og 151, hvor Broderen byder at lave Mad til Gæsten, men hans Kone svarer at Ovnens Sten er kolde). Til Optrinet paa Moderens Grav hentede Lönnrot Ideen og Stoffet fra en halvt lyrisk, halvt magisk Sang (optegnet i Repola), hvor Skjalden klager over Forældrenes Død og udbryder:


»O min Moder som mig fødte,
længe laa du alt i Jorden,
længst i Graven er du muldnet!« 
Og min Moder gav til Gensvar:
»Graner vokser paa min Tinding,
Elle hæver sig fra Hagen,
Pile frem fra mine Fingre.« 
o. s. fr.


»O min Moder som mig fødte,
sig hvad har du efterladt mig,
da du leved her paa Jorden?«
Og min Moder gav til Gensvar:
»End er den sorte (musta) Hund tilbage,
saa du kan paa Jagt dig give.
Gaa, min Søn, paa Jagt i Skoven!«


Og saa foresiger hun ham hvorledes han skal paakalde Tapios Mø, Skovens Pige, for at faa Jagtlykke.


Kullervo gaar til Skoven; men her træder Mindet om hans Livs store Udaad frem for hans Blik, og Helten, hvis eneste, golde Livsmaal, Hævnen, nu ligger bag ham, styrter sig i sit Sværd. Skildringen af Naturens Klage er hidsat fra en lille ingrisk Vise, hvis ældste Form kendes i Estland: Den unge Kudres, Maanens Tjener (ɔ: en rigtig Nattesværmer) sov hos en Pige i Skoven; da tog Skoven til at ødes. Lunden til at visne. Græsset trivedes ikke (Fuglene tav). Saa fik man hentet Præst og Degn fra Paide Kirke; de signede og viede Skoven med Vievand: da blaaned og voksed den atter, og Gøgene gav sig til at kukke. For Selvmordet havde Lönnrot paa en Maade Hjemmel i en Opskrift fra Dvina Len, hvor Kullervo krænker sin Søster, flyer til Saari, siden bliver Hyrde (sml. S. 160) og endelig skal fælde Skov; der slibes ham først en Økse, derefter et Sværd, med hvilket han dræber sig selv (Motivet laant fra »Katri og Riikos Søn, S. 125; Riikosønnen spørger sit Sværd: Fortærer du brødetynget Kød?). Sammenhængen mellem Synd og Selvmord er dær dog meget utydelig. Men Lönnrot uafvidende har ogsaa Folkesangere kædet dem nøje sammen; der er siden vundet Opskrifter af Sangen om Søsteren i Ingermanland, hvor Helten, just af Sorg over Pigens Vanære, raader sig selv Bane. Ogsaa i dansk Form (H. Vs 36 fl.) kendes saadan Udgang; og den skotske Vise om »De tre Søtre« (S. 161) ender med Røverens Død for egen Haand. Sangens alleryngste Form, Kalevalas, har da bøjet sig tilbage mod sit Udspring.



Fodnoter

  1. Foruden de i Litteraturfortegnelsen nævnte Afhandlinger om Kullervo har jeg kunnet nytte en utrykt Kilde, idet Professor K. Krohn godhedsfuldt har givet mig Indblik i sine Optegnelser, der senere vil resultere i 5te Del af hans »Kal. run. historia«.
  2. Grotenfelts Sammenstilling af Kullervo med Ermanrik, Sakses Jarmerik (F. U. F. III) synes i sig selv lidet slaaende og kunde desuden kun opretholdes hvis Hyrdens Hævn opr. hørte sammen med Nabofejden. Setäläs Jævnstilling med Amled (ibid.) er ikke bleven fuldført.
  3. Da Morten Eskesen, Juni 1907, i København sang for ham om Hr. Thor og hans Døtre.
  4. I al Fald ett for dansk Form og Kalevala fælles Træk svinder ved nøjere Eftersyn: Kullervo afviser i det finske Epos, greben af Sonetrang Moderens Haad om at fly; det minder stærkt om den danske Var. F. fra Vers 35; Raadet er folkeligt, men Afvisningen er Lönnrotsk. I flere virkelige Fællestræk synes den finske Vise at staa nærmere ved danske end ved de bevarede svenske Opskrifter; i Brist paa Kendskab til alle sidstnævnte tør jeg dog ikke afgøre dette.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.