Kvæde om Helge Hundingsbane I. (Helga kviþa Hundingsbana þeirra ok Hǫþbrodds)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
|
|||
|
|
|
||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
Heimskringla Reprint
oversatt av
G. A. Gjessing
Kristiania
1899
(Helga kviþa Hundingsbana þeirra ok Hǫþbrodds)
1.
Var olds ophav,
der ørne skreg,
flød helligt regn
fra Himmelfjeld:
da blev Helge
den hugprude
baaren af Borghild
i Braalunde.
2.
Nat blev i gaard,
Nornerne kom,
som den ædling
alder satte:
bød ham blive
boldest høvding
og blandt helte
herligst agtes.
3.
Lagde med magt de
livsens taatter.
mens borg blev brudt
i Braalunde;
ud de strakte
strenge gyldne,
fested midt dem
i maanens sal.
4.
Øst og vest blev
de ender gjemt,
laa der drottens
land imellem:
slynged mod nord
Nere's frænke
éne festet,
fast bad det holde —
5.
Ylvings ætling
intet skaded,
baaren som elskovs
barn af møen:
kvad ravn til ravn
i ranken top,
sulten paa sul:
«Ser jeg mig noget!»
6.
«Ser jeg Sigmunds
søn i brynje
døgn kun gammel,
dag er kommen:
om ædling-æt
øine han hvesser,
varg er han ven,
vorder vi glade!»
7.
Hird han tyktes
høvding baaren;
kronaar — hed det —
komne blandt mænd!
selv gik kongen
af kampens larm
drot ung gaver
dyre at skjenke:
8.
Helge ham nevnte,
hjemad ham Hringsted,
Solfjeld, Snefjeld
Sigarsvolde,
Hringstod, Haatun
og Himmelvange,
saarorm sølvsmykt
Sinfjotles bro'r.
9.
Tog han at voxe
ved venners barm,
høibaarne helt,
i herlig glands:
gav han og gjeldte
guld til hirden,
spared ei kongen
kampvunden skat.
10.
Kort lod kongen
paa kamp vente,
der fyrsten var
kun femten aar,
da han haarde
Hunding feldte,
som lenge stod
for land og folk.
11.
Af Sigmunds søn
siden kreved
Hundings sønner
sølv og ringe:
havde for vist de
helten at lønne
for faders fald
og fraran stort.
12.
Lod ei Budlung
bøder komme,
ei frænder faa
fjerner' medbod:
veir kvad hvast han
ventes kunne
af jerngraa odd —
Odens vrede.
13.
Farer helte
til hærstevne,
det, de lagde
til Logafjelde:
brast Frode-fred
fjender mellem,
fór Odens hund
hungrig om sund.
14.
Satte sig fyrsten,
han feldt havde
Alv og Eyolv
ved ørnetind,
Hjorvard og Haavard,
Hundings sønner,
spyd-mime's æt
al nedhugget.
15.
Da stod der lys
af Logafjelde,
og af det lys
slog lynild ud;
saa der kongen
kvinder ride
høie i hjelme
ad himmelvang,
var dem brynjer
med blod stenkte,
og fra staalspyd
straaler glimted.
16.
Fritted aarle
fra ulve-hi
drotten derom
dís fra syden:
om med helte
hjem hun vilde
den nat drage —
døn var af buer.
17.
Men fra hesten
Hognes datter
svared fyrsten
— svandt alt skjoldgny —:
«Tror, vi andet
at øve har,
end med ædling
øl at drikke.
18.
Har min fader
festet barn sit
bort til grumme
Granmar-sønnen;
men, Helge! haant
jeg Hodbrodd har
- den konge kjæk –
som «kattens søn».
19.
Kommer dog fyrsten
om faa nætter,
stevner du ei
til strid ham ind,
eller den bolde
hans brud røver.»
20.
Helge kvad.
«Ei du frygte
Isungs bane!
før døn af drab,
er død jeg ei.
21.
Svende sendte
siden den drot
om vang og vand
at vinde hjelp,
og røde guld
helt rigeligt
mænd at byde
og mænds sønner.
22.
«Bed dem skyndsomt
til skibs at gaa
for fra Brandø
bort at drage:»
dvelte der drotten,
til didhen kom
helte hel mange
fra Hedinsø.
23.
Og paa stand da
fra Stavnsneset
skib sorte skred
skinnende af guld:
Helge derom
Hjorleiv fritted:
«Har du vel tellet
trøste svende?»
24.
Men høvding ung
ham da svared,
sent var at telle
fra Trane-ør
langhalste skib
med ledingsmænd,
der ind de fór
ad Orvasund.
25.
«Tolv hundred
trofaste mænd —
dog er i Haatun
dobbelt saa stor
høvdings hærflok —
haab har om kamp jeg.»
26.
Slog den styrer
saa stavntjeld væk,
at op af søvn
hans svende fór,
og de drenge
dagskjær skuer;
og vikinger
vandt opad mast
vevslagne dug
paa Varinsfjord.
27.
Lød aarers slag
og jernets brag,
klang skjold mod skjold,
sjømænd roed:
jagende gik
for ædlinger
fyrstens flaade
fjernt af lande.
28.
Saa var at høre,
naar sammen bar
Kolga's søster
og kjølen lang,
som bjerg og brot
briste skulde.
29.
Heise bad Helge
seil helt til tops,
svigted ei skibsfolk
ved sjøstevnet,
der de arge
Æge's døtre
stagstyrsfoler
styrte vilde.
30.
Men dem selv dog
Sigrun oven
slagdjerv bjerged
og snekken med:
rask den rev sig
Raan af hænde,
kongens gnyhingst,
for Gnipalund.
31.
Sammen om aftnen
i Unavaag
flød de snekker
fagert smykte;
men fjenden selv
fra Svarenshaug
med harm i hug
hæren telled.
32.
Derom gjævbaarne
Gudmund fritted:
«Hvem er fyrsten,
flaaden styrer
og ufreds-flok
fører mod land?»
33.
Sinfjotle kvad —
svang op mod raa
det røde skjold
med rand af guld;
der var sundvagt,
som svar vidste,
ord at skifte
med ædlinger —:
34.
«Sig, naar i kveld
du svin fodrer
og trekker til trug
eders tæver hen,
at Ylvinger
østfra er komne
gridske paa kamp
for Gnipalund.
35.
Der kan Hodbrodd
Helge treffe,
flugt-træg fyrste
i flaadens vriml.
han som ørne
ofte metted,
mens ved kvern du
kyssed trælkvind.»
36.
Gudmund kvad.
«Frasagn faa du,
fylker! mindes,
der med løgn du
laster helte:
du har ulves
æde tæret,
brødre dine
bane voldet,
tidt suget saar
med svalen mund,
hvert sted forstødt,
i stenrøs gjemt.»
37.
Sinfjotle kvad.
«Du var volve
paa Varinsø,
saa led en kvind,
med løgn du fór:
kvad, ei anden
du eie gad,
brynjeklædt svend,
end Sinfjotle.
38.
Var du, treske
trold! valkyrje
ustyrlig, arg
hos Alfader:
einherjer stod
alle til strid
for din skyld der,
daarende kvind!
39.
Paa Saage-nes
sammen os ni
ulve vi avled,
var jeg deres far.»
40.
Gudmund kvad.
«Fenresulves
far var ei du,
ældre end alle —
som jeg mindes —
da dig gilded
for Gnipalund
thursemøer
paa Thorsneset.
41.
Siggeirs stifsøn —:
du i stenurd laa
vant til varghyl
i vilden skog:
alskens uferd
over dig kom,
da de brødres
bryst du flenged
og navn dig vandt
ved nidingsdaad.»
42.
Sinfjotle kvad.
«Du Grane’s brud
paa Braavold var,
guldbidslet rask
til rend du stod:
mangt et løb jeg
mødig red dig,
slunken i buggjord,
bakken ned, trold!»
43.
Gudmund kvad.
«Skamløs svend du
syntes være,
da du Gullne's
gjeder melked,
gang om anden
med Imd's datter,
trase-stakken!
vil trætte du mer?»
44.
Sinfjotle kvad.
«Før vel gad jeg
ved Frekasten
korpe mette
med kroppen din
end trække til trug
eders tæver hen
og svin fodre.
Slemme ta' dig!»
45.
Helge kvad.
«Sinfjotle! Jer
sømmed langt mer
kamp at yppe
og ørn glede
end at trætte
med tomme ord,
skjønt høvdinger
hadfuldt strides.
46.
Godt mig ei huer
Granmars sønner,
sømmer dog fyrster
sandt at tale:
merke lod de
paa Moensheim,
de mod til sverd
at svinge har.»
47.
Raskt og rapt da
rende lod de
Svipod og Svegjod
ad Solheim til,
ad dugget dal
og dunkel li;
skalv taaget mo,
hvor mænd frem red.
48.
Traf de drotten
i tunledet,
meldte fyrsten
fjenders komme;
hjelmdekt ude
Hodbrodd stod der,
saa de frænder
fast at ride:
«Hvi skygger nag
nu Nivlungs kind?»
49.
Gudmund kvad.
«Snare her snekker
søger mod land,
rakke-rings træ'r
og ræ'r lange,
skjold helt mange,
skavne aarer
statelig kongsferd,
stolte Ylvinger.
50.
Stiger femten
flokke paa land,
ude i Sogn end
er syv tusind;
gynger i lag
for Gnipalund
snekker sorte
smykte med guld ;
er aller størst
deres styrke der —
skyder ei Helge
hærstevnet ud.»
51.
Hodbrodd kvad.
«Rende lad foler
til folkething,
men Sporvitne
til Sparinshei,
Melne og Mylne
til Myrkvid hen;
lad ingen mand
efter sidde,
som saarbrande
at svinge véd.
52.
Raaber op Hogne
og Hrings sønner,
Atle og Yngve,
Alv den gamle!
dem det kjært er
kamp at yppe:
lad Volsunger
velkomst faa!»
53.
Der brast et veir,
da brodde graa
tilsammen fór
ved Frekasten:
jevnt var Helge
Hundings bane
først i flokken,
hvor folk stredes,
snar til striden,
sen til flugten —
havde den helt
saa haardt et mod.
54.
Oven af himlen
hærmøer kom,
— vaabengny voxte
verned om helten:
kvad da Sigrun,
saarmø i flugt —
aad hexens hest
af Hugens korn —:
55.
«Sæl skal du, fyrste!
folket styre,
Yngves frænde!
fro ved livet,
der feldt du har
den flugt-træge
drot, som Æge
døden voldte.
56.
Vel er, Budlung!
du baade verd
røde ringe
og raadstor mø:
sæl skal du, Budlung!
baade nyde
Hognes datter
og Hringstade
— seir og lande —
leden er striden!»
Noter:
3): «mens borg blev brudt» ɔ: medens Helges fader stormede og nedbrød fiendtlige borge. Bugge: Helgedigtene pag. 81.
4): Nere's frænke ɔ: nornen.
5): Ylvings ætling ɔ: Helge, søn af den til ulv omskabte Sigmund, Sinfjotles fader, der senere ogsaa blev fader til Sigurd Faavnesbane. Jvf. B. Hd. p. 87 og 90.
7): Kongen ɔ: Sigmund, som kom tilbage fra kampen og gav sin søn navn og gaver.
8): saarorm ɔ: sølvsmykket sverd (i navnfeste). Jvf. Vols. s. c. 8. 10: «kun femten aar» ɔ: myndighedsalderen, da han hevned sin fader. K. Maurer har paavist, at denne myndighedsalder, fra tiden nærmest efter aar 1000, godtgjør, at digtet ikke kan være forfattet før 11te aarh. Zeitschr. f. deut. Phil.
12): (fjernere medbod («nefgjǫld») ɔ: den andel i bøderne, som tilkom slægtninge paa kvindesiden (nefgildismenn) af grad som slegtningerne paa mandssiden (baugildismenn).
13): Odens hund ɔ: ulven.
14): Spyd-Mimes æt ɔ: spydjotnens æt. Som heltene billedlig betegnes efter guderne, betegnes deres fjende jotnerne, gudernes fjender. B. Hd. p. 16.
17): Hognes datter ɔ: valkyrjen Sigrun (str. 30 & 54).
18): kattens søn: nærmest: jotunsøn. Jvf. B. Hd. p. 46ff.
20): Isung: jvf. B. Hd. p. 143f.
28): Kolga ɔ: navn paa en af havguden Æge's og hans hustru Ran’s døtre ɔ: bølgerne.
29): stagstyrsfoler ɔ: skibene, opfattede som heste opbidslede med mastrebene (slagene) som tømmer, «stag-optømmede».
30): kongens havdønshest ɔ: skibet.
41): Sigmund, Volsungs søn, havde en søster Signy, der var gift med Siggeir. Da Siggeir havde drebt Sigmunds fader og brødre, søgte Signy Sigmund i en troldkvindes skikkelse, og deres søn er Sinfjotle, der hjalp Sigmund til at tage hevn over Siggeir. Vols. s. c. 2—8; «de brødres bryst» ɔ: Signys og Siggeirs 2 sønner, der blev drebt af Sinfjotle.
42): Grane hed Sigurd Faavnesbanes hest.
43): Gullne, en jotun. Imd, en jotunkvinde.
47): Svipod og Svegjod, hestenavne.
49): Rakkerings trær ɔ: masterne, hvortil seilet fæstedes ved ringe (rakker).
51): Sporvitne, Melne, Mylne, hestenavne. Saarbrande ɔ: sverd.
54): Saarmø i flugt ɔ: den i luften ridende valkyrje. Hexens hest ɔ: ulven. Hugens korn ɔ: Odens-ravnens føde, de faldnes lig.
55): Yngves frænde (ætling) jvf. B. Hd. 127. Æge ɔ: «en af Helge efter Hundings fald indsat landevernsmand i Jylland, som Hodbrodd har feldet.» H. Hd. 142.
