Kværnen

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

Kværnen
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


Der var engang en rig Mand. Han eiede een af de prægtigste Hovedgaarde, som han selv boede paa. Med sin Hustru havde han to Sønner, der paa denne Fortællings Tid vare voxne og gifte. Til den ene strømmede Rigdom, ligesom til hans Fader, og han fik fire Børn; den anden Søn derimod var fattig og levede meest af hvad han fik fra Fædrenegaarden. Da Faderen døde, deelte Brødrene Arven imellem sig, men saaledea blev Enden paa det Skifte, at den rige Broder i sin Lod fik Hovedgaarden og næsten alt det øvrige Gods; thi det tyktes ham, at hans Broder allerede tidligere havde faaet sin Arv udbetalt i Smørrebrød og Smaa snapse. Derefter boede den rige Broder paa Hovedgaarden, og den Anden kom nu ofte hjem fra sit Huusmandshuus for at bede ham, ligesom han før havde bedet sine Forældre, om hvad han hvergang manglede. Broderen lod ham ofte tilfalde Et og Andet, men gjorde det altid med Uvillie, og saaledes holdt han Livet i ham og hans Hustru. Engang slagtede den rige Broder en stor og fed Oxe; den Anden tænkte nu ret at skulle mele sin Kage om han bad sin Broder om et Stykke af den. Konen søgte at afholde ham derfra, sigende at han ikke vilde faae Andet hos ham end bare Ukvemsord. Det brød han sig ikke om, sagde han, og gik saa hjem tiltrods for hvad hun sagde, just som man var bleven færdig med at sønderlemme Oxen og havde faaet Stykkerne lagt paa Borde paa Slagterstedet. Den rige Broder trippede just omkring der paa Stedet, da den anden kom. Denne bad ham da om Kjød til en Suppe, thi nu havde han da Nok til at tage af og havde let ved at give. Den rige Broder optog hans Begjæring meget ilde og sagde, han fik ikke en Bid, han havde ikke bestemt, at hans Oxe skulde havne i hans Flab. Den Anden blev dog ved at tigge saa længe, at han tilsidst tog det ene Oxelaar og smed det til ham med disse Ord: »Gaa ad Fanden til med dette Laar!« Den Anden tager Laaret, og gaaer hjem med det. Da hans Hustru saae det, blev hun glad derover, men kunde dog slet ikke begribe, hvorfor hans Broder nu havde grebet saa dybt i sin Lomme, og saa vilde hun strax putte Kjødet i Gryden. Manden bad hende om ikke at være saa ilter paa det han sagde, at hans Broder havde ikke givet ham det, men derimod befalet ham at bringe det til Fanden, og han havde nu ikke Lyst til at stjæle det ud af sin egen Haand fra Fanden; han bad hende om nogen Reisekost og et Par nye Sko, thi han vilde strax afsted, for at bringe det til Fanden. Konen bad ham om at lade af med denne Dumhed sikkerlig havde hans Broder givet ham Laaret, om han end, ærgerlig over hans Tiggeri, havde brugt disse Ord. Manden svarede, hun kunde nu udtyde det, som hun vilde, men han havde foresat sig at bringe Laaret, som det var ham befalet. Hun udrustede da sin Mand saa godt hun kunde. Saa drog han afsted og gik saare længe, uden dog at vide, hvilken Retning han skulde tage, for at træffe Fanden. Endelig møder ham en Mand paa Veien, som spørger ham, hvor han skal hen med Oxelaaret, som han har der paa Skulderen. Den Anden svarer, at han skal bringe Fanden det. Den Fremmede spørger, om han da veed, hvor Fanden har sit Tilhold. Den Anden svarede Nei og bad ham for Guds Skyld at vise ham derhen, hvis han skulde være kjendt med Veien. Den Fremmede sagde, at vel kjendte han ikke selv den Vei, men han skulde dog hjelpe ham saameget paa Gled, at han gav ham et Nøgle Garn, i hvis ene Ende han skulde holde, det vilde da løbe foran ham, til han kom til en Høi paa den skulde han banke med Tryllestaven, som han gav ham; Høien vilde saa aabne sig, og han skulde da kaste Laaret ind i Svælget, som derved viste sig; men han skulde tage sig i Agt for ikke at komme Svælget altfor nær. Da vilde han see to Kværne, den ene hvid, men den anden sort, komme op af Svælget, og han skulde da tage den hvide, men ikke bryde sig om den anden: derpaa skulde han tage Nøglet og lade det løbe foran sig, ligesom før, og vende hjemad med Kværnen. Den fattige Broder takkede Manden for disse gode Raad, bød ham Farvel og fortsatte sin Vandring. Nu gik det ganske, som Manden havde forudsagt ham: han fandt Høien, aabnede den med Tryllestaven og kastede Oxelaaret ind med disse Ord: »See der, Fanden, min Broder sender dig dette hersens Laar.« Kværnene komme da op, han faaer fat i den hvide og gaaer nu afsted efter Nøglet derhen, hvor han før havde mødt Manden, som endnu stod paa samme Sted. Den fattige Broder hilser paa ham og spørger, hvad han skal gjøre med Kværnen. Den Anden siger, at han skal lave en stærk og rummelig Kasse udenom den og derpaa sætte den paa et heldigt Sted, saa vil den af sig selv male for ham Alt, hvad han byder den; han behøver blot at udsige disse Trylleord:


»Mal nu hverken Malt eller Salt,
Og mal i Herrens Navn.« 


Derefter skiltes de, efterat den fattige Broder havde takket ham inderlig for hans gode Hjelp. Saa kom han hjem og fortalte sin Hustru alle sine Hændelser. Han gav sig nu ilav med at lave en stærk Kasse om Kværnen, ret en prægtig Ting i et Huus, og satte den op; den malede Alt, som han bød den. Madvarer og Alt, hvad ellers de Ægtefolk behøvede, saa at de levede i stor Overflod. Engang tænkte Bonden ved sig selv, at det kunde være fornøieligt at have et Par Skilling imellem Hænder, skjøndt de ikke trængte til Penge, da de jo havde Nok af alle Ting. Han byder da Kværnen at male Guld, fremsigende de omtalte Trylleord. Kværnen gav sig til at male, og malede det pureste Guld. Denne Spøg gjorde han sig den ene Gang efter den anden, saa at han paa en kort Tid blev saa rig, at han svømmede i Guld. Han siger da til sin Hustru, at han kunde have Lyst til at vide, hvormeget Guld de eie. Det tykkes hende unødvendigt, svarede hun; det er nok at vide, at de have en stor Overflod af Guld, som af andre Ting. Bonden havde dog ingen Ro paa sig, før han kunde finde en Udvei til at faae dette at vide, og det skulde da være, ved at maale Guldet i et Maal. Men eftersom de nu ikke selv eiede noget Maal, gjorde han en Vending hjem til sin Broder og bad ham om at laane sig et. Broderen bød sin Kone at laane ham det. Hun tager Maalet, men grunder med sig selv over hvad det kunde være, som han havde isinde at maale; hun tager derfor lidt Harpix og smører den indvendige Rand omkring Bunden dermed, hvorpaa hun giver Karret til sin Maag. Han gaaer nu hjem og maaler Guldstøvet, og da han er færdig hermed, tilbageleverer han Maalet. Aldrig saasnart er han ude af Huset igjen, før hans Svigerske giver sig til at see Maalet efter, og hun seer da, at der overalt hænger Guldsand ved dets Fuger; hun gaaer med det til sin Mand, viser ham det og siger, at hans Broder maaler Guld, hvor de blot maale Korn. Han svarer da, at han ogsaa har lagt Mærke til, at hans Broder ikke i al den Tid, der er gaaet hen, siden han fik Oxelaaret, har bedet ham om Noget, og at de vist maae have Noget der i Huusmandshuset; thi de have Begge i den senere Tid faaet et saa veltilfreds Udseende, og desuden have de begyndt at udvide deres Folde. Huusmoderen beder sin Mand om at see til at komme efter, hvorledes det egentlig har sig hermed; thi det hænger nok ikke saa rigtig sammen med hendes Maags gode Lykke. Den rige Broder gaaer nu af sted, da det var ham magtpaaliggende at vide, hvorledes hans Broder var kommen i Besiddelse af denne Rigdom. Da de træffe hinanden, spørger Gaardmanden sin Broder om hvad det er, han har maalt, og denne fortæller ham det, som det var. Den rige Broder spørger, hyorledes dette forholder sig. Den Anden svarer, at Fanden har givet ham en Kværn, som efter Fremsigelsen af nogle Trylleord maler Alt, som med Navn nævnes kan, og han fortæller ham da tillige, at det er, fordi han bragte Fanden det Oxelaar, som Broderen havde sendt ham afsted med til ham for nogen Tid siden. Gaardmanden kunde ikke huske, at han nogensinde havde sendt sin Broder til Fanden, derimod havde han givet ham selv Laaret. »Nei, nei«, siger den Anden, »Du bød mig at gaae med det til Fanden, og det gjorde jeg; derfor gav han mig Kværnen, og siden har jeg hverken trængt til Dig eller Andre.« Derpaa skiltes de, og Bonden gik hjem i dybe Tanker og fortalte sin Hustru det Hele. Nu misundte de Huusmanden hans Kværn og tænkte længe frem og tilbage paa, hvorledes de skulde bære sig ad med at faae den i Eie; tilsidst faldt det dem ind at byde Huusmanden Alt, hvad de eiede og havde, i Bytte for den; derpaa skulde de kjøbe sig et Skib og drage bort fra Landet med Kværnen. Gaardmanden gaaer nu afsted og begjærer Kværnen tilkjøbs af sin Broder, men denne var uvillig til at afhænde den. Hans Broder tilbyder ham da hele sin Eiendom, Hovedgaarden deri indbefattet. Den Anden svarede, at han ikke brød sig meget om at faae Hovedgaarden han kunde jo kjøbe sig en ligesaa god Jord naarsom helst han vilde; men siden hans Broder nu bad ham saa overmaade meget om Kværnen og han allerede forekom sig selv at være rig nok i Forveien, vilde han dog gjøre sin Broder det til Behag, at lade ham faae den for Alt, hvad han eiede og havde. De fuldbyrde nu Kjøbet, Huusmanden flytter hjem og drager ind til Alt, hvad hans Broder eiede, ganske som det staaer der. Den anden Broder derimod kjøber sig et Skib, gaaer ombord med Hustru og Børn, og har intet Andet med sig end Kværnen, men var dog vel fomøiet med sit Bytte. Da de ere komne noget fra Land, vil han lade Kværnen male, hvad de trænge til, og fremsagde Trylleordene:


»Mal nu hverken Malt eller Salt,
Og mal i Herrens Navn.«


Men hvorledes han end bar sig ad, og hvad han end sagde, blev Kværnen staaende stille; han blev da vred paa den og sagde i sin Hidsighed:


»Mal nu baade Malt og Salt,
Og mal i Djævelens Navn.«


Kværnen gav sig til at male baade Malt og Salt, saaledes at Skibet blev synkefærdigt, og eftersom man ikke paa nogen mulig Maade kunde standse Kværnen, blev det Enden derpaa, at Skibet sank med det Hele, og siden har man aldrig seet noget til det. Men det siger man, at Fanden har sagt, at han blev glad ved at Kværnen skiftede Eier; thi der fik han sex Sjæle for een.


Om Kværnens første Eier er at berette, at han, efter at have givet Slip paa den, altid havde Rigdom nok, og han begyndte derfor at tænke paa sin evige Velfærd og sin Sjæls Frelse. Han antog sig to forældreløse Børn, opdrog dem vel, og indsatte dem efter sin og sin Kones Død til Arvinger af alle sine Efterladenskaber. Og siden vare disse Ægtefolk de lykkeligste Mennesker i hele deres Liv.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.