Kvadet om Arinbjørn
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ||||||
Egil Skallagrimsson
Kvadet om Arinbjørn
1.
Rask jeg en drots
ros forkynder,
kvæder kort
om karrig mand,
taler frit
om fyrstedåd,
er stenstum
om store løgne.
2.
Til skryderes hob
har jeg hån nok,
vel om hver
ven jeg digter.
Jeg kom til mangt
en mægtigs hus,
uden skår
var skjaldens kunst.
3.
Engang forlængst
fik jeg gjort mig en stor
fyrste fjendsk,
en fyrstes søn -
trak modets hat
om min mørke skal,
søgte hen,
hvor hersen var.
4.
Blodøkse,
der slog alt med skræk,
råded dér,
gav ros og magt.
Viljehård
herskede han
fra Jorvig
i det våde land.
5.
Blidt var ej
det blik at se,
men fareglubsk
og frygteligt,
som slangeskarpt
skød fra Eriks
øjenhår
ud imod mig.
6.
Dristigt nok
endda jeg sagde
digtet frem
for drotten selv.
Hvert et ord
jeg åbned for,
trængte ind
i alles ører.
7.
Løn jeg fik
for mit fyrstekvad,
men folk fandt,
den var ful at tage.
Jeg tjente dog
med tungens kraft
issen dér,
den ulvegrå.
8.
Den tog jeg mod,
thi med den fulgte
sænkningen bag
de side bryn
og hin mund,
hvormed "hovedløsning"
førtes frem
for fyrstens knæ.
9.
I den stund
stod der hos mig
en mand, hvis værd
vejed manges op.
Støt var han
at stole på
uforsagt
overalt, hvor det gjaldt.
10.
Arinbjørn
den ypperste mand,
vandt mig fri
fra fyrstens had,
men løj ej
et ord i sin vens
herskerhal,
den hærfro drots.
11.
Vennetyv
blev af hver jeg kaldt,
ævneløs
til ord-idræt,
lurvet, led
løftebryder,
yded jeg
ikke gengæld.
12.
Men se selv!
jeg sætter hersens
ædle søns
æresminde
- stejlt for det digt,
som stiger derad -
for alle folks
undrende blik.
13.
Renest ros
skal min røst hamre
med tungt fald
om Thores søn
i ædel malm
af mægtige ord
- ikke to -
men trende slags.
14.
Jeg nævner først,
hvad de fleste ved;
- rygtet bar
et rundt omkring:
Åben hånd
har han altid rakt,
Arinbjørn,
til alle sider.
15.
Egnens folk
ser undrende til
hvor rig han gør
med gylden skænk.
Thi fuldt op
af Frøj og Njord
Arinbjørn
til eje fik.
16.
Ham, der randt
af Roalds æt,
blev alt det,
andre frygted
som venneridt,
der kom rundt om fra
på hver vej
under viden himmel.
17.
Lykke han vandt,
vandt sig hæder,
magtfylde
på fyrstevis,
gliders gunst
og gæve mænds -
Vethorms ven
er værd at prise.
18.
Helst han gør,
hvad andre ej,
der har gods nok,
gærne går til.
Jeg blev tit træt
før jeg traf en gavmild -
ingen har skaft
til alles spyd.
19.
Hån har ej
af Arinbjørns
lange hus
fulgt folk til dørs.
Vrede ord
bød ej farvel
ingen gik
med armen bar.
20.
Grisk er han mindst
hin mand i "Fjorde",
Odins Rings
æt han hader.
Tyveslæng
tåler han ej,
hans eget guld
samler aldrig støv.
21.
Sligt et liv
til lod han fik,
at farer tit
har freden brudt.
22.
Ensom ham,
der ofte bød
mig al hjælp,
var det uret mod,
drukned den grå
glemsels vandes
dyb hans dåd
og dækked den til.
23.
Årvågen
gik jeg ud ved gry,
bar ord sammen
på sangens vang,
stilled dem op,
så intet slår
mit lovkvad om
i lange tider.
1. Historiske fortællinger om islændernes færd hjemme og ude : efter de islandske grundskrifter, Bind 1-4, ved N. M. Petersen, versene ved Olaf Hansen, København, 1923-25
2. Finnur Jónsson: Den norsk-islandske Skjaldedigtning, Bind 1-2, København, 1912-15
Titel, disposition, strofernes nummerering og evt. indskudte bemærkninger følger Finnur Jónsson. De steder, hvor oversætteren har udeladt en strofe, er Finnur Jónssons udgave af strofen indsat. (Dette er altid markeret tydeligt.)
Finnur Jónssons oversættelse er strengt taget mere en parafrase end en oversættelse, idet kenninger som regel gengives med et enkelt ord. Kvadets indhold går forud for dets form. Jónssons eget mål var, at den danske oversættelse skulle "være til praktisk nytte."